Forslag til beslutning - B7-0493/2010Forslag til beslutning
B7-0493/2010

FORSLAG TIL BESLUTNING            om situationen for romaerne og retten til fri bevægelighed i EU

6.9.2010

på baggrund af Rådets og Kommissionens redegørelser
jf. forretningsordenens artikel 110, stk. 2,

Hannes Swoboda, Monika Flašíková Beňová, Kinga Göncz, Rovana Plumb, María Muñiz De Urquiza, Claude Moraes, Sylvie Guillaume, Juan Fernando López Aguilar, Tanja Fajon, Rita Borsellino for S&D-Gruppen

Se også det fælles beslutningsforslag RC-B7-0493/2010

Procedure : 2010/2842(RSP)
Forløb i plenarforsamlingen
Dokumentforløb :  
B7-0493/2010
Indgivne tekster :
B7-0493/2010
Vedtagne tekster :

B7‑0493/2010

Europa-Parlamentets beslutning om situationen for romaerne og retten til fri bevægelighed i EU

Europa-Parlamentet,

–   der henviser til EU's charter om grundlæggende rettigheder, især artikel 1, 8, 20, 21, 19, 24, 25, 35 og 45,

–   der henviser til EU-traktatens artikel 2 og 3, som værner om de grundlæggende rettigheder og principper i Den Europæiske Union, herunder principperne om ikke-forskelsbehandling og fri bevægelighed,

–   der henviser til artikel 8, 9, 10, 16, 18, 19, 20, 21, 151, 153 og 157 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–   der henviser til sin beslutning af 28. april 2005 om romaernes situation i Den Europæiske Union, af 1. juni 2006 om romakvinders situation i EU, af 15. november 2007 om anvendelse af direktiv 2004/38/EF om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område, af 31. januar 2008 om en europæisk strategi for romaer, af 10. juli 2008 om oprettelse af en database i Italien med fingeraftryk fra romaer, af 11. marts 2009 om romaernes sociale situation og forbedring af deres adgang til arbejdsmarkedet i EU og sin beslutning af 25. marts 2010 om andet EU-topmøde om romaer,

–   der henviser til Rådets direktiv 2000/43/EF af 29. juni 2000 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af alle uanset race eller etnisk oprindelse, Rådets direktiv 2000/78/EF af 27. november 2000 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv, Rådets rammeafgørelse 2008/913/JHA af 28. november 2008 om bekæmpelse af visse former for og tilkendegivelser af racisme og fremmedhad ved hjælp af straffelovgivningen, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004 om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område og direktiv 46/1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger,

–   der henviser til de rapporter om romaer, racisme og fremmedhad i EU's medlemsstater i 2009, som Agenturet for Grundlæggende Rettigheder har offentliggjort, og til rapporterne fra Europarådets kommissær for menneskerettigheder, Thomas Hammarberg,

–   der henviser til Det Europæiske Råds konklusioner fra december 2007 og juni 2008, konklusionerne fra Rådet (almindelige anliggender) fra december 2008 og konklusionerne fra Rådet (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerpolitik) om romaernes integration, vedtaget i Luxembourg den 8. juni 2009,

–   der henviser til, at en række EU-medlemsstater, kandidatlande og andre lande, hvor EU-institutionerne er repræsenteret i betydeligt omfang, i 2005 bekendtgjorde tiåret for integration af romaer og oprettede roma-uddannelsesfonden,

–   der henviser til konklusionerne fra det første EU-topmøde om romaer (Bruxelles, den 16. september 2008) og det andet EU-topmøde om romaer (Córdoba, den 8. april 2010),

–   der henviser til den kommende betænkning fra Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender om EU's strategi for integration af romaerne, der forventes forelagt i slutningen af 2010,

–   der henviser til henstillingerne fra FN's Racediskriminationskomité ved dens 77. møde (den 2.-27. august 2010) angående Danmark, Estland, Frankrig, Rumænien og Slovenien,

–   der henviser til Europarådets rapport ”Den fjerde rapport fra Den Europæiske Kommission mod Racisme og Intolerance om Frankrig”, som blev offentliggjort den 15. juni 2010,

–   der henviser til de ti fælles grundprincipper for romaernes integration,

–   der henviser til forretningsordenens artikel 110, stk. 2,

A. der henviser til, at Den Europæiske Union bygger på principperne i EU's charter og EU-traktaterne, herunder principperne om ikke-forskelsbehandling, de specifikke rettigheder, der karakteriserer EU-borgerskabet, og retten til beskyttelse af personoplysninger,

B.  der henviser til, at disse principper gennemføres ved hjælp af ovennævnte direktiver 43/2000, 78/2000, 38/2004 og 95/46,

C. der henviser til, at de 10-12 millioner europæiske romaer fortsat udsættes for alvorlig systematisk diskrimination i forbindelse med undervisning (især udskillelse), boliger (især tvangsudsættelser og uværdige levevilkår, ofte i ghettoer), beskæftigelse (deres særlig lave beskæftigelsesfrekvens) og lige adgang til sundhedssystemer og andre offentlige tjenester, såvel som en utrolig lav grad af politisk deltagelse,

D. der henviser til, at størstedelen af de europæiske romaer blev unionsborgere efter udvidelserne i 2004 og 2007 og således blev omfattet af unionsborgernes og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område,

E.  der henviser til, at mange romaer og romagrupper, som har besluttet at slå sig ned i en anden medlemsstat end den, hvori de er statsborgere, befinder sig i en særlig udsat position,

F.  der henviser til, at der har fundet hjem- og tilbagesendelser af romaer sted i flere medlemsstater, for nylig i Frankrig, hvor regeringen enten har udsendt eller "frivilligt" tilbagesendt i hundredvis af EU-borgere af romaafstamning i månederne fra marts til august 2010

G. der henviser til, at denne adfærd har været ledsaget af en stigmatisering af romaerne og en generel sigøjnerfjendtlighed i den politiske debat,

H. der henviser til, at Europa-Parlamentet gentagne gange har opfordret Kommissionen til at udvikle en EU-strategi for romaerne til at fremme principperne om lige muligheder og social integration i hele Europa,

I.   der henviser til, at EU råder over en række instrumenter, der kan anvendes til at bekæmpe udelukkelsen af romaer, som f.eks. den nye mulighed, der findes i strukturfondene, nemlig at afsætte op til 2 % af den samlede bevilling fra Den Europæiske Fond for Regionaludvikling (EFRU) til boligudgifter til fordel for marginaliserede lokalsamfund, som træder i kraft i løbet af 2010, eller de eksisterende muligheder under Den Europæiske Socialfond,

J.   der henviser til, at der kun er gjort ujævne og langsomme fremskridt med hensyn til bekæmpelsen af forskelsbehandlingen af romaer ved at garantere deres ret til uddannelse, beskæftigelse, sundhed, bolig og fri bevægelighed i medlemsstaterne, og at Roma-repræsentationen i statslige strukturer og den offentlige forvaltning i medlemsstaterne bør øges;

1.  minder om, at Den Europæiske Union først og fremmest er et fællesskab baseret på værdier og principper, der skal opretholde og fremme et åbent og rummeligt samfund, især ved at forbyde alle former for diskrimination og ved at definere et EU-borgerskab;

2.  understreger alle EU-borgeres og deres familiers ret til fri bevægelighed og ophold i hele EU, der er en grundpille i EU-borgerskabet, som defineret i traktaterne og gennemført ved direktiv 38/2004, som alle medlemsstater formodes at anvende og respektere;

3.  udtrykker sin dybe bekymring over de seneste foranstaltninger, den franske regering har truffet for at hjem- og tilbagesende hundredvis af EU-borgere af romaafstamning til deres hjemlande med bistand eller under påskud af humanitær bistand, og opfordrer indtrængende de franske myndigheder til straks at ophøre med denne praksis;

4.  er dybt bekymret især over den opflammende og åbent diskriminerende retorik, der har været kendetegnede for den politiske debat under hjemsendelserne af romaer, som skaber grobund for racistisk retorik og aktioner fra ekstreme højreorienterede gruppers side; kræver derfor, at politikerne lever op til deres ansvar og tager afstand fra enhver form for udsagn, der forbinder minoriteter og indvandring med kriminalitet og skaber diskriminerende stereotyper;

5.  minder i denne forbindelse om, at direktiv 2004/38 anser begrænsninger for den fri bevægelighed og udsendelse af EU-borgere for undtagelser og opstiller specifikke og klare grænser for dem; navnlig skal udsendelsesafgørelser vurderes og besluttes på et individuelt grundlag, idet der tages hensyn til de personlige omstændigheder, og sikres proceduremæssige garantier og administrativ prøvelse (artikel 28, 30, 31);

6.  understreger også, at i henhold til direktiv 38/2004, kan manglende økonomiske midler under ingen omstændigheder begrunde automatisk udsendelse af EU-borgere (betragtning 16, artikel 14), og at begrænsninger i udøvelsen af retten til fri bevægelighed og ophold baseret på hensynet til den offentlige orden, sikkerhed eller sundhed udelukkende kan indføres med begrundelse i vedkommendes personlige adfærd og ikke på generelle betragtninger om forebyggelse eller om etnisk eller national oprindelse;

7.  udtrykker bekymring over proportionaliteten i indsamlingen af biometriske data for EU-borgere, som ikke retfærdiggøres af sikkerheds- og retshåndhævelsesformål og minder om, at oprettelsen af nationale biometriske databaser over EU-borgere, såvel som alle identifikationsprocedurer for EU-borgere skal gennemføres fra sag til sag, på en ikke-diskriminerende måde med respekt for garantier og databeskyttelsesprincipper og i overensstemmelse med direktiv 43/2000 og 95/45;

8.  bemærker med dyb beklagelse Europa-Kommissionens sene og begrænsede reaktion som traktaternes vogter, når det gælder om at kontrollere, at medlemsstaternes handlinger opfylder EU's primære ret og EU-lovgivningen, især ovennævnte direktiver om ikke-forskelsbehandling, fri bevægelighed og retten til beskyttelse af personoplysninger; gentager sin bekymring over konsekvenserne af den nuværende fordeling af ansvarsområder vedrørende romapolitikker mellem medlemmerne af Kommissionen, og opfordrer til en stærk horisontal koordinering for at garantere en rettidig og effektiv reaktion i fremtiden;

9.  opfordrer Kommissionen til at stå fast på værdierne og principperne fra EU's charter og traktaterne og til straks at reagere med en fuld analyse af situationen i Frankrig og i alle medlemsstater, når det gælder romapolitikkernes overensstemmelse med EU-lovgivningen;

10. udtrykker dyb bekymring over, at Kommissionen på trods af sagens hastekarakter hidtil ikke har reageret på dets anmodninger fra januar 2008 og marts 2010 om at forberede en europæisk strategi for romaer i samarbejde med medlemsstaterne; opfordrer igen Kommissionen til at udarbejde en omfattende europæisk strategi for integration af romaerne;

11. mener, at EU og alle medlemsstaterne deler et ansvar for at fremme integrationen af romaer, som kræver en samlet tilgang på EU-plan i form af en EU-strategi for romaer, der bygger på de forpligtelser, parterne påtog sig på det andet topmøde om romaer i Córdoba:

· mainstreame romaspørgsmål i europæiske og nationale politikker om grundlæggende rettigheder samt beskyttelse mod racisme, fattigdom og social udstødelse;

· forbedre udformningen af køreplanen for den integrerede platform for integration af romaerne og prioritere centrale målsætninger og resultater;

· sikre, at EU’s eksisterende finansielle instrumenter når ud til romaerne, og hjælpe med at forbedre deres sociale integration gennem kontrol med brugen af ressourcer; indfører i øvrigt ny konditionalitet for at sikre, at midlerne bliver anvendt mere målrettet til at tackle romaernes situation;

12. anser det for nødvendigt at udarbejde et omfattende udviklingsprogram, som på samme tid er rettet mod alle beslægtede politikområder og muliggør øjeblikkelig indgriben i ghettoområder, der kæmper med alvorlige strukturelle problemer; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre, at bestemmelser om lige muligheder overholdes strengt, når de operationelle programmer gennemføres, således at projekter ikke direkte eller indirekte styrker udskillelse og udstødelse af romaer; understreger, at det den 10. februar 2010 vedtog en betænkning om støtteberettigelsen for boligtiltag for marginaliserede befolkningsgrupper, som giver mulighed for boligtiltag på vegne af sårbare grupper inden for rammerne af EFRU, og opfordrer til hurtig gennemførelse af den reviderede forordning, således at medlemsstaterne kan gøre aktivt brug af denne mulighed;

13. udtrykker bekymring i forhold til tvangshjemsendelse af romaer til lande i det vestlige Balkan, hvor de kan stå over for hjemløshed og diskrimination; opfordrer Kommissionen, Rådet og medlemsstaterne til at sikre, at deres grundlæggende rettigheder respekteres, herunder at der ydes passende bistand og kontrol;

14. anbefaler Rådet at vedtage en fælles holdning om finansiering via strukturfondene og førtiltrædelsesfondene, der afspejler den europæiske politiske vilje til at fremme integrationen af romaer, og sikre, at der tages hensyn til de fælles grundprincipper for romaernes integration i forbindelse med eventuelle revisioner af de relevante operationelle programmer, også med henblik på den næste programmeringsperiode; opfordrer Kommissionen til at undersøge og evaluere den hidtidige sociale effekt af investeringer via førtiltrædelses- og strukturfondene, der er målrettet mod sårbare grupper, for at drage konklusioner og udtænke nye strategier og regler, hvis det anses for nødvendigt på området;

15. tilskynder EU-institutionerne til at involvere romasamfund fra græsrodsniveau op til internationale ngo'er i processen med udvikling af en samlet EU-politik om romaer og i alle aspekter af planlægning, gennemførelse og tilsyn samt til at trække på erfaringerne fra tiåret for integration af romaer 2005-2015, OSCE-handlingsplanen og Europarådets, FN's og Parlamentets egne anbefalinger;

16. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, medlemsstaternes og kandidatlandenes regeringer og parlamenter, EDPS, Europarådet og OSCE.