Procedure : 2011/2139(BUD)
Forløb i plenarforsamlingen
Dokumentforløb : A7-0306/2011

Indgivne tekster :

A7-0306/2011

Forhandlinger :

Afstemninger :

PV 14/09/2011 - 5.7
Stemmeforklaringer
Stemmeforklaringer
Stemmeforklaringer
Stemmeforklaringer

Vedtagne tekster :

P7_TA(2011)0375

BETÆNKNING     
PDF 190kDOC 97k
8. september 2011
PE 469.716v02-00 A7-0306/2011

om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om anvendelse af Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen i henhold til punkt 28 i den interinstitutionelle aftale af 17. maj 2006 mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om budgetdisciplin og forsvarlig økonomisk forvaltning (ansøgning EGF/2010/030 NL/Noord-Holland og Flevoland hovedgruppe 18 fra Nederlandene)

(KOM(2011)0389 – C7-0175/2011 – 2011/2139(BUD))

Budgetudvalget

Ordfører: Barbara Matera

FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING
 BILAG: EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS AFGØRELSE
 BEGRUNDELSE
 BILAG: SKRIVELSE FRA UDVALGET OM BESKÆFTIGELSE OG SOCIALE ANLIGGENDER
 RESULTAT AF DEN ENDELIGE AFSTEMNING I UDVALGET

FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING

om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om anvendelse af Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen i henhold til punkt 28 i den interinstitutionelle aftale af 17. maj 2006 mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om budgetdisciplin og forsvarlig økonomisk forvaltning (ansøgning EGF/2010/030 NL/Noord-Holland og Flevoland hovedgruppe 18 fra Nederlandene)

(KOM(2011)0389 – C7-0175/2011 – 2011/2139(BUD))

Europa-Parlamentet,

–   der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådet (KOM(2011)0389 – C7-0175/2011),

–   der henviser til den interinstitutionelle aftale af 17. maj 2006 mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om budgetdisciplin og forsvarlig økonomisk forvaltning (IIA)(1), særlig punkt 28,

–   der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1927/2006 af 20. december 2006 om oprettelse af Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen(2),

–   der henviser til trepartsproceduren i henhold til punkt 28 i IIA af 17. maj 2006,

–   der henviser til skrivelse fra Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender,

–   der henviser til betænkning fra Budgetudvalget (A7-0306/2011),

A. der henviser til, at Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen (Globaliseringsfonden) blev oprettet med henblik på at yde supplerende støtte til arbejdstagere, der afskediges som følge af gennemgribende strukturelle ændringer i verdenshandelsmønstrene, som kan tilskrives globaliseringen, og at hjælpe dem med at vende tilbage til arbejdsmarkedet;

B.  der henviser til, at anvendelsesområdet for Globaliseringsfonden blev udvidet for ansøgninger indgivet fra den 1. maj 2009, så det kom til at omfatte støtte til arbejdstagere, der bliver afskediget som en direkte følge af den internationale finansielle og økonomiske krise;

C. der henviser til, at EU’s økonomiske bistand til arbejdstagere, der er blevet arbejdsløse, bør være dynamisk og stilles til rådighed så hurtigt og effektivt som muligt i overensstemmelse med den fælleserklæring fra Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen, der blev vedtaget under samrådsmødet den 17. juli 2008, og under behørig hensyntagen til IIA af 17. maj 2006 i forbindelse med vedtagelsen af afgørelser om anvendelse af fonden;

D. der henviser til, at Nederlandene har anmodet om bistand i forbindelse med 551 afskedigelser, der alle var tiltænkt støtte, i 26 virksomheder, der var aktive inden for NACE (rev. 2) hovedgruppe 18 (trykning og reproduktion af indspillede medier) i NUTS II-regionerne Noord-Holland (NL 32) og Flevoland (NL 23) i Nederlandene;

E.  der henviser til, at ansøgningen opfylder de kriterier for støtteberettigelse, som er fastsat i forordningen om Globaliseringsfonden;

1.  anmoder de involverede institutioner om at tage de nødvendige skridt til at forbedre de procedure- og budgetmæssige bestemmelser for at fremskynde anvendelsen af Globaliseringsfonden; bifalder på den baggrund den forbedrede procedure, som Kommissionen har indført på Parlamentets anmodning om at fremskynde frigivelsen af støtte, og som har til formål at sikre, at Kommissionens vurdering af, hvorvidt ansøgningen opfylder kriterierne for støtteberettigelse, forelægges budgetmyndigheden samtidig med forslaget om at anvende fonden; håber, at der vil ske yderligere forbedringer i proceduren i forbindelse med den kommende revision af Globaliseringsfonden, og at fonden vil blive gjort mere effektiv, gennemsigtig og synlig;

2.  minder om institutionernes tilsagn om at sikre en velfungerende og hurtig procedure til vedtagelse af afgørelser om anvendelse af Globaliseringsfonden og derved stille tidsbegrænset, individuel engangsstøtte til rådighed for de arbejdstagere, der er blevet afskediget som en konsekvens af globaliseringen og den finansielle og økonomiske krise; understreger den rolle, som Globaliseringsfonden kan spille for afskedigede arbejdstageres genindslusning på arbejdsmarkedet;

3.  understreger, at det i overensstemmelse med artikel 6 i forordningen om Globaliseringsfonden bør sikres, at fonden støtter den enkelte afskedigede arbejdstagers genindslusning på arbejdsmarkedet; gentager, at støtte fra Globaliseringsfonden ikke skal erstatte foranstaltninger, som det påhviler virksomhederne at gennemføre i henhold til national lovgivning eller kollektive overenskomster, eller foranstaltninger, der er rettet mod omlægning af virksomheder eller sektorer; understreger endvidere, at de foranstaltninger, der finansieres af Globaliseringsfonden, bør føre til varig beskæftigelse;

4.  bemærker, at de fremlagte oplysninger om den samordnede pakke af individualiserede tilbud, der skal finansieres over Globaliseringsfonden, omfatter oplysninger om komplementariteten med de foranstaltninger, der finansieres af strukturfondene; gentager sin opfordring til Kommissionen om også at forelægge en sammenlignende vurdering af disse oplysninger i sine årsberetninger;

5.  glæder sig over, at 2011-budgettet – efter gentagne anmodninger fra Parlamentet – for første gang udviser betalingsbevillinger på 47 608 950 EUR på budgetpost 04 05 01 vedrørende Globaliseringsfonden; minder om, at Globaliseringsfonden blev oprettet som et separat, specifikt instrument med egne målsætninger og frister og derfor fortjener en særskilt tildeling, så overførsler fra andre budgetposter, som kunne skade gennemførelsen af de forskellige politiske målsætninger, i modsætning til tidligere kan undgås;

6.  opfordrer Kommissionen til at foretage en detaljeret kvalitativ evaluering af Globaliseringsfonden;

7.  godkender den afgørelse, der er vedføjet denne beslutning;

8.  pålægger sin formand at undertegne denne afgørelse sammen med Rådets formand og drage omsorg for, at den offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende;

9.  pålægger sin formand at sende denne beslutning sammen med bilaget til Rådet og Kommissionen.

(1)

EUT C 139 af 14.6.2006, s. 1.

(2)

EUT L 406 af 30.12.2006, s. 1.


BILAG: EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS AFGØRELSE

om anvendelse af Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen i henhold til punkt 28 i den interinstitutionelle aftale af 17. maj 2006 mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om budgetdisciplin og forsvarlig økonomisk forvaltning (ansøgning EGF/2010/030 NL/Noord-Holland og Flevoland hovedgruppe 18 fra Nederlandene)

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR –

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til den interinstitutionelle aftale af 17. maj 2006 mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om budgetdisciplin og forsvarlig økonomisk forvaltning(1), særlig punkt 28,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr.1927/2006 af 20. december 2006 om oprettelse af Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen(2), særlig artikel 12, stk. 3

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen(3), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)      Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen (Globaliseringsfonden) blev oprettet med henblik på at yde supplerende støtte til arbejdstagere, der afskediges som følge af gennemgribende strukturelle ændringer i verdenshandelsmønstrene, som kan tilskrives globaliseringen, og at hjælpe dem med at vende tilbage til arbejdsmarkedet.

(2)      Anvendelsesområdet for Globaliseringsfonden blev udvidet for ansøgninger indgivet fra den 1. maj 2009, så det også kom til at omfatte støtte til arbejdstagere, der bliver afskediget som en direkte følge af den internationale finansielle og økonomiske krise.

(3)      Den interinstitutionelle aftale af 17. maj 2006 giver mulighed for at anvende Globaliseringsfonden inden for et årligt loft på 500 mio. EUR.

(4)      Nederlandene indgav den 20. december 2010 en ansøgning om anvendelse af Globaliseringsfonden i forbindelse med afskedigelser i 26 virksomheder, der var aktive inden for NACE (rev. 2) hovedgruppe 18 (trykning og reproduktion af indspillede medier) i de to sammenhængende NUTS II-regioner Noord-Holland (NL32) og Flevoland (NL23), og supplerede denne ansøgning med yderligere oplysninger frem til den 3. marts 2011. Ansøgningen opfylder kravene til fastlæggelse af støttebeløbets størrelse, jf. artikel 10 i forordning (EF) nr. 1927/2006. Kommissionen foreslår derfor, at der ydes en støtte på 1 849 086 EUR.

(5)      Der bør derfor som følge af Nederlandenes ansøgning ydes støtte fra Globaliseringsfonden —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Inden for rammerne af Den Europæiske Unions almindelige budget for regnskabsåret 2011 stilles der et beløb til rådighed fra Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen (Globaliseringsfonden) på 1 849 086 EUR i forpligtelses- og betalingsbevillinger.

Artikel 2

Denne afgørelse offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende.

Udfærdiget i [Bruxelles/Strasbourg], den

På Europa-Parlamentets vegne                   På Rådets vegne

Formand                                                       Formand

(1)

              EUT C 139 af 14.6.2006, s. 1.

(2)

              EUT L 406 af 30.12.2006, s. 1.

(3)

              EUT C [...] af [...], s. [...].


BEGRUNDELSE

I. Baggrund

Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen er oprettet for at yde supplerende støtte til arbejdstagere, der er ramt af følgerne af gennemgribende strukturelle ændringer i verdenshandelsmønstrene.

I henhold til punkt 28 i den interinstitutionelle aftale af 17. maj 2006 om budgetdisciplin og forsvarlig økonomisk forvaltning(1) og artikel 12 i forordning (EF) nr. 1927/2006(2) kan fonden ikke overstige et årligt beløb på 500 mio. EUR, der hentes fra margenen under det samlede udgiftsloft for det foregående år og/eller fra annullerede forpligtelsesbevillinger fra de to foregående år, eksklusive forpligtelsesbevillinger i relation til udgiftsområde 1b. De relevante beløb opføres i budgettet som en hensættelse, så snart der er fundet tilstrækkelige margener og/eller bortfaldne forpligtelsesbevillinger.

For så vidt angår proceduren for anvendelse af fonden forelægger Kommissionen i tilfælde af en positiv vurdering af en ansøgning et forslag om anvendelse af fonden for budgetmyndigheden og samtidig en tilsvarende anmodning om en bevillingsoverførsel. Samtidig hermed kan der afholdes trepartsmøder med henblik på at nå til enighed om anvendelsen af fonden og de beløb, der anmodes om. Trepartsproceduren kan være i forenklet form.

II. Situationsrapport: Kommissionens forslag

Kommissionen vedtog den 28. juni 2011 et nyt forslag til afgørelse om anvendelse af Globaliseringsfonden til fordel for Nederlandene for at støtte genindslusning af arbejdstagere, der var blevet afskediget som følge af den internationale finansielle og økonomiske krise.

Dette er den tolvte ansøgning, som skal behandles under 2011-budgettet og vedrører anvendelsen af et samlet beløb fra Globaliseringsfonden på 1 849 086 EUR til Nederlandene. Den vedrører 551 afskedigelser, der var tiltænkt støtte, i 26 virksomheder, der var aktive inden for NACE (rev. 2) hovedgruppe 18 (trykning og reproduktion af indspillede medier) i NUTS II-regionerne Noord-Holland (NL32) og Flevoland (NL23) i den ni måneder lange referenceperiode fra 16. januar til 16. oktober 2010.

Ansøgningen sag EGF/2010/029 NL/Noord-Holland og Flevoland hovedgruppe 18 fra Nederlandene blev indgivet til Kommissionen den 20. december 2010 og suppleret med yderligere oplysninger frem til den 3. marts 2011. Den var baseret på interventionskriteriet i artikel 2, litra b), i forordningen om Globaliseringsfonden, ifølge hvilken der skal være tale om mindst 500 afskedigelser i løbet af en ni måneders periode i virksomheder, der er aktive i den samme NACE (rev. 2)-hovedgruppe i en region eller i to sammenhængende regioner på NUTS II-plan i en medlemsstat.

Et af kriterierne i Kommissionens vurdering, var evalueringen af forbindelsen mellem afskedigelserne og de gennemgribende strukturelle ændringer i verdenshandelsmønstrene eller den finansielle krise, som i dette særlige tilfælde er relateret til den globale nedgang i efterspørgslen hos sektoren for grafiske medier, som var på 8,6 % i 2009 for Nederlandene. Desuden faldt ordrerne fra økonomiske sektorer på trykt reklamemateriale kraftigt i de forskellige sektorer som følge af budgetnedskæringer inden for trykning og forslagsvirksomhed.

Med hensyn til dokumentation for antallet af afskedigelser opfylder ansøgningen fra Noord-Holland og Flevoland fuldt ud betingelserne i artikel 2, litra c), i forordning (EF) nr. 1927/2006, som forudsætter mindst 500 afskedigelser over en periode på ni måneder i virksomheder i den samme NACE (rev. 2)-hovedgruppe i én region eller to sammenhængende regioner på NUTS II-niveau i en medlemsstat. Der er ifølge ansøgningen tale om 551 afskedigelser i 26 virksomheder i NACE (rev. 2) hovedgruppe 18 (trykning og reproduktion af indspillede medier) i NUTS II-regionerne Noord-Holland (NL32) og Flevoland (NL23) i referenceperioden på ni måneder fra 16. januar 2010 til 16. oktober 2010.

Endvidere kunne den finansielle og økonomiske krise og dens følger for sektoren ifølge de nederlandske myndigheder ikke forudses. Den økonomiske situation i begge provinser forværredes i 2009, og den økonomiske vækst var negativ (-3,9 % i Noord-Holland og -2,8 % i Flevoland) sammenholdt med forrige år. Da virksomheder inden for de grafiske medier udgør en stor del af beskæftigelsen i disse regioner, forventer de nederlandske myndigheder afskedigelser, der vil forværre den økonomiske situation og skabe yderligere arbejdsløshed.

Kommissionens vurdering byggede også på en vurdering af de to regioner, myndighederne og de berørte interessenter. Ifølge de nederlandske myndigheder er Noord-Holland-regionen den anden tættest befolkede provins, og Flevoland-regionen består næsten udelukkende af polderområder.

Den samordnede pakke af individualiserede tilbud, der skal finansieres, herunder dens forenelighed med de foranstaltninger der finansieres af strukturfondene, omfatter reintegration af de 551 arbejdstagere, der er i målgruppen, i beskæftigelse, som f.eks. forberedende foranstaltninger, rådgivning og uddannelse. Disse individualiserede tilbud blev iværksat den 16. januar 2010.

Med hensyn til de kriterier, der er fastsat i artikel 6 i forordning (EF) nr.1927/2006, og de supplerende oplysninger kunne de nederlandske myndigheder i deres ansøgning:

•     bekræfte, at den økonomiske støtte fra Globaliseringsfonden ikke erstatter foranstaltninger, som det påhviler virksomheder at gennemføre i henhold til national lovgivning eller kollektive overenskomster

•     dokumentere, at de påtænkte aktioner er støtte til de enkelte arbejdstagere og ikke skal tjene til omlægning af virksomheder eller sektorer

•     bekræfte, at de ovennævnte støtteberettigede foranstaltninger ikke får støtte fra andre af EU's finansielle instrumenter.

Med hensyn til forvaltnings- og kontrolsystemer har Nederlandene meddelt Kommissionen, at den finansielle støtte vil blive forvaltet og kontrolleret af de samme organer som dem, der forvalter og kontrollerer Den Europæiske Socialfonds midler i Nederlandene. Agenturet for sociale anliggender og beskæftigelse vil fungere som formidlingsorgan for forvaltnings­myndigheden.

Ifølge Kommissionens vurdering opfylder ansøgningen kriterierne for støtteberettigelse i forordningen om Globaliseringsfonden, og Kommissionen henstiller således til budgetmyndigheden at godkende ansøgningerne.

Kommissionen har med henblik på at anvende midler fra fonden forelagt budgetmyndigheden en anmodning om en bevillingsoverførsel på i alt 1 849 086 EUR fra fondens reserve (40 02 43) i forpligtelser til budgetposten 04 05 01 vedrørende Globaliseringsfonden.

Ordføreren glæder sig over, at 2011-budgettet – efter gentagne anmodninger fra Parlamentet – for første gang udviser betalingsbevillinger på 47 608 950 EUR på budgetposten vedrørende Globaliseringsfonden.

Ordføreren minder om, at Globaliseringsfonden blev oprettet som et separat, specifikt instrument med egne målsætninger og frister og som sådant fortjener en særskilt tildeling, så overførsler fra andre budgetposter, hvilket kunne skade gennemførelsen af de forskellige politiske målsætninger, i modsætning til tidligere kan undgås.

Den interinstitutionelle aftale muliggør anvendelse af fonden inden for det årlige loft på 500 mio. EUR.

Det drejer sig om det fjerde forslag om anvendelse af fonden, der er blevet forelagt budgetmyndigheden i 2011. Efter fradrag af den aktuelle anmodning (1 849 086 EUR) fra de disponible bevillinger er der stadig en bevilling på 453 199 130 EUR til rådighed indtil udgangen af 2011. Dette støttebeløb medfører, at mindst 25 % af det årlige maksimumbeløb, der er øremærket til Globaliseringsfonden, er til rådighed til fordeling i de sidste fire måneder af 2011 som foreskrevet i artikel 12, stk. 6, i forordningen om Globaliseringsfonden.

III. Procedure

Kommissionen har forelagt en anmodning om bevillingsoverførsel med henblik på at opføre en specifik forpligtelsesbevilling på 2011-budgettet i overensstemmelse med punkt 28 i den interinstitutionelle aftale af 17. maj 2006.

Trepartsproceduren om Kommissionens forslag til afgørelse om anvendelse af fonden kan antage forenklet form, jf. retsgrundlagets artikel 12, stk. 5, medmindre Parlamentet og Rådet ikke kan nå til enighed.

Ifølge en intern aftale skal Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender (EMPL) inddrages i processen for at sikre konstruktiv støtte og bidrag til vurderingen af ansøgningerne om anvendelse af fonden.

EMPL vil efter sin vurdering tilkendegive sin holdning til anvendelsen af fonden i en skrivelse, som vil blive vedføjet denne betænkning.

Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens fælleserklæring, der blev vedtaget på samrådsmødet den 17. juli 2008, bekræftede betydningen af at sikre en hurtig procedure til vedtagelse af afgørelser vedrørende anvendelse af fonden, under fuld overholdelse af den interinstitutionelle aftale.

(1)

EUT C 139 af 14.6.2006, s. 1.

(2)

EUT L 406 af 30.12.2006, s. 1.


BILAG: SKRIVELSE FRA UDVALGET OM BESKÆFTIGELSE OG SOCIALE ANLIGGENDER

ES/jm

D(2011)34779

Alain Lamassoure

Formand for Budgetudvalget

ASP 13E158

Om:      Udtalelse om anvendelse af Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen i forbindelse med sagen EGF/2010/030 NL/Noord-Holland og Flevoland hovedgruppe 18 fra Nederlandene (KOM(2010)389)

Kære Alain Lamassoure

Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender (EMPL) og dets Arbejdsgruppe om Globaliseringsfonden har behandlet anvendelsen af Globaliseringsfonden i forbindelse med sag EGF/2010/030 NL/Noord-Holland og Flevoland hovedgruppe 18 og vedtaget følgende udtalelse.

EMPL og Arbejdsgruppen om Globaliseringsfonden støtter anvendelsen af fonden i forbindelse med denne ansøgning. I den anledning vil EMPL gerne fremsætte nogle bemærkninger uden dog at sætte spørgsmålstegn ved overførslen af beløbene.

EMPL, hvis overvejelser er baseret på følgende betragtninger:

A)  henviser til, at ansøgningen er baseret på artikel 2, litra b), i forordningen om Globaliseringsfonden og vedrører 551 ud af de 551 afskedigelser, der er sket i referenceperioden fra 16. januar 2010 til 16. oktober 2010 i 26 virksomheder i NUTS II-regionerne Noord-Holland og Flevoland i Nederlandene;

B)  henviser til, at de nederlandske myndigheder har konstateret en sammenhæng mellem den finansielle og økonomiske krise og den faldende efterspørgsel inden for den grafiske medieindustri, hvor omsætningen i 2009 er gået tilbage med 8,6 % på grund af et begrænset antal bestillinger på trykt reklamemateriale og en nedgang i efterspørgslen efter aviser og blade (med henholdsvis 25,7 % og 24,4 %);

C)  henviser til, at antallet af jobsøgende steg med 10,1 % i Noord-Holland og 10,4 % i 2010 på grund af den økonomiske krise;

D)  henviser til, at Kommissionen i forbindelse med behandlingen af andre ansøgninger om anvendelse af Globaliseringsfonden inden for den samme sektor og i de samme regioner indrømmede, at den grafiske industri havde lidt under den økonomiske krise;

E)  der henviser til, at denne ansøgning er en del af en pakke, der indeholder fire forbundne ansøgninger, som alle sammen vedrører afskedigelser inden for den grafiske sektor i seks forskellige NUTS II-regioner i Nederlandene; henviser til, at denne ansøgning især er relateret til ansøgning EGF/2009/027 NL/Noord-Brabant og Zuid-Holland hovedgruppe 18, som var en af de seks ansøgninger, der blev indgivet i 2009 vedrørende den grafiske industri i Nederlandene;

F)  henviser til, at de nederlandske myndigheder fastslår, at på trods af omkostningskrævende omstruktureringer af sektoren og bestræbelser på at forberede arbejdstagerne på nye arbejdsformer i en efterspørgselsorienteret industri har de nederlandske virksomheder lidt nederlag i konkurrencen med virksomheder uden for EU, og krisens negative indvirkninger på sektoren kunne ikke forudses;

G)  henviser endvidere til, at der ifølge statistiske fremskrivninger kan forventes endnu en indskrænkning af arbejdsmarkedet inden for den tekniske industri og i bygge- og anlægssektoren, hvilket i høj grad vil påvirke de arbejdsløses muligheder for at finde arbejde;

H)  henviser til, at 65,0 % af arbejdstagerne i målgruppen er mænd; henviser til, at 25 % af arbejdstagerne er over 54 år, og 18 % er under 24 år;

I)  henviser til, at 41 % af de afskedigede arbejdstagere er teknikere og beslægtede fagfolk, og at 27,9 % hører til kategorien af maskinoperatører og samlebåndsarbejdere;

J)  henviser til, at EU-budgettet for 2011 for første gang udviser betalingsbevillinger på budgetpost 04 05 01 vedrørende Globaliseringsfonden, som i dette tilfælde også erstatter overførslen af betalinger fra andre uudnyttede budgetposter;

Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender opfordrer derfor Budgetudvalget, som er korresponderende udvalg, til at indarbejde følgende forslag i det beslutningsforslag, det vedtager vedrørende den nederlandske ansøgning:

1.  er enig med Kommissionen i, at kriterierne i artikel 2, litra b), i forordningen om Globaliseringsfonden (1927/2006) opfyldes, og at Nederlandene derfor er berettiget til finansiel støtte i henhold til denne forordning;

2.  bemærker, at den økonomiske situation i de pågældende regioner forværredes i 2009, hvor der var en negativ økonomisk vækst (-3,9 % i Noord-Holland og -2,8 % i Flevoland), og at 20 % af arbejdspladserne inden for den grafiske sektor findes i Noord-Holland og kun 2,3 % i Flevoland;

3.  bemærker, at arbejdsløshedsprocenten i Nederlandene i oktober 2010 ifølge Eurostat var 4,4 % på landsplan og dermed den næstlaveste i EU;

4.  erindrer om, at fondsmidlerne i henhold til forordningen om Globaliseringsfonden bør koncentreres om arbejdstagerne i de af Fællesskabets regioner og erhvervssektorer, der er hårdest ramt;

5.  glæder sig over inddragelsen af arbejdsmarkedets parter i udformningen af den samordnede pakke; minder om, at ansøgningen er baseret på en sektorspecifik aftale mellem arbejdsmarkedets parter, selv om dette ikke fremgår direkte af ansøgningen, og antager derfor, at medfinansieringen også vil blive ydet af arbejdsmarkedets parter, som det har været tilfældet i alle tidligere nederlandske ansøgninger på grundlag af forordningens artikel 2, litra b);

6.  glæder sig over den samordnede pakke, men må med skuffelse gentage bemærkningerne til ansøgning EGF/2009/026 om den ringe kvalitet af beskrivelserne af pakkens specifikke elementer og målsætninger og om den manglende forklaring af de forventede resultater for arbejdstagerne;

7.  spørger sig selv, om der er blevet draget erfaringer af gennemførelsen af den samordnede pakke, som blev foreslået i de seks ansøgninger, der blev indgivet 2009, og hvorvidt pakkens indvirkning på det lokale arbejdsmarked blev analyseret med henblik på at tilpasse foranstaltningerne fremover;

8.  glæder sig over, at støtten fra Globaliseringsfonden alene er rettet mod aktive arbejdsmarkedsforanstaltninger (uddannelse og rådgivning) og ikke vil blive anvendt til understøttelse;

Med venlig hilsen

Pervenche Berès


RESULTAT AF DEN ENDELIGE AFSTEMNING I UDVALGET

Dato for vedtagelse

8.9.2011

 

 

 

Resultat af den endelige afstemning

+:

–:

0:

26

1

0

Til stede ved den endelige afstemning - medlemmer

Damien Abad, Alexander Alvaro, Reimer Böge, Andrea Cozzolino, Jean-Luc Dehaene, James Elles, Göran Färm, José Manuel Fernandes, Eider Gardiazábal Rubial, Salvador Garriga Polledo, Jens Geier, Estelle Grelier, Jutta Haug, Monika Hohlmeier, Anne E. Jensen, Sergej Kozlík, Alain Lamassoure, Giovanni La Via, Barbara Matera, Helga Trüpel, Derek Vaughan, Angelika Werthmann, Jacek Włosowicz

Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere

Derk Jan Eppink, Roberto Gualtieri, Peter Šťastný, Georgios Stavrakakis

Seneste opdatering: 13. september 2011Juridisk meddelelse