NF/HR - Afskaffelse af børneægteskaber
31.8.2017
Forespørgsel til mundtlig besvarelse O-000064/2017
til Kommissionen
jf. forretningsordenens artikel 128
Vilija Blinkevičiūtė, for Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling
Hver tredje pige i udviklingslandene bliver gift, før hun fylder 18 år, og hver niende før hun fylder 15. Børneægteskaber rammer både piger og drenge, men piger – som udgør 82 % af gifte børn – er mest udsatte. Problemet vedrører ikke kun tredjelande, men også Europa.
Ifølge artikel 3 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU) skal EU fremme børns rettigheder, men børne-, tvangs- og tidlige ægteskaber udgør en krænkelse af disse rettigheder. Et af FN's mål for bæredygtig udvikling (SDG) er at udrydde alle skadelige praksisser, herunder børne-, tvangs- og tidlige ægteskaber. Samtidig er afskaffelse af børne-, tvangs- og tidlige ægteskaber anført som en af prioriteterne i EU's arbejde i tjenestegrenenes fælles arbejdsdokument om ligestilling og styrkelse af kvinders status: ændring af pigers og kvinders liv via EU's eksterne forbindelser 2016-2020, i EU's handlingsplan for menneskerettigheder 2015-2019 og i EU's ligestillingshandlingsplan 2016-2020, hvilket understreger pigers og kvinders behov for fuldt ud at kunne nyde godt af alle menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder. EU har for nylig besluttet at undertegne Istanbulkonventionen, der anerkender tvangsægteskab som en form for vold mod kvinder, og opfordrer til, at foranstaltningerne i den også kommer til at gælde for drenge og mænd, da de også kan blive ofre for tvangsægteskab. Konventionen kræver, at det gøres strafbart at tvinge et barn til at indgå ægteskab og at lokke et barn til et andet land for at tvinge vedkommende til at indgå ægteskab.
Desuden bliver barnebrude ofte udsat for tidlige og hyppige graviditeter, og komplikationer i forbindelse hermed, som ofte har dødelig udgang.
1. Hvordan vurderer Kommissionen virkningen af projekter eller kampagner, som har til formål at bekæmpe børneægteskaber, og finansieringsniveauet til dette formål i alle EU's eksterne foranstaltninger? Tager Kommissionen højde for indikatorer for børneægteskab i sine samarbejdsaftaler og fastsætter den specifikke benchmarks for udryddelsen af dette fænomen?
2. Hvilke skridt tages der for at beskytte alle børns rettigheder og sundhed (herunder seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder) i EU-medlemsstaterne for så vidt angår børneægteskaber og anvendelsen af ensartede retlige standarder, bl.a. med henblik på EU's ratificering af Istanbulkonventionen?
3. Hvordan håndterer Kommissionen og medlemsstaterne spørgsmålet om børneægteskaber, navnlig i forhold til børneflygtninge og asylansøgere?