Den europæiske strategi 2010-2020 for handicappede, offentliggjort af Kommissionen, vil berøre ca. 80 mio. handicappede i Den Europæiske Union. Kommissionen har opstillet otte nøgleområder: tilgængelighed, deltagelse, ligebehandling, beskæftigelse, uddannelse, social sikring, sundhed og foranstaltninger udadtil. EU-institutionerne og medlemsstaterne opfordres til sammen at iværksætte denne strategi. Ifølge FN's konvention om handicappedes rettigheder skal medlemsstater, der vedtager beslutninger om handicappede, høre og inddrage handicappede og deres repræsentative organisationer i denne procedure. Desværre indgår denne bestemmelse ikke i den nye strategi for handicappede.
Har Rådet iværksat konkrete foranstaltninger for at sikre, at princippet i FN's konvention om handicappedes rettigheder om, at der ikke bør gennemføres noget om handicappede uden inddragelse af de handicappede, respekteres? Hvordan stiller Kommissionen sig til oprettelsen af et udvalg for handicappede, som i så fald skulle være ansvarlig over for Rådet for Beskæftigelse, Socialpolitik, Sundhed og Forbrugerpolitik (EPSCO), og som skulle ledes af det land, som har formandskabet for Den Europæiske Union? Mener Rådet ikke, at Kommissionen og medlemsstaterne således ville nærmere tilknyttet gennemførelsen af FN's konvention om handicappedes rettigheder?