om NATO's rolle i EU's sikkerhedsstruktur

(2008/2197(INI))

Europa-Parlamentet,

- der henviser til den fælles EU-NATO-erklæring af 16. december 2002,

- der henviser til De Forenede Nationers pagt,

- der henviser til den nordatlantiske traktat, som blev undertegnet i Washington den 4. april 1949,

- der henviser til afsnit V i traktaten om Den Europæiske Union,

- der henviser til Lissabontraktaten, som blev undertegnet den 13. december 2007 og ratificeret af størstedelen af EU's medlemsstater,

- der henviser til de overordnede rammer for de permanente relationer mellem EU og NATO, som blev fastlagt af Rådets generalsekretær/den højtstående repræsentant for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik og NATO's generalsekretær den 17. marts 2003,

- der henviser til den europæiske sikkerhedsstrategi (ESS), som blev vedtaget af Det Europæiske Råd den 12. december 2003,

- der henviser til erklæringen fra topmødet i Det Nordatlantiske Råd (NAC), der fremsattes i Bukarest den 3. april 2008,

- der henviser til de meddelelser om den europæiske sikkerheds- og forsvarspolitik (ESFP), som Rådets formandskab offentliggjorde den 11. december 2007 og den 16. juni 2008,

- der henviser til sin beslutning af 14. april 2005 om ESS(1), af 16. november 2006 om gennemførelsen af den europæiske sikkerhedsstrategi i forbindelse med ESFP(2), af 25. april 2007 om de transatlantiske forbindelser(3), af 5. juni 2008 om gennemførelsen af den europæiske sikkerhedsstrategi og ESFP(4) og af 5. juni 2008 om det kommende topmøde mellem EU og USA(5),  

- der henviser til forretningsordenens artikel 45,

- der henviser til betænkning fra Udenrigsudvalget (A6-0033/2009),

A. der henviser til, at EU og NATO bygger på fælles værdier med hensyn til frihed, demokrati, menneskerettigheder og retsstatsprincippet, og at de har bidraget til at hindre krige på europæisk område gennem al den tid, de har eksisteret,

B. der henviser til, at det overordnede ansvar for international fred og sikkerhed ifølge FN's pagt ligger hos FN's Sikkerhedsråd; der henviser til, at pagten indeholder retsgrundlaget for oprettelsen af NATO; der henviser til, at NATO's medlemsstater ved at undertegne den nordatlantiske traktat bekræftede deres tillid til pagtens formål og principper og lovede i deres mellemfolkelige forhold at afholde sig fra trusler om eller brug af magt på en måde, som er uforenelig med De Forenede Nationers formål,

C. der henviser til, at EU's medlemsstater i FN's system anerkender de grundlæggende rammer for internationale forbindelser; der henviser til, at de stadig er forpligtet til at bevare freden og styrke den internationale sikkerhed i overensstemmelse med principperne i De Forenede Nationers pagt samt principperne i Helsinkislutakten og målene i Parischartret samt til at udvikle og konsolidere demokratiet og retsstatsprincippet, respekt for menneskerettighederne samt de grundlæggende frihedsrettigheder; der henviser til, at EU's medlemsstater har prioriteret foranstaltninger, som har til formål at reformere og styrke De Forenede Nationers organisation for at gøre det muligt for organisationen at opfylde sine forpligtelser og handle effektivt ved at løse globale udfordringer og reagere på vigtige trusler,

D. der henviser til, at NATO udgør grundlaget for EU's sikkerhed, og at EU har et tilstrækkeligt potentiale til at støtte disse tiltag, hvilket bevirker, at en styrket europæisk forsvarsevne og et udvidet samarbejde vil være til gavn for begge organisationer,

E. der henviser til, at NATO er en mellemstatslig organisation, hvor civile aktører træffer afgørelse, mens de militære aktører gennemfører dem,

F. der henviser til, at 94 % af EU's borgere er borgere i NATO-lande, at 21 ud af EU's 27 medlemsstater er NATO-allierede, og at 21 af de 26 NATO-medlemmer er EU-medlemsstater, og at Tyrkiet, som længe har været NATO-partner, er kandidat til tiltrædelse af EU,

G. der henviser til, at Det Europæiske Råd i 2007 og 2008 traf vigtige afgørelser som led i ESFP med henblik på at forbedre dennes operationelle kapacitet yderligere; der henviser til, at der med den længe ventede ikrafttrædelse af Lissabontraktaten indføres væsentlige fornyelser inden for ESFP, hvilket medfører et mere sammenhængende og effektivt europæisk samarbejde på området,

H. der henviser til, at EU og NATO må forbedre deres samarbejde og gøre det muligt at optimere begge organisationers aktiver og sikre et effektivt samarbejde ved at gøre en ende på de institutionelle stridigheder,

I. der henviser til, at selv om NATO nu er forum for drøftelserne af og det forventede valg af gennemførelsen af fælles militære operationer, der involverer de europæiske og amerikanske allierede, ligger det endelige ansvar for fred og sikkerhed hos FN,

J. der henviser til, at tropper og udstyr til ESFP's missioner stort set svarer til, hvad der anvendes til NATO's operationer,

K. der henviser til, at NATO som sådan ikke deltager i ESFP-operationer, og at EU i gennemførelsen af denne type operationer vil tage stilling til, hvorvidt NATO's aktiver og kapacitet skal anvendes i medfør af den såkaldte Berlin Plus-ordning,

L. der henviser til, at det samarbejde mellem EU og NATO, som ligger inden for rammerne af Berlin Plus-ordningen, indtil nu ikke har fungeret tilfredsstillende på grund af uløste problemer, som skyldes, at nogle lande er medlemmer af NATO, men ikke af EU,

M. der henviser til, at EU og NATO skal sikre effektiv krisestyring, også ud over Berlin Plus-ordningen, og arbejde bedre sammen om at finde de bedst mulige svar på krisesituationer som i Afghanistan og i Kosovo,

N. der henviser til, at forholdet mellem EU og NATO bør være endnu tættere, ved at EU knytter de europæiske NATO-medlemmer, der ikke er medlemmer af EU, endnu nærmere til ESFP, mens NATO bør inddrage de EU-medlemsstater, der ikke er medlemmer af NATO, i EU-NATO-drøftelserne; der henviser til, at båndene mellem EU og USA bør styrkes,

O. der henviser til, at udvidelsesprocesserne for NATO og EU, til trods for at de er forskellige, skal styrke hinanden gensidigt med henblik på at sikre stabilitet og velstand i Europa,

P. der henviser til, at det er et vigtigt element i samarbejdet mellem EU og NATO at understøtte nationale bestræbelser på at udvikle militær kapacitet og gøre den disponibel for krisestyring, med henblik på at styrke begge parter, og at dette styrker det primære mål, som er at styrke territorialforsvaret og at varetage medlemslandenes sikkerhedsinteresser,

Q. der henviser til, at synergien mellem EU og NATO på visse militære områder vil kunne styrkes gennem fælles pilotprojekter,

R. der henviser til, at Europas fælles forsvar baserer sig på en kombination af konventionelle styrker og atomvåben, som i højere grad bør tilpasses den ændrede sikkerhedssituation,

S. der henviser til, at både EU og NATO er i færd med at omvurdere deres respektive sikkerhedsstrategier (ESS og erklæringen om alliancens sikkerhed),

T. der henviser til, at Lissabontraktaten forpligter alle medlemsstaters civile og militære kapaciteter i forhold til ESFP, tilvejebringer et permanent struktureret samarbejde inden for forsvaret mellem en gruppe af stater, forpligter stater til gradvist at forbedre deres militære kapacitet, udvider Det Europæiske Forsvarsagenturs rolle, forpligter staterne til at hjælpe hinanden i tilfælde af angreb (uden hensyntagen til, at nogle stater er neutrale, mens andre er medlemmer af NATO), opgraderer EU's mål (Petersberg-opgaverne), så de omfatter bekæmpelse af terrorisme, og betoner endelig den fælles solidaritet i tilfælde af terrorangreb eller naturkatastrofer,

Strategisk oversigt

1. understreger, at EU's eksistensberettigelse er at skabe fred inden for og uden for sine grænser gennem en forpligtelse til effektiv multilateralisme og til at overholde FN-pagtens ånd og bogstav; bemærker, at en effektiv sikkerhedsstrategi styrker demokratiet og beskyttelsen af menneskerettighederne; bemærker, at en ineffektiv sikkerhedsstrategi til gengæld resulterer i unødige menneskelige lidelser; mener, at EU's evne til at fredsopbygning afhænger af, at der udvikles en hensigtsmæssig sikkerhedsstrategi eller -politik, herunder kapacitet til selvstændig handling og en effektiv komplementaritet i forhold til NATO;

2. anmoder derfor EU om fortsat at udsende missioner og samtidig sikre større bæredygtighed for at forebygge konflikter, fremme stabilitet og yde bistand, når der er behov herfor, og når der er enighed mellem EU's medlemsstater, eller som led i et struktureret samarbejde; mener, at der er yderligere behov for, at EU og NATO udvikler en omfattende strategi for krisestyring;

3. konstaterer, at mangfoldigheden af interesser, som der nødvendigvis vil være i en union med 27 medlemsstater - i den med andre ord mosaiklignende sammensætning af EU - giver denne en enestående karakter og muligheder for at intervenere, mægle og yde bistand i forskellige dele af verden; opfordrer til, at EU's nuværende militære krisestyringsværktøjer udvikles yderligere og håber, at EU-landenes nuværende militære kapacitet bliver mere integreret, omkostningseffektiv og militært effektiv, idet dette er en forudsætning for, at EU kan mønstre tilstrækkelige styrker til at udnytte sine enestående muligheder for at forhindre og bilægge konflikter og supplere Unionens brede palet af mekanismer til styring af kriser med civil karakter;

4. går kraftigt ind for en større solidaritet mellem EU's medlemsstater ved formuleringen af fælles sikkerheds- og forsvarsstrategier;

5. er overbevist om, at et stærkt og dynamisk atlantisk partnerskab er den bedste garanti for sikkerhed og stabilitet i hele Europa og for respekt for principperne om demokrati, menneskerettigheder, retsstatsforhold og god regeringsførelse;

6. er overbevist om, at de demokratiske frihedsrettigheder og retsstatsforhold er svaret på de aspirationer, som verdens befolkninger har; mener, at ingen nation og intet folk må afskæres fra dette perspektiv, da alle mennesker har ret til at leve i et en demokratisk stat, hvor der hersker retsstatsforhold;

7. glæder sig over udbygningen af den europæiske sikkerhedsstrategi, så den er omfattet af EU's tilsagn om at definere og beskytte Europas sikkerhedsinteresser og styrke en effektiv multilateralisme, så EU får en strategi, der svarer til udfordringerne i det 21. århundrede; bemærker, at en reel, omfattende og demokratisk konsensus mellem EU og NATO er afgørende for strategiens gennemførelse, der bygger på en konsensus om sikkerhed mellem EU og USA og afspejler deres fælles værdier, mål og prioriteringer, nemlig menneskerettighedernes og folkerettens forrang;

8. understreger, at dette er blevet endnu mere vigtigt i lyset af de nylige begivenheder i Kaukasus, af ændringer i europæernes opfattelse af NATO, af lederskiftet i USA og af, at arbejdet med en revurdering af NATO's strategi er sat i gang;

9. opfordrer indtrængende til, at en samtidig revision af EU's og NATO's sikkerhedsstrategier ikke kun bør være supplerende, men også konvergerende, og at de hver især bør tillægge den andens potentiale behørig vægt;

10. mener, at både NATO og EU i overensstemmelse med ånd og bogstav i FN's pagt bør fastslå det som et fælles og langsigtet mål at skabe en mere sikker verden for deres borgere og generelt, ligesom de aktivt skal modvirke de masseovergreb og regionale konflikter, der fortsat forårsager betydelige menneskelige lidelser;

11. betoner, at alle demokratier må stå sammen i indsatsen for at opbygge stabilitet og fred under FN's myndighed; beklager, at, doktrinen om alliancefrihed, der er en arv fra Den Kolde Krig, svækker de demokratiske staters alliance til fordel for udemokratiske og ikke reelt demokratiske magter; beklager, at visse medlemsstater under påberåbelse af doktrinen om alliancefrihed har fralagt sig ansvaret for at bidrage til beskyttelse af den demokratiske verdens værdier og frihedsrettigheder;

12. anerkender, at sikkerhed og udvikling er indbyrdes afhængige, og at der ikke er noget entydigt scenarie, når det gælder om at sikre en bæredygtig udvikling i konfliktområder; påpeger, at alle instrumenter i praksis anvendes parallelt; opfordrer derfor Kommissionen til at forske yderligere i vigtigheden af forløbet med militær og civil intervention i konfliktområder og integrere resultaterne i sikkerheds- og udviklingspolitikkerne;

Forholdet mellem EU's sikkerhedsstruktur og NATO

13. anerkender NATO's fundamentale betydning for Europas sikkerhedsstruktur både før og nu; konstaterer, at de allierede forbliver grundlaget for det fælles forsvar i det flertal af EU's medlemsstater, der også er NATO-allierede, og at Europas sikkerhed som helhed, uanset medlemsstaternes individuelle holdninger, fortsat drager fordel af, at den transatlantiske alliance fortsat består; mener, at EU's fremtidige kollektive forsvar i videst muligt omfang bør udformes i samarbejde med NATO; er af den opfattelse, at USA og EU nødvendigvis skal udbygge deres tosidede forbindelser og udvide det til at omfatte spørgsmål, som vedrører fred og sikkerhed;

14. bemærker, at en række farer for den moderne verdens sikkerhed i stigende grad er karakteriseret af fænomener som: den internationale terrorisme, udbredelsen af masseødelæggelsesvåben, sammenbrudte stater, komplicerede konflikter, organiseret kriminalitet, internettrusler, miljøødelæggelser og de hermed forbundne sikkerhedsrisici, naturkatastrofer og andre farer, der kræver et endnu snævrere partnerskab og koncentration for at kunne styrke EU's og NATO's basiskapacitet og foretage en bedre samordning af planlægning, teknologi, udstyr og uddannelse;

15. understreger, at ESFP får stadigt større betydning for styrkelsen af EU's evne til at imødegå trusler mod sikkerheden i det 21. århundrede, særligt når det gælder kombinerede civil-militære operationer og krisestyring med forholdsregler, der strækker sig fra efterretningsbaseret kriseforebyggelse til reform af sikkerhedssektorer, reformer af politi, domstole og militær indsats;

16. mener, at EU og NATO gensidigt bør styrke hinanden ved at undlade at konkurrere og ved at udvikle et system til bedre samarbejde i krisestyringsoperationer, der tager udgangspunkt i en praktisk arbejdsdeling; mener, at afgørelser om, hvilken organisation der skal udsende styrker, bør baseres på den politiske vilje, som begge organisationer giver udtryk for, vedrørende operationelle behov og politisk legitimitet på stedet samt deres evne til at sikre fred og stabilitet; bemærker, at samarbejde i forbindelse med udarbejdelsen af den nye ESS og NATO's nye strategiske koncept er afgørende for at nå dette mål;

17. mener, at EU skal udvikle sine egne sikkerheds- og forsvarsevner, hvilket vil sikre en bedre fordeling af byrden i forhold til allierede uden for Europa og et passende svar på de sikkerhedsudfordringer og -trusler, som kun vedrører EU's medlemsstater;

18. opfordrer EU til at udvikle instrumenterne i dens sikkerhedsstrategi, fra diplomatisk kriseforebyggelse og økonomisk bistand og udviklingsbistand til civil kapacitet inden for stabilisering og rekonstruktion samt militære midler; mener endvidere, at der bør gøres strategisk brug af instrumenterne til "blød magt" i EU's naboområder;

19. konstaterer, at Berlin Plus-ordningerne, som sætter EU i stand til at gøre brug af NATO's midler og kapacitet skal forbedres, for at de to organisationer kan intervenere og yde effektiv støtte under kriser, som kræver en mangesidig civil-militær reaktion; finder det derfor påkrævet at videreudvikle de eksisterende forbindelser mellem EU og NATO ved at tilvejebringe fælles samarbejdsstrukturer, der respekterer de to organisationers uafhængige og selvstændige natur uden at udelukke de NATO-medlemmer og EU-medlemsstater, som ønsker at deltage;

20. opfordrer Tyrkiet til fremover at afstå fra at lægge hindringer i vejen for samarbejdet mellem EU og NATO;

21. opfordrer EU til i under udarbejdelsen af en hvidbog om europæisk sikkerhed og forsvar også at evaluere kohærensen i de eksterne europæiske operationer, navnlig vedrørende samarbejde med andre internationale partnere i kriseområder;

Samarbejde mellem NATO og EU på sikkerheds- og forsvarsområdet

22. hilser det særdeles velkomment, at Frankrig har taget initiativ til formelt at genindtræde i NATO's militære struktur, og at det franske formandskab forsøger at knytte endnu tættere bånd mellem EU og NATO som svar på de nye udfordringer for sikkerheden; hilser det velkomment, at det franske formandskab har taget konkrete initiativer til at knytte den europæiske forsvarskapacitet sammen; hilser det også velkomment, at USA for nylig har indtaget en positiv holdning til styrkelsen af EU's forsvarsevne;

23. opfordrer indtrængende medlemsstaterne i begge organisationer til at udvise mere fleksibilitet, målrettethed og pragmatisme ved gennemførelsen af EU-NATO-partnerskabet; støtter derfor den franske regerings forslag om at etablere en systematisk kontakt mellem generalsekretærerne for NATO og EU's Råd, navnlig for at undgå forvirring, som f.eks. i Kosovo og Afghanistan, hvor EU og NATO opererer side om side i forskellige missioner med samme fælles mål i det samme område;

24. understreger, at EU er en partner af afgørende betydning for NATO med hensyn til strategier, der gør det muligt for NATO at trække sig tilbage fra komplekse konfliktområder, som følge af den særlige kombination af tilgængelige instrumenter: civile operationer, sanktioner, humanitær bistand, udviklings- og handelspolitikker og politisk dialog; opfordrer derfor de af EU's medlemsstater, som også er NATO-medlemmer, til at øge indsatsen for at skabe rammerne for et integreret samarbejde mellem NATO og EU i forventning om en ratificering af Lissabontraktaten;

25. anerkender, at det er af afgørende betydning at forbedre udvekslingen af efterretningsinformationer mellem NATO's allierede og EU's partnere;

26. bemærker, at EU's borgere støtter missioner, hvis formål er at lindre menneskelige lidelser i konfliktområder; konstaterer, at borgerne er utilstrækkeligt informerede om EU's og NATO's missioner og om deres formål; anmoder derfor om, at EU og NATO informerer offentligheden bedre om deres aktioner og den rolle, som disse missioner spiller ved at skabe sikkerhed og stabilitet i verden;

27. bemærker, at såvel NATO som EU bør fokusere på at styrke deres grundlæggende kapaciteter, forbedre interoperabiliteten og koordinere deres doktriner, planer, teknologier, udstyr og træningsmetoder for dermed at styrke samarbejdet;

EU's operative hovedkvarter

28. støtter etableringen af et permanent operativt EU-hovedkvarter i tilknytning til EU's vigtigste institutioner, der skal være underlagt Kommissionens næstformand/den højtstående repræsentant, som bl.a. er beføjet til at planlægge og gennemføre militære ESFP-operationer;

29. understreger, at erfaringerne fra EU's operationer har vist, at en permanent planlægnings- og kommandoinstans for EU-operationer vil øge effektiviteten og troværdigheden af EU's operationer; fremhæver, at det foreslåede operative EU-hovedkvarter udgør en løsning på dette problem; minder om, at i og med at EU's fokus er både civil-militær, vil en sådan struktur ikke overlappe noget, som allerede eksisterer; minder desuden om, at NATO-hovedkvarteret primært tager sig af militær planlægning, mens EU har ekspertise til planlægning og gennemførelse af civile, militære og civil-militære operationer, hvilket ingen anden global aktør i øjeblikket kan gøre med positive resultater;

30. understreger, at et operativt EU-hovedkvarter vil være et supplement til NATO's nuværende kommandostruktur og ikke vil undergrave NATO's transatlantiske sammenhængskraft;

31. foreslår, at alle EU's medlemsstater, som er medlemmer af NATO, efter aftale med NATO bør afgrænse de styrker, som kun kan udsendes til EU's operationer, for at forhindre, at en sådan udsendelse blokeres af de af NATO's medlemmer, som ikke er medlemmer af EU; mener, at overlapning i anvendelsen af disse styrker bør undgås;

Kapacitet og militære udgifter

32. er af den opfattelse, at den fremtidige udfordring for EU og NATO består i at trække på den samme mængde ressourcer i form af personel og kapacitet i medlemsstaterne; anmoder EU og NATO om at sikre, at disse begrænsede ressourcer bruges til kapacitet, der svarer bedst til de store aktuelle udfordringer, så man undgår overlapning og fremmer kohærens; er af den opfattelse, at strategisk lufttransport, der er et godt eksempel på en relativt knap og kostbar operationel ressource, kan være et samarbejdsområde for EU's og NATO's medlemsstater; opfordrer EU's medlemsstater til at samle, dele og i fællesskab udvikle militære evner for at undgå spild, skabe stordriftsfordele og styrke det europæiske forsvars teknologiske og industrielle grundlag;

33. er af den opfattelse, at ud over behovet for en mere effektiv anvendelse af de militære ressourcer er nødvendigheden af, at EU's medlemsstater afsætter flere midler til forsvaret afgørende for de europæiske sikkerhedsinteresser; kræver en væsentlig forhøjelse af andelen af fælles udgifter i forbindelse med alle militære EU- og NATO-operationer; bemærker, at der er store forskelle i omfanget og effektiviteten af forsvarsudgifterne mellem de europæiske NATO-medlemmer på den ene side og USA på den anden side; anmoder EU om at forpligte sig til at fordele byrderne mere retfærdigt på globalt plan; opfordrer endvidere USA til at udvise større vilje til at høre sine europæiske allierede i spørgsmål vedrørende fred og sikkerhed;

34. anerkender Det Europæiske Forsvarsagenturs vigtige potentielle bidrag, der styrker Lissabontraktaten, til omkostningseffektive indkøb og bedre interoperabilitet af forsvarsmateriel;

Forenelighed mellem NATO og EU-medlemskab

35. betoner, at alle EU-medlemsstater uden forskel bør deltage i de fælles EU-NATO-møder; understreger, at enighed om værdier og sikkerhedsaftaler er af afgørende betydning for sikringen af fred, stabilitet og fremskridt i Europa;

36. foreslår, at de NATO-allierede, der er kandidater til optagelse i EU, integreres tættere i ESFP's og Det Europæiske Forsvarsagenturs arbejde;

37. bemærker, at det er af afgørende betydning for EU-NATO-samarbejdet, at de kompatibilitetsproblemer, der er mellem ikke-medlemskab af EU og NATO-medlemskab såvel som ikke-medlemskab af NATO og medlemskab af EU, tages op og løses;

38. beklager navnlig, at problemet med Cypern stadig er til hinder for udviklingen af samarbejdet mellem EU og NATO;

39. opfordrer Cypern til som EU-medlemsstat at revidere sin politiske holdning til sit medlemskab af partnerskabet for fred og opfordrer NATO's medlemsstater til at afstå fra at bruge deres veto til at forhindre EU's medlemsstater i at blive medlemmer af NATO;

Kommende medlemmer og alliancens fremtid

40. hilser det velkommen, at de allierede på NATO-topmødet i Bukarest anerkendte det bidrag, som et styrket og mere slagkraftigt europæisk forsvar har ydet, og at alliancen fortsat er åben over for en fremtidig udvidelse; bemærker, at for de lande øst for EU, som deltager i den europæiske naboskabspolitik, er politikken med et europæisk perspektiv og dermed et østpartnerskabsprojekt af største betydning, også med henblik på disse landenes demokratiske udvikling og tilvejebringelsen af retsstatsforhold;

41. mener, at ved fremtidige udvidelser af NATO bør hvert tilfælde vurderes selvstændigt; modsætter sig dog under hensyntagen til de europæiske sikkerhedsinteresser en udvidelse af organisationen med et land, hvor medlemskabet ikke støttes af befolkningen, eller hvor der er alvorlige uløste territoriale konflikter med naboerne;

42. bemærker, at medlemskab af både NATO og EU for mange af EU's nabolande er et realistisk og kompatibelt mål, om end kun på langt sigt;

43. er af den opfattelse, at hvis og når Rusland bliver et reelt demokrati, kan omfanget af samarbejdet mellem dette land og EU få et hidtil uset omfang; opfordrer derfor Rusland til at omdanne sig til et fuldgyldigt demokrati under anvendelse af retsstatsprincippet og til at afstå fra enhver praksis, der består i at forfølge politiske mål ved hjælp af voldsanvendelse; bemærker, at de bilaterale sikkerhedsaftaler, som Rusland netop har foreslået, i alvorlig grad ville svække sammenhængen i EU's sikkerhedsstruktur og drive en kile ind i forholdet mellem EU og USA;

44. ser frem til de muligheder, som følger af NATO's kommende 60-års jubilæumstopmøde i Strasbourg og Kehl for fornyelsen af alliancen og en styrkelse af dens forbindelser med EU;

°

° °

45. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til NATO- og EU-medlemsstaternes parlamenter, NATO's Parlamentariske Forsamling, til generalsekretærerne for FN, NATO, Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa og Europarådet.

(1) EUT C 33 E af 9.2.2006, s. 580. (2) EUT C 314 E af 21.12.2006, s. 334. (3) EUT C 74 E af 20.3.2008, p. 670. (4) Vedtagne tekster, P6_TA(2008)0255. (5) Vedtagne tekster, P6_TA(2008)0256.

"(...) Ligegyldighed (...) gavner aggressoren - aldrig hans offer,

som mærker smerte pine, når han eller hun føler sig glemt.

Den politiske fange i sin celle, de sultne børn,

den hjemløse flygtning - ikke at reagere på deres kvaler,

ikke at lette deres ensomhed med et glimt af håb

er at udelukke dem fra menneskets erindring.

Og når vi fornægter deres menneskelighed, forråder vi vores egen."

Elie Wiesel, Holocaust-overlever.

Dagen før nazisterne besatte Sudeterlandet for 70 år siden, kom premierminister Chamberlain tilbage til Det Forenede Kongerige, efter at han havde mødtes med Hitler, og viftede med Münchenaftalen, mens han sagde: "Jeg tror, at det betyder fred i vor tid". Ønsketænkning kan være dødbringende.

Når vi overvejer vigtige spørgsmål omkring vores sikkerhed, og navnlig når vi udarbejder retningslinjer for dem, bør vi være visionære og uafhængige nok til at gøre os fri af kapitalinteresser.

På tærsklen til det 21. århundrede stod verden over for mange udfordringer, gamle som nye, med hensyn til sikkerhed, som truede mange menneskers liv og var årsag til stor menneskelig lidelse. EU har en enestående mulighed for og pligt til at bidrage til stabiliteten i verden. I løbet af det sidste årti har EU gennem udvikling af ESFP erhvervet sig en betydelig række civile og militære redskaber til at nå dette mål og er nu begyndt at gennemføre missioner i mange forskellige dele af verden.

Selv om EU har vist sig som en global spiller gennem udviklingen af ESFP-missioner, er disse hovedsagelig af civil karakter og rettet mod forebyggelse af konflikter og postkonfliktledelse. Det er derfor, at EU-NATO-samarbejdet og -synergieffekten er vigtige for at forfølge det fælles mål om at fremme fred og stabilitet på den internationale scene. Det er vigtigt at minde om, at eftersom 94 % af EU's befolkning er medlem af NATO, og flertallet af EU-medlemsstaterne er medlem af NATO, udgør de allierede stadig den vigtigste ramme for kollektivt forsvar i Europa.

Der er således nødvendigvis god mulighed for komplementaritet i forholdet mellem EU og NATO. En komplementaritet, som dog ofte undermineres af både tekniske og politiske problemer. Formålet med denne betænkning er således at komme med forslag til fremadrettede løsninger for et nyt EU-NATO-forhold, som vil være i stand til på effektiv vis at tackle aktuelle udfordringer med hensyn til sikkerhed.

Først skal problemet om EU's begrænsninger med hensyn til at iværksætte krisestyringsmissioner drøftes. På nuværende tidspunkt mangler EU en permanent planlægnings- og ledelsesstruktur (OHQ). EU har tre valgmuligheder, når det gælder om at vælge et operationscenter til krisestyringsmissioner. Den første er at vælge mellem de fem nationale hovedkvarterer, som er til rådighed for EU, hvilket er ensbetydende med forsinkelse og tab af effektivitet, hvad angår EU's evne til at reagere på en nødsituation. Den anden er at anvende Shape under Berlin plus-ordningerne, hvilket er ensbetydende med en EU-NATO-forhandling og organiseringen af en ad hoc-kommandovej (i forbindelse med operation Althea varede EU-NATO-forhandlingerne i over otte måneder). Denne valgmulighed umuliggør således en hurtig reaktion. Endelig er den tredje at anvende EU's operationelle center i Bruxelles, men kun på den betingelse, at de to andre ikke er anvendelige for operationen. EU's operationelle center er ikke en permanent struktur. Det kan aktiveres i løbet af 5 dage og opnå fuld funktionsdygtighed i løbet af 20 dage for operationer med op til 2.000 soldater. Problemet er, at processen omkring aktivering af det operationelle center kræver en indsats af EUMS, som derfor ikke er til rådighed med vigtigt planlægningsarbejde, såsom strategisk planlægning af krisereaktion, militærstrategisk beredskabsplanlægning, etc. Disse mangler påvirker og begrænser i høj grad effektiviteten og troværdigheden af EU's operationer.

For at afhjælpe de nuværende begrænsninger, som de forskellige valgmuligheder giver, og som EU har til sin rådighed til at reagere på en krisesituation med henblik på en operativ kommando, foreslår denne betænkning at etablere et operativt hovedkvarter for EU. Med henblik på at optimere effektiviteten og koordineringen skal dette hovedkvarter placeres i Bruxelles under ledelse af Generalsekretæren for Rådet/den højtstående repræsentant for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Dette vil i forholdet til de politiske beslutningstagere muliggøre effektiv oversættelse og kommunikation af de militære implikationer af politiske valg og beslutninger. Men det skal understreges, at hvor NATO-hovedkvarteret hovedsagelig beskæftiger sig med militær planlægning, ligger fokus for EU hovedsagelig på civile og fælles civil-militære operationer. EU er den eneste globale aktør, som er i stand til at lede vellykkede operationer inden for dette område.

For det andet er den ineffektive anvendelse af militær kapacitet noget, der påvirker funktionen af både ESFP-operationer og NATO. De 27 medlemsstater bruger tilsammen 200 mia. euro på forsvar, men til trods for sådanne militærressourcer har europæerne ikke tilnærmelsesvis tilstrækkelige tropper med de nødvendige kvalifikationer. Medlemsstaterne har væbnede styrker på ca. to mio. mand, men EU kan kun lige udsende og opretholde en styrke på 60.000 soldater rundt om i verden. Det er derfor yderst vigtigt og absolut en betingelse, at medlemsstaterne gør bedre brug af deres militære aktiver for at opnå et effektivt EU-NATO-samarbejde. Det er også en sørgelig kendsgerning, at europæiske NATO-medlemmer ikke deler byrden ligeligt mellem sig hverken med hensyn til udgifter eller menneskelige ressourcer. Betænkningen opfordrer til, at dette forhold ændres, således at USA ikke skal være den betalende del af alliancen.

For det tredje har visse uoverensstemmelser mellem NATO og EU-medlemsstaterne, såsom Cyperns deltagelse i EU-NATO-møder og Tyrkiets samarbejde i EU-NATO-operationer, lagt store forhindringer i vejen for et effektivt samarbejde mellem alliancen og EU. Kompatibiliteten mellem de to organisationer kunne drage fordel af en fælles forpligtelse til at få alle EU-medlemsstater til at være til stede på EU og NATO's fællesmøder. Det er ligeledes vigtigt, at NATO-allierede, hvis anmodning om tiltrædelse af EU er accepteret af Rådet, i det mindste bør have status af at være et associeret medlem af Det Europæiske Forsvarsagentur. De bør også inddrages mere indgående i ESFP-strukturerne. Det er kun muligt at opnå et effektivt samarbejde mellem EU og NATO, hvis spændingerne mellem NATO og EU-medlemsstaterne fjernes.

Slutteligt er det umuligt at ignorere Ruslands rolle, når de fremtidige relationer mellem EU og NATO skal overvejes. Den seneste krise i Georgien afslørede desværre Ruslands beredvillighed til at føre en aggressiv og destabiliserende udenrigspolitik. I lyset af disse begivenheder og Ruslands forslag om en ny "sikkerhedspagt", bør EU gøre det klart, at mens det er meget ønskeligt, at dialogen med Rusland om Europas sikkerhed forbliver åben, så vil EU ikke acceptere nogen plan, der forsøger at omgå eller sætte spørgsmålstegn ved Europas eksisterende sikkerhedsopbygning, som er baseret på beskyttelsen af demokratiske friheder gennem den transatlantiske alliance, for at forfølge unilaterale sikkerhedsinteresser.

Afsluttende bemærkning

Nogle af ideerne i denne betænkning bliver måske ikke gennemført i den nærmeste fremtid, men vi bør forsøge at se ud over de næste valg med hensyn til, hvor vi skal hen. Det ville være selvbedrag at tro, at menneskets natur har ændret sig til det bedre i løbet af de sidste årtusinder. Mennesket ønsker stadig at udøve magt over for sin nabo både på et individuelt og kollektivt plan, hvilket ofte har katastrofale følger for det fælles bedste. Kun fuldt udviklede demokratier kan forsøge at dæmme op for denne menneskelige tendens og sørge for, at vores egoistiske stræben tjener det fælles bedste. Selv de mest avancerede demokratier står tilbage for idealsamfundet, men det eneste middel mod disse mangler i vores demokratier er at opnå endnu mere demokrati!

EU er en succes uden fortilfælde i menneskehedens historie, hvor mennesker i den "fremmede" prøver at se et andet unikt menneske, en partner i stedet for en konkurrent. Vi er langsomt ved at skabe et verdensomspændende hold af mennesker, "en verden uden grænser". EU har behov for at komme videre, fordi verden omkring os ændrer sig hurtigere, end vi politikere kan nå at reagere. Vores langsommelighed resulterer i unødig menneskelig lidelse, men vi forstår først smerten, når den rammer os personligt. Vi må lære at høre de fjerne råb om hjælp og reagere på dem. Det er vores moralske pligt og i vores langsigtede interesse. Ville vi ikke gerne have, at nogen kom os til undsætning, når vi råber om hjælp? Vi bør være hudløst ærlige og tage ved lære af vores smertefulde historie. Takket være EU's brogede sammensætning deler den ikke verden i to ligesom de andre stormagter, og det giver EU en unik mulighed for fredsopbygning. For at fuldføre denne mission er det afgørende at kunne drage nytte af en dommers og en læges evner, men uden en militær dimension er EU som en gøende hund uden tænder.

Hvis vi følger tanken om at ville lindre menneskelig lidelse, bør menneskeheden en skønne dag have et bindende sæt etiske regler, som vil blive håndhævet af en verdenshær. Vi vil ikke acceptere flere Rwandaer! En slags transformeret styrke af "blå baretter" under ledelse af et totalt gennemarbejdet FN. skulle være den eneste styrke med atomvåben til sin rådighed. Efter Anden Verdenskrig kunne ingen have forudsagt, hvor langt vi i Europa ville være nået i dag. Det samme gælder for fremtiden. Vi bør have tiltro til vores evne til at overvinde forhindringer, hvoraf den største er vores snæversynethed. Det eneste svar, der findes på globale problemer, er global ledelse, men en verdenshær kommer ikke til at eksistere under mine mandater.

Vejen foran os er meget lang og hård og vil ofte være en kamp op ad bakke, men det er mindre væsentligt. Det eneste, der betyder noget, er, at vi går i den rigtige retning. Vi må sætte os ud over de daglige politiske slagsmål og finde inspiration hos vores forfædre. Mens krigen hærgede i 1943, fremsatte Jean Monnet en radikal og for den tid urealistisk opfordring til europæisk enhed. Han var oprigtigt overbevist om, at Utopia blot er en forhastet sandhed, som Lamartine engang sagde. Hvis vi skal være ledere, skal vi fortsætte i denne ånd.

jf. forretningsordenens artikel 48, stk. 3,

af GUE/NGL-Gruppen

Selv om vi ukritisk går ind for et snævert samarbejde mellem EU og et NATO, der optræder stadig mere aggressivt, tager vi især afstand fra denne betænkning, som:

· går ind for et øget samarbejde mellem NATO og EU ved at forbedre Berlin Plus-ordningerne, som giver EU adgang til NATO's midler og kapacitet, så de to organisationer kan gribe ind i kriser med militære midler

· støtter permanente samarbejdsstrukturer mellem EU og NATO

· kræver, at EU's nuværende militære kapacitet udbygges yderligere, ligesom EU's medlemsstater indtrængende opfordres til at øge deres forsvarsudgifter

· glæder sig over, at Georgien og Ukraine tilbydes handlingsplan, der skal føre til medlemskab (som det hed i det oprindelige forslag til betænkning)

· støtter etableringen af et permanent operativt EU-hovedkvarter

· gør sig til talsmand for en bevidst sammenblanding af civil og militær kapacitet

· konstaterer, at de strategiske atomvåben i sidste instans er og bør forblive en garanti for militær sikkerhed

· tilslutter sig de såkaldte humanitære interventioner;

vi kræver:

· et civilt EU

· en konsekvent adskillelse mellem NATO og EU

· afskaffelse af atomvåben

· at militærudgifterne i stedet anvendes til civile formål

· at NATO nedlægges!

Undertegnet af:

Pflüger, Tobias

Meyer Pleite, Willy

Meijer, Erik

Flasarovà, Věra

Triantaphylides, Kyriacos

Adamou, Adamos

Pafilis, Athanasios

Pedro Guerreiro