Europa-Parlamentet,

- der henviser til sine tidligere beslutninger om Den Demokratiske Republik Congo (DRCongo), særlig beslutningen af 17. december 2009 vedrørende bevæbnede gruppers seksuelle voldshandlinger og de vedvarende menneskerettighedskrænkelser i landet,

- der henviser til FN-Generalforsamlingens konvention af 10. december 1984 mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf samt FN-Generalforsamlingens erklæring nr. 3318 af 14. december 1974 om beskyttelse af kvinder og børn i krisesituationer og væbnede konflikter, særlig punkt 4, hvori der kræves effektive forholdsregler mod forfølgelse, tortur, vold og nedværdigende behandling af kvinder og børn,

- der henviser til, at det i FN-Sikkerhedsrådets resolution nr. 1325 om beskyttelse af og respekt for kvinder og børns seksuelle rettigheder og menneskerettigheder understreges, at alle stater har et ansvar for at sætte en stopper for straffriheden og retsforfølge dem, der er ansvarlige for forbrydelser imod menneskeheden og krigsforbrydelser, herunder forbrydelser af seksuel art og andre former for vold mod kvinder og piger,

-  der henviser til den nye lov om seksuel vold, som DRCongos parlament vedtog i 2006 med det formål at fremskynde retsforfølgelsen i voldtægtssager og skærpe straffene,

- der henviser til, at Rwanda og DRCongo den 10. december 2007 i Nairobi undertegnede en fælles erklæring om en samlet løsning på problemet med tilstedeværelsen af bevæbnede grupper i Kivu, som er ansvarlige for seksuel vold og andre menneskerettighedskrænkelser,

- der henviser til erklæringen af 27. august 2010 fra EU's udenrigschef Catherine Ashton og udviklingskommissær Andris Piebalgs, hvori de fordømmer massevoldtægterne i DRCongo, der henviser til FN-generalsekretærens rapport af 23. august 2010 om bevæbnede gruppers seneste massevoldtægter mod civile i den østlige del af DRCongo,

- der henviser til forretningsordenens artikel 110, stk. 2,

A. der henviser til, at militser i slutningen af juli 2010 tre nætter i træk angreb 13 ensomt beliggende landsbyer omkring 20 km fra Goma, som er hovedstaden i Nordkivu,

B. der henviser til, at der ifølge FN's beregninger blev begået over 500 voldtægter under disse tre dages angreb,

C. der henviser til, at disse massevoldtægter fandt sted kun 10 miles fra en fredsbevarende FN-base i Nordkivu,

D. der henviser til, at menneskeretsaktivister beretter udførligt om, at FDLR (Den Demokratiske Front for Rwandas Befrielse) og den rwandiske Hutu-milits i foråret startede en målrettet strategi for at øge den seksuelle vold og den udbredte nedbrænding af landsbyer, boliger, skoler og kirker,

E. der henviser til, at voldtægt tilsyneladende anvendes som et middel til at ydmyge kvinder over for deres familier og samfund for på den måde at nedbryde disse samfunds integritet, moral og sammenhængskraft,

F. der er dybt foruroliget over de utilstrækkelige bestræbelser, der gøres for at undersøge sådanne forbrydelser til bunds, de ikke-eksisterende foranstaltninger til beskyttelse af vidner, ofre og disses familier, den manglende information om forbrydelserne og manglen på den nødvendige lægehjælp til ofrene,

G. der henviser til, at militserne ved hjælp af voldtægt først og fremmest ønsker at terrorisere befolkningen for at kunne kontrollere Kivu-områderne, som er hovedindfaldsporten til den vigtigste kassiteritmine,

H. der henviser til, at det tog FN's fredsbevarende styrker to uger at indberette disse overgreb, og at den congolesiske regering og dens væbnede styrker var meget langsomme til at afværge sådanne afpresningshandlinger,

I. der henviser til, at Rwanda må spille en afgørende rolle, når der skal findes en løsning på grænsekonflikterne,

J. der konstaterer, at den tidligere congolesiske leder Jean-Pierre Bemba Gombo i en proces ved Den Internationale Straffedomstol står anklaget for krigsforbrydelser, herunder voldtægt,

1. fordømmer på det kraftigste anvendelsen af voldtægt som krigsvåben og gør opmærksom på, at sådanne handlinger hører under Den Internationale Straffedomstols samt DRCongos jurisdiktion;

2. opfordrer især kraftigt til at anmelde, identificere og retsforfølge dem, der har begået seksuel vold mod kvinder, og straffe dem efter reglerne i national og international strafferet;

3. kræver, at DRCongo i samarbejde med det internationale samfund fortsætter bestræbelserne på at bekæmpe straffrihed og hurtigt undersøge de seneste angreb samt sikre sig, at gerningsmændene stilles for en domstol;

4. er foruroliget over, at Monusco ikke har kunnet udnytte sit mandat og sine magtanvendelsesregler til at sørge for beskyttelse mod væbnede oprørsbevægelsers massive voldtægter og andre menneskerettighedskrænkelser i nærheden af den fredsbevarende base;

5. konstaterer, at FN's generalsekretær omgående har pålagt sin særlige repræsentant for seksuel vold i konflikter, Margot Wallström, at koordinere FN's reaktion på og opfølgning af hændelserne i DRCongo, således at sådanne grusomheder kan forebygges i fremtiden;

6. opfordrer det internationale samfund og især EU og AU til at give sin fulde støtte til DRCongos regerings bestræbelser på at standse alle former for seksuel vold og anvendelsen heraf som et krigsvåben;

7. beklager dybt de tiltagende voldshandlinger mod bistandsarbejdere og anerkender den ekstremt vanskelige indsats, som humanitære organisationer gør på stedet under højst usikre betingelser;

8. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, Den Afrikanske Unions institutioner, SADC og regeringerne i De Store Søers Område, herunder Den Demokratiske Republik Congos og Rwandas regeringer.