om en strategi til forenkling af de lovgivningsmæssige rammer

(2007/2096(INI))

Europa-Parlamentet,

- der henviser til den interinstitutionelle aftale om bedre lovgivning af 16. december 2003(1),

- der henviser til sin beslutning af 26. oktober 2000 om Kommissionens rapporter til Det Europæiske Råd om bedre lovgivning 1998 - Et fælles ansvar og bedre lovgivning 1999(2),

- der henviser til sin beslutning af 29. november 2001 om Kommissionens hvidbog om nye styreformer i EU(3),

- der henviser til sin beslutning af 8. april 2003 om Kommissionens rapport til Det Europæiske Råd om bedre lovgivning 2000 og om Kommissionens rapport til Det Europæiske Råd om bedre lovgivning 2001(4),

- der henviser til sin beslutning af 26. februar 2004 om Kommissionens rapport om bedre lovgivning 2002(5),

- der henviser til sin beslutning af 9. marts 2004 om Kommissionens meddelelse om bedre og enklere EU-lovgivning(6),

- der henviser til sin beslutning af 20. april 2004 om vurdering af fællesskabslovgivningens og høringsprocedurernes virkning(7),

- der henviser til sin beslutning af 16. maj 2006 om en strategi til forenkling af de lovgivningsmæssige rammer(8),

- der henviser til sin beslutning af 16. maj 2006 om bedre lovgivning 2004: anvendelse af nærhedsprincippet (12. rapport)(9),  

- der henviser til sin beslutning af 16. maj 2006 om resultatet af screeningen af verserende lovforslag(10),

- der henviser til Kommissionens arbejdsdokument af 14. november 2006 "Første statusrapport om strategien til forenkling af de lovgivningsmæssige rammer" (KOM(2006)0690),

- der henviser til forretningsordenens artikel 45,

- der henviser til betænkning fra Retsudvalget og til udtalelse fra Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed (A6-0271/2007),

A.  der henviser til Kommissionens, Rådets og Parlamentets nuværende systematiske indsats for at definere, iværksætte og forbedre instrumenterne til forenkling af lovgivningen,

B.  der henviser til, at en forenkling af de lovgivningsmæssige rammer med henblik på at sikre klarhed, effektivitet og kvalitet i lovgivningen er en vigtig forudsætning for at gennemføre målet om bedre lovgivning, som EU prioriterer højt, og som skal sikre et højt vækst- og beskæftigelsesniveau,

C.  der henviser til, at et af de vigtigste resultater af forenklingen er, at alle de områder, hvor EU indfører fællesskabslovgivning, gradvis bliver dækket,

D.  der henviser til forpligtelserne og målsætningerne i den interinstitutionelle aftale om bedre lovgivning, navnlig dem, der vedrører forenkling og begrænsning af lovgivningen og dens virkning i medlemsstaterne,

E.  der henviser til, at Kommissionens arbejdsdokument er en direkte opfølgning på meddelelsen af 25. oktober 2005 med titlen "Gennemførelse af Fællesskabets Lissabon-program - En strategi til forenkling af de lovgivningsmæssige rammer" (KOM(2005)0535),

F.  der henviser til, at det nævnte dokument indeholder en ajourført udgave for 2006-2009 af det rullende forenklingsprogram, som omfatter forenklingsforanstaltninger vedrørende formen fordelt på 43 omarbejdninger, 12 kodificeringer og 8 ophævelser samt 46 andre forenklingsforanstaltninger vedrørende substansen, der defineres som "revision",

G.  der henviser til, at der ud over disse forenklingsforanstaltninger skal gennemføres ca. 500 nye lovgivningsinitiativer (heraf næsten 200 udelukkende i 2007), der er fastsat i et særskilt rullende kodificeringsprogram,

H.  der henviser til, at Kommissionen understreger, at kodificeringsprogrammet udelukkende er vejledende, da gennemførelsen af programmet afhænger af, at de berørte retsakter er tilgængelige i alle sprogversionerne, og at kodificeringen efter dens mening endvidere skal udsættes, når der er planlagt nye ændringer af retsakter, således at den rækkefølge, retsakterne er opført i i det rullende program ifølge Kommissionen kan variere i forhold til de to faktorer,

I.  der henviser til, at Kommissionen i det nævnte dokument foreslår at stadfæste sædvanen med til de forslag, den fremlægger, at udarbejde en begrundelse, som beskriver målene med forenklingen nærmere,

J.  der henviser til, at de faktorer, der medvirker til, at forenklingsinitiativer bliver vellykkede, skal være baseret på et holdbart metodisk grundlag, der forbedres ved høring af de berørte parter og udarbejdelse af sektoranalyser, og på et snævert samarbejde mellem Kommissionen, Parlamentet og Rådet samt på en mere udbredt anvendelse af samregulering og selvregulering,

K.  der henviser til, at den bekendtgjorte forenkling i EU skal følges op af en passende forenkling på nationalt niveau, således at fordelene ved fællesskabsforenklingen ikke sættes på spil med nationale bestemmelser eller hindringer af teknisk art,

1.  opfordrer Kommissionen til at lægge større vægt på gennemførelse, anvendelse og evaluering af fællesskabslovgivningen som en væsentlig del af processen hen imod en bedre lovgivning:

2.  glæder sig over, at forenklingsinitiativerne for første gang er opført i Kommissionens lovgivnings- og arbejdsprogram for 2007 og således er et signal om den politiske prioritering af forenklingsstrategien;

3.  anmoder Kommissionen om fremover systematisk at medtage forenklingsinitiativer i en del af dens lovgivnings- og arbejdsprogram, og om i den forbindelse endvidere at angive, hvordan den vil prioritere det enkelte initiativ og allerede i den årlige politikstrategi nærmere beskrive, hvilke forslag til forenkling der er anført i indledningen til den årlige planlægning af lovgivningsarbejdet samt endelig undgå at sprede dokumenter med lister over forenklingsinitiativer med henblik på at opnå en referenceramme, der er så præcis som muligt;

4.  opfordrer til, at der, således som det var tilfældet ved kodificeringsforanstaltninger af de lovgivningsmæssige rammer(11), indgås en interinstitutionel aftale mellem Europa-Parlamentet, Kommissionen og Rådet om en hurtig arbejdsmetode for at forenkle foranstaltningerne som helhed;

5.  hilser Kommissionens bestræbelser på at styrke kodificeringen af acquis communautaire velkommen, da det er en elementær og grundlæggende form for forenkling af de lovgivningsmæssige rammer;

6.  opfordrer Kommissionen til snarest muligt at tage fat på problemerne i forbindelse med oversættelsen og til at undgå, at fremlæggelsen af nye lovforslag får en negativ virkning på kodificeringsinitiativerne, og at den ikke er til skade for forenklingsprocessen som helhed; insisterer på, at Kommissionen bevarer sammenhængen i forhold til sig selv og afholder sig fra i sit lovgivnings- og arbejdsprogram at medtage kodificeringsprojekter vedrørende forhold, for hvilke den alligevel agter at udarbejde lovforslag;

7.  foreslår Kommissionen en gang for alle at vælge omarbejdning som almindelig lovgivningsteknik, således at hele teksten for hvert enkelt initiativ stilles til rådighed, selv når det drejer sig om punktvise ændringer, og samtidig klart angive de nye dele og de uændrede dele, hvilket giver en bedre læselighed og en større gennemsigtighed i fællesskabslovgivningen;

8.  opfordrer endvidere Kommissionen til, når en omarbejdning ikke er mulig, at have i mente, at kodificering af et bestemt lovgivningsområde efter en frist på seks måneder skal være den almindelige lovgivningsteknik; er i henhold til den nævnte interinstitutionelle aftale af den opfattelse, at man sammen med Rådet og Kommissionen med en passende inddragelse af de berørte parter kan udvikle ad hoc-specialstrukturer med det ene formål at fremme forenklingen;

9.  glæder sig over den forpligtelse, Kommissionen påtager sig til at udarbejde holdbare metodiske grundlag til iværksættelse af forenkling; opfordrer den i den forbindelse til at gå videre med høringen af berørte parter, f.eks. ved at udvide de initiativer, der blev bekendtgjort i oktober 2005 for landbruget og fiskeriet, til andre områder, og ved at styrke de foranstaltninger, den agter at træffe inden for selskabsret og ophavsrettigheder; opfordrer den til at uddybe sektoranalyserne og vurderingen af de administrative byrder som følge af fællesskabslovgivningen;

10.  understreger den grundlæggende betydning af samarbejde mellem EU-institutionerne, hvilket er en væsentlig forudsætning for, at en hvilken som helst forenklingsstrategi kan blive vellykket; fremhæver det signal om god vilje, det selv har givet i den forbindelse ved at tilføje ændringer til sin forretningsorden, der sigter på henholdsvis at gøre vedtagelsen af kodificeringer lettere og at etablere en ad hoc-lovgivningsprocedure for omarbejdninger;

11.  bekræfter, at de traditionelle lovgivningsinstrumenter fortsat skal anvendes som normalt for at nå de mål, der er fastsat i traktaten; er af den opfattelse, at samregulering og selvregulering kan anvendes til at integrere eller erstatte lovgivningsforanstaltninger hensigtsmæssigt, da de tilfører forbedringer af samme eller større rækkevidde end de forbedringer, man kan opnå med lovgivning; understreger, at en hvilken som helst anden reguleringsmetode skal anvendes i henhold til den interinstitutionelle aftale om bedre lovgivning; minder om, at Kommissionen skal fastlægge de betingelser og grænser, parterne skal overholde under anvendelsen af disse metoder, og hvis det er muligt, skal det ske under Kommissionens kontrol, men med forbehold af Parlamentets ret til at modsætte sig anvendelsen af dem;

12.  opfordrer Kommissionen til at gøre alt, hvad der står i dens magt, for at den forenklingsproces, og generelt den proces til forbedring af lovgivningens kvalitet, der foregår i EU, ikke sættes på spil nationalt med nationale standarder eller hindringer af teknisk art; anmoder den om også at styre og følge denne proces på nationalt niveau, f.eks. ved at koordinere og udbrede regler for god praksis, som er udarbejdet i EU og i medlemsstaterne, også efter anbefaling fra de berørte parter;

13.  understreger, at en regelmæssig og grundig konsekvensanalyse spiller en vigtig rolle i forenklingsprocessen, og at sådanne analyser bør tages med i betragtning af Rådet og Parlamentet, når der fremsættes ændringsforslag til et forslag under lovgivningsproceduren;

14.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

(1) EUT C 321 af 31.12.2003, s. 1. (2) EFT C 197 af 12.7.2001, s. 433. (3) EFT C 153 E af 27.6.2002, s. 314. (4) EUT C 64 E af 12.3.2004, s. 135. (5) EUT C 98 E af 23.4.2004, s. 155. (6) EUT C 102 E af 28.4.2004, s. 512. (7) EUT C 104 E af 30.4.2004, s. 146. (8) EUT C 297 E af 7.12.2006, s. 136. (9) EUT C 297 E af 7.12.2006, s. 128. (10) EUT C 297 E af 7.12.2006, s. 140. (11) Interinstitutionel aftale af 20. december 1994 om en hurtig arbejdsmetode ved officiel kodifikation af lovtekster (EFT C 102 af 4.4.1996, s. 2.).

I.      Indledning

1.      Med sin meddelelse af 25. oktober 2005 med titlen "Gennemførelse af Fællesskabets Lissabon-program: En strategi til forenkling af de lovgivningsmæssige rammer" (KOM(2005)0535) har Kommissionen indledt den nye række forbedringer af kvaliteten af og effektiviteten i acquis communautaire (under betegnelsen "bedre lovgivning"), særlig med det formål at afskaffe administrative byrder, som belaster aktørerne på det indre marked unødvendigt.

2.      I meddelelsen beskrives de væsentlige forenklingsteknikker, og der bekendtgøres 99 initiativer, der sigter på at forbedre kvaliteten af lovgivningen i perioden 2005-2008. Det drejer sig om 11 forslag til kodificering, 51 forslag til omarbejdning, 7 forslag til ophævelse samt 30 andre forslag, der ikke hører under disse kategorier, men som også sigter på en forenkling af de lovgivningsmæssige rammer (indholdsmæssige forenklinger).

3.      Det skal understreges, at man ved kodificering forstår en proces, hvor de retsakter, der skal kodificeres, ophæves og erstattes af én enkelt retsakt, uden at indholdet ændres. Dette betyder, at den konsoliderede tekst omarbejdes til en enkelt ny, sammenhængende og forståelig retsakt, som officielt erstatter den oprindelige retsakt og alle yderligere ændringer(1).

4.      Omarbejdning er en proces, hvor ændringer i lovgivningens politiske indhold og kodificering af de bestemmelser, som stadig skal være gældende, samles i en ny juridisk bindende retsakt, der ophæver de retsakter, den træder i stedet for. Omarbejdning er omfattet af den interinstitutionelle aftale af 28. november 2001(2).

5.      Ved ophævelse forstås afskaffelse af retsakter, der er vedtaget efter 1957, og som i årenes løb er blevet irrelevante eller forældede som følge af den tekniske eller teknologiske udvikling, udviklingen i EU's politikker, ændringer i den måde, traktaten generelt anvendes på, eller udviklingen af internationale regler eller standarder.

6.      Som bekendt er spørgsmålet om forenkling omfattet af den interinstitutionelle aftale om bedre lovgivning, der blev undertegnet den 16. december 2003(3). Den behandler forskellige aspekter af spørgsmålet lige fra bedre koordinering af lovgivningsprocessen til større åbenhed og adgang til oplysninger, fra konsekvensanalyser til gennemførelsen af fællesskabslovgivningen, fra kodificeringsteknikker og forenkling til komitologi og fra alternative reguleringsmetoder til begrænsning af lovgivningen.

II.     Den seneste udvikling

1.      Den 14. november 2006 vedtog Kommissions et arbejdsdokument med titlen "Første statusrapport om strategien til forenkling af de lovgivningsmæssige rammer" (KOM(2006)0690), som er en opfølgning på den nævnte meddelelse (KOM(2005)0535) "Gennemførelse af Fællesskabets Lissabonprogram - En strategi til forenkling af de lovgivningsmæssige rammer".

2.        I dette dokument gøres der status over gennemførelsen af det rullende forenklingsprogram efter oktober 2005, og der foreslås en række nye initiativer, som skal supplere det for perioden 2006-2009. Et af de vigtigste resultater af forenklingen er gradvis dækning af alle områder, hvor EU indfører fællesskabslovgivning. Den nye udgave af det rullende forenklingsprogram omfatter særlig forenklingsforanstaltninger vedrørende formen fordelt på 43 omarbejdninger, 12 kodificeringer og 8 ophævelser samt 46 andre indholdsmæssige forenklingsforanstaltninger. Ud over disse foranstaltninger skal der gennemføres ca. 500 nye lovgivningsinitiativer (heraf næsten 200 udelukkende i 2007), der er fastsat i et særskilt rullende kodificeringsprogram.

3.      I denne første betænkning behandles også faktorer, der medvirker til, at forenklingsinitiativer bliver vellykkede, og der nævnes særlig et holdbart metodisk grundlag, der forbedres ved høring af de berørte parter og udarbejdelse af sektoranalyser, og på et snævert samarbejde mellem Kommissionen, Parlamentet og Rådet samt på en mere udbredt anvendelse af samregulering og selvregulering. Der gives endvidere udtryk for, at en passende forenkling på nationalt niveau skal sikre, at fordelene ved fællesskabsforenklingen ikke sættes på spil med nationale bestemmelser eller hindringer af teknisk art.

III.   Problematiske aspekter og ordførerens holdning

1.   Forslagene om forenkling blev i 2007 for første gang indarbejdet i Kommissionens årlige lovgivnings- og arbejdsprogram, hvilket tydeligt viser den politiske prioritering af forenklingsstrategien. Det fælles mål om en generel reducering på 25 % for national lovgivning og EU-lovgivning skal være nået senest i 2012.

2.      Kommissionen bør imidlertid opfordres til:

–       fremover systematisk at indarbejde forenklingsinitiativerne i en del af dens lovgivnings- og arbejdsprogram,

–       i den forbindelse at angive, hvordan den agter at prioritere det enkelte initiativ,

–       at undgå at sprede dokumenter med lister over forenklingsinitiativer med henblik på at opnå en referenceramme, der er så præcis som muligt.

3.      Hvad angår forslagene om kodificering, gøres der i Kommissionens dokument opmærksom på, at der er truffet foranstaltninger til at fremskynde den manglende omsættelse af retsakter til de nye EU-sprog. Dette er en følge af forsinkelser i oversættelsen af tekster, der er kodificeret på disse sprog. Der gøres imidlertid opmærksom på, at kodificeringsprogrammet er vejledende, da det afhænger af, at de retsakter, der skal kodificeres, bl.a. på bulgarsk og rumænsk, er til rådighed på alle sprogene. Kodificeringen skal endvidere udsættes, når der er planer om nye ændringer af retsakter. Kommissionen gør opmærksom på, at retsakternes rækkefølge i programmet kan variere i forhold til disse to faktorer.

4.      Bortset fra problemerne i forbindelse med oversættelsen, som ikke er løst, selv om Kommissionen tager fat på dem snarest muligt, skal det undgås, at nye retsakter får en negativ virkning på kodificeringsinitiativerne og forenklingsprocessen som helhed. Da det under den første søjle er Kommissionen, der har eneret til at tage lovgivningsinitiativer, er det klart, at den, hvis den agter at fremsætte nye lovforslag (almindelige), skal afstå fra at medtage kodificeringsprojekter vedrørende det samme område i sit lovgivnings- og arbejdsprogram. Endnu en gang pålægges Kommissionen et krav om sammenhæng i forhold til det mål om forenkling, det selv har sat sig.

5.      I den forbindelse skal det understreges, at den almindelige lovgivningsteknik en gang for alle bør omarbejdes. På denne måde bliver det altid muligt at have hele den regelfastsættende tekst til rådighed, selv når det drejer sig om punktvise ændringer, og samtidig klart angive de nye dele og de uændrede dele. Dette giver en bedre læselighed og en større gennemsigtig i fællesskabslovgivningen.

6.      Det er glædeligt, at Kommissionen forpligter sig til at udarbejde holdbare metodiske grundlag til iværksættelse af forenkling. I betænkningen opfordres den i den forbindelse til at gå videre med høringen af berørte parter, f.eks. ved at udvide de initiativer, der blev bekendtgjort i oktober 2005 for landbruget og fiskeriet, til andre områder, og ved at styrke de foranstaltninger, den agter at træffe inden for selskabsret og ophavsrettigheder. I den forbindelse er sektoranalyser og vurdering af de administrative byrder som følge af fællesskabslovgivningen helt sikkert hensigtsmæssige.

7.      Hvad angår det interinstitutionelle samarbejde, er formålet med betænkningen at understrege det signal om god vilje, som ændringen af Parlamentets forretningsorden er, og som sigter på henholdsvis at gøre det lettere at vedtage kodificeringer (artikel 80) og at etablere en ad hoc-lovgivningsprocedure for omarbejdninger (artikel 80 a). Disse ændringsforslag, som for tiden gennemgås af Udvalget om Konstitutionelle Anliggender, træder sandsynligvis snart i kraft.

8.      Hvad angår samregulering og selvregulering(4), kan man blot gentage det, Parlamentet stadfæstede for nylig i sin beslutning af 16. maj 2006 om en strategi til forenkling af de lovgivningsmæssige rammer (2006/2006(INI)), nemlig "at de traditionelle lovgivningsinstrumenter fortsat bør anvendes på normal vis til opnåelse af de målsætninger, der er fastsat i traktaterne; (...) at anvendelsen af alternative reguleringsmetoder som samregulering og selvregulering kan være et nyttigt supplement til lovgivningsforanstaltninger, hvis disse metoder kan give forbedringer af et omfang, der svarer til eller ligger ud over, hvad lovgivningen gør det muligt at opnå; (...) at enhver anvendelse af alternative reguleringsmetoder bør finde sted i overensstemmelse med den interinstitutionelle aftale om bedre lovgivning; (...) at Kommissionen er forpligtet til at fastlægge de betingelser og begrænsninger, som parterne skal iagttage i forbindelse med disse fremgangsmåder, og om, at disse under alle omstændigheder bør anvendes under Kommissionens kontrol og uden at det berører Parlamentets ret til at modsætte sig deres anvendelse" (punkt 23).

9.      Endelig kan man kun være enig med Kommissionen i, at den bekendtgjorte forenkling i EU ikke må sættes på spil med nationale valg, der går i modsat retning, men at den altid skal følges op af en forenkling på nationalt niveau. Det understreges i betænkningen, at det er op til Kommissionen at styre og følge denne proces på nationalt niveau, f.eks. ved at koordinere og udbrede regler for god praksis, som er udarbejdet i EU og i medlemsstaterne.

(1) Dette muliggøres i praksis ved hjælp af de juridiske tjenesters rådgivende gruppe for de tre institutioner, som står for at undersøge forslagene fra Kommissionen nærmere og at give Parlamentet og Rådet garanti for, at det drejer sig om en autentisk kodificering, og at Kommissionen ikke har ændret tekstens indhold. Kodificeringsprocessen omfatter afskaffelse af alle forældede bestemmelser, harmonisering af den terminologi, der anvendes i den nye retsakt, og affattelse af præamblen. Ved hjælp af denne mekanisme er det muligt at begrænse lovgivningens omfang, samtidig med at man bibeholder indholdet uændret. For øjeblikket undersøger Udvalget om Konstitutionelle Anliggender nærmere, hvilke ændringer af Parlamentets forretningsorden der er nødvendige for fremme gennemførelsen af forenklingsprocedurerne. Retsudvalget har vedtaget en udtalelse herom den 20. december 2006. (2) Interinstitutionel aftale af 28. november 2001 om en mere systematisk omarbejdning af retsakter (EFT C 77 af 28.3.2002, s. 1). En omarbejdning gør det ikke alene muligt at ajourføre retsakter ved at ændre indholdet, men ligeledes at kodificere lovtekster, som af og til er spredt, og følgelig at gøre dem lettere forståelige og fremme forenklingen. (3) EUT C 321 af 31.12.2003, s. 1. (4) Samregulering i henhold til den interinstitutionelle aftale om bedre lovgivning (punkt 18) er "en mekanisme, der består i, at det ved en fællesskabsretsakt overlades til godkendte parter på det pågældende område (f.eks. virksomheder, arbejdsmarkedets parter, ikke-statslige organisationer eller sammenslutninger) at opfylde de målsætninger, som den lovgivende myndighed fastlægger". Derimod forstås ved selvregulering i henhold til den nævnte interinstitutionelle aftale (punkt 22), "at virksomheder, arbejdsmarkedets parter, ikke-statslige organisationer og sammenslutninger har mulighed for indbyrdes og for dem selv at vedtage fælles retningslinjer på europæisk plan (bl.a. adfærdskodekser og brancheaftaler)".

FORSLAG

Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed opfordrer Retsudvalget, som er korresponderende udvalg, til at optage følgende forslag i det beslutningsforslag, det vedtager:

1.      støtter fuldt ud forenklingen af fællesskabslovgivningen med henblik på at styrke effektiviteten, sammenhængen, ansvaret og gennemsigtigheden i EU's lovgivning; understreger imidlertid, at en sådan proces skal baseres på en række forudsætninger:

i)       fuldstændig inddragelse af Europa-Parlamentet;

ii)      bred og gennemsigtig høring af alle relevante parter, herunder ikke-statslige organisationer;

iii)     styrkelse af den generelle gennemsigtighed i lovgivningsprocessen;

iv)     enhver vurdering af forenklingsmuligheder bør omfatte økonomiske, sociale, miljømæssige og sundhedsmæssige aspekter på lige fod og bør ikke begrænses til kortsigtede overvejelser;

v)      forenklingsprocessen må under ingen omstændigheder medføre en forringelse af den gældende lovgivningsstandard;

2.      understreger, at traditionelle lovgivningsinstrumenter fortsat skal være det normale middel til at opnå de politiske målsætninger, der er fastsat i traktaterne; mener imidlertid, at brugen af alternative reguleringsmetoder som f.eks. samregulering kan være et nyttigt supplement til lovgivningsforanstaltninger, når de fører til tilsvarende eller større forbedringer end de forbedringer, der kan opnås gennem lovgivning; understreger, at enhver brug af alternative reguleringsmetoder skal ske i overensstemmelse med den interinstitutionelle aftale om bedre lovgivning(1);

3.      opfordrer Kommissionen til i samarbejde med Rådet og Europa-Parlamentet at udarbejde en checkliste, der kan lette institutionernes arbejde med at sikre bedre eller klogere lovgivning;

4.      opfordrer kraftigt Europa-Kommissionen til at lægge større vægt på gennemførelsen, håndhævelsen og evalueringen af fællesskabslovgivningen som et grundlæggende element i processen for bedre lovgivning;

5.      opfordrer Kommissionen til at tage resultaterne af undersøgelsen, gennemført på anmodning af Europa-Parlamentets Udvalg om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed om forenklingsprocessen, "Forenkling af EU's miljøpolitik"(2), i betragtning i dens videre arbejde for bedre regulering;

6.      støtter konklusionen i undersøgelsen "Forenkling af EU's miljøpolitik", der fastslår, at konsekvensanalyser kan spille en vigtig rolle med hensyn til at sikre bedre regulering, og at kvaliteten af nogle af disse analyser skal forbedres; opfordrer Kommissionen til at sikre:

-       at der tildeles tilstrækkelig tid og finansielle ressourcer til disse analyser;

-       at konsekvensanalyser tager økonomiske, miljømæssige og sundhedsmæssige aspekter i betragtning på lige fod, både på kort og længere sigt;

-       at konsekvensanalyser ikke kun vurderer omkostningerne ved foranstaltninger, men også omkostningerne ved ikke at tage hånd om spørgsmål vedrørende miljø, folkesundhed eller fødevarer;

-       gennemsigtighed og bidrag fra alle relevante aktører;

-       at konsekvensanalysernes område er bredt nok og tager de forskellige nationale omstændigheder i medlemsstaterne i betragtning;

anerkender, at konsekvensanalyser også kunne spille en vigtig rolle i forbindelse med ændringsforslag med mulige væsentlige konsekvenser, foreslået af Europa-Parlamentet eller Rådet;

7.      opfordrer Kommissionen til yderligere at fremme udveksling af oplysninger om bedste praksis for forenkling af EU's miljøpolitik i medlemsstaterne, som f.eks.:

-       brugen af informationsteknologi til at reducere den administrative byrde;

-       forenkling og integrering af tilladelser og licensudstedelse, samtidig med at miljø- og sundhedsstandarder sikres;

-       forenkling og integrering af krav om overvågning og rapportering, herunder en risikobaseret fremgangsmåde, samtidig med at der sikres gennemsigtighed og effektiv gennemførelse og håndhævelse.

PROCEDURE

(1) EUT C 321, 31.12.2003, s. 1. (2) 1P/A/ENVI/ST/2006-45.