Procedure : 2008/2124(INL)
Forløb i plenarforsamlingen
Dokumentforløb : A6-0451/2008

Indgivne tekster :

A6-0451/2008

Forhandlinger :

PV 18/12/2008 - 3
CRE 18/12/2008 - 3

Afstemninger :

PV 18/12/2008 - 6.21
CRE 18/12/2008 - 6.21
Stemmeforklaringer

Vedtagne tekster :

P6_TA(2008)0636

BETÆNKNING     
PDF 140kDOC 77k
19. november 2008
PE 412.249v02-00 A6-0451/2008

med henstillinger til Kommissionen om et europæisk officielt bekræftet dokument

(2008/2124(INI))

Retsudvalget

Ordfører: Manuel Medina Ortega

(Initiativ - forretningsordenens artikel 39)

FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING
 BILAG TIL FORSLAGET TIL BESLUTNING: DETALJEREDE HENSTILLINGER VEDRØRENDE INDHOLDET AF DET FORSLAG, DER ANMODES OM
 BEGRUNDELSE
 RESULTAT AF DEN ENDELIGE AFSTEMNING I UDVALGET

FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING

med henstillinger til Kommissionen om et europæisk officielt bekræftet dokument

(2008/2124(INI))

Europa-Parlamentet,

 der henviser til EF-traktatens artikel 192, andet afsnit,

 der henviser til meddelelse af 10. maj 2005 fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet om Haag-programmet: Ti prioriteter for de næste fem år - Partnerskabet for fornyelse i EU inden for frihed, sikkerhed og retfærdighed (KOM(2005)0184),

 der henviser til den komparative undersøgelse af instrumenter til bekræftelse af dokumenter, som er udarbejdet til brug for Retsudvalget,

 der henviser til forretningsordenens artikel 39 og 45,

 der henviser til betænkning fra Retsudvalget (A6-0451/2008),

A.  der henviser til, at Kommissionen i forbindelse med ovennævnte meddelelse om Haag-programmet har anført, at et af de områder, den prioriterer, er behovet for at sikre et effektivt europæisk civilretligt område, navnlig med hensyn til anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser; der henviser til, at en af målsætningerne i nævnte program er at øge den gensidige tillid inden for Den Europæiske Union, og at en væsentlig prioritet for de kommende år derfor ifølge programmet er en gennemførelse af princippet om gensidig anerkendelse, der konkret giver mulighed for at beskytte borgernes rettigheder og sikre deres håndhævelse på tværs af grænserne i Europa,

B.  der henviser til, at Haag-programmet fastslår, at bestræbelserne på at gennemføre programmet for gensidig anerkendelse prioriteres højt, og at dets gennemførelse bør være en realitet inden 2011,

C.  der henviser til, at borgerne i stadig stigende grad bevæger sig inden for Den Europæiske Union, og at der følgelig opstår flere retlige situationer, hvor to eller flere medlemsstater er involveret,

D.  der henviser til, at Kommissionen i ovennævnte meddelelse om Haag-programmet har anerkendt, at der bør tages fat på et vigtigt emne inden for det civilretlige område, nemlig anerkendelsen af offentlige dokumenter, og der henviser til, at det herved er nødvendigt og påtrængende at fremme anerkendelsen og fuldbyrdelsen af officielt bekræftede dokumenter, som defineret i Unibank-dommen(1),

E.  der henviser til, at en sektoropdelt og uensartet tilgang til fællesskabslovgivningen på området er utilfredsstillende(2),

F.  der henviser til behovet for at beskytte EU-borgernes familie- og arvemæssige rettigheder på tværs af grænserne,

G.  der henviser til, at virksomhederne har stadig flere firmaer i udlandet og aktiviteter mellem medlemsstaterne, som fører til en mere omfattende udveksling af officielt bekræftede dokumenter vedrørende virksomhedernes oprettelse og funktion,

H.  der henviser til, at det er afgørende for Unionen, at der indføres klare og dækkende retlige rammer, der giver borgerne og de erhvervsdrivende sikkerhed og forudsigelighed i retsforhold og i transaktioner i forbindelse med udøvelse af offentlig myndighed,

I.  der henviser til, at etableringen af et effektivt europæisk retsområde afhænger af, at de afgørelser, der i retstvister afsiges af en domstol eller træffes af en administrativ myndighed, anerkendes på tværs af grænserne, og, at der inden for andre retsområder, sker en anerkendelse på tværs af grænserne af officielt bekræftede dokumenter, der modtages af en retlig myndighed eller af myndighedspersoner, der er udpeget til bekræftelse af retsakters ægthed,

J.  der henviser til, at de gældende forordninger på området for gensidig anerkendelse af retsafgørelser finder anvendelse på officielt bekræftede dokumenter, forudsat at de er udstedt af offentlige myndigheder,

K.  der henviser til, at et officielt bekræftet dokument navnlig er karakteriseret ved en stærkere retskraft end et privat udstedt dokument, og at det i medlemsstaternes lovgivning generelt er bestemt, at et dokument, der i forbindelse med retlige transaktioner udstedes af dertil udpegede myndighedspersoner eller af en offentlig myndighed, på grund af et sådant dokuments tillidsskabende virkning skal have en sådan retskraft, at det skal lægges til grund af en domstol(3),

L.  der henviser til, at et officielt bekræftet dokuments retskraft forudsætter en anerkendelse af dets ægthed i den forstand, at det er udstedt af en myndighedsperson, der er beføjet til at udstede officielt bekræftede dokumenter, eller af en offentlig myndighed; der henviser til, at den gensidige tillid mellem medlemsstaternes retsvæsener begrunder, at de procedurer, der er forbundet med en kontrol af dokumenters ægthed, i fremtiden kun skal finde anvendelse, hvis der opstår alvorlig tvivl om et dokuments ægthed,

M.  der henviser til, at det imidlertid af hensyn til overholdelsen af lovgivningen i den medlemsstat, på hvis område dokumentet efter dets bestemmelse skal udfærdiges, er påkrævet at sikre, at anerkendelsen af dokumentets retskraft ikke indebærer, at det officielt bekræftede udenlandske dokument i kraft af dets anerkendelse i den medlemsstat, hvor det skal udfærdiges, tillægges større retskraft end den retskraft, som tillægges det pågældende lands egne officielt bekræftede dokumenter; der henviser til, at forordningens materielle anvendelsesområde bør omfatte størstedelen af det civil- og handelsretlige område, med undtagelse af visse veldefinerede emner,

N.  der henviser til, at forskellene i den måde, hvorpå de offentlige registre for fast ejendom er struktureret og organiseret, såvel som forskellene med hensyn til arten og graden af den retskraft, de tillægges, indebærer, at overførsel af tinglige rettigheder over fast ejendom bør undtages fra et fremtidigt fællesskabsinstrument, idet der herved tages hensyn til den tætte sammenhæng der består mellem på den ene side udfærdigelsen af et officielt bekræftet dokument og på den anden side indførelsen i det offentlige register,

O.  der henviser til, at en sådan undtagelse i forbindelse med anerkendelsen af retsafgørelser inden for Unionen svarer til den enekompetence, der i sager om rettigheder over fast ejendom er tillagt retterne i den medlemsstat, på hvis område ejendommen er beliggende, samt i sager om gyldigheden af indførelsen i offentlige registre er tillagt retterne i den medlemsstat, på hvis område registrene føres(4),

P. der henviser til, at begrebet officielt bekræftet dokument ikke eksisterer i retsordener baseret på ”common law”, herunder navnlig i engelsk og walisisk ret, og heller ikke i de nordiske lande; der henviser til, at der i England og Wales findes advokater (solicitors), der virker som offentlige notarer, samt en profession som notar (scrivener notaries), men at disse jurister ikke kan udstede officielt bekræftede dokumenter og udelukkende er beføjede til at attestere underskrifternes rigtighed, og at det derfor ved vedtagelsen af enhver lovgivning vedrørende europæiske officielt bekræftede dokumenter er nødvendigt at træffe foranstaltninger for at undgå enhver risiko for forveksling i forbindelse hermed; der henviser til, at der følgelig bør træffes alle nødvendige forholdsregler for at undgå, at det i de lande, hvor borgerne ikke kan få udstedt officielt bekræftede dokumenter, bliver muligt at anvende sådanne former for dokumenter til at omgå de procedurer, der er fastsat i retsordenen i de nævnte lande (f.eks. en attesteringsprocedure); der desuden henviser til, at Kommissionen bør iværksætte en oplysningskampagne rettet mod juridiske kredse i de lande, hvor der ikke eksisterer officielt bekræftede dokumenter, for at skabe forståelse for denne type dokumenter, og at alt bør sættes ind på at sikre, at juridiske kredse i lande med ”common law” får kendskab til det arbejde, der udføres af en myndighedsperson i lande med civilretlige systemer, og til de eventuelle fordele – navnlig i form af retssikkerhed – som deres klienter vil kunne få ved at anvende officielt bekræftede dokumenter i forbindelse med de transaktioner, som de måtte ønske at udføre i de lande, hvor denne form for dokumenter findes; der henviser til, at dette understreger, at der, som Parlamentets Retsudvalg allerede flere gang har givet udtryk for, er behov for at skabe transeuropæiske netværk bestående af praktiserende jurister, at udvikle kampagner, at udarbejde informationer og at oprette en fælles uddannelse, som Kommissionen opfordres til at fremme,

Q.  der henviser til, at den ønskede forordning hverken kan finde anvendelse på spørgsmål om, hvilken lovgivning der finder anvendelse, da dette reguleres af andre fællesskabsinstrumenter, eller på spørgsmål angående myndighedspersoner og myndigheders kompetence, organisation og struktur, herunder bekræftelsesproceduren, som henhører under medlemsstaternes kompetence,

1. finder, at der består en gensidig tillid på retsområdet inden for Fællesskabet, som kan begrunde, at procedurerne i forbindelse med prøvelsen af officielt bekræftede dokumenter fra andre medlemslande afskaffes i fremtiden; finder, at en sådan anerkendelse af et officielt bekræftet dokument med henblik på dets anvendelse i den pågældende medlemsstat kun kan nægtes, såfremt der hersker alvorlig og begrundet tvivl om dets ægthed, eller hvis anerkendelsen er i strid med den pågældende medlemsstats offentlige orden;

2. anmoder Kommissionen om på grundlag af EF-traktatens artikel 65, litra a), og artikel 67, stk. 5, andet led, at fremsætte et forslag til retsakt med henblik på gensidig anerkendelse og eksekution af officielt bekræftede dokumenter;

3. understreger, at anerkendelsen ikke kan indebære, at et udenlandsk dokument tillægges en større virkning, end et nationalt dokument ville kunne få;

4. ønsker, at den foreslåede forordning finder anvendelse på alle officielt bekræftede dokumenter på det civil- og handelsretlige område, dog undtaget de dokumenter vedrørende fast ejendom, som skal eller kan registreres i et offentligt register, eller som registret kan henvise til;

5. præciserer, at den foreslåede forordning hverken skal finde anvendelse på spørgsmål om, hvilken lovgivning der finder anvendelse på det forhold, som det officielt bekræftede dokument angår, eller på spørgsmål angående myndighedspersoners og myndigheders kompetence, organisation og struktur, herunder bekræftelsesproceduren;

6. konstaterer, at disse henstillinger respekterer subsidiaritets- og proportionalitetsprincippet og borgernes grundlæggende rettigheder;

7. finder, at forslaget er uden finansielle følgevirkninger;

8. pålægger sin formand at sende denne beslutning og de detaljerede henstillinger i bilaget til Kommissionen og Rådet samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

(1)

Domstolens dom af 17. juni 1999 i sag C-260/97, Sml. 1999, s. 3715.

(2)

Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 (EFT L 12 af 16.1.2001, s. 1); Rådets forordning (EF) nr. 2201/2003 (EFT L 338 af 23.12.2003, s. 1); Rådets forordning (EF) nr. 805/2004 (EFT L 143 af 30.4.2004, s. 15).

(3)

Forslag til afgørelse af 2. februar 1999 fremsat af generaladvokat La Pergola i ovennævnte Unibank-sag, punkt 7.

(4)

Jf. artikel 22, nr. 1 og 3, i forordning (EF) nr. 44/2001.


BILAG TIL FORSLAGET TIL BESLUTNING: DETALJEREDE HENSTILLINGER VEDRØRENDE INDHOLDET AF DET FORSLAG, DER ANMODES OM

1. Den gensidige tillid på retsområdet inden for Fællesskabet gør det begrundet, at procedurerne i forbindelse med prøvelsen af officielt bekræftede dokumenter fra andre medlemslande afskaffes i fremtiden.

2. Denne anerkendelse af et officielt bekræftet dokument med henblik på dets anvendelse i den pågældende medlemsstat kun kan nægtes, såfremt der hersker alvorlig og begrundet tvivl om dets ægthed, eller hvis anerkendelsen er i strid med den pågældende medlemsstats offentlige orden.

3. Parlamentet anmoder Kommissionen om på grundlag af EF-traktatens artikel 65, litra a), og artikel 67, stk. 5, andet led, at fremsætte et forslag til retsakt med henblik på gensidig anerkendelse og eksekution af officielt bekræftede dokumenter.

4. Det dokument, der behandles i forslaget til retsakt, bør anvendelse på alle officielt bekræftede dokumenter på det civil- og handelsretlige område, dog undtaget de dokumenter vedrørende fast ejendom, som skal eller kan registreres i et offentligt register, eller som registret kan henvise til. Det bør hverken finde anvendelse på spørgsmål om, hvilken lovgivning der finder anvendelse på det forhold, som det officielt bekræftede dokument angår, eller på spørgsmål angående myndighedspersoners og myndigheders kompetence, organisation og struktur, herunder bekræftelsesproceduren.


BEGRUNDELSE

I.      Baggrund

EU vokser og EU-borgerne opfordres til at være stadig mere mobile inden for dette område, hvis grænser til stadighed udvides. Borgernes bevægelighed inden for Den Europæiske Union hæmmes imidlertid af vanskeligheder i forbindelse med udveksling af officielt bekræftede dokumenter.

Officielt bekræftede dokumenter eksisterer i de fleste af medlemsstaterne. Medlemsstaterne på det europæiske kontinent anvender et civil law-system, der bygger på to søjler. I modsætning til lande med et anglosaksisk eller et skandinavisk retssystem intervenerer staten ikke blot efterfølgende i forbindelse med retsafgørelser ("domstolsmyndighed"). Vigtige juridiske dokumenter vedrørende personlige eller arvemæssige forhold er nemlig undergivet en obligatorisk forebyggende kontrol af deres lovlighed, idet en myndighedsperson eller en offentlig myndighed skal bekræfte det juridiske dokuments ægthed ("myndighed for forebyggende retspleje", "frivillig retspleje"). Myndigheden for forebyggende retspleje eksisterer således selvstændigt ved siden af domstolsmyndigheden. Det officielt bekræftede dokument har til formål at afværge efterfølgende søgsmål angående det juridiske dokument, der lægges til grund, samtidig med at det under processen bliver lettere for dommeren at træffe en afgørelse, fordi det officielt bekræftede dokument er bindende.

For øjeblikket er der inden for Unionen store forskelle mellem de regler, der gælder med hensyn til anerkendelse af officielt bekræftede dokumenter fra andre medlemsstater. En borger, der er i besiddelse af et officielt bekræftet dokument, som den pågældende ønsker anerkendt i en anden stat end den, der har udstedt det, kan komme ud for flere situationer: at der stilles krav om, at dokumentet skal påtegnes en apostille (bekræftelsespåtegning) i henhold til Haag-konventionen af 5. oktober 1961, eller at det er fritaget fra kravet om apostillepåtegning i henhold til bilaterale aftaler.

For så vidt angår dokumentets retskraft og eksekutionen af det officielt bekræftede dokument i en anden stat end i udstedelsesstaten, er situationen i visse lande den, at et udenlandsk dokument kun kan eksekveres, hvis en national domstol har fastslået, at det er eksigibelt, efter at domstolen har kontrolleret, hvorvidt den udenlandske myndighed var kompetent, kontrolleret den lovgivning der finder anvendelse, og hvorvidt afgørelsen er i overensstemmelse med de materielle og processuelle regler i folkeretten.

Selv om det kan fastslås, at der eksisterer et vist antal fællesskabsinstrumenter (Bruxelles I, Bruxelles IIa og det europæiske tvangsfuldbyrdelsesdokument) og at nye er under udarbejdelse (et arbejde vedrørende underholdspligt, et arbejde om arveret og ægteskabsordninger), er der her blot tale om en sektorbaseret tilgang, som ikke er tilfredsstillende. Desuden er de procedurer, der hidtil er blevet indført i fællesskabsforordningerne, ikke ensartede. Den manglende harmonisering er til skade for borgere og virksomheder inden for EU, da det er vanskeligt med sikkerhed at fastslå, hvilken procedure der finder anvendelse på dokumentet, og således at vide, hvilke forholdsregler der skal træffes for at det officielt bekræftede dokument kan fuldbyrdes i udlandet.

Denne inkonsekvens medfører rent faktisk, at udvekslingen af officielt bekræftede dokumenter er vanskelig og begrænset, både hvad angår antal og dokumenttyper. Borgere og erhvervsvirksomheder forventer imidlertid en bedre udveksling af officielt bekræftede dokumenter, der giver et signal om øget sikkerhed ved transaktionerne. Reformen forventes at medføre følgende tre fordele: en tidsbesparelse, en omkostningsbesparelse og en forenkling af procedurerne.

II.     Om gensidig anerkendelse og fuldbyrdelse af officielt bekræftede dokumenter

1.   Indhold

Iværksættelsen af en fælles ordning for gensidig anerkendelse og en egentlig fuldbyrdelse af officielt bekræftede dokumenter, der er fælles for alle medlemsstaterne, vil gøre det muligt at bevæge sig væk fra den nationale logik og at lette hverdagen for borgere og virksomheder, navnlig ved at afskaffe formaliteter som legalisering, apostillepåtegning og ved at forenkle fuldbyrdelsen.

I fællesskabsretten er det officielt bekræftede dokument defineret i Jenard-Möller rapporten om Lugano-konventionen(1), og De EF-Domstolen har bekræftet denne definition i Unibank-dommen(2). Det fremgår af disse tekster, at et officielt bekræftet dokument er et dokument, hvis ægthed er attesteret af en offentlig myndighed eller af en myndighedsperson, og at bekræftelsen af dets ægthed skal vedrøre dets indhold og ikke kun underskriften. Desuden skal det officielt bekræftede dokument i sig selv være eksigibelt i den stat, hvor det er udfærdiget.

Den gensidige tillid på retsområdet inden for Fællesskabet gør det begrundet, at procedurerne i forbindelse med prøvelsen af officielt bekræftede dokumenter fra andre medlemslande afskaffes i fremtiden.

Både reglen "locus regit actum", og de processuelle regler om indførelsen i offentlige tingbøger indebærer, at prøvelsen af ægtheden ikke kan afskaffes for så vidt angår dokumenter vedrørende fast ejendom. Forskellene i den måde, hvorpå de offentlige registre for fast ejendom er struktureret og organiseret, såvel som forskellene med hensyn til arten og graden af den retskraft, de tillægges, indebærer, at området for rettigheder over fast ejendom bør undtages fra et fremtidigt fællesskabsinstrument, idet der herved tages hensyn til den tætte sammenhæng der består mellem på den ene side udfærdigelsen af officielt bekræftede dokumenter og på den anden side registreringen i det offentlige register,

Bortset fra denne undtagelse, kan anerkendelsen af et officielt bekræftet dokuments ægthed, retskraft og eksigibilitet med henblik på dets anvendelse i den pågældende medlemsstat kun nægtes, såfremt der hersker alvorlig og begrundet tvivl om dets ægthed eller hvis anerkendelsen ville være i strid med den pågældende medlemsstats offentlige orden;

Som følge af den gensidige tillid på retsområdet inden for Fællesskabet bør den procedure, hvorefter et officielt bekræftet dokument skal være eksigibelt i en anden medlemsstat, være hurtig og effektiv.

Ordføreren forbeholder sig retten til at fremsætte ændringsforslag til dette udkast til betænkning på grundlag af den undersøgelse, der skulle være tilgængelig i oktober måned.

(1)

EFT C 189 af 28. juli 1992, s. 57, punkt 72.

(2)

EF-Domstolens dom af 17. juni 1999 i sag C-260/97.


RESULTAT AF DEN ENDELIGE AFSTEMNING I UDVALGET

Dato for vedtagelse

4.11.2008

 

 

 

Resultat af den endelige afstemning

+:

–:

0:

20

3

0

Til stede ved den endelige afstemning - medlemmer

Carlo Casini, Titus Corlăţean, Bert Doorn, Monica Frassoni, Giuseppe Gargani, Lidia Joanna Geringer de Oedenberg, Othmar Karas, Klaus-Heiner Lehne, Katalin Lévai, Antonio López-Istúriz White, Antonio Masip Hidalgo, Hans-Peter Mayer, Manuel Medina Ortega, Aloyzas Sakalas, Francesco Enrico Speroni, Diana Wallis, Jaroslav Zvěřina, Tadeusz Zwiefka

Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere

Sharon Bowles, Sajjad Karim, Eva Lichtenberger, Rareş-Lucian Niculescu, Georgios Papastamkos, Gabriele Stauner, József Szájer, Jacques Toubon, Renate Weber

Seneste opdatering: 4. december 2008Juridisk meddelelse