På mødet den 4. september 2003 meddelte Parlamentets formand, at Udvalget om Udvikling og Samarbejde havde fået tilladelse til at udarbejde en initiativbetænkning, jf. forretningsordenens artikel 163, om nye styreformer for EU's udviklingspolitik.

På mødet den 9. juli 2003 havde Udvalget om Udvikling og Samarbejde valgt Marieke Sanders-ten Holte til ordfører.

På mødet den 20. januar 2004 behandlede udvalget udkastet til betænkning.

På mødet den 16. marts 2004 vedtog det enstemmigt forslaget til beslutning.

Til stede under afstemningen var: Margrietus J. van den Berg (næstformand og mødeformand), Marieke Sanders-ten Holte (næstformand og ordfører), Anders Wijkman (næstformand), John Alexander Corrie, Nirj Deva, Glenys Kinnock, Karsten Knolle, Nelly Maes (for Paul A.A.J.G. Lannoye), Miguel Angel Martínez Martínez, Linda McAvan, Didier Rod, Ulla Margrethe Sandbæk, Francisca Sauquillo Pérez del Arco og Maj Britt Theorin.

Betænkningen indgivet den 24. marts 2004.

om nye styreformer for EU's udviklingspolitik

(2003/2164(INI))

Europa-Parlamentet,

–   der henviser til Kommissionens meddelelse (KOM(2003) 615)(1),

–   der henviser til konklusionerne fra Rådets møde den 17. november 2003 om denne meddelelse(2),

–   der henviser til artikel 177, 178, 179, 180, 181 og 181a i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

–   der henviser til FN's Udviklingsprograms rapport om menneskelig udvikling fra 2003,

–   der henviser til Kommissionens meddelelse til Rådet og Europa-Parlamentet om udfordringer i partnerskabet mellem Den Europæiske Union og AVS-staterne: demokratiets og retsstatens principper, menneskerettigheder og god regeringsførelse"(3),

–   der henviser til sin beslutning af 15. januar 1999 om Kommissionens meddelelse til Rådet og Europa- Parlamentet om udfordringer i partnerskabet mellem Den Europæiske Union og AVS-landene: demokratiets og retsstatens principper, menneskerettigheder og god regeringsførelse(4),

–   der henviser til sin beslutning af 25. april 2002 om Kommissionens meddelelse til Rådet og Europa-Parlamentet om handlingsprogrammet for generel hensyntagen til kønsaspektet i Fællesskabets udviklingssamarbejde(5),

–   der henviser til sin beslutning af 25. april 2002 om Kommissionens meddelelse til Rådet og Europa-Parlamentet om, hvordan Den Europæiske Union kan medvirke til at fremme menneskerettigheder og demokratisering i tredjelande(6),

–   der henviser til sin beslutning af 15. maj 2003 om kapacitetsopbygning i udviklingslandene(7),

–   der henviser til Kommissionens hvidbog om nye styreformer i EU(8),

–   der henviser til Rådets fælles holdning om Den Europæiske Union vedrørende menneskerettigheder, demokratiske principper, retsstatsprincippet og god regeringsførelse i Afrika(9),

–   der henviser til Rådets forordning af 29. april 1999 om kravene til gennemførelsen af udviklingssamarbejdsaktioner, der bidrager til de generelle mål om udvikling og befæstelse af demokratiet og af retsstaten samt respekt for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder(10),

–   der henviser til sin beslutning af 4. september 2003 om Kommissionens meddelelse til Rådet, Europa-Parlamentet og Det Økonomiske og Sociale Udvalg om ikke-statslige aktørers inddragelse i EU's udviklingspolitik(11),

–   der henviser til millenniumudviklingsmålene som omhandlet i FN's millennium-erklæring vedtaget på FN's topmøde den 6.-8. september 2000, hvor det fastslås, at mulighederne for at nå disse udviklingsmål i et land blandt andet afhænger af god regeringsførelse, og hvor der indgås forpligtelser til god regeringsførelse, udvikling og fattigdomsbekæmpelse - nationalt og internationalt,

–   der henviser til Rådets og Kommissionens fælles erklæring af 10. november 2000 om Det Europæiske Fællesskabs udviklingspolitik, der nævner institutionel kapacitetsopbygning med henblik på god regeringsførelse som et af de seks prioriterede områder i Fællesskabets udviklingspolitik,

–   der henviser til OECD's rapport om, hvordan globalisering forbedrer regeringsførelsen(12),

–   der henviser til Rådets konklusioner om konferencen om udviklingsfinansiering i Monterrey, der blev vedtaget den 22. marts 2002, og hvori det understreges, at udviklingslandene har det primære ansvar for at skabe et sundt makroøkonomisk miljø og passende rammer for investeringer,

–   der henviser til handlingsplanen fra Johannesburg, som blandt andet fastslår, at god regeringsførelse på nationalt og internationalt plan er væsentlig for en bæredygtig udvikling,

–   der henviser til Rådets konklusioner af 30. maj 2002, der bifalder Kommissionens forslag om styrkelse af indsatsen til fordel for god regeringsførelse som et af de prioriterede områder i Fællesskabets udviklingspolitik og især om oprettelse af en ekspertgruppe i samarbejde med medlemsstaterne med henblik på at definere en konsekvent fælles EU-strategi vedrørende disse spørgsmål med det formål sammen med partnerlandene og under inddragelse af ikke-statslige aktører at skabe politiske rammer baseret på sammenhængen mellem demokrati, god regeringsførelse og udvikling,

–   der henviser til, at artikel 9, stk. 3, i samarbejds- og partnerskabsaftalen mellem AVS-landene og EU undertegnet i Cotonou i 2003 omhandler en effektiv strategi for regeringsførelse(13),

–   der henviser til forretningsordenens artikel 163,

–   der henviser til betænkning fra Udvalget om Udvikling og Samarbejde (A5‑0219/2004),

A.   der henviser til, at begrebet god regeringsførelse er helt afgørende for et lands evne til at gennemføre en økonomisk, socialt og miljømæssigt bæredygtig udvikling, og at det rækker ud over begrebet menneskerettigheder, retsstatsprincipper og demokrati og omfatter effektiv administration og bekæmpelse af korruption og i sidste instans vedrører statens evne til at tjene sine borgere gennem en effektiv og gennemsigtig forvaltning af de naturlige og menneskelige ressourcer;

B.   der henviser til, at Kommissionen ønsker at støtte regeringsførelsen i udviklingslandene på grundlag af dialog og kapacitetsopbygning og fastholder, at der ikke er nogen patentløsning, og at regeringsførelse bør undersøges og fremmes specifikt for de enkelte lande;

C.   der henviser til, at regeringspolitikkens og de administrative systemers dårlige forfatning i mange udviklingslande i alvorlig grad hæmmer en bæredygtig udvikling;

D.   der henviser til, at regeringsførelse er et centralt element i både det internationale donorsamfunds udviklingsstrategi og den strategi, der fremgår af EU's udviklingsdagsorden, og en integreret del af processerne som led i fattigdomsbekæmpelsesstrategien;

E.   der henviser til, at indførelsen af begrebet regeringsførelse på udviklingsdagsordenen i slutningen af 80'erne vidnede om voksende bekymring, hvad angår bistandens effektivitet, og at det er blevet klart, at bistandspolitikkerne stærkt trænger til at blive reformeret;

F.   der henviser til, at udviklingsbistanden tidligere ofte er blevet ydet uden reel hensyntagen til modtagerlandets og dets aktørers prioriteringer og undertiden er blevet givet til udemokratiske regimer; der henviser til, at dette har ført til makroøkonomiske skævheder og ressourcespild, overdreven afhængighed af bistand, mindre incitament til at gennemføre økonomiske reformer og støtte til, at korrupte regimer har kunnet holde sig ved magten ved at udnytte udviklingsbistanden til egne formål,

G.   der henviser til, at det gennem konditionalitet i det store og hele ikke er lykkedes at nå målet med at skabe bæredygtige politiske reformer;

H.   der henviser til, at en form for konditionalitet ikke desto mindre er nødvendig, eftersom donorsamfundet skal stå til regnskab for EU-borgerne, der kræver en mere målrettet og bedre kontrolleret hjælpeindsats;

I.   der henviser til, at nytænkning omkring bistand allerede har ændret de internationale donorers bistandspolitikkker, idet de koncentrerer deres bistand på lande, der har kunnet fremvise gode resultater på områderne for makroøkonomisk politik og regeringsførelse;

J.   der henviser til, at bistanden er mest effektiv, hvis den enten mere systematisk rettes mod fattige lande med sunde økonomiske reformprogrammer eller bruges til at fremme en god politik;

K.   der minder om, at der siden tidligt i 90'erne systematisk har været indføjet en menneskerettighedsklausul i EU-aftaler med tredjelande, herunder handels- og samarbejdsaftaler og associeringsaftaler;

L.   der henviser til, at der er en sammenhæng mellem demokrati og god regeringsførelse, og at ethvert samfund derfor bør skabe sine egne metoder baseret på de hjemlige forhold med henblik på at gøre fremskridt mod demokrati;

M.   der henviser til, at ligestilling mellem kønnene og selvstændiggørelse af kvinder indgår som væsentlige elementer i god regeringsførelse;

N.   der henviser til, at EU ved at fremme god regeringsførelse tager fat på en af de væsentlige årsager til migration, marginalisering, borgerlige uroligheder og væbnede konflikter;

O.   der henviser til, at fattigdomsbekæmpelse er umulig, med mindre de fattige befolkninger selv gør en indsats, og at deres deltagelse er væsentlig for den form for regeringsførelse, som det internationale samfund gerne vil se;

P.   der henviser til, at lokale regeringer og politiske beslutningstagere er nødt til at deltage i processen med at styrke regeringsførelsen og demokratiet, eftersom det er dem, der er befolkningen nærmest,

1.   bifalder Kommissionens bredt anlagte, åbne og pragmatiske synsvinkel på, hvad der er de afgørende faktorer for staternes evne til at udradere fattigdom og fremme en bæredygtig udvikling;

2.   bifalder Kommissionens opfattelse, at regeringsførelse skal være kendetegnet ved dialog og opbygning af kapacitet;

3.   mener, at tilbageholdelse af bistand kun bør komme på tale i tilfælde, hvor regeringen enten ikke gør en indsats for at bekæmpe vedvarende krænkelser af mænds, kvinders og børns grundlæggende og universelle rettigheder, eller hvor den selv direkte gør sig skyldig i sådanne krænkelser;

4.   understreger i denne forbindelse, at dialogen bør fortsættes, og at humanitær bistand og fødevarehjælp under alle omstændigheder bør bevares;

5.   anser det for vigtigt at koncentrere sig om specifikke, pragmatiske og konkrete metoder til at omforme disse principper til programmer, politikker og aktioner baseret på udviklingslandenes egne nationale erfaringer samt om aktiv deltagelse af organisationer i civilsamfundet, herunder nettene af samarbejdende kommuner;

6.   opfordrer Kommissionen til at sikre, at denne meddelelse følges op, og til at udvikle principperne og gøre dem operative ved at udforme retningslinjer og i den årlige beretning redegøre for indsatsen på området for regeringsførelse:

7.   mener, at de forskellige scenarier, der præsenteres i Kommissionens meddelelse, kan danne gode rammer for analyse og nærmere fastlæggelse af de politiske rammer for at skabe mere konsekvens i EU's og medlemsstaternes tilgang til regeringsførelse;

8.   mener, at EU's politik for regeringsførelse bør integreres i udviklingsinstrumenterne og de beslægtede instrumenter, herunder projekter, sektorspecifikke programmer, budgetstøtte og handelsaftaler; understreger i denne sammenhæng den afgørende betydning af en bedre evaluering af effektiviteten af de enkelte udviklingslandes udviklingsplaner med henblik på at forbedre udenrigshandelen og gøre en ende på ineffektiv anvendelse eller spild af ressourcer og unødig gældsætning;

9.   mener, at donorerne kan overdrage kontrollen til modtagerlandet inden for rammerne af vedtagne mål, hvis der er sikret gennemsigtighed og tilstrækkelig overvågning; mener i denne forbindelse, at budgetstøtte i et vist omfang kan være et værdifuldt instrument til at fremme regeringsførelsen gennem forbedringer, både i forvaltningen af de offentlige finanser og funktionen af de offentlige tjenesteydelser;

10.   understreger, at indikatorerne for regeringsførelse bør skræddersys efter de særlige behov, der gør sig gældende i partnerlandet;

11.   fastholder, at en fleksibel strategi er nødvendig, eftersom de scenarier, som Kommissionen har udstukket, i visse tilfælde måske vil overlappe hinanden, og kræver, at EU's politik i tilstrækkeligt omfang tilpasses det pågældende land;

12.   mener, at arbejdet i forbindelse med vanskelige partnerskaber er en særlig vigtig udfordring for EU, og understreger, at opmærksomheden især bør rettes mod udarbejdelse af effektive strategier for disse partnerskaber, ikke mindst i efter-konfliktsituationer;

13.   bifalder Kommissionens holdning gående ud på, at donorer ikke kan tillade sig helt at svigte lande med dårlige resultater, eftersom befolkningerne ikke bør betale prisen for deres regeringers manglende engagement;

14.   opfordrer Kommissionen til i højere grad at koncentrere sig om spørgsmål vedrørende ansvarlighed og gennemsigtighed, eftersom svage mekanismer med hensyn til ansvarlighed er tilbøjelige til at fremme korruption og derved underminere god regeringsførelse;

15.   mener, at princippet om "virksomhedernes sociale ansvar" skal udformes på en bedre måde, især hvad angår børnearbejde, for at skabe et sundt investeringsklima;

16.   mener, at der bør fastsættes specifikke sociale indikatorer for at indhente mere præcise oplysninger fra de enkelte lande om regeringsførelsen og anmoder om, at civilsamfundet i højere grad inddrages;

17.   mener, at en bredere synsvinkel på menneskerettigheder og grundlæggende rettigheder er nødvendig;

18.   opfordrer Kommissionen til især at være opmærksom på ytrings- og forsamlingsfriheden for at sikre, at de politiske partier i opposition frit kan give udtryk for deres synspunkter, ligesom medierne skal kunne fungere uafhængigt;

19.   understreger, at der bør lægges mere vægt på nødvendigheden af, at EU udbreder forståelsen af, at demokratiet bør styrkes på lokalt, regionalt og nationalt plan; understreger betydningen af decentralisering og lokale regeringsinstitutioner med det formål at bringe de statslige myndigheder nærmere til befolkningen og slår til lyd for strategier, der vil gøre det muligt at udvikle effektiv regeringsførelse på lokalt plan;

20.   understreger i denne forbindelse betydningen af at gennemføre valgmæssige og parlamentariske reformer, der rækker ud over skabelsen af flerpartisystemer, for at sikre mere omfattende og virkningsfuld politisk aktivitet i befolkningen; er klar over, at dette i visse lande er et mål på lang sigt;

21.   gør opmærksom på den grundlæggende funktion, som EU kan udøve ved at bistå og overvåge valg med henblik på at bidrage til mere demokrati i de pågældende lande;

22.   understreger, at det med henblik på god regeringsførelse er væsentligt at sætte en stopper for straffrihed;

23.   påpeger, at det derfor er vigtigt at oprette et uafhængigt retssystem og skabe let adgang til retsvæsenet og offentlig information for borgerne;

24.   understreger, at uddannelse er af stor betydning for alle for at sætte civilsamfundet i stand til at deltage i indsatsen for at fremme regeringsførelse og demokrati på samtlige regeringsplaner;

25.   understreger, at inddragelse af kønsaspektet, som er et væsentligt værktøj i forbindelse med regeringsførelse, ikke er prioriteret i tilstrækkeligt omfang i denne meddelelse; opfordrer EU til at integrere en ligestillingsbaseret strategi i analysen af regeringsførelse, eftersom det med henblik på udryddelse af fattigdom er væsentligt, at ligestillingsaspekterne ved årsagerne til fattigdom udtrykkeligt er medtaget i analysen af fattigdom;

26.   understreger, at der bør tages øget hensyn til den private sektors rolle i bestræbelserne på at fremme god regeringsførelse og frivillig kontrol med korruption, eftersom bekæmpelse af korruption er et væsentligt element i de rammer, inden for hvilke økonomierne kan gøre fremskridt og fuldt ud blive integreret i det multilaterale handelssystem;

27.   understreger, at sund forvaltning af indvandring er en vigtig faktor for sikringen af god regeringsførelse generelt, og slår i den forbindelse til lyd for en forbedring af dialogen med udviklingslandene;

28.   opfordrer EU til at støtte kapacitetsopbygningen for regeringerne og civilsamfundet og lægge vægt på at styrke ngo'ernes organisatoriske, institutionelle og netbaserede kapacitet i udviklingslandene og at støtte de uafhængige medier;

29.   mener, at der for at kunne yde den nødvendige støtte til kapacitetsopbygning er behov for veluddannet personale på delegationsniveau;

30.   efterlyser et forbedret samarbejde med FN, OECD, Verdensbanken og andre internationale donorer vedrørende støtte til programmer for god regeringsførelse og især for bedre sammenhæng mellem donorernes foranstaltninger og de makroøkonomiske politikker;

31.   understreger, at NEPAD-programmet, et selvstændigt afrikansk initiativ, er et vigtigt instrument til at vurdere god regeringsførelse i de afrikanske lande;

32.   pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

(1) Endnu ikke offentliggjort i EUTDT(d.m.yyyy)@DATEMSG@. (2) DEVGEN 144/dok. 14773/03. (3) KOM(1998) 146, 12.3.1998. (4) EFT C 104, 1999, s. 185. (5) EUT C 131 E af 5.6.2003, s. 153. (6) EFT C 131 E af 5.6.2003, s. 147. (7) P5_TA(2003)0212. (8) EFT C 287 af 12.10.2001. (9) EFT L 158 af 2.6.1998, 98/350/CFSP. (10) EFT L 120 af 8.5.1999, s. 1. (11) P5_TA(2003)0380. (12) CD/DOK(2001)13. (13) EFT L 317 af 15.12.2000, s. 3.

Generelle bemærkninger

Selvom der ikke findes nogen internationalt vedtaget definition på god regeringsførelse, har dette begreb fået voksende betydning i løbet af de sidste ti år.

Regeringsførelse er et rigt facetteret begreb, der opstod i slutningen af firserne, og var i begyndelsen begrænset til at omfatte den økonomiske dimension. På det tidspunkt var der også en voksende bevidsthed om, at kvaliteten af et lands regeringssystem er en afgørende faktor for dets evne til at opnå bæredygtig økonomisk og social udvikling. Senere blev der ved overgangen fra begrebet regeringsførelse til god regeringsførelse indført en normativ dimension, der vedrørte regeringsførelsens kvalitet. Hovedelementerne af god regeringsførelse er blevet defineret, f.eks. af Verdensbanken i 1991, som regnskabspligt, regeringens effektivitet, fraværet af overregulering, domstolenes uafhængighed og kontrol med korruptionen.

Desuden bestræber donorsamfundets hovedaktører sig på at adskille de økonomiske og politiske aspekter af god regeringsførelse, idet de kun lægger vægt på en sund økonomisk forvaltning. Ordføreren mener, at god regeringsførelse, selvom den teoretisk set ikke helt kan sidestilles med demokrati, i praksis ofte i væsentlig grad overlapper dette begreb.

Ordføreren understreger, at strategier for økonomisk reform og fattigdomsbekæmpelse ikke vil kunne lykkes uden effektive demokratiske institutioner. Vi ved også, at nyvalgte regeringer generelt har mere held til at gennemføre reformer end autoritære regeringer, der længe har været ved magten. Vi ved også, at kvaliteten af de demokratiske institutioner er bestemmende for regeringernes evne til at klare finansielle kriser.

Optagelsen af begrebet regeringsføring i på udviklingsdagsordenen i slutningen af firserne afspejlede den stigende bekymring vedrørende bistandens effektivitet. Konditionalitet udgjorde et forsøg fra donorernes side til at bruge bistanden som et incitament til at reformere udviklingslandenes politikker og institutioner. At det gennem konditionaliteten ikke er lykkedes at nå de ønskede mål og gennemføre varige politiske reformer er imidlertid et anerkendt faktum. Bistand uden en form for konditionalitet er dog utænkelig og politisk umulig, eftersom donorernes regeringer skal stå til regnskab for brugen af deres skatteyderes penge.

Kommissionens holdning

Ifølge Kommissionen er regeringsførelse, som det fremgår af den nyligt vedtagne meddelelse, et meningsfyldt og praktisk begreb af en åben og generel karakter. For Kommissionen ligger den virkelige værdi af begrebet regeringsførelse i, at det forsyner os med en terminologi, der muliggør en mere pragmatisk synsvinkel på, hvad der er de afgørende faktorer for, om en stat er i stand til at udrydde fattigdom og fremme en bæredygtig udvikling, end demokrati, menneskerettigheder m.m.

Kommissionen vil støtte regeringsførelsen i udviklingslandene, idet der bygges på en dialog og opbygning af kapacitet. Den understreger, at regeringsførelse ikke kan udformes efter én og samme model, men at god regeringsførelse må analyseres og fremmes på basis af de specifikke forhold i de enkelte lande. Der identificeres dog en række foranstaltninger, der bør gennemføres for at fremme regeringsførelse under tre forskellige scenarier:

Vejen til god regeringsførelse er altså ikke så ligetil.

Kommissionen retter som de fleste andre donorer sin støtte til partnere med gode resultater som et middel til at øge bistandseffektiviteten. Kommissionen mener dog ikke, at donorerne bør lade sig afskrække af de mere vanskelige partnerskaber. Befolkningerne i disse særlig sårbare lande bør ikke betale prisen for dårlige ledere.

Kommissionen undlader dog at angive kriterierne for denne underinddeling og tager sig ikke af, at visse scenarier kan komme til at overlappe hinanden: Efterkonfliktsituationer kan stadig føre til effektivt partnerskab men vil måske snarere munde ud i et problematisk partnerskab.

Ordføreren kan fuldt ud støtte det synspunkt, at "god regeringsførelse" ikke er begrænset til menneskerettigheder, retsstatsprincipper og demokrati men også omfatter effektiv forvaltning, bekæmpelse af korruption og et fuldstændig uafhængigt retsvæsen. Den definerer i sidste ende det ansvar, som de enkelte lande har for deres egne ressourcer og udvikling. Ordføreren støtter derfor Kommissionen i, at fremgangsmåden bør udformes efter de specifikke forhold i de enkelte lande. Dette kan kun gøres ved at udvikle en mere pragmatisk og mindre formel metode til at anskue et politisk systems evne til at levere de grundlæggende elementer og tjenesteydelser, der gør et samfund fuldt funktionsdygtigt. Dette må gøres gennem dialog og kapacitetsopbygning og ikke ved at præke, ordinere og diktere.

Det er i denne forbindelse vigtigt, at vi sigter mod kontinuitet. Der bør være en opfølgning i form af retningslinjer, som der kan henvises til i fremtiden, eller ligefrem en håndbog.

Staten versus de interesserede parter

I sin meddelelse koncentrerer Kommissionen sig hovedsagelig om statens aktiviteter og hvordan staten bør forholde sig, dvs. udbudssiden. Regeringsførelse og demokrati berører imidlertid hele befolkningen. Jeg vil derfor slå til lyd for en mere udpræget bottom-up-fremgangsmåde. Fattigdomsbekæmpelse vil kun kunne lykkes, hvis hele civilsamfundet og den private sektor deltager. Mænd og kvinder fra alle samfundslag bør kaldes til at spille deres rolle i regeringsførelsen. Uddannelse er i denne forbindelse det mest effektive hjælpemiddel.

Menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder skal sikres. Styrkelsen af demokratiet, ikke alene ved at støtte et effektivt parlamentarisk system men også ved at fremme regeringsførelse på lokalt og regionalt plan, er væsentlig. Der skal navnlig tages hensyn til ligestilling mellem kønnene og kvinders selvstændige deltagelse i beslutningsprocesserne, hvilket gentagne gange er blevet understreget af Europa-Parlamentet.

Kampen imod de vedvarende krænkelser af mænds, kvinders og børns rettigheder og bekæmpelsen af korruption er af allerstørste betydning. De udviklingslande, der ikke er villige til at respektere de grundlæggende menneskerettigheder og udrydde korruption, må forvente, at det får følger. Samtidig bør befolkningen som helhed dog ikke komme til at lide under deres lederes forbrydelser, så derfor bør EU opretholde sin humanitære bestand og fødevarehjælp.

Kommissionen går ind for budgetstøtte som et middel til at fremme en bæredygtig udvikling. Dette kan kun gøres i tilfælde, hvor der er mulighed for et effektivt partnerskab. Selvom budgetstøtte måske vil være effektiv, er det af afgørende betydning, at procedurerne er gennemsigtige og kan overvåges tilstrækkeligt for at sikre, at pengene bruges til de formål, de er bestemt for. En forudsætning for budgetstøtte er god regeringsførelse i det land, der er tale om, hvorfor budgetstøtte som værktøj til at fremme god regeringsførelse i forskellige partnerskaber eller efterkonfliktsituationer bør forkastes.

Ordføreren slår også til lyd for, at den private sektor kommer til at spille en mere væsentlig rolle. Virksomhedsledelse, kampen imod børnearbejde og lige rettigheder for mænd og kvinder, hvad angår beskæftigelse, vil øge regeringsførelsen på lokalt plan. Ved at inddrage den private sektor vil regeringerne kunne få bedre muligheder for at skabe et godt investeringsklima, skabe mere beskæftigelse og bidrage til bekæmpelsen af fattigdom.

Konklusion

Selvom Kommissionen har offentliggjort en meget nyttig meddelelse om regeringsførelse og udvikling, har den hovedsagelig koncentreret sig om udbudssiden, mens de interesserede parter, civilsamfundet i bredeste forstand, vil kunne yde et væsentligt bidrag til god regeringsførelse. Ved at inddrage civilsamfundet, gennem en bottom-up-strategi, vil befolkningen vide, hvad der er på spil, og føle sig foranlediget til at deltage i processen. Uddannelse er et vigtigt værktøj, og der bør derfor lægges mere vægt herpå. Integration af kønsaspektet vil skabe sikkerhed for, at kvinder, som udgør størstedelen af den fattige befolkning i udviklingslandene, kan deltage i beslutningsprocessen. Adgang til mindre lån er for eksempel væsentlig for kvinder. Korruption bør udryddes, mens menneskerettigheder, grundlæggende frihedsrettigheder og adgang til et uafhængigt retsvæsen bør sikres. Alle disse elementer i forening udgør god regeringsførelse. Kun hvis dette er opnået, kan vi håbe på en bæredygtig udvikling og bekæmpelse af fattigdom.