Procedure : 2010/2775(RSP)
Forløb i plenarforsamlingen
Dokumentforløb : B7-0488/2010

Indgivne tekster :

B7-0488/2010

Forhandlinger :

PV 08/09/2010 - 13
CRE 08/09/2010 - 13

Afstemninger :

PV 09/09/2010 - 5.4

Vedtagne tekster :

P7_TA(2010)0314

FORSLAG TIL BESLUTNING
PDF 122kDOC 68k
Se også det fælles beslutningsforslag RC-B7-0484/2010
1.9.2010
PE446.568v01-00
 
B7-0488/2010

på baggrund af forespørgsel til mundtlig besvarelse B7-0452/2010

jf. forretningsordenens artikel 115, stk. 5,


om situationen vedrørende Jordanfloden


Annemie Neyts-Uyttebroeck, Ivo Vajgl, Graham Watson for ALDE-Gruppen

Europa-Parlamentets beslutning om situationen vedrørende Jordanfloden  
B7‑0488/2010

Europa-Parlamentet,

–   der henviser til sine tidligere beslutninger om Mellemøsten,

–   der henviser til fredstraktaten af 1994 mellem Staten Israel og Det Hashemitiske Kongerige Jordan,

–   der henviser til den israelsk-palæstinensiske midlertidige aftale om Vestbredden og Gazastriben af 1995 (Oslo II-aftalen) og især artikel 12 og 40 i bilag III hertil,

–   der henviser til det amerikanske Senats resolution 387, der udtrykker Senatets holdning til nedbrydningen af Jordanfloden og Det Døde Hav og hilser samarbejdet af 16. november 2007 mellem de israelske og jordanske folk og Den Palæstinensiske Myndighed velkommen,

–   der henviser til fælleserklæringen fra Middelhavstopmødet i Paris den 13. juli 2008,

–   der henviser til henstillingen af 14. marts 2010 om situationen i Jordandalen fra ad hoc-udvalget for energi, miljø og vand under Den Parlamentariske Forsamling for Euro-Middelhavsområdet,

–   der henviser til forretningsordenens artikel 115, stk. 5, og artikel 110, stk. 2,

A. der henviser til, at Jordanfloden og særlig flodens nedre løb er et kulturlandskab af universel interesse og med stor historisk, symbolsk, religiøs, miljømæssig, landbrugsmæssig og økonomisk betydning både i og uden for Mellemøsten,

B.  der henviser til, at dårlig forvaltning har medført alvorlig forurening af Jordanfloden; der henviser til, at ca. 98 % af de 1,3 kubikmeter naturligt ferskvand i flodens nedre løb hvert år afledes til at dække vandbehov i boliger og landbrug; der henviser til, at alt, hvad der på nuværende tidspunkt fortsat flyder gennem flodens nedre løb, er ubehandlet kloakvand, dambrugsafstrømning, saltvand og spildevand fra landbruget,

C. der henviser til, at 50 % af biodiversiteten ved flodens nedre løb er gået tabt som følge af afledningen af ferskvandskilder og udledningen af forurenet spildevand,

D. der henviser til, at nye rensningsanlæg, der har til formål at fjerne det forurenede spildevand, der på nuværende tidspunkt strømmer gennem flodens nedre løb, forventes at påbegynde driften fra slutningen af 2011; der henviser til, at hvis der ikke tilføres ferskvandskilder til flodens nedre løb i koordination med disse anlægs funktion, vil lange strækninger af floden formentlig være tørret ud inden udgangen af 2011,

E.  der henviser til, at der er behov for mindst 400-600 mio. kubikmeter vand årligt for at genoprette flodens nedre løb,

F.  der henviser til, at Det Døde Hav udgør et af verdens enestående økosystemer; der henviser til, at Jordanfloden er Det Døde Havs primære vandkilde, og at flodens stærkt reducerede vandmængde er hovedårsagen til, at vandstanden i Det Døde Hav løbende er faldet, og at dets overfladeareal er skrumpet ind med en tredjedel på mindre end 50 år,

G. der henviser til, at vandtilførselsprojektet "Red Sea-Dead Sea Water Conveyance Concept" indebærer anlæggelsen af en kanal fra Det Røde hav til Det Døde Hav og vil bidrage til genopretningen af Det Døde Hav og til at skaffe elektricitet og drikkevand til israelere, jordanere og palæstinensere; der henviser til, at dette projekt kan få alvorlige konsekvenser for områdets enestående naturkarakteristika; der henviser til, at Verdensbanken er i færd med at udarbejde en forundersøgelse, såvel som en vurdering af de miljømæssige og sociale indvirkninger i denne henseende,

H. der henviser til, at i fredstraktaten mellem Staten Israel og Det Hashemitiske Kongerige Jordan lagde begge parter stor vægt på en integreret udvikling af Jordandalen, og aftalte at samarbejde langs de fælles grænser om en genopretning af Jordanfloden såvel som om miljøbeskyttelse af vandressourcerne i både floden og Det Døde Hav,

I.   der henviser til, at bestræbelserne på at redde Jordanflodens nedre løb har givet anledning til samarbejde mellem israelske, jordanske og palæstinensiske lokalsamfund, der alle står over for de samme udfordringer angående vand; der henviser til, at aktivt samarbejde mellem statsmyndigheder, lokalsamfund og civilsamfundsorganisationer i de berørte lande og territorier kan yde et betydeligt bidrag til fredsbestræbelserne i regionen,

J.   der henviser til, at den palæstinensiske befolkning på Vestbredden er plaget af en alvorlig mangel på vand; der henviser til, at tilstrækkelige vandressourcer er en af de vigtigste forudsætninger for en fremtidig, levedygtig palæstinensisk stat og ligeledes et vigtigt aspekt i Israels sikkerhed,

K. der henviser til, at EU-midler har bidraget til forsøg på at imødegå de miljømæssige udfordringer i området omkring Jordanflodens nedre løb,

1.  gør opmærksom på og udtrykker stor bekymring over den økologiske nedbrydning af Jordanfloden og især dens nedre løb;

2.  opfordrer de lande, som Jordanfloden gennemløber, til at genoprette dens økologiske balance ved at udarbejde og gennemføre politiske tiltag, der sigter mod håndgribelige resultater inden for forvaltningen af vandbehov i bolig og landbrug, vandbevaring og forvaltning af spildevand fra kloakker, landbrug og industri, samt til at sikre at tilstrækkelige mængder ferskvand ledes ud i flodens nedre løb;

3.  opfordrer den israelske og jordanske regering og Den Palæstinensiske Myndighed til at samarbejde om at redde flodens nedre løb, og tilskynder dem til med hjælp fra EU at oprette en Kommission for Jordandalen, der skal fungere som et trilateralt samarbejdsforum, som er åbent for andre tilliggende lande;

4.  opfordrer Israel og Jordan til i fuld udstrækning at efterleve de forpligtelser, de har indgået gennem fredsaftalen, vedrørende genopretningen af Jordanfloden og beskyttelsen af vandkilderne til floden og Det Døde Hav;

5.  glæder sig over initiativet fra den israelske miljøminister om at udarbejde en generalplan for landskabsudviklingen omkring flodens nedre løb; opfordrer indtrængende den jordanske regering og Den Palæstinensiske Myndighed til at tage lignende initiativer med det formål at vedtage generalplaner for genopretningen af de dele af floden, som flyder gennem deres respektive territorier; gør opmærksom på, at sådanne generalplaner kan blive grundlag for en altomfattende regional plan for genopretning og beskyttelse af området omkring Jordanflodens nedre løb;

6.  minder om, at projektet "Red Sea-Dead Sea Water Conveyance Concept" ikke behandler spørgsmålet om den økologiske nedbrydning af Jordanfloden;

7.  bemærker, at enhver bæredygtig løsning til genopretning og bevaring af det enestående naturmiljø omkring flodens nedre løb skal baseres på en tilgang for integreret udvikling, der omfatter økonomi-, miljø-, energi- og turistprojekter;

8.  glæder sig over anvendelsen af stadig flere avancerede metoder og teknologier til vandbehandling ved flodens nedre løb, især i Israel, og opfordrer til udbredelse af disse metoder og teknologier til alle landene i regionen; opfordrer det internationale samfund, heriblandt EU, til at intensivere indsatsen for at tilvejebringe yderligere finansiel og teknisk støtte til projekter inden for dette område;

9.  opfordrer Rådet, Kommissionen og EU's medlemsstater til at lægge øget vægt på situationen vedrørende Jordanfloden i deres bilaterale og multilaterale forbindelser med de lande, som floden gennemløber, og til at fortsætte med at give finansiel og teknisk støtte til genopretning af floden, især dens nedre løb, ikke mindst inden for rammerne af initiativet om Middelhavsunionen;

10. glæder sig over samarbejdet mellem israelske, jordanske og palæstinensiske lokalsamfund, der står over for de samme vandrelaterede udfordringer ved flodens nedre løb, og understreger atter, at opbygningen af tillid har stor betydning for skabelsen af en retfærdig og varig fred i Mellemøsten; glæder sig også over den aktive rolle, som ikke-statslige organisationer, herunder Mellemøst-afdelingen af Friends of the Earth, indtager i bestræbelserne på at redde Jordanfloden, og opfordrer det internationale samfund, herunder EU, til fortsat at støtte disses aktiviteter;

11. fremhæver på ny, at spørgsmålet om vandforvaltning, og især en rimelig fordeling af vandet, således at behovene blandt alle regionens indbyggere respekteres ligeligt, er af højeste betydning for varig fred og stabilitet i Mellemøsten, og understreger behovet for en altomfattende strategi for de centrale udfordringer vedrørende vand i regionen;

12. opfordrer indtrængende Israel til, bl.a. ved at mindske de administrative hindringer, at sikre øget adgang til vandressourcer for palæstinenserne bosat på Vestbredden, og også til at lette anvendelse af forbedrede metoder og teknologier inden for vandforvaltning, herunder spildevandsbehandling, i området;

13. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, Kvartettens særlige udsending til Mellemøsten, Knesset og den israelske regering, Jordans parlament og regering, Libanons parlament og regering, præsidenten for Den Palæstinensiske Myndighed, Det Palæstinensiske Lovgivende Råd og Syriens parlament og parlament.

Seneste opdatering: 2. september 2010Juridisk meddelelse