Procedure : 2010/2209(INI)
Forløb i plenarforsamlingen
Dokumentforløb : A7-0065/2011

Indgivne tekster :

A7-0065/2011

Forhandlinger :

PV 04/04/2011 - 17
CRE 04/04/2011 - 17

Afstemninger :

PV 05/04/2011 - 4.8
CRE 05/04/2011 - 4.8
Stemmeforklaringer
Stemmeforklaringer

Vedtagne tekster :

P7_TA(2011)0127

BETÆNKNING     
PDF 238kDOC 123k
18. marts 2011
PE 452.679v02-00 A7-0065/2011

om prioriteringer og udkast til en ny EU-rammepolitik til bekæmpelse af vold mod kvinder

(2010/2209(INI))

Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling

Ordfører: Eva-Britt Svensson

FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING
 BEGRUNDELSE
 RESULTAT AF DEN ENDELIGE AFSTEMNING I UDVALGET

FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING

om prioriteringer og udkast til en ny EU-rammepolitik til bekæmpelse af vold mod kvinder

(2010/2209(INI))

Europa-Parlamentet,

–   der henviser til bestemmelserne i De Forenede Nationers retlige instrumenter vedrørende menneskerettigheder og navnlig om kvinders rettigheder, såsom FN's pagt, verdenserklæringen om menneskerettigheder, de internationale konventioner om borgerlige og politiske rettigheder og om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, konventionen om bekæmpelse af menneskehandel og udnyttelse af andres prostitution, konventionen om afskaffelse af alle former for diskrimination imod kvinder (CEDAW) og denne konventions valgfrie protokol, konventionen mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf samt konventionen fra 1951 om flygtninges retsstilling og princippet om non-refoulement,

–   der henviser til andre FN-instrumenter om vold mod kvinder, såsom Wien-erklæringen og -handlingsprogrammet af 25. juni 1993 vedtaget på FN's verdenskonference om menneskerettigheder (A/CONF. 157/23) og erklæringen af 20. december 1993 om afskaffelse af vold mod kvinder (A/RES/48/104),

–   der henviser til resolutionerne fra FN's Generalforsamling af 12. december 1997 om forebyggelse af kriminalitet og strafferetlige foranstaltninger til bekæmpelse af vold mod kvinder (A/RES/52/86), af 18. december 2002 om bekæmpelse af æresforbrydelser begået mod kvinder (A/RES/57/179) og af 22. december 2003 om afskaffelse af vold i hjemmet mod kvinder (A/RES/58/147),

–   der henviser til rapporterne fra de særlige rapportører fra FN's Højkommissariat for Menneskerettigheder om vold mod kvinder samt generel henstilling nr. 19 fra FN’s Komité til afskaffelse af diskrimination mod kvinder (11. samling, 1992),

–   der henviser til Beijing-erklæringen og -handlingsprogrammet, der blev vedtaget på den fjerde verdenskonference om kvinder den 15. september 1995, og til Europa-Parlamentets beslutning af 18. maj 2000 om opfølgningen af Beijing-handlingsprogrammet, af 10. marts 2005 om opfølgningen af den fjerde verdenskonference om kvinder – Handlingsprogrammet Platform for Action (Beijing+10)(1) og af 25. februar 2010 om opfølgningen af Beijing-handlingsprogrammet (Beijing +15),

–   der henviser til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,

–   der henviser til FN's Generalforsamlings resolution af 19. december 2006 om en forstærket indsats i bekæmpelsen af alle former for vold mod kvinder (A/RES/61/143) og til FN's Sikkerhedsråds resolutioner 1325 og 1820 om kvinder, fred og sikkerhed,

–   der henviser til arbejdet i Europarådets ad hoc-udvalg om forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet (CAHVIO), der blev oprettet i december 2008 for at forberede en Europarådskonvention om dette spørgsmål,

–   der henviser til konklusionerne fra EPSCO-rådet af 8. marts 2010 om vold,

–   der henviser til sin lovgivningsmæssige beslutning af 14. december 2010 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om den europæiske beskyttelsesordre(2),

–   der henviser til sin beslutning af 26. november 2009 om bekæmpelse af vold mod kvinder(3),

–   der henviser til sin skriftlige erklæring af 21. april 2009 om kampagnen "Sig NEJ til vold mod kvinder",

–   der henviser til sin beslutning af 24. marts 2009 om bekæmpelse af kønslig lemlæstelse af piger og kvinder i EU(4),

–   der henviser til Kommissionens strategi for ligestilling mellem kvinder og mænd (2010-2015), som blev fremlagt den 21. september 2010,

–   der henviser til forretningsordenens artikel 48,

–   der henviser til betænkning fra Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling (A7-0065/2011),

A. der henviser til, at ingen enkeltforanstaltning vil eliminere kønsbestemt vold, men at en kombination af infrastrukturelle, lovmæssige, juridiske, håndhævningsmæssige, uddannelsesmæssige, sundhedsmæssige og andre tjenesterelaterede foranstaltninger i betragtelig grad kan reducere denne vold og dens konsekvenser,

B.  der henviser til, at der ganske vist ikke findes nogen internationalt anerkendt definition af begrebet "vold mod kvinder", men at FN har defineret det som enhver kønsbestemt voldshandling, der resulterer i eller sandsynligvis vil resultere i fysisk, seksuel eller psykologisk skade eller lidelse for kvinder, herunder trusler om sådanne handlinger, tvang eller vilkårlig frihedsberøvelse, hvad enten den forekommer i det offentlige liv eller i privatlivet(5),

C. der henviser til, at vold er en traumatisk oplevelse for alle, mænd, kvinder og børn, men at kønsbestemt vold oftest udøves af mænd mod kvinder og piger, og at den afspejler og styrker ulighederne mellem mænd og kvinder og truer ofrenes helbred, værdighed, sikkerhed og autonomi,

D. der henviser til, at det i undersøgelser af kønsbestemt vold anslås, at mellem en femtedel og en fjerdedel af alle kvinder i Europa har været udsat for fysisk vold mindst en gang i deres voksenliv, og at mere end en tiendedel har været udsat for seksuelle overgreb med voldsanvendelse; der henviser til, at forskningen ligeledes viser, at 26 % af alle børn og unge beretter om fysisk vold i barndommen,

E.  der henviser til, at annoncer og pornografi ofte viser forskellige former for kønsbestemt vold og dermed trivialiserer vold mod kvinder og hindrer strategier med sigte på ligestilling mellem kønnene,

F.  der henviser til, at mænds vold mod kvinder former kvindernes stilling i samfundet: deres helbred, adgang til beskæftigelse og uddannelse, integration i sociale og kulturelle aktiviteter, økonomisk uafhængighed, deltagelse i det offentlige og politiske liv, beslutningstagning og forholdet til mænd,

G. der henviser til, at kvinder i mange tilfælde af årsager, der er komplekse og forskellige, og som omfatter psykologiske, økonomiske, sociale og kulturelle faktorer, undlader at anmelde tilfælde af kønsbestemt vold mod dem, idet de måske også savner tillid til politiet, retsvæsenet og social- og sundhedstjenesterne,

H. der henviser til, at kønsbestemt vold, navnlig mænds vold mod kvinder, er et udbredt, strukturelt problem i hele Europa og hele verden, og at dette fænomen påvirker ofre såvel som voldsudøvere i alle aldre og med en hvilken som helst uddannelse, indkomst eller position i samfundet og hænger sammen med den ulige magtfordeling mellem mænd og kvinder i vores samfund,

I.   der henviser til, at økonomisk stress ofte medfører hyppigere, voldeligere og farligere mishandling; der henviser til, at undersøgelser har vist, at volden mod kvinder tiltager, når mænd oplever forandringer og føler sig pressede som følge af den økonomiske krise,

J.   der henviser til, at vold mod kvinder omfatter en bred vifte af krænkelser af menneskerettighederne, som omfatter: seksuelt misbrug, voldtægt, vold i hjemmet, seksuelle overgreb og seksuel chikane, prostitution, handel med kvinder og piger, krænkelser af kvinders seksuelle og reproduktive rettigheder, vold mod kvinder på arbejdspladsen, vold mod kvinder i konfliktsituationer, vold mod kvinder i fængsler eller behandlingsinstitutioner samt adskillige former for skadelig traditionel praksis; der henviser til, at alle disse former for overgreb kan give alvorlige psykologiske ar, skade kvinders og pigers generelle sundhedstilstand, herunder deres reproduktive og seksuelle sundhed, og i nogle tilfælde medføre døden,

K. der henviser til, at mænds vold mod kvinder i form af voldtægt i mange medlemsstater ikke betragtes som en lovovertrædelse, der automatisk medfører retsforfølgelse(6),

L.  der henviser til, at der ikke foretages nogen regelmæssig og sammenlignelig dataindsamling om de forskellige typer vold mod kvinder i EU, hvilket gør det vanskeligt at vurdere fænomenets egentlige omfang og finde passende løsninger på problemet; der henviser til, at det er meget vanskeligt at gennemføre en pålidelig dataindsamling, da kvinder og mænd på grund af frygt eller skam er uvillige til at berette om deres oplevelser til de relevante aktører,

M. der henviser til, at de eksisterende undersøgelser af Europarådets medlemslande anslår de årlige udgifter i forbindelse med vold mod kvinder til ca. 33 mia. euro(7),

N. der henviser til, at kvinderne i Den Europæiske Union som følge af forskellig politik og lovgivning i de forskellige medlemsstater ikke i lige grad er beskyttet mod vold fra mændenes side,

O. der henviser til, at Den Europæiske Union med Lissabontraktaten har bredere kompetence inden for retligt samarbejde i straffesager, herunder inden for strafferet og materiel strafferet samt inden for politisamarbejde,

P.  der henviser til det foruroligende antal kvinder, der er ofre for kønsbestemt vold,

Q. der henviser til, at chikane af mødre og gravide er en anden form for vold eller overgreb, som kvinder udsættes for, og som navnlig sker i familien eller parforholdet og i det sociale og erhvervsmæssige miljø, hvilket kan føre til, at de enten afskediges fra deres job eller selv siger op, samt til diskriminering og depressioner,

R.  der henviser til, at Kommissionen i sin strategi for ligestilling mellem kvinder og mænd 2010-2015 understreger, at kønsbestemt vold er et af de centrale problemer, der skal løses, for at opnå reel ligestilling mellem kønnene,

S.  der henviser til, at Kommissionen har varslet, at den i 2011 vil forelægge et forslag til en strategi med sigte på at bekæmpe vold mod kvinder, men også til, at der i Kommissionens arbejdsprogram for 2011 ikke findes nogen eksplicitte referencer til denne strategi,

1.  glæder sig over, at Kommissionen i sin handlingsplan om gennemførelse af Stockholmprogrammet har forpligtet sig til i 2011-2012 at fremsætte en meddelelse om en strategi til bekæmpelse af vold mod kvinder, vold i hjemmet og skamfering af kvinders kønsorganer, der skal følges op af en EU-handlingsplan(8);

2.  foreslår en ny sammenhængende politik mod kønsbestemt vold omfattende:

-    et strafferetligt instrument i form af et direktiv rettet mod kønsbestemt vold

-    foranstaltninger med sigte på at tackle vold mod kvinder på områderne politik, forebyggelse, beskyttelse, strafforfølgelse, foranstaltninger og partnerskab (det såkaldte "six P framework: policy, prevention, protection, prosecution, provision, and partnership")

-    krav til medlemsstaterne om at sikre, at gerningsmændene straffes i overensstemmelse med forbrydelsens alvor

-    krav til medlemsstaterne om at sikre uddannelse af de personer, der kan komme i kontakt med tilfælde af vold mod kvinder, herunder de personer, der skal håndhæve loven, samt personale på social-, børne-, sundheds- og krisecentre, således at sådanne sager kan opdages, identificeres og behandles korrekt med særligt fokus på ofrenes behov og rettigheder

-    krav til medlemsstaterne om at udvise passende omhu og at registrere og efterforske alle former for kønsbestemt vold med sigte på at indlede retsforfølgning

-    planer for udvikling af specifikke efterforskningsrutiner for politi og ansatte i sundhedssystemet for at sikre beviser på kønsbestemt vold

-    etablering af partnerskaber med højere uddannelsesinstitutioner med sigte på kurser om kønsbestemt vold for professionelle på de relevante områder, navnlig dommere, ansatte i kriminalpolitiet og sundheds- og uddannelsessystemet samt personale, der bistår ofrene

-    forslag med sigte på at hjælpe ofrene til at genoprette deres liv ved at opfylde de specifikke behov i de forskellige grupper af ofre, som f.eks. mindretalskvinder, ud over at garantere dem sikkerhed og retablere deres fysiske og psykiske helbred samt foranstaltninger til at tilskynde til udveksling af information og bedste praksis i forbindelse med behandling af kvinder, der har overlevet vold

-    integration af specifikke identifikations- og diagnosemekanismer på hospitalernes skadestuer og i det primære behandlingsnetværk med henblik på at konsolidere et mere effektivt adgangs- og overvågningssystem for de berørte ofre

-    krav til medlemsstaterne om i samarbejde med de relevante ngo’er at etablere tilflugtssteder for ofre for kønsbestemt vold

-    minimumskrav for antallet af støttetjenester pr. 10 000 indbyggere for ofre for kønsbestemt vold i form af centre med specifik ekspertise til at hjælpe ofre

-    formulering af et europæisk charter, der fastlægger et minimumsniveau af hjælpetjenester, der skal tilbydes ofre for vold mod kvinder, inklusive: en ret til retshjælp, oprettelse af tilflugtssteder til dækning af ofrenes behov for beskyttelse og midlertidig indkvartering, omgående psykologiske hjælpetjenester, der leveres gratis af specialister på decentraliseret og tilgængelig basis og økonomiske hjælpearrangementer, der sigter mod at fremme ofrenes uafhængighed og letter deres tilbagevenden til et normalt liv og til arbejdslivet

-    minimumsstandarder til at sikre, at ofrene får professionel hjælp i form af rådgivning fra en advokat, uanset deres rolle i straffesagen

-    mekanismer til at lette fri retshjælp, der gør det muligt for ofrene at gøre deres rettigheder gældende i hele Unionen

-    planer til udvikling af metodiske retningslinjer og bestræbelser på indsamling af nye data med henblik på at opnå sammenlignelige statistiske data om kønsbestemt vold, herunder om kønslig lemlæstelse af piger og kvinder, for at konstatere problemets omfang og for at skabe et grundlag for en ændring i behandlingen af problemet

-    udpegning inden for de næste fem år af et europæisk år mod vold mod kvinder med sigte på at skabe bevidsthed blandt de europæiske borgere

-    krav til Kommissionen og medlemsstaterne om at træffe passende forebyggende foranstaltninger, herunder bevidstgørelseskampagner, hvor relevant i samarbejde med ngo’er

-    gennemførelse af foranstaltninger i lønaftaler og bedre koordinering mellem arbejdsgivere, fagforbund og virksomheder samt mellem deres respektive ledelsesorganer for at sikre ofrene relevant information om deres rettigheder som ansatte

-    et øget antal domstole, der specifikt behandler kønsbestemt vold, flere ressourcer og mere uddannelsesmateriale om kønsbestemt vold til dommere, anklagere og advokater samt forbedringer i de specialiserede enheder i de retshåndhævende organer ved at øge antallet af ansatte og forbedre uddannelsen og hjælpemidlerne;

3.  opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at anerkende voldtægt af og seksuelle overgreb mod kvinder, navnlig begået i ægteskabet, i ikke-registrerede partnerskaber og/eller af mandlige slægtninge, som strafbare handlinger, hvis offeret ikke har givet sit samtykke, sikre, at sådanne lovovertrædelser medfører automatisk retsforfølgelse af gerningsmændene, samt afvise enhver henvisning til kulturelle, traditionelle eller religiøse skikke som en formildende omstændighed i sager om vold mod kvinder, herunder såkaldte æresforbrydelser og kønslig lemlæstelse af piger og kvinder;

4.  erkender, at vold mod kvinder er en af de mest alvorlige former for kønsbestemte krænkelser af menneskerettighederne, og at vold i hjemmet mod andre ofre, som f.eks. børn, mænd og ældre, ligeledes er et skjult problem, som ikke må lades ude af betragtning, da det rammer talrige familier;

5.  understreger, at børn, der er vidne til fysisk, seksuel eller psykologisk vold eller overgreb mellem forældrene eller andre familiemedlemmer, påvirkes kraftigt;

6.  opfordrer medlemsstaterne til, i tilfælde hvor børn har været vidne til voldshandlinger, at udvikle psykologhjælp, der er særlig tilpasset til børn og deres alder, således at de kan håndtere deres traumatiske oplevelser, og som tager behørigt hensyn til barnets tarv;

7.  understreger, at indvandrerkvinder, herunder indvandrerkvinder uden papirer, og kvindelige asylansøgere udgør to underkategorier af kvinder, som er særligt sårbare over for kønsbestemt vold;

8.  understreger betydningen af en passende uddannelse for alle, der arbejder med kvinder, som er ofre for kønsbestemt vold, navnlig for personer, der repræsenterer retsvæsenet og det retshåndhævende system, især politi, dommere, socialarbejdere og ansatte i sundhedsvæsenet;

9.  opfordrer Kommissionen til under anvendelse af al disponibel ekspertise at udarbejde årlige statistikker om kønsbestemt vold, herunder oplysninger om, hvor mange kvinder, der årligt dræbes af deres partner eller tidligere partner, baseret på data fra medlemsstaterne;

10. understreger, at forskning i vold mod børn, unge og kvinder og på et mere generelt plan i kønsbestemt og seksuel vold bør indgå som et tværfagligt forskningsområde i det ottende rammeprogram for forskning og teknologisk udvikling;

11. opfordrer Kommissionen til at overveje at oprette et observatorium for vold mod kvinder, baseret på indberetningen af retssager, hvor vold mod kvinder har indgået;

12. anmoder Kommissionen om at fortsætte sine bestræbelser på at bekæmpe kønsbestemt vold gennem fællesskabsprogrammer, navnlig Daphne-programmet, som allerede med succes har bidraget til bekæmpelsen af vold mod kvinder;

13. konstaterer, at Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder (FRA) vil udspørge et repræsentativt udsnit af kvinder fra alle medlemsstater om deres erfaringer med vold, og anmoder om, at fokus lægges på en undersøgelse af de svar, kvinderne modtager fra de forskellige myndigheder og støttetjenester, når de indgiver anmeldelse;

14. opfordrer medlemsstaterne til at lade omfanget af kønsbestemt vold fremgå tydeligt af deres nationale statistikker og til at træffe foranstaltninger til at sikre, at der indsamles data om kønsbestemt vold, bl.a. om ofrenes køn, gerningsmændenes køn, deres indbyrdes forhold, alder, gerningssted og den forvoldte skade;

15. opfordrer Kommissionen til at forelægge en undersøgelse af den økonomiske virkning af vold mod kvinder baseret på forskning, der anvender metoder, som kan måle de økonomiske konsekvenser af denne form for vold for sundhedstjenesterne, de sociale sikringssystemer og arbejdsmarkedet;

16. opfordrer EU’s Agentur for Grundlæggende Rettigheder og Det Europæiske Institut for Ligestilling til at gennemføre forskning i udbredelsen af vold i teenageforhold og konsekvenserne for teenageres velfærd;

17. bemærker, at såkaldt ”stalking”, som 87 % af ofrene for er kvinder, giver psykologiske traumer og alvorlig emotionel stress, og at fænomenet derfor bør betragtes som en form for vold mod kvinder og følgelig bør underkastes retlige foranstaltninger i alle medlemsstater;

18. konstaterer, at traditionelle, skadevoldende skikke, som f.eks. kønslig lemlæstelse af piger og kvinder og såkaldte æresdrab, er yderst relevante former for vold mod kvinder, og opfordrer derfor Kommissionen til specifikt at være opmærksom på traditionelle, skadevoldende skikke i sin strategi til bekæmpelse af vold mod kvinder;

19. erkender, at prostitution, herunder børneprostitution, er et alvorligt problem i Den Europæiske Union, og anmoder om, at der foretages yderligere undersøgelser af forbindelsen mellem den retlige ramme i de berørte medlemsstater og prostitutionens form og omfang; henleder opmærksomheden på den bekymrende stigning i menneskehandelen i og til EU, som er en handel, der navnlig omfatter kvinder og børn, og opfordrer medlemsstaterne til at træffe resolutte foranstaltninger til bekæmpelse af disse ulovlige handlinger;

20. anmoder om, at medlemsstaterne anerkender det alvorlige problem med rugemødre, der er en udnyttelse af kvindens krop og hendes reproduktive organer;

21. understreger, at både kvinder og børn er genstand for samme former for udnyttelse, og at begge kan betragtes som varer på det internationale reproduktive marked, samt at disse nye reproduktive arrangementer, som f.eks. anvendelse af rugemødre, øger handelen med kvinder og børn og antallet af illegale adoptioner på tværs af nationalgrænserne;

22. noterer sig, at vold i hjemmet er blevet identificeret som en hovedårsag til aborter og dødfødsler og til mødres død under fødsler, og anmoder Kommissionen om i højere grad at fokusere på vold mod gravide kvinder, hvor gerningsmanden skader mere end én person;

23. understreger, at civilsamfundet, navnlig ngo'er, kvindesammenslutninger og andre offentlige og private frivillige organisationer, der hjælper voldsofre, yder et værdifuldt arbejde, navnlig ved at hjælpe kvindelige ofre, der ønsker at bryde den mur af tavshed, som omgiver dem, og bør støttes af medlemsstaterne;

24. gentager nødvendigheden af at arbejde med både ofrene og gerningsmændene for i højere grad at bevidstgøre sidstnævnte og for at bidrage til at ændre stereotyperne og de socialt fastlagte holdninger, som fastholder de vilkår, som skaber denne form for vold og accepten af den;

25. opfordrer medlemsstaterne til at skabe tilflugtssteder for kvinder med henblik på at hjælpe kvinder og børn til at leve et liv i selvbestemmelse, frit for vold og fattigdom, og som bør tilbyde specialiserede tjenester, medicinsk behandling, retshjælp, psykosocial og terapeutisk rådgivning, retshjælp under retssager, støtte til børn, der er påvirket af vold osv.;

26. understeger, at medlemsstaterne bør afsætte passende ressourcer til forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder, herunder gennem anvendelse af strukturfondene;

27. understreger betydningen af, at medlemsstaterne og de regionale og lokale myndigheder træffer foranstaltninger til, gennem instrumenter som ESF eller Progress-programmet at lette genintegrationen på arbejdsmarkedet af kvinder, der har været ofre for kønsbestemt vold;

28. opfordrer EU og medlemsstaterne til at fastlægge en lovgivningsmæssig ramme, som giver indvandrerkvinder ret til eget pas og opholdstilladelse, og som kriminaliserer enhver, der konfiskerer disse dokumenter;

29. gentager, at Den Europæiske Union inden for den nye retlige ramme, der er oprettet ved Lissabontraktaten, bør blive medunderskriver af konventionen om afskaffelse af alle former for diskrimination imod kvinder (CEDAW) og denne konventions valgfrie protokol(9);

30. opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til i internationalt regi at behandle spørgsmålet om vold mod kvinder og kønsaspektet ved overtrædelser af menneskerettighederne, især i forbindelse med de bilaterale associeringsaftaler og internationale handelsaftaler, der er gældende eller under forhandling;

31. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

(1)

EUT C 320 E af 15.12.2005, s. 247.

(2)

Vedtagne tekster, P7_TA(2010)0470.

(3)

EUT C 285E af 21.10.2010, s. 53.

(4)

EUT C 117E af 6.5.2010, s. 52.

(5)

Artikel 1 i FN's erklæring af 20. december 1993 om afskaffelse af vold mod kvinder (A/RES/48/104); punkt 113 i FN's Beijing-handlingsprogram fra 1995.

(6)

Kommissionens undersøgelse fra 2010 "Feasibility study to assess the possibilities, opportunities and needs to standardise national legislation on violence against women, violence against children and sexual orientation violence", s. 53.

(7)

"Combating violence against women – Stocktaking study on the measures and actions taken in Council of Europe member states", Europarådet, 2006.

(8)

KOM(2010)0171 "Et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed for EU’s borgere − Handlingsplan om gennemførelse af Stockholmprogrammet", s. 13.

(9)

P6_TA(2010)0037, punkt 12.


BEGRUNDELSE

1. Baggrund

Vold mod kvinder er et internationalt problem såvel som et europæisk(1). Selv om man har kendt til volden mod kvinder i flere årtier, er det ikke lykkedes for velfærdssamfundet at stoppe denne meget destruktive form for kriminalitet. Det er pinligt at se, hvorledes det stadig ikke lykkes for os at beskytte kvinderne mod vold. Det er en problematik, der drejer sig om at beskytte det enkelte offers integritet, men også om at beskytte vigtige fælles samfundsinteresser, såsom frihed og demokrati. Den Europæiske Union må derfor påtage sig sit ansvar og gennemføre den lovgivning, der kræves for at stoppe volden.

I denne strategibetænkning er der samlet en række foranstaltninger, som er absolut nødvendige, hvis vi skal kunne garantere Europas kvinder et anstændigt liv.

Europa-Parlamentet har tidligere taget initiativ til en beslutning om vold mod kvinder(2). I denne forbindelse påpegede Parlamentet, at der er behov for en fuldt dækkende retsakt til bekæmpelse af alle former for vold mod kvinder. Parlamentet understregede også, at det er muligt at eliminere den kønsbestemte vold, men at dette vil kræve en langsigtet indsats på mange forskellige områder. Vi må stille krav om mange forskellige foranstaltninger af politisk, social og retslig art.

Kommissionen har truffet vigtige principielle afgørelser i denne retning, navnlig i forbindelse med udarbejdelsen af den nye handlingsplan om ligestilling mellem kønnene (2010-2015), hvori det fremhæves, at den kønsbestemte vold er et af de centrale problemer, man må løse, hvis det skal lykkes at opnå reel ligestilling mellem kønnene(3). Kommissionen har desuden tilkendegivet, at man i 2010 vil forelægge forslag til en strategiplan mod den kønsbestemte vold.

Denne betænkning er en initiativbetænkning fra Europa-Parlamentet.

1.1. Det internationale retlige grundlag

Den kønsbestemte vold er en krænkelse af grundlæggende frihedsrettigheder, såsom retten til menneskeværdighed og sikkerhed. Der er derfor international opmærksomhed omkring dette problem. I forbindelse med FN’s fjerde internationale kvindekonference i Beijing i 1995 blev der vedtaget et handlingsprogram om vold mod kvinder(4). I dokumentet nævnes det, at det er en vigtig strategisk målsætning for verdenssamfundet at forebygge og eliminere vold mod kvinder. Dokumentet stiller klare krav til de forskellige staters regeringer om, at de skal indføre og fastholde den lovgivning, der er nødvendig for at bekæmpe volden. Samtlige Unionens medlemsstater har undertegnet FN's handlingsprogram. Det handlingsprogram, der blev udarbejdet i Beijing, er senere flere gange blevet bekræftet af Generalforsamlingen(5). FN's Økonomiske og Sociale Råd, ECOSOC, vil på sit møde i 2013 specifikt arbejde på, at vold mod kvinder elimineres(6).

CEDAW (konventionen om afskaffelse af alle former for diskrimination imod kvinder) er et af FN’s vigtigste dokumenter om kvinders rettigheder. Konventionen stiller krav til medlemsstaterne om at skabe garantier for kvinders frihedsrettigheder og andre rettigheder på en række områder. Nogle af disse områder er også relevante, for så vidt angår problemet vold mod kvinder, f.eks. retten til selv at vælge sin partner(7). Det er et vigtigt krav, at også EU undertegner CEDAW.

Staterne er forpligtet til efter princippet om udøvelse af nødvendig omhu at gribe ind, når enkeltindivider udsætter andre mennesker for overgreb. Pligten omfatter både forebyggelse af forbrydelser og indgriben, når der begås overgreb. Dette princip har Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol understreget i sagen Opuz mod Tyrkiet, idet den i sin begrundelse anfører, at vold mod kvinder er en form for forskelsbehandling, der strider mod Den Europæiske Menneskerettighedskonvention(8). Også andre europæiske retsinstrumenter er relevante(9).

Menneskerettighedsdomstolen har de seneste år tydeligt markeret, at man kan stille krav om, at de enkelte landes lovgivning virkelig beskytter folks selvbestemmelsesret på det seksuelle område. Domstolen har understreget, at alle seksuelle handlinger begået mod en person uden vedkommendes samtykke skal underkastes lovgivning(10).

Europarådet har også taget mange initiativer i arbejdet på at beskytte kvinder mod vold. I øjeblikket arbejdes der på en ny konvention om forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i familien(11).

1.2. Retsgrundlag

Ligestilling mellem kønnene er et grundlæggende princip i EU. Respekten for menneskerettighederne er et centralt punkt i EU-traktaten, og i charteret om de grundlæggende rettigheder anføres det, at det europæiske samfund skal karakteriseres af ligestilling mellem kvinder og mænd(12).

Lissabontraktaten har skabt mulighed for, at EU kan indføre fælles strafferetlige bestemmelser. Unionen havde allerede kompetence til at tilnærme medlemsstaternes strafferetlige lovgivning på områder, der omfattes af målsætningen om harmonisering(13). Unionen har desuden kompetence til at indføre minimumsregler for, hvad der anses for strafbare handlinger, samt for straffene herfor på områder for kriminalitet af særlig grov karakter, der har en grænseoverskridende dimension som følge af overtrædelsernes karakter eller konsekvenser. Denne kompetence gælder også, hvis der er et særligt behov for at bekæmpe kriminalitet på et fælles retsgrundlag(14). I traktatens tekst omtales specifikt menneskehandel og seksuel udnyttelse af kvinder og børn.

I forbindelse med politimæssigt og andet retligt samarbejde i straffesager med en grænseoverskridende dimension kan Parlamentet og Rådet fastsætte fælles minimumsregler. Sådanne regler kan også omfatte ofres rettigheder(15).

Rådet har vedtaget Stockholmprogrammet om frihed, sikkerhed og retfærdighed(16). Dette stiller krav til Kommissionen og medlemsstaterne om at gennemføre den lovgivning eller de foranstaltninger, der er nødvendige for at beskytte ofre for kriminalitet(17).

Inden for det seneste år er der blevet forelagt et forslag til direktiv om en europæisk beskyttelsesordre(18). Den skal beskytte enkeltpersoner, som lever med en trussel om alvorlige begrænsninger i integriteten fra en anden person, også hvis de flytter inden for Europa. Den bliver et vigtigt instrument i arbejdet på at beskytte kvinder, som er på flugt fra vold og forfølgelse.

2. Kønsbestemt vold

2.1. Hvad er kønsbestemt vold?

Vold mod kvinder er historisk og strukturelt betinget og rammer kvinder både individuelt og kollektivt(19). Ifølge FN er vold enhver kønsrelateret voldshandling, som fører til eller kan føre til en risiko for fysisk, seksuel eller psykisk skade eller lidelse for kvinder samt trusler om sådanne handlinger, tvang eller vilkårlig frihedsberøvelse, uanset om det sker i hjemmet eller i samfundet(20). Det problemområde, den kønsbestemte vold repræsenterer, drejer sig altså ikke blot om vold i strafferetlig forstand. Her ses snarere en mængde forskellige former for kriminalitet, der rettes mod kvinder, fordi de er kvinder(21). Der er tale om typer af overgreb, der bidrager til at undertrykke kvinder som individer og som gruppe. Den vold, der rammer kvinderne, karakteriseres ved sædvanligvis også at være seksualiseret.

Den kønsbestemte vold kan være krænkelser i form af vold i nære forhold, seksuelle overgreb, menneskehandel, tvangsægteskaber, kønslig lemlæstelse af piger og kvinder og andre former for integritetsbegrænsninger, der navnlig rammer kvinder og unge piger. Også andre krænkelser af kvinders frihedsrettigheder og øvrige rettigheder kan få uoverskuelige konsekvenser for den enkelte kvindes fysiske og psykiske helbred. Det gælder navnlig krænkelser af kvinders reproduktive rettigheder(22). Det er vigtigt, at enhver foranstaltning træffes på grundlag af en helhedsforståelse.

2.2 Kønsbestemt vold som samfundsproblem

Den kønsbestemte vold fører til alvorlige skader på folks fysiske og psykiske helbred. For samfundet medfører dette store omkostninger i form af sociale problemer og omkostninger til retsvæsen og sundhedsydelser. Samfundets omkostninger til sundhedsydelser, retsvæsen og sociale tjenester som følge af kønsbestemt vold anslås for alle EU’s medlemsstater til i alt 2 mio. euro i timen(23). Den kønsbestemte vold er desuden et alvorligt problem for demokratiet. Allerede den udsættelse for vold, som kvinder oplever, begrænser deres muligheder for at deltage i samfundsliv og arbejdsliv. Volden skader de enkelte kvinder, men også deres familier. Familielivet mister sin evne til at skabe tryghed. De børn, der oplever vold i hjemmet, bliver indirekte ofre for volden. Ifølge Eurobarometer 344 mener 87 % af de adspurgte, at EU bør gå ind i arbejdet mod vold i nære forhold.

3. Behovet for retlig beskyttelse

3.1. Vold i nære forhold

Det er grundlæggende vigtigt, at kvinders integritet lovmæssigt beskyttes omfattende og konsekvent. Den vold, der udøves i nære forhold er ikke en privatsag, og kan heller ikke betragtes som noget, der kan forhandles mellem parterne. De retshåndhævende myndigheder bør prioritere retsforfølgning af vold i nære forhold højt.

Det er meget vigtigt, at man i forbindelse med lovgivning på EU-plan er opmærksom på, at kvinder og børn er særlig udsatte for vold i hjemmet. Volden medfører ofte, at de berørte kvinder bliver kontrolleret og isoleret. Som følge af gentagne trusler og gentagen chikane nedbrydes deres selvværd, og de kan komme til at opfatte sig selv som værdiløse. Kvinder, der udsættes for vold i hjemmet, har svært ved selv at anmelde denne til en myndighed. Det kan allerede være et problem at give udtryk for sit behov for hjælp. De udsættes fra gerningsmanden, slægtninge og andre for et stærkt pres til at trække anmeldelsen tilbage. De kan have stærke følelsesmæssige bånd til gerningsmanden, således at de bliver meget sårbare over for destruktiv manipulation. Det er ikke usædvanligt, at voldsramte kvinder kommer ud i økonomisk uføre, mister forældreretten eller bliver hjemløse.

3.2. Særligt sårbare grupper

Den sårbarhed, som vold i nære forhold fører til, kan blive større for visse særligt udsatte grupper. Det kan være kvinder, der har anden etnisk baggrund eller som er såkaldt papirløse. Ældre mennesker og fysisk og psykisk handicappede har meget svært ved at forsvare deres interesser. De vanskeligheder, det medfører at bryde ud af disse destruktive livssituationer, bliver ofte endnu mere synlige for disse grupper. Dette gælder navnlig folk, der bor på institution.

Personer, der er homo-, bi- eller transseksuelle, kan kæmpe med andre former for sociale stigma, som kan få dem til at afstå fra at anmelde vold.

Andre grupper, der kan have alvorlige problemer med at beskytte deres integritet, der kvinder, der lever med misbrug og hjemløse kvinder.

3.3. Seksuelle overgreb

Det er et grundlæggende princip i europæisk retstradition, at alle mennesker har ret til at udøve deres individuelle handlefrihed. Det er derfor et rimeligt krav, at der skal foreligge et samtykke ved enhver form for seksuelt samkvem. Dette vigtige retsprincip må gælde, uanset hvorledes forholdet mellem parterne er. Ægteskab eller andre familiære forbindelser må ikke være et friområde, hvor kvinders og børns kroppe bliver seksuelt tilgængelige. Ligeså må arbejdspladsen være et miljø, hvor kvinderne kan føle sig sikre på ikke at blive udsat for integritetsbegrænsninger og utilbørligt pres.

Seksualiseret vold rammer kvinder på meget destruktiv vis. Den seksualiserede vold kan ses som en del af en magtorden, gennem hvilken kvinder nægtes retten til seksuel integritet og personlig valgfrihed. De enkelte kvinders oplevelse af krænkelser påvirkes af, at gerningerne udføres i et samfund, hvor køn har betydning. Seksuelle overgreb mod kroppen påvirker derfor altid den krænkede helt specielt(24). Der er tale om vold, der er nedværdigende, for den der rammes.

Kommissionen har forelagt et direktivforslag om seksuel misbrug af børn baseret på de nye bestemmelser i Lissabontraktaten(25).

3.4. Kønslig lemlæstelse og tvangsægteskab

Kvinder udsættes også for kønsbestemte overgreb gennem andre former for frihedsbegrænsning. Et vigtigt område, hvor kvinders fysiske og psykiske integritet kræver en stærk retlig beskyttelse, er kønslig lemlæstelse. Handlinger, der medfører alvorlig skade på kvinders helbred, kan ikke legitimeres af kulturelle hensyn. At kriminalisere kønslig lemlæstelse er et vigtigt punkt i arbejdet med at beskytte unge mennesker(26). Kønslig lemlæstelse er en form for alvorlig vold mod kroppen, som Europa-Parlamentet også har påpeget(27). De indgreb, der her er tale om, er af en sådan art, at de må anses for at falde uden for retten til individuel selvbestemmelse gennem samtykke. For kvinder, der lever i en social sammenhæng, hvor der udøves et stærkt kulturelt pres, er der heller ikke nogen reel mulighed for at give et sådant samtykke. Det er derfor meget vigtigt, at alle kvinder bliver beskyttet mod kønslig lemlæstelse.

Tvangsægteskab er en anden form for kønsbestemt vold, som er en alvorlig krænkelse af den enkeltes ret til frihed og selvbestemmelse. Det er vigtigt, at unge kvinder beskyttes mod sådanne påtvungne forbindelser(28). Her er ”æresforbrydelser” er nøgleelement.

3.5. Menneskehandel og prostitution

Menneskehandel, navnlig til seksuelle formål, er et stort problem i Europa. Menneskehandel er en voldsom og fornedrende aktivitet, hvor de, der tvinges til at underkaste sig prostitution, udnyttes skånselsløst. Ofte er det meget unge mennesker, der rammes og dermed får deres liv ødelagt. Aktiviteten profiterer af kløfter i Europa, der skyldes økonomiske forskelle og sociale problemer. Menneskehandel er en form for kriminalitet, som EU allerede har udpeget som et prioriteret område. Kommissionens forslag til direktiv behandles i øjeblikket af Parlamentet og Rådet(29).

4. Strafferetlig lovgivning og andre foranstaltninger

4.1. Offentlig påtale

Der er god grund til at kræve, at alle former for kønsbestemt vold skal omfattes af offentlig påtale. Man må beskytte ofrenes interesser ved at lade retsvæsenet – i form af politi eller anklager – tage den afgørende beslutning om, hvorvidt der skal rejses tiltale for et formodet overgreb. På samme måde som ved vold i nære forhold lægges der ofte et enormt pres på de berørte kvinder for at få dem til at trække anmeldelsen tilbage. Disse krænkelser er dog af en sådan art, at det er i samfundets interesse, at der bliver rejst tiltale mod gerningsmændene.

4.2. Juridisk bistand

I en retssag repræsenterer anklageren sagsøgers interesser. Men ofrene har ofte også behov for egen juridisk bistand(30). Selv om ofrenes får adgang til juridisk bistand, kan deres interesser varetages mere effektivt(31). Ofre bør derfor have retshjælp i form af personlig juridisk bistand, også hvis de blot er vidner. Retssagen bliver lettere at gennemføre, hvis der skabes et tryggere miljø for den enkelte kvinde i forbindelse med retssager og lignende. Det er også en meget effektiv måde til at garantere, at der ikke stilles uvedkommende spørgsmål til ofrene og at deres beretning om, hvad de har oplevet, bliver tilstrækkeligt belyst under sagen. På samme måde som de anklagede har adgang til en advokat, har ofrene behov for, at nogen bistår dem(32). Der kan være tale om at få hjælp til at svare på relevante spørgsmål og til at blive holdt orienteret om sagens forløb.

4.3. Øget viden hos myndighederne

Der er dog ikke tilstrækkeligt blot at indføre eller forbedre lovgivningen til beskyttelse af kvinder, retsforfølgelsen må også gøres mere effektiv(33). Samfundet må opdage denne form for vold på et tidligt stadium ved at sociale myndigheder og andre institutioner arbejder effektivt og forebyggende. Mange anmeldte voldsforbrydelser mod kvinder frafaldes allerede på et tidligt stadium af den efterforskende myndighed. Indsigten i den kønsbestemte volds mekanismer må forbedres inden for retsvæsenet, sundhedssektoren, politiet og de sociale tjenester.

Også domstolene må gøres opmærksom på, hvad et seksuelt overgreb indebærer for den enkelte kvinde, og hvorledes man kan undgå at krænke offeret yderligere under sagen. Får ofrene under sagen den støtte, de har behov for, vil dette også lette domstolenes arbejde.

4.4. En effektiv efterforskning

Et centralt område i Stockholmprogrammet er efteruddannelse af ansatte ved politimyndighederne i EU. Politiet er det første retlige organ, voldsramte kvinder kommer i kontakt med. Der bør udarbejdes en manual, på grundlag af hvilken politimyndighederne skal foretage efterforskningen, og som omfatter de spørgsmål, der kan anses for relevante for at efterforske problemer med gentagen vold. Ved mistanke om vold i hjemmet skal det også efterforskes, om der tidligere er foregået overgreb.

Ved mistanke om seksuelle overgreb er det vigtigt, at ofrene bliver undersøgt af medicinsk personale, som kan sikre de spor og de beviser, der påkræves ved en retssag. Erfaringerne med at udvikle og tilpasse særlige manualer til sikring af spor er gode(34). Ved hjælp af særlige instruktioner kan bevissikringen foretages konsekvent. Derved kan både politiets efterforskning og retssagen gøres mere retssikker, både for gerningsmænd og for ofre(35). Gennem vel udarbejdede formler for, hvorledes efterforskning og forhør af ofre skal gennemføres, kan ofrene skånes for unødig belastning.

4.5. Krisecentre for ofre

De frivillige krisecentres arbejde til støtte for voldsramte kvinder har vist sig at være meget effektivt, når det gælder støtte til udsatte kvinder, men de er utilstrækkelige, og ansvaret kan ikke udelukkende lægges på frivillige kræfter. Medlemsstaterne må tage initiativ til at opbygge krisecentre i en sådan grad, at de kan dække de mest grundlæggende behov. Etablering af mindst ét center for ofre pr. 10 000 indbyggere kan være et mål. Ved etablering af sådanne centre er det vigtigt, at der er personale med viden om og erfaring med vold mod kvinder(36). Denne form for hjælp til ofre skal også kunne tilbyde en beskyttet bolig og juridisk og psykologisk hjælp. Personalet i disse centre vil også kunne fungere som støttepersoner under politiforhør og retssager(37).

4.6. Alarmnummer

En konkret foranstaltning, som kan træffes, er etablering af et alarmnummer for kønsbestemt vold i medlemsstaterne. Dette nummer kan kvinder ringe til for at få omgående hjælp. Personalet i alarmtjenesten må have en særlig uddannelse for at kunne opdage og støtte ofre for kønsbestemt vold. De skal have klare instruktioner om, hvilke spørgsmål, de skal stille, hvis der er mistanke om kønsbestemt vold. Medlemsstaterne bør stille lettilgængelig information til rådighed, navnlig på internettet, om den støtte og hjælp, ramte kvinder kan modtage fra samfundet og fra frivillige organisationer og lignende.

4.7. Indsats for de unge

Unge mennesker lever ofte et socialt liv, hvor de befinder sig meget uden for hjemmet, de kommer også sammen socialt i store grupper, i situationer, hvor der drikkes alkohol. Disse faktorer fører til, at unge både udøver vold og bliver eksponeret for den. Dette gælder navnlig unge kvinder, hvis risiko for at blive udsat for seksuel vold kan være betragtelig. Det er vigtigt at opdrage skolebørn og unge, så de forstår alvoren i den seksualiserede vold. Det er vigtigt, at unge allerede tidligt lærer at respektere hinandens integritet og at være opmærksomme på destruktiv og nedværdigende adfærd, navnlig når den rettes mod unge piger. En målrettet indsats rettet mod unge piger kan derfor være at tilbyde kurser i selvforsvar, som skal lære de unge forskellige teknikker til forsvar mod vold. Men det drejer sig lige så meget om at styrke selvtilliden og selvfølelsen ved at give de unge piger viden og mod til at forsvare dem selv og deres integritet(38). Der er behov for et særligt oplysningsarbejde for at hindre, at unge mennesker bliver ofre for menneskehandel eller æresforbrydelser.

4.8. Gerningsmændene

Kønsbestemt vold er altid primært et strafferetligt spørgsmål. Samfundet må derfor reagere med en straf, der står i forhold til forbrydelsens alvor. Ved prioriteringen af samfundets ressourcer er det vigtigt at indtage et klart offerperspektiv, da det er ofrene, der har behov for en særlig beskyttelsesindsats. Det hindrer dog ikke, at man også kan sætte ind over for de enkelte gerningsmænd gennem f.eks. samtaleterapi og andre metoder til at modvirke voldelig adfærd. Denne alternative form for behandling af mænd, der har begået alvorlige overgreb mod kvinder, må dog aldrig erstatte den straf, den strafferetlige behandling medfører. Samtaleterapi og andre lignende behandlingsformer kan kun supplere andre former for straf, som f.eks. fængsel.

Volden er i meget høj grad en konsekvens af en ulige magtfordeling mellem mænd og kvinder, og den kommer til udtryk i et dominans- og underkastelsesforhold mellem gerningsmand og offer. Samtaleterapi, hvor både offer og gerningsmand deltager, må derfor i forbindelse med denne form for forbrydelser anses for udelukket, da forbrydelsen er af en sådan karakter, at de to parter aldrig kan blive lige og jævnbyrdige forhandlingsparter.

Risikoevalueringen bør, navnlig i forbindelse med vold i nære forhold, hvor ofret ikke selv har anmeldt overgrebet, foretages af politiet og ikke af de sociale myndigheder. Enhver sådan risikoevaluering skal vurdere gerningsmandens farlighed, ikke offerets sårbarhed. Der er gerningsmændenes tilbøjelighed til at gentage den kriminelle handling, som er den afgørende faktor, der skal evalueres.

5. Viden og information

5.1 Statistikker

Europa-Parlamentet har allerede tidligere påpeget behovet for at registrere omfanget af den kriminalitet, der følger af vold i hjemmet, f.eks. mord. Gennem systematisk indsamling af data bliver det muligt at afgøre, hvilke indsatser på det strafferetlige område der bør prioriteres, hvis man skal kunne forebygge og i sidste ende eliminere den kønsbestemte vold. Der er mangler i de officielle statistikker, medlemsstaterne udarbejder. Der er nu behov for fælles indsamling af relevante og sammenlignelige data fra de forskellige medlemsstater. Det nyoprettede ligestillingsinstitut, EIGE, spiller en vigtig rolle i dette arbejde.

Spanien har oprettet et system til at indsamle den information, der kommer frem inden for retsvæsenet i forbindelse med efterforskning og retssager(39). Man registrerer relevante oplysninger om de aktuelle forbrydelser og om parterne. Det kan være parternes køn, etniske oprindelse, gerningssted, anvendelse af våben og lignende. Har parterne tidligere været i kontakt med myndighederne, kan dette også være relevante oplysninger at registrere.

5.2 Forskning

Der er behov for mere viden om omfang af den kønsbestemte vold i Europa. Det er derfor vigtigt, at der ydes støtte til forskning i vold. I denne forbindelse har navnlig det såkaldte Daphne-projekt været til stor nytte.

6. Afslutning

Ordføreren finder, at vi må bryde tavsheden omkring disse alvorlige krænkelser. Gennem øget viden om den kønsbestemte vold kan også offentlighedens bevidsthed om problemet øges. Medlemsstaterne bør udarbejde nationale handlingsplaner mod den kønsbestemte vold.

(1)

Mindst 20 % af Europas kvinder har oplevet vold i nære forhold, der er en af de mest almindelige dødsårsager blandt kvinder.

(2)

P7_TA(2009)0098 om bekæmpelse af vold mod kvinder.

(3)

KOM(2010). Strategi for ligestilling mellem kvinder og mænd 2010-2015, s. 4.

(4)

De Forenede Nationers fjerde verdenskonference om kvinder, Beijing 1995.

(5)

Revision af gennemførelsen af Beijing-erklæringen og handlingsprogrammet efter fem år, 2000, revisionen efter ti år, 2005, revisionen efter 15 år, 2010; FN's resolution 63/155. Generalsekretærens rapport: "Intensification of efforts to eliminate all forms of violence against women".

(6)

UN ECOSOC Resolution 2009/15.

(7)

CEDAW art. 16.

(8)

Case of Opuz v. Turkey (2009).

(9)

FN’s torturkonvention § 1, samt FN’s konvention om ofre for forbrydelser, hvor begrebet ”offer” defineres.

(10)

M.C. v. Bulgaria (nr. 39272/98).

(11)

Europarådet dok. 12013 (2009; CAHVIO (2010) 17, tredje udkast til konvention om forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet.

(12)

EU-traktatens artikel 2; Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, artikel 23 om ligestilling mellem kvinder og mænd.

(13)

EUF-traktatens artikel 83, stk. 2; EU-Domstolen (2005) sag C-176/03, Kommissionen mod Rådet, samling I - 7879.

(14)

EUF-traktaten, artikel 83, stk. 1.

(15)

EUF-traktatens artikel 82, stk. 2, litra c.

(16)

Stockholmprogrammet, vedtaget på Rådets samling den 10. – 11. december 2009.

(17)

Stockholmprogrammet, vedtaget på Rådets samling den 10. – 11. december 2009, afsnit 2.3., navnlig punkt 2.3.4.

(18)

Den europæiske beskyttelsesordre, 2010/C69/02.

(19)

FN, Beijing (1995), handlingsprogrammet, punkt 118: Vold mod kvinder er udtryk for et traditionelt ulige magtforhold mellem mænd og kvinder, der har ført til en situation, hvor mænd dominerer kvinder, indtager en diskriminerende holdning over for kvinder og forhindrer dem i at udfolde sig fuldstændigt.

(20)

FN, Beijing-handlingsprogrammet, punkt 113.

(21)

General henstilling fra CEDAW-udvalget, nr. 19.

(22)

P7_TA-PROV(2010)0037 om Peking +15 – FN’s handlingsprogram om ligestilling, punkt 9-10.

(23)

Psytel (2006) Daphne-projekt om omkostningerne ved vold i hjemmet i Europa.

(24)

K. Berglund ‘Gender and harm’, Scandinavian Studies in Law, s.12-27.

(25)

KOM(2010)0094, forslag til direktiv om bekæmpelse af seksuel misbrug af børn, seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi og om ophævelse af rammeafgørelse 2004/68/RIA.

(26)

FN’s konvention om barnet, artikel 24, stk. 3.

(27)

P6_TA(2009)0161 om bekæmpelse af kønslig lemlæstelse af piger og kvinder i EU; "Harmful traditional practices", Daphne publikation, 2008.

(28)

CEDAW art. 17:2.

(29)

KOM(2010)0095, forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om forebyggelse og bekæmpelse af menneskehandel og beskyttelse af ofrene herfor og om ophævelse af rammeafgørelse 2002/629/RIA.

(30)

Ifølge Rådets rammeafgørelse 2001/220/RIA er staterne forpligtede til at give ofre for kriminalitet rådgivning, artikel 6 og artikel 4, litra f, nr. iii. Ifølge Kommissionens beretning SEK(2009)476 er medlemsstaternes gennemførelse af denne rådgivning mangelfuld.

(31)

Ifølge Rådets rammeafgørelse 2001/220/RIA skal ofre for kriminalitet have ret til advokatbistand, når de kan optræde som part i sagen, artikel 6 og 4, litra f, nr. ii. Ifølge Kommissionens beretning SEK (2009)476 har de fleste medlemsstater i dag opfyldt denne bestemmelse.

(32)

Rådets resolution 2009/C 295/01, foranstaltning C.

(33)

Stockholmprogrammet, 1702/09, vedtaget på Rådets samling den 10. – 11. december 2009; Rådets rammeafgørelse om ofres stilling i forbindelse med straffesager, 2001/220/RIA, punkt 6, 8, 10 og 11.

(34)

Et eksempel er den manual for prøvetagning og sporsikring, der er udviklet af Nationellt Centrum för Kvinnofrid ved Uppsala Universitet i Sverige.

(35)

I Stockholmprogrammet, vedtaget på Rådets samling den 10. – 11. december 2009, fremholdes også foranstaltninger til at øge retssikkerheden for mistænkte og tiltalte.

(36)

Rådets rammeafgørelse om ofres stilling i forbindelse med straffesager, 2001/220/RIA, artikel 13.

(37)

Rådets rammeafgørelse om ofres stilling i forbindelse med straffesager, 2001/220/RIA, artikel 13, stk. 2, litra c.

(38)

"Achievements Against the Grain: Self-defence training for Women and Girls in Europe", rapport under et Daphne-projekt.

(39)

www.observatorioviolencia.org.


RESULTAT AF DEN ENDELIGE AFSTEMNING I UDVALGET

Dato for vedtagelse

15.3.2011

 

 

 

Resultat af den endelige afstemning

+:

–:

0:

27

0

2

Til stede ved den endelige afstemning - medlemmer

Regina Bastos, Edit Bauer, Andrea Češková, Marije Cornelissen, Silvia Costa, Tadeusz Cymański, Edite Estrela, Ilda Figueiredo, Zita Gurmai, Lívia Járóka, Teresa Jiménez-Becerril Barrio, Rodi Kratsa-Tsagaropoulou, Constance Le Grip, Astrid Lulling, Barbara Matera, Elisabeth Morin-Chartier, Siiri Oviir, Antonyia Parvanova, Raül Romeva i Rueda, Nicole Sinclaire, Joanna Katarzyna Skrzydlewska, Eva-Britt Svensson, Britta Thomsen, Marina Yannakoudakis, Anna Záborská

Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere

Vilija Blinkevičiūtė, Jill Evans, Norica Nicolai, Joanna Senyszyn

Seneste opdatering: 24. marts 2011Juridisk meddelelse