Fiorello Provera, Rolandas Paksas, Lorenzo Fontana, Oreste Rossi, Claudio Morganti, Mara Bizzotto, Nikolaos Salavrakos, Niki Tzavela
for EFD-Gruppen
Europa-Parlamentets beslutning om situationen i Nigeria (2012/2550(RSP))
B7‑0134/2012
Europa-Parlamentet,
– der henviser til sine tidligere beslutninger om Nigeria og religionsfrihed,
– der henviser til artikel 18 i verdenserklæringen om menneskerettigheder fra 1948,
– der henviser til artikel 18 i den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder fra 1966,
– der henviser til FN-erklæringen fra 1981om afskaffelse af alle former for intolerance og forskelsbehandling på grundlag af religion og tro,
– der henviser til Forbundsrepublikken Nigerias forfatning og navnlig bestemmelserne heri om beskyttelse af religionsfrihed i kapitel IV om retten til tanke-, tros- og religionsfrihed,
– der henviser til redegørelse fra næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik af 26. december 2011 og 22. januar 2012,
– der henviser til forretningsordenens artikel 110, stk. 2,
A. der henviser til, at den 20. januar blev mindst 186 mennesker dræbt i den nordlige by Kano i en koordineret serie bombe- og pistolangreb udført af den radikale islamistiske gruppe, Boko Haram, og at dette var de mest dødbringende angreb, denne gruppe har iværksat, siden den indledte en opstand i 2009 efter drabet på dens grundlægger og leder, Mohammed Yusuf, med henblik på at omstyrte demokratiet i Nigeria,
B. der henviser til, at den islamistiske gruppe Boko Haram har opfordret alle kristne og animister fra syd til at forlade landets nordlige stater og kræver gennemførelse af sharialovgivning i hele Nigeria, der påpeger, at der siden begyndelsen af 2012 er blevet dræbt mindst 200 mennesker i angreb, der tilskrives gruppen, og at der i 2011 blev dræbt over 500 mennesker,
C. der henviser til at, Boko Haram den 4. marts erklærede "krig" mod de kristne og bebudede en række "koordinerede" angreb for at udslette hele det kristne samfund i landets nordlige del,
D. der henviser til at, den 26. februar detonerede to selvmordsbombere fra Boko Haram sprængstoffer placeret i en bil uden for en kirke i byen Jos og dræbt tre mennesker og sårede 38, og at personer, der mistænkes for at være islamiske ekstremister, den 21. februar sprængte en bombe uden for en kirke i byen Suleja og sårede fem personer,
E. der henviser til, at landet oplever en kraftig opblussen af de etnisk modsætningsforhold, som skærpes af sekterisk vold, som den centrale regering under præsident Goodluck kæmper for at kontrollere, idet den erkender, at urolighederne er værre end under landets borgerkrig i 1960'erne,
F. der henviser til, at der er fremsat krav om en reform inden for Nigerias sikkerhedsstyrker, efter en af de hovedmistænkte for Boko Haram-bombardementerne juledag, som krævede 44 dødsofre, undslap fra fængslet mindre end 24 timer efter anholdelsen den 14. januar,
G. der henviser til, at Nigerias regering har reageret på den stigende vold ved at optrappe sikkerheden i hovedstaden Abuja, arrestere dusinvis af mistænkte, opstille udgangsforbud, og indføre undtagelsestilstand i dele af de fire nordlige stater,
H. der henviser til, at en af de væsentligste hindringer for den nigerianske regerings løsning af problemet med Boko Haram er manglende oplysninger om gruppens struktur, ledelse og ideologi, hvilket gør det vanskeligt at isolere bestemte personer,
I. der henviser til, at Nigeria har en befolkning på 160 mio., der er opdelt med kristne i syd og muslimer i nord,
J. der henviser til, at byen Jos beskrives som det religiøse grænseland mellem nord og syd,
1. fordømmer de brutale angreb på de kristne samfund og opfordrer Nigerias regering til at træffe alle nødvendige foranstaltninger for at løse problemet med islamiske militante bevægelser i det nordlige Nigeria;
2. påpeger behovet for en mere gennemsigtig og målrettet indsats fra Nigerias sikkerhedsstyrkers side med henblik på at spore og pågribe mistænkte involveret i sekteriske angreb, samt behovet for at træffe foranstaltninger til beskyttelse af kristnes religiøse samlingssteder og kristne samfund overalt i Nigeria og især i landets nordlige del;
3. opfordrer indtrængende det internationale samfund til at handle hurtigt for at støtte de kristne samfunds grundlæggende rettigheder og friheder i Nigeria og i landene i det nordlige og vestlige Afrika;
4. understreger behovet for, at de religiøse ledere i Nigeria tager kampen op mod alle, der opfordrer til vold og skaber grundlaget for religiøs tolerance og forståelse;
5. opfordrer den nigerianske forbundsregering til snarest at træffe konkrete foranstaltninger til fremme af en interetnisk og tværreligiøs dialog, og bifalder, at præsident Goodluck Jonathan har taget initiativ til at bringe religiøse ledere og civilsamfundets ledere sammen;
6. henstiller, at den højtstående repræsentant/næstformanden støtter de nigerianske myndigheders bestræbelser på at finde en effektiv løsning i forhold til det islamiske oprør;
7. opfordrer Kommissionen til at koordinere sin indsats med USA og andre donorer med henblik på at øremærke udviklingsbistand til jobskabelse i de områder, der er hårdest ramt af sekterisk vold;
8. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, Nigerias forbundsregering, Den Afrikanske Unions institutioner, FN's generalsekretær, FN's Generalforsamling, medformændene for Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU og Det Panafrikanske Parlament (PAP).