Gennemførelser af det fælles eurobetalingsområde (SEPA)
11.2.2009
MUNDTLIG FORESPØRGSEL MED FORHANDLING O-0018/09
jf. forretningsordenens artikel 108
af Pervenche Berès for Økonomi- og Valutaudvalget
til Kommissionen
Overgangen til SEPA-kreditoverførsel, som officielt blev igangsat under SEPA den 28. januar 2008, har været ret tøvende indtil videre. Markedsdeltagerne synes tilbageholdende med at afskaffe nationale betalingsinstrumenter. SEPA skelner dog ikke mellem grænseoverskridende og nationale betalinger. Hvis der parallelt med SEPA-instrumenterne tilbydes nationale instrumenter, risikerer SEPA-instrumenterne kun at blive brugt til grænseoverskridende transaktioner. I så fald vil det være svært at nå ud til den kritiske masse, opsplitningen vil bestå og de forventede gevinster for banksektoren samt for dens kunder vil ikke kunne opnås. Endvidere lurer der visse problemer, hvad angår gennemførelsen af SEPA's instrument til direkte debitering, navnlig anvendelsen af et multilateralt interbankgebyr (MIF), men også hvad angår en smertefri og let overgang fra de eksisterende mandater til direkte debitering til SEPA's debiteringsordning. Anvendelsen af et MIF medfører også problemer, hvad angår kortbetalinger.
På grundlag af ovenstående bedes Kommissionen oplyse følgende:
- Hvordan har den til hensigt at fremme overgangen til SEPA-instrumenter?
- Mener den stadig, at målsætningen om, at en kritisk masse af betalingerne skal være overgået til SEPA-instrumenter inden 2010, kan gennemføres?
- Mener den, at en klar og bindende frist for overgangen til SEPA-instrumenter er nødvendig, hvornår kunne det i så fald være, hvordan kunne den gennemføres, og hvornår vil den blive oplyst?
- Hvordan kan retssikkerheden, hvad angår SEPA's instrument til direkte debitering, øges, navnlig anvendelsen af et MIF og udvidelsen af varigheden af overgangsfasen, hvor et MIF er tilladt også for grænseoverskridende direkte debiteringer, men også hvad angår overgangen fra de eksisterende mandater til direkte debitering til SEPA-ordningen for direkte debitering?
- Hvordan her den til hensigt at håndtere problemet med MIF, hvad angår kortbetalinger?
- I forbindelse med sektorens problemer med at finde en hensigtsmæssig løsning har Kommissionen gjort opmærksom på problemer med det eksisterende MIF. Er det så ikke Kommissionen, der skal foreslå en konkret løsning?
- Hvilke specifikke foranstaltninger har Kommissionen til hensigt at foreslå i forbindelse med den nuværende krise for at sikre, at overgangen til SEPA-instrumenterne ikke vil medføre et dyrere betalingssystem?
Indgået: 11.02.2009
Videresendt: 13.02.2009
Besvarelsesfrist: 20.02.2009