Indeks 
 Forrige 
 Næste 
 Fuld tekst 
Forløb i plenarforsamlingen
Forløb for dokumenter :

Indgivne tekster :

RC-B6-0086/2006

Forhandlinger :

PV 01/02/2006 - 12
CRE 01/02/2006 - 12

Afstemninger :

PV 02/02/2006 - 8.8
CRE 02/02/2006 - 8.8
Stemmeforklaringer

Vedtagne tekster :


Vedtagne tekster
PDF 122kWORD 44k
Torsdag den 2. februar 2006 - Bruxelles
Resultatet af valget i Palæstina og situationen i Mellemøsten samt Rådets afgørelse om ikke at offentliggøre rapporten om Østjerusalem
P6_TA(2006)0041RC-B6-0086/2006

Europa-Parlamentets beslutning om resultatet af det palæstinensiske valg og situationen i Østjerusalem

Europa-Parlamentet,

-   der henviser til sine tidligere beslutninger om Mellemøsten, særlig beslutning af 27. januar 2005(1),

-   der henviser til resultatet af det palæstinensiske parlamentsvalg den 25. januar 2006,

-   der henviser til erklæringen fra Den Europæiske Unions valgobservationsmission og erklæringen fra Europa-Parlamentets observatørdelegation,

-   der henviser til Mellemøst-kvartettens erklæring af 30. januar 2006,

-   der henviser til Rådets konklusioner af 30. januar 2006 om fredsprocessen i Mellemøsten,

-   der henviser til forretningsordenens artikel 103, stk. 4,

A.   der henviser til, at det palæstinensiske parlamentsvalg blev afholdt på meget tilfredsstillende vis med høj valgdeltagelse og overholdelse af den palæstinensiske valglovs bestemmelser og under Den Palæstinensiske Centrale Valgkommissions auspicier,

B.   der henviser til, at det internationale samfund, Mellemøst-kvartetten (FN, USA, EU og Rusland) og Den Europæiske Union fuldt ud støttede valgets afholdelse,

C.   der henviser til, at valget ifølge EU's valgobservationsmission udgjorde endnu en vigtig milepæl i opbygningen af demokratiske institutioner under Den Palæstinensiske Centrale Valgkommissions effektive, professionelle og uafhængige forvaltning,

D.   der henviser til, at valgets afholdelse har skabt en model for regionen og klart demonstreret det palæstinensiske folks engagement i demokrati,

E.   der henviser til, at bistanden fra EU og andre internationale donorer har afgørende betydning for dækningen af det palæstinensiske folks basale behov,

F.   der henviser til, at det er vigtigt kraftigt at tilskynde alle de parter, der er berørt af situationen efter valget, til at afstå fra enhver handling, som kan føre til øget spænding,

G.   der henviser til, at Rådet har besluttet ikke at offentliggøre den rapport om Østjerusalem, der er udarbejdet af lederne af EU's repræsentationer i Jerusalem og Ramallah,

1.   glæder sig over den gnidningsløse og fredelige afvikling af valget og navnlig over den store valgdeltagelse; mener, at denne store valgdeltagelse er et bevis på det palæstinensiske folks vilje til at forme deres egen fremtid ved hjælp af demokratiske midler;

2.   mener, at valgkampagnen og afviklingen af valgdagen var i overensstemmelse med internationale normer og glæder sig over det tilsynsarbejde, der udføres af Den Europæiske Unions valgobservationsmissioner;

3.   respekterer resultatet af valget og tager til efterretning, at Den Palæstinensiske Myndigheds præsident, Mahmoud Abbas, har forpligtet sig til at arbejde for dannelsen af en ny regering, som respekterer internationale bestemmelser og afviser vold; opfordrer det nye Palæstinensiske Lovgivende Råd og den kommende regering til utvetydigt at anerkende staten Israels ret til at eksistere samt til at afstå fra alle former for terrorisme og forpligte sig til at anvende princippet om fredelige forhandlinger med det mål at skabe en tostatsløsning og til at samarbejde med Mellemøst-kvartetten;

4.   opfordrer det nye palæstinensiske parlament og den kommende regering og Israels parlament og regering til at påtage sig deres ansvar i denne situation;

5.   opfordrer Mellemøst-kvartetten til straks at gøre en kraftig indsats for at fremme en dialog og forhandlinger mellem palæstinensere og israelere; mener, at "køreplanen for fred" stadig er et konstruktivt grundlag, men understreger behovet for at nå positive og konkrete resultater,

6.   påpeger, at valgresultatet, der medførte en dybtgående ændring og radikalisering af den politiske arena i Palæstina, primært er et udtryk for det palæstinensiske folks ønske om en gennemgribende ændring og samtidig afspejler deres vanskelige levevilkår under besættelse og er et kraftigt udtryk for kritik af den tidligere regerings handlinger;

7.   mener, at det internationale samfund for at forebygge en yderligere radikalisering bør fokusere på de mange uløste spørgsmål i den israelsk-palæstinensiske konflikt;

8.   bekræfter, at dets tilsagn om fortsat at være den største bidragsyder til Den Palæstinensiske Myndighed og om også fremover at yde støtte til den økonomiske udvikling og demokratiske proces i Palæstina vil afhænge af, hvor tydeligt den nye regering giver udtryk for sin afstandtagen fra vold og sin anerkendelse af Israel; bekræfter endvidere, at det er fast besluttet på at arbejde for fred og på at samarbejde med enhver regering, som går ind for anvendelse af fredelige midler;

9.   giver udtryk for sin støtte af EU's nuværende ESFP-mission i Gaza, som har til opgave at gennemføre den aftale om flytning og associering, der er indgået mellem den israelske regering og Den Palæstinensiske Myndighed med det formål at sikre og behørigt forvalte grænsen til Egypten, og beslutter nøje at følge missionens arbejde;

10.   noterer sig konklusionerne i den rapport om Østjerusalem, der er udarbejdet af lederne af EU's repræsentationer i Jerusalem og Ramallah, og som beskriver situationen i Østjerusalem, navnlig følgerne af opførelsen af muren, og kommer med konkrete henstillinger vedrørende håndteringen af de nuværende problemer; beklager, at Parlamentet ikke blev orienteret om rapportens indhold;

11.   bekræfter, at striden om Østjerusalem er en del af konflikten som helhed og stadig er et forhandlingsemne, navnlig mellem de to parter; kræver, at den diskriminerende behandling af palæstinensiske indbyggere bringes til ophør, og at de palæstinensiske institutioner i Østjerusalem genåbnes;

12.   pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen, Den Palæstinensiske Myndigheds præsident og det nyvalgte Palæstinensiske Lovgivende Råd, Israels premierminister og Knesset, den amerikanske regering, Den Russiske Føderations regering og FN's generalsekretær.

(1) EUT C 253 E af 13.10.2005, s. 35.

Juridisk meddelelse - Databeskyttelsespolitik