om den internationale aftale om beskyttelse af Arktis
Europa-Parlamentets beslutning om den internationale aftale om beskyttelse af Arktis
Europa-Parlamentet,
–
der henviser til Det Internationale Polarår (IPY), som Den Meteorologiske Verdensorganisation og International Council for Science i fællesskab har taget initiativ til med det formål at tilvejebringe bedre observationer af og forståelse for verdens polaregne,
–
der henviser til Kommissionens meddelelse om Den Europæiske Union og den arktiske region (KOM(2008)0763),
–
der henviser til konferencen om forandringer i Arktis, Arctic Transform, der blev afholdt i Bruxelles den 5. marts 2009,
–
der henviser til sin beslutning af 9. oktober 2008 om arktisk forvaltning,
–
der henviser til forretningsordenens artikel 103, stk. 4,
A.
der henviser til, at den arktiske region i øjeblikket ikke er underlagt multilaterale regler og bestemmelser, navnlig fordi man aldrig havde forventet, at det ville blive en farbar vandvej, for slet ikke at tale om et område, der kunne udnyttes erhvervsmæssigt,
B.
der henviser til, at søtrafikken på de arktiske farvande er steget eksponentielt i de seneste år på grund af den stigende interesse i offshore olieboring og den stigende trafik af krydstogtskibe samt de muligheder, som Nordvestpassagen åbner op for,
C.
der henviser til, at den arktiske region måske rummer omkring 20 % af verdens uopdagede olie- og gasreserver med alt, hvad dette indebærer for det enestående arktiske miljø, hvis disse reserver bliver udnyttet kommercielt,
D.
der henviser til, at ændringerne i klimaforholdene i Arktis allerede er så alvorlige, at inuitterne f.eks. ikke længere kan jage på traditionel vis, eftersom isen er for tynd til at kunne bære deres slæder, og samtidig er der fare for, at habitaterne for dyr såsom isbjørne, hvalrosser og ræve vil forsvinde,
E.
der henviser til, at eksistensen af forskellige retsområder i den arktiske region risikerer at udløse alvorlige konflikter mellem lande, der ønsker at beskytte, også med militære midler, hvad de anser for deres nationale interesser,
F.
der henviser til, at en geopolitisk neutralisering af regionen vil kunne muliggøre et øget samarbejde mellem nationerne rundt om Nordpolen,
G.
der henviser til, at EU-medlemsstater og EØS-associerede lande udgør mere end halvdelen af medlemmerne af Arktisk Råd,
1.
opfordrer Rådet og Kommissionen til at indlede internationale forhandlinger med henblik på vedtagelse af en international traktat til beskyttelse af Arktis på linje med den eksisterende traktat om Antarktis med det formål at gøre Arktis til en zone med fred og samarbejde, der alene er forbeholdt fredelige aktiviteter, og som er fri for tvister om suverænitet;
2.
understreger, at der må iværksættes bestræbelser for at undgå en øget militær tilstedeværelse i Arktis og for at udvikle sikkerhedssamarbejdet i området, således at Arktis kan fastholdes som et område uden spændinger, og at det bliver muligt for regionen med sit potentiale som fremtidig energileverandør at blive fuldt udbygget inden for en bæredygtig miljøramme;
3.
opfordrer Kommissionen og Rådet til i afventning af nye videnskabelige undersøgelser at arbejde på at få etableret et moratorium på 50 år mod udvindingen af geologiske ressourcer i Arktis;
4.
opfordrer Kommissionen til at sikre, at de internationale regler om sikkerhed til søs i særligt følsomme dele af regionen strammes op ved at stille de nødvendige forslag om ændringer af IMO-bestemmelserne (Den Internationale Søfartsorganisation) og ved at arbejde hen imod indførelsen af en kodeks for sejlads i arktiske farvande, og opfordrer til, at der under en international myndighed etableres en beredskabstjeneste for Det Nordlige Ishav, der vil kunne foretage slæbe- og redningsaktioner og træde til i ulykkes- og katastrofesituationer;
5.
opfordrer Kommissionen til at indlede forhandlinger med de russiske myndigheder om at garantere fri sejlads og ret til passage og sikre, at der ikke følges nogen diskriminerende praksis, navnlig med hensyn til afgifter, påtvungne tjenester og regler og bestemmelser, således at nye sejlruter kan blive økonomisk og miljømæssigt bæredygtige;
6.
opfordrer Rådet til at medtage Arktis på dagsordenen for det kommende topmøde mellem EU og Rusland;
7.
er dybt bekymret over følgerne af klimaændringerne for bevarelsen af de oprindelige folks levevis i regionen, både for så vidt angår miljøet generelt (smeltende iskappe og permafrost, stigende vandstande og oversvømmelser) og det naturlige habitat (tilbagetrækningen af iskappen skaber problemer for isbjørnenes fødevaner), og understreger, at enhver international afgørelse om disse spørgsmål både skal fuldt inddrage og tage hensyn til alle befolkninger og nationer i den arktiske region;
8.
henleder opmærksomheden på, at ændringer i den arktiske iskappe vil indvirke på de globale havniveauer, hvilket vil få konsekvenser for kystbyer og lavtliggende områder, og at termisk nedbrydning af permafrosten vil udløse enorme reserver af frossent kulstof, hvoraf noget i form af methan vil øge den globale drivhuseffekt; opfordrer derfor Kommissionen og Rådet til at sikre, at den arktiske region som følge af dens betydning for verdens klima og dens enestående naturlige miljø tildeles særlig opmærksomhed, når EU fastlægger sin holdning til den 15. klimakonference under FN’s klimakonvention, der finder sted i København i december 2009;
9.
pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, medlemsstaternes regeringer, Norge, Island, Rusland, Canada, USA og de regionale samarbejdsparter.