Procedure : 2007/2286(INI)
Forløb i plenarforsamlingen
Dokumentforløb : A6-0013/2008

Indgivne tekster :

A6-0013/2008

Forhandlinger :

PV 20/02/2008 - 3
CRE 20/02/2008 - 3

Afstemninger :

PV 20/02/2008 - 4.1
CRE 20/02/2008 - 4.1
Stemmeforklaringer
Stemmeforklaringer

Vedtagne tekster :

P6_TA(2008)0055

BETÆNKNING     
PDF 751kWORD 433k
29. januar 2008
PE 398.367v02-00 A6-0013/2008

om Lissabontraktaten

(2007/2286(INI))

Udvalget om Konstitutionelle Anliggender

Ordførere: Richard Corbett og Íñigo Méndez de Vigo

ERRATA/ADDENDA
FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING
 BEGRUNDELSE
 BILAG 1: Unionens kompetencer(1)
 BILAG 2: Liste over nye tilfælde af afstemning med kvalificeret flertal
 BILAG 3: Lovgivningsmæssige retsakter – den almindelige lovgivningsprocedure
 BILAG 4: Lovgivningsmæssige retsakter – særlige lovgivningsprocedurer
 SKRIVELSE FRA REGIONALUDVIKLINGSUDVALGET
 UDTALELSE fra Udenrigsudvalget
 UDTALELSE fra Udviklingsudvalget
 UDTALELSE fra Udvalget om International Handel
 UDTALELSE fra Budgetudvalget
 UDTALELSE fra Udvalget om Industri, Forskning og Energi
 UDTALELSE fra Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender
 RESULTAT AF DEN ENDELIGE AFSTEMNING I UDVALGET

FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING

om Lissabontraktaten

(2007/2286(INI))

Europa-Parlamentet,

–   der henviser til Lissabontraktaten om ændring af traktaten om Den Europæiske Union og traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, som blev undertegnet den 13. december 2007,

–   der henviser til traktaten om Den Europæiske Union og traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab som ændret ved den europæiske fælles akt og Maastricht-, Amsterdam- og Nicetraktaterne,

–   der henviser til chartret om grundlæggende rettigheder af 12. december 2007(1),

–   der henviser til Laekenerklæringen af 15. december 2001 om Den Europæiske Unions fremtid(2),

–   der henviser til traktaten om en forfatning for Europa, som blev undertegnet i Rom den 29. oktober 2004,

–   der henviser til sin beslutning af 7. juni 2007 om køreplanen for Unionens forfatningsproces(3) og til sin beslutning af 11. juli 2007 om indkaldelse af regeringskonferencen(4),

–   der henviser til forretningsordenens artikel 45,

–   der henviser til betænkning fra Udvalget om Konstitutionelle Anliggender og udtalelser fra Regionaludviklingsudvalget, Udenrigsudvalget, Udviklingsudvalget, Udvalget om International Handel, Budgetudvalget, Udvalget om Industri, Forskning og Energi og Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender (A6-0013/2007),

A. der henviser til, at opbygningen af Den Europæiske Union i de seneste 50 år har spillet en afgørende rolle i bestræbelserne for at etablere et område med fred og stabilitet på et kontinent, der tidligere blev sønderrevet af krige, for at konsolidere demokrati, frihed og borgerrettigheder, for at fremme velstand, solidaritet og velfærd gennem oprettelsen af verdens største enhedsmarked med fælles regler for sociale standarder, miljø- og forbrugerbeskyttelse og fair konkurrence og med en økonomisk og monetær union, for at sætte medlemsstaterne i stand til at samarbejde om at løse problemer af grænseoverskridende karakter og for at give Europa større gennemslagskraft på globalt plan,

B. der henviser til, at der er et anerkendt behov for at reformere og styrke Unionens strukturer for at konsolidere disse landvindinger og sikre, at en union med 27 - og potentielt endnu flere - medlemsstater får bedre muligheder for at fungere effektivt og således bliver i stand til at imødegå nye fælles udfordringer og i højere grad at underkaste sig demokratisk kontrol,

C. der henviser til, at dette behov har dannet baggrund for de reformer, som siden Maastrichttraktaten - der var en milepæl i den europæiske integrationsproces med oprettelsen af en økonomisk og monetær union og overgangen fra et egentligt økonomisk fællesskab til en politisk union - har haft til formål at skabe klarhed omkring Unionens institutionelle struktur, og som førte til Laekenerklæringen, der også banede vejen for en anderledes reformproces med afholdelse af konventer og ikke længere udelukkende afholdelse af regeringskonferencer,

D. der henviser til, at traktaten om en forfatning for Europa blev udfærdiget af et konvent bestående af to repræsentanter for hvert nationalt parlament, 16 medlemmer af Europa-Parlamentet, to repræsentanter for Kommissionen og en repræsentant for hver national regering, som forberedte et udkast under offentlige forhandlinger og nåede frem til en konsensus, som stort set forblev uændret på regeringskonferencen i 2004, mens den efterfølgende Lissabontraktat, hvor visse elementer fra forfatningen er udeladt, var et resultat af mere traditionelle mellemstatslige arbejdsmetoder, dog med fuld deltagelse af tre repræsentanter for Europa-Parlamentet,

E. der henviser til, at de tidligere bestræbelser på at gennemføre en reform af Unionen ved at erstatte traktaterne med en forfatning blev støttet af et meget stort flertal af EU-borgernes folkevalgte repræsentanter i Europa-Parlamentet(5) og ratificeret af 2/3 af medlemsstaterne, men forkastet af to (Frankrig og Nederlandene), og at denne fremgangsmåde efter en tænkepause, hvor det blev fastslået, at det ikke ville være muligt at opnå den nødvendige godkendelse i samtlige medlemsstater, blev opgivet til fordel for en ændring af de allerede eksisterende traktater,

F. der henviser til, at dette skift i metodevalg og procedure ganske vist fandt sted på en sådan måde, at mange af de påtænkte praktiske justeringer af Unionens institutionelle struktur blev bibeholdt i en ny udformning, men samtidig indebar dette skift et lavere ambitionsniveau og et fravalg af adskillige af forfatningens elementer, en udsættelse af visse nye mekanismers ikrafttræden og inkorporering af særforanstaltninger i forhold til forskellige medlemsstater i traktaterne,

G. der henviser til, at det faktum, at samtlige nationale regeringer i Unionen bifalder traktaten, viser, at alle folkevalgte regeringer i medlemsstaterne mener, at dette kompromis er det grundlag, som de ønsker at samarbejde på i fremtiden, og betyder, at de hver især må lægge størst mulig politisk vilje for dagen for at sikre en ratificering inden den 1. januar 2009,

H. der henviser til, at det er ønskeligt, at Lissabontraktaten er ratificeret af samtlige medlemsstater inden udgangen af 2008, således at borgerne ved valget i 2009 kan afgive deres stemme med fuldt kendskab til EU's nye institutionelle rammer,

Et positivt skridt for EU's fremtid

1. konkluderer, at Lissabontraktaten som helhed betragtet udgør en markant forbedring i forhold til de eksisterende traktater og vil sikre en øget demokratisk kontrol med og beslutningsdygtighed i Unionen (ved at styrke Europa-Parlamentets og de nationale parlamenters rolle), styrke EU-borgernes rettigheder i forhold til Unionen og skabe større effektivitet i EU-institutionerne;

Øget demokratisk kontrol

2. noterer med tilfredshed, at den demokratiske kontrol og beslutningstagningen vil blive styrket, således at borgerne får bedre muligheder for at kontrollere Unionens virksomhed, særlig takket være følgende forbedringer:

a)   vedtagelsen af enhver form for EU-lovgivning bliver underlagt parlamentarisk kontrol i et omfang, der ikke kendes fra andre supranationale eller internationale fora:

–  enhver form for EU-lovgivning vil med få undtagelser kræve dobbelt godkendelse på lige fod i Rådet (som er sammensat af nationale ministre, der er ansvarlige over for deres respektive parlamenter) og i Europa-Parlamentet (som består af direkte valgte MEP'er)

–  de nationale parlamenters forudgående kontrol med al EU-lovgivning vil blive styrket, eftersom de kommer til at modtage alle lovgivningsmæssige forslag i god tid for at drøfte disse forslag med deres ministre, inden Rådet vedtager en holdning, og eftersom de nationale parlamenter desuden får ret til at forlange, at et udkast tages op til fornyet overvejelse, såfremt de mener, at det ikke respekterer nærhedsprincippet

b)   Kommissionens formand vil blive valgt af Parlamentet på forslag af Det Europæiske Råd under hensyntagen til valget til Parlamentet

c)   Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik vil blive udnævnt af både Det Europæiske Råd og Kommissionens formand og skal, som medlem af Kommissionen, underkastes samme indsættelsesprocedure i Parlamentet som enhver anden kommissær

d)   der indføres en ny, enklere og mere demokratisk budgetprocedure med én enkelt behandling: forskellen mellem obligatoriske og ikke-obligatoriske udgifter er fjernet, hvilket sikrer fuld paritet mellem Parlamentet og Rådet i forbindelse med godkendelse af det samlede årlige budget, samtidig med at Parlamentet skal godkende den retligt bindende flerårige finansielle ramme

e)   den demokratiske kontrol med de lovgivningsmæssige beføjelser, der er tildelt Kommissionen ved delegation, vil blive styrket ved hjælp af et nyt system med overvågning, ifølge hvilket Parlamentet eller Rådet får mulighed for enten at tilbagekalde Kommissionens afgørelser eller at tilbagekalde delegationen

f)    der kræves samtykke fra Parlamentet for at godkende en lang række internationale aftaler, som undertegnes af Unionen, herunder aftaler vedrørende sagsområder, der er underlagt den almindelige lovgivningsprocedure internt i Unionen

g)   Rådets samlinger er offentlige, når det forhandler og stemmer om udkast til lovgivningsmæssige retsakter, således at borgerne kan få indblik i, hvordan deres regeringer handler i Rådet

h)   agenturer, særlig Europol og Eurojust, vil blive underlagt øget parlamentarisk kontrol

i)    Regionsudvalget får ret til at indbringe sager for Den Europæiske Unions Domstol, dets medlemmers mandatperiode øges til fem år, og dets forbindelser med Parlamentet fastlægges mere præcist

j)    procedurerne for revision af traktaterne vil fremover blive mere åbne og demokratiske, idet Parlamentet også får mulighed for at forelægge revisionsforslag, og behandlingen af forslag til revision skal foregå i et konvent, som omfatter repræsentanter for de nationale parlamenter og for Parlamentet, medmindre Parlamentet finder, at dette ikke er nødvendigt, samtidig med at der er indført nye forenklede revisionsprocedurer for ændring ved enstemmig afgørelse af visse af traktatens bestemmelser efter de nationale parlamenters godkendelse;

Bekræftelse af værdier, styrkelse af borgernes rettigheder, øget klarhed

3. hilser med tilfredshed, at borgernes rettigheder vil blive styrket takket være følgende forbedringer:

a)   Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, der opstiller en udtømmende liste over borgerlige, politiske, økonomiske og sociale rettigheder, bliver retligt bindende; chartret vil give EU-borgerne retssikkerhed ved at sikre, at alle EU-rettens bestemmelser og alle foranstaltninger, der træffes fra EU-institutionernes side eller på grundlag af EU-retten, er i overensstemmelse med disse standarder og samtidig tilgodeser nærhedsprincippet

b)   det er hensigten, at Unionen skal ansøge om at tiltræde den europæiske menneskerettighedskonvention, hvilket betyder, at Unionen bliver underlagt den samme eksterne kontrol med hensyn til forpligtelsen til at respektere borgernes rettigheder som medlemsstaterne

c)   nye bestemmelser vil gøre det lettere for borgerne og de repræsentative sammenslutninger fra civilsamfundet at deltage i Unionens arbejde; dialogen med arbejdsmarkedets parter og dialogen med kirkerne, trossamfund og ikke-konfessionelle organisationer vil blive fremmet

d)   indførelsen af en initiativret for EU-borgere vil sætte borgerne i stand til at forelægge forslag om spørgsmål, hvor en EU-retsakt efter borgernes opfattelse er nødvendig til gennemførelse af traktaterne

e)   borgernes retsbeskyttelse styrkes, eftersom Den Europæiske Unions Domstol vil få udvidet sin jurisdiktion til at omfatte anliggender vedrørende frihed, sikkerhed og retfærdighed samt til retsakter fra Det Europæiske Råd, Den Europæiske Centralbank og Unionens agenturer, samtidig med at fysiske og juridiske personer vil få lettere adgang til Domstolens procedurer;

4. hilser med tilfredshed, at traktaten på en mere tydelig og synlig måde fastslår, hvilket værdigrundlag der er fælles for medlemsstaterne og danner grundlag for Unionen, samt Unionens mål og de principper, der er retningsgivende for Unionens virksomhed og forholdet til medlemsstaterne:

a)   der fastlægges en klar kompetencefordeling mellem Unionen og medlemsstaterne ud fra det princip, at beføjelser, der ikke er tildelt Unionen i traktaterne, forbliver hos medlemsstaterne

b)   der lægges i højere grad vægt på politikker, som tydeligvis gavner borgerne: der er nye bestemmelser af generel rækkevidde om fremme af et højt beskæftigelsesniveau, sikring af passende social beskyttelse, bekæmpelse af social udstødelse, et højt niveau for uddannelse, erhvervsuddannelse og beskyttelse af menneskers sundhed, bekæmpelse af enhver form for forskelsbehandling og fremme af ligestilling mellem kvinder og mænd; nye bestemmelser fremmer bæredygtig udvikling og miljøbeskyttelse, herunder bekæmpelse af klimaændringer, samt respekten for tjenesteydelser af almen økonomisk interesse; økonomisk, social og territorial samhørighed bekræftes som et af Unionens mål

c)   forvirringen omkring "Det Europæiske Fællesskab" og "Den Europæiske Union" ophører, når Den Europæiske Union bliver til én enkelt juridisk person og struktur

d)   en bestemmelse om solidaritet mellem medlemsstaterne sikrer, at borgerne kan forvente at modtage bistand fra hele Unionen i tilfælde af et terrorangreb eller en naturkatastrofe eller en menneskeskabt katastrofe

e)   traktaten bekræfter Unionens særegne institutionelle karakter, hvor medlemsstaterne tildeler Unionen visse af deres beføjelser, som efter deres opfattelse bedre kan udøves gennem fælles mekanismer, og samtidig giver traktaten fyldestgørende garantier - for at undgå enhver form for tvivl - for, at Unionen ikke vil blive en centraliseret almægtig superstat:

–  forpligtelsen til at respektere "medlemsstaternes ... nationale identitet, som den kommer til udtryk i deres grundlæggende politiske og forfatningsmæssige strukturer, herunder regionalt og lokalt selvstyre" samt "deres centrale statslige funktioner, herunder sikring af statens territoriale integritet, opretholdelse af lov og orden samt beskyttelse af den nationale sikkerhed"

–  princippet om kompetencetildeling (hvorefter Unionens beføjelser udelukkende er de beføjelser, som Unionen er blevet tildelt af medlemsstaterne), nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet

–  medlemsstaternes egen deltagelse i beslutningsprocessen i EU-systemet og i aftaler om eventuelle ændringer

–  anerkendelse af hver enkelt medlemsstats ret til at træde ud af Unionen;

Større effektivitet

5. hilser med tilfredshed, at den nye traktat vil styrke EU-institutionernes muligheder for at udføre deres opgaver mere effektivt, navnlig fordi:

a)   de områder, hvor regeringernes repræsentanter i Rådet træffer afgørelse med kvalificeret flertal snarere end med enstemmighed, øges mærkbart i antal, således at en union med 27 medlemsstater kan fungere på flere områder uden at blive blokeret af vetoer

b)   et nyt afstemningssystem med "dobbelt flertal" vil gøre det lettere at nå frem til afgørelser i Rådet

c)   Det Europæiske Råd vil blive en fuldgyldig institution i Den Europæiske Union og dets seksmåneders roterende formandskab vil blive erstattet af en formand, der vælges af medlemmerne for en periode på to et halvt år for at skabe en bedre sammenhæng i forberedelsen og kontinuiteten af dets arbejde

d)   antallet af medlemmer af Kommissionen reduceres fra 2014 til to tredjedele af antallet af medlemsstater, hvorved Kommissionens handledygtighed øges, og det fremgår endnu tydeligere, at medlemmerne af Kommissionen repræsenterer Unionens og ikke deres oprindelseslandes interesser, mens en rotationsordning sikrer, at der fortsat er ligelig deltagelse af alle medlemsstater

e)   EU's synlighed og gennemslagskraft som global aktør øges markant:

–  de to poster som henholdsvis Unionens højtstående repræsentant for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik og kommissær med ansvar for eksterne forbindelser - to poster, der giver anledning til dobbeltarbejde og forvirring - vil blive sammenlagt, således at der skabes en post som næstformand i Kommissionen/højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, hvis indehaver bliver formand for Rådet for Udenrigsanliggender og kan tale for Unionen på disse områder, når Unionen har en fælles holdning, hvorved der kan skabes mere konsekvens i Unionens optræden udadtil

–  der vil blive etableret en enkelt tjeneste for EU's optræden udadtil bestående af tjenestemænd fra Kommissionen og Rådet og fra de nationale diplomatiske tjenester, som Rådet kun kan oprette efter Kommissionens godkendelse og efter høring af Europa-Parlamentet; denne tjeneste vil blive ledet af en af Kommissionens næstformænd/den højtstående repræsentant og skal gøre det muligt at skabe bedre sammenhæng i udarbejdelsen og gennemførelsen af Unionens udenrigspolitik

–  Unionens evne til at udvikle fælles strukturer på det sikkerheds- og forsvarspolitiske område vil blive styrket, bl.a. ved at der indføjes en bestemmelse om gensidig hjælp og bistand i forbindelse med væbnet angreb, hvilket øger borgerne tryghedsfølelse, og samtidig sikres det, at der er den nødvendige fleksibilitet for at tage højde for medlemsstaternes forskellige indfaldsvinkler til disse anliggender

f)    sondringen mellem lovgivningsmæssige retsakter og gennemførelsesretsakter vil blive gjort tydeligere, og en ny definition af delegerede retsakter vil gøre det muligt at forenkle og strømline Unionens lovgivning

g)   søjlestrukturen afskaffes, således at det bliver muligt at gennemføre en samlet optræden inden for Unionens forskellige virksomhedsområder med forenklede mekanismer og instrumenter, selv om udenrigs- og sikkerhedspolitikkens særlige karakter indebærer særlige procedurer på disse områder

h)   indsatsen inden for området med frihed, sikkerhed og retfærdighed vil være kendetegnet af mere ambitiøse mål og mere effektive procedurer, hvor der ikke længere anvendes særskilte mellemstatslige instrumenter og procedurer, og hele dette område vil være underkastet domstolskontrol, således at der er udsigt til at gøre klare fremskridt, hvad angår retlige anliggender, sikkerhed og indvandring

i)    Unionens mål og beføjelser med hensyn til klimaændringer, børns rettigheder, den europæiske naboskabspolitik, humanitær bistand, energi (herunder en henvisning i traktaten til solidaritet mellem medlemsstaterne på dette område), rumfart, forskning, turisme, sport, folkesundhed og civilbeskyttelse er defineret bedre; den fælles handelspolitik anerkendes som Unionens eksklusive kompetence

j)    på en række andre områder vil det blive muligt at anvende mere effektive beslutningsprocedurer, så snart den politiske vilje er til stede

k)   der er flere muligheder for fleksible løsningsmodeller, når ikke alle medlemsstater er indforstået med eller i stand til at gennemføre bestemte politikker på samme tid;

Betænkelige forhold

6. erkender, at det har givet anledning til udbredt skuffelse, at folkeafstemningsresultaterne fra Frankrig og Nederlandene betød, at en aftale mellem de 27 medlemsstater kun kunne opnås ved:

–    at opgive forfatningsmodellen og visse af dens karakteristiske træk som f.eks. tanken om en union baseret på borgernes og medlemsstaternes vilje, en ny, samlet og struktureret tekst, en tydeligere terminologi til at beskrive de lovgivningsmæssige instrumenter, flagets og hymnens forankring i traktaten og anvendelsen af titlen "udenrigsminister" i stedet for "højtstående repræsentant"

–    at udsætte gennemførelsen af vigtige elementer i den nye traktat som f.eks. ikrafttrædelsesdatoen for det nye afstemningssystem i Rådet (ledsaget af særlige bestemmelser om udsættelse af afstemninger kendt som "Ioanninaforliget") og at indføre restriktive mekanismer som "nødbremser" i den almindelige lovgivningsprocedure på visse kompetenceområder

–    at inkorporere særforanstaltninger i forhold til bestemte medlemsstater i selve traktaten som f.eks. forlængelsen af "opt-in"-ordningen vedrørende politisamarbejde og strafferetligt samarbejde for to medlemsstaters vedkommende, protokollen om en begrænset anvendelse af chartret om grundlæggende rettigheder i forhold til to medlemsstaters lovgivning og tildelingen af en ekstra plads i Parlamentet til en medlemsstat som en undtagelse fra princippet om degressiv proportionalitet

–    at ændre ordlyden af adskillige passager i traktaten eller af de protokoller og erklæringer, der er knyttet til traktaten som bilag, hvorved tonen uberettiget er blevet negativ, hvilket signalerer mistillid over EU og EU-institutionerne og således giver offentligheden et forkert indtryk;

Konklusioner

7. støtter traktaten og understreger behovet for, at alle EU-medlemsstater foretager en ratificering i så god tid, at den kan træde i kraft den 1. januar 2009;

8. mener, at Lissabontraktaten kommer til at fungere som en stabil ramme, der gør det muligt også fremover at videreudvikle EU;

9. er klar over, at en ændringstraktat uundgåeligt er mindre klar og læservenlig end en kodificeret traktat; forlanger derfor snarlig offentliggørelse af de konsoliderede traktater som revideret ved Lissabontraktaten, hvilket vil give borgerne adgang til en mere overskuelig grundtekst om EU;

10. gentager sin anmodning om, at der gøres en ihærdig indsats både fra EU-institutionernes side og fra de nationale myndigheders side i overensstemmelse med princippet om loyalt samarbejde for at informere EU-borgerne klart og objektivt om traktatens indhold;

11. pålægger det ansvarlige udvalg at forberede de nødvendige ændringer til forretningsordenen og at vurdere behovet for yderligere gennemførelsesforanstaltninger;

12. pålægger sin formand at sende denne beslutning og betænkningen fra Udvalget om Konstitutionelle Anliggender til medlemsstaternes nationale parlamenter, Rådet, Kommissionen og de tidligere medlemmer af konventet om Europas fremtid og at sikre, at Parlamentets tjenestegrene, heriblandt de eksterne kontorer, informerer grundigt om Parlamentets holdning til traktaten.

(1)

Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder af 7. december 2000, som proklameret i Strasbourg den 12. december 2007.

(2)

Det Europæiske Råds møde i Laeken, Laekenerklæringen om Den Europæiske Unions fremtid, SN 273/01, 15.12.2001.

(3)

Vedtagne Tekster, P6_TA(2007)0234.

(4)

Vedtagne Tekster, P6_TA(2007)0328.

(5)

Med 500 stemmer for, 137 imod og 40 hverken/eller [Europa-Parlamentets beslutning af 12. januar 2005 om traktaten om en forfatning for Europa (betænkning af Corbett/Méndez de Vigo), EUT C 247 E, 6.10.2005, s. 88].


BEGRUNDELSE

I menneskenes liv er flod og ebbe;

benyttes floden, fører det til lykke;

forsømmes den, står hele livets fart

på grund i usselhed. - Nu flyder vi

på højvand, og vi må benytte strømmen,

mens den er med; hvis ikke, taber vi

vor hele vinding.

William Shakespeare: Julius Cæsar

I.      Baggrund 

1.        Opbygningen af Europa har været alt andet end en "lang rolig strøm": Som ordførere havde vi i 2004 den ære at udarbejde Europa-Parlamentets betænkning om traktaten om en forfatning for Europa. Tre år efter står vi over for et lignende ansvar med Lissabontraktaten, der skal erstatte den førstnævnte.

Vi står således i en enestående situation, hvor vi må træffe en afgørelse i den klassiske diskussion om, hvorvidt man kan bade to gang i den samme flod. Vort svar vil være, at det kan man. Kun på den måde kan vi lede Parlamentet til at "benytte strømmen, mens den er med" i stedet for at indstille os på "at tabe vor hele vinding", således som der står i Shakespeares vers ved indledningen til denne begrundelse.

Det hverv, som ordførerne har fået betroet, indebærer en uundgåelig pædagogisk opgave: Ligesom i 2004 agter vi i dag at sammenligne de gældende traktater med den traktat, der blev undertegnet i Lissabon den 13. december 2007, og som de 27 medlemsstater allerede er i gang med at ratificere.

For at vide, hvor vi skal hen, er det godt at vide, hvor vi kommer fra: For mere end et halvt århundrede siden blev Schuman-erklæringen startskuddet til et ambitiøst projekt, nemlig at forene europæerne om en fælles sag efter århundreders ødelæggende splittelse mellem broderfolk.

Siden oprettelsen af det første Europæiske Fællesskab (Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab: Paristraktaten af 18.4.1951(1)), som samlede seks vesteuropæiske lande(2), er Fællesskabet udvidet til at omfatte 27 europæiske stater(3), og dets handlingsområde er udvidet til nye områder via Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og Det Europæiske Atomenergifællesskab Euratom (Romtraktaterne af 25.3.1957(4)) og siden via Den Europæiske Union (Maastrichttraktaten af 7.2.1992).

2.      Europa-Parlamentet har, siden der blev indført almindelige direkte valg i 1979, søgt at gøre arbejdet i det, der senere skulle blive Den Europæiske Union, mere demokratisk, effektivt og gennemsigtigt. Med vedtagelsen den 14. februar 1984 af det første udkast til traktat om oprettelse af Den Europæiske Union (kaldet "Spinelli"-udkastet efter sin ophavsmand) affyrede Europa-Parlamentet startskuddet til en række af reformer over de næste tyve år, som udmøntede sig i den europæiske fælles akt(5), Maastrichttraktaten(6), Amsterdamtraktaten(7), Nicetraktaten(8), traktaten om en forfatning for Europa(9) og nu Lissabontraktaten(10).

På hvert af disse trin og på foranledning af Udvalget om Institutionelle Spørgsmål – fra 1999 under navnet Udvalget om Forfatningsspørgsmål/Konstitutionelle Anliggender – deltog Europa-Parlamentet aktivt i de forberedende overvejelser og evalueringen af resultaterne fra de forskellige regeringskonferencer(11).

Fra starten af denne proces forsvarede Europa-Parlamentet tanken om at tydeliggøre og forbedre Den Europæiske Unions forfatningsmæssige grundlag, et krav, som blev stadig mere presserende i takt med de løbende udvidelser, der risikerede at bringe integrationens politiske dimension i fare.

Europa-Parlamentet har med henblik herpå forfulgt tre særskilte, men relaterede mål:

For det første har det søgt at klarlægge og om nødvendigt styrke selve Den Europæiske Unions kompetencer og ansvarsområder. Parlamentet har konsekvent hævdet, at Unionen skal tildeles og udøve beføjelser på grundlag af "subsidiaritetsprincippet", hvilket vil sige, at Unionen skal tildeles de ansvarsområder – og kun dem – der kan varetages mere effektivt gennem fælles politikker end af de enkelte medlemsstater.

For det andet har det fremført, at varetagelsen af ansvarsområder på europæisk plan skal være mere effektiv. Parlamentet var særligt kritisk over for anvendelsen af enstemmighed i Rådet og anførte, at det på de områder, hvor man har vedtaget at indføre en fælles politik, ikke giver mening at give hver af Unionens medlemsstater blokeringsbeføjelser. det har endvidere været fortaler for, at Kommissionen skal have en større rolle, for så vidt angår gennemførelsen af de vedtagne politikker. En sådan rolle skal dog underkastes passende undersøgelser og kontrol.

For det tredje har det plæderet for større demokratisk kontrol og ansvarlighed på europæisk plan. De ansvarsområder, som de nationale parlamenter i forbindelse med ratifikationen af traktaterne har overført til Unionen, bør ikke varetages af Rådet (dvs. de nationale ministre) alene. Der skal kompenseres for tabet af parlamentariske beføjelser på nationalt plan ved en udvidelse af de parlamentariske beføjelser på europæisk plan.

I lyset af Amsterdam- og Nicetraktaternes udvandede og utilstrækkelige løsninger på problemerne omkring såvel fordoblingen af antallet af medlemsstater som den fortsatte uddybelse af Unionen, blev det stadig mere klart, at den hidtil anvendte metode til ændring af traktaterne ikke længere kunne opfylde de krav, Europas udvikling stillede.

Europa-Parlamentet havde allerede konstateret dette i 1997 i sin beslutning af 19. november (på grundlag af betænkning af Iñigo Méndez de Vigo og Dimitris Tsatsos, jf. fodnote 8 ovenfor), som reelt satte gang i de politiske overvejelser, der i 1999 på det tyske rådsformandskabs foranledning førte til udarbejdelsen af konventmodellen, som for første gang blev anvendt i forbindelse med udarbejdelsen af Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

Nicetraktatens signatarer var klar over dens mangler og vedføjede desuden en erklæring nr. 23 om "Unionens fremtid"(12), som åbnede døren for en ny traktatreform, oprindelig planlagt til 2004. Denne reform skulle forberedes gennem "en bred debat med inddragelse af alle involverede parter: repræsentanter for de nationale parlamenter og for den offentlige mening som helhed, (…) repræsentanter for civilsamfundet osv.", der skulle findes sted i 2001 og afsluttes med en erklæring på topmødet i Laeken, der skulle "indeholde passende initiativer til fortsættelse af denne proces".

3.      Med hensyn til Europa-Parlamentet, som tidligere havde søgt at samarbejde med de nationale parlamenter i den fase, der ledte op til regeringskonferencerne(13), var det den første institution(14), som på baggrund af den praksis, der var opstået i forbindelse med udarbejdelsen af Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder(15), foreslog at indkalde et konvent bestående af repræsentanter for medlemsstaternes stats- og regeringschefer, de nationale parlamenter, Europa-Parlamentet og Kommissionen, som ligeledes skulle have tilknyttet repræsentanter for kandidatlandenes regeringer og parlamenter som fuldgyldige medlemmer.

Konventet om chartret om grundlæggende rettigheder havde faktisk demonstreret, at et sådant organ var i stand til at udarbejde et udkast, der kunne godkendes af stats- og regeringscheferne. Dets åbne og gennemsigtige karakter samt kvaliteten af debatten havde også gjort det lettere at nå frem til en konsensus, først og fremmest fordi alle fik mulighed for at tilkendegive deres synspunkter og dermed også for at forstå de andres argumenter.

Det Europæiske Råd vedtog på sit møde i Laeken den 14.-15. december 2001 "Laekenerklæringen om Den Europæiske Unions fremtid"(16), hvori det fulgte dette initiativ op ved at definere konventets sammensætning og arbejdsform samt ikke mindst ved at fastlægge dets mandat og de spørgsmål, det skulle debattere. Dette "Konvent om Europas Fremtid" blev således, med Valéry Giscard d’Estaing som formand og Giuliano Amato og Jean-Luc Dehaene som næstformænd, pålagt at udarbejde et foreløbigt udkast til forfatning, som skulle danne grundlag for den efterfølgende regeringskonference.

Det resultat, som konventet nåede frem til, bekræftede det hensigtsmæssige i valget af denne metode, eftersom det efter 16 måneder kunne præsentere en konsensustekst, der var frugten af intense drøftelser og af en tæt dialog med civilsamfundet.

Europa-Parlamentet har for sin del gennem arbejdet i Udvalget om Konstitutionelle Anliggender i høj grad haft indflydelse på indholdet i udkastet til en forfatningstraktat(17), som regeringskonferencen kun har ændret på et meget begrænset antal punkter. I forbindelse med denne regeringskonference blev Parlamentet ligeledes for første gang fuldt ud inddraget i arbejdet gennem sin formand, Pat Cox, og sine to repræsentanter, Iñigo Méndez de Vigo, der blev afløst af Elmar Brok, og Klaus Hänsch.

4.      Desværre kom ratifikationsproceduren ikke til at forløbe, som man kunne have forventet: nej'et ved folkeafstemningerne i Frankrig og Nederlandene fremtvang en tænkepause.

Det Europæiske Råd dekreterede på sit møde i juni 2005 en tænkepause (af mindst et års varighed), der skulle anvendes til at iværksætte en bred debat i alle medlemsstater med deltagelse af både "borgerne, civilsamfundet, arbejdsmarkedets parter, de nationale parlamenter og de politiske partier". Også EU-institutionerne blev opfordret til at komme med bidrag. I mellemtiden fortsatte ratifikationsprocessen, også ved afholdelse af folkeafstemning.

5.      Parlamentet har for sin del til fulde levet op til sit ansvar på området. Det har lige fra begyndelsen støttet iværksættelsen af en grundig offentlig debat på europæisk plan om hovedspørgsmålene i den europæiske integration og afvist ethvert forsøg i retning af en selektiv gennemførelse af forfatningstraktaten (den såkaldte "botanisering" eller "cherry picking"). Parlamentet gav sit eget særlige bidrag til den offentlige debat ved at lancere idéen om "interparlamentariske møder", hvor man kunne drøfte spørgsmål af afgørende betydning for Europas fremtid. Der blev afholdt 3 sådanne møder inden Det Europæiske Råds samling i juni 2007, hvor der blev indkaldt endnu en regeringskonference(18). Disse møder bidrog til at styrke de folkevalgtes overbevisning om, at selv om forfatningstraktaten ikke havde kunnet ratificeres, var de problemer, den skulle give et svar på, ikke forsvundet, ligesom de institutionelle reformer, den indeholdt, som helhed var en afgørende forudsætning for, at Unionen kunne tage de udfordringer op, den stod over for i en stadig mere globaliseret verden.

Med det tyske formandskab blev det institutionelle dossier igen placeret højt på Unionens dagsorden. Den procedure, som man valgte at følge, var naturligvis ikke tilfredsstillende for dem, der havde gennemlevet det klima af dialog og åbenhed, som havde præget konventet, og som i øvrigt havde haft en afsmittende virkning på regeringskonferencen i 2004. For at sikre en realistisk chance for succes blev de drøftelser, der skulle bringe traktatreformen tilbage på skinnerne, i første omgang ført på bilateralt plan mellem formandskabet og de enkelte medlemsstater. Parlamentet deltog fra første færd i konsultationerne på "sherpa"-niveau(19) og kunne således yde sit bidrag til udformningen af det mandat, det tyske formandskab forelagde for Det Europæiske Råd i juni 2007. Parlamentet var repræsenteret på sekretariatsniveau efter direkte udnævnelse ved Parlamentets formand, og der var etableret en ad hoc-informations-/konsultationsprocedure mellem formanden, formanden for Udvalget om Konstitutionelle Anliggender og de politiske gruppers koordinatorer i samme udvalg.

6.      Takket være dette forberedende arbejde kunne Det Europæiske Råd i juni 2007 indkalde en ny regeringskonference for at genoptage spørgsmålet om en reform af traktaterne og definere et meget klart, præcist og detaljeret mandat, hvilket gjorde det muligt for det portugisiske formandskab at gennemføre arbejdet på regeringskonferencen effektivt og hurtigt.

Regeringskonferencen blev åbnet den 23. juli 2007 under samlingen i Rådet (almindelige anliggender) og fungerede grundlæggende på to niveauer: på ministerplan, hvor Parlamentet var repræsenteret af tre medlemmer - Elmar Brok, Enrique Barón Crespo og Andrew Duff, og på juridisk ekspertplan, hvor arbejdet blev forberedt af Rådets Juridiske Tjeneste, og hvor Parlamentet og Kommissionen også var repræsenteret.

Arbejdet i denne juridiske ekspertgruppe viste sig at være udslagsgivende for, at regeringskonferencen nåede til enighed inden for så kort tid. På politisk plan mødtes regeringskonferencen faktisk kun tre gange inden Det Europæiske Råds møde i Lissabon. Det lykkedes alligevel for regeringskonferencen at løse eller udskille et betydeligt antal ømtålelige spørgsmål - det portugisiske formandskab havde i realiteten haft held til at gennemtvinge det princip, at mandatet ikke ville blive genåbnet, medmindre der var tale om spørgsmål, som der herskede enighed om blandt medlemsstaterne - således at stats- og regeringscheferne i Lissabon kun satte sig til forhandlingsbordet for at drøfte to grundlæggende spørgsmål, hvoraf kun det ene havde sit udspring i selve traktaten: spørgsmålet om, hvordan det nye afstemningssystem med kvalificeret flertal i Rådet skulle defineres i en situation, hvor Polen vedvarende havde givet udtryk for sin utilfredshed ikke bare med den aftale, der var indgået i 2004, men også med det kompromis, der med møje og besvær var indgået på Det Europæiske Råds møde i juni 2007 i Bruxelles. Et andet centralt uafklaret spørgsmål vedrørte Parlamentets sammensætning fra valgperioden fra 2009 - et spørgsmål, der ganske vist ikke direkte havde sit udspring i traktaten, men var blevet en vigtig trussel mod indgåelsen af en aftale, fordi Italien ihærdigt modsatte sig det udkast til afgørelse, som Parlamentet havde udformet efter anmodning fra Det Europæiske Råd.

Alle de øvrige omdiskuterede spørgsmål - de britiske og irske "opt-out/opt-in"-klausuler vedrørende den tidligere tredje søjle, sikring af Europa-Parlamentets rolle hvad angår udnævnelsen af næstformand i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik osv. - var praktisk taget blevet løst i dagene op til Det Europæiske Råds møde, særlig på regeringskonventets møde på ministerplan, der fandt sted under samlingen i Rådet (almindelige anliggender) den 15. oktober 2007 i Luxembourg.

Under disse omstændigheder kunne stats- og regeringscheferne hurtigt nå til enighed i Lissabon: regeringskonferencen sluttede henad kl. 1.00 om morgenen fredag den 19. oktober 2007.

I den anden del af denne begrundelse er det hensigten at undersøge konsekvenserne og fordelene (eller ulemperne) ved Lissabontraktaten, der blev undertegnet ved en ceremoni den 13. december 2007 i Lissabon.

II.     Hvad den nye traktat bidrager med i forhold til de gældende traktater

Lissabontraktaten indebærer en lang række væsentlige reformer og forbedringer i forhold til de nuværende traktater. Der er naturligvis tale om et kompromis, der bl.a. omfatter nogle i Parlamentets øjne beklagelige ændringer såsom fjernelse af visse elementer, der optrådte i forfatningstraktaten, udsættelse af ikrafttrædelsesfristen for andre elementer samt indføjelse af særforanstaltninger, der skal imødekomme bestemte medlemsstaters krav. Det var den politiske pris, der måtte betales for at komme ud af den krise, det franske og nederlandske nej havde kastet EU ud i.

1.      Tilbagevenden til traditionel traktatrevision og opgivelse af forfatningstanken

1.1.   Det faktum, at man er vendt tilbage til den traditionelle traktatrevisionsmetode ved at vedtage en ny traktat med ændringer til de eksisterende, som fortsætter med at være i kraft, indebærer, at man har opgivet forfatningen som en enkelt konsolideret traktat, der skulle erstatte alle de nuværende. Det spørgsmål, som har været så omdiskuteret, nemlig om der rent faktisk var tale om en forfatning eller blot om en traktat, er således ikke længere aktuelt. Man undgår derved en ufrugtbar debat om en falsk problemstilling: Der har nemlig aldrig været nogen tvivl om, at der formelt var tale om en traktat, som skulle vedtages og ratificeres i henhold til de gældende traktatændringsregler. Anderledes kunne det ikke være. Det er imidlertid også korrekt, at forfatningstraktaten i kraft af sin karakter og sit indhold udgjorde en mere synlig "forfatning". Med genoptagelsen af den traditionelle metode tales der ikke længe om en forfatning, hvorved debatten politisk er blevet kortsluttet.

         Den valgte fremgangsmåde indebærer også, at teksten ikke længere fremtræder som en helhed, og at man afviser selve forestillingen om en enhedstekst af konstitutionel karakter, som efter visse iagttageres mening lå for tæt op ad en egentlig statsdannelse til at kunne anvendes på EU.

1.2.   Den nye traktat omfatter en væsentlig tydeliggørelse af de værdier, principper og mål, der danner grundlag for Den Europæiske Union virksomhed; den beskriver Unionens kompetencer; den etablerer dens institutioner, beskriver beslutningsprocedurerne og præciserer retsakterne; den definerer borgernes rettigheder i forhold til EU; den angiver bl.a. retningslinjerne for traktatændringer. I denne forstand kan man hævde, at Unionens grundlæggende traktater er en form for "forfatning" i ordets materielle betydning. Når alt kommer til alt, er formålet med en forfatning jo at fastlægge vilkårene og begrænsningerne for udøvelsen af en politisk enheds beføjelser og sikre borgerrettighederne, hvilket den nye traktat netop gør. Men selve det forhold, at forsøget på at formalisere dette materielle princip er blevet forkastet, betyder, at man ikke har ønsket at give Unionen en "forfatning" i formel forstand, dvs. i den forstand, begrebet almindeligvis forstås politisk. Dette er en forskel i forhold til forfatningstraktaten.

1.3.   Reelt har Unionen ligesom andre politiske enheder med de nuværende traktater allerede en "forfatning", som kan udledes af de traktater, den bygger sin eksistens på. Ved at forenkle disse traktater og give dem en mere forståelig form kan man altså tage et væsentligt skridt imod en tydeliggørelse af systemet, således at det bliver mere gennemsigtigt og forståeligt for borgerne. Den valgte fremgangsmåde - en traktat med ændringer til de eksisterende to traktater - gør derimod teksten ulæselig for borgerne. Det er nødvendigt, at der kommer en konsolideret udgave.

1.4.   Det står således klart, at medlemsstaterne har ønsket at bortvejre enhver frygt, hvor grundløs den end er, for, at en EU-forfatning vil være første skridt til dannelsen af centraliseret "superstat", som vil give nationalstaterne dødsstødet og ændre Den Europæiske Unions karakter. Parlamentet, som lige fra processens begyndelse har arbejdet for "konstitutionaliseringen" af EU, er bevidst om, at denne frygt ikke tager tilstrækkeligt hensyn til en forfatnings betydning som grundlæggende regelsæt for magtudøvelsen i enhver politisk enhed (medmindre man da ønsker at benægte EU's "politiske" karakter). I øvrigt mangler der ikke eksempler på internationale organisationer, hvis stiftende aftale netop kaldes "konstitution", som det er tilfældet med Den Internationale Arbejdsorganisation (ILO), Verdenssundhedsorganisationen (WHO) og Verdenspostforeningen (WPU) [på dansk er betegnelsen i de tre nævnte tilfælde dog "statut". O.a.]. Anskuet i dette perspektiv udgør forfatningsprincippet endog en formel garanti for medlemsstaterne og borgerne mod en eventuel "afsporing" af Fællesskabets virksomhed. Selv om det i lyset af den politiske situation i medlemsstaterne må erkendes, at der ikke var nogen anden måde at komme ud af det institutionelle dødvande på, kan Parlamentet således kun beklage, at man har måttet opgive den konstitutionelle fremgangsmåde.

1.5.   Ligeledes kan ordførerne kun beklage, at Unionens symboler - flaget, hymnen, mottoet, euroen og Europadagen - ikke er blevet medtaget i den nye traktat, således som det var tilfældet i forfatningstraktaten. Selv om denne udeladelse ikke betyder, at disse symboler er ophørt med at eksistere - de har allerede været en realitet i meget lang tid uden nogensinde at blive nævnt i traktaterne, og de vil leve videre på samme måde - ville det være fuldstændig logisk, at de blev nævnt i de tekster, som definerer Unionens status i retlig og politisk henseende. Visse medlemsstater krævede, at disse symboler blev udeladt, under henvisning til, at anerkendelsen af symboler i traktaterne ville skabe forvirring omkring Unionens påstået "statslige"' karakter. Der hersker bestemt ikke enighed om dette synspunkt, hvilket fremgår af den erklæring om Unionens symboler, som 16 medlemsstater har knyttet til traktaten som bilag (erklæring nr. 52 vedrørende Den Europæiske Unions symboler), og hvori de erklærer, at de nævnte symboler "fortsat vil være symboler på borgernes fælles tilhørsforhold til Den Europæiske Union og deres tilknytning hertil". Ordførerne tilslutter sig derfor entusiastisk det initiativ, som Udvalget om Konstitutionelle Anliggender har iværksat, og som går ud på at udarbejde en betænkning om anvendelsen af Unionens symboler og foreslå, at der foretages ændringer i Europa-Parlamentets forretningsorden for at styrke Parlamentets anvendelse af disse symboler(20).

2.      En enkelt struktur: Den Europæiske Union

2.1.   Selv om princippet om to adskilte traktater er bevaret, har man taget et væsentligt skridt i retning af at fremme gennemsigtigheden og borgernes forståelse af den europæiske virkelighed ved at fusionere de forskellige overlappende strukturer (Den Europæiske Union og Det Europæiske Fællesskab) i en enkelt – Den Europæiske Union(21) – med status som juridisk person. Dette vil også gøre EU mere effektivt og synligt på internationalt plan ved at gøre en ende på den forvirrende situation, hvor Den Europæiske Union er anerkendt som den institution, der er fælles for alle, samtidig med at det er Det Europæiske Fællesskab – der kun dækker en del af Unionens funktioner – der udtrykkeligt har status som juridisk person(22).

2.2.   Dette betyder også, at traktaten om Det Europæiske Fællesskab nu bliver traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde. De to traktater danner således fremover grundlag for den samme enhed: Den Europæiske Union. Den første af dem fokuserer på Unionens principper, værdier og grundlæggende opbygning. Den anden beskæftiger sig mere detaljeret med Unionens opbygning og funktionsmåde og fastlægger de principper og målsætninger, der skal være styrende for Unionens virksomhed inden for hver enkelt politikområde, ved i detaljer at definere udstrækningen af og grænserne for Unionens beføjelser inden for de enkelte områder. Den eneste undtagelse, som faktisk udgør et væsentligt brud med logikken i adskillelsen mellem de to traktater, består i, at TEU indeholder et helt afsnit om Unionens optræden udadtil, omfattende en detaljeret gennemgang af alt det, der vedrører den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik.

2.3.   Oprettelsen af en enkelt politisk enhed ledsages af en ophævelse af strukturen med tre søjler [fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP), retlige og indre anliggender (RIA) og Det Europæiske Fællesskab], som fusioneres i EU-enheden inden for en fælles institutionel ramme og med generel anvendelse af fællesskabsmetoden, bortset fra at der fortsat skal anvendes særlige beslutningsprocedurer inden for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (herunder forsvar), sådan som dette områdes specifikke karakter kræver.

3.      En klar definition af Unionens værdier, principper og mål

         Ifølge den nye traktat skal TEU indledes med artikler, der fastlægger de værdier og principper, som Unionen bygger på, samt de mål, den skal stræbe mod.

3.1.   Den allerførste artikel i den ændrede TEU fastlægger det grundlag, den europæiske integration skal bygge på: den definerer EU som en union bestående af medlemsstater, der "tildeler [den] kompetencer for at nå deres fælles mål". Denne definition adskiller sig fra den, der optrådte i forfatningstraktaten, hvor man talte om Unionens dobbelte legitimitet baseret på borgernes og staternes vilje. Men selv om den formelle anerkendelse af princippet om EU's dobbelte legitimitet således er taget ud, kommer det alligevel i praksis til udtryk forskellige steder i traktatteksterne, idet der er tale om en tendens, som har været undervejs, i det mindste siden der blev indført almindelig direkte valg til Europa-Parlamentet.

3.2.   Den Europæiske Union skal være solidt forankret i de værdier, som den bygger på, og som skal være styrende for alt, hvad dens institutioner foretager sig.

         Ifølge artikel 2 i den ændrede TEU er de værdier, som hele den europæiske integration bygger på, menneskelig værdighed, frihed, demokrati, lighed, retsstaten og menneskerettighederne, herunder mindretalsrettigheder. Disse værdier udgør i øvrigt det primære referencekriterium for fremtidige tiltrædelser og kan anvendes til at indføre sanktioner mod medlemsstater, som gør sig skyldig i alvorlige og vedvarende krænkelser af samme principper.

         I den samme artikel fastlægges de principper, som er styrende for Unionens virksomhed: pluralisme, ikke-forskelsbehandling, tolerance, retfærdighed, solidaritet og ligestilling mellem kvinder og mænd.

         Det bør understreges, at Lissabontraktaten på dette område har lagt sig tæt op ad forfatningstraktaten, eftersom det fælles værdigrundlag, Unionen hviler på, er genstand for en generel konsensus blandt medlemsstaterne og ikke for alvor er blevet anfægtet på noget tidspunkt under drøftelserne om Unionens fremtid.

3.3.   Hvad angår Unionens mål, som hidtil har været defineret dels i artikel 2 i TEU, dels i artikel 3 i TEF, placerer den nye traktat dem alle i TEU, lige efter definitionen af værdierne. Definitionen af Unionens mål er blevet ændret en smule i forhold til forfatningen. Ifølge den nye artikel 3 i TEU forfølger Unionen således de politiske mål, der udgør dens eksistensberettigelse. Disse mål kan sammenfattes som fred, fremme af de ovennævnte værdier og befolkningernes velfærd. I TEU's artikel 3 defineres de konkrete politiske, økonomiske og sociale mål for Unionen, såvel indadtil som udadtil.

         Indadtil tilbyder Unionen således sine borgere et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed, hvor der er fri bevægelighed for personer, kombineret med passende foranstaltninger vedrørende kontrol ved de ydre grænser, asyl, indvandring samt forebyggelse og bekæmpelse af kriminalitet. Der oprettes et indre marked(23). Unionen arbejder for en bæredygtig udvikling i Europa baseret på en afbalanceret økonomisk vækst og prisstabilitet, en social markedsøkonomi med høj konkurrenceevne, hvor der tilstræbes fuld beskæftigelse og sociale fremskridt, og et højt niveau for beskyttelse og forbedring af miljøkvaliteten. Den fremmer videnskabelige og teknologiske fremskridt. Den bekæmper social udstødelse og forskelsbehandling og fremmer social retfærdighed og beskyttelse, ligestilling mellem kvinder og mænd, solidaritet mellem generationerne og beskyttelse af børns rettigheder. Den fremmer økonomisk, social og territorial samhørighed og solidaritet mellem medlemsstaterne. Unionen respekterer medlemsstaternes rige kulturelle og sproglige mangfoldighed og sikrer, at den europæiske kulturarv beskyttes og udvikles. Endelig opretter den et økonomisk og monetær union, der har euroen som valuta.

         Udadtil forsvarer og fremmer Unionen sine værdier og interesser, og den bidrager til fred, sikkerhed, bæredygtig udvikling af jorden, solidaritet og gensidig respekt folkene imellem. Den bidrager til fri og fair handel, udryddelse af fattigdom og beskyttelse af menneskerettighederne, især børns rettigheder, samt nøje overholdelse og udvikling af folkeretten, navnlig overholdelse af principperne i De Forenede Nationers pagt.

         Disse mål udgør således et politisk basisprogram, der ligger til grund for oprettelsen af Unionen. Det påhviler Unionen at forfølge disse mål med passende midler inden for de beføjelser, den er tildelt i traktaterne.

3.4.   Principperne for forholdet mellem Unionen og medlemsstaterne er også fastlagt i den ændrede TEU's indledende artikler: Unionen forpligter sig til at respektere medlemsstaternes nationale identitet, som den kommer til udtryk i deres grundlæggende politiske og forfatningsmæssige strukturer: den respekterer de beslutninger, de enkelte medlemsstater træffer i forbindelse med den territoriale magtfordeling – lige fra fastlæggelsen af grænser til regionalt og lokalt selvstyre –, opretholdelsen af den offentlige orden og beskyttelsen af den nationale sikkerhed. Desuden understreges det i en tekst, der blev vedtaget i Lissabon, at " den nationale sikkerhed [forbliver]den enkelte medlemsstats eneansvar"(24)·. I den selv samme artikel i den ændrede TEU knæsættes desuden princippet om loyalt samarbejde mellem EU og medlemsstaterne i forbindelse med gennemførelsen af deres fælles målsætninger.

         De indledende bestemmelser i den ændrede TEU indeholder også en redegørelse for princippet om kompetencetildeling (Unionen råder kun over de beføjelser, medlemsstaterne tildeler den i traktaterne) samt for nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet, der er styrende for udøvelsen af Unionens beføjelser, selv om kapitlet om definitionen af disse beføjelser faktisk er placeret i TEUF.

         For at imødekomme visse medlemsstater, der lagde vægt på at kunne demonstrere, at ændringstraktaten ikke er en "Forfatning 2", er princippet om EU-rettens forrang beklageligvis ikke fastlagt i traktaterne på en synlig måde, men placeret i en erklæring (nr. 17), hvori der henvises til Domstolens faste praksis med hensyn til EU-rettens forrang og til en udtalelse fra Rådets Juridiske Tjeneste, ifølge hvilken dette princip udgør selve grundlaget for EU-retten, og at den omstændighed, at det ikke medtages i den nye traktat, "ikke på nogen måde [ændrer] ved eksistensen af dette princip og ved Domstolens eksisterende retspraksis".

3.5.   Værdierne og principperne udgør således Unionens etiske grundlag, og dette er bl.a. konkretiseret i chartret om grundlæggende rettigheder, der ikke – som det var tilfældet i forfatningen – er inkorporeret i traktaterne, men gjort til genstand for en bestemmelse, der gør det juridisk bindende og giver det samme værdi som bestemmelserne i selve traktaterne.

         De mål, der tildeles Unionen, er dens eksistensberettigelse og årsagen til, at medlemsstaterne har besluttet at danne Unionen. De styrer alle Unionens tiltag. Selv om de værdier, principper og mål, der fastlægges i disse artikler, ikke er nye, er visse af dem ikke blevet tydeligt udtrykt, og de er aldrig blevet systematiseret. Der er her tale om et vigtigt skridt, som kan give borgerne et klart og meget symbolsk indtryk af, hvad Unionen står for.

4.      Borgerne i centrum for opbygningen af Europa: unionsborgerskabet og den nye status for chartret om grundlæggende rettigheder

         TEU's indledende bestemmelser omfatter også en anerkendelse af unionsborgerskabet, der defineres som et supplement til og ikke en erstatning for statsborgerskabet i de medlemsstater (faktisk er statsborgerskab en forudsætning for unionsborgerskab). Artiklerne vedrørende det konkrete indhold af unionsborgernes rettigheder er imidlertid placeret i TEUF(25). Til trods for denne beklagelige adskillelse af bestemmelserne i to traktater står det imidlertid klart, at traktaterne i stadig højere grad sætter mennesket i centrum for den europæiske integration, dvs. mænd og kvinder, som har rettigheder og pligter, som er unionsborgere, fordi de er statsborgere, og som derfor råder over en række supplerende rettigheder, som unionsborgerskabet giver dem.

4.1.   Forfatningen havde chartret om grundlæggende rettigheder indarbejdet i sin del II. Denne indarbejdelse, som havde Parlamentets fulde støtte, var udtryk for en fuld anerkendelse af, at det er mennesket, der er i centrum for opbygningen af Europa. På grund af visse medlemsstaters modstand blev det på regeringskonferencen i 2007 nødvendigt at tage chartret ud. Det store flertal af medlemsstater tilsluttede sig imidlertid Parlamentets synspunkt om, at man kun kunne acceptere en sådan indrømmelse, hvis den blev modsvaret af en anerkendelse af chartrets juridisk bindende virkning i traktaterne. Dette er sket i artikel 6 i den nye TEU, ifølge hvilken " Unionen anerkender de rettigheder, friheder og principper, der findes i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder af 7. december 2000 som tilpasset den 12. december 2007 i Strasbourg, der har samme juridiske værdi som traktaterne". Chartret får i kraft af denne formelle anerkendelse bindende virkning og samme værdi som traktaterne (hvilket i øvrigt var den eneste måde, hvorpå det kunne komme til at fungere som parameter for en bedømmelse af EU-retsakters gyldighed), dels for EU-institutionerne, når de handler inden for rammerne af deres respektive kompetencer, dels for medlemsstaterne, dog kun i forbindelse med gennemførelsen af fællesskabsretten. Der er således tale om en ekstra garanti for beskyttelsen af borgernes grundlæggende rettigheder i forhold til Unionen.

4.2.   Dette er ikke et udtryk for, at der stilles spørgsmålstegn ved beskyttelsen af de grundlæggende rettigheder, som national ret sikrer borgerne i forhold til deres land, ej heller et udtryk for nye skjulte kompetencer til Unionen, som ifølge visse kan påtvinge medlemsstaterne retningslinjer for den økonomiske og arbejdsmarkedsmæssige politik. Dette fremgår særligt klart af chartret selv, hvori det fastslås, at det ikke udvider anvendelsesområdet for EU-retten ud over Unionens kompetencer, ikke skaber nogen nye kompetencer eller nye opgaver for Unionen og ikke ændrer de kompetencer og opgaver, der er fastlagt i traktaterne (chartrets artikel 52, stk. 2).

4.3.   Det forhold, at chartret ikke længere er en integrerende del af traktaterne, fik i 2007 regeringskonferencen til at gentage disse garantier i selve den artikel i TEU, hvor chartret anerkendes, for at imødekomme de mest hårdnakkede chartermodstandere blandt medlemsstaterne.

         Selv dette var imidlertid ikke nok til at overbevise visse medlemsstater. På krav af Det Forenede Kongerige, som i den afsluttende fase fik tilslutning fra Polen, indføjede regeringskonferencen således en protokol (nr. 7) om anvendelsen af chartret om grundlæggende rettigheder i Polen og Det Forenede Kongerige, hvori det præciseres, at chartret ikke giver Den Europæiske Unions Domstol eller nogen domstol i de to lande øge kompetence til "at træffe kendelse om, at Polens eller Det Forenede Kongeriges love og administrative bestemmelser, praksis eller foranstaltninger er i modstrid med de grundlæggende rettigheder, friheder og principper, som chartret bekræfter". Navnlig med hensyn til sociale rettigheder (chartrets afsnit IV) præciseres det i protokollen, at chartret på ingen måde skaber rettigheder, der kan håndhæves juridisk i Polen eller i Det Forenede Kongerige, medmindre de to lande har sådanne rettigheder i deres nationale lovgivning (hvilket i øvrigt er hovedreglen hvad angår dette afsnit i chartret).

         Disse bestemmelser afspejler i vid udstrækning blot de principper, som i forvejen findes i chartret. Parlamentet kan imidlertid kun give udtryk for sin beklagelse, hvis det skulle vise sig, at de to landes statsborgere på denne måde risikerer at blive forhindret – af deres egne stater – i at gøre fuld brug af den beskyttelse af de grundlæggende rettigheder, der anerkendes i dette charter, som vel at mærke først og fremmest er rettet mod EU's egne institutioner og kun er bindende for medlemsstaterne i tilfælde, hvor de handler som led i gennemførelsen af EU-retten.

4.4.   Der skal mindes om, at de rettigheder, der udtrykkes i chartret, overordnet set svarer til det fælles grundlag for de grundlæggende rettigheder, som Unionen allerede anerkender, og som finder sit udspring i medlemsstaternes forfatningsmæssige traditioner eller den europæiske menneskerettighedskonvention.

         Den ændrede TEU omhandler et yderligere skridt til beskyttelse af grundlæggende rettigheder på EU-niveau ved at bestemme, at Unionen tiltræder den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder (som alle medlemsstaterne i forvejen har underskrevet), sådan som Parlamentet længe har foreslået det. Dette skal ske gennem en aftale med Europarådet. Afgørelsen om indgåelse af en sådan aftale skal træffes af Rådet med enstemmighed (hvor forfatningen talte om kvalificeret flertal) efter Parlamentets godkendelse.

4.5.   Andre aspekter af den nye traktat kan fremhæves, bl.a. aspekter, der styrker borgernes ret til at deltage i den politiske proces (såsom borgerinitiativet i artikel 11, stk. 4, i TEU) eller bidrager til at forbedre den juridiske beskyttelse af deres rettigheder ved at lette adgangen til Domstolen. Parlamentet kan kun glæde sig over disse forbedringer.

5.      En tydelig og forståelig afgrænsning af Unionens kompetencer

5.1.   Et af de væsentligste spørgsmål, som har været på banen lige fra begyndelsen af den reformproces, der er mundet ud i den nye Lissabontraktat, drejer sig om, "hvem der gør hvad" i Europa. En afklaring af dette spørgsmål er en forudsætning for, at borgerne kan forstå de politiske ansvarsområder på europæisk niveau. Det vil bidrage til at øge effektiviteten af Unionens virksomhed. Det vil ligeledes give en yderligere garanti til alle dem, der frygter en overdreven interventionsiver fra Unionens side.

5.2.   Ændringstraktaten har bevaret hovedlinjerne i forfatningens bestemmelser vedrørende afgrænsningen af Unionens beføjelser, der igen er baseret på de eksisterende traktater. Som følge af opretholdelsen af de to nuværende traktater i ændret form er den begrebsmæssige enhed, der karakteriserede afsnittet om Unionens beføjelser i forfatningens del I, imidlertid blevet brudt. Således er de styrende principper for udøvelsen af Unionens beføjelser placeret blandt de almindelige bestemmelser i TEU, medens beskrivelsen af de forskellige typer af beføjelser befinder sig i TEUF, nærmere betegnet i dennes afsnit I om "Unionens kompetencekategorier og –områder". Selv om de to traktater juridisk har samme værdi, må denne fremgangsmåde nødvendigvis skade målsætningen om gennemskuelighed for borgeren.

         Den nye traktat indeholder en definition af Unionens kompetenceområder, som inddeles i tre forskellige kategorier, hvor Unionen har forskellig retlig status og intervenerer i forskellig grad: områder, hvor EU har enekompetence; områder, hvor kompetencen deles med medlemsstaterne; og områder, hvor EU understøtter eller supplerer medlemsstaternes indsats. Den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik og samordningen af medlemsstaternes økonomiske politikker og beskæftigelsespolitikker er, på grund af deres særlige karakter, tildelt særlige bestemmelser, der falder uden for disse tre kategorier (jf. bilag 1).

         Denne definition af Unionens kompetencer overholder det grundlæggende princip for kompetencetildeling, dvs. at Unionen kun har de kompetencer, som medlemsstaterne tildeler den i traktaterne, med henblik på at nå de mål, der fastlægges heri. Dette princip forhindrer i sig selv, at der opstår en slags centraliseret superstat, da det indebærer, at alle kompetencer tilhører staterne, medmindre de overdrager dem til Unionen.

5.3.   Lissabontraktaten giver ikke Unionen flere kompetencer: De få "nye" kompetencer, som er blevet fastlagt, vedrører især områder, hvor Unionen allerede intervenerede via eksisterende artikler, endog via EF-traktatens artikel 308, men som nu har fået et mere præcist retsgrundlag i den nye tekst. De ændringer, der er indført i TEUF, tjener således generelt til at opfylde behovet for at tilpasse disse bestemmelser til de nye beslutningsprocedurer og de nye retsinstrumenter (se punkt 7 nedenfor).

5.4.   Lissabontraktaten forstærker endvidere Unionens pligt til at respektere nærheds- og proportionalitetsprincippet i udøvelsen af sine kompetencer. Det påhviler i øvrigt allerede regeringerne i Rådet og Parlamentet at sikre dette. Definitionen af de principper, der fremhæves i den nye traktat, svarer til den definition, der allerede eksisterer i de gældende traktater, men protokollen om anvendelse af nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet indeholder nye mekanismer til sikring af overholdelsen af disse principper, navnlig ved i væsentlig grad at styrke de nationale parlamenters rolle.

5.5.   Disse sikres især retten til at blive informeret i god tid om Kommissionens forslag til retsakter, der endvidere skal indeholde en redegørelse for, hvordan de stemmer overens med nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet. Dette giver dem mulighed for at udøve de rettigheder, de har på nationalt niveau, og styrker navnlig deres mulighed for at øve indflydelse på deres regerings tiltag i Ministerrådet. Ifølge en protokol(26) til traktaten kan de nationale parlamenter endvidere, for så vidt angår nærhedsprincippet, senest otte uger efter at Kommissionen har forelagt et lovgivningsforslag, sende en begrundet udtalelse til formændene for henholdsvis Europa-Parlamentet, Ministerrådet og Kommissionen med angivelse af, hvorfor det pågældende forslag efter deres mening ikke er i overensstemmelse med nærhedsprincippet. En mekanisme for hurtig varsling forpligter endda Kommissionen til at tage sit forslag op til fornyet overvejelse, såfremt mindst en tredjedel af de nationale parlamenter vurderer, at forslaget ikke overholder nærhedsprincippet.

         Denne mekanisme, som allerede optrådte i forfatningen, blev på regeringskonferencen i 2007 suppleret med en bestemmelse, der fungerer som følger: såfremt de begrundede udtalelser, der fremsættes under den almindelige lovgivningsprocedure, repræsenterer mindst halvdelen af de nationale parlamenter, og Kommissionen efter at have genovervejet sit udkast beslutter at fastholde det, skal den også fremsætte en begrundet udtalelse. Alle disse udtalelser sendes til EU-lovgiveren (Parlamentet og Rådet), som inden afslutningen af førstebehandlingen skal tage stilling til lovforslagets overensstemmelse med nærhedsprincippet. Såfremt lovgiveren med et flertal på 55 % af Rådets medlemmer eller et flertal af de stemmer, der er afgivet i Europa-Parlamentet, er af den opfattelse, at forslaget ikke er i overensstemmelse med nærhedsprincippet, behandles lovgivningsforslaget ikke yderligere.

         Denne protokol forudser også muligheden for, at medlemsstater på vegne af deres nationale parlament eller et kammer i dette parlament (hvis dette er i overensstemmelse med deres interne retssystem) kan indbringe en klage over lovgivningsmæssige retsakters krænkelser af nærhedsprincippet. Regionsudvalget får ligeledes mulighed for at indbringe sådanne klager over lovgivningsmæssige retsakter, hvis vedtagelse det ifølge traktaterne skal høres om.

         Disse mekanismer er vigtige garantier mod en eventuel uovervejet udøvelse af Unionens kompetencer og bidrager i høj grad til at styrke den demokratiske kontrol og fællesskabslovgivningen. Desuden indebærer de en væsentlig styrkelse af de nationale parlamenters rolle.

5.6.   Selv om det for at få et fuldstændigt overblik over de konkrete former for udøvelse af disse beføjelser vil være nødvendigt at sammenholde denne definition med de specifikke bestemmelser i TEUF's del IV, kan unionsborgeren blot ved at læse disse bestemmelser danne sig et ret klart indtryk af, hvem der gør hvad i Europa. Dette er et klart fremskridt for gennemskueligheden, men det ville have været endnu bedre, om alle bestemmelserne vedrørende Unionens kompetencer havde været samlet i et enkelt TEU-afsnit, sådan som det var tilfældet i forfatningens del I.

5.7.   Som endnu et positivt element bør det understreges, at den nye traktat sikrer systemet tilstrækkelig fleksibilitet gennem en bestemmelse, der svarer til den nuværende artikel 308 i EF-traktaten (ny artikel 352 i TEUF), og som giver Rådet mulighed for om fornødent at vedtage tiltag inden for de områder, hvor Unionen ikke har udtrykkelige beføjelser. Denne fleksibilitetsbestemmelse yder alle nødvendige garantier til medlemsstaterne, idet sådanne tiltag skal vedtages med enstemmighed og udelukkende som led i politikker, der er fastlagt i traktaterne samt med henblik på at nå målene i disse traktater. Proceduren bliver mere demokratisk i lyset af, at den er undergivet Europa-Parlamentets godkendelse, og at de nationale parlamenter skal underrettes om forslag, der bygger på denne artikel, i god tid inden der træffes afgørelse. På regeringskonferencen 2007 blev det endvidere præciseret, at foranstaltninger, der bygger på denne bestemmelse, ikke må indebære harmonisering af lovgivningen i tilfælde, hvor traktaterne udelukker harmonisering. Denne artikel kan ikke bruges til at nå mål inden for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik.

6.      Fornyede institutionelle rammer for en stærk, demokratisk og gennemsigtig Union

         Et af de afgørende spørgsmål, som den nye traktat har til formål at regulere, er tilpasningen af Unionens institutioner til den nye situation, der er opstået som følge af udvidelsen. Unionens institutionelle sammensætning har stort set været baseret på de samme strukturer i 50 år, selv om dens opgaver er blevet flere, og selv om den er udvidet fra 6 til 27 medlemsstater. På trods af de løbende regeringskonferencer er de væsentligste institutionelle spørgsmål stadig åbne, og de løsninger, der blev fundet i Nice, var ikke tilfredsstillende for visse af de parter, der havde deltaget i forhandlingerne herom. Parlamentet har for sin del ikke forsømt nogen lejlighed til at gøre offentligheden og medlemsstaternes ledere opmærksom på behovet for en dybtgående institutionel reform, som giver Unionen effektive, demokratiske og gennemsigtige institutioner, samtidig med at den institutionelle ligevægt og fællesskabsmetoden bevares: Kommissionen stiller forslag, Parlamentet og Rådet træffer afgørelse, og Domstolen kontroller anvendelsen af de vedtagne retsakter.

         Forfatningen indeholdt i forvejen vigtige institutionelle ændringer, som havde til formål at opfylde dette behov, og som der ikke var sat afgørende spørgsmålstegn ved under ratifikationsproceduren.

         Ud over visse ændringer, som var en direkte følge af, at man havde opgivet tanken om en forfatning og besluttet i stedet at ændre de to eksisterende traktater samt vedtaget at fjerne de symbolske elementer og det ordvalg, som kunne lede tanken hen på en statsdannelse, tydede intet på, at de institutionelle spørgsmål ville komme i centrum for forhandlingerne i 2007. Ikke blot havde disse spørgsmål ikke været specielt omdiskuterede under den offentlige debat, heller ikke i de stater, der stemte nej, det store flertal af medlemsstater havde heller intet ønske om at genåbne debatten om den institutionelle pakke, velvidende at dette kunne bringe hele projektet i fare. Ikke desto mindre kom nogle af disse spørgsmål som bekendt alligevel til at spille en central rolle under forhandlingerne på regeringskonferencen i 2007, selv om aftalen fra 2004 i det store og hele kan siges at være forblevet intakt.

6.1.   Europa-Parlamentet

(1)    Lissabontraktaten indebærer en væsentlig styrkelse af den rolle, Parlamentet spiller som den eneste direkte folkevalgte EU-institution:

-       Parlamentets rolle som medlovgiver anerkendes til fulde i kraft af, at den nuværende fælles beslutningstagning gøres til den almindelige lovgivningsprocedure, men ligeledes i kraft af, at dets deltagelse i de særlige lovgivningsprocedurer styrkes. Fremover vil borgerne klart kunne se, at EU-retsakter vedtages af det kammer, der repræsenterer dem selv, samt af det kammer, der repræsenterer staterne; samtidig skal Europa-Parlamentet som hovedregel godkende internationale aftaler;

-       Parlamentet opnår en parallel initiativret med hensyn til revision af traktaterne og deltager i proceduren via sin deltagelse i konventet, som skal forberede revisionen (Rådet kan ikke vedtage ikke at indkalde dette konvent uden Parlamentets godkendelse);

-       Parlamentets budgetbeføjelser, som det deler ligeligt med Rådet, er udvidet til at omfatte samtlige Unionens udgifter;

-       Parlamentets rolle som politisk kontrolmyndighed styrkes, navnlig gennem valget af Europa-Kommissionens formand;

-       En lang række afgørelser af stor betydning for Unionens eksistens, som hidtil har været Rådets eksklusive ansvarsområde, skal fremover godkendes af Parlamentet: beslutningen om at indføre et forstærket samarbejde; anvendelsen af fleksibilitetsbestemmelsen giver Unionen mulighed for at træffe foranstaltninger, der ikke er hjemlet i traktaterne, hvis formål er at nå mål, der er fastlagt heri; afgørelser vedrørende anvendelse af den generelle overgang fra enstemmighed til kvalificeret flertal eller fra særlige lovgivningsprocedurer til den almindelige lovgivningsprocedure; visse beslutninger, der giver mulighed for at udvide anvendelsesområdet for de retsgrundlag, der fastlægges i traktaterne, såsom de retsgrundlag, der vedrører den europæiske anklagemyndighed eller det retlige samarbejde i straffesager;

-       Selv inden for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, hvor Parlamentet ikke har beslutningsbeføjelser, har det informations- og høringsret.

(2)    Det kan konkluderes, at Parlamentet, ud over de få områder, hvor man kunne være gået længere, bliver "medlovgiver" på næsten alle Unionens politikområder. Det drejer sig rent faktisk om at konkretisere "Unionens dobbelte legitimitet" som en union af henholdsvis stater og borgere, der udgør grundlaget for den europæiske integration uden at blive anerkendt udtrykkeligt i de nye traktater. Der kan ikke herske tvivl om, at Lissabontraktaten således indebærer en væsentlig styrkelse af Unionens demokratiske dimension.

(3)    Antallet af medlemmer af Parlamentet er begrænset til 751(27). Den ændrede TEU fastlægger ikke fordelingen af medlemmer pr. medlemsstat, men pålægger Det Europæiske Råd, på forslag af Parlamentet og med dettes godkendelse, i god tid inden valget i 2009 at træffe afgørelse om sammensætningen af Europa-Parlamentet i overensstemmelse med princippet om, at borgerne repræsenteres "degressivt proportionalt" med en mindstetærskel på seks medlemmer af Europa-Parlamentet og maksimalt 96 medlemmer for hver medlemsstat (konventet foreslog fire medlemmer som mindstetærskel og intet maksimalt antal). Der er tale om en løsning, der giver mulighed for at imødegå Unionens udvikling på en fleksibel måde, samtidig med at den enkelte medlemsstats interesser tilgodeses, selv om den høje mindstetærskel på seks medlemmer på lang sigt vil give anledning til problemer.

6.2.   Det Europæiske Råd

Det Europæiske Råd anerkendes som selvstændig institution, der tilfører Unionen politisk fremdrift, idet det i TEU udtrykkeligt nævnes, at institutionen ikke udøver lovgivende funktioner(28). Den vigtigste fornyelse i Lissabontraktaten, som i øvrigt også optrådte i forfatningen, er afskaffelsen af det roterende rådsformandskab på seks måneder, som erstattes af en formand, der vælges af medlemmerne af Det Europæiske Råd for en periode på 30 måneder med mulighed for genvalg en gang. Denne formand vil få til opgave at forberede og lede Det Europæiske Råds arbejde, men også at repræsentere Unionen udadtil med henblik på at forbedre denne repræsentations synlighed, kontinuitet og sammenhæng indadtil og udadtil. Der er fastlagt bestemmelser, som skal sikre, at formanden ikke har udøvende funktioner, og at der ikke opstår konflikter med Kommissionens formand eller næstformand/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik. Kun det praktiske arbejde vil vise, om disse bestemmelser er tilstrækkelige.

6.3.   Rådet

(1)    Et centralt spørgsmål i reformprocessen drejede sig om afstemningsproceduren i Rådet, når det træffer afgørelse med kvalificeret flertal. Årsagen til fiaskoen på Bruxelles-topmødet i december 2003 var til dels medlemsstaternes uenighed om dette spørgsmål. En af ordførerne vurderede, at indførelsen af befolkningskriteriet såvel ved fordelingen af pladser i Europa-Parlamentet som i forbindelse med afstemninger i Ministerrådet ikke nødvendigvis kan forventes at garantere et afbalanceret system, og han støttede derfor princippet om stemmevægtning i Rådet. Europa-Parlamentet valgte imidlertid på grundlag af Dimitrakopoulos-Leinen-betænkningen(29) med stort flertal valgt at gå ind for princippet om dobbelt flertal. Det er grunden til, at Parlamentet lige fra regeringskonferencens start fastholdt, at det kun kunne acceptere en løsning, der byggede på princippet om dobbelt flertal af medlemsstaterne og befolkningen, for at gøre det klart, at en Unionen bygger på en dobbelt legitimitet - hidrørende fra henholdsvis medlemsstaterne og borgerne - og at denne nye procedure ville gøre det lettere at træffe beslutninger end det system, der var fastlagt i Nicetraktaten.

(2)    Det var da også konventets forslag om en mekanisme med dobbelt flertal, der blev valgt frem for en mekanisme med stemmevægtning. Selv om de tærskler, som konventet havde foreslået, blev forhøjet (til 55 % af staterne i stedet for 50 % og 65 % af befolkningen i stedet for 60 %), kan det stadig hævdes, at beslutningstagningen er blevet lettere. Således krævede systemet med stemmevægtning i mange tilfælde en væsentlig større befolkningsandel, for at der kunne træffes afgørelse. Desuden indebærer kravet om, at der skal mindst fire medlemsstater til for at udgøre et blokerende mindretal, i en lang række tilfælde, at man kommer væsentligt under tærsklen på 65 % af befolkningen(30).

(3)    Desværre har tilføjelsen af mekanismer, der skal forsinke ikrafttrædelsen af det nye system og give tilsyneladende vandtætte garantier til visse medlemsstater, som frygter, at det nye system vil svække deres stilling, haft til følge, at fremskridtene med hensyn til systemets gennemsigtighed og aflæselighed lader til gengæld meget tilbage at ønske... Ganske vist er logikken i systemet med dobbelt flertal meget nemmere at forstå end systemet med stemmevægtning, men man risikerer, at borgerne opfatter de fastsatte tærskler som tilfældige, og tilføjelsen af yderligere kriterier dæmper i høj grad de opnåede fordele for så vidt angår systemets forenkling og forståelighed.

        (4)    Regeringskonferencen i 2007 indførte supplerende mekanismer for at overvinde Polens modstand mod indførelsen af det nye system, der var vedtaget i 2004. For det første er systemets ikrafttrædelse udskudt til november 2014. Nicesystemet vil således fortsat gælde indtil da. For det andet er der føjet en protokol til traktaten, ifølge hvilken det helt frem til den 31. marts 2017 vil være muligt for et medlem af Rådet, når en afgørelse skal vedtages med kvalificeret flertal, at kræve, at afgørelsen træffes efter det nugældende Nicesystem. Endelig nåede man på regeringskonferencen i 2007 til enighed om en styrkelse af den form for revideret Ioanninakompromis i en overgangsperiode, som allerede var vedtaget i 2004 (se erklæring nr. 7 til regeringskonferencens slutakt), i henhold til bestemmelserne i 2004-erklæringen: Hvis et antal medlemmer af Rådet, der mindst repræsenterer tre fjerdedele af medlemsstaterne eller den befolkning, der kræves for at blokere en beslutning, giver udtryk for deres modstand mod vedtagelsen af et rådsdokument med kvalificeret flertal, drøfter Rådet emnet med henblik på inden for en rimelig frist at nå frem til en bredere aftale. Denne aftale, som i 2004 forventedes at være gældende indtil 2014, skal nu også gælde for perioden fra 1. november 2014 til 31. marts 2017. Fra denne dato skal tærsklen for mekanismens ibrugtagning sænkes til 55 % af det antal medlemsstater eller den befolkning, der er nødvendig for at blokere en afgørelse. Denne aftale er formaliseret i et forslag til afgørelse, som Det Europæiske Råd har stadfæstet, og som vil være gældende fra det øjeblik, hvor den nye traktat træder i kraft. I 2004-udgaven skulle afgørelsen være gældende mindst indtil 2014, hvor den kunne ophæves af Rådet (med kvalificeret flertal, som fremover vil være den normale beslutningsprocedure i Rådet), medens den i 2007-udgaven i henhold til en ny protokol vil gælde på ubestemt tid og kun kan ophæves eller ændres på baggrund af en drøftelse i Det Europæiske Råd, der tager stilling ved konsensus.

(5)    Det er beklageligt, at det kompromis, der blev udarbejdet af konventet, ikke blev accepteret, og at fristerne for de beslutninger, der blev truffet i 2004, blev forlænget, men samtidig skal det påpeges, at den endelige løsning blev opnået efter indædt diskussion mellem medlemsstaterne, hvis formål til tider var uklart: Beregningen af hvert enkelt lands procentpoint og dermed vægt inden for stemmesystemet fjernede fokus fra den kendsgerning, at der i praksis ikke eksisterer en opdeling mellem alle de "store" stater på den ene side og alle de "små" stater på den anden side? Ofte har formålet med et og samme tiltag være selvmodsigende, såsom at bevare egne muligheder for blokering og samtidig reducere andre staters mulighed for blokering. Under hele denne debat har man især glemt, at dynamikken i fællesskabsforhandlingerne altid har bevirket, at man meget sjældent må skride til en egentlig afstemning. I lyset af den nuværende politiske virkelighed kan Parlamentet acceptere den aftale, som stats- og regeringscheferne er nået frem til, uden dog at lægge skjul på sine forbehold.

(6)    Uanset hvilken beslutningsmetode der er tale om, skal den være anvendelig. Dette er årsagen til betydningen af spørgsmålet om anvendelsesområdet for kvalificeret flertal. Lissabontraktaten gør væsentlige fremskridt på dette område: Der er indført kvalificeret flertal i ca. 44 tilfælde inden for forskellige områder. Der kræves dog stadig enstemmighed i 72 tilfælde(31). Selv om den globale tendens kan bedømmes som positiv, må det beklages, at man i visse tilfælde ikke er gået videre.

(7)    En anden væsentlig forbedring, der indføres med Lissabontraktaten, for så vidt angår gennemsigtighed, er bestemmelsen om, at Rådets sammensætninger opdeles afhængigt af, om Rådet udøver sin lovgivende funktion eller andre funktioner, med den tilføjelse, at Rådets samlinger er offentlige, når det forhandler og stemmer om udkast til lovgivningsmæssige retsakter. Selv om det bemærkes, at medlemsstaterne ikke har fulgt konventets forslag om at oprette et reelt selvstændigt lovgivende råd, vurderes det, at det essentielle aspekt i dette forslag, nemlig sikring af offentlighed og gennemsigtighed i Rådets lovgivende arbejde, bevares.

(8)    For så vidt angår Rådets sammensætning og funktion, er den væsentligste fornyelse oprettelsen af Rådet for Udenrigsanliggender, som har den højtstående repræsentant/næstformand i Kommissionen som formand. Rådet for Udenrigsanliggender og Rådet for Almindelige Anliggender er de eneste to sammensætninger, der fastlægges i den nye traktat, som overlader det til Det Europæiske Råd at træffe afgørelse om de øvrige rådssammensætninger med kvalificeret flertal.

(9)    Indsatsen for at ændre det nuværende system med et roterende formandskab for Rådet, således at der sikres en større gennemsigtighed, sammenhæng og kontinuitet i dets arbejde, har haft blandede konsekvenser. Medlemsstaterne har faktisk lagt afstand til konventets forslag, idet de i sidste ende har fastholdt princippet om en ligelig rotation på betingelser fastsat ved en europæisk afgørelse truffet af Det Europæiske Råd, som træffer afgørelse med kvalificeret flertal. De reelle fordele ved dette princip kan der ikke siges noget præcist om på forhånd(32). Kun Rådet for Udenrigsanliggender (og Det Europæiske Råd) har en fast formand.

6.4.   Kommissionen

(1)    Et andet institutionelt spørgsmål, som var i centrum for drøftelserne, var spørgsmålet om Kommissionens sammensætning. Den valgte løsning, som gennemføres over tid, fjerner sig fra konventets forslag, men stemmer bedre overens med den politiske virkelighed og kan vurderes som positiv: Den giver mulighed for at respektere de nye medlemsstaters ønske om at være repræsenteret i Kommissionen i de første år efter deres tiltrædelse, idet der samtidig inden for en overskuelig fremtid (2014) sker en nødvendig reduktion af antallet af kommissærer (til to tredjedele af antallet af medlemsstater, hvilket med 27 medlemsstater betyder en reduktion af det nuværende antal kommissærer). Denne løsning, som er baseret på et rotationssystem, der skal sikre lighed mellem medlemsstaterne og afspejle Unionens demografiske og geografiske sammensætning, giver mulighed for at holde Kommissionens størrelse på et acceptabelt niveau. Frekvensen af den periode, hvor hver medlemsstat ikke udpeger en kommissær, bliver en ud af tre mandatperioder.

(2)    Lissabontraktaten sikrer også væsentlige fremskridt, for så vidt angår valget af formanden for Kommissionen, som fremover vælges af Europa-Parlamentet på forslag af Det Europæiske Råd, som træffer afgørelse med kvalificeret flertal. Dette styrker Kommissionens politiske legitimitet yderligere, især eftersom Det Europæiske Råd skal tage hensyn til resultaterne af valget til Europa-Parlamentet og foretage "passende høringer", inden det udpeger sin kandidat. Fremover skal hele Kommissionen, formanden, EU-udenrigsministeren, som udnævnes i henhold til en særlig procedure (jf. nedenfor), og Kommissionens medlemmer, der vælges af Rådet i samarbejde med formanden, godkendes samlet ved en afstemning i Europa-Parlamentet(33). Hele denne procedure viser på en synlig måde offentligheden, at Kommissionen er en udøvende myndighed af politisk karakter, der har behov for Parlamentets tillid, og ikke en forsamling af "anonyme og ukontrollerede bureaukrater", således som visse iagttagere påstår.

(3)    Det skal ligeledes bemærkes, at styrkelsen af den rolle, som formanden for Kommissionen spiller, navnlig for så vidt angår Kommissionens interne organisation og retten til at anmode om, at et medlem træder tilbage, går i retning af en øget effektivitet i Kommissionen.

6.5.   Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik/næstformand i Kommissionen

(1)    En af de væsentligste institutionelle fornyelser i Lissabontraktaten er oprettelsen af posten som Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, der samler de to eksisterende poster som henholdsvis højtstående repræsentant for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik og kommissær for eksterne forbindelser i én og samme person. Denne nyskabelse er i tråd med målsætningen om at sikre sammenhæng og synlighed i hele Unionens optræden udadtil. Den højtstående repræsentant har som ansvarlig for Unionens fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik to institutionelle "kasketter": dels er han formand for Rådet for Udenrigsanliggender, hvor han stiller forslag og sikrer gennemførelsen af Rådets beslutninger; dels er han næstformand i Kommissionen, hvor han varetager de ansvarsområder, Kommissionen har med hensyn til eksterne forbindelser, og påser, at der er sammenhæng i Unionens optræden udadtil. Han bistås af en europæisk tjeneste for EU’s optræden udadtil, der omfatter personale fra Kommissionen, Rådets generalsekretariat og de nationale diplomatiske tjenester, og som stiftes ved Rådets afgørelse efter udtalelse fra Parlamentet og Kommissionens godkendelse.

(2)    Den højtstående repræsentant er således næstformand i Kommissionen, men har en særlig status, hvilket fremgår af udnævnelsesproceduren og hans eventuelle fratrædelse: Det Europæiske Råd udnævner EU-udenrigsministeren med kvalificeret flertal og med samtykke fra Kommissionens formand. Det Europæiske Råd kan bringe hans tjenesteperiode til ophør efter samme procedure, og han træder tilbage, hvis formanden anmoder ham herom. Som medlem af Kommissionen skal han ligeledes undergives Europa-Parlamentets godkendelse, og medlemmerne af Kommissionen nedlægger samlet deres hverv, såfremt Europa-Parlamentet vedtager et mistillidsvotum(34).

(3)    Disse bestemmelser svarer hovedsagelig til det, som Parlamentet længe har forsvaret: Den højtstående repræsentant vil kunne styrke sammenhængen og effektiviteten i Unionens optræden udadtil, fremme oprettelsen af en reel fælles udenrigspolitik og øge Unionens synlighed på internationalt niveau ved at give den et "ansigt" udadtil. Den højtstående repræsentants tredobbelte politiske ansvarlighed over for Europa-Parlamentet, Rådet og formanden for Kommissionen er et positivt element. Der er imidlertid fortsat mulighed for konflikter mellem den højtstående repræsentant og formanden for Kommissionen eller formanden for Det Europæiske Råd, og hans dobbelte status kan medføre, at der opstår en loyalitetskonflikt i forhold til Rådet og Kommissionen.

6.6.   Den Europæiske Unions Domstol

Lissabontraktaten styrker ligeledes Domstolens rolle. "Den Europæiske Unions Domstol" består af "Domstolen", "Retten" og et antal "specialretter", som kan oprettes ved en forordning(35). Der er ikke væsentlige ændringer, for så vidt angår Domstolens og Rettens sammensætning og organisation, men det skal bemærkes, at der, for så vidt angår proceduren for udnævnelse af dommerne og generaladvokaterne, indføres en indledende fase: Før de udnævnes af medlemsstaterne, skal de kandidater, der er udnævnt af regeringerne, høres af et udvalg, der skal afgive udtalelse om kandidaternes kvalifikationer til at udøve deres embede. Dette udvalg skal bestå af syv personer (tidligere medlemmer af Domstolen, medlemmer af de højeste nationale retter og jurister, hvis faglige kvalifikationer er almindeligt anerkendt), heraf én foreslået af Europa-Parlamentet.

Den Europæiske Unions Domstol prøver lovligheden af retsakter vedtaget af Det Europæiske Råd og agenturerne. Fysiske og juridiske personers mulighed for prøvelse af retsakter fremmes. Retsakter inden for det retlige samarbejde i straffesager og politisamarbejdet kan være genstand for en afgørelse ved Domstolen, undtagen retsakter vedrørende gyldigheden eller proportionaliteten af operationer, som udføres af en medlemsstats politi eller andre retshåndhævende myndigheder, eller udøvelsen af medlemsstaternes beføjelser med hensyn til opretholdelse af lov og orden og beskyttelse af den indre sikkerhed. Endelig har Den Europæiske Unions Domstol, selv om den ikke har nogen kompetence vedrørende den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, kompetence til at prøve lovligheden af europæiske afgørelser om restriktive foranstaltninger over for fysiske eller juridiske personer. Domstolen kan ligeledes tage stilling til, om en foranstaltning falder ind under anvendelsesområdet for FUSP eller henhører under Unionens øvrige kompetenceområder.

6.7.   Unionens andre institutioner og dens rådgivende organer

(1)    Bestemmelserne om Den Europæiske Centralbank (som ophøjes til EU-institution) og Revisionsretten er stort set uændrede, dog er der en nyskabelse i forhold til forfatningen, fordi de to institutioner nu optræder på listen over institutioner i den nye artikel 13 i den ændrede TEU. Det skal desuden bemærkes, at medlemmerne af ECB’s direktion fremover udnævnes af Det Europæiske Råd med kvalificeret flertal og ikke, som tidligere, enstemmigt.

(2)    For så vidt angår Regionsudvalget og Det Økonomiske og Sociale Udvalg bemærkes det, at Regionsudvalget opnår ret til at anlægge sager om krænkelse af nærhedsprincippet i forbindelse med retsakter, hvis vedtagelse det ifølge Lissabontraktaten skal høres om.

* * *

Det kan således konkluderes, at Lissabontraktaten på trods af de foreslåede ændringer, som man ikke på forhånd kan bedømme effektiviteten af, når frem til en tydeliggørelse og en styrkelse af institutionernes kapacitet, idet "fællesskabsmetoden" og den institutionelle ligevægt bevares, hvilket bør give Unionen mulighed for at imødegå den nye situation, der er opstået som følge af udvidelsen, og hævde sig på den internationale scene.

7.      Akter og procedurer: et mere sammenhængende, præcist og forståeligt, men ikke perfekt system

7.1.   Med den nye traktat gøres der væsentlige fremskridt, for så vidt angår forenklingen og rationaliseringen af beslutningsprocedurerne og handlingsinstrumenterne. De fordele, der opnås, for så vidt angår procedurernes effektivitet og demokratiske legitimitet er indlysende. Desværre har medlemsstaterne besluttet at opgive de terminologiske ændringer, som blev indført med forfatningen, da disse var vigtige med henblik på at give borgerne en bedre forståelse af, hvem der gør hvad i Unionen og hvordan. Parlamentet kan kun beklage dette tilbageskridt, som indebærer en væsentlig forringelse af gennemsigtigheden.

7.2.   Retsakternes typologi forbliver næsten uændret med undtagelse af en lille forenkling: der anvendes fem typer af retsakter: forordningen, direktivet, afgørelsen, henstillingen og udtalelsen.

         Man opretholder forfatningens sondring mellem lovgivningsmæssige retsakter og gennemførelsesretsakter, hvilket er meget positivt, men forfatningstraktatens terminologi, lov og rammelov, er sløjfet, hvilket ikke fremme gennemsigtigheden. Fremover vil man have retsakter, der hedder forordninger, direktiver eller afgørelser – og gennemførelsesakter, der også hedder forordninger, direktiver eller afgørelser. Ideen om et klart normhierarki er altså tilsidesat.

         De termer, der anvendtes i forfatningen, var enkle og tydelige, og betegnelsen europæisk, som var knyttet til hver af kategorierne, gjorde det muligt for borgeren at forstå, hvad det drejede sig om, eftersom de fleste medlemsstater anvender en tilsvarende terminologi (en lov er en retsakt, der hidrører fra parlamentet, en forordning er en retsakt, der hidrører fra den udøvende myndighed eller den lokale administration), hvorved der blev gjort ende på den terminologiske forvirring og manglende præcision, der har hersket indtil nu. Man har imidlertid i stedet valgt at fortsætte med at betegne de lovgivningsmæssige retsakter som forordninger og direktiver, altså samme betegnelser som skal anvendes på ikke-lovgivningsmæssige retsakter, der dog vil få tilføjet betegnelsen "gennemførelses-" (eller "delegeret") for at sondre i forhold til de lovgivningsmæssige retsakter. Man fastholder altså en sprogbrug, som er så obskur, at den formentlig vil give borgeren associationer i retning af en bureaukratisk, uigennemskuelig myndighed, og samtidig så vildledende, at det fører til paradokser - det mest iøjnefaldende paradoks (i hvert fald i de lande, der benytter sig af denne terminologi) består i at kalde en lovgivningsmæssig retsakt for en "forordning".

7.3.   På trods af de nævnte terminologiske problemer etablerer den nye traktat imidlertid også et normhierarki. De lovgivningsmæssige retsakters forrang for gennemførelsesretsakterne fremgår tydeligt. Og selv om hovedreglen stadig er, at det er medlemsstaterne, der skal gennemføre de beslutninger, som træffes på europæisk plan, anerkendes Kommissionen klart som den europæiske udøvende myndighed, der skal træffe de nødvendige foranstaltninger til gennemførelse af de lovgivningsmæssige retsakter på europæisk plan, idet Rådet kun rent undtagelsesvist påtager sig udøvende funktioner, dvs. i de tilfælde, hvor det i henhold til traktaten udtrykkeligt er forpligtet hertil, eller i specifikt begrundede tilfælde i henhold til de lovgivningsmæssige retsakter.

7.4.   Indførelsen af en kategori med delegerede forordninger, som delegeres til Kommissionen af den lovgivende myndighed (Europa-Parlamentet og Rådet), kan bidrage til effektiviteten i Unionens tiltag udadtil, da den giver den lovgivende myndighed mulighed for at frigøre sig fra tekniske detaljer, som den udøvende myndighed kan håndtere hurtigere og mere hensigtsmæssigt; de delegerede forordninger ledsages af de nødvendige garantier for den lovgivende myndigheds kontrolmuligheder (gennem bl.a. to mekanismer, som gør det muligt for den lovgivende myndighed enten at blokere for Kommissionens vedtagelse af en foranstaltning eller at tilbagekalde delegationen), hvor den fulde ligestilling mellem Europa-Parlamentet og Rådet er sikret(36).

         Vi står altså over for et normhierarki, hvor forordninger, direktiver og afgørelser (i alt korthed) er de lovgivningsmæssige retsakter, medens gennemførelsesforordninger og gennemførelsesdirektiver er retsakter, som den udøvende myndighed vedtager for at bringe de lovgivningsmæssige retsakter i anvendelse, og endelig kan afgørelser også være såvel retsakter af rent politisk karakter (såsom en rådsafgørelse om at gøre brug af en passerelle) som individuelle gennemførelsesretsakter.

7.5.   De nye lovgivningsprocedurer: Lissabontraktaten lægger tydeligt vægten på den almindelige lovgivningsprocedure (som svarer til den nuværende fælles beslutningsprocedure). Dette er den primære lovgivningsprocedure, og de andre lovgivningsprocedurer opfattes som undtagelser ("særlige lovgivningsprocedurer"), som skal være udtrykkeligt fastsat i traktaterne. Denne procedure er kendetegnet ved Kommissionens initiativret (undtagen inden for visse dele af området med frihed, sikkerhed og retfærdighed, hvor den deler denne ret med mindst en fjerdedel af medlemsstaterne), og Parlamentets og Rådets fælles beslutningstagning (der foretages nogle mindre ændringer i den eksisterende fælles beslutningsprocedure, som netop sigter mod at understrege den fuldstændige lighed mellem de to institutioner), idet Rådet træffer afgørelse med kvalificeret flertal.

7.6.   Anvendelsesområdet for den almindelige lovgivningsprocedure er blevet udvidet væsentligt: omkring 50 nye retsgrundlag (i alt 86) – heraf visse med afgørende betydning, såsom området med frihed, sikkerhed og retfærdighed, landbrugs- og fiskeripolitikken, det europæiske forskningsrum og fastlæggelsen af udøvelseskompetencerne (der hidtil har været reguleret i en rammeafgørelse om "komitologi") eller den nuværende "finansforordning" (jf. bilag 3). På alle disse områder kan Rådet ikke længere træffe afgørelse alene, men kun efter aftale med Parlamentet.

7.7.   Anvendelsen af særlige lovgivningsprocedurer, hvor en institution vedtager retsakten med deltagelse af den anden institution – lige fra en egentlig godkendelse til en simpel udtalelse – er desværre for hyppig, og i visse tilfælde kan man opfatte valget af denne type procedure som et resultat af de indrømmelser, der er givet under forhandlingerne på regeringskonferencerne. Der er tre eksempler på retsakter (forordninger), der vedtages af Europa-Parlamentet med deltagelse af Rådet(37). Der er derimod 28 eksempler på love, der vedtages af Rådet(38). Retsakten om Unionens årlige budget er genstand for en særlige fælles lovgivningsprocedure med Europa-Parlamentet og Rådet (jf. nedenfor, punkt 8).

7.8.   På trods af disse undtagelser er det ubestrideligt, at Lissabontraktaten er et stort fremskridt, for så vidt angår effektivitet og demokratisk legitimitet i den europæiske lovgivning. Disse fremskridt ledsages i øvrigt af lignende fremskridt, for så vidt angår vedtagelsen af internationale aftaler, der indgås af Unionen, ved en øget anvendelse af proceduren med kvalificeret flertal i Rådet og kravet om Europa-Parlamentets godkendelse (f.eks. i forbindelse med aftaler, der iværksætter den fælles handelspolitik).

8.      Unionens finanser

8.1.   Et af de spørgsmål, der gav anledning til størst debat både i konventet og på regeringskonferencen i 2004, var reformen af systemet for Unionens finanser, navnlig budgetproceduren. Det drejede sig om at institutionalisere et system, der giver mulighed for i fremtiden at finansiere Unionen på en hensigtsmæssig, gennemsigtig og demokratisk måde og navnlig at konsolidere Europa-Parlamentets beføjelser som en del af budgetmyndigheden ved at give det afgørende indflydelse på Unionens budget, herunder de udgifter, der indtil nu har været klassificeret som "obligatoriske", f.eks. udgifterne til den fælles landbrugs- og fiskeripolitik. Det endelige resultat, selv om det generelt er positivt, blev fordrejet en smule af regeringskonferencen, som ikke fulgte konventets forslag til fulde. Derimod blev emnet slet ikke berørt under forhandlingerne i 2007.

8.2.   Konventet foreslog en enkel og afbalanceret model i tre trin:

-       Rådet skulle fortsat træffe afgørelse med enstemmighed (med efterfølgende godkendelse af medlemsstaterne i henhold til deres forfatningsmæssige bestemmelser) om de væsentlige aspekter af og loftet for Unionens egne indtægter(39); Europa-Parlamentet havde kun beføjelse til at afgive en udtalelse;

-       Europa-Parlamentet og Rådet skulle træffe fælles afgørelse om den finansielle ramme, som skulle indskrives i forfatningen under betegnelsen "den flerårige finansielle ramme" (Rådet skulle træffe afgørelse med kvalificeret flertal fra den første finansielle ramme efter forfatningens ikrafttræden);

-       De to institutioner skulle træffe fælles afgørelse om Unionens årlige budget: efter førstebehandlingen i hver institution, som kunne lede til indkaldelse af et forligsudvalg, ville Parlamentet have det sidste ord i tilfælde af uenighed, hvis der et meget stort flertal heri. I modsat fald ville Rådets holdning blive afgørende.

8.3.   Dette ville indebære, at medlemsstaterne ville få det sidste ord i fastlæggelsen af størrelsen og karakteren af Unionens udgifter, at budgetmyndighedens to parter skulle blive enige om programmeringen af udgifterne, og at Europa-Parlamentet – i tilfælde af uenighed om Unionens årlige budget – kunne få det sidste ord vedrørende samtlige udgifter (idet opdelingen mellem obligatoriske og ikke-obligatoriske udgifter ophæves) under lofterne i de finansielle overslag. I praksis ville der således være et kraftigt incitament for de to institutioner til at indgå forlig.

8.4.   En stor del af medlemsstaterne stillede spørgsmålstegn ved dette afbalancerede system og stillede under hele regeringskonferencen i 2004 forslag, der gik så langt som til at anfægte Europa-Parlamentets nuværende beføjelser på området og risikerede at ødelægge idéen om finansielt demokrati i Unionen. Takket være indsatsen fra især Europa-Parlamentets repræsentanter og det italienske og irske formandskab lykkedes det at opnå et kompromis, som i alt væsentligt bevarede Parlamentets beføjelser på området: Dette kompromis blev ikke anfægtet i 2007. De eneste ændringer på området skyldes den beklagelige opgivelse af den retsaktsterminologi, forfatningen indeholdt(40):

-       Konventets forslag blev bibeholdt for så vidt angik Unionens egne indtægter;

-       Den finansielle ramme skal stadig vedtages af de to institutioner, men Rådet træffer afgørelse med enstemmighed, indtil Det Europæiske Råd, ligeledes med enstemmighed, træffer afgørelse om, at Rådet kan træffe afgørelse med kvalificeret flertal;

-       Også Unionens årlige budget skal vedtages af Europa-Parlamentet og Rådet, men i tilfælde af uenighed mellem de to institutioner skal proceduren starte forfra med Kommissionens fremsættelse af et nyt budgetforslag(41).

8.5.   Denne løsning bevarer som nævnt Europa-Parlamentets væsentligste budgetbeføjelser, og Parlamentet får afgørende indflydelse på hele budgettet i kraft af, at sondringen mellem obligatoriske og ikke-obligatoriske udgifter fjernes. Bibeholdelsen af enstemmighed i forbindelse med vedtagelsen af den flerårige finansielle ramme komplicerer de kommende forhandlinger på området væsentligt og svækker det incitament til konsensus mellem institutionerne på budgetområdet, som var underforstået i konventets forslag.

9.      Fremskridt inden for sektorpolitikkerne

         Bestemmelserne vedrørende ændringerne af Unionens politikker er placeret i TEUF (med undtagelse af de generelle regler for EU's optræden udadtil og bestemmelserne vedrørende FUSP, der befinder sig i TEU). Tredje del indeholder bestemmelser om "Unionens interne politikker og foranstaltninger", fjerde del omhandler "De oversøiske lande og territoriers associering", og fjerde del "Unionens optræden udadtil". Den nye traktat begrænser sig stort set til at foretage proceduremæssige ændringer i de nuværende traktater, vedrørende definitionen og gennemførelsen af sektorpolitikker og især retsgrundlaget for Unionens tiltag på hvert område. Man kan måske hævde, at mange af disse bestemmelser kunne have været forenklet eller tilpasset de forandringer, der er sket, siden de blev udarbejdet. Men sandheden er, at det mandat, Det Europæiske Råd i sin tid gav konventet, ikke gav det mulighed for at foretage en tilbundsgående revision af disse bestemmelser, regeringskonferencen i 2004 gjorde det heller ikke, og ved genoptagelsen af forhandlingerne i 2007 var der reelt intet politisk grundlag for at genåbne dette tunge dossier.

         De ændringer, der er foretaget af Unionens politikker, er således i alt væsentligt en følge af de strukturelle, institutionelle og proceduremæssige ændringer, der er foretaget i den nye traktat, såsom afskaffelsen af søjlerne, definitionen af Unionens kompetencer, institutionerne, beslutningsprocedurerne og de juridiske instrumenter. Hvad angår selve politikkernes indhold er det småt med nyheder, idet området med frihed, sikkerhed og retfærdighed (omtrent svarende til den gamle tredje søjle) og udenrigspolitikken, og især den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, er de områder, hvor ændringerne er mest mærkbare. Hvad de øvrige sektorpolitikker angår, vedrører ændringerne især de procedurer, der skal finde anvendelse, og opdelingen af retsgrundlag mellem lovgivningsmæssige og ikke-lovgivningsmæssige retsakter, hvilket i sig selv kan være en garanti for større effektivitet, demokratisk legitimitet og gennemsigtighed i Unionens tiltag set i lyset af de positive ændringer, der er analyseret i det foregående. Ganske vist var der i forfatningen indført retsgrundlag, som så ud til at indebære nye kompetencer, men da der i hovedsagen var tale om områder, hvor Unionen allerede var aktiv via andre artikler, herunder artikel 308, drejede det sig primært om at præcisere, hvordan Unionen skulle bruge disse kompetencer (f.eks. inden for områderne energi, sundhed, rummet, sport og turisme). Disse nye bestemmelser er bevaret med visse ændringer. Desuden er der indført to vigtige nyskabelser vedrørende henholdsvis kampen mod klimaændringer og solidaritet på energiområdet - to problemer, der ligger borgerne meget på sinde, og hvor EU's indsats kan give en klar merværdi. Her drejer det sig om nye målsætninger snarere end om nye kompetencer. Endvidere bemærkes indførelsen af et indledende kapitel, der indeholder de horisontale bestemmelser, som finder anvendelse på alle politikkerne. Heri skal gennemgås ændringernes væsentligste aspekter med henblik på at finde ud af, hvorvidt de giver Unionen mulighed for at træffe mere effektive og demokratiske foranstaltninger på de pågældende områder.

9.1.   Området med frihed, sikkerhed og retfærdighed

(1)    For så vidt angår de interne politikker, er det inden for området med frihed, sikkerhed og retfærdighed, at Lissabontraktaten er mest nyskabende, navnlig ved afskaffelsen af søjlestrukturen og integreringen af det retlige samarbejde i straffesager og politisamarbejdet (som hidtil har været omfattet af tredje søjle) i "fællesskabsmetoden" gennem generel anvendelse af den almindelige lovgivningsprocedure og afstemning med kvalificeret flertal. Dette var allerede tilfælde i forfatningstraktaten, men med Lissabontraktaten er der foretaget endnu en væsentlig ændring af dette område, som fremover vil spille en afgørende rolle i den europæiske integration.

         Integrationen af den tidligere tredje søjle i fællesskabsmetoden forhindrer ikke, at der stadig er visse institutionelle særheder: Det Europæiske Råd fastlægger (ved konsensus) de strategiske retningslinjer for den lovgivningsmæssige og operationelle programudformning, uden at Parlamentet inddrages; lovgivningsinitiativet deles mellem Kommissionen og en fjerdedel af medlemsstaterne (og ikke længere én enkelt medlemsstat som nu) inden for det retlige samarbejde i straffesager og politisamarbejdet; de nationale parlamenters rolle styrkes, navnlig hvad angår kontrollen med overholdelsen af nærhedsprincippet (krav om en fjerdedel af de nationale parlamenter for at kunne udløse den tidlige varslingsmekanisme i stedet for en tredjedel), og hvad angår evalueringen af gennemførelsen af EU's politikker på dette område, og kontrollen med Eurojusts og Europols virksomhed.

(2)    Målet med politikkerne på dette område er tydelige, og deres definition uddybes. Unionens tiltag på området er udtrykkeligt underordnet de grundlæggende rettigheder. Adgangen til retssystemet er fastlagt som generelt mål. Den gensidige anerkendelse af de forskellige systemer og indbyrdes tilnærmelser af medlemsstaternes straffelovgivning er anerkendt som sidestillede midler til opnåelse af disse politikker.

         Politikkerne for asyl og indvandring, grænsekontrol og visumkrav anerkendes som fælles EU-politikker, som er underlagt princippet om solidaritet og ligelig ansvarsdeling mellem medlemsstaterne.

         Den nye traktat udgør også et væsentligt fremskridt, for så vidt angår samarbejde om civilretlige spørgsmål og retligt samarbejde i straffesager samt politisamarbejde især som følge af anvendelsen af den almindelige lovgivningsprocedure.

(3)    Det civilretlige samarbejde er således udvidet til at omfatte alle spørgsmål med grænseoverskridende virkninger og bygger på princippet om gensidig anerkendelse af retsafgørelser og udenretslige afgørelser, idet den almindelige lovgivningsprocedure finder anvendelse på eventuelle indbyrdes tilnærmelser af medlemsstaternes love undtagen inden for familieret, hvor der kræves enstemmighed (rådsforordning med simpel høring af Europa-Parlamentet). Rådet kan imidlertid selv med enstemmighed og efter høring af Parlamentet beslutte at udvide den almindelige lovgivningsprocedure til at omfatte visse aspekter af familieretten, der har grænseoverskridende virkninger.

(4)    Inden for det strafferetlige samarbejde er den store nyskabelse, at den almindelige lovgivningsprocedure (kvalificeret flertal) anvendes i forbindelse med indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love både på det processuelle plan (regler og procedurer, der skal sikre anerkendelse af alle former for domme og retsafgørelser i hele Unionen osv.) samt på det materielle strafferetlige plan: Ifølge TEUF kan der fastsættes minimumsregler for, hvad der skal anses for kriminalitet af særlig grov karakter, der har grænseoverskridende dimension, samt straffene herfor. I henhold til den nye traktat kan Rådet endog med enstemmighed og Parlamentets godkendelse på andre strafferetlige områder og i forbindelse med andre strafbare handlinger beslutte, at den almindelige lovgivningsprocedure skal finde anvendelse..

         Denne udvikling har fremprovokeret stor modstand fra visse medlemsstaters side på trods af garantien om, at den europæiske lovgivning på dette område skal overholde de grundlæggende aspekter i medlemsstaternes retssystemer. For at nå frem til en aftale havde regeringskonferencen i 2004 indført en slags "nødbremse", der blev yderligere forstærket under forhandlingerne i 2007, og som gør det muligt at give de medlemsstater, der har problemer på området, de nødvendige garantier uden dog fuldstændigt at blokere for udvikling: Hvis en medlemsstat således finder, at et lovgivningsforslag vil gribe ind i "grundlæggende aspekter af den pågældende medlemsstats strafferetlige system", kan den anmode om, at spørgsmålet forelægges Det Europæiske Råd. Det Europæiske Råd har derpå fire måneder til at opnå en konsensus og sende sagen tilbage til Rådet med henblik på genoptagelse af behandlingen. Hvis der efter de fire måneder fortsat er uenighed, vil der automatisk blive iværksat et forstærket samarbejde på området, baseret på det pågældende lovgivningsforslag, hvis mindst 9 medlemsstater udtrykker ønske herom.

(5)    Europa-Parlamentet kan også glæde sig over, at den nye traktat har fastholdt konventets forslag om at oprette en europæisk anklagemyndighed med henblik på at bekæmpe lovovertrædelser, der skader Unionens finansielle interesser. Den europæiske anklagemyndighed vil på trods af kraftig modstand fra flere delegationers side under regeringskonferencen i 2004 kunne retsforfølge gerningsmændene. Der kræves ligesom i forfatningen fortsat enstemmighed i Rådet og godkendelse fra Parlamentet for at kunne vedtage rådsforordningen om oprettelsen, men der blev under forhandlingerne i 2007 indført en bestemmelse, der som et modstykke til den føromtalte nødbremse kunne kaldes en "nødspeeder": i tilfælde af manglende enstemmighed i Rådet kan en gruppe på mindst ni medlemsstater anmode om, at udkastet til forordning forelægges Det Europæiske Råd. Det Europæiske Råd skal i tilfælde af konsensus inden for fire måneder forelægge Rådet udkastet på ny med henblik på vedtagelse. Såfremt der efter fire måneder ikke er opnået konsensus i Rådet, kan en gruppe på mindst ni medlemsstater anmode om, at man automatisk iværksætter et forstærket samarbejde.

         Desuden gives der via en "passerelle"-bestemmelse mulighed for at udvide Den Europæiske Anklagemyndigheds beføjelser til at omfatte bekæmpelse af grov kriminalitet med en grænseoverskridende dimension ved afgørelse truffet af Det Europæiske Råd med enstemmighed efter Europa-Parlamentets godkendelse.

(6)    Endelig indføres den almindelige lovgivningsprocedure også inden for politisamarbejdet, selv om der stadig kræves enstemmighed i forbindelse med foranstaltninger vedrørende operationelt samarbejde og en medlemsstats kompetente myndigheders indgreb på en anden medlemsstats territorium. Ligesom i tilfældet med anklagemyndigheden indførtes der på regeringskonferencen i 2007 en "nødspeeder", som i tilfælde af en blokering af proceduren gør det muligt for mindst 9 medlemsstater at iværksætte et forstærket samarbejde.

(7)    Endelig bør det erindres, at der på foranledning af navnlig Det Forenede Kongerige, hvis særlige stilling inden for retlige og indre anliggender allerede var anerkendt (hvilket også gjaldt for Irland og – via en anden foranstaltning – Danmark(42)), blev tilføjet protokoller til bekræftelse af denne særstatus. Som betingelse for at skrive under havde Det Forenede Kongerige således krævet, at de to protokoller om de særlige forhold for Det Forenede Kongerige og Irland (som på en vis måde er tvunget til at følge Det Forenede Kongerige på grund af de særaftaler, de to lande har indgået på området) blev ændret med hensyn til udbygningen af området med frihed, sikkerhed og retfærdighed og navnlig med hensyn til foranstaltningerne til udbygning af Schengen-reglerne.

         Disse to medlemsstaters status skyldes særlige faktorer: Der er tale om østater, som ikke har identitetskort til deres indbyggere, og som har et "common law"-system.

         Den allerede eksisterende undtagelsesordning for Det Forenede Kongerige og Irland med hensyn til indvandrings-, asyl- og visumpolitik samt civilretligt samarbejde blev således udvidet til også at omfatte det strafferetlige samarbejde og politisamarbejdet(43). Med hensyn til Schengen-reglerne, hvor Rådet havde accepteret, at Det Forenede Kongerige og Irland kunne deltage på enkeltsagsbasis, forudsat at de også deltog i videreudviklingen af disse delforanstaltninger, behøver de to stater ikke at deltage i disse udbygningsforanstaltninger, hvis de ikke ønsker det. De kan imidlertid risikere at blive udelukket hele eller dele af det pågældende Schengen-område, hvis Rådet, Det Europæiske Rådet eller i sidste instans Kommissionen beslutter det(44).

         Herudover har Det Forenede Kongerige med hensyn til overgangen til den nye retlige ordning for retsakter under den tidligere tredje søjle, navnlig hvad angår Domstolens og Kommissionens kontrolbeføjelser, opnået en tilføjelse til protokollen om overgangsforanstaltninger, ifølge hvilken de foranstaltninger vedrørende strafferetligt samarbejde og politisamarbejde, som allerede eksisterede på tidspunktet for den nye traktats ikrafttrædelse, ikke er omfattet af disse kontrolbeføjelser i en periode på op til fem år (eller indtil disse retsakter ændres efter de nye procedurer). Det Forenede Kongerige kan selv efter udløbet af perioden på fem år meddele, at det ikke accepterer den nye ordning for disse retsakter, men i så fald ophører alle eksisterende retsakter på området med at finde anvendelse på Det Forenede Kongerige, som ikke desto mindre kan blive tvunget til at bære eventuelle direkte finansielle konsekvenser, "der nødvendigvis og uundgåeligt opstår, fordi Det Forenede Kongerige ikke længere deltager i disse retsakter", hvis Rådet træffer afgørelse herom(45).

9.2.   Andre interne politikker

(1)    Ud over indførelsen af nogle nye retsgrundlag, der svarer til de få "nye" – eller bedre definerede – kompetencer i del I, er de ændringer, der indføres med den nye traktat inden for de andre sektorpolitikker, især en konsekvens af fastlæggelsen af den fælles beslutningsprocedure (og således afstemning med kvalificeret flertal) som den almindelige lovgivningsprocedure og sondringen mellem lovgivningsmæssige retsakter og gennemførelsesretsakter i den nye definition.

(2)    Blandt de mest opsigtsvækkende ændringer skal nævnes ændringerne inden for landbrugs- og fiskeripolitikken: Den almindelige lovgivningsprocedure finder anvendelse på vedtagelsen af lovgivningsmæssige retsakter, der fastlægger reglerne for den fælles ordning for markederne for landbrugsvarer, samt på andre bestemmelser, der er nødvendige for at nå målene for den fælles landbrugs- og fiskeripolitik (på nuværende tidspunkt har Europa-Parlamentet kun høringsret). Det betyder, at udformningen af hovedprincipperne for den fælles landbrugs- og fiskeripolitik nu også vedtages af Europa-Parlamentet og ikke længere af landbrugsministrene alene. Til gengæld er prisregulering, afgifter, støtte og kvantitative restriktioner såvel som fordeling af fiskekvoter omfattet af gennemførelsesretsakter, som det påhviler Rådet at vedtage i form af gennemførelsesforordninger eller -afgørelser.

(3)    Til politikken for forskning og teknologisk udvikling føjes et nyt element, nemlig rumpolitikken. Et flerårigt rammeprogram for forskning fastlægges ved retsakt med kvalificeret flertal. Samtidig iværksættes et europæisk forskningsrum med fri bevægelighed for forskere samt videnskabelig og teknologisk viden gennem forordninger, der vedtages i henhold til den almindelige lovgivningsprocedure. Der kan ligeledes vedtages et europæisk rumprogram efter den almindelige lovgivningsprocedure.

(4)    Det nye afsnit om energi sigter blandt andet mod at sikre energimarkedets funktion og energiforsyningssikkerheden i Unionen samt fremme energieffektivitet og udvikling af vedvarende energikilder. Den nye traktat har imidlertid indført en begrænsning af Unionens tiltag, således at disse ikke berører en medlemsstats ret til at fastsætte betingelserne for udnyttelsen af dens energiressourcer, dens valg mellem forskellige energikilder og den generelle sammensætning af dens energiforsyning. Selv om der er krav om anvendelse af den almindelige lovgivningsprocedure og kvalificeret flertal på dette område, fastslår regeringskonferencen at foranstaltninger af hovedsagelig fiskal karakter træffes ved europæisk lov eller rammelov vedtaget af Rådet med enstemmighed og efter høring af Parlamentet. Dog kan Rådet med enstemmighed træffe afgørelse om, at den almindelige lovgivningsprocedure finder anvendelse på disse områder. På baggrund af den offentlige debat, der har fundet sted i de seneste to år, blev der under regeringskonferencen i 2007 indføjet en særlig bestemmelse om solidaritet mellem medlemsstaterne på energiområdet, sådan som Parlamentet havde ønsket det.

(5)    Medlemsstaterne opnåede på regeringskonferencen i 2007 også enighed om at tilføje en specifik reference til kampen mod klimaændringer for at give EU et mere specifikt retsgrundlag, der kunne sætte det i stand til at træffe bindende foranstaltninger på området.

(6)    Med hensyn til folkesundhed føjer den nye traktat bekæmpelse af "alvorlige grænseoverskridende sundhedstrusler", varsling i tilfælde af sådanne trusler og bekæmpelse heraf til de tilskyndelsesforanstaltninger, Unionen skal træffe. Unionen skal ligeledes blandt andet træffe foranstaltninger til fastsættelse af høje standarder for kvaliteten og sikkerheden af lægemidler og medicinsk udstyr samt foranstaltninger med henblik på beskyttelse af folkesundheden i forbindelse med tobak og alkoholmisbrug. Det skal understreges, at det i den nye traktat præciseres, at Unionens indsats på området respekterer medlemsstaternes ansvar for udformningen af deres sundhedspolitik samt for organisation og levering af sundhedstjenesteydelser og behandling på sundhedsområdet, hvilket omfatter forvaltningen af sundhedstjenesteydelser og behandling på sundhedsområdet samt fordelingen af de midler, der afsættes hertil.

(7)    Det er måske beklageligt, at den endelige tekst ikke foretager mere omfattende ændringer inden for social- og arbejdsmarkedspolitikken, navnlig for så vidt angår udvidelsen af anvendelsesområdet for kvalificeret flertal (ingen ændringer i forhold til den nuværende situation). Det ville dog ikke være korrekt at hævde, at Lissabontraktaten udgør et tilbageskridt på dette område; der er tværtimod tale om visse fremskridt: ud over at placere social- og arbejdsmarkedspolitikken blandt områderne med delt kompetence og angive udtrykkeligt, at EU kan tage initiativer til samordning af medlemsstaternes politikker, gør den nye traktat fremskridt i følgende henseender:

-       "fuld beskæftigelse" og "sociale fremskridt" anerkendes blandt Unionens mål

-       blandt de "almindelige bestemmelser" (i første del af TEUF) indføjes en "social klausul" en social klausul af horisontal karakter i starten af del III, i henhold til hvilken Unionen ved fastlæggelsen og gennemførelsen af alle sine politikker tager hensyn til de krav, der er knyttet til "fremme af et højt beskæftigelsesniveau, sikring af passende social beskyttelse, bekæmpelse af social udstødelse samt et højt niveau for uddannelse, erhvervsuddannelse og beskyttelse af menneskers sundhed"

-       der indføres et retsgrundlag, der giver mulighed for anerkendelse og bevaring af tjenesteydelser af almen økonomisk interesse; desuden blev der på regeringskonferencen i 2007 tilføjet en protokol om tjenesteydelser af almen interesse, hvori det præciseres, at traktaternes bestemmelser på ingen måde berører medlemsstaternes beføjelse til at levere, udlægge og tilrettelægge "ikke-økonomiske tjenesteydelser af almen interesse", dvs. offentlige tjenesteydelser i snæver forstand

-       TEUF anerkender udtrykkeligt "arbejdsmarkedsparternes" rolle og navnlig de sociale trepartstopmøder om vækst og beskæftigelse, som bidrager til den sociale dialog.

(8)    Endelig skal det bemærkes, at den almindelige lovgivningsprocedure finder anvendelse inden for sociale sikringstiltag, der sigter mod at sikre vandrende lønnede og ulønnede arbejdstageres ret til ydelser. Dette kombineres med endnu en "nødbremse": Hvis en medlemsstat finder, at tiltag vil berøre "vigtige aspekter af den pågældende medlemsstats sociale sikringssystem, herunder anvendelsesområde, omkostninger og økonomisk struktur, eller berøre dette systems finansielle balance", kan den anmode om, at spørgsmålet forelægges Det Europæiske Råd (i så fald suspenderes lovgivningsproceduren). Efter drøftelse skal Det Europæiske Råd inden fire måneder efter denne suspension enten forelægge Rådet udkastet på ny, hvilket bringer suspensionen til ophør, eller anmode Kommissionen om at forelægge et nyt forslag. Såvel i dette tilfælde som i tilfælde af manglende handling anses det oprindelige udkast for ikke-vedtaget.

(9)    Samtidig kan det konstateres, at ændringstraktaten ikke ændrer noget på det fiskale område, hvor enstemmighed stadig er hovedreglen: Selv de (meget begrænsede) tilfælde med overgang til den almindelige lovgivningsprocedure (og altså kvalificeret flertal), som konventet havde foreslået inden for administrativt samarbejde og bekæmpelse af svig og ulovlig skatteunddragelse (efter Rådets enstemmige konstatering af, at disse foranstaltninger lå inden for dette område), blev ikke fastholdt af regeringskonferencen.

(10)  Et andet område, som har været genstand for drøftelser, men hvor ændringerne er forholdsvis begrænsede, er den økonomiske forvaltning. Følgende elementer skal imidlertid fremhæves: samordning af de økonomiske politikker og beskæftigelsespolitikkerne (på trods af at regeringskonferencen i 2004 ændrede konventets tekst for at fremhæve, at det er medlemsstaterne, der samordner deres politikker i henhold til fremgangsmåderne i Unionen), som ledsages af en mindre styrkelse af Kommissionens stilling, og styrkelsen af de særlige bestemmelser for de medlemsstater, der har euroen som valuta: f.eks. træffer Rådet afgørelse om nye medlemsstaters indførelse af euroen (foreslået af Kommissionen) efter at have modtaget en henstilling fra et kvalificeret flertal af de af dets medlemsstater, der allerede har euroen som valuta.

         De nærmere bestemmelser for afholdelsen af møder i Eurogruppen fastlægges i en protokol herom. Den nye traktat indeholder ligeledes en erklæring om stabilitets- og vækstpagten. Denne pagt var i øvrigt genstand for livlige drøftelser mellem visse delegationer under regeringskonferencen i 2004, hvilket medførte vedtagelse af nogle ændringer i konventets tekst, som navnlig giver sig udslag i en afdæmpning af den rolle, Kommissionen skal spille i forbindelse med proceduren ved uforholdsmæssigt store underskud (de henstillinger, som Rådet retter til den pågældende medlemsstat, skal som nu vedtages efter henstilling fra Kommissionen og ikke, som foreslået af konventet, efter Kommissionens forslag).

9.3.   Den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik

(1)    Bestemmelserne for Unionens optræden udadtil har undergået kraftige ændringer, navnlig på det institutionelle plan. Det drejer sig imidlertid også om et område, hvor Lissabontraktaten har fjernet sig meget fra forfatningstraktaten rent strukturelt.

         Regeringskonferencen i 2004 fulgte således konventets linje med hensyn til den strukturelle enhed af bestemmelserne vedrørende EU's optræden udadtil, som alle, med undtagelse af de to artikler, der definerede de generelle principper, og som befandt sig i første del, var placeret i forfatningens tredje del, afsnit V, under overskriften "Unionens optræden udadtil". Lissabontraktaten har derimod placeret de generelle bestemmelser for Unionens optræden udadtil og samtlige bestemmelser vedrørende FUSP, herunder forsvarsbestemmelserne, i afsnit V i TEU, hvorimod resten af bestemmelserne vedrørende de andre udenrigspolitiske aspekter (fælles handelspolitik, samarbejde med tredjelande, humanitær bistand etc.) er indarbejdet i TEUF's femte del. Den omstændighed, at de to traktater har samme juridiske værdi – hvilket de hver især påpeger i deres indledende artikler(46) - synes at give sikkerhed for de fremskridt, som afskaffelsen af søjlestrukturen har medført, og begrænse en eventuel risiko for, at der opstår uoverensstemmelser mellem de respektive bestemmelser, og at den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitiks mellemstatslige karakter "forurener" den mere "fællesskabsstyrede" karakter af de øvrige eksterne forbindelser, men der vil være behov for en konstant helhedsfortolkning af de to traktater for at sikre fremskridtene og forebygge denne risiko. Længe leve klarheden!

         Derimod har Lissabontraktaten, hvis ikke i form så i indhold, bevaret den vigtigste nyskabelse af institutionel karakter fra forfatningstraktaten: der oprettes en post som Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, som erstatter forfatningens udenrigsminister, men praktisk talt overtager alle dennes funktioner og kompetencer (jf. punkt 6.5. ovenfor). Denne højtstående repræsentant, som vil bære "to kasketter", da han skal lede den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik og samordne alle Unionens tiltag udadtil, er den vigtigste af de udenrigspolitiske nyskabelser i den nye traktat. Parlamentet håber, at denne nye post kan bidrage til at skabe større sammenhæng og effektivitet i Unionens optræden udadtil, men dette vil i høj grad afhænge af, hvilket forhold der etableres mellem den højtstående repræsentant, formanden for Kommissionen og den nye valgte formand for Det Europæiske Råd.

         For så vidt angår den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, som fortsat henhører under det mellemstatslige område, hvor Det Europæiske Råd spiller en afgørende rolle, er enstemmighed fortsat hovedreglen, idet kvalificeret flertal kun anvendes i forbindelse med afgørelser truffet af Det Europæiske Råd (eller forslag forelagt af Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik efter anmodning fra Det Europæiske Råd) eller Rådet. Der fastlægges selv her en "nødbremse", i tilfælde af at en medlemsstat modsætter sig vedtagelsen af en afgørelse med kvalificeret flertal af vitale politiske årsager. Under regeringskonferencen i 2004 var der flere forslag om at gå videre i retning af kvalificeret flertal, men ingen af disse, det være sig fra konventet (kvalificeret flertal for forslag stillet af den højtstående repræsentant med Kommissionens støtte) eller fra det italienske formandskab (kvalificeret flertal for alle den højtstående repræsentants forslag) var i stand til at overvinde en række medlemsstaters modstand. Den nye traktat har dog bevaret en særlig FUSP-passerelle, som også optrådte i forfatningen, og ifølge hvilken Det Europæiske Råd med enstemmighed kan beslutte, at der også skal anvendes kvalificeret flertal på andre områder (dog ikke i forbindelse med afgørelser, der har militære eller forsvarsmæssige følger).

        Det er indlysende, at anvendelsen af denne passerelle vil støde på store vanskeligheder.

         Europa-Parlamentet får for sin del en generel ret til at blive informeret eller hørt og til at udøve kontrol (spørgsmål, forespørgsler, forhandlinger) og til at stemme om FUSP-budgettet. Domstolens kompetence inden for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik er begrænset til at definere skillelinjerne mellem FUSP og EU's øvrige virksomhedsfelter samt til at kontrollere lovligheden af EU-afgørelser, der kan medføre restriktive foranstaltninger over for fysiske personer.

         Man kan kort sagt beklage, at der ikke er taget yderligere skridt, navnlig hvad angår beslutningstagning med kvalificeret flertal, men realistisk set må man acceptere, at udenrigspolitikken på den europæiske integrations nuværende stade er så stærkt knyttet til de nationale beføjelser, at man ikke kan gøre sig håb om indførelse af en egentlig fælles udenrigspolitik, så længe ikke alle medlemsstater har den politiske vilje hertil. Den nye traktats største bidrag er først og fremmest tilvejebringelsen af de institutionelle betingelser, der kan gøre det muligt at tilskynde medlemsstaterne til i fællesskab at forsøge at fastlægge en fælles tilgang til de internationale problemer, der kræver en sådan, og at konsultere hinanden, inden de tager unilaterale skridt, der kan skade fælles interesser.

(2)    Det er særligt inden for den fælles sikkerhedspolitik, at den nye traktat giver mulighed for de største fremskridt, idet regeringskonferencen i 2004 gjorde væsentlige fremskridt, som endog gik videre end konventets forslag, og som blev overtaget næsten uændret under forhandlingerne i 2007.

         Udsigten til et fælles forsvar eller i hvert fald en fastlæggelse af en fælles forsvarspolitik, hvis principper allerede er fastlagt i Maastrichttraktaten, er således blevet mere realistisk(47). Denne fælles forsvarspolitik giver Unionen en operationel kapacitet, der er baseret på civile og militære midler. De væsentligste nyskabelser på dette område omfatter:

-       udvikling af målene for de såkaldte Petersbergopgaver(48);

-       oprettelse af et europæisk forsvarsagentur (Det Europæiske Agentur for Udvikling af Forsvarskapaciteter, Forskning, Anskaffelser og Forsvarsmateriel)(49);

-       muligheden for, at der ved Rådets afgørelse med kvalificeret flertal kan oprettes et permanent struktureret forsvarssamarbejde mellem de medlemsstater, der opfylder kriterierne og tiltræder forpligtelserne med hensyn til militær kapacitet (en protokol fastlægger betingelserne for iværksættelsen af dette strukturerede samarbejde);

-       fastlæggelsen af, at de øvrige medlemsstater, hvis en medlemsstat udsættes for et væbnet angreb på sit område, skal yde den pågældende medlemsstat al den hjælp og bistand, der ligger inden for deres formåen, i overensstemmelse med De Forenede Nationers pagt og med de forpligtelser, medlemmerne af Den Nordatlantiske Traktats Organisation har. I den nye traktat understreges det, at denne forpligtelse ikke berører den særlige karakter af visse medlemsstaters sikkerheds- og forsvarspolitik, hvilket for de traditionelt "neutrale" stater er en væsentlig garanti;

-       Muligheden for, at Rådet kan overdrage gennemførelsen af en opgave på EU-plan til en gruppe af medlemsstater for at bevare Unionens værdier;

-       Oprettelsen af en opstartsfond, der består af bidrag fra medlemsstaterne, i forbindelse med militærudgifter, der ikke henhører under Unionens budget;

-       Fastlæggelsen af en procedure med henblik på at sikre hurtig adgang til bevillinger på Unionens budget.

(3)  I forfatningen indsættes endvidere en solidaritetsbestemmelse, i henhold til hvilken de andre medlemsstater yder bistand, såfremt en medlemsstat anmoder herom, hvis denne medlemsstat udsættes for et terrorangreb eller er offer for en naturkatastrofe. Reglerne for Unionens gennemførelse af solidaritetsbestemmelsen fastlægges af Rådet på fælles forslag af Kommissionen og Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik. Rådet træffer afgørelse med enstemmighed, når denne afgørelse har indvirkning på forsvarsområdet. Parlamentet underrettes herom.

(4)  Der er således sket væsentlige fremskridt, som ikke sår tvivl om hverken visse medlemsstaters særlige stilling inden for sikkerheds- og forsvarspolitikken eller om forpligtelserne for de medlemsstater, der er medlemmer af Den Nordatlantiske Traktats Organisation. Der er heller ikke risiko for, at Unionen omdannes til en aggressiv militærblok, som nogen synes at frygte. Nogle havde uden tvivl gerne set, at man gik længere, navnlig for så vidt angår kvalificeret flertal. I lyset af dette områdes mellemstatslige karakter og den politiske virkelighed, som regeringskonferencen indskriver sig i, må det endelige resultat ikke desto mindre vurderes forholdsvist positivt. Ikke desto mindre blev affattelsen af visse bestemmelser under regeringskonferencen i 2007, efter pres fra visse medlemsstater, ændret ud fra et – i visse tilfælde helt overflødigt – ønske om at sikre, at Unionen inden for FUSP begrænser sig til kun at gøre det, traktaten giver den beføjelse til. Samtidig er den nye traktat blevet "suppleret" med en række ligeledes overflødige erklæringer(50), hvor denne idé gentages, undertiden på letkøbt vis. Selv om dette måske ikke er egentlig skadeligt, fordi der kun er tale om, at man på en lidt selvindlysende måde gentager indholdet af traktatens bestemmelser, røber det en temmelig negativ indstilling til den europæiske integration og kan ikke undgå at sende et forkert signal til befolkningen.

9.4.   Andre områder inden for Unionens optræden udadtil

(1)    For så vidt angår Unionens optræden udadtil, skal de positive ændringer inden for den fælles handelspolitik endvidere understreges. Anvendelsesområdet herfor er udvidet, for så vidt angår handel med tjenesteydelser og intellektuel ejendomsret. Europa-Parlamentets rolle er styrket: Den almindelige lovgivningsprocedure finder anvendelse i forbindelse med gennemførelsen af den fælles handelspolitik; der aflægges regelmæssigt beretning til Europa-Parlamentet om forhandlingerne i forbindelse med internationale aftaler; sådanne aftaler kan kun gennemføres med Parlamentets godkendelse. Man kan her bemærke, at Lissabontraktaten bekræfter det, der kaldes den "kulturelle undtagelse"(51), som udvides til at omfatte andre områder.

(2)    Endelig kan Europa-Parlamentet, for så vidt angår humanitær bistand, glæde sig over etableringen af et særskilt retsgrundlag, der er undergivet den almindelige lovgivningsprocedure, hvorved der oprettes et frivilligt europæisk korps for humanitær bistand.

(3)    Det kan også bemærkes, at Lissabontraktaten har bevaret de særlige bestemmelser vedrørende Unionens naboskabspolitik, herunder retsgrundlaget, der giver den mulighed for at indgå aftaler på området med de berørte lande. Det virker imidlertid lidet logisk, at man anbringer disse bestemmelser i TEU's afsnit I ("fælles bestemmelser").

10.    Væsentlige fleksibilitetselementer

Et andet grundlæggende spørgsmål går ud på, om den nye institutionelle ramme er tilstrækkeligt fleksibel til at give Unionen mulighed for at tilpasse sig udviklingen og imødegå de nye udfordringer, der kan opstå fremover.

Svaret på dette spørgsmål skal søges på to forskellige niveauer: dels hvad angår muligheden af at ændre traktaterne, dels hvad angår udviklingsmulighederne inden for de nuværende institutionelle rammer uden behov for traktatændringer.

(1)    For så vidt angår revisionsproceduren, er der indlysende forbedringer i den nye traktat: Ikke alene tildeles Europa-Parlamentet initiativret til revision af traktaten på lige fod med medlemsstaterne og Kommissionen, men konventet institutionaliseres ligeledes som instans i forberedelsen af revisionen. Der er her tale om en anerkendelse af konventets absolut afgørende rolle i udviklingen af forfatningen og de begrænsninger, den mellemstatslige metode uvægerligt repræsenterer. Europa-Parlamentet, der som den første institution foreslog anvendelsen af konvent-metoden, kan kun glæde sig over denne ændring, som vil bidrage til gennemsigtighed og demokrati i revisionsproceduren samt sikre øget effektivitet heri.

         Det er ligeledes særligt positivt, at Europa-Parlamentets godkendelse er et krav for, at Rådet kan beslutte ikke at indkalde et konvent, hvis ændringernes omfang ikke berettiger hertil.

(2)    Den nye traktat går desværre ikke så langt, som Europa-Parlamentet ønskede med hensyn til forenklingen af revisionsproceduren. I teksten til artikel 48 i den ændrede TEU fastsættes en forenklet revisionsprocedure for TEUF's tredje del vedrørende Unionens interne politikker og foranstaltninger – på betingelse af, at denne revision ikke udvider de kompetencer, der er tildelt Unionen – men denne forenkling består ganske enkelt i at give Det Europæiske Råd mulighed for at handle uden om konventet (uden at dette kræver Europa-Parlamentets godkendelse), og kravet om enstemmighed og godkendelse af alle medlemsstater i henhold til deres respektive forfatningsbestemmelser bevares. Parlamentet og Kommissionen skal høres.

(3)    En revision af traktaterne vil fortsat i alle tilfælde kræve enstemmighed og ratifikation i alle medlemsstater. Der blev imidlertid under konventet stillet nogle forslag, som fik bred støtte fra Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter, og som ville imidlertid have givet mulighed for at slække på dette krav, for så vidt angår revisionen af bestemmelserne vedrørende Unionens interne politikker, og samtidig overholde det det grundlæggende princip om, at enhver udvidelse af Unionens kompetencer kræver enstemmighed blandt medlemsstaterne..

(4)    Europa-Parlamentet kan til gengæld kun glæde sig over opretholdelsen af de passerelle-bestemmelser, som blev foreslået af konventet, med henblik på at gå fra enstemmighed til kvalificeret flertal i Rådet og fra den særlige lovgivningsprocedure til den almindelige lovgivningsprocedure. Den kendsgerning, at en sådan afgørelse kun kan træffes med enstemmighed i Det Europæiske Råd med Europa-Parlamentets godkendelse, og kun hvis intet nationalt parlament gør indsigelse inden for en frist på seks måneder, er tilstrækkelig garanti, for så vidt angår hver medlemsstats rettigheder og afgørelsens gennemsigtighed og demokratiske legitimitet. Man kan dog bemærke, at der ud over disse generelle passereller findes andre specifikke bestemmelser, som generelt enten kræver Parlamentets godkendelse (udvidelse af den europæiske anklagemyndigheds beføjelser), eller ethvert nationalt parlament mulighed for at blokere Rådets afgørelse.

(5)    Et andet positivt aspekt af den nye tekst er de forbedringer, der indføres i forbindelse med forstærket samarbejde, som kan få øget betydning i lyset af den væsentlige stigning i antallet af medlemsstater. De nødvendige betingelser for at sikre Unionens samhørighed og den institutionelle enhed bevares, men den nye traktat udvider samtidig muligheden for forstærket samarbejde (som kan finde sted inden for alle områder, der ikke er omfattet af Unionens enekompetencer – på nuværende tidspunkt er forsvarsområdet udelukket) og fremmer indføringen heraf: Mindst ni medlemsstater skal deltage heri, og Rådet skal træffe afgørelse med kvalificeret flertal, undtagen inden for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, hvor der er krav om enstemmighed (medens et sådant samarbejde på nuværende tidspunkt er forbudt på dette område). Kravet om Europa-Parlamentets godkendelse (undtagen inden for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik) styrker ligeledes den demokratiske legitimitet i beslutningen om at indføre et sådant samarbejde.

(6)    Det er ligeledes positivt, at den nye traktat har imødekommet konventets forslag om at bevare en passerelle-bestemmelse, der kan gøre det muligt at overgå til kvalificeret flertal eller den almindelige beslutningsprocedure inden for forstærket samarbejde.

(7)    Man kan også bemærke, at Lissabontraktaten har ændret bestemmelserne vedrørende proceduren for udvidelse af Unionen ved at præcisere, at Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter skal informeres om enhver ny ansøgning om tiltrædelse, og ved at henvise udtrykkeligt til de optagelseskriterier, Det Europæiske Råd har vedtaget (på nuværende tidspunkt de såkaldte "Københavnskriterier"), som Rådet skal tage i betragtning, når det, som nu, træffer afgørelse med enstemmighed, efter at Parlamentet har godkendt forslaget med et flertal af sine medlemmer.

(8)    Frivillig udtræden af Unionen: For første gang i en af traktaterne om oprettelse af De Europæiske Fællesskaber, og hernæst Unionen, som – på nær den første, som oprettede Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab – alle var indgået for en ubegrænset periode, men uden at der var fastlagt en procedure for kollektivt ophør eller en medlemsstats udtræden heraf, indføres der i artikel 50 TEU en mekanisme for "frivillig udtræden af Unionen". Folkeretten inden for traktater gav ganske vist allerede i fravær af en specifik bestemmelse en hypotetisk mulighed herfor. Indførelsen af en sådan udtrykkelig bestemmelse i TEU er imidlertid – ud over at den fastlægger de præcise fremgangsmåder i forbindelse med en sådan situation – ligeledes et tydeligt og stærkt signal om, at ingen medlemsstat er tvunget til fortsat at tage del i det fælles projekt, hvis den ikke længere nærer ønske herom. Dette viser sammen med bestemmelserne om forstærket og struktureret samarbejde, at tiltrædelsen af Unionen og udviklingen af dens politikker er et frit valg, der er baseret på et reelt politisk engagement.

11.    Den nye traktats ikrafttræden

Eftersom den nye traktat følger de traditionelle retningslinjer for ændringstraktater til gældende traktater, som fortsætter med at eksistere i ændret form, og ikke går ud på at ophæve eller erstatte de gældende traktater som helhed, træder den i kraft i henhold til de sædvanlige regler for nye traktaters ikrafttræden. Det fremgår således af Lissabontraktatens egen artikel 6, stk. 2, at den træder i kraft den 1. januar 2009, forudsat at samtlige ratifikationsinstrumenter er deponeret, eller, hvis dette ikke er tilfældet, den første dag i den måned, der følger efter deponeringen af det sidste ratifikationsinstrument. Protokollen om overgangsbestemmelser (nr. 10) omfatter de eventuelle nødvendige tilpasninger i overgangsperioden.

III.   Samlet vurdering

1.      I lyset af ovenstående analyse kan Udvalget om Konstitutionelle Anliggender kun vurdere resultaterne af regeringskonferencen, der sluttede i oktober 2007, og Lissabontraktaten på en absolut positiv måde. Lissabontraktaten har først og fremmest løst op for en yderst vanskelig situation for Europa. Vedtagelsen af traktaten vil gøre det muligt at genoptage ratificeringsprocessen i Frankrig og Nederlandene og vil gøre det lettere at opnå den nye traktatteksts ikrafttræden ad parlamentarisk vej.

2.      Naturligvis er der tale om et kompromis, som i Parlamentets øjne indebærer smertefulde indrømmelser: Man opgiver selve tanken om en forfatning og visse grundfæstede elementer i forfatningstraktaten, og der lægges op til en beklagelig udsættelse af visse bestemmelsers ikrafttræden og til særforanstaltninger med henblik på at opfylde nogle få medlemsstaters krav. Det var den politiske pris, der måtte betales for at komme ud af den krise, som de negative folkeafstemningsresultater fra Frankrig og Nederlandene havde kastet Unionen ud i. Dette kompromis omfatter imidlertid en lang række reformer og vigtige fremskridt i forhold til de eksisterende traktater. Og de vigtigste nyskabelser fra forfatningen er bevaret. Først og fremmest må det fremhæves, at den nye traktat tilfører Den Europæiske Union en større grad af demokrati, ligesom den medfører en effektivisering af beslutningsprocessen og sikrer en vis gennemsigtighed, der kan bidrage til at øge forståelsen af, hvem der gør hvad i Unionen, og hvilke ansvarsområder der henhører under henholdsvis Unionen og medlemsstaterne.

Supplerende betragtninger af ordfører Íñigo Méndez de Vigo

3.        Den mellemstatslige metode til revision af traktaterne har endnu en gang vist sine begrænsninger. Der er ikke gjort et eneste fremskridt af betydning i forhold til indholdet af forfatningstraktaten, men der er sket beskæringer. Kort sagt, der er skåret meget fra, men ikke føjet meget til. Det har endog været regeringer, som med klar foragt for de indgåede kompromiser har haft held til at ændre det, der tidligere var blevet aftalt, opnå særlige undtagelsesbestemmelser eller fortolkninger, der er i overensstemmelse med deres interesser. Det bedste eksempel er Det Forenede Kongerige, som fik accepteret alle de "udstregninger", som blev fremført af Blair-regeringen.

4.        De nationale lederes notoriske mangel på visioner og ambitioner for europæisk politik har aldrig været så tydelig. Det kan ikke nægtes, at Lissabontraktaten afslører en forsagt eller endog mistroisk holdning over for Unionen og dens institutioner. Det er derfor ikke så mærkeligt, at der kan spores en snert af bitterhed hos mange europæere over den skæbne, som forfatningstraktaten har lidt, i lighed med Altieros Spinellis bitterhed, da han sammenlignede traktaten om Den Europæiske Union, der blev vedtaget af Europa-Parlamentet, med den europæiske fælles akt, som blev vedtaget af Rådet. Det står imidlertid fast, at mange af de fremskridt, der indgik i det projekt, er i kraft i dag. Der vil ske noget lignende, når Lissabontraktaten træder i kraft: fremskridtene i forfatningstraktaten vil komme til at indgå i EU's primærret.

5.        Til den tid bør vi gøre god brug af traktatens institutioner, give dens instrumenter indhold og aktivere dens potentiale for at gøre den til en mere integreret del af de europæiske borgeres dagligliv. Europa må se den øgede strategiske risiko i forbindelse med terrorisme og atomvåbenspredning i øjnene, det må leve op til udfordringerne ved den nye verdenssituation, der er skabt af globaliseringen og den teknologiske revolution. Europa står over for en situation, hvor det ikke kan stikke hovedet i sandet som en struds: enten må det satse på økonomisk vækst, reform af sine markeder og større konkurrenceevne, eller også vil det ikke være i stand til med held at modstå den amerikanske økonomis styrke og de nye vinde, der blæser fra Kina eller Indien. Unionen må med udgangspunkt i de principper og værdier, der forener europæerne, stå som beskytter af en samfundsmodel, der - med de mangler, den måtte have - frembyder utallige fordele. Som Augustinus ville sige: "Hvis jeg tænker på mig selv, er jeg ikke meget værd, hvis jeg sammenligner mig med andre, meget".

6.        Europa må også tage stilling til spørgsmålet om forbindelserne med sine naboer. Lissabontraktaten har retsgrundlaget for gå i gang med denne opgave, der er tæt forbundet med spørgsmålet om Unionens grænser. Selv om mottoet "Forenet i mangfoldighed", der blev proklameret i forfatningstraktaten, er forsvundet i Lissabontraktaten, bør det være retningsgivende for EU's indsats på uddannelsesområdet og for beskyttelsen af vor historiske arv. Europa bør prøve nye ledelsesformer for at inddrage borgerne direkte i EU-anliggender: mere deliberativt demokrati på lokalt niveau, e-demokrati, indflydelse på budgettet og mægling til afgørelse af uoverensstemmelser. Den økonomiske styring og i særdeleshed forholdet mellem eurogruppen og Den Europæiske Centralbank bør gøres til genstand for en tilbundsgående drøftelse, som kan løse de stadigt hyppigere dialektiske skærmydsler.

7.        Vi må være klar over, at det ikke bliver let at bevæge sig fremad i en samlet flok på 27. Hvis Europa ønsker at nå sine mål, kan det ikke vente på den langsomste: Derfor må det forstærkede samarbejde anvendes mere i fremtiden.

8.        Europa må og kan ikke lukke sig inde i sig selv, svælge i sine egne kriser og vente på, at en verden, der ikke står stille, skal råde bod på dets tvivl og tøven. Dertil har Europa Lissabontraktaten og de fremskridt, den indeholder. Den og intet andet kan lede Europa ad håbets vej, for det er med Den Europæiske Union, ligesom Paul Valéry sagde om digte: de bliver aldrig afsluttet, de bliver kun lagt til side. Nu må Europa-Parlamentet vise vejen.

(1)

    Trådt i kraft den 23.7.1952.

(2)

    Belgien, Tyskland, Frankrig, Italien, Luxembourg og Nederlandene.

(3)

Ud over de seks oprindelige lande er følgende lande efterfølgende tiltrådt: Danmark, Irland og Det Forenede Kongerige i 1973, Grækenland i 1981, Spanien og Portugal i 1986, Østrig, Finland og Sverige i 1995, Tjekkiet, Estland, Cypern, Letland, Litauen, Ungarn, Malta, Polen, Slovenien og Slovakiet i 2004, og Bulgarien og Rumænien i 2007.

(4)

    Trådt i kraft den 1.1.1958.

(5)

   Luxembourg-traktaten af 17.2.1986, trådt i kraft den 1.7.1987.

(6)

   Undertegnet den 7.2.1992, trådt i kraft den 1.11.1993.

(7)

   Undertegnet den 2.10.1997, trådt i kraft den 1.5.1999.

(8)

   Undertegnet den 26.2.2001, trådt i kraft den 1.2.2003.

(9)

   Undertegnet i Rom den 29.10.2004, med forventet ikrafttræden den 1.11.2006 (jf. art. IV-447), forudsat at samtlige ratifikationsinstrumenter var deponeret inden dette tidspunkt.

(10)

Undertegnet den 13.12.2007 i Lissabon.

(11)

   Herunder er angivet: dels beslutningerne forud for regeringskonferencen, dels beslutningerne til evaluering af resultaterne heraf.

-    Den europæiske fælles akt:

     .    beslutning af 14.2.1984: betænkning og traktatudkast af Spinelli (EFT C 77 af 19.3.1984, s. 33)

     .    beslutning af 16.1.1986: betænkning af Planas (EFT C 36 af 17.2.1986, s. 144)

          og af 17.4.1986 (EFT C 120 af 20.5.1986, s. 96).

-    Maastrichttraktaten

     .    beslutninger om betænkning af Martin af

          14.3.1990 (EFT C 96 af 17.4.1990, s. 114),

          11.7.1990 (EFT C 231 af 17.9.1990, s. 97)

          og af 22.11.1990 (EFT C 324 af 24.12.1990, s. 219)

     .    beslutning af 7.4.1992: betænkning af Martin (EFT C 125 af 18.5.1992, s. 81).

-    Amsterdamtraktaten

     .    beslutning af 17.5.1995: betænkning af Martin/Bourlanges (EFT C 151 af 19.6.1995, s. 56)                                                    og af 13.3.1996: betænkning af Dury/Maij-Weggen (EFT C 96 af 1.4.1996, s. 77)

     .    beslutning af 19.11.1997: betænkning af Méndez de Vigo/Tsatsos (EFT C 371 af 8.12.1997, s. 99).

-    Nicetraktaten

     .    beslutninger om betænkning af Dimitrakopoulos/Leinen af 18.11.1999 (EFT C 189 af 7.7.2000, s. 222), 3.2.2000 (EFT C 309 af 27.10.2000, s. 85)

          og af 13.4.2000 (EFT C 40 af 7.2.2001, s. 409)

     .    beslutning af 31.5.2001: betænkning af Méndez de Vigo/Seguro (EFT C 47 E af 21.2.2002, s. 108).

-    Traktaten om en forfatning for Europa

     .    beslutning af 24.9.2003: betænkning af Gil Robles/Tsatsos (EUT C 77 E af 26.3.2004, s. 255)

     .    beslutning af 12.1.2005: betænkning af Corbett/Méndez de Vigo (EUT C 247 E af 6.10.2005, s. 88).

(12)

   EFT C 80 af 10.3.2001, s. 85.

(13)

   Lad det i denne sammenhæng være nok at henvise til Romkonferencen med de nationale parlamenter (konferencen af parlamenter i Det Europæiske Fællesskab den 27.-30.11.1990), de interinstitutionelle konferencer, der blev afholdt samtidig med regeringskonferencerne om Den Økonomiske og Monetære Union og Den Politiske Union, som førte til Maastrichttraktaten, deltagelsen af repræsentanter for Europa-Parlamentet i den arbejdsgruppe, der gik forud for regeringskonferencen i Amsterdam, herefter deres inddragelse i det arbejde, der gik forud for denne regeringskonference, og endelig deres inddragelse som observatører i Den Forberedende Gruppe til regeringskonferencen i Nice.

(14)

   Beslutning af 25.10.2000 (betænkning af Olivier Duhamel om konstitutionalisering af traktaterne), senere bekræftet ved beslutning af 31.5.2001 (betænkning af Méndez de Vigo/Seguro om [evaluering af] Nicetraktaten og Den Europæiske Unions fremtid).

(15)

   Ideen om at vedtage et sådant charter, som efterfølgende blev del II i forfatningstraktaten, hidrører fra det tyske formandskab, som fik den godkendt på Det Europæiske Råds møde i Køln den 3.-4.6.1999. Fremgangsmåden til udarbejdelse af chartret blev ligeledes fastlagt på dette møde og præciseret på det følgende møde i Tampere den 15.-16.10.1999. Det blev besluttet, at der skulle stiftes et forum – senere kaldet konvent – som samlede de fire deltagere, der senere deltog i Konventet om Den Europæiske Unions Fremtid, men uden deltagelse af kandidatlandene.

(16)

   Dok. SN 300/1/01/REV 1, bilag 1, s. 19.

(17)

   .    Beslutning af 16.3.2000: betænkning af Duff/Voggenhuber om udarbejdelse af et charter om Den Europæiske Unions grundlæggende rettigheder (EFT C 377 af 29.12.2000, s. 329)

     .    Beslutning af 14.11.2000: betænkning af Duff/Voggenhuber om godkendelse af udkast til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (EFT C 223 af 8.8.2001, s. 74)

     .    Beslutning af 23.10.2002: betænkning af Duff om virkningen af Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og dets fremtidige status (EUT C 300 E af 11.12.2003, s. 432)

     .    Beslutning af 29.11.2001: betænkning af Leinen/Méndez de Vigo om Det Europæiske Råds møde i Laeken og Unionens fremtid (EFT C 153 af 27.6.2002, s. 310(E))

     .    Beslutning af 25.10.2001: betænkning af Poos om reformen af Rådet (EFT C 112 af 9.5.2002, s. 317 (E))

     .    Beslutning af 14.3.2002: betænkning af Garnero González om Den Europæiske Unions status som juridisk person (EUT C 47 af 27.2.2003, s. 594 (E))

     .    Beslutning af 7.2.2002: betænkning af Napolitano om forbindelserne mellem Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter i den europæiske integrationsproces (EFT C 284 af 21.11.2002, s. 322 (E))

     .    Beslutning af 16.5.2002: betænkning af Lamassoure om kompetenceafgrænsning mellem Den Europæiske Union og medlemsstaterne (EUT C 180 af 31.7.2003, s. 493 (E))

     .    Beslutning af 17.12.2002: betænkning af Bourlanges om retsakternes typologi og normhierarkiet i Den Europæiske Union (EUT C 31 af 5.2.2004, s. 126)

     .    Beslutning af 14.1.2003: betænkning af Napolitano om de regionale og lokale myndigheders rolle i opbygningen af Europa (EUT C 38 E af 12.2.2004, s. 167)

     .    Beslutning af 24.9.2003: om udkast til traktat om indførelse af en forfatning for Europa og om Europa-Parlamentets udtalelse om indkaldelse af regeringskonferencen (EUT C 77 E af 26.3.2004, s. 255).

(18)

Endnu et møde fandt sted den 3. og 4. december 2007, hvor der allerede var opnået politisk enighed om Lissabontraktaten.

(19)

Betegnelse, der blev benyttet om de to repræsentanter fra hver medlemsstat samt fra Europa-Parlamentet og Kommissionen, som deltog i denne indledende høringsfase. Europa-Parlamentets "sherpaer" var Klaus Welle, kabinetschef hos Europa-Parlamentets formand, Hans-Gert Pöttering, og José Luís Pacheco, sekretariatsmedarbejder i Udvalget om Konstitutionelle Anliggender.

(20)

Udkast til betænkning af Carlos Carnero González om indføjelse i Europa-Parlamentets forretningsorden af en ny artikel 202a om Parlamentets anvendelse af Unionens symboler, PE398.505v03-00.

(21)

  Euratomtraktaten berøres dog ikke af den nye traktat og vedbliver dermed at eksistere sideløbende med denne, selv om visse af dens bestemmelser ændres ved protokol om ændring af Euratomtraktaten, således at de gøres kompatible med den nye tekst. Ikke desto mindre har Tyskland, Irland, Ungarn, Østrig og Sverige i erklæring nr. 54 til regeringskonferencens slutakt anmodet om, at der hurtigst muligt indkaldes en regeringskonference med henblik på en revision af Euratomtraktaten.

Endvidere kan man vanskeligt komme uden om, at den nye traktat indeholder for mange protokoller, bilag og erklæringer: 12 protokoller (mens mange af de protokoller, der er knyttet til de gældende traktater som bilag, blot er bragt på linje med forfatningsteksten), som bl.a. omhandler Schengen-reglerne, de nationale parlamenters rolle, nærheds- og proportionalitetsprincippet, overgangsbestemmelser vedrørende institutionerne, permanent struktureret samarbejde på forsvarsområdet osv., to bilag (allerede eksisterende, angående listen over landbrugsprodukter og listen over oversøiske lande og territorier) og 65 erklæringer. Protokollerne har samme retskraft som traktaten og skal derfor også ratificeres af samtlige medlemsstater. Dette gælder ikke for erklæringerne, som ikke er retligt bindende, men kan anvendes som fortolkningselementer i forhold til traktaterne.

(22)

   Det kan dog i høj grad diskuteres, om Den Europæiske Union som sådan ikke har juridisk personlighed i international sammenhæng, selv traktaterne ikke giver den en sådan.

(23)

   Man kan i den forbindelse bemærke, at omtalen af fri og lige konkurrence, som det indre marked ifølge forfatningsteksten skulle bygge på, er fjernet på fransk foranledning. Dette skridt var berettiget, for så vidt som "loyal konkurrence" kun er et af midlerne til opbygningen af det indre marked, som er Unionens egentlige mål. Desuden har fjernelsen ingen juridiske konsekvenser for konkurrencens rolle, som det fremgår af protokollen (nr. 6) om det indre marked og konkurrence.

(24)

Et forhold, der under alle omstændigheder allerede fremgår af den første del af TEU artikel 5, stk. 2.

(25)

I det traktatudkast, der blev forelagt i juli 2007, var selve definitionen af unionsborgerskabet faktisk også henvist til TEUF, og det var kun takket være en indsats fra EP-repræsentanternes side ved regeringskonferencen, at anerkendelsen af unionsborgerskabet alligevel fandt plads i TEU (hvilket var så meget desto mere påkrævet, fordi denne traktat oven i købet ofte omtaler "borgerne")

(26)

   Protokol nr. 2 om anvendelse af nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet.

(27)

      Nærmere betegnet "750 plus formanden", som der står i artikel 14 TEU. Ud over denne sidsteminuts-tilføjelse, som blev foretaget for at imødekomme Italien, er reglerne for EP's sammensætning og proceduren for fastlæggelse uændret i forhold til forfatningen. Det Europæiske Råd opfordrede i juni 2007 Parlamentet til at fremlægge et forslag til omfordeling af pladserne i Parlamentet ud fra de nye regler i god til inden topmødet i oktober, hvilket skete gennem vedtagelse af beslutningen i Lamassoure-Severin-betænkningen (Europa-Parlamentets beslutning af 11.10.2007 om Europa-Parlamentets sammensætning, P6_TA-PROV(2007)0429). Parlamentet forsøgte i denne betænkning at foreslå en omfordeling, som var i overensstemmelse med princippet om degressiv proportionalitet som beskrevet i den nye traktat, og som ikke indebar noget yderligere tab af pladser for nogen medlemsstat ud over det, som allerede var fastlagt i Bulgariens og Rumæniens tiltrædelsestraktat. Italien var ikke tilfreds med dette forslag og opnåede til sidst, at der blev tilføjet en ekstra plads i traktaten som en undtagelse fra princippet om degressiv proportionalitet for at bevare en jævnbyrdig status i forhold til Det Forenede Kongerige. Det fremgår af en erklæring (nr. 4) til Lissabontraktaten, at "den yderligere plads i Europa-Parlamentet tildeles Italien". Den nye fordeling af pladserne vil naturligvis ikke træde i kraft, før den nye traktat er trådt i kraft, og den i artikel 9 omhandlede beslutning formelt er truffet.

(28)

Det bemærkes dog, at Det Europæiske Råd er blevet tildelt en rolle som "nødbremse" i forbindelse med visse beslutninger om social sikring og strafferetligt samarbejde, hvilket kan føre til, at Det Europæiske Råd uden direkte at udøve lovgivningsmæssige funktioner (Det Europæiske Råd deltager ikke i vedtagelsen af retsakter) i hvert fald intervenerer på en reelt afgørende måde i afviklingen af en lovgivningsprocedure) - jf. nedenfor, punkt 9.1. og 9.2.

(29)

Europa-Parlamentets beslutning af 18.11.1999 om forberedelse af reformen af traktaterne og om den kommende regeringskonference (EFT C 189 af 7.7.2000, s. 222).

(30)

 Det krav, som regeringskonferencen har indført om, at mindst fire medlemsstater skal stemme imod for at danne et blokerende mindretal, betyder faktisk, at en afgørelse under visse omstændigheder kan vedtages med meget mindre end 62 % af befolkningen, som er den tærskel, der blev fastlagt i henhold til Nice-traktaten: Således kan en beslutning, som f.eks. Tyskland, Frankrig og Det Forenede Kongerige er imod, vedtages på grundlag af en befolkningsandel på godt 58 %, for selv om de tre nævnte stater tilsammen repræsenterer godt 41 % af Unionens befolkning (ud af de nuværende 27 medlemsstater), er de ikke mange nok til at udgøre et blokerende mindretal. Man bør huske på, at de forskellige mulige kombinationer for at opnå den nødvendige stemmevægt under den nuværende ordning med kvalificeret flertal indebærer, at den nødvendige befolkningsandel i mange tilfælde bliver væsentligt højere end de ovennævnte.

Samtidig vil forhøjelsen af tærsklen for medlemsstater i praksis ikke vil få væsentlige negative konsekvenser, fordi den kun gav mening i et EU med 25 medlemsstater, sådan som situationen var i 2004:

Således ville kravet om 55 % af medlemsstaterne i stedet for halvdelen (50 %) i EU-25 betyde, at mindst 14 medlemsstater skulle stemme for (i stedet for 13), hvis ikke regeringskonferencen havde valgt at indføre et supplerende krav om at flertallet skal omfatte mindst 15 medlemsstater, medens det antal medlemsstater, der kræves for at forhindre, at der træffes afgørelse, blev 13 i stedet for 12. I et EU med 27 medlemsstater svarer 27,55 % af medlemsstaterne under alle omstændigheder til 15 medlemsstater. I øvrig er den eventuelle risiko for et øget antal blokeringer som følge af denne forhøjelse i praksis ikke særlig stor. I virkeligheden opstår der stort set aldrig situationer, hvor medlemsstaterne er delt i to næsten lige store blokke.

(31)

   Den nye traktat har på dette område praktisk taget overtaget alle de ændringer, der optrådte i forfatningen. De eneste undtagelser vedrører traktaten om tiltrædelse af den europæiske menneskerettighedskonvention, hvor der kræves enstemmighed (kvalificeret flertal i forfatningen) og etableringen af et nyt retsgrundlag for fastlæggelsen af regler vedrørende behandlingen af personoplysninger inden for rammerne af FUSP (artikel 39 TEU). Selv om det efter alt at dømme kun drejer sig om at fastlægge fælles regler for udøvelsen af en kompetence, der udelukkende henhører under medlemsstaterne (alle aspekter af Unionens kompetence inden for databeskyttelse henhører under artikel 16 TEUF), er det beklageligt, at Parlamentet ikke er knyttet til denne procedure, og at der ikke er givet nogen udtrykkelig reference til Domstolens kontrolbeføjelse.

(32)

   Der er knyttet en erklæring (nr. 9) til traktaten, hvori medlemsstaterne tilkendegiver politisk enighed om et udkast til afgørelse, ifølge hvilket formandskabet skal varetages af grupper på tre medlemsstater i en periode på 18 måneder, og disse kan eventuelt skiftes til at varetage formandskabet for samtlige rådssammensætninger i perioder på 6 måneder (som nu) eller fordele dem mellem sig for hele perioden på 18 måneder, for eksempel.

(33)

   Det skal bemærkes, at regeringskonferencen i 2004 ikke fulgte konventets forslag, som gik ud på, at hver medlemsstats regering skulle opstille en liste med tre personer, hvorfra formanden udpeger en person. Det er desuden beklageligt, at regeringskonferencen 2004 ikke fastholdt Kommissionens forslag om, at indsættelsen af Kommissionen skulle afsluttes med en politisk meget symbolsk afstemning i Europa-Parlamentet, og at den tilføjede endnu en fase i proceduren, som afsluttedes ved, at Kommissionen skulle af Det Europæiske Råd, der ville træffe afgørelse med kvalificeret flertal

(34)

   Overgangen til den nye institutionelle ordning, der følger af oprettelsen af posten som højtstående repræsentant, skabte visse problemer i forhandlingernes sidste fase, hvor Parlamentet ønskede at sikre, at alle dets rettigheder ville være gældende, såvel i forbindelse med en foreløbig udnævnelse lige efter traktatens ikrafttrædelse (berammet til 1. januar 2009) som ved udnævnelsen af den nye højtstående repræsentant i forbindelse med nedsættelsen af den nye Kommission i november 2009, lige efter valget til Europa-Parlamentet. Det Europæiske Råd vedtog på sit møde i Lissabon en erklæring (nr. 12), der imødekommer Parlamentet.

(35)

   En sådan forordning vedtages af Parlamentet og Rådet efter den almindelige lovgivningsprocedure, enten efter forslag fra Kommissionen og høring af Domstolen eller efter anmodning fra Domstolen og høring af Kommissionen.

(36)

   Mekanismer, der i mellemtiden allerede i vid udstrækning er iværksat via den interinstitutionelle aftale om revision af komitologisystemet, som Richard Corbett og Joseph Daul i 2006 forhandlede på plads for Europa-Parlamentet (Indgåelse af en interinstitutionel aftale i form af en fælles erklæring om udkast til Rådets afgørelse om ændring af afgørelse 1999/468/EF om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen) (ny forskriftsprocedure med kontrol).

(37)

   Forordningerne om henholdsvis statutten for medlemmerne af Europa-Parlamentet, statutten for Den Europæiske Ombudsmand og vilkårene for udøvelse af Europa-Parlamentets undersøgelsesbeføjelser (som ligeledes skal godkendes af Kommissionen) – jf. bilag 4.

(38)

   I 22 af disse træffer Rådet afgørelse med enstemmighed (5 tilfælde med Europa-Parlamentets godkendelse, 17 blot med udtalelse), og i seks tilfælde træffer Rådet afgørelse med kvalificeret flertal (1 med Europa-Parlamentets godkendelse, 5 med udtalelse) – jf. bilag 4.

(39)

Til gengæld foreslog konventet, at Rådet med kvalificeret flertal skulle vedtage en lov om gennemførelsesforanstaltningerne vedrørende ordningen med egne indtægter med Europa-Parlamentets godkendelse.

(40)

   Således bliver loven om ordningen med og lofterne for egne indtægter nu en forordning ligesom loven om foranstaltningerne til gennemførelse af ordningen. Loven om den flerårige finansielle ramme bliver ligeledes en forordning, medens budgettet, der skulle vedtages ved en lov, nu simpelthen bliver "budgettet", uden at man definerer den retsaktsform, der skal anvendes til at vedtage det. Det fremgår imidlertid af artikel 314 i TEUF, at budgettet skal vedtages efter en særlig lovgivningsprocedure, hvilket gør det til en retsakt i henhold til artikel 289, stk. 3, i TEUF.

(41)

Dette er hovedreglen. I særlige tilfælde kan Europa-Parlamentet fortsat sætte sin holdning igennem med et meget stort flertal, Der er dog tale om en temmelig teoretisk mulighed.

(42)

   Det Forenede Kongeriges og Irlands særlige stilling udspringer af de to protokoller, der er anført i de to følgende fodnoter, medens Danmarks situation - der ikke har undergået nævneværdige ændringer - udspringer af protokollen om Danmarks stilling.

(43)

   Protokol om Det Forenede Kongeriges og Irlands stilling for så vidt angår området med frihed, sikkerhed og retfærdighed.

(44)

   Protokol om integration af Schengen-reglerne i Den Europæiske Union.

(45)

   Artikel 10 i protokollen (nr. 11) om overgangsbestemmelser.

(46)

   Artikel 1, stk. 3, i TEU, og artikel 1a, stk. 2, i TEUF.

(47)

   Beslutningen om at etablere et fælles forsvar skal til sin tid træffes af Det Europæiske Råd med enstemmighed og vil endvidere kræve alle medlemsstaters godkendelse i overensstemmelse med deres forfatningsmæssige bestemmelser.

(48)

   Gennem inddragelsen af fælles aktioner på nedrustningsområdet, rådgivningsopgaver på det militære område, postkonflikt-stabiliseringsoperationer, bekæmpelse af terror, også i tredjelande, som føjes til de allerede eksisterende aktioner, dvs. humanitære opgaver og redningsopgaver, konfliktforebyggende og fredsbevarende opgaver og kampstyrkers opgaver i forbindelse med krisestyring, herunder fredsskabelse.

(49)

   Dette skal navnlig have til opgave at fastlægge målene for medlemsstaternes militære kapacitet, koordinere forskningsaktiviteterne inden for forsvarsteknologi samt øge effektiviteten af de militære udgifter.

(50)

Det gælder erklæring nr. 13, som understreger, at bestemmelserne om FUSP "ikke berører" medlemsstaternes nuværende ansvar "med hensyn til udformningen og gennemførelsen af deres udenrigspolitik", og at bestemmelserne vedrørende den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik ikke berører den specifikke karakter af medlemsstaternes sikkerheds- og forsvarspolitik. Det gælder ligeledes erklæring nr. 14, der fastslår, at den nye traktat på ingen måde berører den enkelte medlemsstats deltagelse i internationale organisationer, herunder en medlemsstats medlemskab af De Forenede Nationers Sikkerhedsråd... Det andet afsnit i den sidstnævnte erklæring virker i særlig grad uberettiget og er desuden delvis ukorrekt, idet det her fastslås, at bestemmelserne vedrørende den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik ikke giver Kommissionen nye beføjelser til at tage initiativ til afgørelser eller øger Europa-Parlamentets rolle.

(51)

   Konventet havde foreslået, at Rådet skulle træffe afgørelse med enstemmighed om indgåelse af aftaler på området handel med kulturelle og audiovisuelle tjenesteydelser, når disse aftaler indebærer en risiko for, at den kulturelle og sproglige mangfoldighed i Unionen bringes i fare. Denne "undtagelse" blev udvidet af regeringskonferencen i 2004 til at omfatte handel med sociale, uddannelsesmæssige og sundhedsmæssige tjenesteydelser, når disse aftaler indebærer en risiko for, at den nationale tilrettelæggelse af sådanne tjenester forstyrres alvorligt, og at medlemsstaternes ansvar for levering heraf bringes i fare. Rådet træffer i øvrigt endvidere afgørelse med enstemmighed om indgåelse af aftaler på området generelle tjenesteydelser og aspekter af den intellektuelle ejendomsret, når de omfatter bestemmelser, hvortil der kræves enstemmighed ved vedtagelse af interne bestemmelser.


BILAG 1: Unionens kompetencer(1)

 

Form for kompetence

 

Enekompetencer

(Udtømmende liste)(2)

 

 

Delte kompetencer

(Ikke-udtømmende liste)(3)

 

 

Supplerende kompetencer

(Udtømmende liste)

 

 

 

Definition

 

Kun Unionen kan vedtage juridisk bindende retsakter; medlemsstaterne kan kun gribe ind efter bemyndigelse fra Unionen eller med henblik på at gennemføre EU-retsakter

 

Unionen og medlemsstaterne kan vedtage juridisk bindende retsakter, idet medlemsstaterne kan handle, i det omfang Unionen ikke har gjort det

Unionen kan kun gennemføre tiltag for at understøtte medlemsstaternes indsats (især gennem finansielle indgreb); den kan lovgive, men ikke harmonisere medlemsstaternes love og administrative bestemmelser

 

 

 

 

 

 

 

 

Områder

 

Toldunion

 

Fastlæggelse af de konkurrenceregler, der er nødvendige for det indre markeds funktion

 

Den monetære politik for de medlemsstater, der har euroen som valuta

 

Bevarelse af havets biologiske ressourcer inden for rammerne af den fælles fiskeripolitik

 

Den fælles handelspolitik

 

Det indre marked

Socialpolitik

Økonomisk, social og territorial samhørighed

Landbrug og fiskeri (undtagen bevarelse af havets biologiske ressourcer)

Miljø

Forbrugerbeskyttelse

Transport

Transeuropæiske net

Energi

Området med frihed, sikkerhed og retfærdighed

Fælles sikkerhedsudfordringer på folkesundhedsområdet

Forskning og teknologisk udvikling

Rumpolitik

Udviklingssamarbejde

 

Beskyttelse og forbedring af menneskers sundhed

 

Industri

 

Kultur

 

Turisme

 

Uddannelse

 

Ungdom

 

Sport

 

Erhvervsuddannelse

 

Civilbeskyttelse

 

Administrativt samarbejde

(1)

   TEUF nævner også den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik og samordningen af de økonomiske politikker og beskæftigelsespolitikkerne, som ikke er medtaget i de tre kategorier i denne tabel i betragtning af deres specifikke karakter. De understregede kompetenceområder i hver enkelt kolonne svarer til områder, hvor traktaterne i dag ikke indeholder nogen særlig bestemmelse, men hvor Den Europæiske Unionen allerede har handlet, bl.a. i medfør af bestemmelserne om det indre marked eller EF-traktatens artikel 308.

(2)

   Ud over disse kompetencer har Unionen også en enekompetence til at indgå internationale aftaler, når indgåelsen har hjemmel i en lovgivningsmæssig EU-retsakt, eller når den er nødvendig for at give Unionen mulighed for at udøve sin kompetence på internt plan, eller for så vidt den kan berøre fælles regler eller ændre deres rækkevidde.

(3)

   Selv om TEUF behandler de politikker, der er angivet i kursiv i denne kolonne, i artikel 4 om delte kompetencer, er der tale om områder, hvor Unionens tiltag ikke kan føre til, at medlemsstaterne forhindres i at udøve deres kompetence.


BILAG 2: Liste over nye tilfælde af afstemning med kvalificeret flertal

I -     Eksisterende retsgrundlag, der går over til kvalificeret flertal

         [de forrest placerede artikelnumre fra TEU og TEUF henviser til nummereringen i Lissabontraktaten; i [...] står de numre, som artiklerne får i en fremtidig konsolideret version af traktaterne (ifølge den tabel, der er knyttet som bilag til Lissabontraktaten); i parentes og kursiv den nuværende procedure]

1.      Art. 9 C [16], stk. 3, TEU og art. 201b [236], litra b) TEUF: Rækkefølgen for rådsformandskaberne – afgørelse truffet af Det Europæiske Råd uden forslag fra Kommissionen (EF-traktatens artikel 203 – Rådet træffer afgørelse med enstemmighed)

2.      Art. 42 [48] TEUF: arbejdskraftens frie bevægelighed, sociale ydelser – den almindelige lovgivningsprocedure(1) (EF-traktatens artikel 42: fælles beslutningstagning – Rådet træffer afgørelse med enstemmighed)

3.      Art. 47 [53], stk. 1, TEUF: etableringsfrihed, adgang til at udøve selvstændig erhvervsvirksomhed – den almindelige lovgivningsprocedure, når gennemførelsen af de direktiver, der vedtages, medfører en ændring af lovgivningsprincipper i en medlemsstat (EF-traktatens artikel 47, stk. 2 – fælles beslutningstagning – Rådet træffer afgørelse med enstemmighed)

4.      Art. 61 G [74] TEUF: administrativt samarbejde på området med frihed, sikkerhed og retfærdighed – forordning vedtaget af Rådet, høring af EP (EF-traktatens artikel 66 og EU-traktatens artikel 34, stk. 1: procedure fastlagt i EF-traktatens artikel 67, stk. 1 og 2: enstemmighed i Rådet efter høring af EP – Rådet kan enstemmigt, efter høring af EP, beslutte at gå over til kvalificeret flertal)

5.      Art. 62 [77], stk. 2, TEUF: grænsekontrol – den almindelige lovgivningsprocedure (EF-traktatens artikel 62: procedure fastlagt i EF-traktatens artikel 67: enstemmighed i Rådet efter høring af EP; Rådet kan enstemmigt, efter høring af EP, beslutte at gå over til kvalificeret flertal)

6.      Art. 63 [78] TEUF: asyl og beskyttelse af flygtninge og fordrevne – den almindelige lovgivningsprocedure (EF-traktatens artikel 63, stk. 1 og 2: procedure fastlagt i EF-traktatens artikel 67, stk. 5: enstemmighed og høring af EP for visse aspekter; Rådet kan enstemmigt, efter høring af EP, beslutte at gå over til kvalificeret flertal)

7.      Art. 63 [79] TEUF: indvandring – den almindelige lovgivningsprocedure (EF-traktatens artikel 63, stk. 3 og 4: procedure fastlagt i EF-traktatens artikel 67: enstemmighed i Rådet og høring af EP; Rådet kan enstemmigt, efter høring af EP, beslutte at gå over til kvalificeret flertal)

8.      Art. 65 [81], stk. 2, TEUF: samarbejde om civilretlige spørgsmål (undtagen familieret)(2) ((EF-traktatens artikel 65: procedure fastlagt i EF-traktatens artikel 67: enstemmighed i Rådet og enkelt høring af EP med mulighed for overgang til fælles beslutningstagning efter en afgørelse fra Rådet truffet med enstemmighed efter høring af EP)

9.      Art. 69 A [82], stk. 1-2, TEUF: retligt samarbejde i straffesager – den almindelige lovgivningsprocedure(3) (EU-traktatens artikel 31, stk. 1, litra a)-d) – enstemmighed i Rådet og enkelt høring af EP)

10.    Art. 69 B [83], stk. 1-2, TEUF: indbyrdes tilnærmelse af straffebestemmelser, strafbare handlinger og straffe(4) (EU-traktatens artikel 31, stk. 1, litra e) – enstemmighed i Rådet og enkelt høring af EP)

11.    Art. 69 D [85] TEUF: Eurojust – den almindelige lovgivningsprocedure (EU-traktatens artikel 31, stk. 2 – enstemmighed i Rådet og enkelt høring af EP)

12.    Art. 69 F [87], stk. 2, TEUF: ikke-operationelt politisamarbejde – den almindelige lovgivningsprocedure (EU-traktatens artikel 30, stk. 1 – enstemmighed i Rådet og enkelt høring af EP)

13.    Art. 69 G [88], stk. 2, TEUF: Europol – den almindelige lovgivningsprocedure (EU-traktatens artikel 30, stk. 2 – enstemmighed i Rådet og enkelt høring af EP)

14.    Art. 71 [91], stk. 1, TEUF: fælles transportpolitik (herunder i de tilfælde, der er nævnt i stk. 3) – den almindelige lovgivningsprocedure (EF-traktatens artikel 71, stk. 2 – Rådet træffer afgørelse med enstemmighed efter høring af EP alene i de undtagelsestilfælde, der er nævnt i dette stk. 2)

15.    Art. 107 [129], stk. 3, TEUF: ændring af visse bestemmelser i statutten for Det Europæiske System af Centralbanker – den almindelige lovgivningsprocedure (på forslag af Kommissionen og efter høring af ECB eller på grundlag af en henstilling fra ECB og efter høring af Kommissionen) (EF-traktatens artikel 107, stk. 5 – hvis der foreligger et forslag fra Kommissionen, træffer Rådet afgørelse med enstemmighed, efter høring af ECB; i alle tilfælde skal EP afgive samstemmende udtalelse; i tilfælde af en henstilling fra ECB træffer Rådet afgørelse med kvalificeret flertal efter høring af Kommissionen)

16.    Art. 151 [167], stk. 5, TEUF: tilskyndelsesforanstaltninger på kulturområdet – den almindelige lovgivningsprocedure (henstillinger fra Rådet også med kvalificeret flertal) (EF-traktatens artikel 151, stk. 5 – fælles beslutningstagning med enstemmighed i Rådet; henstillinger: Rådet træffer afgørelse med enstemmighed på forslag af Kommissionen)

17.    Art. 161 [177] TEUF: Strukturfondene og Samhørighedsfonden: (EF-traktatens artikel 161: i dag: enstemmighed i Rådet og samstemmende udtalelse fra EP)

18.    Art. 225 A [257] TEUF: Oprettelse af specialretter (EF-traktatens artikel 225A: enstemmighed i Rådet og enkelt høring af EP)

19.    Art. 245 [281] TEUF: Ændring af Domstolens statut, bortset fra afsnit I og artikel 64 (EF-traktatens artikel 245: enstemmighed i Rådet og enkelt høring af EP)

20.    Art. 245b [283], stk. 2, TEUF: udnævnelse af medlemmer af ECB's direktion – afgørelse fra Det Europæiske Råd på grundlag af en indstilling fra Rådet og efter høring af EP og Styrelsesrådet for ECB (EF-traktatens artikel 112 – fælles overenskomst mellem stats- og regeringscheferne, ellers identisk)

21.    Art. 249 B [290], stk. 2, TEU og art. 249 C [291], stk. 3, TEUF: nærmere regler for kontrol med Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbeføjelser (den nuværende komitologiafgørelse) – den almindelige lovgivningsprocedure (EF-traktatens artikel 202 – Rådet træffer afgørelse med enstemmighed efter udtalelse fra EP)

II -   Nye retsgrundlag med kvalificeret flertal

1.      Artikel 9 B [15], stk. 5, TEU: Det Europæiske Råds valg af formand

2.      Artikel 9 E [18], stk. 1, TEU: Det Europæiske Råds udnævnelse af den højtstående repræsentant med samtykke fra Kommissionens formand

3.      Art. 15b [31], stk. 2, litra b), TEU: initiativer fra den højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik vedrørende FUSP efter anmodning fra Det Europæiske Råd – afgørelse truffet af Rådet

4.      Art. 16 [14] TEUF: principper og vilkår for tjenesteydelser af almen økonomisk interesse – den almindelige lovgivningsprocedure

5.      Art. 20 [23] TEUF: foranstaltninger for at gøre det lettere at yde diplomatisk og konsulær beskyttelse – lov vedtaget af Rådet, høring af Europa-Parlamentet

6.      Art. 21 [24] TEUF: borgerinitiativ med henblik på fremsættelse af et forslag til europæisk lov – den almindelige lovgivningsprocedure

7.      Art. 28 D [45], stk. 2, TEUF: statut og hjemsted for forsvarsagenturet – afgørelse truffet af Rådet uden forslag fra Kommissionen

8.      Art. 28 E [46], stk. 2, TEUF: etablering af et permanent struktureret samarbejde på forsvarsområdet - afgørelse truffet af Rådet uden forslag fra Kommissionen, høring af Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik

9.      Art. 28 E [46], stk. 3, TEUF: optagelse af en medlemsstat i det permanente strukturerede samarbejde på forsvarsområdet – afgørelse truffet af Rådet (kun de deltagende medlemsstater deltager i afstemningen) uden forslag fra Kommissionen, høring af Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik

10.    Art. 28 E [46], stk. 4, TEUF: suspension af en medlemsstats deltagelse i det permanente strukturerede samarbejde på forsvarsområdet – afgørelse truffet af Rådet (kun de deltagende medlemsstater deltager i afstemningen) uden forslag fra Kommissionen

11.    Art. 49 A [50], stk. 2, TEUF: aftale om en medlemsstats udtræden – afgørelse truffet af Rådet på forslag af forhandleren af aftalen (som udgangspunkt Kommissionen) efter godkendelse fra Europa-Parlamentet

12.    Art. 61 C [70] TEUF: foranstaltninger til evaluering af gennemførelsen af området med frihed, sikkerhed og retfærdighed efter underretning af Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter

13.    Art. 69 C [84] TEUF: foranstaltninger for at fremme indsatsen inden for kriminalitetsforebyggelse – den almindelige lovgivningsprocedure

14.    Art. 97a [118], stk. 1, TEUF: intellektuel ejendomsret – den almindelige lovgivningsprocedure

15.    Art. 115 C [138], stk. 1-2, TEUF: medlemsstater, der har euroen som valuta, fælles holdning og samlet repræsentation på den internationale scene – afgørelse truffet af Rådet, høring af ECB

16.    Art. 149 [165], stk. 4, TEUF: sport – den almindelige lovgivningsprocedure

17.    Art. 152 [168], stk. 4, TEUF: foranstaltninger for at imødegå de fælles sikkerhedsudfordringer på sundhedsområdet(5)

18.    Art. 152 [168], stk. 5, TEUF: tilskyndelsesforanstaltninger med henblik på beskyttelse af folkesundheden, navnlig bekæmpelse af større grænseoverskridende trusler mod sundheden og bekæmpelse af tobak og alkoholmisbrug(6)

19.    Art. 172a [189], stk. 2, TEUF: rumpolitik – den almindelige lovgivningsprocedure

20.    Art. 176 A [194], stk. 2, TEUF: energi – den almindelige lovgivningsprocedure(7)

21.    Art. 176 B [195], stk. 2, TEUF: turisme – den almindelige lovgivningsprocedure

22.    Art. 176 C [196], stk. 2, TEUF: civilbeskyttelse(8)

23.    Art. 176 D [197], stk. 2, TEUF: administrativt samarbejde – den almindelige lovgivningsprocedure

24.    Art. 188 J [214], stk. 3-5, TEUF: humanitær bistand(9) og oprettelse af det frivillige europæiske korps

25.    Art. 201b [236], litra a) TEUF: liste over rådssammensætninger – afgørelse truffet af Det Europæiske Råd (uden forslag fra Kommissionen)

26.    Art. 254a [298], stk. 2, TEUF: Den Europæiske Unions forvaltning

27.    Art. 256a [300], stk. 5, TEUF: revision af reglerne om Regionsudvalgets og ØSU's karakter og sammensætning – afgørelse truffet af Rådet

28.    Art. 269 [311], stk. 4, TEUF: gennemførelsesforanstaltninger i forbindelse med ordningen for egne indtægter – forordning vedtaget af Rådet efter godkendelse fra EP (særlig lovgivningsprocedure, men uden omtale af enstemmighed)

(1)

   Der gælder i forbindelse med denne procedure en "nødbremse"-mekanisme: Hvis en medlemsstat finder, at de pågældende foranstaltninger vil kunne berøre "grundlæggende aspekter af den pågældende medlemsstats sociale sikringssystem, herunder anvendelsesområde, omkostninger og økonomisk struktur", eller berøre systemets "finansielle balance", kan den anmode om, at spørgsmålet forelægges Det Europæiske Råd (hvilket medfører, at lovgivningsproceduren suspenderes). Det Europæiske Råd skal inden fire måneder forelægge Rådet spørgsmålet på ny, således at proceduren kan fortsætte, eller anmode Kommissionen om at forelægge et nyt forslag.

(2)

   Denne artikels stk. 2, litra e), g) og h), indeholder nye retsgrundlag; de øvrige litraer var allerede omfattet af EF-traktatens artikel 65. Artikel 269, stk. 3, giver endvidere mulighed for, at Rådet kan vedtage en afgørelse om, hvilke familieretlige aspekter med grænseoverskridende virkninger der kan være omfattet af retsakter vedtaget efter den almindelige lovgivningsprocedure.

(3)

   Der gælder i forbindelse med denne procedure en "nødbremse"-mekanisme: Hvis en medlemsstat finder, at et lovgivningsforslag på dette område kan berøre grundlæggende aspekter af den pågældende medlemsstats strafferetlige system, kan den anmode om, at spørgsmålet forelægges Det Europæiske Råd, hvorefter proceduren suspenderes. Det Europæiske Råd skal inden fire måneder forelægge Rådet spørgsmålet på ny, således at proceduren kan fortsætte, eller anmode Kommissionen eller den gruppe medlemsstater, som initiativet hidrører fra, om at fremsætte et nyt lovgivningsforslag. Hvis Det Europæiske Råd ikke træffer den nævnte afgørelse inden fire måneder, eller hvis den nye lovgivningsprocedure, der er indledt på dets begæring, ikke er afsluttet inden 12 måneder, indføres der automatisk et forstærket samarbejde på området, hvis mindst ni medlemsstater ønsker det.

(4)

   Ibidem.

(5)

   Foranstaltningerne i litra c) og d) er faktisk nye. Foranstaltningerne i litra a) og b) var allerede nævnt i EF-traktatens artikel 152 og underlagt den fælles beslutningsprocedure.

(6)

   De i dette stykke indeholdte retsgrundlag er helt nye bortset fra det, der vedrører tilskyndelsesforanstaltninger med henblik på beskyttelse af folkesundheden, som allerede var nævnt i EF-traktatens artikel 152.

(7)

   Det skal bemærkes, at Unionen i dag allerede træffer foranstaltninger på energiområdet, enten på grundlag af bestemmelser, der allerede foreskriver afstemning med kvalificeret flertal, eller på grundlag af EF-traktatens artikel 308.

(8)

   Der træffes allerede foranstaltninger på området på grundlag af EF-traktatens artikel 308.

(9)

   Der træffes allerede foranstaltninger på området, enten på grundlag af EF-traktatens artikel 179 (med kvalificeret flertal) eller på grundlag af artikel 308 (med enstemmighed).


BILAG 3: Lovgivningsmæssige retsakter – den almindelige lovgivningsprocedure

Dette bilag indeholder en liste over de retsgrundlag, der vil være underlagt den almindelige lovgivningsprocedure, som er fastsat i Lissabontraktaten (og som stort set svarer til den gældende procedure efter EF-traktatens artikel 251, den såkaldte fælles beslutningsprocedure).

De understregede områder er de områder, hvor retsgrundlaget er fuldstændig nyt, eller hvor proceduren er ændret, således at området er blevet underlagt "fælles beslutningstagning"/den almindelige lovgivningsprocedure.

Artikelnumrene fra TEU og TEUF henviser til nummereringen i Lissabontraktaten; i [...] står de numre, som artiklerne får i en fremtidig konsolideret version af traktaterne (ifølge den tabel, der er knyttet som bilag til Lissabontraktaten).

Angivelserne i kursiv er de tilsvarende artikler i den gældende traktat og den procedure, der anvendes i dag, i de tilfælde, hvor proceduren ændres ved Lissabontraktaten.

1.      Tjenesteydelser af almen økonomisk interesse (artikel 16 [14] TEUF) (EF-traktatens artikel 16)

2.      Regler om aktindsigt (artikel 16 A [15], stk. 3, TEUF) (artikel 255, stk. 2)

3.      Beskyttelse af personoplysninger (artikel 16 B [16], stk. 2, TEUF) (artikel 286, stk. 2)

4.      Foranstaltninger til bekæmpelse af enhver forskelsbehandling på grundlag af nationalitet (artikel 16 D [18] TEUF) (EF-traktatens artikel 12)

5.      Grundlæggende principper for tilskyndelsesforanstaltninger vedrørende forbuddet mod forskelsbehandling (artikel 16 E [19], stk. 2, TEUF) (EF-traktatens artikel 13, stk. 2)

6.      Bestemmelser, der skal gøre det lettere at udøve retten til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område (artikel 18 [21], stk. 2, TEUF) (EF-traktatens artikel 18, stk. 2)

7.      Borgerinitiativ (artikel 21 [24] TEUF)

8.      Toldsamarbejde (artikel 27a [33] TEUF) (EF-traktatens artikel 135)

9.      Anvendelse af konkurrencereglerne på den fælles landbrugspolitik (artikel 36 [42], der henviser til artikel 43, stk. 2, TEUF) (EF-traktatens artikel 36: kvalificeret flertal i Rådet og enkelt høring af EP)

10.    Lovgivning om den fælles landbrugspolitik (artikel 37 [43], stk. 2 TEUF) (EF-traktatens artikel 37, stk. 2: kvalificeret flertal i Rådet og enkelt høring af EP)

11.    Arbejdskraftens frie bevægelighed (artikel 40 [46] TEUF) (EF-traktatens artikel 40)

12.    Det indre marked – foranstaltninger inden for social sikring for vandrende arbejdstagere (artikel 42 [48] TEUF)(1) (EF-traktatens artikel 42: fælles beslutningstagning – Rådet træffer afgørelse med enstemmighed)

13.    Etableringsret (artikel 44 [50], stk. 1, TEUF) (EF-traktatens artikel 44)

14.    Undtagelse af visse erhverv fra bestemmelserne om etableringsretten i en medlemsstat (artikel 45 [51], stk. 2, TEUF) (EF-traktatens artikel 45, stk. 2: kvalificeret flertal i Rådet uden deltagelse af EP)

15.    Samordning af love og administrative bestemmelser i medlemsstaterne, der indeholder særlige regler for statsborgere fra andre medlemsstater i forbindelse med udøvelse af etableringsretten (artikel 46 [52], stk. 2, TEUF) (EF-traktatens artikel 46, stk. 2)

16.    Samordning af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om adgang til at optage og udøve selvstændig erhvervsvirksomhed og gensidig anerkendelse af eksamensbeviser (artikel 47 [53], stk. 1, TEUF) (EF-traktatens artikel 47: fælles beslutningstagning – Rådet træffer afgørelse med enstemmighed, når reglerne medfører en ændring af medlemsstaternes lovgivningsprincipper)

17.    Udvidelse af anvendelsesområdet for bestemmelserne om tjenesteydelser til også at omfatte statsborgere i et tredjeland bosat inden for Unionen (artikel 49 [56], stk. 2, TEUF) (EF-traktatens artikel 49, stk. 2: kvalificeret flertal i Rådet uden deltagelse af EP)

18.    Liberalisering af tjenesteydelser i bestemte sektorer (artikel 52 [59], stk. 1, TEUF) (EF-traktatens artikel 52, stk. 1: kvalificeret flertal i Rådet og enkelt høring af EP)

19.    Tjenesteydelser (artikel 55 [62] TEUF) (EF-traktatens artikel 55)

20.    Vedtagelse af andre foranstaltninger om kapitalbevægelser til eller fra tredjelande (artikel 57 [64], stk. 2, TEUF) (EF-traktatens artikel 57, stk. 2, første punktum: kvalificeret flertal i Rådet uden deltagelse af EP)

21.    Administrative foranstaltninger vedrørende kapitalbevægelser for så vidt angår forebyggelse og bekæmpelse af kriminalitet og terrorisme (artikel 61 H [75] TEUF) (EF-traktatens artikel 60)

22.    Visum, kontrol ved de ydre grænser, betingelser for tredjelandsstatsborgeres muligheder for at rejse frit, forvaltning af de ydre grænser, regler om, at personer ikke kontrolleres ved passage af de indre grænser (artikel 62 [77], stk. 2, TEUF) (EF-traktatens artikel 62: procedure fastlagt i EF-traktatens artikel 67: enstemmighed i Rådet og enkelt høring af EP med mulighed for overgang til fælles beslutningstagning efter en afgørelse fra Rådet truffet med enstemmighed efter høring af EP)

23.    Asyl, midlertidig eller subsidiær beskyttelse af personer (artikel 63 [78], stk. 2, TEUF) (EF-traktatens artikel 63, stk. 1 og 2, og artikel 64, stk. 2: procedure fastlagt i EF-traktatens artikel 67: enstemmighed i Rådet og enkelt høring af EP med mulighed for overgang til fælles beslutningstagning efter en afgørelse fra Rådet truffet med enstemmighed efter høring af EP)

24.    Indvandring og bekæmpelse af menneskehandel (artikel 63a [79], stk. 2, TEUF) (EF-traktatens artikel 63, stk. 3 og 4: procedure fastlagt i EF-traktatens artikel 67: enstemmighed i Rådet og enkelt høring af EP med mulighed for overgang til fælles beslutningstagning efter en afgørelse fra Rådet truffet med enstemmighed efter høring af EP)

25.    Foranstaltninger, der skal fremme integration af tredjelandsstatsborgere (artikel 63a [79] stk. 4, TEUF)

26.    Samarbejde om civilretlige spørgsmål (undtagen familieret)(2) (artikel 65 [81], stk. 2, TEUF) (EF-traktatens artikel 65: procedure fastlagt i EF-traktatens artikel 67: enstemmighed i Rådet og enkelt høring af EP med mulighed for overgang til fælles beslutningstagning efter en afgørelse fra Rådet truffet med enstemmighed efter høring af EP)

27.    Retligt samarbejde i straffesager – procedure, samarbejde, uddannelse, kompetencekonflikter, minimumsregler for anerkendelse af domme) (artikel 69 A [82], stk. 1 og 2, TEUF)(3) (EU-traktatens artikel 31: enstemmighed i Rådet og enkelt høring af EP)

28.    Minimumsregler for, hvad der skal anses for strafbare handlinger, samt for straffene herfor på områder med kriminalitet af særlig grov karakter, der har en grænseoverskridende dimension (artikel 69 B [83], stk. 1 og eventuelt 2, TEUF) (EU-traktatens artikel 31: procedure fastlagt i EU-traktatens artikel 34, stk. 2, og artikel 39, stk. 1: enstemmighed i Rådet og enkelt høring af EP)

29.    Støtteforanstaltninger inden for kriminalitetsforebyggelse (artikel 69 C [84] TEUF)

30.    Eurojust (artikel 69 D [85], stk. 1, andet afsnit, TEUF) (EU-traktatens artikel 31: procedure fastlagt i EU-traktatens artikel 34, stk. 2, og artikel 39, stk. 1: enstemmighed i Rådet og enkelt høring af EP)

31.    Bestemmelser for Europa-Parlamentets og de nationale parlamenters tilknytning til evalueringen af Eurojusts virke (artikel 69 D [85], stk. 1, tredje afsnit, TEUF)

32     Politisamarbejde (visse aspekter) (artikel 69 F [87], stk. 2, TEUF) (EU-traktatens artikel 30: procedure fastlagt i EU-traktatens artikel 34, stk. 2, og artikel 39, stk. 1: enstemmighed i Rådet og enkelt høring af EP)

33.    Europol (artikel 69 G [88], stk. 2, første afsnit, TEUF) (EU-traktatens artikel 30: procedure fastlagt i EU-traktatens artikel 34, stk. 2, og artikel 39, stk. 1: enstemmighed i Rådet og enkelt høring af EP)

34.    Nærmere bestemmelser for EP's og de nationale parlamenters kontrol med Europol (artikel 69 G [88], stk. 2, andet afsnit, TEUF)

35.    Gennemførelse af den fælles transportpolitik (artikel 71 [91], stk. 1, TEUF) (EF-traktatens artikel 71)

36.    Sø- og luftfart (artikel 80 [100], stk. 2, TEUF) (EF-traktatens artikel 80, stk. 2)

37.    Foranstaltninger med henblik på indbyrdes tilnærmelse af nationale bestemmelser, der vedrører det indre markeds oprettelse eller funktion, med henblik på virkeliggørelsen af de i artikel 22a [26] fastsatte mål (artikel 94 [114], stk. 1, TEUF) (EF-traktatens artikel 95, stk. 1)

38.    Nødvendige foranstaltninger med henblik på at fjerne en fordrejning af det indre marked (artikel 96 [116] TEUF) (EF-traktatens artikel 96: kvalificeret flertal i Rådet uden deltagelse af EP)

39.    Intellektuel ejendomsret bortset fra sprogordningen for beviserne (artikel 97a [118], stk. 1, TEUF)(4)

40.    Multilateral overvågning (artikel 99 [121], stk. 6, TEUF) (EF-traktatens artikel 99, stk. 5: samarbejdsprocedure)

41.    Ændring af protokollen om statutten for Det Europæiske System af Centralbanker og ECB (artikel 107 [129], stk. 3, TEUF) (EF-traktatens artikel 107, stk. 5: enstemmighed i Rådet eller, efter omstændighederne, kvalificeret flertal og samstemmende udtalelse fra EP)

42.    Foranstaltninger, som er nødvendige for anvendelsen af euroen (artikel 111a [133] TEUF) (EF-traktatens artikel 123, stk. 4)

43.    Tilskyndelsesforanstaltninger på beskæftigelsesområdet (artikel 129 [149] TEUF) (EF-traktatens artikel 129)

44.    Social- og arbejdsmarkedspolitik (artikel 137 [153], stk. 1, undtagen litra c), d), f) og g), og stk. 2(5), første og andet afsnit, TEUF) (EF-traktatens artikel 137, stk. 1 og 2)

45.    Social- og arbejdsmarkedspolitik (lige muligheder, ligebehandling og lige løn) (artikel 141 [157], stk. 3, TEUF) (EF-traktatens artikel 141, stk. 3)

46.    Den Europæiske Socialfond (artikel 148 [164], stk. 3, TEUF) (EF-traktatens artikel 148)

47.    Uddannelse (undtagen henstillinger) (artikel 149 [165], stk. 4, litra a) TEUF) (EF-traktatens artikel 149, stk. 4)

48.    Sport (artikel 149 [165], stk. 2, litra g), og stk. 4, TEUF)

49.    Erhvervsuddannelse (artikel 150 [166], stk. 4, TEUF) (EF-traktatens artikel 150, stk. 4)

50.    Kultur (undtagen henstillinger) (artikel 151 [167], stk. 5, første led, TEUF (EF-traktatens artikel 151: fælles beslutningstagning – Rådet træffer afgørelse med enstemmighed)

51.    Folkesundhed – foranstaltninger for at imødegå de fælles sikkerhedsudfordringer på sundhedsområdet(6) (artikel 152 [168], stk. 4, TEUF) (EF-traktatens artikel 152, stk. 4)

52.    Folkesundhed – tilskyndelsesforanstaltninger til folkesundheden og navnlig bekæmpelse af større grænseoverskridende trusler mod sundheden samt bekæmpelse af tobak- og alkoholmisbrug (artikel 152 [168], stk. 5, TEUF(7))

53.    Forbrugerbeskyttelse (artikel 153 [169], stk. 3, TEUF) (EF-traktatens artikel 153, stk. 4)

54.    Transeuropæiske net (artikel 156 [172] TEUF) (EF-traktatens artikel 156)

55.    Industri (artikel 157 [173], stk. 3, TEUF) (EF-traktatens artikel 157, stk. 3)

56.    Foranstaltninger vedrørende økonomisk og social samhørighed (artikel 159 [175], stk. 3, TEUF) (EF-traktatens artikel 159)

57.    Strukturfondene (artikel 161 [177], stk. 1, TEUF) (EF-traktatens artikel 161: i dag: enstemmighed i Rådet og samstemmende udtalelse fra EP)

58.    Samhørighedsfonden (artikel 161 [177], stk. 2, TEUF) (EF-traktatens artikel 161: i dag: enstemmighed i Rådet og samstemmende udtalelse fra EP; fra 2007: kvalificeret flertal i Rådet og samstemmende udtalelse fra EP)

59.    Den Europæiske Fond for Regionaludvikling (artikel 162 [178] TEUF) (EF-traktatens artikel 162)

60.    Rammeprogram for forskning (artikel 166 [182], stk. 1, TEUF) (EF-traktatens artikel 166, stk. 1)

61.    Gennemførelse af Det Europæiske Forskningsrum (artikel 166 [182], stk. 5, TEUF)

62.    Iværksættelse af rammeprogrammet for forskning: reglerne for virksomheders deltagelse og for formidling af resultater (artikel 167 [183] og 172 [188], stk. 2, TEUF) (EF-traktatens artikel 167)

63.    Supplerende forskningsprogrammer for visse medlemmer (artikel 168 [184] og 172 [188], stk. 2, TEUF) (EF-traktatens artikel 168)

64.    Deltagelse i forskningsprogrammer, der iværksættes af flere medlemsstater (artikel 169 [185] og 172 [188], stk. 2, TEUF) (EF-traktatens artikel 169)

65.    Rumpolitik (artikel 172a [189] TEUF)

66.    Miljø (EU-tiltag med henblik på gennemførelse af målsætningerne på området, medmindre de er af fiskal karakter) (artikel 175 [192], stk. 1, TEUF) (EF-traktatens artikel 175, stk. 1)

67.    Handlingsprogrammer på miljøområdet (artikel 175 [192], stk. 3, TEUF) (EF-traktatens artikel 175, stk. 3)

68.    Energi, med undtagelse af foranstaltninger af fiskal karakter (artikel 176 A [194], stk. 2, TEUF)(8)

69.    Turisme – foranstaltninger, der skal supplere medlemsstaternes indsats (artikel 176 B [195], stk. 2, TEUF)

70.    Civilbeskyttelse mod naturkatastrofer eller menneskeskabte katastrofer (artikel 176 C [196], stk. 2, TEUF)(9)

71.    Administrativt samarbejde med henblik på medlemsstaternes gennemførelse af EU-retten (artikel 176 D [197], stk. 2, TEUF)

72.    Handelspolitik – gennemførelsesforanstaltninger (artikel 188 C [207], stk. 2, TEUF) (EF-traktatens artikel 133: kvalificeret flertal i Rådet uden høring af EP)

73.    Udviklingssamarbejde (artikel 188 E [209], stk. 1, TEUF) (EF-traktatens artikel 179)

74.    Økonomisk, finansielt og teknisk samarbejde med tredjelande (artikel 188 H [212], stk. 2, TEUF) (EF-traktatens artikel 181A: kvalificeret flertal i Rådet og enkelt høring af EP)

75.    Generelle rammer for bistandsaktiviteter (artikel 188 J [214], stk. 3, TEUF)

76.    Frivilligt europæisk korps for humanitær bistand (artikel 188 J [214], stk. 5, TEUF)

77.    Statutten for politiske partier på europæisk plan og reglerne for deres finansiering (artikel 191 [224] TEUF) (EF-traktatens artikel 191)

78.    Oprettelse af specialretter (artikel 225 A [257] TEUF) (EF-traktatens artikel 225A: enstemmighed i Rådet og enkelt høring af EP)

79.    Ændring af Domstolens statut, bortset fra afsnit I og artikel 64 (artikel 245 [281] TEUF) (EF-traktatens artikel 245: enstemmighed i Rådet og enkelt høring af EP)

80.    Regler for kontrol af udøvelsen af gennemførelsesbeføjelser (artikel 249 C [291], stk. 3, TEUF) (EF-traktatens artikel 202: enstemmighed i Rådet og enkelt høring af Parlamentet)

81.    Europæisk forvaltning (artikel 254a [298], stk. 2, TEUF)

82.    Vedtagelse af de finansielle regler (artikel 279 [322] stk. 1, TEUF) (EF-traktatens artikel 279, stk. 1: enstemmighed i Rådet efter høring af EP, derefter, fra 2007, kvalificeret flertal i Rådet)

83.    Bekæmpelse af svig, der skader Unionens finansielle interesser (artikel 280 [325], stk. 4, TEUF) (EF-traktatens artikel 280, stk. 4)

84.    Vedtægten for tjenestemænd og ansættelsesvilkårene for øvrige ansatte i Unionen (artikel 283 [336] TEUF) (EF-traktatens artikel 283: kvalificeret flertal i Rådet og enkelt høring af EP)

85.    Statistikker (artikel 285 [338], stk. 1, TEUF) (EF-traktatens artikel 285, stk. 1)

(1)

Med en "nødbremse"-mekanisme: Hvis en medlemsstat finder, at de pågældende foranstaltninger vil kunne berøre "grundlæggende aspekter af den pågældende medlemsstats sociale sikringssystem, herunder anvendelsesområde, omkostninger og økonomisk struktur", eller berøre systemets "finansielle balance", kan den anmode om, at spørgsmålet forelægges Det Europæiske Råd (hvilket medfører, at lovgivningsproceduren suspenderes). Det Europæiske Råd skal inden fire måneder forelægge Rådet spørgsmålet på ny, således at proceduren kan fortsætte, eller anmode Kommissionen om at forelægge et nyt forslag.

(2)

   Denne artikels stk. 2, litra e), g) og h), indeholder nye retsgrundlag; de øvrige litraer var allerede omfattet af EF-traktatens artikel 65. Artikel 269, stk. 3, giver endvidere mulighed for, at Rådet kan vedtage en afgørelse om, hvilke familieretlige aspekter med grænseoverskridende virkninger der kan være omfattet af retsakter vedtaget efter den almindelige lovgivningsprocedure.

(3)

   Der er i stk. 3 og 4 fastsat en "nødbremse"-mekanisme: Hvis en medlemsstat finder, at et lovgivningsforslag på dette område kan berøre grundlæggende aspekter af den pågældende medlemsstats strafferetlige system, kan den anmode om, at spørgsmålet forelægges Det Europæiske Råd, hvorefter proceduren suspenderes. Det Europæiske Råd skal inden fire måneder forelægge Rådet spørgsmålet på ny, således at proceduren kan fortsætte, eller anmode Kommissionen eller den gruppe medlemsstater, som initiativet hidrører fra, om at fremsætte et nyt lovgivningsforslag. Hvis Det Europæiske Råd ikke træffer den nævnte afgørelse inden fire måneder, eller hvis den nye lovgivningsprocedure, der er indledt på dets begæring, ikke er afsluttet inden 12 måneder, indføres der automatisk et forstærket samarbejde på området, hvis en tredjedel af medlemsstaterne ønsker det.

(4)

I mangel af et særligt retsgrundlag har Unionen hidtil handlet på dette område på grundlag af EF-traktatens artikel 308: enstemmighed i Rådet og enkelt høring af EP.

(5)

På de områder, der er omhandlet i disse litraer, vedtager Rådet retsakter med enstemmighed efter høring af EP. Det sidste afsnit i stk. 2 indeholder imidlertid en "passerelle"-bestemmelse, ifølge hvilken Rådet med enstemmighed kan beslutte at lade den almindelige lovgivningsprocedure finde anvendelse på stk. 1, litra d), f) og g).  

(6)

   Foranstaltningerne i artikel II-278, stk. 4, litra a) og b), var allerede indeholdt i EF-traktatens artikel 152. Foranstaltningerne i litra c) og d) er nye.

(7)

   Alle retsgrundlagene i dette stykke er nye, undtagen det, der vedrører tilskyndelsesforanstaltninger med henblik på beskyttelse af folkesundheden, som allerede var indeholdt i EF-traktatens artikel 152.

(8)

   I mangel af et særligt retsgrundlag har Unionen hidtil handlet på dette område på grundlag af EF-traktatens artikel 308: enstemmighed i Rådet og enkelt høring af EP.

(9)

   I mangel af et særligt retsgrundlag har Unionen hidtil handlet på dette område på grundlag af EF-traktatens artikel 308: enstemmighed i Rådet og enkelt høring af EP.


BILAG 4: Lovgivningsmæssige retsakter – særlige lovgivningsprocedurer

Dette bilag indeholder listen over retsgrundlag vedrørende de særlige lovgivningsprocedurer.

Artikelnumrene fra TEU og TEUF henviser til nummereringen i Lissabontraktaten; i [...] står de numre, som artiklerne får i en fremtidig konsolideret version af traktaterne (ifølge den tabel, der er knyttet som bilag til Lissabontraktaten).

Kursiv angiver de tilsvarende artikler i de gældende traktater, når de findes, og i tilfælde af en procedureændring den procedure, der anvendes i dag.

I -     Ad hoc-procedurer

1.      Det årlige budget – fælles afgørelse EP-Rådet (artikel 272 [314] TEUF) (EF-traktatens artikel 272: ad hoc-procedure)

II -   Retsakter vedtaget af Europa-Parlamentet

2.      Statutten for Europa-Parlamentets medlemmer (artikel 190 [223], stk. 2, TEUF): EP træffer afgørelse på eget initiativ efter Rådets godkendelse (med enstemmighed for så vidt angår beskatningsordningen) og efter høring af Kommissionen (EF-traktatens artikel 190, stk. 5)

3.      Nærmere vilkår for udøvelse af undersøgelsesbeføjelsen (artikel 193 [226], stk. 3, TEUF): EP træffer afgørelse på eget initiativ efter Rådets og Kommissionens godkendelse (EF-traktatens artikel 193: fælles overenskomst)

4.      Den Europæiske Ombudsmands statut (artikel 195 [228], stk. 4, TEUF): EP træffer afgørelse på eget initiativ efter Rådets godkendelse og efter høring af Kommissionen (EF-traktatens artikel 195, stk. 4)

III -  Retsakter vedtaget af Rådet

A.     Enstemmighed og godkendelse fra Europa-Parlamentet

5.      Foranstaltninger med henblik på at bekæmpe forskelsbehandling (artikel 16 E [19], stk. 1, TEUF) (EF-traktatens artikel 13, stk. 1: enkelt høring af EP)

6.      Udvidelse af de rettigheder, der er forbundet med unionsborgerskabet (artikel 22 [25] TEUF) – national ratificering påkrævet (EF-traktatens artikel 22)

7.      Den Europæiske Anklagemyndighed (artikel 69 E [86], stk. 1, TEUF)

8.      Ensartet valgprocedure (artikel 190 [223], stk. 1, TEUF): på initiativ af og efter godkendelse fra EP – national ratificering påkrævet (EF-traktatens artikel 190, stk. 4)

9.      Den flerårige finansielle ramme (artikel 270a [312], stk. 2, TEUF) Ikke nævnt i traktaterne. I dag omfattet af en interinstitutionel aftale.

B.     Enstemmighed og høring af Europa-Parlamentet

10.    Artikel 6 TEU (sammen med artikel 188 N [218], stk. 6 og 8): tiltrædelse af den europæiske menneskerettighedskonvention – afgørelse truffet af Rådet på forslag af forhandleren af aftalen (som udgangspunkt Kommissionen) efter godkendelse fra EP

11.    Foranstaltninger vedrørende social sikring eller social beskyttelse (artikel 18 [21], stk. 3, TEUF) (EF-traktatens artikel 18, stk. 3)

12.    Unionsborgerskab: valgret og valgbarhed ved kommunalvalg og valg til EP i bopælsmedlemsstaten (artikel 19 [22] TEUF) (EF-traktatens artikel 19)

13.    Vedtagelse af foranstaltninger om kapitalbevægelser til eller fra tredjelande, der er et tilbageskridt i EU-lovgivningen om liberalisering (artikel 57 [64], stk. 3, TEUF) (EF-traktatens artikel 57, stk. 2 in fine: enstemmighed i Rådet uden udtalelse fra EP)

14.    Foranstaltninger vedrørende pas, identitetskort og opholdsbeviser (artikel 62 [77], stk. 3, TEUF)

15.    Samarbejde om civilretlige spørgsmål for så vidt angår foranstaltninger vedrørende familieret med grænseoverskridende virkninger(1) (artikel 65 [81], stk. 3, TEUF) (EF-traktatens artikel 67, stk. 5, andet led)

16.    Operationelt politisamarbejde (Artikel 69 F [87], stk. 3, TEUF) (EU-traktatens artikel 30, stk. 1, litra a): procedure fastlagt i EU-traktatens artikel 34, stk. 2, og artikel 39, stk. 1)

17.    En medlemsstats kompetente myndigheders arbejde på en anden medlemsstats område (artikel 69 H [89] TEUF) (EU-traktatens artikel 32: procedure fastlagt i EU-traktatens artikel 34, stk. 2, og artikel 39, stk. 1)

18.    Harmonisering af indirekte skatter (artikel 93 [113] TEUF) (EF-traktatens artikel 93)

19.    Indbyrdes tilnærmelse af lovgivningerne (artikel 95[15] TEUF) (EF-traktatens artikel 94)

20.    Sprogordningen for beviser for intellektuel ejendomsret (artikel 97a [118] TEUF)

21.    Erstatning af protokollen om uforholdsmæssigt store underskud (artikel 104 [126], stk. 14, TEUF) (EF-traktatens artikel 104, stk. 14)

22.    Den Europæiske Centralbanks specifikke opgaver vedrørende tilsyn (artikel 105 [127], stk. 6, TEUF) (EF-traktatens artikel 105, stk. 6: enstemmighed i Rådet efter høring af ECB og samstemmende udtalelse fra EP)

23.    Socialpolitik: arbejdstagernes sociale sikring og sociale beskyttelse, beskyttelse af arbejdstagerne ved ophævelse af en arbejdskontrakt, repræsentation og kollektivt forsvar og beskæftigelsesvilkår for tredjelandsstatsborgere(2) (artikel 137 [153], stk. 2, litra c), d), f) og g), og stk. 2, litra b) (EF-traktatens artikel 137, stk. 1, litra c), d), f) og g), og stk. 2, litra b), andet afsnit)

24.    Miljø: bestemmelser af fiskal karakter, foranstaltninger, der berører fysisk planlægning, forvaltning af vandressourcerne og arealanvendelse, og foranstaltninger, der berører energiforsyningen og valget mellem forskellige energikilder (artikel 175 [192], stk. 2, TEUF) (EF-traktatens artikel 175, stk. 2)

25.    Energi: foranstaltninger af fiskal karakter (artikel 176 A [194], stk. 3, TEUF)

26.    Associeringen mellem de oversøiske lande og territorier og Unionen – procedure og nærmere retningslinjer (artikel 187 [203] TEUF) (EF-traktatens artikel 187 – uden høring af EP)

27.    Domstolens kompetence vedrørende intellektuel ejendomsret (artikel 229 A [262] TEUF) (EF-traktatens artikel 229A: enstemmighed i Rådet og enkelt høring af EP plus national ratificering)

28.    Ændring af protokollen om statutten for Den Europæiske Investeringsbank (artikel 266 [308], stk. 3, TEUF) (EF-traktatens artikel 266, stk. 3)

29.    Unionens egne indtægter – loft og indførelse af nye indtægter (artikel 269 [311], stk. 3, TEUF) – national ratificering påkrævet (EF-traktatens artikel 269)

C.     Kvalificeret flertal og godkendelse fra EP

30.    Gennemførelsesforanstaltninger i forbindelse med ordningen for Unionens egne indtægter (artikel 269 [311], stk. 4, TEUF)

D.     Kvalificeret flertal og høring af EP

31.    Foranstaltninger med henblik på at gøre det lettere at yde diplomatisk beskyttelse (artikel 20 [23] TEUF) (EF-traktatens artikel 20 – aftale mellem medlemsstaterne: regeringssamarbejde)

32.    Forskning: særprogrammer til iværksættelse af rammeprogrammet (artikel 166 [182], stk. 4, TEUF) (EF-traktatens artikel 166, stk. 4)

33.    Regioner i den yderste periferi (artikel 299 [349], stk. 1, andet afsnit, TEUF) (EF-traktatens artikel 299, stk. 2, andet afsnit)

(1)

   Rådet kan med enstemmighed efter høring af EP beslutte at gå over til almindelig lovgivningsprocedure (artikel 65 [81], stk. 3, andet afsnit).

(2)

   Rådet kan med enstemmighed efter høring af EP beslutte at gå over til den almindelige lovgivningsprocedure for litra d), f) og g) (artikel 137 [153], stk. 2, andet afsnit).


SKRIVELSE FRA REGIONALUDVIKLINGSUDVALGET

Skrivelse af 23. januar 2008 fra Gerardo Galeote, formand for Regionaludviklingsudvalget, til Jo Leinen, formand for Udvalget om Konstitutionelle Anliggender

Jo Leinen

Formand

Udvalget om Konstitutionelle Anliggender

Om:  Lissabontraktaten

Af tidsmæssige årsager får Regionaludviklingsudvalget ikke mulighed for at vedtage en udtalelse om det ovenstående dokument, som vi imidlertid betragter som yderst relevant ud fra et regionaludviklingspolitisk synspunkt. Derfor ønsker jeg på Regionaludviklingsudvalgets vegne at orientere Dem om udvalgets holdning.

Lissabontraktaten lancerer en række væsentlige ændringer, som - hvis traktaten ratificeres - vil få direkte konsekvenser for arbejdet i Regionaludviklingsudvalget. Lissabontraktaten gør det muligt for Unionen at bevæge sig fremad på et fornyet fælles grundlag mod en mere demokratisk, effektiv og synlig fremtid. I denne forbindelse er styrkelsen af den regionale dimension af EU's politikformulering og beslutningsproces af særlig værdi.

Regionaludviklingsudvalget anmoder derfor Udvalget om Konstitutionelle Anliggender om at tage hensyn til følgende aspekter i sin betænkning (2007/2286(INI) af ordførerne Richard Corbett og Íñigo Méndez de Vigo):

Regionaludviklingsudvalget:

1. værdsætter og bifalder, at Lissabontraktaten omfatter centrale regionalpolitiske elementer som f.eks. anerkendelse af kulturel og sproglig mangfoldighed som en af EU's målsætninger, den fornyede definition af nærhedsprincippet, hensyntagen til fællesskabsrettens følger for lokale og regionale myndigheder samt anerkendelse af princippet om høring af lokale og regionale myndigheder;

2. noterer med tilfredshed, at begrebet "territorial samhørighed" også er blevet medtaget og anerkendt som en målsætning for EU; bemærker, at territorial samhørighed defineres som et område med delt kompetence mellem Unionen og medlemsstaterne; tilslutter sig desuden, at EF-traktatens artikel 158, som definerer samhørighedspolitikken, vil blive ændret og komme til at omfatte et nyt stykke, der anerkender fjernområdernes særlige status;

3. noterer med tilfredshed, at afstemning med kvalificeret flertal og den fælles beslutningsprocedure er blevet udstrakt til at omfatte f.eks. den generelle forordning om strukturfondene; mener, at disse elementer uvægerligt vil forbedre de ansvarlige parlamentariske udvalgs muligheder for at påvirke de politiske beslutninger vedrørende struktur- og samhørighedspolitik;

4. noterer med tilfredshed, at der lægges særlig vægt på landdistrikter, områder i en industriel overgangsproces og områder, der lider af alvorlige naturbetingede eller demografiske ulemper af permanent art, bl.a. de nordligste meget tyndt befolkede områder samt øområder, grænseoverskridende områder og bjergområder;

5. anmoder de relevante myndigheder om fuldt ud at gennemføre bestemmelserne om, at nationale og regionale parlamenter med lovgivende beføjelser skal inddrages i den tidlige varslingsprocedure, der har til formål at sikre, at nærhedsprincippet overholdes; bemærker, at bestemmelsen om, at de nationale parlamenter og Regionsudvalget kan anlægge sag vedrørende overtrædelse af nærhedsprincippet, kan resultere i et ændret forhold mellem navnlig Kommissionen og medlemsstaterne;

6. mener, at en vellykket gennemførelse af Lissabontraktaten og de nye bestemmelser om regionaludvikling og samhørigspolitik må gå hånd i hånd med en forbedret dialog mellem EU-institutionerne og de regionale sammenslutninger.

(høflighedsformular og underskrift)


UDTALELSE fra Udenrigsudvalget (22.1.2008)

til Udvalget om Konstitutionelle Anliggender

om traktaten om ændring af traktaten om Den Europæiske Union og traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab

(2007/2286(INI))

Rådgivende ordfører: Andrew Nicholas Duff

FORSLAG

Udenrigsudvalget opfordrer Udvalget om Konstitutionelle Anliggender, som er korresponderende udvalg, til at optage følgende forslag i det beslutningsforslag, det vedtager:

Struktur

1.  bemærker, at Lissabontraktaten indeholder større strukturelle ændringer i sammenligning med traktaten om en forfatning for Europa (2004), når det gælder Unionens optræden udadtil, idet afsnit V i traktaten om Den Europæiske Union - indeholdende almindelige bestemmelser om Unionens optræden udadtil, særlige bestemmelser om den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP) og bestemmelser om den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik (ESFP) - er adskilt fra femte del i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde - indeholdende almindelige bestemmelser om Unionens optræden udadtil, den fælles handelspolitik, samarbejde med tredjelande og humanitær bistand, restriktive foranstaltninger, internationale aftaler, forbindelserne med internationale organisationer og tredjelande samt Unionens delegationer og solidaritetsbestemmelsen;

2.  understreger derfor, at de to ændrede traktater har samme juridiske værdi, og opfordrer til, at de altid fortolkes under ét af hensyn til sammenhæng og klarhed;

Substans

3.  bemærker, at Lissabontraktaten trods strukturelle forskelle på det udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitiske område i indholdsmæssig henseende svarer til forfatningstraktaten af 2004, og at den nye traktat navnlig med hensyn til Unionens internationale forbindelser udgør en meget stor forbedring i forhold til de ordninger, der er i kraft i øjeblikket;

4.  bifalder derfor stærkt den nye traktat, idet den tjener til at højne Unionens internationale profil og øger dens evne til at agere effektivt på den internationale scene; påpeger, at Lissabontraktaten

- præciserer Unionens beføjelser og definerer og udvider dens værdier og mål som følger: "Unionen forsvarer og fremmer i forbindelserne med den øvrige verden sine værdier og interesser og bidrager til beskyttelsen af sine borgere. Den bidrager til fred, sikkerhed, bæredygtig udvikling af jorden, solidaritet og gensidig respekt folkene imellem, fri og fair handel, udryddelse af fattigdom og beskyttelse af menneskerettighederne, især børns rettigheder, samt nøje overholdelse og udvikling af folkeretten, herunder overholdelse af principperne i De Forenede Nationers pagt"(1)

- gør chartret om grundlæggende rettigheder bindende og gør det muligt for Unionen at tiltræde den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder (ECHR)(2)

- sikrer, at der skal tages hensyn til Københavnskriterierne ved fremtidige udvidelser

- udgør et udtrykkeligt retsgrundlag for naboskabspolitikken

- giver Unionen som helhed status som juridisk person

- forpligter medlemsstaterne til at høre hinanden og udvise gensidig solidaritet

- indfører et beskedent element af beslutningstagning med kvalificeret flertal ved rådsafgørelser om spørgsmål vedrørende FUSP og muligheden for konstruktiv afståelse(3)

- muliggør en yderligere udvidelse af beslutningstagningen med kvalificeret flertal i fremtiden (for afgørelser uden for forsvarsområdet), når Det Europæiske Råd med enstemmighed træffer afgørelse herom

- fremmer forstærket samarbejde (med mindst ni medlemsstater) inden for FUSP

- skaber posten som permanent formand for Det Europæiske Råd, der på sit niveau og i denne egenskab varetager Unionens repræsentation udadtil på de områder, der hører under FUSP

- skaber den magtfulde post som Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, der vil være næstformand i Kommissionen samt formand for Rådet for Udenrigsanliggender, og som vil varetage den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik og den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik, bidrage til udviklingen af politikken og sikre sammenhæng i Unionens optræden udadtil

- opretter med Kommissionens samtykke og efter høring af Parlamentet en tjeneste for EU's Optræden Udadtil, der skal bistå den højtstående repræsentant, og som omfatter tjenestemænd fra Kommissionen, Rådets sekretariat og medlemsstaternes diplomatiske tjenester

- styrker Europa-Parlamentets budgetbeføjelser, når det gælder alle EU-udgifter, herunder Tjenesten for EU's Optræden Udadtil, således at Parlamentet dermed ligestilles med Rådet

- giver Parlamentet medbestemmende kompetence inden for den fælles handelspolitik

- udvider anvendelsen af beslutningstagning med kvalificeret flertal i Rådet og Parlamentets ret til at skulle give sit samtykke til alle internationale aftaler, der indgås af EU på områder, hvor den almindelige lovgivningsprocedure finder anvendelse, eller hvor den særlige lovgivningsprocedure kræver Parlamentets samtykke i indre anliggender

- skaber nye retsgrundlag for instrumenter eller politikker med hensyn til presserende finansiel støtte til tredjelande, humanitær bistand, sanktioner over for ikke-statslige enheder, rumpolitik, forsyningssikkerhed på energiområdet, bekæmpelse af klimaændringer, forebyggelse af international terrorisme og beskyttelse af personoplysninger;

5.  bifalder desuden den omfattende reform af den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik, der indebærer, at

- samtlige medlemsstaters(4) civile og militære kapaciteter, herunder multinationale styrker, knyttes til den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik med mulighed for at overdrage gennemførelsen af opgaverne til en gruppe af medlemsstater

- der skabes et permanent struktureret samarbejde på forsvarsområdet mellem de medlemsstater, der har den militære kapacitet og den politiske vilje, som påtager sig de mest krævende missioner

- medlemsstaterne forpligter sig til gradvis at forbedre deres militære kapacitet

- Det Europæiske Forsvarsagenturs rolle udvides

- medlemsstaterne forpligtes til at yde hinanden bistand, hvis de udsættes for angreb (dette berører ikke visse medlemsstaters neutralitet eller andre medlemsstaters medlemskab af NATO)

- målsætningerne ("Petersberg-opgaverne") opgraderes, således at de kommer til at omfatte kampen mod terrorisme

- der fastsættes krav om gensidig solidaritet ved en terrortrussel, et terrorangreb eller en naturkatastrofe;

6.  beklager dog, at nogle medlemsstater under regeringskonferencen tydeligvis bestræbte sig på a) at foretage en klar afgrænsning mellem den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik og den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik på den ene side og andre aspekter af Unionens optræden udadtil på den anden side, b) at udvande de praktiske virkninger af afgørelsen om i teorien at udforme fælles politikker og forene ressourcerne på dette område og c) nøje at begrænse Kommissionens og Parlamentets politiske rolle og Den Europæiske Unions Domstols rolle på retsområdet(5);

7.  beklager, at Det Forenede Kongerige og Polen har søgt at begrænse mulighederne for juridisk håndhævelse af chartret om grundlæggende rettigheder;

8.  beklager navnlig EU-traktatens artikel 25a, hvori det er fastsat, at behandling af personoplysninger inden for sikkerhedspolitikken skal omfattes af regler fastsat af Rådet alene uden inddragelse af Parlamentet eller kontrol fra domstolenes side i EU;

9.  bemærker i denne forbindelse regeringskonferencens erklæring nr. 13, hvori det understreges, at bestemmelserne om den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik ikke berører medlemsstaternes nuværende ansvar med hensyn til udformningen og gennemførelsen af deres udenrigspolitik og heller ikke deres nationale repræsentation i tredjelande og internationale organisationer - navnlig det primære ansvar, som påhviler medlemmer af FN's Sikkerhedsråd;

10.  bemærker desuden erklæring nr. 14, hvori det er fastsat, at den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik ikke berører den enkelte medlemsstats nuværende retsgrundlag, ansvar og beføjelser med hensyn til dens udenrigspolitik; beklager stærkt den både ubegrundede og misvisende erklæring om, at de nye FUSP-bestemmelser ikke giver Kommissionen nye beføjelser til at tage initiativ til afgørelser eller øger Parlamentets rolle;

11.  bemærker ligeledes erklæring nr. 24, der søger at mindske virkningen af afgørelsen om at højne Unionens juridiske status inden for folkeretten;

Gennemførelse

12.  bemærker, at der i henhold til erklæring nr. 12 vil blive etableret "passende kontakter" med Parlamentet om Det Europæiske Råds udnævnelse, med samtykke fra Kommissionens formand, af den første højtstående repræsentant, der skal tiltræde sit embede den 1. januar 2009, hvor traktaten formodes at træde i kraft; insisterer på, at ånden i EU-traktatens artikel 9e bør finde anvendelse i fuld udstrækning ved denne midlertidige udnævnelse (hvor Parlamentet normalt har ret til at godkende udnævnelsen af hele Kommissionen, herunder den højtstående repræsentant, jf. EU-traktatens artikel 9d, stk. 7); meddeler derfor, at det forventer at blive hørt fuldt ud om denne første udnævnelse;

13.  understreger behovet for, at der tilvejebringes vilkår, hvorunder der kan etableres det tættest mulige samarbejde mellem formanden for Det Europæiske Råd, formanden for Kommissionen og den højtstående repræsentant, og behovet for gensidig respekt for deres forskellige funktioner;

14.  glæder sig over EU-traktatens artikel 21, hvori det er fastsat, at den højtstående repræsentant "hører [...] Europa-Parlamentet om de vigtigste aspekter og grundlæggende valg" i forbindelse med den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik og den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik, "underretter det om udviklingen i disse politikker" og sikrer, at der tages behørigt hensyn til Parlamentets synspunkter; forpligter sig desuden til i fuldt omfang at udnytte sine rådgivende beføjelser og at udvikle en mere omfattende og systematisk granskning af udformningen og gennemførelsen af Unionens udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitik og operationer på disse områder under fuld anvendelse af dets budgetbeføjelser; konstaterer også, at Parlamentet har fået bedre muligheder for at udøve demokratisk kontrol med den højtstående repræsentants virksomhed i dennes egenskab af næstformand i Kommissionen;

15.  henstiller i denne forbindelse, at den interinstitutionelle aftale af 20. november 2002 om Europa-Parlamentets adgang til Rådets følsomme oplysninger på det sikkerheds- og forsvarspolitiske område revideres i lyset af den nye traktat;

16.  understreger betydningen af at sikre demokratisk kontrol med og gennemsigtighed i Det Europæiske Forsvarsagenturs virksomhed;

17.  ønsker i lyset af de nye muligheder inden for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik og den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik, som Lissabontraktaten rummer, at fremme et tættere samarbejde mellem de relevante udvalg i Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter, hvori der også skal deltage parlamentariske observatører fra de NATO-medlemsstater, der ikke er medlem af EU, og medlemmer af NATO's parlamentariske forsamling; foreslår desuden, at Vestunionens parlamentariske forsamling opløses, når Lissabontraktaten træder i kraft;

18.  beklager, at ordningerne i EU-traktatens artikel 28 om hastefinansiering af initiativer som led i den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik uden for EU's budget er unødigt komplicerede; insisterer på, at den interinstitutionelle aftale af 17. maj 2006 om budgetdisciplin og forsvarlig økonomisk forvaltning og den strukturerede dialog mellem Rådet og Parlamentet, der er fastlagt heri, gennemføres i fuldt omfang;

19.  med hensyn til oprettelsen af Tjenesten for EU's Optræden Udadtil:

- bemærker, at Parlamentet i henhold til EU-traktatens artikel 13a, stk. 3, har ret til at blive hørt om oprettelsen af Tjenesten for EU's Optræden Udadtil, og minder om, at det allerede er i færd med at udarbejde en betænkning om spørgsmålet,

- bemærker, at det forberedende arbejde vedrørende Tjenesten for EU's Optræden Udadtil bør indledes, så snart traktaten er undertegnet, jf. erklæring nr. 15; opfordrer Rådet til at inddrage Parlamentet i det forberedende arbejde og opfordrer Rådet, Kommissionen og medlemsstaterne til at fremlægge deres forslag senest i juli 2008,

- understeger behovet for, at Tjenesten for EU's Optræden Udadtil bliver en professionel, permanent diplomatisk tjeneste, der kan bidrage effektivt til at nå Unionens mål, når det gælder dens optræden udadtil, og på en effektiv måde støtte den højtstående repræsentants arbejde,

- understreger behovet for, at Tjenesten for EU's Optræden Udadtil knyttes tæt til Kommissionen ligesom de eksisterende eksterne delegationer og finansieres over EU's budget,

- minder Kommissionen om, at Tjenesten for Unionens Optræden Udadtil kun kan oprettes med Kommissionens godkendelse.

PROCEDURE

Titel

Traktat om ændring af traktaten om Den Europæiske Union og traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab

Referencer

2008/2286(INI)

Korresponderende udvalg

AFCO

Udtalelse fra

Dato for meddelelse på plenarmødet

AFET

13.12.2007

 

 

 

Rådgivende ordfører:

Dato for valg

Andrew Duff

27.11.2007

 

 

Behandling i udvalg

18.12.2007

22.1.2008

 

 

Dato for vedtagelse

22.1.2008

 

 

 

Resultat af den endelige afstemning

+:

–:

0:

41

5

2

Til stede ved den endelige afstemning – medlemmer

Christopher Beazley, Bastiaan Belder, André Brie, Elmar Brok, Colm Burke, Michael Gahler, Jas Gawronski, Bronisław Geremek, Ana Maria Gomes, Alfred Gomolka, Klaus Hänsch, Richard Howitt, Jana Hybášková, Anna Ibrisagic, Jelko Kacin, Metin Kazak, Helmut Kuhne, Vytautas Landsbergis, Johannes Lebech, Emilio Menéndez del Valle, Francisco José Millán Mon, Pasqualina Napoletano, Raimon Obiols i Germà, Vural Öger, Cem Özdemir, Ioan Mircea Paşcu, Alojz Peterle, João de Deus Pinheiro, Mirosław Mariusz Piotrowski, Samuli Pohjamo, Michel Rocard, Raül Romeva i Rueda, Libor Rouček, José Ignacio Salafranca Sánchez-Neyra, Jacek Saryusz-Wolski, György Schöpflin, Marek Siwiec, István Szent-Iványi, Konrad Szymański, Charles Tannock, Inese Vaidere, Geoffrey Van Orden, Zbigniew Zaleski, Josef Zieleniec

Til stede ved den endelige afstemning – stedfortrædere

Irena Belohorská, Giulietto Chiesa, Andrew Duff, Árpád Duka-Zólyomi, Evgeni Kirilov, Jo Leinen, Peter Liese, Sarah Ludford, Nickolay Mladenov, Antolín Sánchez Presedo

(1)

EU-traktatens artikel 2, stk. 5.

(2)

I modsætning til forfatningstraktaten af 2004 kræves der nu enstemmighed, for at Unionen kan tiltræde ECHR.

(3)

Hvad angår FUSP, træffes der afgørelse med kvalificeret flertal i forbindelse med artikel 15b, stk. 2, artikel 28, stk. 3, artikel 28d, stk. 2, og artikel 28e, stk. 2 og 3, i EU-traktaten.

(4)

Med undtagelse af Danmark.

(5)

Domstolen spiller en rolle ved kontrollen af afgrænsningen mellem spørgsmål, der vedrører den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, og andre spørgsmål (EU-traktatens artikel 25b), ved prøvelsen af lovligheden af restriktive foranstaltninger (artikel 240a i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde) og ved afgivelsen af udtalelser om internationale aftalers forenelighed (Artikel 188n i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde).


UDTALELSE fra Udviklingsudvalget (15.1.2008)

til Udvalget om Konstitutionelle Anliggender

om Lissabontraktaten

(2007/2286)

Rådgivende ordfører: Thijs Berman

FORSLAG

Udviklingsudvalget opfordrer Udvalget om Konstitutionelle Anliggender, som er korresponderende udvalg, til at optage følgende forslag i det beslutningsforslag, det vedtager:

1.  bemærker, at det i artikel 9 C, stk. 6, i Lissabontraktaten (den nye traktat) bestemmes, at "Rådet for Udenrigsanliggender fastlægger Unionens optræden udadtil på grundlag af strategiske retningsliner fastlagt af Det Europæiske Råd og sikrer sammenhæng i Unionens indsats", og at det i artikel 9 E, stk. 4, bestemmes, at en af Kommissionens næstformænd i sin egenskab af højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik "påser, at der er sammenhæng i Unionens optræden udadtil";

2.  finder det glædeligt, at det i artikel 10 A, stk. 2, i Lissabontraktatens afsnit V, kapitel I, udtrykkeligt nævnes som et af formålene med Unionens optræden udadtil, at den vil "fremme en bæredygtig udvikling i økonomisk, social og miljømæssig henseende i udviklingslandene med det hovedformål at udrydde fattigdommen" og "bistå befolkninger, lande og regioner, der står over for naturkatastrofer eller menneskeskabte katastrofer";

3.  finder det glædeligt, at det fremgår af traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), femte del (Unionens optræden udadtil), afsnit III (Samarbejde med tredjelande og humanitær bistand), at udviklingssamarbejde behandles som et selvstændigt politikområde på lige fod med andre områder;

4.  finder det ligeledes glædeligt, at humanitær bistand i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (artikel 188 J) anerkendes som en integreret del af Unionens politik, i betragtning af Unionens stilling som den førende donor i verden af humanitær bistand; bemærker, at denne anerkendelse førte til, at alle tre institutioner den 18. december 2007 vedtog en europæisk konsensus om humanitær bistand efter meget udbytterige fælles overvejelser;

5.  finder det glædeligt, at det i artikel 188 D i TEUF fastslås, at hovedmålet for Unionens udviklingspolitik er "at nedbringe og på sigt udrydde fattigdommen"; insisterer på, at dette hovedmål skal indgå i en sammenhæng med opnåelse af millennium-udviklingsmålene, der er en følge af det internationale samfunds forpligtelser på FN's millenniumtopmøde i 2000;

6.  finder det glædeligt, at den nye traktat indeholder bindende bestemmelser om beskyttelse af børns rettigheder i Unionens interne og eksterne mål;

7.  finder det glædeligt, at det i artikel 188 D TEUF kræves, at hhv. Unionens og medlemsstaternes politik med hensyn til udviklingssamarbejde supplerer og styrker hinanden gensidigt, hvilket nødvendiggør, at medlemsstaterne og Unionen skal arbejde hen mod øget koordination mellem bistandsyderne og bedre arbejdsfordeling, hvilket vil bidrage til at gøre bistanden mere effektiv;

8.  håber, at dette krav om gensidig komplementaritet mellem Unionen og medlemsstaterne vil skabe større klarhed, for så vidt angår Kommissionens og medlemsstaternes roller, hvilket OECD/DAC henstillede til i deres peer review fra juni 2007, og samtidig vil føre til en stærk fælles udviklingspolitik, der giver mulighed for bedre koordination af de forskellige medlemsstaters politikker, og overlapninger mellem medlemsstaterne og Kommissionen kan undgås, hvorved effektiviteten øges for både omkostninger og bistand;

9.  bemærker også, at det bestemmes i artikel 188 D i TEUF, at "Unionen tager hensyn til målene for udviklingssamarbejdet i forbindelse med iværksættelse af politikker, der kan påvirke udviklingslandene"; understreger, at Unionen kun, hvis den prioriterer sammenhængen i udviklingspolitikken højt, vil være i stand til både at opfylde udviklingsmålene og leve op til Unionens værdier som anført i Lissabontraktaten; understreger, at midtvejsrevisionen i 2008 af den fælles landbrugspolitik bør føre til konkrete og afgørende foranstaltninger med henblik på at opnå fuldstændig sammenhæng mellem denne politik og målene for EU's udviklingspolitik, som f.eks. foranstaltninger til en hurtig udfasning af al handelsforvridende støtte;

10.  insisterer på, at der med henblik på at sikre sammenhæng i udviklingspolitikken på administrativt niveau er et fortsat behov for et særligt generaldirektorat for udvikling med ansvar for fastlæggelse af politikker, politisk rådgivning samt politisk forvaltning af EU's udviklingssamarbejde, og på politisk niveau for en kommissær specielt med ansvar for EU's udviklingspolitik i alle udviklingslande og med kompetence til at fremme EU's udviklingspolitiske interesser inden for kommissærkollegiet og i forhold til Rådet;

11.  opfordrer Kommissionen til at rette op på den nuværende uensartethed i sine generaldirektoraters struktur og kompetencer, både hvad angår politikker og budget, og opfordrer til, at generaldirektoratet for udvikling gøres ansvarlig for al EU's udviklingssamarbejde, herunder samarbejde med udviklingslande uden for AVS, og at EuropeAid integreres i generaldirektoratet for udvikling;

12.  opfordrer Kommissionen og Rådet til at sikre, at udviklingseksperter fra generaldirektoratet for udvikling og medlemsstaternes ministerier repræsenteres på passende vis i både processen for oprettelsen af tjenesten for EU's optræden udadtil og i tjenesten som sådan i betragtning af, at en stor del af EU's nuværende og fremtidige eksterne forbindelser er baseret på udviklingssamarbejde;

13.  glæder sig over den øgede anvendelse af den almindelige beslutningsprocedure (den fælles beslutningsprocedure), og understreger, at dette må betyde, at Parlamentet får en reel og effektiv ret til demokratisk kontrol med alle aspekter af EU's politik for udviklingssamarbejde;

14.  understreger, at Parlamentet skal strukturere og organisere sig selv så effektivt som muligt med henblik på at kunne udføre en effektiv kontrol af gennemførelsen af de retsakter, der sætter bestemmelserne i den nye traktat i kraft;

15.  beklager, at både Rådet og Kommissionen indtil nu har været tilbageholdende med at anerkende Parlamentets fulde kontrolrettigheder; bifalder de seneste forbedringer i den interinstitutionelle aftale om komitologi som et første skridt i denne retning;

16.  opfordrer i denne forbindelse til at udvide anvendelsesområdet for forskriftsproceduren med kontrol;

17.  glæder sig over, at artikel 179, stk. 3, i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, som udelukker Den Europæiske Udviklingsfond fra denne traktats anvendelsesområde, ikke er medtaget i Lissabontraktaten, og bemærker, at dette åbner mulighed for at medtage Den Europæiske Udviklingsfond i EU's budget, uden at der er behov for en ændring af den traktat; opfordrer Rådet og Kommissionen til at medtage Den Europæiske Udviklingsfond i EU's budget ved midtvejsrevisionen i 2008/2009, hvilket vil øge den demokratiske legitimitet for en betydningsfuld del af EU's udviklingspolitik og budget.

RESULTAT AF DEN ENDELIGE AFSTEMNING I UDVALGET

Dato vedtaget

14.1.2008

Resultat af den endelige afstemning

+:

–:

0:

25

0

0

Til stede ved den endelige afstemning – medlemmer

Margrete Auken, Alessandro Battilocchio, Thijs Berman, Josep Borrell Fontelles, Danutė Budreikaitė, Marie-Arlette Carlotti, Thierry Cornillet, Corina Creţu, Beniamino Donnici, Alain Hutchinson, Romana Jordan Cizelj, Madeleine Jouye de Grandmaison, Filip Kaczmarek, Glenys Kinnock, Maria Martens, Gay Mitchell, José Javier Pomés Ruiz, Frithjof Schmidt, Jürgen Schröder, Johan Van Hecke, Anna Záborská

Til stede ved den endelige afstemning – stedfortrædere

Fiona Hall, Manolis Mavrommatis

Stedfortrædere, jf. art. 178, stk. 2, til stede ved den endelige afstemning

Colm Burke, Michael Gahler


UDTALELSE fra Udvalget om International Handel (14.1.2008)

til Udvalget om Konstitutionelle Anliggender

om Lissabontraktaten

(2007/2286(INI))

Rådgivende ordfører: Carlos Carnero González

FORSLAG

Udvalget om International Handel opfordrer Udvalget om Konstitutionelle Anliggender, som er korresponderende udvalg, til at optage følgende forslag i det beslutningsforslag, det vedtager:

1.  mener, at Lissabontraktaten i forhold til de øvrige traktater er et væsentligt skridt fremad for den fælles handelspolitik;

2.  understreger, at de to ændrede traktater har samme retlige værdi, og at de altid bør fortolkes ens af hensyn til sammenhængen, effektiviteten, gennemsigtigheden og demokratiet;

3.  glæder sig over, at man i Lissabontraktaten fastholder de forbedringer, der blev foretaget i udkastet til traktat om en forfatning for Europa med hensyn til bestemmelserne om den fælles handelspolitik, navnlig over følgende aspekter:

     a)             anerkendelse af den fælles handelspolitik som et område, hvor EU har enekompetence, hvilket indebærer, at alle EU-institutionerne skal deltage fuldt ud og på lige fod i beslutningstagningen vedrørende den fælles handelspolitik;

     b)  udvidelse af den fælles handelspolitiks anvendelsesområde til også at omfatte handel med tjenesteydelser og alle handelsrelaterede områder, herunder de handelsmæssige aspekter ved intellektuel ejendom og direkte udenlandske investeringer;

     c)  anerkendelse af sænkningen af barrierer (ikke-toldmæssige barrierer) som en af de politiske målsætninger for den fælles handelspolitik (Lissabontraktatens artikel 188b/ EF-traktatens artikel 131);

     d)  anvendelse af den almindelige lovgivningsprocedure (dvs. vedtagelse af afgørelser med kvalificeret flertal og fælles beslutningsprocedure sammen med Parlamentet) på lovgivningsmæssige retsakter vedrørende den fælles handelspolitik;

     e)  at de møder, hvor Rådet drøfter og vedtager EU-lovgivning, navnlig lovgivning vedrørende den fælles handelspolitik, er offentlige;

     f)              kravet om, at Parlamentet nu, eftersom den almindelige lovgivningsprocedure finder anvendelse, som hovedregel skal godkende alle de aftaler, der vedrører den fælles handelspolitik, hvad enten der skal fastsættes gennemførelsesforanstaltninger eller ej;

     g)  anvendelse af proceduren med samstemmende udtalelse forud for ratificering af aftaler, der hovedsageligt vedrører udenrigshandel;

4.  glæder sig over, at Kommissionen - for så vidt angår forhandlinger om og indgåelse af internationale aftaler inden for rammerne af den fælles handelspolitik - ifølge Lissabontraktaten vil være retligt forpligtet til at underrette Parlamentet om udviklingen i forhandlingerne på lige fod med Rådets særlige "Artikel 188n-udvalg" (Lissabontraktatens artikel 188n/EF-traktatens artikel 133);

5.  beklager udtrykkeligt, at Lissabontraktaten ikke giver Parlamentet ret til at godkende Kommissionens mandat til at forhandle om indgåelse af handelsaftaler, og understreger, at der med hensyn til Parlamentets rolle og beføjelser mangler balance mellem den interne og eksterne kompetence inden for den fælles handelspolitik;

6.  opfordrer derfor Kommissionen til at medtage vidtrækkende sociale og miljømæssige klausuler og standarder i bilaterale og regionale handelsaftaler og understreger, at der ikke bør indgås frihandelsaftaler af nogen art, uden at der er indgået en partnerskabs- og samarbejdsaftale;

7.  glæder sig over det udtrykkelige krav om, at den fælles handelspolitik skal fremme principperne bag og målsætningerne for EU's eksterne aktiviteter og dermed bl.a. beskytte EU's grundlæggende interesser, støtte demokrati og retsstatsprincipper og fremme en bæredygtig udvikling;

8.  glæder sig over oprettelsen af posten som Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik (hvis indehaver bærer to kasketter), der vil sikre, at der er konsekvens og sammenhæng i alle EU's eksterne aktiviteter; mener, at bestræbelserne på at nå de handelspolitiske målsætninger vil bidrage til global indbyrdes afhængighed samt international stabilitet og sikkerhed;

9.  bemærker i denne forbindelse, at EU's eksterne aktiviteter også omfatter den fælles handelspolitik, og at den høje repræsentant ikke blot bør sikre den rette balance mellem den mellemstatslige logik i den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik og den overstatslige logik i den fælles handelspolitik, men også sikre, at den mellemstatslige logik i den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik ikke påvirker den fælles handelspolitik i negativ retning;

10. bemærker, at forhandling om og indgåelse af aftaler inden for direkte udenlandske investeringer, tjenesteydelser og de handelsrelaterede aspekter ved intellektuel ejendomsret er underlagt samme bestemmelser med hensyn til vedtagelse af afgørelser som intern lovgivning; bemærker ligeledes kravet om enstemmighed under særlige forhold, når det gælder kulturelle, audiovisuelle, sociale og uddannelses- og sundhedsmæssige tjenesteydelser, som ikke længere vil være omfattet af blandet kompetence;

11. opfordrer Det Europæiske Råd, Rådet og Kommissionen til at overveje at forhandle om indgåelse af en ny interinstitutionel aftale indeholdende en konkret definition af Parlamentets roller og dets inddragelse i alle de faser, der ligger forud for indgåelsen af en international aftale;

12. opfordrer Kommissionen til at give Parlamentet alle de nødvendige oplysninger om den fælles handelspolitik og forhandlinger om indgåelse af handelsaftaler eller forhandlinger om de handelspolitiske dele af enhver form for aftale, herunder alle forslag og udkast til forslag til forhandlingsmandater og/eller retningslinjer, i så god tid, at Parlamentet og de nationale parlamenter kan tilkendegive deres synspunkter, og Kommissionen kan tage behørigt hensyn til disse synspunkter;

13. opfordrer Kommissionen til at gøre alle dokumenter tilgængelige for Parlamentets Udvalg om International Handel af hensyn til gennemsigtigheden i arbejdet i Artikel 188n-udvalget (Lissabontraktatens artikel 188n/EF-traktatens artikel 133);

14. opfordrer Kommissionen til i forbindelse med den fremtidige gennemførelseslovgivning på det handelspolitiske område at undlade at foretage indholdsmæssige ændringer i grundlæggende retsakter eller præciseringer, som har konsekvenser for den politiske vilje, der kommer til udtryk i de grundlæggende retsakter; understreger derfor, at Parlamentets rolle inden for den fælles handelspolitik er meget vigtig for at sikre demokratisk legitimitet og ansvarlighed;

15. opfordrer Rådet til at tilsende Parlamentet dagsordenerne for Rådets møder (almindelige anliggender og eksterne forbindelser) og kræver, at Parlamentets repræsentanter får mulighed for at deltage fuldt ud i COREPER II's møder om spørgsmål, der falder ind under den almindelige lovgivningsprocedure;

16. opfordrer EU's fremtidige høje repræsentant for udenrigs- og sikkerhedspolitikken samt Kommissionens næstformand til i samarbejde med Parlamentet at overveje, hvilke hensigtsmæssige metoder der kan anvendes til at holde Parlamentet fuldt orienteret om EU's eksterne aktioner og til i fuld udstrækning at høre det herom.

RESULTAT AF DEN ENDELIGE AFSTEMNING I UDVALGET

Dato for vedtagelse

14.1.2008

Resultat af den endelige afstemning

+:

–:

0:

13

1

0

Til stede ved den endelige afstemning – medlemmer

Francisco Assis; Carlos Carnero González; Françoise Castex; Christofer Fjellner; Ignasi Guardans Cambó, Helmuth Markov; David Martin; Georgios Papastamkos; Tokia Saïfi; Iuliu Winkler; Corien Wortmann-Kool

Til stede ved den endelige afstemning – stedfortrædere

Harlem Désir, Pia Elda Locatelli, Carl Schlyter

Stedfortrædere, jf. art. 178, stk. 2, til stede ved den endelige afstemning

 


UDTALELSE fra Budgetudvalget (23.1.2008)

til Udvalget om Konstitutionelle Anliggender

om traktaten om ændring af traktaten om Den Europæiske Union og traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab

(2007/2286(INI))

Rådgivende ordfører: Costas Botopoulos

FORSLAG

Budgetudvalget opfordrer Udvalget om Konstitutionelle Anliggender, som er korresponderende udvalg, til at optage følgende forslag i det beslutningsforslag, det vedtager:

1.  understreger, at der er indført vigtige ændringer med Lissabontraktaten, for så vidt angår budgetspørgsmål og finansielle spørgsmål:

a)  den flerårige finansielle ramme bliver retligt bindende, der henvises udtrykkeligt til den i traktaten, og løbetiden er fastlagt til mindst fem år; det er vigtigt, at Parlamentet juridisk gives godkendelsesret til den flerårige finansielle ramme, hvis det ikke formelt bliver i stand til at fastlægge de bestemmelser for den flerårige finansielle ramme, der kræves til en glat afvikling af den årlige budgetprocedure, som det for øjeblikket er tilfældet med den interinstitutionelle aftale om budgetdisciplin og forsvarlig økonomisk forvaltning,

b)  den gældende sondring mellem "obligatoriske" og "ikke-obligatoriske" udgifter er afskaffet, således at der sikres fuld ligestilling mellem Parlamentet og Rådet,

c)  en ny og forenklet budgetprocedure er fastlagt med en enkelt behandling efterfulgt af et særligt samrådsudvalg, som skal finde frem til en fælles aftale mellem Parlamentet og Rådet inden 21 dage under forudsætning af godkendelse af budgetmyndighedens to parter, mens Parlamentet får retten til i sidste ende at godkende budgettet, hvis aftalen forkastes af Rådet,

d)  EU-institutionerne er formelt forpligtet til at sørge for budgetdisciplin, når de vedtager en retsakt, som det er sandsynligt kan få mærkbare indvirkninger på budgettet,

e)  fælles beslutningstagning skal anvendes på vedtagelsen af finansforordningen og dens gennemførelsesbestemmelser;

2.  udtrykker tilfredshed med ovenstående ændringer, idet de gør hele budgetproceduren mere demokratisk og rationel, og bemærker tillige, at de indebærer et helt nyt forhold mellem budgetmyndighedens to parter;

3.  beklager, at Parlamentets rolle vedrørende Unionens egne midler ikke er blevet udvidet; mener imidlertid, at dets godkendelsesret vedrørende de dertil svarende gennemførelsesforanstaltninger, som fastlægges af Rådet med kvalificeret flertal, kan være et fremskridt hen imod en mere demokratisk og effektiv procedure, idet det imidlertid skal erindres, at anvendelsesområdet for gennemførelsesbestemmelserne er begrænset til, hvad der er blevet fastlagt i afgørelsen om egne midler;

4.  foreslår, at den interinstitutionelle aftale af 17. maj 2006 om budgetdisciplin og forsvarlig økonomisk forvaltning tilpasses efter den nye budgetprocedure således som fastsat i aftalens punkt 4;

5.  agter at udarbejde en initiativbetænkning om den ny budgetprocedure med henblik på at foretage en dybtgående analyse og en egentlig evaluering af dens indvirkning både på Parlamentets interne organisation og for at beskytte dets budgetrettigheder på interinstitutionelt plan; mener, at det kompetente udvalg efter vedtagelsen af denne betænkning vil være i stand til at foreslå de nødvendige ændringer i forretningsordenen, herunder bilag IV, idet der tages højde for hele den række af konsekvenser, der følger af vedtagelsen af traktaten og dens indvirkning på Parlamentets reform.

6.  mener, at evalueringen af de budgetmæssige og finansielle følgevirkninger, der indføres af Lissabontraktaten, også bør være en lejlighed for Parlamentet til at bidrage til den aktuelle debat om revision af EU-budgettet.

RESULTAT AF DEN ENDELIGE AFSTEMNING I UDVALGET

Dato for vedtagelse

23.1.2008

Resultat af den endelige afstemning

+:

–:

0:

28

 

 

Til stede ved den endelige afstemning – medlemmer

Reimer Böge, Konstantinos Botopoulos, Simon Busuttil, Daniel Daianu, Gérard Deprez, Brigitte Douay, Hynek Fajmon, Ingeborg Gräßle, Catherine Guy-Quint, Jutta Haug, Monica Maria Iacob-Ridzi, Anne E. Jensen, Wiesław Stefan Kuc, Janusz Lewandowski, Vladimír Maňka, Jan Mulder, Catalin Nechifor, Gérard Onesta, Margaritis Schinas, Nina Škottová, Theodor Stolojan, László Surján, Gary Titley, Kyösti Virrankoski, Ralf Walter

Til stede ved den endelige afstemning – stedfortrædere

Thijs Berman, Esther De Lange, Hans-Peter Martin

Til stede ved den endelige afstemning – stedfortrædere, jf. artikel 178, stk. 2

 

RESULTAT AF DEN ENDELIGE AFSTEMNING I UDVALGET

Dato for vedtagelse

23.1.2008

Resultat af den endelige afstemning

+:

–:

0:

28

 

 

Til stede ved den endelige afstemning – medlemmer

Reimer Böge, Konstantinos Botopoulos, Simon Busuttil, Daniel Daianu, Gérard Deprez, Brigitte Douay, Hynek Fajmon, Ingeborg Gräßle, Catherine Guy-Quint, Jutta Haug, Monica Maria Iacob-Ridzi, Anne E. Jensen, Wiesław Stefan Kuc, Janusz Lewandowski, Vladimír Maňka, Jan Mulder, Catalin Nechifor, Gérard Onesta, Margaritis Schinas, Nina Škottová, Theodor Stolojan, László Surján, Gary Titley, Kyösti Virrankoski, Ralf Walter

Til stede ved den endelige afstemning – stedfortrædere

Thijs Berman, Esther De Lange, Hans-Peter Martin

Til stede ved den endelige afstemning – stedfortrædere, jf. artikel 178, stk. 2

 


UDTALELSE fra Udvalget om Industri, Forskning og Energi (19.12.2007)

til Udvalget om Konstitutionelle Anliggender

om traktaten om ændring af traktaten om Den Europæiske Union og traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab

(2007/2286(INI))

Rådgivende ordfører: Ján Hudacký

FORSLAG

Udvalget om Industri, Forskning og Energi opfordrer Udvalget om Konstitutionelle Anliggender, som er korresponderende udvalg, til at optage følgende forslag i det beslutningsforslag, det vedtager:

Generelt

1. minder om, at det længe har været af den opfattelse, at der skal udarbejdes en konsolideret udgave af traktaterne, når den foreliggende reformtraktat er blevet ratificeret af medlemsstaterne;

2. mener, at protokol nr. 6 om det indre marked og konkurrence bør anvendes med forsigtighed, og at traktatbestemmelsen om, at "Unionen om nødvendigt træffer foranstaltninger inden for rammerne af traktatens bestemmelser" skal klarlægges gennem en henvisning til de øvrige traktatbestemmelser og EU's regelværk;

Industri

3. mener ikke, at ændringerne til de gældende bestemmelser i EF-traktaten om industrien vil påvirke erhvervslivets nuværende struktur og investeringsbeslutninger, da

a) industrien falder ind under EU's kompetence, for så vidt angår støtte til samt samordning og supplering af medlemsstaternes tiltag, mens det er medlemsstaternes opgave at fastlægge og fremme deres industripolitik

b) der for at fremme industrisektoren på EU-plan skal udarbejdes retningslinjer ledsaget af fælles indikatorer og en ordning for regelmæssig evaluering og overvågning af industripolitikker, og tilskyndes udveksling af bedste praksis mellem medlemsstater,

c) bestemmelsen "uden at der er tale om nogen form for harmonisering af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser" ikke nødvendigvis betyder, at der ikke længere er mulighed for en fælles tilgang til industrien,

d) Europa-Parlamentet glæder sig over, at EU har forpligtet sig til at forbedre sin økonomiske, sociale og territoriale samhørighed med særlig vægt på landdistrikter og områder i en industriel overgangsproces,

e) Europa-Parlamentet ikke længere vil deltage i beslutningstagningen, når en samordnet indsats anses for nødvendig; det vil blot blive holdt orienteret;

Forskning og Udvikling

4. fremfører, at ændringerne i EF-traktatens artikel 163, 165 og 166 i bør betragtes som forbedringer, da de styrker det videnskabelige og teknologiske grundlag ved gennemførelsen af et europæisk forskningsrum med fri bevægelighed for forskere samt videnskabelig og teknologisk viden, hvilket vil gøre det muligt for forskere frit at samarbejde på tværs af grænserne, samtidig med at konkurrenceevnen i Unionen, navnlig i industrisektoren, stimuleres;

5. henviser til to mulige stridspunkter mellem Europa-Parlamentet og Rådet, hvor Kommissionen støtter sidstnævnte:

a) internationale aftaler vil ikke længere falde ind under den normale artikel 300-procedure,

b) bibeholdelsen af artikel 171 og 172 betyder, at høringsproceduren i forbindelse med oprettelse af agenturer opretholdes, hvilket er til skade for Parlamentets ret til i fuld udstrækning at deltage i oprettelsen af agenturer;

Rumfart

6. giver udtryk for sin tilfredshed med medtagelsen af en bestemmelse om den europæiske rumpolitik i afsnittet om forskning og teknologisk udvikling og den deraf følgende anerkendelse i traktaten af, at rummet har lige så stor betydning som forskning og udvikling;

7. glæder sig over muligheden for, at Europa-Parlamentet og Rådet gennem den fælles beslutningsprocedure kan fastsætte de nødvendige foranstaltninger, der kan føre til et europæisk rumprogram; mener dog, at udtrykket "uden at der er tale om nogen form for harmonisering af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser" kan skabe visse hindringer for gennemførelsen af en fælles europæisk rumpolitik;

8. glæder sig også over den udtrykkelige henvisning til etableringen af relevante forbindelser til Den Europæiske Rumorganisation;

Energi

9. glæder sig over, at energispørgsmål nu bliver samlet i et særskilt kapitel i traktaten og dermed får et retsgrundlag inden for rammerne af det indre marked, hvor der vil blive lagt særlig vægt på energimarkedets funktion, energiforsyningssikkerhed, energieffektivitet og energibesparelser, udvikling af nye og vedvarende energikilder og sammenkobling af energinet;

10. giver udtryk for sin tilfredshed med og støtte til, at solidaritetsklausulen bringes i anvendelse, "hvis der opstår alvorlige forsyningsvanskeligheder med hensyn til visse produkter, især på energiområdet";

11. understreger, at selv om den fremtidige almindelige lovgivningsprocedure (den nuværende fælles beslutningsprocedure) normalt vil finde anvendelse, vil beslutninger om valg mellem forskellige energikilder fortsat henhøre under medlemsstaternes eksklusive kompetence, og skatte- og afgiftstiltag på dette område stadig vil kræve høring af Europa-Parlamentet og enstemmighed i Rådet;

Traktaten om oprettelse af Det Europæiske Atomenergifællesskab

12. mener, at Euratom-traktaten på trods af sine mangler indtil videre fortsat udgør en absolut nødvendig juridisk ramme, hvorfor der da heller ikke er foretaget væsentlige ændringer i den gennem den foreliggende reformtraktat; mener imidlertid, at protokol nr. 12 til reformtraktaten om Euratom-traktaten gør teksten ulæselig og meget kompliceret som følge af en række krydshenvisninger og ophævelse af visse artikler i Euratom-traktaten;

13. fremhæver, at Euratom-traktaten fortsat vil have fuldgyldig juridisk bindende virkning; henleder opmærksomheden på protokol nr. 12 om tilpasning af Euratom-traktaten for at tage hensyn til fælles bestemmelser i de andre traktater som f.eks. institutionelle og budgetmæssige bestemmelser; gentager derfor, at det er nødvendigt at udarbejde en konsolideret udgave af Euratom-traktaten;

Kul- og Stålforskningsfonden

14. henleder Kommissionens opmærksomhed på, at protokol nr. 11 om Kul- og Stålforskningsfonden indfører procedurebestemmelser, som ikke styrker inddragelsen af Europa-Parlamentet i beslutningsprocessen, da den fastholder høringsproceduren inden for forskning og teknologisk udvikling, hvor det er medlovgiver, uanset de budgetmæssige konsekvenser af denne fond.

RESULTAT AF DEN ENDELIGE AFSTEMNING I UDVALGET

Dato vedtaget

19.12.2007

Resultat af den endelige afstemning

+:

–:

0:

42

5

0

Til stede ved den endelige afstemning – medlemmer

Šarūnas Birutis, Jan Březina, Renato Brunetta, Jerzy Buzek, Pilar del Castillo Vera, Jorgo Chatzimarkakis, Giles Chichester, Dragoş Florin David, Den Dover, Lena Ek, Nicole Fontaine, Adam Gierek, Norbert Glante, Umberto Guidoni, Fiona Hall, David Hammerstein, Rebecca Harms, Mary Honeyball, Ján Hudacký, Romana Jordan Cizelj, Anne Laperrouze, Romano Maria La Russa, Pia Elda Locatelli, Angelika Niebler, Reino Paasilinna, Atanas Paparizov, Anni Podimata, Miloslav Ransdorf, Vladimír Remek, Herbert Reul, Mechtild Rothe, Paul Rübig, Andres Tarand, Britta Thomsen, Catherine Trautmann, Claude Turmes, Nikolaos Vakalis, Alejo Vidal-Quadras, Dominique Vlasto

Til stede ved den endelige afstemning – stedfortrædere

Danutė Budreikaitė, Joan Calabuig Rull, Edit Herczog, Lambert van Nistelrooij, Pierre Pribetich, Dirk Sterckx, Silvia-Adriana Ţicău, Vladimir Urutchev

Stedfortrædere, jf. art. 178, stk. 2, til stede ved den endelige afstemning

 


UDTALELSE fra Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender (18.12.2007)

til Udvalget om Konstitutionelle Anliggender

om traktaten om ændring af traktaten om Den Europæiske Union og traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab

(2007/2286(INI))

Rådgivende ordfører: Jean-Marie Cavada

FORSLAG

Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender opfordrer Udvalget om Konstitutionelle Anliggender, som er korresponderende udvalg, til at optage følgende forslag i det beslutningsforslag, det vedtager:

Den nye traktat: et længe ventet skridt væk fra den retlige og institutionelle skizofreni, der har kendetegnet politikkerne på området for frihed, sikkerhed og retfærdighed

1.      glæder sig over følgende generelle forbedringer i den nye traktat, for så vidt angår politikkerne vedrørende området med frihed, sikkerhed og retfærdighed, der bl.a. tager sigte på at:

a)  gøre forholdet mellem de grundlæggende rettigheder, der er fastlagt i Den Europæiske Unions Charter om Grundlæggende Rettigheder, og de EU-politikker, der er knyttet hertil, retligt sammenhængende, bindende og gennemskueligt på traktat-niveau, hvilket er nødvendigt for at sikre, at de beskyttes og fremmes. Med et bindende charter vil EU-lovgiver nu blive i stand til på en mere sammenhængende måde at implementere alle politikker, som vil kunne indvirke på individets grundlæggende rettigheder. Dette vil ikke kun være tilfældet for de politikker, der udtrykkeligt indgår i området med frihed, sikkerhed og retfærdighed såsom asylretten eller retten til en retfærdig rettergang, men også for de mere generelle politikker, der er knyttet til beskyttelsen af den menneskelige værdighed mod enhver form for diskrimination, beskyttelse af mindretal, retten til gennemsigtighed og til forsvarlig forvaltning på europæisk plan, sociale rettigheder og retten til databeskyttelse. Tiltrædelsen af den europæiske menneskerettighedskonvention vil yderligere styrke dette forhold, idet EU-institutionerne vil være ansvarlige over for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol;

b)  bringe den skizofrene institutionelle og retlige situation til ophør, der blev skabt for 15 år siden med Maastricht-traktaten, og som førte til en parallel midlertidig retsorden for de retlige og indre anliggender (den såkaldte ”tredje søjle”). Med genindførelsen af Domstolens fulde kompetence vil retsstaten blive genetableret på de områder, hvor den halter, og med inddragelsen af Europa-Parlamentet via den fælles beslutningstagning vil den demokratiske legitimitet for disse politikker blive væsentligt forbedret;

c)  styrke EU’s demokratiske ansvarlighed ved at udvide den fælles beslutningsprocedure (den ”almindelige lovgivningsprocedure”) til foranstaltninger vedrørende politimæssigt og retligt samarbejde i straffesager. Der er også grund til at glæde sig over, at Parlamentets godkendelse er nødvendig, hvis Rådet ønsker at indføre minimumsregler om ”andre” særlige elementer i strafferetsplejen; oprette en europæisk anklagemyndighed ud fra Eurojust og udvide Den Europæiske Anklagemyndigheds beføjelser;

d)  inddrage Europa-Parlamentet i forbindelse med EU’s indgåelse af internationale aftaler. Hidtil er Parlamentet, til trods for at EU-traktatens artikel 21 foreskriver høring af Europa-Parlamentet, aldrig blevet hørt af Rådet – heller ikke, når den aftale, der forhandledes om, klart vedrørte et af de ”vigtigste aspekter i forbindelse med den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik” (som det var tilfældet med EU-USA-aftalen om udlevering og retligt samarbejde);

e)  ophæve princippet om enstemmighed i Rådet på adskillige områder. Ordningen med kvalificeret flertal vil lette forhandlingerne i EU-institutionerne og føre til vedtagelse af højere standarder for beskyttelsen af grundlæggende rettigheder (hvorimod enstemmighedsprincippet fremmer vedtagelse af laveste fællesnævner og i adskillige tilfælde sætter spørgsmålstegn ved merværdien af EU-lovgivning). Med den øgede anvendelse af afstemninger med kvalificeret flertal og fælles beslutningstagning vil den nye traktat gøre det lettere inden for en sammenhængende politisk ramme at vedtage foranstaltninger, som nu enten er omfattet af kravet om enstemmighed eller om kvalificeret flertal (som det i øjeblikket er tilfældet i forbindelse med lovlig og ulovlig migration);

f)  harmonisere retsinstrumenterne. I stedet for ”fælles holdninger”, ”rammeafgørelser”, ”afgørelser” og ”konventioner” som omtalt i den nuværende artikel 34 i EU-traktaten skal Den Europæiske Union vedtage almindelige fællesskabsinstrumenter, forordninger, direktiver og afgørelser under fællesskabsretten, hvilket vil føre til en anden vigtig ændring, nemlig muligheden for, at disse retsakter kan få direkte virkning;

g)  forbedre gennemsigtigheden og ansvarligheden i forbindelserne mellem EU-institutionerne og den enkelte borger, civilsamfundet, de politiske partier og de nationale parlamenter. I denne forbindelse er det et særdeles stort fremskridt, at der er blevet skabt en særlig ordning gående ud på, at Kommissionen, medlemsstaternes regeringer, Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter skal inddrages i evalueringen af virkningen i EU af politikkerne vedrørende området med frihed sikkerhed og retfærdighed. Med hensyn til god forvaltningsskik i EU opfordrer Parlamentet Kommissionen og Rådet til at fremskynde overvejelserne om den praktiske iværksættelse af planerne om at oprette en europæisk anklagemyndighed, der er den vigtigste forudsætning for opfyldelsen af de mål, der er angivet i dette litras begyndelse;

2.      beklager, at den pris, der måtte betales for disse forbedringer, har været at:

a)  de foranstaltninger, der er vedtaget under ordningen med den tredje søjle, ifølge artikel 10 i protokollen om overgangsbestemmelser, der er knyttet til traktaten, i en periode på fem år efter den nye traktats ikrafttrædelse vil være uden for Kommissionens og også Domstolens kontrol. Det er svært at forstå, hvorfor medlemsstaterne har bestemt sig for at lade en situation, som de selv har indrømmet er juridisk betænkelig, fortsætte i så lang en periode. Spørgsmålet er nu, hvordan de negative virkninger for EU’s borgere kan minimeres:

– Et første svar kan findes i den nævnte protokol, som fastsætter, at overgangsperioden, såfremt en retsakt ændres, ikke længere finder anvendelse på den ændrede retsakt. Institutionerne bør nu overveje, om det ikke ville være bedre omgående efter den nye traktats ikrafttrædelse at ændre nogle af de eksisterende og mindre tilfredsstillende tredje søjle-foranstaltninger.

– En anden løsning kunne være at udsætte den formelle vedtagelse af foranstaltninger, der i øjeblikket henhører under tredje søjle, og som vil kunne påvirke borgernes grundlæggende rettigheder, til perioden fra 1. januar og frem til maj 2009. Nogle få måneders forsinkelse vil formentlig nemt kunne accepteres af EU-borgene, hvis de nye regler vil kunne håndhæves ved EU’s Domstol;

b)  der er blevet indført nogle ret indviklede bestemmelser, der skal tage højde for en situation, hvor en medlemsstat finder, at et udkast til direktiv vil berøre grundlæggende aspekter af dens strafferetlige system, eller hvor det ikke er muligt at nå til enstemmighed (politisamarbejde). I en sådan situation kan den pågældende medlemsstat anmode om, at udkastet til direktiv forelægges Det Europæiske Råd. Den første begrundelse er fuldt forståelig og kan endda forsvares, ligesom det også ville være tilfældet i andre situationer, hvor en medlemsstat konfronteres med risikoen for en væsentlig forringelse af beskyttelsen af grundlæggende rettigheder. Den anden situation er snarere et spørgsmål om magtbalance.

I disse tilfælde vil den ”almindelige” lovgivningsprocedure blive suspenderet i fire måneder. I tilfælde af uenighed, og hvis mindst ni medlemsstater ønsker at indføre et forstærket samarbejde på grundlag af det pågældende udkast til direktiv, anses bemyndigelsen til at indlede et forstærket samarbejde for at være givet (hvortil der ikke behøves Parlamentets godkendelse, som der ellers stilles krav om i EF-traktatens artikel 280). Hvor den almindelige procedure finder anvendelse, er det imidlertid vigtigt at understrege, at vedtagelsen af foranstaltningen i sig selv stadig vil kræve fælles beslutningstagning med inddragelse af Parlamentet;

c)  systemet med til- og fravalg vil blive endnu mere komplekst. Uanset at de nye bestemmelser om forstærket samarbejde ikke kommer til at gælde for foranstaltninger, der bygger på Schengen-reglerne, vil Schengen-systemet blive ændret (se nedenfor). Derudover vil de andre fravalgsmuligheder, der gælder for foranstaltninger, der ikke er knyttet til Schengen, f.eks. samarbejdet om civilretlige spørgsmål, blive udvidet til også at gælde for det politimæssige og retlige samarbejde (se ændringerne til Schengen-protokollerne og Det Forenede Kongeriges, Irlands og Danmarks stilling);

d)  hvad angår Det Forenede Kongeriges og Irlands særlige situation, skal det erindres, at Europa-Parlamentet ikke blev hørt formelt, da der vedtoges en særlig ordning for disse lande under Schengen-systemet i 2000 og 2001. I øjeblikket forholder det sig sådan, at Det Forenede Kongerige på de områder, hvor det har valgt at tilslutte sig Schengen-reglerne, skal deltage, og at det på de områder, hvor det har valgt ikke at tilslutte sig, ikke kan deltage(1). Ændringerne af Schengen-protokollen ændrer ikke ved dette aspekt, men Det Forenede Kongerige og Irland vil få mulighed for ikke at deltage i en foranstaltning, der bygger på Schengen-reglerne, og som de ellers allerede have valgt at tilslutte sig.

         Dette vil kunne afstedkomme en yderligere fragmentering af reglerne. Parlamentet vil ikke blive hørt om deltagelsen i en foranstaltning og om virkningen af Schengen-reglerne. Ikke desto mindre vil den pågældende foranstaltning stadig skulle vedtages ved fælles beslutningstagning, såfremt denne procedure finder anvendelse.

e)      Det Forenede Kongerige og Irland vil desuden få mulighed for at undlade at deltage i forslag om ændring af foranstaltninger under afsnit IV, som de tidligere har deltaget i, og de vil ikke være bundet af nye bestemmelser om databeskyttelse vedtaget på grundlag af den nye traktatbestemmelse, der fritager Det Forenede Kongerige og Irland fra de materielle bestemmelser om det politimæssige og strafferetlige samarbejde;

3.      mener, at de forbedringer, der indføres med den nye traktat, opvejer dens svagheder. EU-institutionerne bør nu gøre deres yderste for at sikre den nye traktat en succesfuld ratificering i medlemsstaterne. De bør desuden:

a)      oplyse EU-borgerne om deres nye rettigheder og EU’s nye retlige ramme og i samme ombæring opfordre medlemsstaterne til at iværksætte vidtrækkende oplysningskampagner og indføre særlige faglige uddannelsestiltag for de nationale domstole og sikkerhedstjenester for at undgå enhver ulovlig forskelsbehandling mellem europæiske borgere;

b)     inddrage de nationale parlamenter i udarbejdelsen af det næste flerårige program for området med frihed, sikkerhed og retfærdighed; dette bør f.eks. finde sted gennem:

 uformelle fora (som f.eks. Future-Gruppen, der skal mødes jævnligt under de fire rådsformandskaber i 2008 og 2009),

 formel, regelmæssig og rettidig fremsendelse af alle forberedende lovgivningstekster, lige fra de allerførste lovgivningsforslag, for at undgå forskelsbehandling af nationale parlamentsmedlemmer og af EU-borgerne;

         c)      i 2008 indlede forhandlinger med henblik på i begyndelsen af 2009 at få vedtaget alle de foranstaltninger, der er nødvendige for, at det nyvalgte Parlament fra 2010 med succes kan lancere det nye område med frihed, sikkerhed og retfærdighed; opfordrer Kommissionen og Rådet til under hensyntagen til de nationale og/eller parlamentariske forbehold, der er udtrykt over for en række lovgivningsprocedurer, at gennemgå følgende retsakter på ny på baggrund af det nye retsgrundlag i Lissabon-traktaten og den politiske debat:

Generelle rettigheder

-   Rammeafgørelse om visse proceduremæssige rettigheder (2004/0113(CNS))

-   Rammeafgørelse om beskyttelse af personoplysninger af sikkerhedsmæssige hensyn (skal integreres i revisionen af direktiv 95/46/EF) (2005/0202(CNS)) (parlamentariske forbehold fra DK, IE, NL, SE og UK).

Retligt samarbejde

-   Rammeafgørelse om bekæmpelse af racisme og fremmedhad (2007/2067(CNS)) (parlamentariske forbehold fra SE, NL, DK, IE og LV)

-   Rammeafgørelse om udeblivelsesdomme (endnu ikke forelagt)

-   Rammeafgørelse om en europæisk bevissikringskendelse (2003/0270(CNS)) (parlamentariske forbehold fra SE og DK)

-   Rammeafgørelse om gensidig anerkendelse af bødestraffe (2005/0018(CNS)) (parlamentariske forbehold fra SE, NL og IE)

-   Rammeafgørelse om den europæiske kontrolordre under procedurer forud for domsafsigelse (2006/0158(CNS))

-   Rammeafgørelse om udveksling af oplysninger fra strafferegistre (2005/0267(CNS)) (parlamentariske forbehold fra SE, FI, NL, IE, EL og DK)

-   Rammeafgørelse om Eurojust (endnu ikke forelagt)

Politisamarbejde

-   Rammeafgørelse om bekæmpelse af organiseret kriminalitet (parlamentariske forbehold fra SE)

-   Rammeafgørelse om adgang til VIS-data af sikkerhedsmæssige hensyn (skal integreres i VIS-forordningen som en ændring) (2005/0232(CNS))

-   Rammeafgørelse om adgang til Eurodac af sikkerhedsmæssige hensyn (skal integreres i VIS-forordningen som en ændring) (2006/0310(CNS));

-   Rammeafgørelse om Europol (høring af Europa-Parlamentet endnu ikke afsluttet).

4.      er villig til at samarbejde med Kommissionen og Rådets formandskab om en ny udformning af disse forslag i løbet af 2008 og forbeholder sig ret til at fremsætte nødvendige formelle henstillinger til forbedring af de politiske aftaler, der allerede er indgået, således som fastsat i EU-traktatens artikel 39; foreslår i denne forbindelse, at der i begyndelsen af 2008 nedsættes en arbejdsgruppe på højt plan, der skal have kompetence til åbent at drøfte, hvilke forbedringer der er behov for at foretage i ovennævnte tekster;

5.      glæder sig over konferencens erklæring om artikel 10 i protokollen om overgangsbestemmelser (erklæring 39a) og opfordrer Kommissionen til allerede i 2008 at påbegynde arbejdet med at ændre eller erstatte retsakter, der allerede har vist sig at være utilfredsstillende eller ineffektive (f.eks. konventionen vedrørende gensidig retshjælp i straffesager eller andre tekster, som erfaringen har vist bør forbedres).

6.      mener, at Parlamentet fra 2008 løbende bør underrettes og høres om de vigtigste programmer og aftaler med tredjelande, f.eks. vedrørende området med frihed, sikkerhed og retfærdighed med Rusland, den internationale strategi til bekæmpelse af menneskehandel og spørgsmål relateret til narkotikahandel og forebyggelse og bekæmpelse af terror, også når høring ikke er obligatorisk.

RESULTAT AF DEN ENDELIGE AFSTEMNING I UDVALGET

Dato vedtaget

18.12.2007

Resultat af den endelige afstemning

+:

–:

0:

41

1

0

Til stede ved den endelige afstemning – medlemmer

Alexander Alvaro, Roberta Angelilli, Mihael Brejc, Kathalijne Maria Buitenweg, Michael Cashman, Giuseppe Castiglione, Giusto Catania, Jean-Marie Cavada, Carlos Coelho, Panayiotis Demetriou, Gérard Deprez, Agustín Díaz de Mera García Consuegra, Bárbara Dührkop Dührkop, Claudio Fava, Armando França, Urszula Gacek, Kinga Gál, Roland Gewalt, Ewa Klamt, Henrik Lax, Roselyne Lefrançois, Sarah Ludford, Viktória Mohácsi, Claude Moraes, Javier Moreno Sánchez, Rareş-Lucian Niculescu, Martine Roure, Luciana Sbarbati, Inger Segelström, Søren Bo Søndergaard, Vladimir Urutchev, Ioannis Varvitsiotis, Manfred Weber, Renate Weber, Tatjana Ždanoka

Til stede ved den endelige afstemning – stedfortrædere

Edit Bauer, Genowefa Grabowska, Sophia in 't Veld, Sylvia-Yvonne Kaufmann, Jean Lambert, Antonio Masip Hidalgo, Bill Newton Dunn

Stedfortrædere, jf. art. 178, stk. 2,til stede ved den endelige afstemning

Manuel Medina Ortega

(1)

Som følge heraf har Rådet ikke tilladt Det Forenede Kongerige at deltage i oprettelsen af Frontex og i vedtagelsen af forordning (EF) nr. 2252/2004 af 13. december 2004 om standarder for sikkerhedselementer og biometriske identifikatorer i pas og rejsedokumenter, som medlemsstaterne udsteder, og Det Forenede Kongerige har anlagt to sager mod Rådet (sag C-77/05, Det Forenede Kongerige mod Rådet [2007] Saml. I-0000, og C-137/05, Det Forenende Kongerige mod Rådet [2007] Saml. I-0000).


RESULTAT AF DEN ENDELIGE AFSTEMNING I UDVALGET

Dato for vedtagelse

23.1.2008

Resultat af den endelige afstemning

+:

–:

0:

20

6

0

Til stede ved den endelige afstemning – medlemmer

Jim Allister, Enrique Barón Crespo, Bastiaan Belder, Jens-Peter Bonde, Richard Corbett, Brian Crowley, Jean-Luc Dehaene, Andrew Duff, Ingo Friedrich, Genowefa Grabowska, Anneli Jäätteenmäki, Sylvia-Yvonne Kaufmann, Timothy Kirkhope, Jo Leinen, Íñigo Méndez de Vigo, Ashley Mote, Borut Pahor, Rihards Pīks, József Szájer, Riccardo Ventre, Johannes Voggenhuber, Dushana Zdravkova

Til stede ved den endelige afstemning – stedfortrædere

Konstantinos Botopoulos, Urszula Krupa, Gérard Onesta, Alexander Stubb

Til stede ved den endelige afstemning – stedfortrædere, jf. artikel 178, stk. 2

 

Seneste opdatering: 11. februar 2008Juridisk meddelelse