Procedure : 2012/2554(RSP)
Forløb i plenarforsamlingen
Dokumentforløb : B7-0153/2012

Indgivne tekster :

B7-0153/2012

Forhandlinger :

OJ 13/03/2012 - 103

Afstemninger :

PV 15/03/2012 - 11.2

Vedtagne tekster :

P7_TA(2012)0087

FORSLAG TIL BESLUTNING
PDF 113kDOC 67k
Se også det fælles beslutningsforslag RC-B7-0152/2012
12.3.2012
PE483.205v01-00
 
B7-0153/2012

på baggrund af Rådets og Kommissionens redegørelser

jf. forretningsordenens artikel 110, stk. 2,


om diskriminerende internetsider og myndighedernes reaktioner (2012/2554(RSP))


Marie-Christine Vergiat, Jiří Maštálka for GUE/NGL-Gruppen

Europa-Parlamentets beslutning om diskriminerende internetsider og myndighedernes reaktioner (2012/2554(RSP))  
B7‑0153/2012

Europa-Parlamentet,

 der henviser til artikel 2, 3, 4 og 6 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU), artikel 2, 3, 4, 9, 10, 18, 19, 20, 21, 26, 45, 49, 56, 67, 83 og 258 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og den europæiske menneskerettighedskonvention (EMRK),

 der henviser til Rådets rammeafgørelse 2008/913/RIA af 28. november 2008 om bekæmpelse af visse former for og tilkendegivelser af racisme og fremmedhad ved hjælp af straffelovgivningen(1),

 der henviser til direktiv 2004/38/EF om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område(2),

 der henviser til direktiv 2000/43/EF om gennemførelse af princippet om ligebehandling af alle uanset race eller etnisk oprindelse(3),

 der henviser til erklæringen af 11. februar 2012 fra næstformand i Kommissionen, Viviane Reding, om Partiet for Frihed og Fremskridts hjemmeside(4),

 der henviser til forretningsordenens artikel 110, stk. 2,

A.  der henviser til, at det nederlandske Parti for Frihed og Fremskridt (PVV) i starten af februar lancerede en internethotline 'Meldpunt Midden en Oost Europeanen', hvorigennem de opfordrer borgerne til at indgive klager om den "massive arbejdskraftindvandring" af "statsborgere fra Central‑ og Østeuropa", navnlig polakker, rumænere og bulgarer; der henviser til, at borgerne navnlig bliver spurgt, om de har oplevet nogen problemer med hensyn til asocial opførsel, og om de har mistet deres job til en af de nævnte statsborgere;

B.  der henviser til, at borgernes frie bevægelighed inden for Den Europæiske Union er sikret i henhold til artikel 21 i TEUF og arbejdstagernes frie bevægelighed i Den Europæiske Union i artikel 45 i TEUF;

C.  der henviser til, at retten til beskyttelse mod forskelsbehandling på grundlag af nationalitet er fastsat i artikel 18 i TEUF, og beskyttelse mod forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse er fastsat i artikel 10 i TEUF;

D.  der henviser til, at retten til at tænke frit er sikret i artikel 10 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, og ytringsfriheden er sikret i artikel 11;

E.  der henviser til, at Den Europæiske Union bygger på de demokratiske værdier og retsstatsprincippet, som fastsat i artikel 2 i TEU, og på fuldstændig respekt for de grundlæggende rettigheder og friheder som fastsat i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og i EMRK;

F.  der henviser til, at medlemsstaterne er forpligtet over for alle EU‑borgere til at sikre, at de ikke udsættes for forskelsbehandling eller stigmatiseres, når de bor eller arbejder i EU;

G.  der henviser til, at PVV's hotline åbenlyst ansporer til forskelsbehandling mod EU‑arbejdstagere fra lande i Central- og Østeuropa, og til, at den skaber splittelse mellem befolkningsgrupper i det nederlandske samfund;

H.  der henviser til, at PVV's hjemmeside undergraver borgernes frie bevægelighed og retten til beskyttelse mod forskelsbehandling, på grundlag af direktiv 2004/38/EF og de relevante artikler i traktaten;

I.  der henviser til, at den nederlandske regering har undertegnet en aftale om parlamentarisk støtte med PVV og derfor kan regne med flertal i det nederlandske parlament;

J.  der henviser til, at den nederlandske regering indtil videre ikke formelt har fordømt PVV's hotline;

K.  der henviser til, at andre medlemsstater har oplevet lignende situationer;

1.  fordømmer kraftigt den hjemmeside, som PVV har lanceret, da den går imod EU's grundlæggende værdier om menneskelig værdighed, frihed, lighed, retsstatsprincippet og respekten for menneskerettighederne og risikerer at ødelægge selve grundlaget for Unionen, som er pluralisme, ikkeforskelsbehandling, tolerance, retfærdighed, solidaritet og den frie bevægelighed;

2.  finder, at PVV's hotline er et ondsindet initiativ, som har til formål at skabe splittelse i samfundet og opnå politisk vinding til skade for arbejdstagerne fra Central- og Østeuropa;

3.  er dybt bekymret over den stigende tendens til, at regeringer stigmatiserer visse grupper på baggrund af deres etniske oprindelse eller tro; fordømmer anvendelsen af migrationspolitikker til politiske formål eller valgformål;

4.  understreger, at alle regeringer i EU er forpligtet til at sikre retten til fri bevægelighed og ikkeforskelsbehandling; opfordrer Det Europæiske Råd og den nederlandske regering til formelt at fordømme PVV's hotline, da denne underminerer de omtalte rettigheder og går imod EU's værdier og principper;

5.  opfordrer de nederlandske myndigheder til at undersøge, om dette initiativ udgør en administrativ forseelse eller en overtrædelse af straffeloven;

6.  opfordrer alle medlemsstater til at fremme arbejdstagernes bevægelighed i EU ved at følge op på de anmodninger, som Parlamentet har fremsat i sine beslutninger;

7.  anmoder Kommissionen om at dokumentere lignende initiativer og handlinger i medlemsstaterne, som kan udgøre et brud på menneskerettighederne og de borgerlige rettigheder, som er sikret i medlemsstaternes lovgivninger og EU‑lovgivningen, samt reaktionerne fra de kompetente myndigheder på sådanne initiativer, og til at aflægge beretning herom til Rådet og Parlamentet senest 31. juli 2012;

8.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og Europarådet samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

 

(1)

EUT L 382 af 6.12.2008, s. 55.

(2)

EUT L 158 af 30.4.2004, s. 77.

(3)

EFT L 180 af 19.7.2000, s. 22.

(4)

http://ec.europa.eu/commission_2010-2014/reding/multimedia/news/2012/02/20120211_en.htm.

Seneste opdatering: 14. marts 2012Juridisk meddelelse