Europa-Parlamentet,

–   der henviser til den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder og tillægsprotokollen hertil, som Filippinerne har undertegnet,

–   der henviser til Kommissionens landestrategidokument 2007-2013 for Filippinerne,

–   der henviser til finansieringsaftalen for EU-Filippinerne retsplejestøtteprogrammet, som undertegnedes i oktober 2009, hvor formålet er at fremskynde retssager mod gerningsmændene til udenretslige drab, og til det nye retfærdighed for alle-program,

–   der henviser til Filippinernes ratifikation af Romstatutten for Den Internationale Straffedomstol, og af den valgfri protokol til konventionen mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf,

–   der henviser til rapporten fra FN-Arbejdsgruppen om Universel Regelmæssig Gennemgang (UPR) om Filippinerne af 31. maj 2012,

–   der henviser til erklæringen af 24. april 2012 fra næstformand i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant, Catherine Ashton,

–   der henviser til sine tidligere beslutninger om Filippinerne, særlig beslutningen af 21. januar 2010,

–   der henviser til forretningsordenens artikel 122, stk. 5, og artikel 110, stk. 4,

A. der henviser til, at Esmail Amil Enog, en ansat af Ampatuan-familien i Maguindanao, forsvandt i marts 2012 efter at have vidnet i retten, at han havde kørt væbnede militsmedlemmer til det sted, hvor 57 ofre blev dræbt i 2009; der henviser til, at hans parterede krop med spor af tortur blev fundet den 31. maj 2012;

B.  der henviser til, at de ledende medlemmer af Ampatuan-familien, der anklages for at stå bag Maguindanao-massakren, i et hidtil uset skridt blev anholdt efter begivenhederne den 23. november 2009, og at 28 klanmedlemmers og tilknyttede personers aktiver og bankkonti blev indefrosset;

C. der henviser til, at retssagen mod de personer, der er anklaget for at have begået Maguindanao massakren, begyndte den 8. september 2010 i Manila; der henviser til, at Andal Ampatuan og flere af hans sønner er på anklagebænken for massakren, og at omkring 100 andre mistænkte stadig er på fri fod;

D. der henviser til, at Esmail Enog er det tredje vidne, der er blevet dræbt siden retssagen begyndte i 2010, og at pårørende til andre vidner har rapporteret overfald, trusler, forsøg på bestikkelse og chikane;

E.  der henviser til, at Enogs brutale død er en klar indikator af, at klimaet af straffrihed, der affødte Maguindanao-massakren, stadig er i live i landet;

F.  der henviser til, at fire journalister ifølge den internationale presse er blevet dræbt i 2012, og at menneskerettighedsorganisationer anser Filippinerne for et farligt land for medierne;

G. der henviser til, at udenretslige drab og tvungne forsvindinger er faldet markant, siden præsident Aquino er kommet til magten; der dog henviser til, at regeringens evne til effektivt at bekæmpe den udbredte straffrihed for gerningsmændene til sådanne handlinger og løse den politisk motiverede vold i landet fortsat er utilstrækkelig;

H. der henviser til, at menneskerettighedsorganisationer oplyser, at af de mange hundrede tilfælde af udenretslige drab i det sidste årti, er der kun syv (der involverer 11 tiltalte), der er blevet retsforfulgt, og ingen siden præsident Aquino kom til magten;

I.   der henviser til, at regeringen efter Maguindanao-massakren etablerede et uafhængigt udvalg mod private hære, for at afmontere private militser, men at dette indtil videre ikke har ført til konkrete resultater;

J.   der henviser til, at der ifølge rapporten fra det uafhængige udvalg mod private hære af maj 2011, er mindst 72 aktive private væbnede grupper i landet;

K. der henviser til, at den seneste UPR i Filippinerne gentog anbefalingerne fra 2008, nemlig: hindre, at udenretslige drab, tvungne forsvindinger og tortur forbliver ustraffet, og retsforfølge de ansvarlige; intensivere indsatsen for et totalt forbud mod tortur, udenretslige drab og tvungne forsvindinger; bringe straffriheden til ophør ved at retsforfølge gerningsmændene; sikre tilstrækkelig beskyttelse af journalister og menneskerettighedsforkæmpere;

L.  der henviser til, at Enforced or Involuntary Disappearance Act blev vedtaget af Filippinernes senat i juni 2011, og af landets andetkammer i maj 2012;

1.  fordømmer på det kraftigste mordet på det tredje vidne til Maguindanao-massakren og mordet på fire journalister, og udtrykker sin solidaritet med de afdødes familier;

2.  udtrykker sin alvorlige bekymring for domstolenes uafhængighed og over de langsomme domme for krænkelser af menneskerettighederne i landet, og opfordrer til en øjeblikkelig uafhængig undersøgelse af de nye mordsager;

3.  opfordrer Filippinernes regering til at træffe yderligere foranstaltninger for at hindre, at udenretslige drab, tvungne forsvindinger og tortur forbliver ustraffet, og til at retsforfølge de ansvarlige, herunder gerningsmændene bag Maguindanao-massakren, som stadig er på fri fod; opfordrer endvidere til løsladelse af alle forsvundne personer, der stadig er i fangenskab, og til, at der kastes lys over alle andre uafklarede sager;

4.  glæder sig over tiltalen mod 196 mennesker i forbindelse med Maguindanao-massakren, men beklager, at der hidtil ikke er sket nogen reelle fremskridt i retssagen;

5.  opfordrer indtrængende den filippinske regering til at ratificere den internationale konvention om beskyttelse af alle personer mod tvungen forsvinding og til at gennemføre Enforced or Involuntary Disappearance Act;

6.  opfordrer den filippinske regering til at sikre tilstrækkelig beskyttelse af menneskerettighedsforkæmpere, fagforeningsfolk og journalister, til effektivt at efterforske og retsforfølge angreb mod journalister, og indføre i sin nationale ret omfattende lovgivning, der forbyder sådanne handlinger, og pålægger strafferetlige sanktioner;

7.  opfordrer indtrængende de statslige myndigheder til under Menneskerettighedskommissionen at oprette et specialiseret program for vidner og ofre, herunder beskyttelse af ofrenes familier, i tilfælde af alvorlige overtrædelser af menneskerettighederne, især når gerningsmændene menes at være soldater, politi eller statslige embedsmænd;

8.  udtrykker sin bekymring over, at brugen af ​​tortur og mishandling af mistænkte i politiets varetægt fortsat er udbredt, og opfordrer de filippinske myndigheder til at øge deres bestræbelser på strengt at bekæmpe overtrædelser af den nationale antiterrorlov af 2009;

9.  opfordrer regeringen til straks at forbyde og opløse paramilitære styrker (også hvor disse styrkers aktiviteter styres af militæret) og lokale militser, og til at give militæret og politiet fuld kontrol med de væbnede civile enheder, især "Civilian Armed Forces Geographical Units" og "Civilian Volunteer Organisations";

10. opfordrer regeringen til at tage konkrete skridt til at gennemføre henstillingerne til Filippinerne under den seneste UPR; opfordrer den til uden yderligere forsinkelse at tilbagekalde bekendtgørelse 546 for at forbyde private hære;

11. glæder sig over Filippinernes ratifikation af Romstatutten for Den Internationale Straffedomstol, af 30. august 2011, og af den valgfri protokol til konventionen mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, af 17. april 2012;

12. glæder sig over de vigtige skridt, som den filippinske regering har taget i dens forsøg på at forhindre drab og bringe gerningsmændene for retten, samt lanceringen af ​​en ny arbejdsgruppe af dedikerede anklagere til at behandle udenretslige drab og tvungne forsvindinger;

13. glæder sig over den vellykkede gennemførelse af EPJUST-programmet og det nye EU-Filippinerne retsplejestøtteprogram "Justice for All", der snart vil blive lanceret, og der vil afsætte EUR 10 millioner i perioden 2012-2015 med henblik på at fremme lige adgang til retfærdighed og dens effektiv håndhævelse for alle borgere i almindelighed og i særdeleshed for fattige og dårligt stillede mennesker, især kvinder, børn, minoriteter og oprindelige folk, samt menneskerettigheder og sociale aktivister;

14. opfordrer den filippinske regering til at muliggøre et besøg af FN 's særlige rapportør for at undersøge menneskerettighedssituationen i landet;

15. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Filippinernes præsident og regering, FN's højkommissær for menneskerettigheder og ASEAN-medlemsstaternes regeringer.