BETÆNKNING om Rådets indstilling om udnævnelse af et medlem af Den Europæiske Centralbanks direktion

22.10.2012 - C7‑0195/2012 – 2012/0806(NLE))

Økonomi- og Valutaudvalget
Rådgivende ordfører: Sharon Bowles

FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS AFGØRELSE

om Rådets indstilling om udnævnelse af et medlem af Den Europæiske Centralbanks direktion

(0084/2012 – C7-0195/2012 – 2012/0806(NLE))

(Høring)

Europa-Parlamentet,

–   der henviser til Rådets henstilling af 10. juli 2012[1],

–   der henviser til artikel 283, stk. 2, andet afsnit, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, der danner grundlag for Det Europæiske Råds høring af Parlamentet (C7-0195/2012),

–   der henviser til forretningsordenens artikel 109,

–   der henviser til betænkning fra Økonomi- og Valutaudvalget (A7-0348/2012),

A. der henviser til, at Det Europæiske Råd ved skrivelse af 13. juli 2012, der modtoges den 18. juli 2012, hørte Parlamentet om udnævnelsen af Yves Mersch til medlem af Den Europæiske Centralbanks (ECB) direktion for en embedsperiode på otte år,

B.  der henviser til, at Parlamentets Økonomi- og Valutaudvalg derefter foretog en bedømmelse af den indstillede kandidats papirer, især på baggrund af de krav, der er fastsat i artikel 283, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, og behovet for fuld uafhængighed for ECB på området for valutapolitik i henhold til artikel 130; der endvidere henviser til, at udvalget i forbindelse med denne bedømmelse modtog et CV fra kandidaten samt dennes svar på det fremsendte spørgeskema;

C. der henviser til, at udvalget den 22. oktober 2012 afholdte en høring med den indstillede kandidat, som efter en indledende redegørelse besvarede spørgsmål fra udvalgets medlemmer,

D. der henviser til, at der var bred enighed om, at den udnævnte kandidat var værdig i almindeligt omdømme og havde den professionel erfaring i monotære forhold og bankforhold, der var nødvendig for at kunne udøve de funktioner, der krævedes af et medlem af ECB's direktion,

E.  der henviser til, at spørgsmålet om kvinders repræsentation i ECB var blevet rejst uformelt af MEP'er inden udløbet af Tumpel-Gugerells embedsperiode,

F.  der henviser til, at der lige siden oprettelsen af ECB og indtil Tumpel-Gugerells fratræden altid havde været et kvindeligt medlem i ECB's direktion,

G. der henviser til, at udvalget i overensstemmelse med princippet om loyalt samarbejde mellem medlemsstaterne inden udløbet af Gonzales-Paramos mandat i maj 2012 sikrede, at Rådet af udvalgets formand på vegne af samtlige politiske grupper blev underrettet ved en skrivelse af 8. maj 2012 til formanden for Eurogruppen om den manglende diversitet i ECB’s direktion og nødvendigheden af at fremstille en kvindelig kandidat,

H. der henviser til, at udvalgets formand i samme skrivelse opfordrede Eurogruppen til at gennemføre en mellemsigtet plan om at forfremme kvinder til indflydelsesrige stillinger i ECB i de nationale centralbanker i de nationale finansministerier,

I.   der henviser til, at der ikke blev modtaget noget formelt svar på skrivelsen af 8. maj 2012,

J.   der henviser til, at artikel 2 i Traktaten om Den Europæiske Union fastlægger princippet om ligestilling mellem kvinder og mænd,

K. der henviser til, at artikel 19 i TEUF giver Unionen beføjelser til at bekæmpe forskelsbehandling på grund af køn,

L.  der henviser til, at kønsdiversiteten i bestyrelser og regeringer sikrer bredere kompetence og videre perspektiver, og at ansættelse af kun mænd eller kun kvinder betyder et snævrere udvalg og medfører, at potentielle fremragende kandidater udelukkes,

M. der henviser til, at embedsperioden for ECB's nuværende direktion udløber i 2018, hvorved direktionen muligvis vil mangle kønsdiversitet indtil da,

N. der henviser til, at Europa-Parlamentets formand ved en skrivelse af 19. september 2012 efter et møde i Formandskonferencen anmodede formanden for Det Europæiske Råd om at give tilsagn om, at han ville sikre, at alle Unionens institutioner under hans ansvar ville gennemføre konkrete foranstaltninger for at sikre balancen mellem mænd og kvinder;

O. der henviser til, at Kommissionen den 21. september 2010 vedtog en strategi for ligestilling mellem mænd og kvinder 2010-2015 (COM(2010)0491) og en rapport om fremskridt i ligestillingen mellem kvinder og mænd i 2011 (SWD (2012/0085) den 16. april 2012,

P.  der henviser til, at Kommissionens forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om adgang til at udøve virksomhed som kreditinstitut og om tilsyn med kreditinstitutter og investeringsselskaber (kapitalkravsdirektivet (CRD4)) indeholder krav til institutionerne om at indføre en politik, der fremmer kønsdiversiteten i det ledende organ,

Q. der henviser til, at Det Europæiske Råd den 7. marts 2011 vedtog den europæiske ligestillingspagt for perioden 2011-2020,

R.  der henviser til, at Parlamentet har vedtaget beslutning af 3. februar 2012 om kvinders deltagelse i politisk beslutningstagning[2], af 8. marts 2011 om ligestilling mellem kvinder og mænd i Den Europæiske Union - 2010[3]og af 6. juli 2011 om kvinder og virksomhedsledelse[4],

1.  afgiver negativ udtalelse om Rådets henstilling om udnævnelse af Yves Mersch til medlem af ECB’s direktion og anmoder Rådet om at tage sin henstilling tilbage og forelægge Parlamentet en ny henstilling;

2.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til det Europæiske Råd, Rådet og medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

• [1]  EUT C 215 af 21.7.2012, s. 4.
• [2]       Vedtagne tekster, P7_TA(2012)0070.
• [3]       Vedtagne tekster, P7_TA(2011)0085.
• [4]       Vedtagne tekster, P7_TA(2011)0330.

BILAG 1: CURRICULUM VITAE FOR YVES MERSCH

Født den 1. oktober 1949 i Luxembourg. Nationalitet: luxembourgsk

Uddannelse

1973   Kandidat i jura

Universitetet Paris 1 Panthéon Sorbonne

1974   Ph.d. i international offentlig ret

Kandidat i statskundskab

Universitetet Paris 1 Panthéon Sorbonne

1975   Ph.d. i statskundskab

Universitetet Paris 1 Panthéon Sorbonne

Karriere

1974              Optaget i advokatsamfundet i Luxembourg

Undervisningsassistent i offentlig ret

Universitetet Paris-Sud 11

1975              Assistent, finansministeriet

1976 - 1978    Udstationeret ved Den Internationale Valutafond (IMF), Washington D.C

1978 – 1979   Attaché, finansministeriet

1980 - 1981    Finansiel rådgiver, Luxembourgs permanente repræsentation ved De Forenede Nationer, New York

1981              Rådgiver i internationale finansielle og monetære relationer, finansministeriet

1983 - 1999    Medlem af rådet ved Luxembourgs monetære institut

(finanstilsynet)

1985 - 1989    Regeringens kommissær på Luxembourgs børs

(værdipapir- og markedstilsynsmyndighed)

1989 - 1998    Direktør i finansministeriet

Finansministerens personlige repræsentant under forhandlingerne om Maastrichttraktaten

Siden 1. juni 1998       Guvernør i Banque Centrale du Luxembourg (anden embedsperiode begyndte den 11. juni 2010)

Medlem af Den Europæiske Centralbanks Generelle Råd og Styrelsesråd

Siden 2000      Formand for den ikkeudbyttegivende forening "The Bridge Forum Dialogue a.s.b.l", som blev stiftet i 2000 med deltagelse af Den Europæiske Unions institutioner og organer hjemmehørende i Luxembourg

Siden 2003      Medlem af det akademiske råd ved "Institut Universitaire International Luxembourg" (IUIL)

Siden 2006      Medlem af bestyrelsen for stiftelsen "Luxembourg School of Finance" (LSF)

Siden 2010      Medlem af “Section des sciences morals et politique de l’Institut Grand-Ducal”

Næstformand i bestyrelsen for International Islamic Liquidity Management Corporation (IILM)

Siden 2011      Valgt som næstformand i den finansielle stabilitetsfonds regionale rådgivende gruppe for Europa

Medlem med stemmeret i bestyrelsen for Det Europæiske Udvalg for Systemiske risici

Medlem af Den Europæiske Centralbanks revisionsudvalg

Formand for “Fondation de la Banque centrale du Luxembourg”, en fond, som støtte forskning og videregående uddannelse inden for den luxembourgske centralbanks aktivitetsområder

Andre officielle poster

Har repræsenteret Luxembourg i følgende organer:

–         De Europæiske Fællesskabers Monetære Udvalg (stedfortræder fra 1982 til 1985, fuldgyldigt medlem fra 1989 til 1998)

–         Den Internationale Valutafond (IMF) (stedfortrædende direktør)

–         Verdensbanken (stedfortrædende direktør)

–         Den Europæiske Bank for Genopbygning og Udvikling (EBRD) (stedfortrædende direktør)

–         Den Europæiske Investeringsbank (EIB) (bestyrelsesmedlem)

–         Europarådets Udviklingsbank (bestyrelsesmedlem)

–         Den Internationale Landbrugsfond (IFAD) (direktør)

Administrator som statens repræsentant i bestyrelserne for følgende organer:

–         ARBED S.A (stål)

–         Société Européenne de Satellites (SES) (satellittjenester)

–         Entreprise des Postes et Télécommunications (post- og telekommunikationsvirksomheden)

–         Société Nationale des Habitations à Bon Marché (det nationale boligselskab)

–         Banque et Caisse d'Epargne de l'Etat

Formand for eksportkreditforsikringskontoret (Office du Ducroire)

Formand for fonden til bekæmpelse af narkotikahandel

Næstformand i banken "Société nationale de crédit et d’investissement"

Ordener

Yves Mersch er officer i Æreslegionen (Frankrig) og officer af 1. grad i Anerkendelseskorset (Letland).

BILAG 2: YVES MERSCHS SVAR PÅ SPØRGESKEMAET

A. Personlig og faglig baggrund

1. Beskriv de vigtigste aspekter af Deres faglige erfaring med hensyn til monetære, finansielle og erhvervsmæssige spørgsmål.

2. Beskriv de vigtigste aspekter af Deres erfaring på europæisk og internationalt plan.

Vedrørende både spørgsmål 1 og 2:

Gennem hele min erhvervskarriere har jeg fokuseret på monetære og finansielle spørgsmål. Dette gælder de forskellige stillinger, jeg har haft som embedsmand, og som ansat i centralbanker, altid i en europæisk og international sammenhæng.

Siden maj 1998 har jeg været direktør for Luxembourgs centralbank, som blev oprettet i forbindelse med euroens indførelse og oprettelsen af ECB og Eurosystemet.

I den egenskab er jeg også medlem af Den Europæiske Centralbanks (ECB) Generelle Råd og Styrelsesråd. Jeg har været stemmeberettiget medlem af Det Europæiske Råd for Systemiske Risici siden dets oprettelse i 2011. Styrelsesrådet udnævnte mig til ECB's revisionsudvalg i juli 2011.

I 2011 blev jeg valgt som medformand for Forummet for Finansiel Stabilitets regionale rådgivningsgruppe for Europa.

Jeg blev udnævnt til næstformand for styrelsesrådet for International Islamic Liquidity Management Corporation i 2010.

Mens jeg fungerede som undervisningsassistent ved universitetet Paris-Sud, blev jeg optaget i det luxembourgske advokatsamfund. Et år senere indledte jeg min karriere i finansministeriets budgetafdeling, inden jeg tog til Washington for at arbejde i Den Internationale Valutafond. Jeg kom tilbage til finansministeriet, hvor jeg arbejdede med skatte- og afgiftsanliggender og strukturpolitik.

I 1980 blev jeg udstationeret i udenrigsministeriet, hvor jeg blev medlem af Luxembourgs permanente repræsentation ved FN i New York. I årene herefter dækkede jeg områderne monetære anliggender og internationale finansrelationer som rådgiver ved finansministeriet. I 1985 blev jeg statens kommissær på Luxembourgs børs, derefter direktør for finansministeriet i 1989, en stilling, som jeg besad gennem næsten 10 år.

Jeg har bestridt adskillige poster inden for virksomheder og institutioner. Jeg var bl.a. medlem af bestyrelsen for Den Europæiske Investeringsbank, Luxembourgs monetære institut, Arbed S.A., Société Européenne de Satellites, den statslige sparekasse, post- og telekommunikationsvæsenet og det nationale boligselskab.

Jeg har også været direktør for eksportkreditforsikringen, direktør for kontoret for bekæmpelse af narkotikasmugling og vicedirektør i Luxembourgs nationale udviklingsbank.

Desuden har jeg været direktør for Den Internationale Landbrugsfond og vicedirektør for Verdensbanken samt for Den Europæiske Bank for Genopbygning og Udvikling. Jeg har også været medlem af det europæiske Monetære Udvalg og formand for gruppen af personlige repræsentanter for EU's finansministre, som udformede pagten om Den Monetære Union i Maastrichttraktaten.

Ud over mine faglige erfaringer har jeg været formand for den ikkeudbyttegivende forening "The Bridge Forum Dialogue a.s.b.l", siden denne blev stiftet i 2000. Den Europæiske Unions institutioner og organer hjemmehørende i Luxembourg deltager i dette forum for at udveksle synspunkter inden for rammerne af den europæiske integration.

3. Hvilke er de vigtigste beslutninger, De har været med til at træffe i Deres karriere?

Jeg har haft det privilegium at deltage i mange forhandlinger og forberede beslutninger vedrørende økonomiske og finansielle spørgsmål på nationalt, europæisk og internationalt plan. Jeg vil gerne nævne et par stykker, som jeg anser for vigtige.

Som personlig repræsentant for Luxembourgs finansminister var jeg formand for redaktionsgruppen under forhandlingerne om Maastrichttraktaten.

Under min tjenestetid ved IMF var jeg vidne til overgangen til det nye monetære system som fastlagt i anden ændring af artiklerne for IMF.

Jeg har været leder af Banque Centrale du Luxembourg, siden dens oprettelse i 1998.

Jeg har været medlem af ECB's Styrelsesråd og Generelle Råd uden afbrydelse euroens indførelse og bidraget til gennemførelsen af ECB's mandat.

Jeg betragter især de udfordringer, der fulgte med finanskrisen og den offentlige gældskrise som en vigtig erfaring. Siden kriserne brød ud, har jeg været involveret i de beslutninger, som ECB's Styrelsesråd har truffet med henblik på at afbøde følgerne for finanssektoren og realøkonomien i euroområdet.

4. Besidder De nogen erhvervsmæssige eller finansielle poster, eller er De underlagt nogen andre forpligtelser, der kan vise sig uforenelige med Deres eventuelle arbejdsopgaver, eller er der nogen andre faktorer af personlig eller anden art, som Parlamentet bør tage i betragtning i behandlingen af deres kandidatur?

Nej.

5. Hvilke vejledende principper vil De følge i embedsperioden på otte år som medlem af ECB's Direktion?

Jeg anser det for min fornemmeste pligt fuldt ud at overholde det mandat, som ECB har fået tildelt gennem traktaten.

Ifølge traktaten er det ECB's primære målsætning at opretholde prisstabilitet på mellemlang sigt for euroområdet som helhed og – uden at det går ud over prisstabiliteten – at støtte de generelle økonomiske politikker i EU.

Desuden har ECB i henhold til traktaten et andet ledende princip, nemlig igen uden at det går ud over prisstabiliteten at bidrage til det finansielle systems stabilitet.

Jeg vil i overensstemmelse med ECB's beføjelser handle uafhængigt i euroområdets og hele EU's almene interesse. Dette indebærer, at jeg som medlem af ECB's Direktion ikke må optræde som repræsentant for den medlemsstat, jeg er statsborger i.

Desuden sætter jeg egenskaber som kompetence, integritet, gennemsigtighed og ansvarlighed meget højt.

Jeg er overbevist om, at kollegial beslutningstagning og en yderst professionel indstilling er vigtige aktiver for ECB.

B. ECB's pengepolitik

6. Mener De, at vi kan komme til at tidspunkt, hvor vi er nødt til at vælge mellem at have lav inflation eller afvikle euroområdet? Hvilket alternativ ville De foretrække i en sådan situation?

Den Monetære Union i Europa er baseret på enighed om, at en situation med lav inflation er det bedste bidrag, som pengepolitikken kan yde til økonomisk vækst, jobskabelse, social samhørighed og finansiel stabilitet. For at opretholde støtten til den fælles valuta og euroområdets integritet er det derfor særdeles vigtigt, at ECB opfylder sit mandat om at sikre prisstabilitet.

I traktaten gives ECB ikke blot et klart mandat til at opretholde prisstabilitet, men der fastsættes også klare grænser for, hvad ECB må gøre. Jeg mener, at det at finde løsninger på strukturelle økonomiske problemer eller finanspolitiske ubalancer ligger uden for en centralbanks indsatsområde og i stedet skal løses gennem hensigtsmæssige økonomiske politikker og finanspolitikker.

I den henseende har regeringerne i euroområdet givet udtryk for, at de er fast besluttet på at gøre, hvad der skal til, for at løse den nuværende offentlige gældskrise i euroområdet og at bevare euroen. Denne beslutsomhed bekræftes gennem de opmuntrende fremskridt med at genoprette en forsvarlig finanspolitik rundt om i euroområdet, og det er hensigtsmæssigt at gennemføre strukturreformer for at genoprette konkurrenceevnen, navnlig i de mere sårbare medlemsstater, gennem en beslutsom indsats. Og denne forpligtelse afspejles også i de europæiske lederes vilje til at gå videre med institutionelle reformer på europæisk plan med henblik på at få ØMU til at svare fuldt ud til monetær union.

Samtidig har ECB's monetære politik under krisen været et effektivt middel til at beskytte mod endnu dårligere resultater. Jeg føler mig overbevist om, at ECB's politiske strategi på det pengepolitiske område er meget velegnet til at løse udfordringerne under den nuværende krise. Velfunderede inflationsforventninger i en situation med lavt inflationspres har givet ECB mulighed for at sænke rentesatserne til et meget lavt niveau, hvilket understøtter den økonomiske vækst. Desuden har ECB gennemført en række utraditionelle pengepolitiske foranstaltninger for at støtte transmissionsprocessen for pengepolitikken med henblik på at opretholde prisstabilitet og derved støtte kreditstrømmen til realøkonomien og ligeledes euroens stabilitet i euroområdets finansielle system.

7. Hvad mener De om heterogeniteten i de monetære forhold i euroområdet og indvirkningen heraf på ECB's fælles pengepolitik?

Selv om en vis grad af national differentiering i de økonomiske og finansielle forhold er et normalt træk i en monetær union, er heterogeniteten blevet større i euroområdet under krisen. Især de pengepolitiske forhold er blevet stadig mere fragmenterede landene imellem. Pengemarkederne er blevet lammet, især på tværs af landegrænserne. Standsningen af de finansielle strømme på tværs af grænserne har hæmmet udviklingen på penge- og kreditområdet i adskillige lande i euroområdet. Det er udfordrende for gennemførelsen og videreførelsen af den fælles monetære politik.

Den nuværende grad af heterogenitet afspejler finanspolitiske, makroøkonomiske og finansielle ubalancer, der er akkumuleret over tid i flere lande i euroområdet samt et forskelligt tempo for afhjælpningen af disse ubalancer. Disse ubalancer skyldes især et højt gældsniveau i den offentlige og den private sektor og sårbarhed inden for den finansielle sektor. Genopretningen af konkurrenceevnen i disse lande kræver betydelige relative prisjusteringer. Der er ligeledes behov for forsvarlige struktur- og finanspolitikker for at sikre en bæredygtig udvikling af væksten.

ECB's pengepolitik er beregnet på at opretholde prisstabilitet i euroområdet som helhed. En række utraditionelle pengepolitiske foranstaltninger, som er indført under krisen, har bidraget til at sikre en mere homogen transmission af pengepolitikken i hele euroområdet med henblik på at opretholde prisstabilitet. Når man kigger fremad, kan pengepolitikken ikke være en varig løsning på de underliggende årsager til forskelligheden. Mens ECB's politikker kan bidrage til at sikre en mere glidende tilpasningsproces og give et midlertidigt pusterum, kan de ikke træde i stedet for de nødvendige strukturelle justeringer af eurolandenes økonomier. De fremtidige politiske foranstaltninger skal føre til forbedringer på en række forskellige områder samt forbedrede styringsrammer. Det haster mest med at gennemføre det, man allerede har besluttet som faser i udviklingen i retning af den videre integration.

Som ECB's formand var inde på ved pressekonferencen den 2. august, mener Styrelsesrådet, at den finansielle fragmentering udgør en hindring for, at pengepolitikken kan fungere effektivt. Vi gennemgik forskellige symptomer på fragmenteringen af det finansielle marked under vores diskussioner. De omfatter andelen af grænseoverskridende lån på pengemarkedet, som faldt fra 60 % frem til medio 2011 til 40 % i dag. De ikkeindenlandske indeståender mellem banker ligger på deres laveste niveau siden begyndelsen af 2008 for adskillige landes vedkommende. Den stigende anvendelse af likviditetsskabende operationer inden for eurosystemet i visse lande er en yderligere illustration af denne segmentering. Der har i de seneste år været en betydelig stigning i brugen af indenlandsk sikkerhedsstillelse i ECB's refinansieringsoperationer. Andelen af grænseoverskridende anvendelse af sikkerhedsstillelse inden for euroområdet ligger på omkring 20 % i dag sammenlignet med 50 % i 2006. Der er store udsving i de generelle reporenter på sikkerhedsstillelse mellem periferien af euroområdet og den offentlige gæld i kernelandene, som startede i slutningen af 2011. Der findes mange andre tegn på fragmentering af pengepolitikken. Jeg er enig med formanden i, at vi er nødt til at afhjælpe denne fragmentering.

8. Mener De, at bankerne i euroområdet har haft for stor tillid til ECB's likviditetsforanstaltninger?

ECB ændrede sin tildelingspolitik til en udbudsprocedure med fast sats og fuld tildeling i oktober 2008 som følge af dårligt fungerende pengemarkeder i euroområdet og den hastigt svindende tillid til de finansielle markeder på verdensplan, efter at den amerikanske investeringsbank Lehman Brothers gik konkurs. I henhold til denne tildelingspolitik fastlægges størrelsen af reserverne hos centralbankerne, som bankerne ligger inde med i de enkelte perioder, af disse bankers samlede efterspørgsel ved disse auktioner. Stor efterspørgsel på indgriben fra centralbankerne og den fortsat store usikkerhed har betydet, at der fra bankernes side er stor efterspørgsel på kredit inden for eurosystemet, som overstiger likviditetsbehovet inden for selve banksektoren. I øjeblikket er der tegn på en usædvanlig høj grad af segmentering på pengemarkederne i euroområdet, som i stigende grad følger landegrænserne, og dette har ført til en meget omfattende indgriben fra centralbankernes side og en overskydende likviditet på omkring 800 mia. EUR. Men bankerne og endda hele banksystemer bag dette store samlede tal er særdeles heterogene. I visse lande kan der findes enkeltstående tilfælde af uforholdsmæssig stor brug af finansiering inden for eurosystemet.

Samlet set mener jeg, at man i de enkelte banker skal holde øje med behovet, navnlig for at undgå, at usunde forretningsmodeller breder sig. Samlet set er dette behov snarere en afspejling af graden af segmentering af pengemarkedet og presset på finansmarkederne, som i øjeblikket er meget stort.

Det er navnlig sammenhængen mellem det offentlige og bankerne, der gør det vanskeligt for banksystemer i lande med en mere usikker budgetsituation at opretholde eller genoprette markedsadgang på rimelige vilkår. Derfor vil jeg også gerne understrege, at det er meget vigtigt at sikre troværdige forbedringer af budgetdynamikken, også med henblik på at nedbringe banksystemernes afhængighed af centralbanken i nogle medlemsstater. Usikkerhed på grund af lovgivningsændringer kan også bidrage til en uforholdsmæssig stor afhængighed af indgriben fra centralbankens side.

9. Hvordan bør ECB, uden at tilsidesætte målsætningen om prisstabilitet, efter Deres opfattelse efterkomme sine sekundære forpligtelser i henhold til traktaten (med hensyn til at bidrage til økonomisk vækst og fuld beskæftigelse), og hvilke instrumenter kan ECB i den forbindelse gøre brug af?

Hovedmålet for Eurosystemet er at opretholde prisstabilitet som fastlagt i traktatens artikel 127. ECB's Styrelsesråd har sat tal på dette mål ved at sigte mod at holde inflationen under, men tæt på 2 % på mellemlang sigt.

Denne definition tager også højde for behovet for at støtte "[..] den overordnede økonomiske politik i Fællesskabet med henblik på at bidrage til gennemførelsen af Fællesskabets mål som fastlagt i artikel 2 i EF-traktaten". Jeg er fast overbevist om, at prisstabilitet i sig selv er det bedste bidrag, som pengepolitikken kan yde til at fremme gunstige betingelser for bæredygtig økonomisk vækst og understøtte Fællesskabets overordnede økonomiske politikker.

Den styrker prismekanismens funktion og fremmer effektiviteten af ressourcetildelingen. Prisstabilitet mindsker ligeledes merprisen på inflationsrisikoen i de lange rentesatser og bevarer forbrugernes, lønmodtagernes, pensionisternes og opsparernes købekraft.

Desuden bidrager den mellemlange horisont for ECB's pengepolitik til at fastforankre inflationsforventningerne, idet man samtidig reagerer korrekt på økonomiske og finansielle chok, der rammer økonomien i euroområdet, og ligeledes tager hensyn til, at det tager et stykke tid for pengepolitikken at arbejde sig gennem økonomien. Et klart eksempel på betydningen af den mellemlange horisont er den førte pengepolitik under den aktuelle finanskrise. Trods inflationsrater, der ligger over 2 % i de kommende måneder, har ECB med sin beslutning i begyndelsen af juli 2012 vist, at man er parat til at bringe renterne ned på historisk lave niveauer samtidig med et faldende inflationspres for den horisont, der er relevant for politikken.

Endelig har ECB indført en række utraditionelle pengepolitiske foranstaltninger for at løse problemer i transmissionsmekanismen. Disse foranstaltninger blev især indført på baggrund af usikkerhed og begrænsninger med hensyn til bankernes markedsbaserede finansiering, som virkelig truede med at undergrave bankernes udlån og skabe pres i retning af en bredt baseret reduktion af gearing. I denne forbindelse var ECB's foranstaltninger rettet mod at støtte kreditstrømmen til husholdninger og virksomheder for at opfylde vores primære opgave, som er at opretholde prisstabilitet, men samtidig har de også ydet et vigtigt bidrag til at understøtte den økonomiske vækst og beskæftigelsen i euroområdet.

10. Hvilke roller, relationer og udfordringer står ECB og den kommende europæiske stabilitetsmekanisme (ESM) efter Deres mening over for? Mener De, at ECB har brug for flere nye instrumenter for at kunne håndtere krisen i euroområdet?

ECB og den fremtidige ESM har klart definerede og adskilte ansvarsområder. ECB's primære og altovervejende mål er at fastholde prisstabiliteten i euroområdet, mens ESM får ansvaret for at bevare den finansielle stabilitet i euroområdet som helhed. De to institutioners mål – det ene pengepolitisk, det andet finanspolitisk – supplerer hinanden, idet prisstabilitet er en nødvendig forudsætning for en bred makrofinansiel stabilitet, og finansiel stabilitet understøtter en glidende transmission af pengepolitikken til realøkonomien og bidrager derfor til prisstabilitet.

Begge institutioner er udstyret med redskaber til at opfylde deres mandat. ECB opretholder prisstabilitet gennem ændringer af bankens rentepolitik – dens standardredskab – og utraditionelle foranstaltninger til løsning af andre fejlfunktioner i transmissionsmekanismen for pengepolitikken. ESM har instrumenter til sin rådighed, der kan bruges til at sikre den finansielle stabilitet og forhindre spredning af problemer, herunder lån og lånefaciliteter, der fungerer som en sikkerhedsforanstaltning for medlemsstaterne i euroområdet, køb af statsgældsbeviser på det primære og sekundære marked samt lån til rekapitalisering af finansielle institutioner. ESM-støtte er underlagt visse betingelser.

ECB's rolle inden for den fremtidige ESM-ramme er klart defineret i ESM-traktaten. Forud for en beslutning om at yde ESM-støtte vil ECB foretage en vurdering af, om den finansielle stabilitet i euroområdet som helhed er truet, og fastslå finansieringsbehovet for det berørte ESM-medlem samt samarbejde med andre institutioner for at forhandle om og overvåge aftalememoranda med nærmere oplysninger om de politiske betingelser. Desuden vil ECB vurdere, om der er tale om exceptionel turbulens på finansmarkedet og risici for den finansielle stabilitet, der kan gøre det nødvendigt for ESM at foretage opkøb på det sekundære marked. Desuden har ECB og EFSF underskrevet en agentaftale, der giver ECB tilladelse til at foretage markedsoperationer på EFSF's vegne, og en tilsvarende aftale forventes indgået med ESM.

For så vidt angår instrumenter til løsning af krisen i euroområdet råder ECB over alle de redskaber, som banken har behov for, til at opretholde prisstabilitet i henhold til sit mandat og inden for rammerne af traktaten. Pengepolitikken skal ikke anvendes til at håndtere de mere generelle aspekter af krisen i euroområdet, som skal løses gennem målrettede foranstaltninger fra euroområdets medlemsstater.

På sit møde den 2. august sagde ECB's Styrelsesråd, at regeringerne skal være klar til at aktivere EFSF/ESM på obligationsmarkedet, når der er tale om usædvanlige omstændigheder på finansmarkedet og risici for den finansielle stabilitet – på stringente og effektive betingelser i henhold til de fastlagte retningslinjer.

Regeringernes overholdelse af deres forpligtelser og EFSF/ESM's opfyldelse af deres rolle er nødvendige forudsætninger. Som formanden erklærede på pressekonferencen den 2. august, kan Styrelsesrådet inden for sit mandat om at opretholde prisstabilitet på mellemlang sigt og under overholdelse af sin uafhængighed ved fastlæggelsen af pengepolitikken foretage deciderede markedsoperationer i en størrelsesorden, der er tilstrækkelig til at nå målet. I denne forbindelse vil man tage højde for private investorers bekymring vedrørende prioritering. Desuden kan Styrelsesrådet overveje at gennemføre yderligere utraditionelle pengepolitiske foranstaltninger, der er bestemt af, hvad der kræves for at rette op på transmissionen af pengepolitikken. Enhver overbevisende markedsaktivitet er imidlertid afhængig af en troværdig køreplan for yderligere integration på det finanspolitiske, finansielle og politiske område.

11. Hvordan vil De sikre gennemsigtighed i programmet om værdipapirmarkeder og køb af særligt dækkede obligationer?

ECB offentliggør de udestående beløb for SMP og CBPP2 hver uge.

12. ECB har gennemført utraditionelle pengepolitiske operationer gennem de seneste fire år. Vil De analysere dette som en vigtig støtte til banksektoren? Hvis ja, hvilket beløb er der da tale om? Hvad ser De som tidsplanen for, at ECB vil opgive de aktuelle utraditionelle foranstaltninger?

Hovedformålet med de utraditionelle foranstaltninger, som ECB har gennemført, er at bidrage til en velfungerende transmissionsmekanisme for pengepolitikken. ECB sigtede f.eks. mod at yde refinansieringsstøtte til balancerne hos bankerne i euroområdet gennem sine langsigtede refinansieringsoperationer med en løbetid på tre år samt gennem sin fuldstændige tildelingsprocedure i alle operationer. Som ECB's formand gav udtryk for under sin høring i Europa-Parlamentets Økonomi- og Valutaudvalg, var disse foranstaltninger blevet nødvendige som følge af stigende præmier på likviditetsrisici, der skyldtes øget usikkerhed og volatilitet på finansmarkederne, og fordi bankerne i euroområdet stod over for stadig større udfordringer med refinansieringen af deres forretning. ECB's foranstaltninger har bidraget til at sænke disse præmier og har stabiliseret finansieringen af bankerne, og begge foranstaltninger kan anses for at have til formål at mindske forvridningen af markedet.

Man har indført disse utraditionelle foranstaltninger for at sikre transmissionen af den fælles pengepolitik, der har til formål at opretholde prisstabilitet i euroområdet. Som alle pengepolitiske foranstaltninger påvirker de bankernes og andre økonomiske aktørers balance, og dette er et led i transmissionsprocessen.

De utraditionelle foranstaltninger opretholdes, så længe det er nødvendigt. Som følge af deres kraftige indvirkning på markedspriserne er det meget vigtigt nøje at overvåge, hvordan situationen udvikler sig, og hvorvidt der fortsat er behov for dem, for at undgå mulige negative bivirkninger af foranstaltningerne. Disse foranstaltninger er midlertidige, både hvad angår deres karakter og udformning. Deres nytteværdi overvåges regelmæssigt.

13. Hvilken rolle mener De, at internationale kreditvurderinger bør spille i ECB's politik? Mener De, at ECB skal acceptere alle statsobligationer fra euroområdet som værdipapirer?

Eurosystemet tager hensyn til mange træk ved vurderingen af godkendte aktivers kreditstandarder som sikkerhed i forbindelse med pengepolitiske operationer. Vurderinger fra kreditvurderingsselskaberne er en vigtig faktor, men ikke det eneste input, når man skal vurdere aktivernes kvalitet og garantere en høj grad af risikobeskyttelse. Når der f.eks. er tale om lande, der gennemgår et IMF-EU-tilpasningsprogram, spiller ECB's vurdering af programmet og landets overholdelse af programmet en stor rolle.

Eurosystemets rammer for kreditvurdering er udformet med henblik på at sikre en hensigtsmæssig risikobeskyttelse for Eurosystemet i forbindelse med dets pengepolitiske operationer. Heri fastsætter man de standarder, som ECB anvender for værdipapirer, herunder statsobligationer fra landene i euroområdet. Eurosystemet kan begrænse brugen af værdipapirer, afvise værdipapirer eller indføre supplerende haircuts på dem på grundlag af oplysninger, som man anser for relevante, hvis dette er nødvendigt for at sikre, at risikotagningen inden for de pengepolitiske operationer er tilstrækkelig.

Jeg støtter G20's engagement i at reducere afhængigheden af kreditvurderingsbureauer, hvilket EP's Økonomi- og Valutaudvalg gentagne gange har opfordret til i forbindelse med en revision af EU's regulering af kreditvurderingsbureauer. Så vidt jeg ved, arbejder Eurosystemet aktivt i denne retning, navnlig ved at styrke sin egen interne risikovurderingskapacitet og ved at styrke evnen til at udvise rettidig omhu i forbindelse med eksterne kreditvurderingssystemer. Dette skal gennemføres gradvist, således at man internt kan udvikle et troværdigt og hensigtsmæssigt alternativ til vurdering af kreditværdighed.

14. Hvad er Deres vurdering af succesen med initiativet for inddragelse af den private sektor med henblik på at omstrukturere den græske gæld? Hvordan kan vi sikre os, at dette ikke bliver nødvendigt igen?

Omstruktureringen af den græske offentlige gæld, der blev gennemført i marts-april 2012, betød, at den udestående offentlige gæld blev nedbragt med 106 mia. EUR eller 50 % af BNP.

Dette resultat blev hjulpet på vej af brugen af kollektive foranstaltninger, der bidrog til at nå en deltagelsesprocent på 96 %. Men mens denne omstrukturering af gælden bidrog til at genoprette bæredygtigheden for den offentlige gæld i Grækenland, kan man i sidste ende kun nå dette mål, hvis de græske myndigheder udviser beslutsomhed med gennemførelsen af det økonomiske tilpasningsprogram. Efter godkendelsen af det andet program for Grækenland gik gennemførelsen af politikken desværre nærmest i stå, mens de makroøkonomiske udsigter forværredes yderligere. Disse faktorer har haft negative følger for bæredygtigheden af den græske gæld. I øjeblikket skal den nye regering prioritere at få programmet tilbage på sporet. Jeg mener ikke, at det vil være nyttigt med en diskussion om endnu en runde med omstrukturering af gælden på nuværende tidspunkt. For det første vil denne diskussion yderligere undergrave den græske regerings incitamenter til at gennemføre programmet. Og for det andet vil det også muligvis kunne undergrave incitamenterne til finanspolitisk konsolidering og strukturelle reformer i andre følsomme lande i euroområdet.

15. Hvad er Deres vurdering af de øgede Target2-forpligtelser og tilgodehavender blandt ECB-medlemmerne?

Target2-forpligtelser og tilsvarende Target2-tilgodehavender på balancen hos de nationale centralbanker i euroområdet er vokset kraftigt under finanskrisen. Dette skyldes, at banksystemerne i nogle lande står over for udbetalinger, der ikke opvejes af indkommende betalinger og ikke kan udlignes med midler, som kan hentes på markedet. Kompensationen kommer i stedet fra låntagning mod sikkerhedsstillelse fra de nationale centralbanker. Samtidig har lande, hvortil der er indgående betalinger, Target2-tilgodehavender.

Target2-balancerne afspejler Eurosystemets støtte, der sikrer, at solvente bankers likviditet ikke begrænses, og at kapitalen kan flyde frit mellem medlemsstaterne. Target2-ubalancer i det nuværende omfang kan undgås, hvis den ødelæggende sammenhæng mellem bankerne og deres regeringer, hvor svage banker trækker regeringerne ned og omvendt, ophæves, dvs. at bankerne bliver virkeligt europæiske på længere sigt. Hvis der oprettes en troværdig finansiel markedsunion, der ledsages at en velfungerende finanspolitisk aftale og en procedure for makroøkonomiske ubalancer, vil Target2-ubalancerne blive langt mindre udtalte.

Disse ubalancer kan også påvirkes ved at sammenlægge infrastrukturer, der fungerer på internationalt plan, som befinder sig i nogle få lande.

16. Hvilket tempo mener De, at de nye medlemsstater skal følge i deres tiltrædelse af Den Monetære Union og indførelse af euroen, i betragtning af samtlige konvergenskrav og deltagelsen i valutakursmekanismen (ERM II)?

Det siges meget klart i traktaten: Der skal opnås en "høj grad af bæredygtig konvergens", inden et land kan indføre euroen. Dette betyder, at det ikke er tilstrækkeligt med en simpel, mekanisk læsning af konvergenskriterierne i artikel 140 i traktaten. Vi har behov for en vurdering af holdbarheden af indførelsen af euroen. Hvis den økonomiske konvergens ikke er bæredygtig, vil landene efterhånden opleve problemer som tab af konkurrenceevne og/eller cykler med opsving-nedgang. Erfaringerne i euroområdet har til fulde vist, hvor vigtigt det er med en nøje vurdering af et lands parathed til at indføre euroen baseret på troværdige statistikker. Dette gælder også deltagelsen i ERM II, som er en nødvendig forudsætning for indførelsen af euroen. Medlemsstaterne skal vise, at de kan opretholde prisstabilitet, finanspolitisk disciplin og konkurrenceevne og undgå større ændringer af vekselkursen.

Samlet set varierer tempoet for euroens indførelse fra land til land, eftersom det afhænger af den grad af konvergens, man har opnået. For de nye medlemsstater, der endnu ikke har indført euroen (dvs. Bulgarien, Tjekkiet, Letland, Litauen, Ungarn, Polen og Rumænien) foretog Kommissionen og Den Europæiske Centralbank deres seneste vurdering i konvergensrapporterne for 2012, som blev offentliggjort den 30. maj. På daværende tidspunkt opfyldte ingen af disse lande alle de økonomiske og juridiske kriterier for euroens indførelse.

17. Hvad er Deres holdning til initiativet "BNP og mere"?

Det er en vigtig opgave for politikerne at satse på at maksimere velfærden for deres borgere på en bæredygtig måde. I denne henseende er det vigtigt konstant at stræbe efter den størst mulige velfærd, og dette bør hilses velkommen. Som det fremgår af forhandlingerne i Økonomi- og Valutaudvalget, kan forskellige foranstaltninger være egnede, afhængigt af det pågældende mål. Fordelen ved BNP-foranstaltningen er, at den på en forholdsvis god måde indfanger et lands makroøkonomiske aktivitet. Det er hensigtsmæssigt, når man analyserer den økonomiske aktivitet eller i forbindelse med en anden økonomisk variabel som f.eks. det offentlige gældsniveau.

Derfor er det vigtigt med statistikker for BNP (og for potentielt output) af høj kvalitet. Men det forekommer naturligt at supplere rene output-mål som f.eks. BNP med andre indikatorer, når man skal vurdere befolkningens samlede velfærd, navnlig i et lidt længere perspektiv. Sådanne indikatorer bør bl.a. omfatte miljøets tilstand, social samhørighed eller sundhedssystemet. Oplysningerne fra den igangværende undersøgelse af husholdningernes økonomi og forbrug i Eurosystemet vil bidrager med interessante nye oplysninger vedrørende de fordelingsmæssige aspekter af gæld og rigdom.

18. Hvad bliver efter Deres mening de vigtigste udfordringer for europæiske statistiske system i næste årti?

Finanskrisen for nylig har vist, hvor vigtigt det er, at de europæiske statistikker er rettidige, pålidelige og af høj kvalitet. Det er sandsynligt, at statistikker vil få endnu større betydning for den politiske beslutningstagning. Det bliver nødvendigt at sikre troværdigheden af de officielle økonomiske og finansielle statistikker i Europa for at understøtte en integreret økonomisk styringsramme i EU samt en overordnet makroøkonomisk overvågning med henblik på at kunne vurdere en bæredygtig og afbalanceret vækst i G20. Derfor bliver der behov for sammenlignelige landedata af høj kvalitet og mere opdelte data. De netop opdaterede internationale statistikstandarder vil skulle gennemføres på en koordineret måde i hele EU. Lige så vigtigt er troværdigheden – og uafhængigheden – af de institutioner, der udarbejder disse statistikker, og at resultaterne formidles til og er let tilgængelige for offentligheden som et gratis offentligt gode.

De europæiske statistikker udvikles, udarbejdes og formidles af både det europæiske statistiske system (ESS) og Det Europæiske System af Centralbanker (ESCB). Eurostat og EU's nationale statistiske institutter, ESS, vil komme til at stå over for udfordringerne med at styrke deres kvalitetsstyringssystemer baseret på den reviderede adfærdskodeks for europæiske statistikker og deres uafhængighed. Alle EU-lande vil skulle underskrive de planlagte forpligtende indsatser. Desuden vil ESS skulle samarbejde endnu tættere med ESCB inden for de vellykkede rammer i Udvalget for Penge-, Kreditmarkeds- og Betalingsbalancestatistik (CMFB), hvor man koordinerer og strømliner dataindsamlings- og produktionsprocesserne. Dette bør bidrage til at opretholde – eller endda forbedre – statistikkernes kvalitet, idet man samtidig nedbringer de samlede udgifter til udarbejdelse af europæiske statistikker.

C. Synspunkter vedrørende EU's økonomiske politik

19. Hvad bør man gøre for at bringe krisen til ophør?

Krisen skal både løses på nationalt niveau – gennem finanspolitisk konsolidering og strukturelle reformer, der skal styrke vækstpotentialet – og på europæisk niveau – gennem forbedret styring og integration.

For at bekæmpe krisen er man nødt til at løse dens grundlæggende årsager: uforholdsmæssig stor offentlig gældsætning, utilstrækkelig konkurrenceevne og uønskede udviklinger inden for den finansielle sektor. Derfor skal stater med stor gæld nedbringe forholdet mellem deres gæld og BNP på mellemlang sigt under fuld overholdelse af de forstærkede styringsrammer inden for EU. Dette er så meget desto vigtigere, fordi en kraftig gældsætning hos staterne i sig selv er en hæmsko på væksten. For at begrænse de potentielle indledningsvise negative virkninger på væksten bør den finanspolitiske konsolidering være fokuseret på større udgiftseffektivitet og på at undgå uberettigede nedskæringer i de offentlige investeringer. En sådan troværdig finanspolitisk justering på mellemlang sigt vil styrke tilliden på de finansielle markeder og føre til lavere risikopræmier. Dette vil smitte af ned gennem den private sektor og efterhånden skabe større vækst.

Den nødvendige omfattende finanspolitiske konsolidering i Europa skal i langt større udstrækning obligatorisk ledsages af strukturreformer, der har til formål at øge den potentielle vækst og forbedre de nationale økonomiers evne til at optage chok. De fleste af de lande, der i øjeblikket er under pres fra de finansielle markeder, er allerede begyndt at indføre vigtige reformer. Mens yderligere foranstaltninger til nedbringelse af de eksisterende stivheder på produkt- og arbejdsmarkederne forekommer særligt politisk udfordrende i en situation med dæmpet vækst, er de uundgåelige, hvis man ønsker at opnå bæredygtig vækst på mellemlang og lang sigt.

Derfor bør konkurrencen styrkes yderligere på produktmarkederne, ikke mindst med gennemførelsen af det indre marked, og lønningerne skal justeres på en fleksibel måde, der afspejler forholdene og produktiviteten på arbejdsmarkedet.

Desuden skal den bæredygtige produktivitetsfremgang fremmes bl.a. ved at styrke mulighederne for investeringer i forskning og udvikling samt ved at sikre høj kvalitet inden for uddannelse og livslang læring. Sådanne foranstaltninger er ligeledes vigtige med henblik på at styrke den ikkeprisbaserede konkurrenceevne. Sammen med forbedringer af den prisbaserede konkurrenceevne vil sådanne foranstaltninger fremme medlemsstaternes eksportresultater og styrke virksomheder, der konkurrerer med importvarer, og derved lette indførelsen af den nødvendige nye balance, hvor der fortsat findes makroøkonomiske ubalancer.

For at sikre vækst, stabilitet og fremgang på en bæredygtig måde er der behov for en beslutsom udvikling i retning af en ægte økonomisk og monetær union. Forslagene fra formanden for Det Europæiske Råd i tæt samarbejde med formanden for Kommissionen, Eurogruppen og ECB, som blev fremlagt i juni 2012, peger i den rigtige retning. Selv om krisen har givet anledning til den nødvendige styrkelse af den regelbaserede finanspolitiske ramme, er der behov for yderligere skridt i retning af en finanspolitisk union for at sikre, at alle landene i euroområdet – og euroområdet som helhed – til enhver tid fører bæredygtige finanspolitikker. Euroområdet skal også bevæge sig i retning af en integreret ramme for den økonomiske politik for at øge det kollegiale pres over for landene med henblik på at få dem til at gennemføre de nødvendige strukturelle reformer.

Desuden er der behov for reformer af den finansielle sektor i de fleste medlemsstater. Det politiske engagement i at indføre en ensartet tilsynsordning i henhold til artikel 127, stk. 6, i TEUF skal gennemføres i praksis.

Endelig er det meget vigtigt, at den dybere integration i ØMU ledsages af øget ansvarlighed, navnlig i forhold til Europa-Parlamentet, for at sikre processens demokratiske legitimitet.

20. Hvad ville udstedelsen af stabilitetsobligationer/euroobligationer betyde for den økonomiske styring i euroområdet? Har De nogen præferencer blandt løsningsmodellerne i Kommissionens grønbog?

Indførelsen af euroobligationer eller ethvert andet fælles gældsinstrument, der indebærer store gensidige finanspolitiske forpligtelser, er stærkt afhængig af en hensigtsmæssig planlægning af de forskellige led. Dette kan kun lade sig gøre, efter at landene har overført en betydelig grad af finanspolitisk suverænitet til EU-niveau med henblik på at indføre en ægte økonomisk union i euroområdet. Uden en sådan suverænitetsoverførsel og indførelse af effektiv økonomisk styring vil fælles gældsudstedelse savne troværdighed, skabe en situation med moralsk risiko og medføre risiko for at svække forsvarlige finanspolitikker, der er væsentlige i en økonomisk og monetær union. Forsvarlige finanspolitikker bidrager også til Eurosystemets indførelse af prisstabilitet.

Med den korrekte rækkefølge af foranstaltninger giver fælles gældsudstedelse ikke desto mindre også muligheder for finansiel integration og markedsfunktion samt for finansiel stabilitet. Når der er indført en troværdig finanspolitisk union med den rette demokratiske legitimitet, vil jeg betragte fælles udstedelse af offentlig gæld blandt medlemsstater i euroområdet som et muligt supplement.

21. Hvad er efter Deres opfattelse de vigtigste mål i strategien for vækst og beskæftigelse frem til 2020? Hvordan vil ECB og instrumenterne til økonomipolitisk koordinering kunne bidrage til strategiens succes? Nævn i prioriteret rækkefølge de strukturreformer, som efter Deres mening er vigtige i EU, og begrund Deres valg.

Medlemsstaterne skal styrke deres økonomiers vækstpotentiale, som har været forholdsvis beskedent og faldende i de fleste europæiske lande i de foregående år, på en bæredygtig måde. For at opnå dette skal medlemsstaternes økonomiske politik understøtte innovation, skabe et erhvervsvenligt klima og styrke konkurrenceevnen ved at mindske de eksisterende stivheder på produkt- og arbejdsmarkederne. Et sådant miljø ville skabe optimale forhold for bæredygtig økonomisk vækst og jobskabelse.

Den aftalte Europa 2020-strategi og Euro Plus-pagten, som en lang række EU-lande har forpligtet sig til at overholde, sætter fokus på vigtige områder med strukturreformer, som landene skal forfølge. Prioriteringerne inden for de strukturelle reformer er i høj grad landespecifikke og varierer fra EU-land til EU-land. Ikke desto mindre er der behov for vækstfremmende strukturreformer i form af ambitiøse reformer, der styrker fleksibiliteten og konkurrenceevnen på produkt- og arbejdsmarkederne i de fleste medlemsstater og navnlig i euroområdet, hvor den væsentligste justeringsmekanisme er pris- og lønfleksibilitet. Arbejdsmarkedsreformer skal sikre, at lønningerne udvikler sig i henhold til produktiviteten, eftersom de har direkte indvirkning på landenes konkurrenceevne. Lønfleksibilitet er særligt nødvendig i perioder med dæmpet produktivitetsvækst. Med henblik på at lette dette bør bestemmelser om automatisk lønindeksering afskaffes, lovgivningen vedrørende sikkerhed i ansættelsen gennemgås nøje, og aftaler på virksomhedsniveau styrkes. Desuden bør ændringer af arbejdsløshedsforsikringssystemerne og aktive arbejdsmarkedspolitikker lette omfordelingen af ressourcer til mere konkurrencedygtige virksomheder og sektorer. For produktmarkedernes vedkommende bør man hurtigst muligt tage stilling til de uforholdsmæssigt høje priser inden for beskyttede brancher. Der er behov for at udvise mod over for privilegerede gruppers lobbyvirksomhed og sektorinteresser med henblik på at øge konkurrencen og ligeledes for at åbne lukkede professioner og liberalisere indvandringen. Uforholdsmæssigt store overskud er særligt fremherskende inden for indenlandsk orienterede servicesektorer.

Der skal ydes bistand til innovation gennem investeringer i forskning og udvikling, men også i videregående uddannelse og livslang læring. Faglig uddannelse har vist sig at være særligt vellykket i visse medlemsstater, som ønsker at holde ungdomsarbejdsløsheden nede, og dette kan kopieres af lande, som i øjeblikket oplever høje arbejdsløshedstal blandt de unge. Desuden kan erhvervsklimaet forbedres i mange medlemsstater ved at reducere bureaukratiet. Gennemførelsen af disse foranstaltninger er fortsat et centralt ansvarsområde for medlemsstaterne. På baggrund af den nuværende krise, som bl.a. har afsløret svaghederne ved de eksisterende EU-mekanismer for koordinering af den økonomiske politik, bør man undersøge metoder til styrkelse af medlemsstaternes incitamenter til at gennemføre de nødvendige strukturreformer, herunder metoder til styrkelse af et kollegialt pres blandt medlemsstaterne.

Efter min mening kan ECB bedst bidrage til bæredygtig vækst og fremme af langsigtede investeringer inden for den private sektor ved at sikre prisstabiliteten.

22. Hvad er Deres mening om en beskatning af finansielle transaktioner? Tror De, at en afgift på valutatransaktioner i euro kunne have gavnlige virkninger – eksempelvis ved at stabilisere vekselkurserne i de lande, der ønsker at tiltræde euroområdet i fremtiden? Hvad mener De om muligheden for at indføre beskatning af finansielle transaktioner kun i nogle medlemsstater?

Der findes mange forskellige forslag til beskatning af finansielle transaktioner. Beskatning af valutatransaktioner er særligt problematisk, eftersom dette begrænser kapitalens fri bevægelighed. Det seneste forslag fra Kommissionen omfatter ikke valutatransaktioner, men jeg ser stadig adskillige ulemper ved beskatning af finansielle transaktioner. Fortalerne anfører, at beskatning af finansielle transaktioner på samme tid kan (i) mindske volatiliteten på de finansielle markeder, (ii) sikre integriteten på det indre finansielle marked og (iii) skabe indtægter, der kan anvendes til at internalisere udgifterne til banksanering. Selv om alle disse mål i sig selv er ønskværdige, tvivler jeg på, at beskatning af finansielle transaktioner kan bidrage til at nå disse mål. Den ønskede reduktion af volatiliteten er f.eks. ikke blevet bekræftet gennem teoretisk eller empirisk forskning. Tværtimod: Ved at hæve transaktionsomkostningerne vil markedslikviditeten blive reduceret.

Desuden er der blevet foreslået mere velegnede politiske instrumenter for hvert af de anførte mål, og disse drøftes i øjeblikket. Visse former for algoritmisk handel kan løses gennem regulering. Midlerne til banksanering kan skaffes på en mere hensigtsmæssig måde gennem afgifter på bankerne

Hvis der indføres en skat på finansielle transaktioner, skal man huske på, at en sådan skat på finansielle transaktioner er belastet af et meget elastisk beskatningsgrundlag, der vil være udsat for mange forskellige former for unddragelse og omgåelse, hvis den ikke gennemføres på verdensplan. En selektiv indførelse af en skat på finansielle transaktioner vil umuliggøre nogle af de oprindelige målsætninger, navnlig en harmonisering inden for EU's fælles finansmarked.

23. Hvad er Deres syn på Rådets og ECB's rolle i euroområdets eksterne repræsentation?

Rådets og ECB's rolle med hensyn til den eksterne repræsentation udspringer af deres respektive politiske kompetencer, der fastsættes i traktaten. Dette betyder, at ECB har enekompetence til at repræsentere den fælles valutapolitik og sine andre opgaver. Vekselkurspolitikken for euroen er en kompetence, der vedrører både Rådet og ECB. Derimod hører de økonomiske politikker i vid udstrækning stadig under medlemsstaternes kompetence, og de repræsenterer også disse politikker udadtil. Når det er sagt, befinder Europa – og navnlig euroområdet – sig i øjeblikket i en proces, hvor man forstærker sine økonomiske styringsstrukturer betydeligt. Med tiden bør denne proces afspejles i en styrket koordinering af den eksterne repræsentation af disse politikker på globalt plan. I denne forbindelse er artikel 138 i TFEU en metode til at sikre fælles repræsentation i spørgsmål af særlig interesse for ØMU i internationale sammenhænge. Men dette er i sidste ende et politisk spørgsmål, og derfor er det op til medlemsstaterne at træffe beslutning om dette.

24. Hvordan ser De på den seneste udvikling i kursforholdet mellem dollaren og euroen?

Med den stadig dybere statsgældskrise i andet halvår af 2011 er euroen faldet i forhold til den amerikanske dollar i en situation med øget kursvolatilitet. Siden juli 2011 er euroen faldet med omkring 15 % i forhold til den amerikanske dollar. Svækkelsen af euroen skyldtes i høj grad den øgede risikosikring på globalt plan kombineret med spændinger på gældsmarkedet i visse lande i euroområdet og forværrede vækstprognoser på globalt plan.

I et langsigtet perspektiv fortsatte euroen med at være en bemærkelsesværdig stabil valuta, også i sammenligning med andre større valutaer. Med en kurs på omkring 1,20-1,25 USD pr. euro lå euroen i juli/august 2012 tæt på sit langsigtede gennemsnit siden indførelsen i 1999. Dette sætter fokus på, at den nuværende krise i euroområdet ikke har bragt valutaens værdi i fare, hverken internt eller eksternt.

25. Hvordan ser De på den seneste udvikling i kursforholdet mellem renminbien og euroen?

Mener De, at centralbankerne er i stand til at bekæmpe en uforholdsmæssigt stor ustabilitet på en effektiv måde? Mener De, at euroens internationale rolle bør fremmes?

Mens den kinesiske valuta fortsat handles i et forholdsvis snævert bånd i forhold til den amerikanske dollar, afhænger udviklingen af kursen mellem den kinesiske renminbi/EUR i høj grad af euroens udvikling i forhold til den amerikanske dollar. Den kinesiske RMB's fald på hen ved 4 % i forhold til euroen i begyndelsen af året var i denne henseende et resultat af euroens fald i forhold til den amerikanske dollar (5 %), mens RMB faldt med mere end 1 % i forhold til den amerikanske dollar. Siden People's Bank of China (PBoC) meddelte, at man ville udvide båndet for renminbiens daglige udsving i forhold til amerikanske dollars medio april 2012, har RMB's stigning i forhold til amerikanske dollars været ude af kontrol. Mens meddelelsen ikke kan opfattes som et styrket engagement fra PBoC's side i at tillade en mere udtalt stigning, hilses beslutningen velkommen i euroområdet, eftersom større valutamæssig fleksibilitet er en forudsætning for en yderligere åbning af Kinas kapitalbevægelser.

Dette vil forhåbentlig bidrage til at styrke markedsdeltagernes muligheder for prissætning og risikostyring og til at understøtte hårdt tiltrængte reformer af finanssektoren.

Jeg støtter Eurosystemets neutrale holdning om, at den internationale brug af euroen hverken bør forhindres eller fremmes. Den internationale anvendelse af valutaer bør i alt væsentligt være et resultat af en markedsdreven proces. Det internationale samfund har et ansvar for at sikre, at internationaliseringsprocessen for valutaer foregår glidende og ikke i sig selv skaber finansiel ustabilitet. Som det fremgår af euroens forholdsvis stabile vekselkurser i forhold til andre store reservevalutaer, er euroens internationale rolle forblevet forholdsvis stabil gennem hele statsgældskrisen i euroområdet.

26. Hvordan vurderer De G20’s præstationer? Hvad er deres mening om det nuværende koordinationsniveau?

G20 er det vigtigste forum for samarbejde om økonomiske politikker på globalt plan. Det har spillet en særligt vigtig rolle under den globale finanskrise i 2008-09 og nu under den europæiske krise, hvor det har været et forum for udveksling og samarbejde om et bredt spektrum af økonomiske og finansielle temaer. Dermed har G20 overordnet set været en succes, siden den begyndte at spille sin rolle i 2008.

G20's bestræbelser på at styrke det internationale valutasystems funktion er velkomne, og det samme gælder støtten til de centrale byggesten i den globale reform af reguleringsinstrumenter, som gennemføres af Baselkomitéen og FSB.

I den forbindelse glæder jeg mig især over indførelsen af seks regionale rådgivningsgrupper inden for FSB, der har til formål at samle finansielle myndigheder fra både medlemmer og ikke-medlemmer af FSB for at fremme finansiel stabilitet og udveksle synspunkter om sårbarheder, der påvirker de finansielle systemer. FSB annoncerede disse ordninger i november 2010 med henblik på at udvide og formalisere sin rækkevidde uden for medlemsskaren. Jeg har det privilegium at være medformand for den regionale rådgivningsgruppe for Europa sammen med min britiske kollega.

Men succesen med disse internationale bestræbelser vil afhænge af, at de gennemføres på nationalt plan i henhold til rammerne for en stærk, bæredygtig og afbalanceret vækst. Både på europæisk og globalt plan er en beslutsom gennemførelse af politiske forpligtelser af afgørende betydning.

D. Finansiel stabilitet og tilsyn

27. Er De tilhænger af en bankunion? I bekræftende fald, hvilken form bør den da have? Skal ECB spille en rolle i tilsynet med finansielle institutioner, og hvis ja, hvilken? Hvis ja, hvilke ændringer af ansvarligheden bør der indføres? Bør EBA tildeles visse tilsynsbeføjelser?

For at kunne afhjælpe de strukturelle svagheder i den finansielle stabilitetsramme og navnlig for at bryde sammenhængen mellem banksektoren og staten har euroområdet brug for en bankunion med en fælles banktilsynsmyndighed for euroområdet suppleret med europæiske løsninger, der er i overensstemmelse med FSB's centrale principper, og med tiden en indlånsgarantiordning på EU-niveau.

På Det Europæiske Råds møde og topmødet for euroområdet i juni forpligtede stats- og regeringscheferne sig til at aktivere artikel 127, stk. 6, i TEUF og give ECB tilsynsbeføjelser for bankerne i euroområdet.

Efter min mening bør ECB tildeles tilsynsbeføjelser i henhold til følgende principper:

For det første skal tilsynet være baseret på en klar og effektiv adskillelse fra gennemførelsen af politikken for den fælles valuta. ECB's primære mål i henhold til traktaten er at sikre prisstabilitet i euroområdet.

For det andet skal tilsynsansvaret være effektivt og dækkende for at mindske risikoen for at skade omdømmet og de økonomiske risici. Dette indebærer, at ECB's tilsynsområde skal omfatte alle banker i euroområdet, mens selve tilsynsopgaverne skal tilrettelægges på en decentral måde.

For det tredje skal den operationelle gennemførelse af tilsynsopgaverne i videst mulig udstrækning decentraliseres til nationale tilsynsførende. Dette vil sikre tætte forbindelser til de overvågede enheder og ligeledes være i overensstemmelse med nærheds- og proportionalitetsprincipperne. Samtidig bør de nationale tilsynsopgaver gennemføres i tæt samarbejde med ESCB ved at give ECB adgang til alle relevante oplysninger rettidigt og gennem regelmæssige rapporteringsprocedurer.

For det fjerde bør tilsynsopgaverne gennemføres med de nødvendige garantier for uafhængighed. Centralbankernes uafhængighed er vigtig i forbindelse med valutapolitikken og kan ligeledes beskytte tilsynet mod uønsket påvirkning udefra samt mod risikoen for bureaukrati.

Endelig bør tilsynet være underlagt høje standarder for demokratisk ansvarlighed for at sikre tilliden til varetagelsen af denne offentlige funktion i euroområdet. De kanaler, der skal sikre tilsynets ansvarlighed, skal så vidt muligt være adskilt fra de samme kanaler for valutapolitikken.

I forbindelse med forholdet til EBA vil ECB gennemføre tilsynet i overensstemmelse med EU-lovgivningen og i henhold til EBA-standarderne. ECB skal derfor yde ekstra støtte til visse kerneaktiviteter inden for EBA, f.eks. aktiviteter, der fremmer tilsynskonvergensen på EU-niveau. Det vil ikke erstatte nogen af funktionerne hos EBA, kun funktionerne hos de nationale tilsynsførende. Dette betyder, at ECB's kompetencer ikke vil komme i konflikt med EU-lovgivningen eller EBA's rolle.

28. Hvad er deres mening om lovgivningen om enheder i skyggebanksystemet?

Ud fra en tilsynsmæssig synsvinkel er det vigtigt at tage hånd om risiciene i forbindelse med egentlige bankaktiviteter på en omfattende og systematisk måde i stedet for kun at kigge på institutioner, der defineres som regulerede banker. Både inden for FSB og Kommissionen arbejder man på at identificere områder, hvor der kan være behov for en eventuel regulering. Efter min mening kan de lovgivningsmæssige initiativer vedrøre følgende spørgsmål:

For det første er det vigtigt at fremme bankernes hensigtsmæssige risikoforvaltning vedrørende deres eksponering over for skyggebanker og at minimere incitamenter inden for den lovgivningsmæssige ramme, der favoriserer transaktioner med skyggebanker frem for regulerede banker.

Med hensyn til pengemarkedsfonde drøfter man for det andet fortsat, om man skal indføre obligatoriske bestemmelser vedrørende variabel nettoaktivværdi for at begrænse risikoen for stormløb på pengemarkedsfonde. Eurosystemet mener, at der er behov for yderligere foranstaltninger til begrænsning af løbetidsændringer og kreditrisiko.

For det tredje bør man overveje, hvorvidt visse bestemmelser i CRD IV bør anvendes på finansieringsselskaber, der ikke modtager indskud, med henblik på at begrænse mulighederne for fremtidig regelarbitrage for kreditgivere.

For det fjerde vedrører en vigtig del af FSB's arbejde mulige initiativer vedrørende udlånsaktiviteter med i og værdipapirer. Blandt de emner, der behandles, kan nævnes: den procykliske karakter af marginkrav, som anvendes ved finansieringstransaktioner for værdipapirer og risici vedrørende geninvestering og genbrug af klienternes aktiver. FSB vil fremlægge en rapport om disse spørgsmål sidst på året. Denne rapport vil danne grundlag for overvejelser om, hvilke specifikke initiativer der bør gennemføres i EU.

Med hensyn til repomarkederne i almindelighed støtter jeg det seneste forslag fra Eurosystemet om hensigtsmæssige initiativer på EU-niveau i form af en fælles indsats fra de offentlige myndigheder og finansbranchen med henblik på at etablere en central database, der skal sikre bedre viden om finansiering af værdipapirer og repomarkeder. Det er vigtigt at skaffe flere oplysninger om aktiviteterne på repomarkedet, både for gennemførelsen af valutapolitikken og for overvejelser vedrørende finansiel stabilitet.

E. ECB's funktion samt demokratisk kontrol og gennemsigtighed

29. Bør direktionsmedlemmernes forskellige ansvarsområder efter Deres mening ændres med tiden i overensstemmelse med ændringer i ECB's opgaver og prioriteter?

I henhold til rammerne for corporate governance, som fremgår af traktaten statutten for ESCB og ECB, er ECB's Direktion et kollegialt beslutningstagende organ. Ansvaret tildeles Direktionen som helhed og ikke til de enkelte direktionsmedlemmer. Dette giver netop mulighed for at udnytte direktionsmedlemmernes forskellige baggrund og faglige ekspertise. En sådan kombination af færdighed og fremgangsmåder er og har vist sig at være et fantastisk værdifuldt aktiv for enhver institution og så meget desto mere i de udfordrende tider, vi befinder os i i øjeblikket.

Samtidig er der oprettet direkte rapporteringslinjer mellem de enkelte medlemmer af Direktionen og de forskellige ECB-afdelinger for at lette den daglige drift af ECB. De følger porteføljetildelingen mellem direktionsmedlemmerne. Den administrative fordeling af ledelsesansvar foregriber ikke kollektiviteten af Direktionens beslutningsproces. Porteføljefordelingen revideres fra tid til anden.

30. Hvilket system anser De for det mest hensigtsmæssige med henblik på at sikre en ligelig udskiftning af medlemskabet af ECB's direktion, hvad angår nationalitet og køn?

Mangfoldighed er et værdifuldt aktiv. Det giver mulighed for at konfrontere og forene forskellige fremgangsmåder, og derved beriger og styrker det beslutningsprocessen. Derfor er det vigtigt at fremme mangfoldigheden.

Når det er sagt, vedrører de eneste bestemmelser i traktaten og ECB/ESCB's statut vedrørende udnævnelse af medlemmer til ECB's Direktion deres faglige ekspertise og erfaring: "medlemmerne af Direktionen udnævnes "blandt personer, som er værdige i almindeligt omdømme, og som har professionel erfaring i monetære forhold eller i bankvæsen". Den gældende juridiske ramme giver ikke mulighed for at indføre yderligere kriterier ud over dem, der allerede findes i de eksisterende bestemmelser i traktaten.

31. Hvad mener De om behovet for at øge mangfoldigheden, hvad angår direktionsmedlemmernes baggrund, i stedet for udelukkende at ansætte personer, der har erfaring med centralbankledelse?

Hvad er Deres mening om spørgsmålet om "svingdøre" mellem de tilsynsførende og kontrollerende organer og private institutioner på samme område?

Som jeg allerede påpegede i mit svar på det foregående spørgsmål, er mangfoldighed et værdifuldt aktiv, der beriger og styrker beslutningsprocessen. Dette gælder ligeledes mangfoldighed med hensyn til faglig baggrund og erfaring: Det stimulerer til refleksion, beriger opinionsdannelsen og bidrager til en forsvarlig og solid beslutningsproces.

Traktaten indeholder ingen begrænsninger på rekrutteringsgrundlaget for ECB's Direktion til en bestemt profession, men i ECB's egen interesse fokuseres der på kandidaternes viden og erfaring. I traktaten kræves det faktisk, at kandidaterne skal være "personer, som er værdige i almindeligt omdømme, og som har professionel erfaring i monetære forhold eller i bankvæsen", uanset hvor de har fået deres omdømme og indhøstet deres erfaring.

At en centralbankdirektør vælges som medlem af ECB's Direktion betyder ikke, at den pågældende har haft hele sin karriere inden for en centralbank. Mange af os (mig selv inklusive) har tidligere erhvervserfaringer inden for en anden gren af den offentlige sektor (finansministerier), den akademiske verden og/eller den private (finans)sektor. Min juridiske baggrund og uddannelse kan bidrage med et yderligere aspekt til mangfoldigheden i ECB's Direktion.

Risikoen for interessekonflikter, efter at et medlems mandat af ECB's Direktion udløber, behandles i den gældende juridiske ramme. F.eks. tages der i de etiske regler for Styrelsesrådets medlemmer højde for en afkølingsperiode på et år efter en fratrædelse, hvor alle tidligere medlemmer skal undgå alle interessekonflikter, der måtte opstå som følge af alle nye private eller erhvervsmæssige aktiviteter. Desuden forhindrer ansættelsesvilkårene for medlemmerne af ECB's Direktion dem i at acceptere stillinger som medarbejdere, ledere, rådgivere eller konsulenter, både lønnede og ulønnede, i en organisation, der har været modpart i Eurosystemets monetære politik eller transaktioner i udenlandsk valuta.

Dette forbud gælder i et år efter afslutningen på deres mandat og er underlagt Styrelsesrådets beslutninger.

32. Hvad vil være Deres personlige tilgang til den sociale dialog i ECB?

At opretholde en frugtbar dialog mellem medarbejdere og arbejdsgivere er ikke bare vigtigt for personalets motivation, men også for den forsvarlige forvaltning af en organisation.

Jeg er klar over, at ECB hører medarbejderrepræsentanter om ændringer af deres ansættelsesforhold og tilhørende politikker, og jeg er fast besluttet på at støtte denne praksis. Desuden glæder jeg mig som kandidat til ECB's Direktion over den nuværende praksis med at afholde et årligt møde med medarbejderrepræsentanterne samt også ved andre lejligheder afhængigt af ansvar og omstændigheder. Generelt anser jeg det for vigtigt at opretholde tillid og forståelse mellem ECB's repræsentanter og medarbejderrepræsentanterne.

ECB har også en dialog med medarbejderrepræsentanterne i ESCB for at underrette dem om beslutninger, der træffes af ECB's beslutningstagende organer, og som kan have stor indvirkning på ansættelsessituationen i centralbankerne.

33. Ville De være positivt stemt over for en godkendelsesprocedure i Europa-Parlamentet (til trods for de traktatmæssige problemer en sådan ændring ville medføre)?

I henhold til artikel 283 i TEUF er hovedformålet med proceduren for udnævnelse af medlemmer af ECB's Direktion at sikre, at medlemmerne af Direktionen udnævnes "blandt personer, som er værdige i almindeligt omdømme, og som har professionel erfaring i monetære forhold eller i bankvæsen". I traktaten tildeles retten til at foretage udnævnelsen af Det Europæiske Råd, men det kan kun gøre det "efter høring af Europa-Parlamentet".

Bedømt ud fra tidligere og nuværende udnævnelser har det nuværende system været meget velegnet til at levere kandidater, der har varetaget deres pligter på forbilledlig vis. Ud fra dette perspektiv ser jeg ikke nogen særlige tegn på, at denne praksis bør ændres. Men det tilkommer ikke en centralbankdirektør at træffe beslutning om proceduremæssige spørgsmål, der – med rette – udelukkende skal besluttes af traktatens parter.

34. Kan De redegøre for Deres holdning til konceptet demokratisk kontrol i relation til ECB og centralbankvirksomhed generelt?

Demokratisk kontrol er vigtig for at sikre legitimiteten og gennemførelsen af ECB's primære mandat i forhold til de offentlige og politiske myndigheder. Europa-Parlamentet spiller som den eneste direkte valgte parlamentariske europæiske institution en grundlæggende rolle med kontrollere ECB. Kontrolmekanismerne sikrer således, at ECB handler i overensstemmelse med sit mandat. ECB har fået overdraget en stærk uafhængighed gennem traktaten baseret på en viden om, at en sådan ordning er bedst egnet til at sikre prisstabilitet.

Samtidig er ECB forpligtet til at overholde de højeste standarder for ansvarlighed over for befolkningen i almindelighed, Europa-Parlamentet samt deltagerne på de finansielle markeder, og dette rækker langt ud over de lovgivningsmæssige forpligtelser i de regelmæssige rapporteringsaktiviteter. Som det vigtigste udgiver ECB en årsberetning, en månedlig bulletin, ugentlige finansielle erklæringer og en lang række supplerede rapporter og forskningsdokumenter, der stilles til rådighed for den brede offentlighed på ECB's websted. På ECB's websted kan offentligheden desuden finde juridiske udtalelser fra ECB, retsakter vedrørende ECB – f.eks. vedrørende pengepolitiske operationer, en større samling af statistikker samt detaljerede oplysninger for brugere med særlige interesser. En gang om måneden forklarer ECB sine pengepolitiske beslutninger på en pressekonference og besvarer spørgsmål fra journalister, hvilket er en enestående åben og gennemsigtig tilgang til kommunikation for en centralbank. ECB's engagement i ansvarlighed og gennemsigtighed illustreres også af de talrige taler, som Styrelsesrådet holder. Jeg er en varm tilhænger af ECB's fremgangsmåde med tidstro, regelmæssige og omfattende forklaringer af sine pengepolitiske vurderinger og beslutninger. Informationsteknologi såsom internettet er en værdifuld mulighed for at stille information til rådighed for et stort publikum med en meget lav udgift.

Europa-Parlamentet udøver som den eneste direkte valgte parlamentariske europæiske institution kontrol med ECB. En gang om året vedtager Europa-Parlamentet en betænkning om ECB's årsberetning, som offentliggøres den dag, der forelægges for Europa-Parlamentet.

I den kvartalsvise monetære dialog aflægger ECB's formand rapport om de pengepolitiske foranstaltninger. Efter min mening har denne dialog været meget frugtbar som en forklaring af ECB's politiske foranstaltninger gennem hele krisen. Gentagne gange gav høringerne anledning til en bred offentlig debat om foranstaltninger til afhjælpning af de økonomiske udfordringer.

De nationale centralbanker befinder sig i en tilsvarende situation i deres forhold til de nationale parlamenter i henhold til deres juridiske rammer. I min egenskab af direktør for BCL har jeg erfaring i at efterkomme opfordringer fra nationale parlamenter om at fremlægge synspunkter om den økonomiske situation, finansiel stabilitet, den finanspolitiske position, strukturelle spørgsmål osv.

35. Hvilke konklusioner drager De af sammenligningen af de gennemsigtighedspolitikker, der følges af USA's Federal Reserve Bank og ECB? Hvad er Deres holdning til offentliggørelse af protokollerne, som praktiseres af Fed og Bank of England? Mener De, at denne politik kan anvendes af ECB?

En gennemsigtig pengepolitik sikrer offentligheden information, som er relevant, når man ønsker at opnå en bedre forståelse og vurdering af centralbankens pengepolitik. Gennemsigtighed hjælper borgerne med at overvåge og evaluere centralbankens resultater. Desuden hjælper den offentligheden med at danne sig forventninger om centralbankens fremtidige politiske kurs, hvilket letter gennemførelsen af centralbankens mandat. Derfor er gennemsigtig kommunikation og samspil med offentligheden i dag bredt anerkendt som noget, der styrker pengepolitikkens troværdighed, forudsigelighed og effektivitet. ECB har lige fra starten understreget, at gennemsigtighed er et vigtigt element i dens tilgang til pengepolitikken, idet den fremlægger og forklarer sine politiske beslutninger for den brede offentlighed på en åben, klar og rettidig måde.

ECB annoncerede en formel strategi for pengepolitikken med en kvantitativ definition af prisstabilitet. Desuden forklares de politiske beslutninger af ECB's formand på en månedlig pressekonference, i pressemeddelelser og i mange andre publikationer fra ECB. Man kan med rimelighed sige, at Fed's metode i vid udstrækning er sammenfaldende med ECB's praksis. I januar 2012 præciserede Fed, at en inflation på over 2 % på længere sigt nu anses for at være i bedst overensstemmelse med Fed's mandat. Denne definition af prisstabilitet svarer udmærket til ECB's definition om at holde inflationen under, men tæt på 2 %. I 2011 begyndte direktøren Ben Bernanke også at afholde pressekonferencer efter nogle af møderne i Federal Open Market Committee, en praksis – og jeg husker udmærket denne bevidste beslutning – som ECB allerede indførte i sin første tid, dvs. i 1998.

Gennemsigtighed hjælper ikke bare centralbanken med at varetage sit mandat mere effektivt, men giver også bedre muligheder for at stille den til ansvar for dens handlinger. Men eftersom centralbankerne har forskellige redskaber til at forbedre deres kommunikation, skal de vælge den mest hensigtsmæssige kommunikationskanal afhængigt af omstændighederne. Især de pengepolitiske udvalg kan være underlagt forskellige ordninger med hensyn til ansvarlighed. Mens mange udvalg er underlagt et system med kollektivt ansvar (Fed og ECB), er andre baseret på de politiske beslutningstageres individuelle ansvar, som Bank of England. Begge metoder har fordele og ulemper og påvirker centralbankens kommunikation. Mens offentliggørelsen af protokoller for de pengepolitiske drøftelser kan hjælpe offentligheden med bedre at kunne forudsige de kommende rentesatser, skal denne fordel afvejes mod risikoen for, at offentligheden på samme måde tillægger individuelle holdninger større betydning end de relevante økonomiske argumenter og de flertalsbeslutninger, der netop træffes i mangel af en politisk union.

For ECB's vedkommende fastsættes det i traktaten, at Styrelsesrådets møder skal være fortrolige. Denne bestemmelse har til formål at sikre, at Styrelsesrådets medlemmer kan træffe pengepolitiske beslutninger i fuld uafhængighed, og at sikre udvalgets kollektive ansvarlighed. Disse omstændigheder retfærdiggør, at ECB leverer information, der er fokuseret på Styrelsesrådets kollektive vurdering. Formandens månedlige "indledende redegørelse" giver offentligheden et udførligt referat af den vurdering af den økonomiske udvikling, som er relevant for politikken. Den månedlige pressekonference, som afholdes umiddelbart efter de enkelte pengepolitiske møder, omfatter en spørgetid og muliggør en rettidig og upartisk forklaring af de pengepolitiske diskussioner og beslutninger.

Desuden offentliggør ECB også på sit websted sidst på måneden et sammendrag af de beslutninger, som Styrelsesrådet har truffet på andre områder end det pengepolitiske. Eftersom der stilles omfattende og tidstro information og forklaringer til rådighed for offentligheden, kan jeg ikke se nogen tungtvejende grunde til at ændre den nuværende praksis.

36. Hvordan vurderer De den monetære dialog med Europa-Parlamentet? Kan medlemmerne af ECB's direktion drøfte pengepolitik og sine beslutninger med andre politiske aktører, eller vil dette skade bankens uafhængighed?

De nuværende ordinære kvartalsvise høringer er en af de centrale mekanismer i den demokratiske kontrol med ECB. De letter kommunikationen mellem Europa-Parlamentets medlemmer og ECB og har på det seneste i forbindelse med krisen givet mulighed for værdifulde diskussioner om potentielle løsninger. De giver også ECB en vigtig mulighed for at forklare den underliggende logik og årsagerne til de gennemførte foranstaltninger. Derfor er den kvartalsvise pengepolitiske dialog et vigtigt kommunikationsværktøj over for såvel Parlamentet som befolkningen i almindelighed. Samtidig med at der skal opretholdes effektive arbejdsforhold med andre politiske organer som Eurogruppen og ØKOFIN-Rådet, navnlig i forbindelse med løsningen på finanskrisen og statsgældskrisen, er det meget vigtigt, at Europa-Parlamentet fortsat er den eneste institution, som skal kontrollere ECB. I lyset af ECB's mandat om at bevare prisstabiliteten i hele euroområdet er Europa-Parlamentet den rette institution til at varetage den demokratiske ansvarlighed i form af den pengepolitiske dialog.

37. Hvad mener De, er de største risici og udfordringer, ECB står overfor?

Euroområdet står i øjeblikket over for en krise med flere facetter, og de enkelte elementer hænger tæt sammen – yderst volatile statsgældsmarkeder, en ustabil finanssektor og lav eller negativ vækst i adskillige af medlemsstaterne. Derfor står ECB over for adskillige betydelige udfordringer.

Det centrale i ECB's ansvarsområde er gennemførelsen af pengepolitikken med henblik på at sikre prisstabiliteten i euroområdet som helhed.

Det er bekymrende, at krisen har forhindret den korrekte transmission af ECB's pengepolitiske holdninger til medlemsstaternes økonomier. Mere specifikt overføres de pengepolitiske rentesatser ikke til økonomien på samme måde som før krisen. Som reaktion har ECB gjort brug af utraditionelle pengepolitiske foranstaltninger med henblik på at understøtte transmissionsmekanismen og sikre, at rentesatserne videreføres korrekt til realøkonomien. Der er behov for konstant overvågning, og ECB skal, når det er nødvendigt, træffe modige foranstaltninger for at sikre, at mandatet gennemføres.

Eftersom krisen påvirker landene rundt om i euroområdet på forskellig vis, har vi også set stigende forskelle i de økonomiske indikatorer rundt om i euroområdet. I denne situation med stigende heterogenitet skal ECB blive ved med at udføre sit mandat med at sikre prisstabiliteten i euroområdet som helhed. ECB's omhyggeligt udformede politiske svar har bidraget til at mindske heterogeniteten i de finansielle forhold, givet mulighed for en differentieret indførelse af utraditionelle foranstaltninger rundt om i euroområdet og lettet transmissionen af pengepolitikken. Ikke desto mindre vil heterogenitet fortsat være en politisk udfordring for ECB, så længe euroområdet fortsat er sårbart.

Der findes navnlig fortsat risici for euroområdets finansielle stabilitet som følge af den vedvarende statsgældskrise og samspillet med banksektoren. I henhold til ECB's mandat om at bevare prisstabiliteten har man handlet hurtigt og beslutsomt for at skaffe likviditet til bankerne i euroområdet i en periode med øget usikkerhed. Dette har i vid udstrækning forhindret likviditetsproblemer i at blive til solvensproblemer og dermed understøttet den finansielle stabilitet. Men de relevante myndigheder skal tage sig af mere grundlæggende ubalancer i banksystemet. Der er behov for en beslutsom indsats fra de politiske beslutningstagere for at sikre en finansiel markedsunion i euroområdet med henblik på at sikre banksystemet et forsvarligt fodfæste fremover. Indførelsen af en fælles tilsynsmekanisme er et vigtigt skridt i denne henseende.

Endelig har den aktuelle krise afsløret svagheder i ØMU'ens styringsrammer. De politikker, som de europæiske stater har ført, var uforenelige med medlemskab af en valutaunion og har i visse tilfældet undergravet de finansielle markeders tillid til de nationale budgetters bæredygtighed. I mange tilfælde har den finanspolitiske konsolidering og strukturreformerne inden krisen været utilstrækkelige. Det haster med at indføre en kraftigt forbedret europæisk økonomisk styringsramme. Selv om der er gjort betydelige fremskridt – styrkelsen af stabilitets- og vækstpagten, indførelsen af det europæiske halvår, vedtagelsen af den finanspolitiske aftale og indførelsen af en europæisk kriseløsningsmekanisme – skal der gøres mere endnu. Ud over at oprette en finansiel markedsunion skal euroområdet gøre fremskridt i retning af integrerede politiske rammer for finanspolitikken og den økonomiske politik samt i retning af en politisk union med henblik på at sikre processens politiske legitimitet. I sidste ende skal regeringerne i euroområdet dele langt mere suverænitet over deres økonomiske politik, finanspolitik og finansielle markedspolitik med det europæiske niveau.

RESULTAT AF DEN ENDELIGE AFSTEMNING I UDVALGET

Dato for vedtagelse	22.10.2012
Resultat af den endelige afstemning	+: –: 0:	20 13 12
Til stede ved den endelige afstemning - medlemmer	Burkhard Balz, Elena Băsescu, Sharon Bowles, Leonardo Domenici, Derk Jan Eppink, Diogo Feio, Markus Ferber, Elisa Ferreira, Ildikó Gáll-Pelcz, Sven Giegold, Sylvie Goulard, Liem Hoang Ngoc, Syed Kamall, Wolf Klinz, Jürgen Klute, Rodi Kratsa-Tsagaropoulou, Philippe Lamberts, Werner Langen, Astrid Lulling, Hans-Peter Martin, Ivari Padar, Alfredo Pallone, Anni Podimata, Olle Schmidt, Edward Scicluna, Peter Simon, Theodor Dumitru Stolojan, Kay Swinburne, Sampo Terho, Marianne Thyssen, Corien Wortmann-Kool, Pablo Zalba Bidegain
Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere	Jean-Pierre Audy, Pervenche Berès, Saïd El Khadraoui, Sari Essayah, Robert Goebbels, Roberto Gualtieri, Danuta Maria Hübner, Sophia in ‘t Veld, Olle Ludvigsson, Thomas Mann, Sirpa Pietikäinen, Gianni Pittella, Nils Torvalds
Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere, jf. art. 187, stk. 2	Julie Girling, Charles Goerens, Erminia Mazzoni