Procedure : 2008/2054(INI)
Forløb i plenarforsamlingen
Dokumentforløb : A6-0183/2009

Indgivne tekster :

A6-0183/2009

Forhandlinger :

PV 06/05/2009 - 15
CRE 06/05/2009 - 15

Afstemninger :

PV 07/05/2009 - 9.3
CRE 07/05/2009 - 9.3
Stemmeforklaringer

Vedtagne tekster :

P6_TA(2009)0374

BETÆNKNING     
PDF 550kDOC 405k
23. marts 2009
PE 407.858v03-00 A6-0183/2009

om de finansielle aspekter ved Lissabontraktaten

(2008/2054(INI))

Budgetudvalget

Ordfører: Catherine Guy-Quint

FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING
 BEGRUNDELSE

FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING

om de finansielle aspekter ved Lissabontraktaten

(2008/2054(INI))

Europa-Parlamentet,

–   der henviser til Lissabontraktaten om ændring af traktaten om Den Europæiske Union og traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab undertegnet den 13. december 2007(1) (i det følgende benævnt "Lissabontraktaten"),

–   der henviser til traktaten om Den Europæiske Union og traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, som ændret ved Den Europæiske Fællesakt og ved Maastricht-, Amsterdam- og Nicetraktaten,

–   der henviser til den interinstitutionelle aftale af 17. maj 2006 mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om budgetdisciplin og forsvarlig økonomisk forvaltning(2),

–   der henviser til sin beslutning af 11. marts 2003 om reform af budgetproceduren: mulige løsninger i forbindelse med en revision af traktaterne(3),

–   der henviser til sin beslutning af 29. marts 2007 om Den Europæiske Unions egne indtægter i fremtiden(4),

–   der henviser til sin beslutning af 8. juni 2005 om politikudfordringer og budgetmidler i det udvidede EU for 2007-2013(5),

-    der henviser til konklusionerne fra Det Europæiske Råd den 11.-12. december 2008 om fremgangsmåden i tilknytning til genoptagelse af arbejdet med Lissabontraktaten,

–   der henviser til forretningsordenens artikel 45,

–   der henviser til betænkning fra Budgetudvalget og udtalelser fra Udenrigsudvalget og Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter (A6-0183/2009),

A. der henviser til, at der med Lissabontraktaten indføres omfattende ændringer med hensyn til EU's finanser, navnlig hvad angår de interinstitutionelle forbindelser og beslutningsprocedurerne,

B.  der henviser til, at der med traktaten etableres et præcist hierarki mellem de grundlæggende retsakter vedrørende EU's finanser og budget, og den tager således sigte på at skabe den nødvendige klarhed i beslutningstagningssystemet,

C. der henviser til, at den flerårige finansielle ramme, som er den flerårige programmering af de udgifter, der omsætter EU's politiske prioriteter til finansielle ressourcer, og i hvilken loftet for EU's udgifter fastsættes for en bestemt periode, i Lissabontraktaten bliver en juridisk bindende retsakt baseret på et nyt retsgrundlag for vedtagelse af den forordning, som indeholder denne ramme,

D. der henviser til, at den manglende samtidighed mellem på den ene side de finansielle rammer og på den anden side Parlamentets og Kommissionens beføjelser hidtil har medført, at Parlamentet delvis er blevet frataget sine beføjelser på budgetområdet, da det ofte er forbundet med en finansiel ramme, der blev forhandlet og vedtaget under den foregående valgperiode,

E. der henviser til, at hvis tidsplanen ikke ændres, vil der under visse af Parlamentets valgperioder ikke kunne træffes budgetmæssige beslutninger, som forpligter det, da den finansielle ramme, forgængerne har vedtaget, omfatter hele mandatets varighed,

F. der henviser til, at de nuværende beskedne margener, der er til rådighed under hvert udgiftsområde, samt den reducerede tildeling af fleksibilitetsmekanismer gør det vanskeligt for EU at reagere hensigtsmæssigt på uforudsete politiske aspekter, og det risikerer at udvande substansen i den årlige budgetprocedure,

G. der henviser til, at det i forbindelse med Lissabontraktatens ikrafttræden er nødvendigt, at de institutioner, der har ansvaret for EU's finansielle og budgetmæssige beslutninger, bliver enige om en optimal overgang til de nye retsakter og beslutningsprocedurer,

der henviser til, at EU-budgettet for at sikre en gnidningsfri funktion af Den Økonomiske og Monetære Union skal afspejles i koordineringen af medlemsstaternes budgetstrategier,

I. der henviser til, at Det Europæiske Råd den 11.-12. december 2008 på ny bekræftede, at Lissabontraktaten er nødvendig for at sikre, at det udvidede EU kan fungere mere demokratisk og mere effektivt, herunder i internationale anliggender, og som henviser til, at det fastlagde en fremgangsmåde og retsgarantier som reaktion på de irske vælgeres bekymringer med henblik på at gøre det muligt for traktaten at træde i kraft inden udgangen af 2009, samtidig med at traktaternes målsætninger respekteres,

Samlet vurdering

1. glæder sig over fremskridtene i Lissabontraktaten med hensyn til demokratisk kontrol med og gennemsigtighed i EU's finanser; understreger, at det er nødvendigt at forbedre og tilpasse mekanismerne for interinstitutionelt samråd og fremgangsmåder for det interne samarbejde, for at Parlamentet fuldt ud kan udnytte sine nye beføjelser;

Egne indtægter

2.   beklager, hvad angår EU's egne indtægter, at medlemsstaterne ikke har benyttet sig af lejligheden til at indføre en ordning for egentlige egne indtægter for Unionen, som er mere retfærdig, mere gennemsigtig, lettere forståelig for borgerne og underlagt en mere demokratisk beslutningsprocedure;

3.   beklager særlig, at der ikke er gjort mere for at inddrage Parlamentet i fastlæggelsen af grænserne for egne indtægter, og hvilken type egne indtægter EU råder over; minder om, at adskillelsen af beslutningen om indtægter og beslutningen om udgifter fastholdes;

4.   glæder sig til gengæld over indsatsen for at indføre en mulighed for at vedtage foranstaltninger til gennemførelse af beslutningen om egne indtægter på grundlag af en særlig lovgivningsprocedure, i hvilken Rådet først træffer afgørelse med kvalificeret flertal efter Parlamentets godkendelse;

5.  opfordrer Rådet til at anvende denne bestemmelse mest muligt med henblik på at gøre beslutningsproceduren mere fleksibel;

Den flerårige finansielle ramme

6.   glæder sig over formaliseringen i Lissabontraktaten af den flerårige finansielle ramme, som bliver en juridisk bindende retsakt; minder om, at den flerårige finansielle ramme fastsætter EU's udgifter og loftet for dem i en bestemt periode, hvilket bidrager til at styrke budgetdisciplinen;

7.   glæder sig over, at den forordning, der fastsætter den flerårige finansielle ramme, skal vedtages i fællesskab af Parlamentet og Rådet ved hjælp af en særlig procedure;

8.   beklager imidlertid, at man i Lissabontraktaten har bibeholdt kravet om, at Rådet skal vedtage den flerårige finansielle ramme enstemmigt, hvilket gør det meget vanskelig at træffe beslutninger, og det tilskynder til forhandling i henhold til "den laveste fællesnævner"; opfordrer derfor Rådet til snarest muligt at anvende den klausul, der ved en enstemmig beslutning gør det muligt at gå over til kvalificeret flertal i forbindelse med vedtagelsen af den flerårige finansielle ramme;

9.   beklager ligeledes, at Parlamentet i henhold til den nye procedure kun har godkendelsesret og ikke en egentlig fælles beslutningstagningsbeføjelse; påpeger imidlertid, at det i Lissabontraktaten fastsættes, at institutionerne fra procedurens påbegyndelse skal gøre alt for at sikre et vellykket resultat; opfordrer derfor Rådet til at stille sig til rådighed lige fra procedurens påbegyndelse for at skabe en struktureret politisk dialog med Parlamentet med henblik på at tage fuldt ud hensyn til dettes prioriteter;

10. påpeger, at det i Lissabontraktaten anføres, at den flerårige finansielle ramme ikke kun vedrører "omfanget" af "de årlige lofter for bevillinger til forpligtelser for hver enkelt udgiftskategori og det årlige loft for bevillinger til betalinger", men også "alle andre bestemmelser, der kan medvirke til en problemfri afvikling af den årlige budgetprocedure"1;

Den flerårige finansielle rammes varighed

11.      glæder sig over, at Lissabontraktaten muliggør en finansiel programmering på fem år, således at den, hvis de nødvendige tilpasninger gennemføres, så vidt muligt falder sammen med Parlamentets og Kommissionens mandat, hvilket er demokratisk logisk; understreger, at der kan være behov for særlige ordninger for at tage hensyn til bestemte politikkers behov for længere finansielle perioder;

12.      støtter derfor overgangen til en flerårig finansiel ramme på fem år, men erkender, at fuldstændig overensstemmelse mellem Europa-Parlamentets og Kommissionens mandat kan være vanskelig at opnå, idet det er af den opfattelse, at en forhandlingsfrist på mindst ét år kan være nødvendig, således at der i hver af Parlamentets valgperioder og under hvert af Kommissionens mandater kan træffes grundlæggende politiske og finansielle beslutninger i deres mandats varighed;

13. betragter integrationen af den flerårige finansielle ramme i en samlet strategisk interinstitutionel programmering som meget positiv - hvilket for øvrigt styrkes i Lissabontraktaten - som foreslået i betænkningen fra Udvalget om Konstitutionelle Anliggender om den institutionelle balance(6);

14. støtter forslaget i denne betænkning, i henhold til hvilket det nye kommissærkollegium under fremlæggelsen af sit program for valgperioden skal stille forslag til de retningslinjer for den finansielle ramme, som det anser for nødvendige for at gennemføre de politiske prioriteter i dets valgperiode, og disse prioriteter udvikles derefter, når institutionerne indbyrdes er blevet enige om programmet for valgperioden, på grundlag af dets forslag i den flerårige finansielle ramme;

15. er for øvrigt af den opfattelse, at kandidaten til posten som formand for Kommissionen under forhandlingerne på plenarmødet og høringer af Parlamentets udvalg allerede bør være i stand til at skitsere de forventede finansielle konsekvenser af politiske mål, som den nye Kommission agter at forfølge;

16. understreger, at overgangen til et system med finansiel programmering på fem år som nævnt ovenfor muligvis vil kræve, at den nuværende flerårige finansielle ramme forlænges til og med 2016 og tilpasses, for at den kommende flerårige finansielle ramme kan træde i kraft i begyndelsen af 2017(7); henstiller, at forhandlingerne om den næste flerårige finansielle ramme under alle omstændigheder afsluttes ved udgangen af første kvartal i 2016, således at budgetproceduren kan gennemføres inden for den ramme, der vil være indført i 2017;

17. betoner, at forhandlingerne skal finde sted på en sådan måde, at institutionerne kan planlægge indførelsen af en ny flerårig finansiel ramme allerede i 2016;

18. mener, at det bør overvejes at forlænge og tilpasse den nuværende flerårige finansielle ramme i forbindelse med den næste midtvejsevaluering i 2010;

Fleksibilitet

19. understreger, at den flerårige finansielle rammes juridisk bindende karakter mere end nogensinde nødvendiggør, at der indføres en øget fleksibilitet, som gør det muligt for EU at reagere på uforudsete udfordringer på en tilstrækkelig smidig og effektiv måde både i og uden for EU;

20. gør opmærksom på, at det i Lissabontraktaten fastsættes, at lofterne og andre bestemmelser fra det sidste år i den gældende flerårige finansielle ramme kan forlænges, hvis den nye flerårige finansielle ramme ikke har kunnet vedtages inden udløbet af den foregående ramme; er af den opfattelse, at dette er et yderligere argument for en øget fleksibilitet;

21. understreger i den forbindelse betydningen af at styrke fleksibilitetsmekanismerne både inden for og mellem hvert udgiftsområde og gennem særlige fleksibilitetsfonde, som kan mobiliseres uden for margener;

22. understreger, at Budgetudvalget bør udtale sig om disse spørgsmål ved vedtagelsen af dets betænkning om midtvejsrevisionen af den finansielle ramme for 2007-2013;

Overgangen fra den interinstitutionelle aftale til den flerårige finansielle ramme

23. understreger, at det er nødvendigt i god tid, inden Lissabontraktaten træder i kraft, at nå til enighed mellem institutionerne om, hvorledes man skal gå fra den nuværende interinstitutionelle aftale til en flerårig finansiel ramme, der er indeholdt i en retsakt som fastsat i Lissabontraktaten; minder om, at de nationale parlamenter skal have en periode på otte uger til at behandle forslag til retsakter;

24. mener, at man bør indgå en aftale om fordelingen af de nuværende bestemmelserne i den interinstitutionelle aftale med en glidende overgang til den flerårige finansielle ramme om de bestemmelser, som skal være indeholdt i den kommende finansforordning, og de bestemmelser, der i givet fald taler for en bibeholdelse af en interinstitutionel aftale - eventuelt suppleret med nye bestemmelser - om budgetsamarbejdet; påpeger, at fordelingen af bestemmelserne i den nuværende interinstitutionelle aftale skal ske under hensyntagen til betingelserne i Lissabontraktaten;

Den årlige budgetprocedure

25. glæder sig over afskaffelsen af sondringen mellem de obligatoriske udgifter (OU) og de ikke-obligatoriske udgifter (IOU), der har som konsekvens, at Parlamentet er beføjet til at træffe afgørelse på lige fod med Rådet om alle Unionens udgifter;

26. understreger, at afskaffelsen af sondringen mellem OU og IOU ikke er i strid med EU's forpligtelse til at opfylde sine finansielle forpligtelser; glæder sig over, at det i Lissabontraktaten anerkendes, at Parlamentet, Rådet og Kommissionen skal sørge for, "at der er tilstrækkelige finansielle midler til rådighed til, at Unionen kan opfylde sine juridiske forpligtelser over for tredjemand"(8);

27. påpeger, at ændringerne i den årlige procedure bør have til formål at forenkle denne ved at indføre én enkelt behandling for hver institution og ved at træffe en række foranstaltninger, der skal gøre det lettere at opnå enighed mellem budgetmyndighedens to parter; understreger, at disse ændringer bør gøre det muligt at begrænse bureaukratiet;

Kommissionens rolle

28. understreger styrkelsen af Kommissionens rolle, som får initiativret

på budgetområdet og kan ændre sit budgetforslag, indtil Forligsudvalget indkaldes;

29. glæder sig over, at traktaten ligeledes anerkender, at Kommissionen skal træffe alle de nødvendige initiativer til at tilnærme Parlamentets og Rådets holdninger under Forligsudvalgets arbejde, og opfordrer det således til fuldt ud at påtage sig sin rolle som mægler mellem Parlamentet og Rådet med henblik på at opnå enighed;

En helt ny tilgang

30. påpeger, at den nye procedure betyder, at hver institution kun skal behandle budgetforslaget én gang; understreger, at den nye procedure og denne ene behandling i realiteten ikke længere gør det muligt for institutionerne at ændre deres holdning under andenbehandlingen, hvilket var tilfældet tidligere; er overbevist om, at denne procedure medfører, at Parlamentet finjusterer sine politiske prioriteringer på et tidligere tidspunkt og tilpasser sin operationelle strategi og tilrettelæggelse, der gør det muligt at nå alle de fastsatte mål, tilsvarende;

31. påpeger, at denne behandling skal stadfæste Parlamentets politiske prioriteter, men at den også skal gøre det muligt for dette at blive enig med Rådet efter Forligsudvalgets intervention (eller at gøre det muligt at vedtage sine ændringsforslag igen med et bredere flertal, hvis teksten fra Forligsudvalget godkendes af Parlamentet og forkastes af Rådet);

32. påpeger betydningen af at bibeholde en pragmatisk tidsplan i lighed med den nuværende og opfordre til at fremskynde iværksættelsen af samrådsmekanismerne til et tidligere tidspunkt; minder om, at det er vigtigt at indføre uformelle mekanismer for dialog mellem institutionerne for at gøre det lettere at nå til enighed inden procedurens iværksættelse og derefter under hele proceduren;

33.  er af den opfattelse, at Lissabontraktaten vil styrke Parlamentets beføjelser, forudsat at dette indfører metoder til effektivt at forvalte stramningen af mødekalenderen og det øgede behov for fremskyndelse i medfør af den nye procedure;

34. er af den opfattelse, at Parlamentets beslutning før det første samrådsmøde i fremtiden vil få større betydning, da den vil gøre det muligt for Parlamentet officielt at fastlægge sine budgetprioriteter for det kommende regnskabsår uden at være afhængigt af taktiske overvejelser, der er betinget af Rådets holdning til budgetforslaget; mener, at de andre institutioner med den nævnte beslutning kan få et tydeligt indblik i Parlamentets prioriteringer forud for de interinstitutionelle forhandlinger; tilføjer, at det også vil give Parlamentet mulighed for at opstille nogle indledende retningslinjer vedrørende pilotprojekter og forberedende foranstaltninger;

35. påpeger, at disse prioriteringer også vil være til stor nytte for Parlamentet som retningslinjer for dets behandling af budgetforslaget, og som mandat forud for dets delegation under forhandlinger i Forligsudvalget;

36. påpeger betydningen af, at der afholdes en trilog i juli hvert år, for at den enkelte institution kan få et klart fingerpeg om de andre parters prioriteter, og for at give Parlamentet mulighed for at gøre de andre institutioner bekendt med indholdet af beslutningen fra juli om budgetforslaget;

37. understreger den politiske nytte af - med overholdelse af den enkeltes kompetencer - at indlede en indgående dialog med de nationale parlamenters tilsvarende udvalg om budgetforslaget og Parlamentets prioriteter for den årlige budgetprocedure;

Forligsudvalget

38. understreger den betydning, Forligsudvalget vil få fremover som en instans, der løser politiske uoverensstemmelser mellem budgetmyndighedens to parter; minder om, at Forligsudvalget inden 21 dage skal nå til enighed om en kompromistekst, som træder i kraft, hvis den ikke forkastes af budgetmyndigheden; er af den opfattelse, at Forligsudvalget skal sikres en politisk sammensætning på højeste niveau;

39. glæder sig over, at Lissabontraktaten tildeler Parlamentet en afgørende rolle ved procedurens afslutning: understreger derfor, at:

–  Forligsudvalgets tekst ("fælles forslag") ikke betragtes som vedtaget, hvis Parlamentet forkaster det (med flertallet af medlemmernes stemmer),

–  hvis Rådet forkaster det fælles forslag, men Parlamentet godkender det, træder det enten i kraft i den foreliggende form, eller Parlamentet kan indføre de ændringsforslag, det vedtog under behandlingen af budgetforslaget, med kvalificeret flertal (flertallet af medlemmernes stemmer plus tre femtedele af de afgivne stemmer);

40. understreger, at Budgetudvalgets formand bør føre forsædet i Parlamentets delegation i Forligsudvalget, ligesom det om nødvendigt og med forbehold for de politiske gruppers politiske udvælgelse af parlamentsmedlemmer, foruden medlemmerne af dette udvalg også bør omfatte medlemmer af Parlamentets fagudvalg, såfremt der forhandles om et specifikt emne, der henhører under deres beføjelser;

41. opfordrer Rådet til snarest at opnå enighed med Parlamentet om, hvordan Forligsudvalget skal arbejde;

42. mener, at Forligsudvalget skal kunne mødes mindst to gange på det højeste politiske niveau, hvis det er nødvendigt for at nå til enighed, idet der forud for dets møder som normalt skal afholdes et forberedende politisk trepartsmøde; minder om, at det er nødvendigt, at Rådets repræsentanter på disse møder har et politisk forhandlingsmandat;

43. foreslår, at dette arbejde forberedes af en forberedende teknisk interinstitutionel gruppe bestående af ordføreren og repræsentanter for de politiske grupper for Parlamentet og den permanente repræsentant for det land, der varetager formandskabet, idet man lader muligheden for, at de to andre formandskaber i trojkaen kan deltage, stå åben;

44. minder også om, at institutionerne skal nå til enighed om sammensætningen af dette udvalgs sekretariat, som sandsynligvis skal bestå af tjenestemænd fra budgetmyndighedens to parter og bistås af Kommissionen;

Landbrugsspørgsmål

45. påpeger, at med reglen om, at Kommissionen ikke kan ændre sit forslag, efter at Forligsudvalget er blevet indkaldt, finder den traditionelle efterårsændringsskrivelse, der skal tage højde for ajourføring af budgetprognoser for landbrugspolitikken og deres budgetmæssige virkninger, ikke længere anvendelse; er af den opfattelse, at den mest hensigtsmæssige procedure i dette tilfælde vil være, at Kommissionen om nødvendigt fremlægger et budgetændringsforslag (et "landbrugsmæssigt budgetændringsforslag"), når alle de landbrugsmæssige oplysninger er endeligt fastlagt;

Forbindelser med den lovgivende myndighed

46. understreger, at den samtidige udvidelse af Parlamentets budgetbeføjelse til at omfatte alle EU's udgifter og indførelsen af den fælles beslutningstagning på næsten alle lovgivningsområder kræver, at der tages mere hensyn til budgetdimensionen i lovgivningsarbejdet; mener, at der er behov for at styrke samarbejdet mellem Budgetudvalget og sektorudvalgene med henblik på at tage større hensyn til Parlamentets finansielle lovgivningsarbejde, særlig hvad angår dets virkning på den flerårige finansielle ramme og det årlige budget; foreslår i den forbindelse, at de lovgivningsmæssige forligsudvalg på områder med finansiel virkning skal omfatte et medlem af Budgetudvalget; henviser med henblik herpå til arbejdet i arbejdsgruppen om reform af Parlamentet ikke mindst vedrørende de særlige former for samarbejde mellem parlamentsudvalgene, som er nævnt i den tredje interimsrapport;

47. minder desuden om, at forpligtelsen til at sørge for, at budgetdisciplinen bliver overholdt, med Lissabontraktaten udvides til at omfatte alle EU-institutionerne; minder om, at Parlamentets forretningsorden allerede indeholder en særlig procedure, der skal sikre, at dette princip overholdes; mener, at denne procedure skal gøres mere operationel og effektiv;

Finansforordning

48. glæder sig over, at finansforordningen fremover bliver en forordning, der vedtages i henhold til den almindelige lovgivningsprocedure (fælles beslutningstagning) af Parlamentet og Rådet efter udtalelse fra Revisionsretten;

49. understreger, at Lissabontraktaten indeholder de vigtigste bestemmelser, der skal anvendes ved sondringen mellem de bestemmelser i den nuværende interinstitutionelle aftale, som bør indgå i den kommende interinstitutionelle aftale, og de bestemmelser, der bør indgå i den flerårige finansielle ramme;

50. påpeger imidlertid, at finansforordningen bør omfatte alle de nødvendige bestemmelser til fastlæggelse af proceduren i henhold til traktatens bestemmelser(9); mener, at dette bør omfatte Forligsudvalgets funktion, udløsningsmekanismen og selvfølgelig ajourføring af de bestemmelser i finansforordningen, som berøres direkte af ændringerne af Lissabontraktaten (f.eks. afskaffelsen af forskellen mellem obligatoriske udgifter og ikke-obligatoriske udgifter og en ny fælles beslutningsprocedure for overførsler);

51. mener, at det er afgørende, at institutionerne når til politisk enighed om disse spørgsmål i rette tid, således at de nødvendige ændringer af finansforordningen hurtigt kan gennemføres i henhold til den nye procedure, og der om nødvendigt kan indgås foreløbige aftaler, som sikrer en gnidningsløs videreførelse af budgetproceduren, efter at Lissabontraktaten er trådt i kraft;

52. opfordrer Kommissionen til i god tid at fremsætte et forslag, som kan sætte Parlamentet og Rådet i stand til at nå til enighed om anvendelsen af denne sondring i artikel 49 i den nuværende interinstitutionelle aftale;

53. mener, at denne tilpasning af finansforordningen under ingen omstændigheder må forveksles med den treårige revision af denne i 2010;

Virkningen på budgettet af institutionelle ændringer og EU's nye kompetencer

54. påpeger, at Lissabontraktatens ikrafttrædelse også får virkninger for EU's budget, hvad angår de nyskabelser, den indfører på det institutionelle niveau, særlig ophøjelsen af Det Europæiske Råd til en institution og oprettelsen af et fast formandskab samt af stillingen som højtstående repræsentant og den tjeneste for EU's optræden udadtil, som skal bistå denne;

55. bekræfter allerede nu, at det agter at udøve sine budgetbeføjelser til fulde, hvad angår disse institutionelle nyskabelser; understreger betydningen af i rette tid at nå til politisk enighed med Rådet om finansieringen af Rådet og særlig af dets faste formandskab samt af den kommende tjeneste for EU's optræden udadtil; understreger, at finansieringen af denne tjeneste skal forblive under budgetmyndighedens fulde kontrol;

56. bemærker, at Lissabontraktaten med hensyn til FUSP og den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik indebærer, at der indføres nye procedurer for en hurtig adgang til EU's budget og for at oprette en startfond bestående af bidrag fra medlemsstaterne; understreger imidlertid, at alle EU's eksterne aktioner normalt bør finansieres over fællesskabsbevillinger og kun undtagelsesvis - i nødstilfælde - med bidrag uden for EU's budget;

57. konstaterer, at Lissabontraktaten også får finansielle virkninger, der for øvrigt er begrænsede, som følge af de nye særlige beføjelser, der er tillagt EU; er indstillet på til sin tid at undersøge de konkrete følger af udøvelsen af disse nye beføjelser; er af den opfattelse, at iværksættelsen af dem som helhed ikke vil ske umiddelbart efter Lissabontraktatens ikrafttrædelse, men efterhånden som de tilhørende lovgivningsmæssige forslag udarbejdes; mener imidlertid, at finansieringen af dem ikke skal ske på bekostning af finansieringen af EU's nuværende aktiviteter;

Koordinering med nationale budgetter

58. opfordrer de nationale parlamenter til hvert år at deltage i en offentlig debat om budgetpolitiske retningslinjer på nationalt plan og EU-plan forud for behandlingen af de respektive budgetforslag for fra starten at skabe rammer for fælles overvejelser omkring koordineringen af medlemsstaternes nationale politikker, samtidig med at der også tages hensyn til Fællesskabets bidrag;

59. bemærker, at beslutningen om bogføring af udgifter fra EU's budget til EU's vigtigste mål med fordel kunne baseres på de enkelte medlemsstaters årlige offentliggørelse af de bevillinger i deres nationale, og hvor det er relevant, regionale budgetter, som bidrager til realiseringen af disse mål;

°

° °

60. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes parlamenter.

(1)

EUT C 306 E af 17.12.2007, s. 1.

(2)

EUT C 139 E af 14.6.2006, s. 1.

(3)

EFT L 61 E af 10.3.2004, s. 143.

(4)

EUT L 27 E af 31.1.2008, s. 214.

(5)

EUT L 124 E af 25.5.2006, s. 373.

(6)

Betænkningen 18. marts 2009 om Lissabontraktatens indvirkning på den institutionelle ligevægt i EU (A6-0142/2009).

(7)

I henhold til den model, der beskrives i tabellen i betænkningen fra Budgetkontroludvalget af 26. februar 2009 om midtvejsrevision af den finansielle ramme for 2007-2013 (A6-0110/2009):

___________________________________________________________________________________

År n

2008

2009

2010

2011

2012

2013

2014

2015

2016

2017

2018

2019

Budg. forsl.

2009

2010

2011

2012

2013

2014

2015

2016

2017

2018

2019

2020

Valgperiode

2004 / 2009

2009 / 2014

2014 / 2019

(8)

Artikel 323 i den konsoliderede udgave af traktaten om den Europæiske Unions funktionsmåde.

(9)

I henhold til artikel 322, stk. 1, litra a), i den konsoliderede udgave af traktaten om den Europæiske Unions funktionsmåde (konsolideret version) skal den omfatte "finansielle regler, der navnlig fastsætter de nærmere retningslinjer for opstillingen og gennemførelsen af budgettet".


BEGRUNDELSE

I - Indledning

1.      Lissabontraktaten indfører omfattende ændringer med hensyn til EU's finanser, navnlig hvad angår de interinstitutionelle forbindelser og beslutningsprocedurerne. Samtidig opstiller den et nøje hierarki mellem de grundlæggende retsakter for EU's finanser og budget, og den tager således sigte på at skabe den nødvendige klarhed i beslutningstagningssystemet.

2.     Det princip, som bestemmelserne i Lissabontraktaten bygger på, er baseret på fire hovedaspekter:

-            Medlemsstaterne er i bund og grund stadig herrer over budgetindtægterne via   EU's egne indtægter.

-            Det er obligatorisk, at Rådet og Europa-Parlamentet inden for de egne indtægters grænser bliver enige om planlægningen af udgifterne, som bliver juridisk bindende.

-            Der skelnes ikke længere mellem obligatoriske udgifter og ikke-obligatoriske udgifter. Budgettet           skal som helhed vedtages af Europa-Parlamentet og Rådet i fællesskab   under hensyntagen til den flerårige finansielle ramme. Desuden styrkes Europa- Parlamentets beføjelser i budgetvedtagelsesproceduren.   Det bliver nemlig ikke muligt at vedtage et årligt budget uden Europa-Parlamentets samtykke, mens Europa-   Parlamentet kan gennemtvinge vedtagelsen af et budget mod   Rådets ønske

- Parlamentet får et større ansvar med hensyn til budgetdisciplinen. I henhold til    bestemmelserne i Lissabontraktaten, herefter kaldet LT, skal finansforordningen   vedtages af Europa-Parlamentet og Rådet efter den almindelige lovgivningsprocedure   (artikel 279 i TEUF), dvs. den fælles beslutningsprocedure.

3.      Ordføreren vil undersøge de ændringer, som Lissabontraktatens vedtagelse vil indebære, når det gælder budgetproceduren og Parlamentets beføjelser i den forbindelse. Det er nemlig nødvendigt at forstå, at selv om traktaten stadfæster visse grundprincipper i EU's finansielle tilrettelæggelse (budgetdisciplin, forsvarlig økonomisk forvaltning osv.), indfører den også nogle væsentlige ændringer, navnlig med hensyn til budgetproceduren.

4.       Hovedemnerne er sammenhængen mellem den kommende finansielle ramme og finansforordningen, hvad angår de bestemmelser, der i øjeblikket er taget højde for i IIA, virkningen på budgettet af institutionelle ændringer og EU's nye kompetencer.

II - EU's finansiering (artikel 269 i TEUF)

1.      Traktaten har ikke ændret den måde, EU's finansiering fungerer på. Den grundlæggende afgørelse i ordningen for EU's indtægter forbliver under medlemsstaternes kompetence. Rådet træffer en enstemmig afgørelse, som ikke træder i kraft, før den er godkendt af alle medlemsstaterne i henhold til deres respektive forfatningsmæssige bestemmelser. Selv om Kommissionen har initiativretten, og Europa-Parlamentet deltager i proceduren ved at afgive udtalelse, er det først og fremmest medlemsstaterne, der har denne beføjelse.

2.      Princippet om midlernes tilstrækkelighed er blevet bevaret i de nuværende traktater: "Unionen tilvejebringer de nødvendige midler med henblik på at nå sine mål og gennemføre sin politik" (artikel 269, stk. 1, i TEUF). Dette bekræftes i øvrigt i budgetdisciplinens grundprincip, som går ud på, at Unionen ikke vedtager nogen "retsakter, der kan have betydelig indvirkning på budgettet, uden at afgive forsikring om, at de udgifter, der følger af disse retsakter, kan finansieres inden for rammerne af Unionens egne indtægter og under overholdelse af den flerårige finansielle ramme, der er nævnt i artikel 270a".

3.      LT skaber dog både klarhed omkring visse aspekter og indfører starten på en henlæggelse af ordningen under fællesskabsmetoden. Den tilfører nemlig et nyt element til indholdet af afgørelsen om egne indtægter, idet det bliver muligt at indføre "nye kategorier af egne indtægter, og en eksisterende kategori kan ophæves ". Dette er dog ikke andet end en bekræftelse af virkeligheden, som den allerede ser ud. Eftersom der ikke er nogen bestemmelser herom i traktaten, er det nemlig i afgørelsen om egne indtægter, at man fastlægger de typer af egne indtægter, som EU råder over. Det samme gælder for disse indtægters beløb, hvilket naturligvis omfatter muligheden for at ændre indtægterne, afskaffe dem eller oprette nye indtægter. Ordføreren mener, at dette på sigt baner vejen for, at man kan gå i retning af en ordning for egne indtægter, der er mere retfærdig, mere gennemsigtig og mere synlig i borgernes øjne.

4.      Med et nyt stykke i artikel 269 i TEUF tages der højde for, at Rådet ved forordning fastsætter gennemførelsesforanstaltningerne i forbindelse med ordningen for Unionens egne indtægter, og at Rådet træffer afgørelse med kvalificeret flertal efter at have indhentet Europa-Parlamentets godkendelse. På trods af den restriktion, at gennemførelsesforanstaltningerne skal træffes inden for de grænser, der er taget højde for i afgørelsen om egne indtægter, baner denne bestemmelse vejen for, at Europa-Parlamentet kommer til at spille en større rolle med hensyn til EU's egne indtægter.

Konklusionen er, at selv om de nyskabelser, der er i traktaten, kan betragtes som starten på en positiv udvikling, er det beklageligt, at man ikke benyttede lejligheden til at gøre væsentlige fremskridt, dvs. skabe en ordning med egentlige egne indtægter for EU, som ville give EU-institutionerne en egentlig deltagelse i proceduren og Europa-Parlamentet en mere betydningsfuld rolle.

III - Den flerårige finansielle ramme

1.      Sådan som Parlamentet har krævet ved flere lejligheder, stadfæster LT princippet om, at den flerårige finansielle ramme er en juridisk bindende retsakt(1), der bygger på indførelsen af et specifikt retsgrundlag for vedtagelsen af den forordning, som indeholder denne ramme. Denne forordning skal vedtages af Rådet ved hjælp af en særlig lovgivningsprocedure, hvor Europa-Parlamentet har en afgørende beføjelse.

2.      I artikel 270a, stk. 1, står der, at den flerårige finansielle ramme har til formål at "sikre en velordnet udvikling i Unionens udgifter inden for rammerne af dens egne indtægter". Det tilføjes i det sidste stykke, at "Unionens årlige budget overholder den flerårige finansielle ramme". Dette stykke, som supplerer det princip, der er nævnt i artikel 269, stk. 4 (Unionen vedtager "ingen retsakter, der kan have betydelig indvirkning på budgettet, uden at afgive forsikring om, at de udgifter, der følger af disse retsakter, kan finansieres inden for rammerne af Unionens egne indtægter og under overholdelse af den flerårige finansielle ramme, der er nævnt i artikel 270a"), fastlægger fremgangsmåden for EU's budgetdisciplin(2).

Den flerårige finansielle rammes indhold

3.      Traktaten institutionaliserer den nuværende praksis. I artikel 270a står der, at den flerårige finansielle ramme skal fastlægge "de årlige lofter for bevillinger til forpligtelser for hver enkelt udgiftskategori og det årlige loft for bevillinger til betalinger ".

4.       Det fastlægges dog i LT, at "den finansielle ramme omfatter alle andre bestemmelser, der kan medvirke til en problemfri afvikling af den årlige budgetprocedure"(stk. 3, andet led). Det betyder, at den flerårige finansielle ramme dækker en del af indholdet i de to dele af den interinstitutionelle aftale om budgetdisciplin(3), der er gældende i øjeblikket, og ikke kun angivelsen af udgiftslofterne. Dette særlige aspekt vil blive behandlet i kapitel VI.

Proceduren

5.      Den flerårige finansielle ramme er en forordning, der vedtages ved hjælp af en særlig lovgivningsprocedure, som kræver dens enstemmige vedtagelse i Rådet efter Europa-Parlamentets godkendelse. Europa-Parlamentet har således en afgørende beføjelse. Det skal bemærkes, at det drejer sig om en formalisering af praksis fra de interinstitutionelle aftaler i de senere år.

6.      Desuden understreges det i artikel 270a, stk. 5, at "Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen træffer under hele proceduren frem til vedtagelsen af den finansielle ramme de nødvendige foranstaltninger med henblik på at lette denne vedtagelse". Denne bestemmelse tager sigte på at differentiere budgetproceduren fra den fælles beslutningsprocedure og gå bort fra idéen om en procedure med samstemmende udtalelse.

En midlertidig løsning for at overvinde en eventuel forhandlingsfiasko

7.      Artikel 270a, stk. 4, afspejler risikoen for, at der kan opstå vanskeligheder under forhandlingen om de enkelte finansielle overslag og tager højde for muligheden for, at man ikke når til enighed, hvilket er så meget desto mere sandsynligt, fordi reglen om Rådets enstemmighed er bevaret, selv om muligheden for at gå over til kvalificeret flertal er medtaget i traktaten. I så fald er der taget højde for, at såfremt den nye finansielle ramme ikke er vedtaget ved udløbet af den foregående finansielle ramme, "forlænges gyldighedsperioden for de lofter og andre bestemmelser, der gælder for den foregående finansielle rammes sidste år, indtil denne retsakt er vedtaget".

Den flerårige finansielle rammes varighed

8.      Der står i LT, at den flerårige finansielle ramme fastlægges for en periode på mindst fem år. Målsætningen er så vidt muligt at få den periode, som den flerårige finansielle ramme fastlægges for, til at falde sammen med Europa-Parlamentets og Kommissionens mandatperiode, sådan som Europa-Parlamentet har anmodet om længe. Indgåelsen af hver interinstitutionel aftale om de finansielle overslag burde være en lejlighed til at iværksætte et lovgivningsprogram, der reelt svarer til et politisk og finansielt program. Det burde således være logisk at knytte dette til det demokratiske mandat for det valgte Parlament og for en Kommission, som er politisk ansvarlig over for Parlamentet(4). Praksis med rammen for de finansielle overslag har kunnet få visse af Parlamentets valgperioder til at "arve" en finansiel ramme, som de ikke havde haft nogen indflydelse på(5). Det samme gælder for Kommissionen, som undertiden er tvunget til at gennemføre en finansiel ramme, som en anden Kommission har forhandlet på plads tidligere. Den er således tvunget til at tage ansvaret for de politiske valg, som den tidligere Kommission har truffet(6).

9.      Ordføreren mener derfor, at der bør være en mere direkte forbindelse mellem den flerårige finansielle ramme og de politiske mandater, navnlig når det gælder kommissærernes udnævnelse. Når Kommissionen som helhed skal godkendes af Europa-Parlamentet, kunne Parlamentet ligeledes træffe beslutning på baggrund af et forslag om den overordnede finansielle politik, som Kommissionen har stillet. På samme måde kunne Europa-Parlamentet under valgkampagnen i forbindelse med parlamentsvalget forsvare et politisk og finansielt projekt, som det over for borgerne forpligter sig til at føre ud i livet.

Overgangen til den nye ordning

10     Denne foranstaltning løser dog ikke det specifikke problem med overgangen fra den nuværende ordning til den ordning, der er taget højde for i LT. I artikel 270a, stk. 1, tredje led, står der, at budgettet skal overholde den flerårige finansielle ramme. Som følge heraf bliver det nødvendigt at råde over en flerårig finansiel ramme, der er behørigt vedtaget i henhold til de gældende bestemmelser i den nye traktat, så Europa-Parlamentet og Rådet kan vedtage det årlige budget.

11.    Derfor kunne man - som overgangsbestemmelse og i tilfælde af, at det ikke er muligt at afslutte procedurerne inden det årlige budgets vedtagelse - på baggrund af kontinuitetsprincippet overveje at lade en afstemning om budgettet finde sted under overholdelse af traktatens procedurer og i overensstemmelse med den gældende finansielle ramme.

Den flerårige finansielle ramme bliver en juridisk bindende retsakt. Den er en forordning, der vedtages ved hjælp af en særlig lovgivningsprocedure, som kræver dens enstemmige vedtagelse i Rådet efter Europa-Parlamentets godkendelse. I artikel 270a, stk. 5, mindes der i øvrigt om, at institutionerne skal træffe "de nødvendige foranstaltninger med henblik på at lette" vedtagelsen af den finansielle ramme under hele proceduren. Denne bestemmelse styrker den rolle, som det interinstitutionelle samarbejde spiller, der skal finde sted lige fra procedurens start for at sikre dens positive resultat.

Der står i Lissabontraktaten, at den flerårige finansielle ramme skal have en varighed på mindst fem år. Målsætningen er så vidt muligt at få den periode, som den flerårige finansielle ramme fastlægges for, til at falde sammen med Europa-Parlamentets og Kommissionens mandatperiode, sådan som Europa-Parlamentet har anmodet om flere gange. Parlamentet kunne således træffe beslutning om høringerne af de kommende kommissærer på baggrund af et forslag om den overordnede finansielle politik, som Kommissionen har stillet. På samme måde kunne Europa-Parlamentet under valgkampagnen i forbindelse med parlamentsvalget forsvare et politisk og finansielt projekt, som det over for borgerne forpligter sig til at føre ud i livet.

IV - Det årlige budget

1.      Den årlige budgetprocedure har undergået nogle kraftige ændringer i den nye traktat. For det første afskaffer LT sondringen mellem de obligatoriske udgifter og de ikke-obligatoriske udgifter. Den logiske konsekvens er, at Europa-Parlamentet og Rådet i fremtiden skal træffe beslutning på lige fod om hele budgettet.

2.      De bindende udgifter vil fortsat eksistere. I traktatens artikel 279a har man således bibeholdt en bestemmelse, der ved første øjekast synes overflødig, nemlig at "Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen sørger for, at der er tilstrækkelige finansielle midler til rådighed til, at Unionen kan opfylde sine juridiske forpligtelser over for tredjemand".

3.      Den anden ændring er afskaffelsen af andenbehandlingen med den konsekvens, at der oprettes en ny budgetforligsprocedure. Der er tale om en særlig procedure med en resultatforpligtelse, der skyldes den pågældende retsakts særlige karakter(7).

A.       Den årlige budgetprocedures forløb

For en komplet beskrivelse af proceduren (artikel 314 i LT) henvises til bilag 1.

4.      I den første fase af proceduren - og i mangel af præcise bestemmelser i traktaten - er det nødvendigt, at institutionerne bliver enige om detaljerne i forbindelse med proceduren eller tidsplanen. Den første etape for Europa-Parlamentet er at holde den pragmatiske tidsplan, der aktuelt er gældende. Institutionerne skal ligeledes nå til enighed om de uformelle samrådsmekanismer, så alt bliver gjort for at sikre den årlige budgetprocedures succes (se punkt 2 nedenfor).

5.      Ordføreren vil desuden gerne understrege, at trilogmøderne og forligsprocedurerne eller de uformelle samrådsprocedurer skal - ligesom alle de former for interinstitutionel dialog, der eksisterer i øjeblikket - revideres og eventuelt tilpasses i lyset af ændringerne af proceduren. I artikel 279b i TEUF står der, at der skal afholdes regelmæssige møder mellem formændene for Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen, og at der indkaldes til disse møder på Kommissionens initiativ. I Lissabontraktaten går man endnu længere, idet der tages højde for, at disse regelmæssige møder skal finde sted i forbindelse med alle finansielle procedurer og budgetprocedurer, og at formændene skal træffe alle foranstaltninger, der er nødvendige for at "fremme samråd og indbyrdes tilnærmelse af deres respektive institutioners holdninger". Der er således ingen tvivl om, at denne bestemmelse styrker den generelle pligt til et loyalt samarbejde mellem institutionerne, eftersom den praktisk taget indfører et tvunget samråd mellem institutionerne.

6.      Derfor kan man med rette spørge sig selv, om udvalget nødvendigvis skal bestå af alle Rådets medlemmer (og som modvægt et tilsvarende antal medlemmer af Europa-Parlamentet), eller om det kan bestå af små delegationer, som dog altid er paritetiske. Ordlyden i artikel 272, stk. 5, hvor der står "... Rådets medlemmer", lader til at bekræfte den første teori. Hvis denne teori holder stik, bliver det nødvendigt at sørge for en arbejdsmetode, der omfatter trilogmøder, hvor Forligsudvalgets arbejde forberedes. Europa-Parlamentet skal under alle omstændigheder forvisse sig om rådsrepræsentanternes politiske niveau.

Konsekvenserne af en forhandlingsfiasko

7.      Sådan som det er angivet i bilaget, har en forhandlingsfiasko i Forligsudvalget den konsekvens for proceduren, at Kommissionen skal forelægge et nyt budgetforslag. Dette styrker således Kommissionens rolle, eftersom det er Kommissionen, der skal drage konklusionerne af denne fiasko ved at identificere de punkter, hvor der er uenighed mellem Europa-Parlamentet og Rådet, og stille et nyt forslag, som de to institutioner kan blive enige om.

8.      I Lissabontraktaten fastholder man bestemmelsen om, at ordningen med foreløbige tolvtedele er gældende, såfremt budgettet ikke kan vedtages "endeligt" inden regnskabsårets start.

Teorien om, at Parlamentet ville få afgørende betydning i den nye budgetprocedure, holder stik. Intet budget kan vedtages mod Europa-Parlamentets vilje, men Europa-Parlamentet har til gengæld mulighed for at vedtage et budget mod Rådets vilje, eller hvis Rådet ikke udtaler sig. I tilfælde af, at Europa-Parlamentet godkender det fælles forslag, mens Rådet forkaster det, kan Europa-Parlamentet nemlig - med en afgørelse, der træffes af et flertal af Parlamentets medlemmer og med tre femtedele af de afgivne stemmer - bekræfte alle eller en del af de ændringsforslag, der er stillet til Kommissionens budgetforslag.

Også Kommissionens rolle i budgetproceduren bliver styrket. Den råder over en egentlig initiativret, der styrkes af muligheden for at kunne ændre teksten på ethvert tidspunkt, indtil Forligsudvalget indkaldes. Dens rolle som mægler under arbejdet i Forligsudvalget er udtrykkeligt anerkendt. Endelig er det Kommissionen, der har til opgave at finde det bedste alternativ, såfremt proceduren mislykkes.

Det skal i øvrigt understreges, at visse af procedurens mekanismer tvinger budgetmyndighedens to parter til at blive enige. F.eks. er det nemlig lettere at vedtage kompromisforslaget end at forkaste det, og konsekvenserne af en fiasko er ret alvorlige for institutionerne.

B.         Den nye budgetprocedures praktiske konsekvenser

9.      Ændringerne i proceduren og stramningen af fristerne i forbindelse hermed er ligeledes ensbetydende med, at man både internt i de enkelte institutioner og på interinstitutionelt plan skal sørge for en omhyggelig forberedelse af alle procedurens faser, eftersom der bliver færre "korrektionsmuligheder".

Konsekvenser for tidsplanen (jf. bilag 1).

10.    Umiddelbart bør Europa-Parlamentet støtte fremskyndelsen - eller i det mindste bevarelsen - af den nuværende uformelle tidsplan:

- Kommissionen forelægger sit budgetforslag i april måned.

- Trilogmødet afholdes i marts/april og er så meget desto mere nyttigt,

fordi der kun er én behandling i hver institution.

- Forligsfasen finder sted i juni/juli.

Konsekvenser for Europa-Parlamentets interne arbejde.

11.    Afgørelsen om budgetforslaget gør det med henblik på førstebehandlingen muligt at:

- angive strategiske retningslinjer for Europa-Parlamentets prioriteter

- træffe beslutninger om pilotprojekter og forberedende foranstaltninger.

Konsekvenser for forløbet af den eneste behandling i Parlamentet.

12.    Det, at der fremover kun vil være én behandling, ændrer i høj grad behandlingens karakter, og dens strategiske vigtighed bliver væsentligt større. Det drejer sig reelt om at tage stilling til alle budgetposterne (herunder de tidligere obligatoriske udgifter), idet Parlamentets politiske prioriteter kommer til udtryk. Ordføreren gør navnlig opmærksom på, at de ændringsforslag, der vedtages under førstebehandlingen, ikke længere vil kunne ændres efterfølgende af Parlamentet alene. Derfor skal de opfylde to krav: De skal gøre det muligt at nå til en tilfredsstillende aftale i Forligsudvalget, men de skal også kunne bekræftes af Parlamentet (med et særlig stort flertal), såfremt Rådet forkaster Forligsudvalgets tekst, mens Parlamentet vedtager den.

13.    Det er således vigtigt, at der fra førstebehandlingens start sørges for en styrket intern dialog mellem Budgetudvalget og de berørte parlamentsudvalg samt de politiske grupper.

. Konsekvenser for Forligsudvalgets sammensætning.

14.    Budgetsamrådets særlige karakter giver anledning til, at man internt tager Europa-Parlamentets delegations sammensætning op til overvejelse. Derfor bør der allerede nu tages højde for et særligt system.

15.    Det er således hensigtsmæssigt at sørge for en omfattende inddragelse af Budgetudvalget, alt imens man sikrer, at de parlamentsudvalg, der har stor betydning for budgettet, bliver inddraget i tilstrækkelig grad.

16.    Man kan eventuelt sørge for en mere omfattende ledsagestruktur med det formål at styrke delegationens forhandlingskapacitet og dens strategiske sammenhæng. Det bliver under alle omstændigheder nødvendigt at træffe alle de nødvendige bestemmelser for at sikre delegationens repræsentativitet mest muligt, så man styrker dens indflydelse under forhandlingerne og sikrer den bredest mulige støtte fra plenarforsamlingen.

Konsekvenser for procedurens afslutning.

17.      Procedurens og tidsplanens tilrettelæggelse skal gøre det muligt at bruge de foranstaltninger, som Parlamentet kan benytte i henhold til traktaten. Det betyder, at Parlamentet skal kunne udtale sig om Forligsudvalgets tekst i november måned, så det eventuelt kan stemme om ændringsforslagene under førstebehandlingen i december. Denne sikkerhedsmargin kunne give mulighed for at indgå en eventuel aftale om et nyt initiativ fra Kommissionen, såfremt man ikke når til enighed under den første budgetprocedure.

V- Finansforordningen

1.      Endelig er en anden vigtig nyskabelse i LT, at vedtagelsen af finansforordningen fremover bliver underlagt den almindelige lovgivningsprocedure (artikel 277 i TEUF), hvilket giver Europa-Parlamentet en egentlig medbestemmelse. Det skal understreges, at Parlamentet i øjeblikket kun bliver hørt i den forbindelse.

2.      Det er et vigtigt lovgivningsmæssigt fremskridt. Revisionen af finansforordningen skal have fundet sted, inden traktaten træder i kraft. Europa-Parlamentet skal således forhandle om og herefter beslutte, hvordan bestemmelserne i IIA skal fordeles mellem finansforordningen og den finansielle ramme. Disse overvejelser vil blive nærmere beskrevet i kapitel VI.

VI - Lissabontraktatens indflydelse på den nuværende IIA

1.        Lissabontraktatens ikrafttræden vil få en særlig indflydelse på den nuværende interinstitutionelle aftale om budgetdisciplin og forsvarlig økonomisk forvaltning og på finansforordningen.

Den nuværende IIA og FFR

2.        Hvad IIA angår, opretter traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), artikel 312, den flerårige finansielle ramme, som skal indeholdes i en forordning, der vedtages ved hjælp af en særlig lovgivningsprocedure, i hvilken Rådet træffer en enstemmig afgørelse efter Europa-Parlamentets samtykke, som skal vedtages af et absolut flertal af dets medlemmer. Det betyder, at den finansielle ramme, som hidtil har været defineret ved hjælp af de finansielle overslag, som institutionerne frivilligt har godkendt via en interinstitutionel aftale, vil blive juridisk bindende. Endvidere understreger denne artikel, at

1. Unionens årlige budget overholder den flerårige finansielle ramme.

3.        Hvad angår indholdet af FFR, som fastlægges for en periode på mindst fem år, understreger samme artikel, at den

"3 ... ... fastlægger de årlige lofter for bevillinger til forpligtelser for hver enkelt udgiftskategori og det årlige loft for bevillinger til betalinger. Udgiftskategorierne, hvoraf der er et begrænset antal, svarer til Unionens vigtigste aktivitetsområder.

Den finansielle ramme omfatter alle andre bestemmelser, der kan medvirke til en problemfri afvikling af den årlige budgetprocedure."

Det betyder, at ikke blot lofterne, men også de bestemmelser i den nuværende interinstitutionelle aftale, som medvirker til en "problemfri afvikling" af den årlige budgetprocedure, bør integreres i den kommende FFR, særligt de bestemmelser, som vedrører FFR's forretningsgang, som f.eks. revisions- og fleksibilitetsprocedurer.

Finansforordningen under Lissabontraktaten

4.        Finansforordningen vil blive en forordning, som vedtages af Europa-Parlamentet og Rådet ved hjælp af den almindelige lovgivningsmæssige procedure (fælles beslutningstagning) efter udtalelse fra Revisionsretten. I henhold til artikel 322, stk. 1, i TEUF skal den indeholde

"a) finansielle regler, der navnlig fastsætter de nærmere retningslinjer for opstillingen og gennemførelsen af budgettet ...".

5.        Det er åbenbart, at den nye traktat vil få direkte indflydelse på nogle af finansforordningens områder, f.eks. i forhold til den nye budgetprocedure og især afskaffelsen af klassificeringen obligatoriske udgifter/ikke-obligatoriske udgifter (OU/IOU). Men den kommende finansforordning bør også indlemme nogle af de bestemmelser, som nu fastsættes i IIA (f.eks. bestemmelser om budgetdisciplin og om retsakter), som ville passe bedre ind i denne finansforordning end i FFR-forordningen.

Tidsplan og kriterier

6.        Begge disse retsakter kan først vedtages, når traktaten er trådt i kraft, men de bør vedtages tids nok til, at gennemførelsen af 2009-budgettet og opstillingen af 2010-budgettet kan afvikles problemfrit i henhold til den nye juridiske ramme. Det betyder, at de politiske forhandlinger mellem institutionerne bør indledes øjeblikkeligt for at gøre det muligt at nå frem til en politisk aftale frem til udgangen af indeværende år, således at den formelle procedure for vedtagelsen heraf indledes snarest muligt efter, at Lissabontraktaten er trådt i kraft, forudsat at alle ratificeringsprocedurer er afsluttet. Bortset fra det åbenlyse behov for, at budgetproceduren for 2010 allerede forløber i henhold til de nye bestemmelser i Lissabontraktaten, viser nogle konkrete eksempler, hvor uopsætteligt det er: I henhold til hvilke bestemmelser skal bevillingsoverførsler finde sted efter 1. januar 2009, hvis traktaten træder i kraft på denne dato? I henhold til hvilken procedure vil det være muligt at autorisere en overførsel i løbet af dette år?

7.        Hvordan skal et ændringsbudget så blive vedtaget? Hvad angår kriterierne for at skelne mellem, hvilke bestemmelser i IIA der skal medtages i den kommende IIA, og hvilke bestemmelser der vil passe bedre ind i FFR, så opstilles de direkte i Lissabontraktaten:

- FFR-forordningen bør indeholde de "bestemmelser, der kan medvirke til en problemfri afvikling af den årlige budgetprocedure." Det betyder alle mekanismer i forbindelse med den nuværende IIA's forretningsgang, nemlig mobilisering af forskellige midler og fleksibilitet, revisionsproceduren og særlige ordninger knyttet til specifikke politikker (FUSP/agenturer osv.).

- Finansforordningen bør inkludere alle bestemmelser, der er nødvendige for at "fastsætte" proceduren "for opstillingen og gennemførelsen af budgettet ..." i henhold til den nye procedure, som er opstillet i traktaten. i henhold til den nye procedure, som er opstillet i traktaten. Dette synes at dække forretningsgangen i Forligsudvalget, udløsningsmekanismen og naturligvis opdateringen af de af finansforordningens bestemmelser, som er direkte berørt af ændringerne i den nye traktat (f.eks. afskaffelsen af klassificeringen OU/IOU, en ny fælles beslutningstagningsprocedure for overførsler osv.).

8.        Ordføreren mener, at denne tilpasning af finansforordningen kun bør medtage de ændringer, som stammer direkte fra den nye traktat, og de ændringer, som stammer fra afviklingen af den nuværende IIA (i overensstemmelse med de kriterier, som er opstillet i traktaten), og at den under ingen omstændigheder bør forveksles med den treårlige gennemgang, som finansforordningen selv fastsætter.

Hvad er fremtiden for IIA?

9.        Betyder dette, at den interinstitutionelle aftale af maj 2006 vil blive fuldstændig overflødig og derefter smelte helt sammen med disse to grundlæggende, finansielle retsakter? Sandsynligvis ikke: Den nye budgetprocedure vil stadig få brug for en række praktiske ordninger - som f.eks. en ny pragmatisk tidsplan, den interinstitutionelle samarbejdsprocedure, krav til Forligsudvalgets forretningsgang, dets sekretariat, formatet på fælles dokumenter og oversættelser heraf osv. Alle disse og sandsynligvis andre punkter (f.eks. artikel 31 og 33 i den nuværende IIA og dele af dens bilag 2) kunne blive konsolideret i en ny IIA om budgetproceduren(8). Når det er sagt, finder ordføreren, at det er for tidligt på dette stadie i proceduren præcist at angive, hvilke artikler i den nuværende IIA der kan blive en del af den kommende IIA eller af et af de to retsgrundlag. Ordførerens konklusion er, at Lissabontraktaten vil åbne døren for en ny tilnærmelse til budgetspørgsmål baseret på Parlamentets og Rådets fælles beslutning, som skal træffes på lige fod.

10.      I den forbindelse sigter dette dokument på at foreslå nogle principper, som skal vedtages af Budgetudvalget, for at åbne for en konstruktiv drøftelse med Rådet og Kommissionen. Ordføreren er fuldstændig klar over, at Lissabontraktaten først vil træde i kraft, når - og hvis - alle ratificeringsprocedurer er afsluttet i alle medlemsstater.

11.      Det er ordføreren bekendt, at Lissabontraktaten først vil træde i kraft, når alle ratifikationsprocedurerne er afsluttet i samtlige medlemsstater.   I mellemtiden forudsætter uopsætteligheden af hurtigst muligt efter Lissabontraktatens ikrafttræden at råde over nogle af de ovennævnte retsakter, at der øjeblikkeligt indledes foreløbige drøftelser mellem institutionerne om, hvilke foranstaltninger der kræves for at gennemføre traktaten. Faktisk deler alle institutioner det synspunkt, at proceduren, når og hvis traktaten træder i kraft, skal afpasses således, at vi undgår et juridisk tomrum. For at nå dette mål er det nødvendigt at nå frem til en politisk aftale om indholdet af disse foranstaltninger frem til udgangen af indeværende år.

VII - De budgetmæssige konsekvenser af nyskabelserne i Lissabontraktaten: institutionelle aspekter og EU's nye kompetencer

1.        Formålet med dette kapitel er at gennemgå Lissabontraktaten med fokus på dens mulige indvirkning på budgettet, dvs. at skabe et overblik over de nyskabelser i traktaten, der sandsynligvis vil indvirke på EU's budget.

2.        Det er naturligvis ikke ordførerens opgave at introducere kvantitative elementer i dette dokument, idet dette bør ske i forbindelse med overvejelserne omkring midtvejsevalueringen eller efter indgåelse af aftalen om de nuværende finansielle overslag. Det er imidlertid åbenlyst, at der ikke er blevet taget hensyn til nedennævnte politikker eller institutioner i forbindelse med vedtagelsen af den nuværende flerårige finansielle ramme.

A.       Budgetbevillinger som følge af EU's nye kompetencer

3.        Lissabontraktaten tildeler ikke Unionen enekompetence på nye områder.

Der indføres derimod en række nye kompetencer, der kan inddeles i følgende kategorier:

- "delt kompetence" (på rum- og energiområdet)

- kompetence til at gennemføre "understøttende, koordinerende eller supplerende tiltag" (bl.a. inden for civilbeskyttelse, intellektuel ejendomsret, turisme, administrativt samarbejde og sport).

Disse områder er omfattet af den almindelige lovgivningsprocedure (fælles beslutningstagning med Europa-Parlamentet og kvalificeret flertal i Ministerrådet) med nogle få undtagelser.

4.        Der er således blevet indført nye retsgrundlag for EU's lovgivningsmæssige tiltag. Visse af disse nye retsgrundlag er imidlertid baseret på retsakter, der ikke synes at have finansielle konsekvenser for EU. Andre retsgrundlag indebærer kun umiddelbart nye kompetencer, idet EU i visse tilfælde intervenerer på de pågældende områder i forvejen (f.eks. på energiområdet) med henvisning til forskellige bestemmelser i traktaterne, til tider endog til artikel 308.

5.        Det er imidlertid for tidligt at vurdere de nøjagtige budgetmæssige konsekvenser af disse bestemmelser i denne fase af proceduren. Det bør tillige understreges, at før der kan afholdes udgifter på budgettet, skal der vedtages særlige juridisk bindende retsakter (artikel 268/310, stk. 4, i TEUF(9)).

Der kan således ikke træffes afgørelse om budgetbevillinger, før der er blevet vedtaget retsakter.

6.        Med hensyn til landbrugspolitikken er det vigtigt at holde sig for øje, at bestemmelserne i artikel 36 og 37 i den nuværende traktat vil blive indarbejdet i den nye artikel 37, stk. 2, dvs. omfattet af fælles beslutningstagning. Disse bestemmelser gælder for følgende tekster: den fælles markedsordning, forordningen om direkte betalinger, forordningen om udvikling af landdistrikterne og finansiering af den fælles landbrugspolitik.

7.        Med Lissabontraktaten omfattes næsten 50 nye lovgivningsområder rent faktisk af proceduren med fælles beslutningstagning. Budgetbevillingerne til programmerne vedtaget efter den fælles beslutningsprocedure vil blive fastsat inden for rammerne af den flerårige finansielle ramme, der bliver juridisk bindende.   Ordføreren minder om, at det således er af afgørende betydning at overveje at anvende en tilgang, der giver Budgetudvalget mulighed for at samarbejde aktivt med de korresponderende parlamentsudvalg med det formål at sikre en mere sammenhængende afstemning i Europa-Parlamentet på disse områder, hvad enten der er tale om den flerårige finansielle ramme eller de årlige budgetter.

8.        I del C i dette dokument angives en oversigt over de nye kompetencer og de mest åbenlyse budgetmæssige konsekvenser heraf.

B.        Institutionelle aspekter

9.        Ud over bestemmelserne om EU's finanser, der er blevet analyseret ovenfor, har følgende bestemmelser om institutionelle ændringer en indvirkning på EU's budget.

"a)       Europa-Parlamentet

Den forventede ikrafttrædelse af afgørelsen om Europa-Parlamentets sammensætning har allerede været genstand for politiske forhandlinger (Lamassoure/Severin-betænkningen) med henblik på det næste valg til Europa-Parlamentet og bør udsættes. I medfør af Lissabontraktaten skal antallet af medlemmer i EP udgøre 751 fra juni 2009. Eftersom traktaten ikke trådte i kraft ved udgangen af 2008, vil antallet af EP-medlemmer fortsat være 736 som fastsat i Nice-traktat, mens det vil stige til 754 ved Lissabontraktatens ikrafttræden, jf. konklusionerne fra Det Europæiske Råd af 11.-12. december 2008. Der skal tages højde herfor i Europa-Parlamentets budget.

(Forventet dato: juni 2009)

b)        Det Europæiske Råd og det permanente formandskab

Det Europæiske Råd bliver et uafhængigt organ og vil i denne forbindelse få sit eget budget. Ifølge artikel 273e/316 i TEUF skal dette budget i øvrigt opføres i samme afsnit som Rådets budget. I artikel 210a/235, stk. 4, i TEUF fastsættes det desuden, at Det Europæiske Råd bistås af Generalsekretariatet for Rådet.

           En stor del af Det Europæiske Råds funktionsmåde kan således finansieres over Rådets budget. Dette rejser spørgsmålet om, hvorvidt og hvorledes Europa-Parlamentet kan kontrollere udgifterne til Det Europæiske Råds sekretariat effektivt, og om "gentlemanaftalen" mellem budgetmyndighedens to parter bør opretholdes.

Med hensyn til Det Europæiske Råds formand bør der tages højde for de særlige udgifter til denne funktion i budgettet (lønninger til formanden og til kabinetsmedlemmerne, rejseudgifter osv.) for Det Europæiske Råds permanente formandskab.

(Forventet dato: januar 2009)

c)        Den Højtstående Repræsentant (HR)

Ifølge erklæring 12 ("Erklæring ad artikel 9 E i traktaten om Den Europæiske Union"), der er knyttet som bilag til LT, skal den højtstående repræsentant også indlede sin tjenesteperiode i starten af næste år (vel at mærke hvis Lissabontraktaten træder i kraft i starten af 2009). Det må anses, at udgifterne til denne repræsentant finansieres over Kommissionens budget, da den højtstående repræsentant indtræder i en nuværende kommissærstilling.

(Forventet dato: januar 2009)

d)   Tjenesten for EU's Optræden Udadtil (EU-udenrigstjenesten)

Problemet med finansiering af EU-udenrigstjenesten handler ikke umiddelbart om tilgængelige bevillinger, idet de eksterne tjenester allerede er finansieret via Kommissionens og Rådets budgetter. Det handler navnlig om budgetkontoplanen, et problem, der naturligvis ikke er af teknisk, men af politisk karakter. Der skal desuden tages højde for en eventuel finansiering over EU's budget af udgifterne til medlemmer af tjenesten udstationeret fra nationale diplomatiske tjenester, hvilket er sket i Lissabontraktaten.

Europa-Parlamentet er i færd med at udarbejde to betænkninger om dette spørgsmål (Brok-betænkningen, AFCO om institutionelle aspekter vedrørende Tjenesten for EU's Optræden Udadtil og Neyts-betænkningen, AFET). Europa-Parlamentet har en afgørende interesse i fastlæggelsen af den konkrete model for EU-udenrigstjenestens funktionsmåde og vil være villig til at udnytte sine budgetbeføjelser på dette område. Efter ordførerens opfattelse bør der ikke træffes nogen budgetmæssige beslutninger om EU-udenrigstjenestens fremtid, før der er politisk enighed om tjenestens funktionsmåde.

(Forventet dato: i løbet af 2009 - Der skal tages højde for, at tjenestenen muligvis vil blive oprettet i flere faser, der strækker sig over flere budgetår.)

e)    Kommissionen

Bortset fra ændringerne som følge af oprettelsen af stillingen som højtstående repræsentant og af EU-udenrigstjenesten, vil Lissabontraktaten få direkte konsekvenser for Kommissionens budget fra 2014, når Kommissionen nedskæres, således at antallet af medlemmer kommer ned på to tredjedele af antallet af medlemsstater. Dog tyder afgørelserne truffet af Det Europæiske Råd den 11.-12. december 2008 på, at Kommissionens nuværende sammensætning skal fastholdes.

(Forventet dato: 2014)

f)    Domstolen (Erklæring ad artikel 222 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde)

På Domstolens begæring kan antallet af generaladvokater forøges fra otte til 11, jf. erklæring 41 om artikel 252 i TEUF. Dette vil få konsekvenser for Domstolens budget.

(Forventet dato: Domstolens begæring)

g)    Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget

Sammensætningen af disse to udvalg er i øjeblikket fastsat i traktaten. Antallet af medlemmer i udvalgene må ikke overstige 350, og i øjeblikket består de af 344 medlemmer. I Lissabontraktaten ændres proceduren for fastsættelse af deres sammensætning, om end grænsen på 350 medlemmer fastholdes. Fremover vedtager Rådet, der træffer afgørelse med enstemmighed på forslag af Kommissionen, en afgørelse om udvalgets sammensætning. Det er for indeværende ikke muligt at anslå de budgetmæssige konsekvenser af denne ændring af proceduren for fastsættelse af antallet af medlemmer i de to udvalg.

h)    Oprettelse af en europæisk anklagemyndighed (artikel 86 i TEUF)

Den europæiske anklagemyndighed skal erstatte det nuværende OLAF. Oprettelsen af denne anklagemyndighed vil helt sikkert få finansielle konsekvenser for EU's budget (lønninger, personale, installationer osv.). Disse konsekvenser kan imidlertid først vurderes korrekt, når der træffes afgørelse om oprettelse heraf.

(Forventet dato: i forbindelse med vedtagelse af retsakterne)

EU's politikker: nye kompetencer og nye retsgrundlag

"a)  Eurojusts nye funktioner (artikel 85 i TEUF)

Eurojusts funktioner udvides. Dette kan medføre øgede finansieringsbehov. Disse eventuelle behov kan først vurderes i forbindelse med vedtagelsen af de retsakter, der er nævnt i traktaten.

(Forventet dato: i forbindelse med retsakter/mellemlang til lang sigt)

b)   Det retlige samarbejde i straffesager (artikel 82, stk. 1, litra c))

EU's nye kompetence til at træffe foranstaltninger med henblik på at støtte uddannelse af dommere og anklagere samt andet personale i retsvæsenet kan ligeledes have budgetmæssige konsekvenser, selv om EU allerede finansierer foranstaltninger af denne art.

(Forventet dato: i forbindelse med vedtagelse af retsakterne)

c)    Ungdom og sport (artikel 165)

Ungdom - Der tilføjes en ny kompetence: "fremme de unges deltagelse i det demokratiske liv i Europa" (artikel 165, stk. 2, femte led). Denne kompetence vil helt sikkert få finansielle konsekvenser, også selv om EU i forvejen finansierer lignende tiltag.

Sport - EU tildeles en kompetence på sportsområdet i artikel 165, stk. 1. EU skal således bidrage til at udvikle sportens europæiske dimension og skal i den forbindelse tage hensyn til dens specifikke forhold, dens strukturer, der bygger på frivillighed, og dens sociale og uddannende funktion. De budgetmæssige konsekvenser vil også på dette område blive anslået i forbindelse med vedtagelsen af retsakterne.

(Forventet dato: i forbindelse med vedtagelse af retsakterne)

d)   Folkesundhed (artikel 168)

EU får udvidede kompetencer med hensyn til overvågning af alvorlige grænseoverskridende sundhedstrusler. Der er tale om tilskyndelsesforanstaltninger og ikke harmoniseringsforanstaltninger. Unionen fremmer også "samarbejde mellem medlemsstaterne med henblik på at få deres sundhedstjenester til at supplere hinanden bedre i grænseregioner". Unionen kan desuden træffe foranstaltninger med særligt henblik på at beskytte folkesundheden i forbindelse med tobak og alkoholmisbrug.

(Forventet dato: i forbindelse med retsakter/mellemlang til lang sigt)

e)    Det europæiske forskningsrum (artikel 179)

Artikel 179 omhandler gennemførelsen af et europæisk forskningsrum med det formål at styrke Unionens videnskabelige og teknologiske grundlag. Formålet er at sikre fri bevægelighed for forskere samt videnskabelig og teknologisk viden i dette rum.

Som et supplement til aktiviteterne i det flerårige rammeprogram fastsætter Europa-Parlamentet og Rådet således efter den almindelige lovgivningsprocedure de nødvendige foranstaltninger til gennemførelse af det europæiske forskningsrum.

(Forventet dato: i forbindelse med retsakter/mellemlang til lang sigt)

f)    Rumpolitik (artikel 189)

I TEUF'en defineres konturerne for en ny europæisk rumpolitik, der har til formål at fremme videnskabelige og tekniske fremskridt, industriens konkurrenceevne og iværksættelsen af Unionens politikker (stk. 1), herunder af et nyt europæisk rumprogram (uden at der er tale om nogen form for lovgivningsmæssig harmonisering).

Med henblik på at udøve denne nye kompetence kan Unionen fremme fælles initiativer, støtte forskning og teknologisk udvikling og koordinere den nødvendige indsats for at udforske og udnytte rummet.

De nødvendige foranstaltninger, der kan tage form af et europæisk rumprogram, gennemføres på grundlag af retsakter vedtaget efter den almindelige lovgivningsprocedure. Der er heller ikke nu tale om nogen harmonisering af lovgivningen. (stk. 2).

Det fastslås i stk. 3, at Unionen etablerer de relevante forbindelser med Den Europæiske Rumorganisation, og dette stykke udgør således et retsgrundlag for samarbejdet med denne organisation.

(Forventet dato: i forbindelse med retsakter/mellemlang til lang sigt)

g)    Miljø/bekæmpelse af klimaændringer (artikel 191)

Unionens politik på miljøområdet udvides til at omfatte fremme på internationalt plan af foranstaltninger til løsning af de regionale og globale miljøproblemer, og navnlig bekæmpelse af klimaændringer.

Der er ikke fastlagt et nyt specifikt retsgrundlag. Denne målsætning skal således indarbejdes i de allerede tilgængelige instrumenter (navnlig programmer), hvilket kan få betydelige budgetmæssige konsekvenser.

(Forventet dato: i forbindelse med retsakter/mellemlang til lang sigt)

h)    Energi (artikel 194)

Unionen får kompetence til at træffe foranstaltninger med det formål:

- at sikre energimarkedets funktion

- at sikre energiforsyningssikkerheden i Unionen

- at fremme energieffektivitet og energibesparelser samt udvikling af nye og vedvarende energikilder og

at fremme sammenkobling af energinet.

Der er desuden tilføjet en henvisning til solidaritet mellem medlemsstaterne på energiområdet.

Der henvises ligeledes til solidariteten mellem medlemsstaterne på energiområdet. Disse foranstaltninger berører ikke en medlemsstats ret til at fastsætte betingelserne for udnyttelsen af dens energiressourcer, jf. dog artikel 192, stk. 2, litra c), hvori det fastslås, at Rådet efter en særlig lovgivningsprocedure har mulighed for at vedtage foranstaltninger, der i væsentlig grad berører en medlemsstats valg mellem forskellige energikilder og den generelle sammensætning af dens energiforsyning. Hvis foranstaltningerne er af hovedsagelig fiskal karakter, fastsætter Rådet med enstemmighed foranstaltningerne (artikel 194, stk. 3).

(Forventet dato: i forbindelse med retsakter/mellemlang til lang sigt)

i)     Turisme (artikel 195)

Unionen får kompetence til "at tilskynde til tilvejebringelse af et gunstigt klima for udvikling af virksomhederne inden for denne sektor" og til "at fremme samarbejdet mellem medlemsstaterne, navnlig ved udveksling af god praksis". (Der er ikke tale om nogen form for lovgivningsmæssig harmonisering)

(Forventet dato: i forbindelse med retsakter/mellemlang til lang sigt)

j)         Civilbeskyttelse (artikel 196)

Unionen får kompetence til at træffe støtteforanstaltninger med henblik på at fremme samarbejdet mellem medlemsstaterne for at gøre ordningerne for forebyggelse af og beskyttelse mod naturkatastrofer (eller menneskeskabte) katastrofer mere effektive.

(Forventet dato: i forbindelse med retsakter/mellemlang til lang sigt)

k)        Administrativt samarbejde (artikel 197 i TEUF)

Unionen får kompetence til at støtte medlemsstaternes bestræbelser på at forbedre deres administrative kapacitet til at gennemføre EU-retten. Der er navnlig tale om hjælp til udveksling af oplysninger. Der er ikke tale om nogen form for lovgivningsmæssig harmonisering. (Forventet dato:

(Forventet dato: i forbindelse med retsakter/mellemlang til lang sigt)

l)         Humanitær bistand (artikel 214 i TEUF)

Med Lissabontraktaten indføres et nyt retsgrundlag for EU's humanitære indsats i tredjelande. Formålet med disse aktiviteter kan være at yde bistand, hjælp og beskyttelse til befolkninger i tredjelande, der er ofre for naturkatastrofer eller menneskeskabte katastrofer, med henblik på opfyldelse af de humanitære behov, der opstår i disse forskellige situationer (stk. 1).

Unionens og medlemsstaternes aktiviteter supplerer og styrker gensidigt hinanden. De skal gennemføres i overensstemmelse med principperne i folkeretten og principperne om upartiskhed, neutralitet og ikke-forskelsbehandling (stk. 2).

EP og Rådet fastlægger gennem den almindelige lovgivningsmæssige procedure rammen for gennemførelse af humanitære støtteforanstaltninger. "Unionen og dens medlemsstater handler i fællesskab på et solidarisk grundlag, hvis en medlemsstat udsættes for et terrorangreb eller er offer for en naturkatastrofe eller en menneskeskabt katastrofe" (stk. 3). Unionen kan indgå aftaler med tredjelande og kompetente internationale organisationer (stk. 4).

Det indføres et nyt retsgrundlag om oprettelse af et "frivilligt europæisk korps" for humanitær bistand, der kan danne ramme for europæiske unges bidrag til humanitære bistandsaktiviteter. (EP og Rådet efter den almindelige lovgivningsprocedure).

Unionen har allerede kompetence inden for humanitær bistand. Fastlæggelsen af denne nye ramme for mere præcise kompetencer på dette område kan have en betydelig finansiel indvirkning.

(Forventet dato: i forbindelse med afgørelser eller retsakter/mellemlang til lang sigt)

m)   Solidaritetsbestemmelse (artikel 222 i TEUF)

Unionen og dens medlemsstater handler i fællesskab på et solidarisk grundlag, hvis en medlemsstat udsættes for et terrorangreb eller er offer for en naturkatastrofe eller en menneskeskabt katastrofe. "Unionen og dens medlemsstater handler i fællesskab på et solidarisk grundlag, hvis en medlemsstat udsættes for et terrorangreb eller er offer for en naturkatastrofe eller en menneskeskabt katastrofe" (stk. 1). Unionen finansierer i øjeblikket lignende tiltag gennem Solidaritetsfonden (1 mia. euro om året ifølge den gældende interinstitutionelle aftale), men solidaritetsbestemmelsens anvendelsesområde er mere omfattende, navnlig hvad angår beskyttelsen mod terrorhandlinger, der kan indebære militære operationer. De nuværende afsatte budgetmidler skal således evt. forhøjes.

De nærmere regler for gennemførelse af denne bestemmelse fastlægges ved en afgørelse vedtaget af Rådet med kvalificeret flertal på fælles forslag af Kommissionen og den højtstående repræsentant (med enstemmighed, når afgørelsen har indvirkning på forsvarsområdet). Europa-Parlamentet underrettes herom.

(Forventet dato: I forbindelse med Rådets afgørelse/mellemlang til lang sigt)

Bilag 1

Den årlige budgetprocedures forløb

1. Kommissionens initiativ: budgetforslaget

Budgetproceduren starter formelt inden den 1. september på baggrund af et forslag fra Kommissionen, der har lovgivningsinitiativet, nemlig budgetforslaget. budgetforslaget Dette har nogle konsekvenser, navnlig med hensyn til definitionen af det kvalificerede flertal i Rådet, eftersom man i dette tilfælde anvender almindeligt kvalificeret flertal(10). I artikel 250 i den ændrede TEUF er der i budgetproceduren(11) til gengæld taget højde for, at reglen om, at Rådet kun kan ændre et forslag fra Kommissionen ved at træffe afgørelse ved enstemmighed, ikke er gældende. Desuden præciseres det i stk. 2, andet led, at Kommissionen kan ændre sit forslag, indtil Forligsudvalget indkaldes, hvilket tager sigte på at lette Kommissionens rolle som mægler mellem Europa-Parlamentet og Rådet.

Når Kommissionen udarbejder budgetforslaget, skal den tage hensyn til de enkelte institutioners overslag. Den er dog ikke nødvendigvis tvunget til at tage højde for dem, eftersom budgetforslaget kan indeholde afvigende overslag i henhold til artikel 270a.

2. Fastlæggelse af Rådets og Europa-Parlamentets holdning

Førstebehandlingen begynder med Rådet, der skal vedtage sin holdning til budgetforslaget senest den 1. oktober og fremsende den til Europa-Parlamentet. Herefter skal Europa-Parlamentet udtale sig senest 42 dage efter denne holdnings fastlæggelse.

Hvis Parlamentet vedtager den, som den er, eller ikke udtaler sig, betragtes budgettet som vedtaget.

Hvis Parlamentet vedtager ændringsforslag (med et flertal af Parlamentets medlemmer), fremsendes det ændrede forslag til Rådet og Kommissionen.

Europa-Parlamentets formand skal så efter aftale med Rådets formand "straks" indkalde til møde i Forligsudvalget(12).

Hvis Rådet senest 10 dage efter det ændrede forslags fremsendelse informerer Europa-Parlamentet om, at det godkender alle dets ændringsforslag, afholdes der dog ikke møde i Forligsudvalget, da budgettet så betragtes som vedtaget med ændringer.

3. Forligsudvalget

Forligsudvalget, der skal være sammensat af "Rådets medlemmer eller deres repræsentanter" og "et tilsvarende antal medlemmer, der repræsenterer Europa-Parlamentet", har så 21 dage til at nå til enighed. Kommissionen deltager i udvalgets arbejde, og LT giver den til opgave at tage "de nødvendige initiativer med henblik på at forlige Europa-Parlamentets og Rådets holdninger" (artikel 272, stk. 5, andet led, i TEUF).

4. Konklusion på proceduren: Europa-Parlamentet har teoretisk set en afgørende betydning

Hvis Forligsudvalget ikke når til enighed inden 21 dage, anses budgettet for ikke at være vedtaget, og en ny procedure skal begynde, hvor Kommissionen forelægger et nyt budgetforslag.

Hvis Forligsudvalget når til enighed om en kompromistekst, har Europa-Parlamentet og Rådet 14 dage til at udtale sig om denne tekst. Teksten i stk. 7 er ikke særligt klar, men man kan alligevel konkludere, at budgettet er vedtaget, hvis ingen af de to institutioner forkaster det, Rådet med kvalificeret flertal og Europa-Parlamentet med et flertal af parlamentsmedlemmerne(13).

Hvis de to institutioner forkaster det, skal Kommissionen forelægge et nyt budgetforslag.

Det samme gælder, hvis Europa-Parlamentet forkaster det (med et absolut flertal af sine medlemmer), mens Rådet ikke gør det (dvs. Rådet enten godkender det eller ikke udtaler sig).

Hvis Europa-Parlamentet derimod godkender det (med simpelt flertal), mens Rådet forkaster det, har Europa-Parlamentet stadig mulighed for at bekræfte - senest 14 dage efter Rådets forkastelse - de ændringsforslag, som det havde stillet under førstebehandlingen, for så vidt som det vedtager dem endnu en gang med et flertal af Parlamentets medlemmer og tre femtedele af de afgivne stemmer(14). I så fald betragtes budgettet som vedtaget med de ændringsforslag, som Parlamentet har bekræftet. Hvis det ikke lykkes Parlamentet at bekræfte alle sine ændringsforslag, er det Forligsudvalgets tekst, der betragtes som vedtaget for de pågældende budgetposters vedkommende.

For at gøre det mere overskueligt kan man sammenfatte alle de tilfælde, der vedrører de to institutioners reaktion på Forligsudvalgets fælles udkast, på følgende måde:

EP godkender + Rådet godkender = budget vedtaget

EP godkender + Rådet udtaler sig ikke = budget vedtaget

EP godkender + Rådet forkaster = budget vedtaget i henhold til EP's ændringsforslag eller fælles tekst

EP udtaler sig ikke + Rådet godkender = budget vedtaget

EP udtaler sig ikke + Rådet udtaler sig ikke = budget vedtaget

EP udtaler sig ikke + Rådet forkaster = budget forkastet

EP forkaster + Rådet godkender = budget forkastet

EP forkaster + Rådet udtaler sig ikke = budget forkastet

EP forkaster + Rådet forkaster = budget forkastet

Det skal endnu en gang understreges, at Europa-Parlamentets vedtagelse af teksten sker med simpelt flertal, mens en forkastelse kræver et flertal af Parlamentets medlemmer(15).

Såfremt proceduren får en positiv udgang, er det - sådan som det også er tilfældet i dag - parlamentsformandens opgave at konstatere, at budgettet er endeligt vedtaget.

Bilag 2

24.2.2009

UDTALELSE FRA UDENRIGSUDVALGET

til Budgetudvalget

om de finansielle aspekter ved Lissabontraktaten

(2008/2054(INI))

Rådgivende ordfører: István Szent-Iványi

FORSLAG

Udenrigsudvalget opfordrer Budgetudvalget, som er korresponderende udvalg, til at optage følgende forslag i det beslutningsforslag, det vedtager:

A. bemærker, at Lissabontraktaten vil få omfattende virkninger på den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik ved en omorganisering af det administrative ansvar og indførelsen af nye politikområder,

B.  påpeger, at der, eftersom den institutionelle struktur endnu ikke er blevet fastlagt, gradvist bør stilles de nødvendige budgetbevillinger til rådighed, efterhånden som de nye organisationsstrukturers omfang og rolle fremgår mere og mere tydeligt; opfordrer Kommissionen og Rådet til at sikre, at stordriftsfordelene ved støttestrukturerne fører til en nedsættelse af de administrative omkostninger,

C. understreger, at hverken de institutionelle ændringer eller de nye FUSP/FSFP-bestemmelser bør lægge yderligere pres på det nuværende niveau for forpligtelsesbevillinger under det allerede kronisk underfinansierede udgiftsområde 4 og forventer følgelig, at den kommende midtvejsevaluering af den flerårige finansielle ramme (FFR) vil sikre yderligere ressourcer,

D. bemærker, at Lissabontraktaten indebærer, at der fastlægges nye procedurer for en hurtig adgang til EU's budget og for at oprette en startfond bestående af bidrag fra medlemsstaterne; understreger imidlertid, at alle EU's eksterne aktioner som hovedregel bør finansieres over fællesskabsbevillinger og kun undtagelsesvis - i nødstilfælde - fra bidrag uden for EU's budget,

E.  glæder sig over, at den nye budgetprocedure ophæver alle forskelle mellem de forskellige budgetkapitler og udgiftsformer; mener derfor, at FUSP-relaterede udgifter bør være underkastet de samme regler og procedurer, som gælder for andre budgetkapitler,

F.  understreger, at det faktum, at det i Lissabontraktaten er fastlagt, at FFR er retligt bindende, kræver øget fleksibilitet med hensyn til udgifter; mener derfor, at bestemmelser vedrørende fleksibilitetsinstrumentet i den nuværende interinstitutionelle aftale bør revideres for at øge den årlige ekstra margin, der er til rådighed for budgetmyndighederne, og tillade begrænsede justeringer samt, når det er hensigtsmæssigt, midlertidige overførsler mellem de forskellige udgiftsområder i FFR.

RESULTAT AF DEN ENDELIGE AFSTEMNING I UDVALGET

Dato for vedtagelse

24.2.2009

 

 

 

Resultat af den endelige afstemning

+:

–:

0:

32

6

0

Til stede ved den endelige afstemning - medlemmer

Vittorio Agnoletto, Angelika Beer, Bastiaan Belder, Marco Cappato, Philip Claeys, Maciej Marian Giertych, Ana Maria Gomes, Klaus Hänsch, Maria Eleni Koppa, Vytautas Landsbergis, Francisco José Millán Mon, Pasqualina Napoletano, Janusz Onyszkiewicz, Ioan Mircea Paşcu, João de Deus Pinheiro, Hubert Pirker, Pierre Pribetich, Flaviu Călin Rus, José Ignacio Salafranca Sánchez-Neyra, György Schöpflin, Charles Tannock, Geoffrey Van Orden, Andrzej Wielowieyski, Zbigniew Zaleski

Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere

Maria Badia i Cutchet, Andrew Duff, Pierre Jonckheer, Evgeni Kirilov, Alexandru Nazare, Antolín Sánchez Presedo, Jean Spautz

Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere, jf. art. 178, stk. 2

Carlos Coelho, Pilar del Castillo Vera, Cristina Gutiérrez-Cortines, Manolis Mavrommatis, José Javier Pomés Ruiz, José Ribeiro e Castro, Ewa Tomaszewska

27.5.2008

UDTALELSE FRA UDVALGET OM LANDBRUG OG UDVIKLING AF LANDDISTRIKTER

til Budgetudvalget

om de finansielle aspekter af reformtraktaten

(2008/2054(INI))

Rådgivende ordfører: Jan Mulder

FORSLAG

Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter opfordrer Budgetudvalget, som er korresponderende udvalg, til at indarbejde følgende forslag i det beslutningsforslag, det vedtager:

1.  glæder sig over de nye kompetencer, som Parlamentet har fået tildelt i budgetproceduren, navnlig vedrørende landbrugsudgifter; bemærker, at Parlamentet med rette har fået budgetmyndighed på alle områder i overensstemmelse med demokratiske principper; påpeger, at Parlamentet nu vil have kompetence og ansvar til at træffe beslutning om finansiering af landbrugsprogrammer; ønsker at bevare det gode samarbejde, som er etableret med Rådet om alle budgetanliggender;

2.  fremhæver afskaffelsen af klassificeringen af obligatoriske og ikkeobligatoriske udgifter i Lissabontraktaten; understreger imidlertid, at en stor del af budgettet stadig vil skulle sættes til side til obligatoriske udgifter som følge af flerårige programmer og lovgivning; påpeger, at selv om finansieringen dermed er sikret, er budgettet også blevet mere stift og ufleksibelt; bemærker, at nye prioriteter som følge deraf kun kan finansieres af nye midler eller gennem omprioritering inden for de eksisterende programmer og udgiftsniveauer; understreger derfor det øgede behov for at sikre tilstrækkelige margener i forskellige kategorier i de oprindelige budgettal for at give plads til Parlamentets prioriteter;

3.  bemærker modsætningen mellem fuldstændig budgetmæssig kompetence og medbestemmelsesbeføjelser inden for landbruget som fastlagt i artikel 37, stk. 2, i Lissabontraktaten på den ene side og artikel 37, stk. 3, i samme traktat på den anden side; mener, at artikel 37, stk. 3, ikke i sig selv indeholder selvstændige beføjelser;

4.  bemærker, at der med Lissabontraktaten indføres institutionalisering af den interinstitutionelle aftale og den flerårige finansielle ramme, hvilket betyder, at begge finansielle aftaler skal indarbejdes i retsakter med en særlig beslutningsprocedure for den flerårige finansielle ramme; påpeger, at hvis Parlamentet og Rådet ikke kan nå til enighed om en ny fælles flerårig finansiel ramme, vil den nuværende ramme blive forlænget, indtil en sådan aftale er indgået;

5.  opfordrer til parallelitet mellem betingelserne i den interinstitutionelle aftale og den flerårige finansielle ramme og Parlamentets og Kommissionens femårige mandat; understreger, at dette vil fremme Parlamentets og Kommissionens opgave ved at fastsætte prioriteter på mellemlang sigt; opfordrer derfor til en forlængelse af den nuværende interinstitutionelle aftale og den flerårige finansielle ramme fra 2013 til 2015;

6.  understreger, at den nye traktat ændrer den årlige budgetprocedure væsentligt; understreger endvidere, at der kun vil være én behandling, og at denne behandling vil blive ændret betydeligt, hvilket i høj grad øger den strategiske betydning af behandlingen; opfordrer om nødvendigt til en hurtig revision af Parlamentets forretningsorden med henblik på at håndtere den ændrede budgetprocedure for 2010-budgettet og give Parlamentets udvalg, dog ikke Budgetudvalget, mulighed for at fremsætte en udtalelse inden for en gennemførlig tidsfrist; opfordrer Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter til at omdefinere sin budgetmæssige rådgivningsprocedure for at sikre udtalelser af høj kvalitet efter grundige drøftelser;

7.  bemærker, at de nuværende udgifter til landbrug og udvikling af landdistrikter samlet set udgør en væsentlig del af EU's budget; men af denne del er blevet betydeligt større i løbet af de seneste år; understreger, at planlægningssikkerheden og pålideligheden i den flerårige finansielle ramme skal sikres, således som vedtaget; understreger behovet for at sikre, at Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter på møderne i Forligsudvalget, navnlig nu, hvor udgifter, der tidligere var obligatoriske, også er omfattet af den fælles beslutningsprocedure; understreger endvidere behovet for at sikre koordinering mellem Budgetudvalget og fagudvalg om budgetmæssige aspekter vedrørende deres lovgivningsmæssige aktiviteter i lyset af deres indvirkning på de flerårige finansielle rammer og den årlige budgetprocedure;

8.  understreger, at den fælles landbrugspolitik fuldt ud finansieres på europæisk plan, mens der på andre områder kun er tale om europæisk delfinansiering, og at udgifterne til landbruget i Den Europæiske Union også bør ses i dette perspektiv;

9.  bemærker, at Kommissionens rolle i forligsfasen i henhold til den nye budgetprocedure er efter bedste evne at formidle en aftale mellem Parlamentet og Rådet, og at hvor Parlamentet og Rådet ikke kan nå til enighed i Forligsudvalget, er det Kommissionens opgave at fremsætte et nyt forslag; påpeger imidlertid, at hvis Rådet aftaler en fælles holdning med Parlamentet under forliget, men ikke sikrer et kvalificeret flertal i selve Rådet, kan Parlamentet ved hjælp af en "anti-dødvande"-klausul gå tilbage til den oprindelige behandling og godkende budgettet i overensstemmelse dermed;

10.  bemærker afskaffelsen af den maksimale forhøjelsessats i budgetproceduren i henhold til Lissabontraktaten; bemærker endvidere, at dette skyldes afskaffelsen af ikkeobligatoriske udgifter;

11.  sætter spørgsmålstegn ved, om tidsplanen for den nye budgetprocedure med kun én behandling vil gøre det muligt for Kommissionen at fremlægge ændringsskrivelsen i efteråret, hvilket er vigtigt, eftersom det vil give mulighed for indarbejdelse af høstprognoser og relaterede budgetudgifter;

12.  bemærker, at den nye traktat fastholder den bestemmelse, hvorved ordningen med de foreløbige tolvtedele anvendes, hvis budgettet ikke kan vedtages endeligt inden begyndelsen af regnskabsåret; påpeger, at dette betyder, at budgettet udføres pr. måned med anvendelse af det tidligere budget som udgiftsloft.

RESULTAT AF DEN ENDELIGE AFSTEMNING I UDVALGET

Dato for vedtagelse

27.5.2008

 

 

 

Resultat af den endelige afstemning

+:

–:

0:

37

0

0

Til stede ved den endelige afstemning - medlemmer

Vincenzo Aita, Peter Baco, Bernadette Bourzai, Niels Busk, Luis Manuel Capoulas Santos, Giuseppe Castiglione, Giovanna Corda, Joseph Daul, Albert Deß, Gintaras Didžiokas, Constantin Dumitriu, Michl Ebner, Ioannis Gklavakis, Lutz Goepel, Friedrich-Wilhelm Graefe zu Baringdorf, Esther Herranz García, Lily Jacobs, Elisabeth Jeggle, Heinz Kindermann, Vincenzo Lavarra, Stéphane Le Foll, Mairead McGuinness, Rosa Miguélez Ramos, James Nicholson, María Isabel Salinas García, Agnes Schierhuber, Czesław Adam Siekierski, Alyn Smith, Petya Stavreva, Witold Tomczak, Donato Tommaso Veraldi, Janusz Wojciechowski, Andrzej Tomasz Zapałowski

Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere

Liam Aylward, Esther De Lange, Hans-Peter Mayer, Brian Simpson, Struan Stevenson, Kyösti Virrankoski

RESULTAT AF DEN ENDELIGE AFSTEMNING I UDVALGET

Dato for vedtagelse

11.3.2009

 

 

 

Resultat af den endelige afstemning

+:

–:

0:

26

0

2

(1)

Ifølge medlemsstaterne var denne juridisk bindende formalisering et nødvendigt modstykke til afskaffelsen af sondringen mellem obligatoriske udgifter og ikke-obligatoriske udgifter, eftersom flere medlemsstater var af den opfattelse, at en streng budgetdisciplin burde lægge rammerne for udvidelsen af Europa-Parlamentets budgetbeføjelser til alle EU's udgifter. Europa-Parlamentet havde i flere år været fortaler for et forsøg på at gøre budgetdisciplinen mere klar og gennemsigtig, da Parlamentet var bevidst om den vigtige rolle, som budgetdisciplinen spillede ved løsningen af den gamle budgetkonflikt mellem Rådet og Parlamentet, og at den gjorde det muligt for EU at udvikle sine politikker på en harmonisk og målrettet måde.

(2)

Man bemærker i den forbindelse, at det princip, der er nævnt i artikel 269, stk. 4, i TEUF, i vid udstrækning svarer til artikel 270 i den nuværende TEF, med den betydelige forskel (ud over tilføjelsen af, at det sker under overholdelse af den flerårige finansielle ramme), at man i denne artikel udelukkende henviste til Kommissionen, mens man i den nye artikel henviser til Unionen som helhed, dvs. til alle dens institutioner. Det betyder, at man i LT betragter budgetdisciplin som en juridisk forpligtelse for alle institutionerne, der således hver især skal gennemføre den til fulde på deres specifikke kompetenceområde.

(3)

Den interinstitutionelle aftale (IIA) mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om budgetdisciplin og forsvarlig økonomisk forvaltning (EUT C 139 af 14.6.2006) har til formål at gennemføre budgetdisciplinen. Den gælder for alle institutionerne og finder anvendelse på alle de udgifter, der er dækket af den flerårige finansielle ramme 2007-2013. Den tager sigte på at forbedre den årlige budgetprocedures forløb og det interinstitutionelle samarbejde på budgetområdet og gør det muligt at sikre en forsvarlig økonomisk forvaltning.

(4)

I sin beslutning om politikudfordringer og budgetmidler i det udvidede EU 2007-2013 (2004/2209(INI)) gentog Parlamentet "af hensyn til det demokratiske ansvar og den demokratiske kontrol sit ønske om parallelitet mellem gyldighedsperioden for de finansielle overslag og Europa-Parlamentets og Kommissionens femårige mandatperioder".

(5)

Man kunne således tage højde for en flerårig finansiel ramme på 5 år ved at begynde to eller tre år efter starten på Europa-Parlamentets og Kommissionens mandatperiode (5 år fra N+2 eller N+3, hvor N er det år, hvor Europa-Parlamentets og Kommissionens mandatperioder begynder). Det skal bemærkes, at eftersom Europavalgene afholdes i juni i år N, og Kommissionen indleder sin embedsperiode i oktober/november, udgør N+2 i praksis, at der er lidt mere end et år til forhandlingerne, og det er ikke tilstrækkeligt til at vedtage en ny finansiel ramme.

(6)

Her skal der mindes om de vanskeligheder, som en sådan situation medførte under forhandlingerne om den sidste interinstitutionelle aftale, da Europa-Parlamentet måtte tvinge Barroso-Kommissionen, som forhandlingerne var afsluttet med, til at bekræfte sin accept af den forslagspakke, som Prodi-Kommissionen havde udarbejdet, som aftalens indgåelsesgrundlag.

(7)

Undtagen i de særlige tilfælde, hvor der i traktaterne er taget højde for den specifikke vedtagelse af en bestemt retsakt, kan den fælles beslutningsprocedure nemlig afsluttes med enten en succes eller en fiasko, der begge har samme legitimitet. Når det gælder den fælles beslutningsprocedures anvendelse på budgettet, er det nødvendigt at nå til enighed, eftersom den pågældende retsakt er absolut nødvendig for EU's overlevelse. Dette er årsagen til procedurens særlige karakter, nemlig Europa-Parlamentets mulighed for at afvise Rådets forkastelse eller bestemmelsen i traktaten om, at Kommissionen i tilfælde af en fiasko skal forelægge et nyt budgetforslag.

(8)

Faktisk forudser den nye traktat specifikt muligheden for, at institutionerne kan indgå interinstitutionelle aftaler, som kan være juridisk bindende eller ej. Artikel 295 i TEUF: "Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen holder indbyrdes samråd og aftaler i fællesskab formerne for deres samarbejde. Med henblik herpå kan de inden for traktaternes rammer indgå interinstitutionelle aftaler, der kan antage bindende karakter."

(9)

"Før der kan afholdes udgifter på budgettet, skal der vedtages en juridisk bindende EU-retsakt, der giver et retsgrundlag for Unionens tiltag og for afholdelsen af den dertil svarende udgift i overensstemmelse med den forordning, der er nævnt i artikel 322, med de undtagelser, der måtte være fastsat heri".

(10)

Og ikke det største kvalificerede flertal, som der er taget højde for i de tilfælde, hvor en retsakt ikke vedtages efter forslag fra Kommissionen. Jf. artikel 9C i TEU og 205 i TEUF.

(11)

Også i vedtagelsesprocedurerne: gennemførelsesbestemmelser for egne indtægter; den flerårige finansielle ramme efter Rådets godkendelse af overgangen til kvalificeret flertal; eller Rådets afgørelse om godkendelse af, at grænsen for de foreløbige tolvtedele overskrides.

(12)

Det er naturligvis nødvendigt, at han får rådsformandens samtykke og giver sig tid til de tekniske forberedelser (basisdokumenter osv.), så udvalget kan påbegynde sit arbejde.

(13)

Med andre ord: Hvis de vedtager det begge to, hvis ingen af dem udtaler sig, eller hvis en af dem vedtager det, og den anden part ikke udtaler sig.

(14)

Den sammenhæng, der er mellem den pågældende frist på 14 dage og resten af stykket, er noget knudret, men man kan konkludere, at hvis Rådets forkastelse er sket efter Parlamentets godkendelse, starter fristen efter datoen for Rådets forkastelse (eller for denne forkastelses meddelelse til Parlamentet) Men hvad sker der, hvis Rådet forkaster teksten, inden Parlamentet har udtalt sig? Begynder fristen på 14 dage at løbe med det samme? Skal Parlamentet først vedtage teksten, inden det eventuelt begynder at bekræfte ændringsforslag, eller kan det gøre dette først for herefter at vedtage teksten med ændringer?

(15)

Hvad sker der, hvis Parlamentet forkaster teksten med et flertal, der ikke er så stort som foreskrevet? Er det ensbetydende med en vedtagelse, sådan der tilsyneladende gives udtryk for i artikel 272, stk. 7, i TEUF? Det fremgår til gengæld klart, at hvis det hverken lykkes Rådet - der normalt træffer afgørelse med kvalificeret flertal - at vedtage teksten med kvalificeret flertal eller at forkaste den med kvalificeret flertal, har det den konsekvens, at Rådet ikke udtaler sig.

Seneste opdatering: 14. april 2009Juridisk meddelelse