Der findes tre hovedformer for sødestofproduktion i Europa – roesukker, rørsukker og isoglucose. Der er sket betydelige ændringer i sukkersektoren siden reformen af sukkerordningen i 2006.

I henhold til de eksisterende regler blev den mekanisme, der sikrede, at rørsukkerraffinaderier havde adgang til et minimumsniveau af råvarer, fjernet ud fra den forudsætning, at importen af rørsukker fra leverandørlande, som var omfattet af præferenceordningen, ville blive fordoblet. Det er ikke sket, og rørsukkerraffinaderierne har som følge heraf vanskeligheder med at skaffe tilstrækkelige mængder råvarer.

I modsætning hertil nyder roesukker- og isoglucosesektoren godt af en kvoteordning, der giver dem mulighed for at få adgang til en fastsat minimumsforsyning af råvarer.

Kan Kommissionen forklare, hvordan den i øjeblikket håndterer balancen i sukkersektoren? Hvordan vil Kommissionen sikre, at de tre produktionsformer kan konkurrere på lige vilkår, og at der kan opretholdes en effektiv balance mellem alle sektorer?