Procedure : 2006/2663(RSP)
Forløb i plenarforsamlingen
Dokumentforløb : RC-B6-0595/2006

Indgivne tekster :

RC-B6-0595/2006

Forhandlinger :

PV 16/11/2006 - 12.2
CRE 16/11/2006 - 12.2

Afstemninger :

PV 16/11/2006 - 13.2

Vedtagne tekster :

P6_TA(2006)0502

FÆLLES BESLUTNINGSFORSLAG
PDF 106kDOC 61k
15. november 2006
PE 381.826v01-00}
PE 381.830v01-00}
PE 381.832v01-00}
PE 381.836v01-00}
PE 381.839v01-00}
PE 381.843v01-00} RC1
 
B6‑0595/2006}
B6‑0599/2006}
B6‑0601/2006}
B6‑0605/2006}
B6‑0608/2006}
B6‑0612/2006} RC1
jf. forretningsordenens artikel 115, stk. 5,
   Thomas Mann, Charles Tannock og Bernd Posselt for PPE-DE-Gruppen
   Pasqualina Napoletano, Neena Gill og Robert Evans for PSE-Gruppen
   Frédérique Ries og Marios Matsakis for ALDE-Gruppen
   Gérard Onesta og Jean Lambert for Verts/ALE-Gruppen
   Vittorio Agnoletto og Esko Seppänen for GUE/NGL-Gruppen
   Roberta Angelilli for UEN-Gruppen
til erstatning af beslutningsforslag af:
   GUE/NGL (B6‑0595/2006)
   ALDE (B6‑0599/2006)
   PSE (B6‑0601/2006)
   PPE-DE (B6‑0605/2006)
   UEN (B6‑0608/2006)
   Verts/ALE (B6‑0612/2006)
om Bangladesh

Europa-Parlamentets beslutning om Bangladesh 

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til sine tidligere beslutninger om Bangladesh, navnlig sin beslutning af 14. april 2005 om menneskerettighedssituationen i Bangladesh,

–  der henviser til det besøg, som EU's trojka af regionale direktører aflagde i Dhaka den 23.-25. januar 2006,

–  der henviser til den erklæring, som formandskabet afgav på EU's vegne den 16. marts 2006, og hvori det udtrykte glæde over, at de bangladeshiske myndigheder havde arresteret to terrorledere,

–  der henviser til den erklæring om Bangladesh, som FN's generalsekretær afgav den 30. oktober 2006,

–  der henviser til samarbejdsaftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Folkerepublikken Bangladesh om partnerskab og udvikling(1),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 115, stk. 5,

A.  der glæder sig over, at der er blevet dannet et forretningsministerium, der har fået til opgave at forberede det næste parlamentsvalg i Bangladesh, men som med bekymring bemærker, at mange af de nødvendige forudsætninger med hensyn til valgforberedelsernes neutralitet endnu ikke er opfyldt,

B.  der glæder sig over, at Bangladesh er en meget vigtig partner for EU og har gjort fremskridt med hensyn til sin økonomiske formåen; der imidlertid bemærker, at landet fortsat lider under alvorlige politiske vanskeligheder, massiv korruption, fattigdom, udbredt folkelig utilfredshed og militante islamisk virksomhed,

C.  der henviser til, at en række neutrale personer med juridisk ekspertise eller "kvalificerede borgere" i henhold til forfatningen skulle have været taget i betragtning, før præsidenten fik tildelt posten som chefrådgiver; der bemærker, at udnævnelsen af præsident Iajuddin Ahmed forud for valget i januar 2007 var præget af voldsomme protester, som fortsat varer ved,

D.  der bemærker, at forhandlingerne mellem regeringspartiet, Bangladesh Nationalist Party (BNP), og oppositionspartiet, Awami League (AL), hidtil ikke har ført til fremskridt i forbindelse med Awami League's krav om en valgreform, især udskiftning af valgkommissionen, der beskyldes for at være forudindtaget til fordel for regeringen,

E.  der henviser til, at udarbejdelsen af valglisterne er blevet kraftigt kritiseret af indenlandske og internationale observatører; der henviser til, at der ifølge Kommissionens skøn er blevet opført 13 millioner ugyldige navne på valglisten,

F.  der henviser til, at der i 2006 er blevet dræbt tre journalister og mindst 95 andre er blevet overfaldet, og at 55 pressekorrespondenter har været mål for intimidering på grund af artikler, der blev betragtet som "uislamiske"; og der henviser til, at over 70 journalister i årets løb er blevet tvunget til at flygte på grund af trusler ifølge rapporter fra Journalister Uden Grænser om pressefriheden i Bangladesh,

G.  der henviser til det særligt chokerende tilfælde med direktøren for den bangladeshiske ugeavis Weekly Blitz, Salah Uddin Shoaib Choudhury, en journalist, der går ind for dialog mellem religionerne og anerkendelse af den israelske stat; han blev arresteret den 29. november 2003 og risikerer at blive dømt til døden i den straffesag for oprør, der skal indledes mod ham den 13. november 2006,

H.  der henviser til, at der fortsat udøves chikane mod og slås hårdt ned på ngo'er; der henviser til, at arrestationen af 124 ansatte i Proshika den 9. september blot er den mest velkendte af disse episoder; der henviser til, at de fleste af disse arresterede personer i mellemtiden er blevet løsladt,

I.  der henviser til, at den vold, som udøves af paramilitære organisationer af islamisk tilsnit, er blevet formindsket som følge af foranstaltninger iværksat af den tidligere regering under den seneste del af dens mandatperiode;

J.  der henviser til, at Bangladesh har en langvarig tradition for sekulært demokrati, herunder respekt for menneskerettigheder og kvinders rettigheder, den dømmende magts uafhængighed og pressefrihed; der henviser til, at islamisk ekstremisme i de senere år dog har medført tilbageskridt på disse områder,

K.  der henviser til, at EU glæder sig over arrestationen af to mistænkte terrorledere og anser det for et væsentligt resultat, som demonstrerer Bangladeshs engagement i bekæmpelsen af terrorisme,

L.  der henviser til, at regeringen i 2006 har truffet drastiske foranstaltninger for at dæmme op for ekstremismen, men at islamiske grupper fortsat åbent angriber medlemmer af religiøse mindretalsgrupper,

1.  beklager de seneste voldshandlinger og fordømmer kraftigt de fysiske angreb på journalister, ngo'er, fagforeningsfolk og andre samt volden i forbindelse med det kommende valg og overgangsordningerne;

2.  erkender valgets betydning og efterlyser et stærkt og handlekraftigt forretningsministerium, der kan modvirke ustabilitet og indgyde tillid til et frit og retfærdigt parlamentsvalg i overensstemmelse med internationale standarder og med deltagelse af alle partier og inden for den planlagte tidsramme;

3.  opfordrer Bangladesh's forretningsministerium under ledelse af præsident Iajuddin Ahmed, til omgående at træffe foranstaltninger til nykonstituering af valgkommissionen for således at sikre, at den vil være i stand til at gennemføre sit arbejde på en virkelig neutral måde og faktisk gør det;

4.  opfordrer forretningsministeriet til at skabe et klima, hvor alle vælgere virkeligt vil føle sig fri til at bruge deres stemmeret, navnlig ved at afvæbne tilhængere af islamiske grupper, der er involveret i handlinger og propaganda karakteriseret af religiøs intolerance,

5.  opfordrer valgkommissionen til i samarbejde med indenlandske og internationale eksperter at forbedre valglisternes kvalitet og nøjagtighed;

6.  opfordrer BNP, AL og alle andre politiske partier til at nå til enighed om alle kontroversielle valgspørgsmål for at undgå politisk vold og ustabilitet og til at udvikle politiske programmer, der kan forbedre befolkningens levevilkår;

7.  anmoder om, at Salah Uddin Shoaib Choudhurys sag genoptages, og at han frifindes, fordi anklagen mod ham er i strid med alle folkeretlige normer og konventionerne mod krænkelse af pressefriheden;

8.  anmoder myndighederne om at gøre en ende på det herskende klima af straffrihed og retsforfølge gerningsmændene til overfald på og chikane mod journalister i Bangladesh;

9.  opfordrer Kommissionen og Rådet til nøje at overvåge menneskerettighedssituationen, den politiske situation og pressefriheden i Bangladesh og til inden for rammerne af samarbejdet mellem EU og Bangladesh at udarbejde programmer til fremme af presse- og ytringsfriheden;

10.  opfordrer forretningsministeriet til at sikre balance mellem medierne under valgkampagnen;

11.  opfordrer myndighederne i Bangladesh til at standse politisk motiveret arrestation af ngo-medlemmer, til at frafalde tiltalen mod navnlig personalet i Proshika og til at give alle ngo'er, inklusive de sortlistede, adgang til udenlandsk økonomisk støtte;

12.  opfordrer forretningsministeriet til at overholde de vigtigste internationale konventioner om respekt for menneskerettighederne, og navnlig til:

   -at standse de udenretslige drab, der begås af Rapid Action Battalion, og til at efterforske og idømme passende straf for det omfattende misbrug
   -at standse politiets og sikkerhedsstyrkernes torturpraksis (2 297 ofre i 2005 ifølge Bangladeshs Rehabiliteringscenter for Traumaofre);
   -ikke at lade retsvæsenet misbruge til at chikanere politiske modstandere og græsrodsaktivister
   -at sikre de rettigheder, som de indfødte samfund i Chittagong Hill Tracts har fået i kraft af fredsaftalen fra 1997 og at aktivere den lovede landkommission og afholde valg til Hill District Councils
   -at beskytte religiøse mindretalsgrupper, navnlig ahmadi-, hindu- og det kristne samfund, hvoraf de to sidstnævnte er særligt sårbare over for vold i valgperioden;
   -at træffe foranstaltninger mod vold i hjemmet, syrekastning og mod, at så få voldtægtstiltalte faktisk dømmes
   -at udrydde børnearbejde, som fortsat er et vedholdende problem, og træffe væsentlige foranstaltninger mod handel med kvinder og børn;

13.  fastholder Europa-Parlamentets opbakning til Bangladeshs enestående traditioner med religiøs tolerance og sekularisering, der er forankret i landets mangeårige kulturelle traditioner og kunstneriske arv, og som støttes i Europa-Parlamentets tidligere beslutninger;

14.  glæder sig over den nylige domsfældelse af to militante islamister for mordet på en person, der var konverteret til kristendommen, men fordømmer, at de blev idømt dødsstraf;

15.  glæder sig over Kommissionens beslutning om at udsende en EU-valgsobservatørmission (EUEOM) for at overvåge det kommende valg og anmoder om, at Europa-Parlamentet hurtigt opretter en kortvarig, politisk valgobservatørmission;

16.  opfordrer Kommissionen til at benytte sig af sin gode indflydelse hos andre donorer og hos den bangladeshiske regering til at fremme vedtagelse af effektive foranstaltninger på linje med bestemmelserne i denne beslutning;

17.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, Bangladeshs forretningsministerium, Bangladeshs valgkommission og FN's generalsekretær.

(1) EFT L 118 af 27.4.2001, s. 47.

Seneste opdatering: 15. november 2006Juridisk meddelelse