Europa-Parlamentets beslutning om retssikkerheden i forbindelse med europæiske investeringer uden for Den Europæiske Union(2012/2619(RSP))
B7‑0214/2012
Europa-Parlamentet,
–der henviser til artikel 207 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,
–der henviser til sin beslutning af 29. marts 2010 om det strategiske biregionale partnerskab mellem EU og Latinamerika,
–der henviser til forretningsordenens artikel 110, stk. 2,
A. der henviser til, at det i artikel 207 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde slås fast, at europæiske investeringer i tredjelande er et grundlæggende element i Den Europæiske Unions fælles handelspolitik og derfor udgør en integrerende del af politikken for Unions optræden udadtil, og at disse efter traktatens ikrafttrædelse henhører under EU's enekompetence;
B. der henviser til, at Republikken Argentinas regering har erklæret, at den fremsætter et forslag til lov for Kongressen med henblik på få godkendt en ekspropriation af 51 % af aktierne i kulbrintevirksomheden YPF, som for størstedelens vedkommende ejes af et europæisk selskab, og hvis aktier netop er genstand for den foreslåede ekspropriation;
C. der henviser til, at ovennævnte erklæring blev fremsat samtidig med en effektiv og omgående overtagelse af virksomhedens hovedkvarter af den argentinske forbundsregerings myndigheder, som tvang virksomhedens legitime ledelse og udvalgt personale til at forlade bygningen;
D. der henviser til, at virksomheden i løbet af de seneste måneder har været udsat for en offentlig chikanekampagne, som sammen med en række administrative afgørelser har bidraget til virksomhedens faldende aktiekurs;
E. der henviser til, at Europa-Kommissionen ved flere anledninger har givet udtryk for sin bekymring over for WTO med hensyn til karakteren og anvendelsen af de restriktive foranstaltninger, som den argentinske regering har indført for import, og som har ramt et stigende antal lande, der er parter i Verdenshandelsorganisationen;
F. der henviser til, at EU sammen med USA og ti andre lande den 30. marts 2012 fremlagde en skriftlig erklæring for WTO om deres fortsatte og stadig dybere bekymring over arten og anvendelsen af de handelsrestriktioner, som Argentina har indført, der har en negativ indflydelse på importen til Argentina fra flere af EU's medlemsstater og skader EU-virksomheder; der henviser til, at visse EU-medlemsstater, som f.eks. Det Forenede Kongerige, er blevet hårdere ramt end andre, idet regeringen især lægger pres på indenlandske virksomheder for at få dem til at standse kommercielle aktiviteter af politiske hensyn;
G. der henviser til, at USA i marts truede med at suspendere Argentinas handelspræferencer under deres generelle toldpræferenceordning (GSP) som reaktion på, at Argentina ikke har udbetalt mere end 300 mio. USD i erstatning i forbindelse med to tvister med amerikanske investorer;
H. der henviser til, at Republikken Argentina i kraft af sit medlemskab af Mercosur for øjeblikket er en del af den forhandlingsproces om en associeringsaftale med EU, der har som et af sine mål at sikre en gradvis og gensidig liberalisering af handel, og i forbindelse med hvilken begge siders bidrag for så vidt angår landbrug, tjenesteydelser og investeringer vil være afgørende for, at forhandlingerne lykkes;
I. der henviser til, at Republikken Argentina traditionelt har nydt godt af den generelle toldpræferenceordning (GSP), som EU har tilbudt;
1. beklager dybt den argentinske regerings afgørelse om at fortsætte med ekspropriationen af aktiemajoriteten i en europæisk virksomhed, eftersom dette er en problematisk beslutning, der må betragtes som en de facto konfiskation, og som indebærer et angreb mod handelsfriheden og princippet om retssikkerhed i forbindelse med investeringer og ødelæggelse af investeringsklimaet for EU-virksomheder i Argentina;
2. udtrykker sin dybeste bekymring over den trufne afgørelse, da den repræsenterer en krænkelse af folkeretten og Argentinas forpligtelser under WTO; advarer om de mulige negative følger, som denne type ensidige foranstaltninger kan have med hensyn til udflytning af internationale investeringer fra Argentina, selv om direkte udenlandske investeringer, især fra EU, er altafgørende for landets udvikling, og påpeger risikoen for at fremkalde ulemper for den internationale handel; minder i denne forbindelse om andre lignende tilfælde, hvor EU-interesser er blevet eksproprieret i andre dele af verden;
3. minder om det traditionelle venskab mellem EU og Republikken Argentina, som deler fælles værdier og principper, og opfordrer indtrængende de argentinske myndigheder til at vende tilbage til dialog og forhandlinger, som er den mest hensigtsmæssige måde at løse uenigheder mellem strategiske handelspartnere på;
4. minder om, at de igangværende forhandlinger om en associeringsaftale mellem EU og Mercosur tager sigter på at etablere en ramme for økonomisk integration og politisk dialog mellem de to blokke med henblik på opnå størst mulige fremskridt og mest mulig velstand i begge regioner, og at afgørelser som den, de argentinske myndigheder har truffet, ikke er fremmende for den gensidige forståelse og det venskab, der er nødvendigt for at nå frem til en sådan aftale;
5. opfordrer formanden for Det Europæisk Råd, formanden for Europa-Kommissionen og den højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik til at gribe ind over for de argentinske myndigheder for at forsvare Unionens interesser og garantere den retssikkerhed, som er en forudsætning for europæisk tilstedeværelse og investeringer i landet;
6. opfordrer indtrængende Europa-Kommissionen til at undersøge og, om nødvendigt, vedtage de nødvendige foranstaltninger for at sikre EU's interesser i Argentina med henblik på at undgå, at lignende situationer opstår i fremtiden; giver i denne forbindelse udtryk for sin solidaritet med Repsol i denne vanskelige situation;
7. anmoder formanden for Europa-Kommissionen om i G20- og WTO-regi at give udtryk for EU's bekymringer og fremsætte en erklæring om, at disse handlinger repræsenterer en åbenbar overtrædelse af en medlemsstats internationale forpligtelser, eftersom Argentina er medlem af begge organisationer;
8. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, regeringen og Kongressen i Republikken Argentina og medlemmerne af Rådet for Mercosur.