Europa-Parlamentets beslutning om situationen i Belarus forud for præsidentvalget den 19. marts 2006
Europa-Parlamentet
,
- der henviser til sine tidligere beslutninger om situationen i Belarus, særlig af 10. marts 2005 om Belarus(1)
, af 7. juli 2005 om den politiske situation og mediernes uafhængighed i Belarus(2)
og af 29. september 2005 om Belarus(3)
,
- der navnlig henviser til sin beslutning af 5. juli 2001 om Belarus(4)
, som blev vedtaget forud for præsidentvalget i 2001, og til rapporterne fra den parlamentariske trojka bestående af medlemmer af Europa-Parlamentet, Europarådets Parlamentariske Forsamling og OSCE's Parlamentariske Forsamling af 16. oktober 2000 om den politiske situation i Belarus efter parlamentsvalget den 15. oktober og af 4. oktober 2001 om præsidentvalget i 2001 samt til resolution af 26. januar 2006 fra Europarådets Parlamentariske Forsamling om situationen i Belarus umiddelbart før præsidentvalget,
- der henviser til, at dets Sakharov-pris for tankefrihed i december 2004 blev tildelt det belarussiske journalistforbund,
- der henviser til de konklusioner om Belarus, som Rådet udsendte efter sin samling den 30. januar 2006, og til Den Europæiske Unions og De Forenede Staters erklæring af 3. februar 2006 om deres forbindelser med Belarus,
- der henviser til valgbehovsvurderingen i missionsrapporten af 31. januar 2006 fra OSCE's Kontor for Demokratiske Institutioner og Menneskerettigheder (ODIHR),
- der henviser til forretningsordenens artikel 103, stk. 2,
A. der henviser til, at der afholdes præsidentvalg i Belarus den 19. marts 2006,
B. der henviser til, at præsident- og parlamentsvalget i 2000, 2001 og 2004 i Belarus ifølge EU, Europarådet og OSCE ikke levede op til de internationale standarder,
C. der henviser til, at de belarussiske myndigheder lægger hindringer i vejen for uafhængige kandidaters kampagne ved f.eks. at give dem meget kort tid til at føre kampagne, pålægge yderst lave finansieringslofter, i ekstrem grad begrænse deres adgang til både offentlige og private medier og gøre dem afhængige af lokale myndigheder med hensyn til udpegning af steder, hvor de kan holde valgmøder, hvorimod den siddende præsident har praktisk talt ubegrænset adgang til medierne,
D. der henviser til, at repræsentanter for oppositionen er næsten helt udelukket fra at deltage i valgkommissioner,
E. der henviser til, at en række ledende oppositionsmedlemmer er blevet interneret efter retssager baseret på tvivlsomme anklager, hvilket skaber skævheder i valgprocessen og bekræfter, at retssystemet i Belarus misbruges i politisk øjemed, og at landets domstole ikke er uafhængige,
F. der henviser til, at de belarussiske myndigheder har vedtaget nye bestemmelser, som begrænser såvel belarussiske borgeres frihed til at rejse til udlandet som udlændinges frihed til at besøge Belarus,
G. der henviser til, at de belarussiske myndigheder har iværksat en kampagne, hvor de beskylder visse demokratiske lande, som støtter oppositionen, for at destabilisere den politiske situation i landet og hverve spioner,
H. der finder det yderst betænkeligt, at den belarussiske økonomiske højesteret den 20. december 2005 besluttede at omgøre en tidligere afgørelse og på ny pålægge den belarussiske Helsinki-komité (BHC) strenge sanktioner, herunder meget store bøder, efterbetaling af skat og fornyede trusler om strafforfølgning mod BHC's formand og kasserer,
I. der understreger, at Belarus, der er det eneste europæiske land, som EU endnu ikke har mindst en partnerskabs- og samarbejdsaftale med, politisk står stadig mere isoleret,
J. der henviser til, at situationen for uafhængige medier og ytringsfrihed i Belarus er blevet yderligere forværret, og at den belarussiske befolkning derfor ikke får de informationer, der er nødvendige for frit at kunne danne sig politiske meninger og tage demokratisk stilling ved det kommende valg,
K. der henviser til, at Kommissionen har iværksat et nyt projekt, der har til formål at støtte demokrati og informationsfrihed i Belarus, herunder oprettelse af radiostationer, der sender på belarussisk og russisk,
L. der henviser til, at Europarådets Parlamentariske Forsamling har foreslået Europa-Parlamentet og OSCE at fastlægge en fælles strategi for Belarus,
M. der henviser til, at der ikke er konstateret nogen forbedringer med hensyn til efterforskningen af personers "forsvinden", ytringsfriheden, forsamlingsfriheden eller mindretallenes rettigheder,
N. der henviser til, at adskillige internationale institutioner, som Belarus er et fuldt accepteret medlem af, herunder OSCE's Kontor for Demokratiske Institutioner og Menneskerettighederog OSCE's Parlamentariske Forsamling, er blevet indbudt til at sende observatører til præsidentvalget, men at Europa-Parlamentet og Europarådets Parlamentariske Forsamling ikke - i modsætning til hvad der var tilfældet ved præsidentvalget i 2001 - har modtaget en sådan indbydelse og begge har fået meddelelse om, at de ikke vil modtage nogen indbydelse til at sende observatører til valget,
1. beklager den fortsatte forværring af den politiske situation og de fortsatte krænkelser af det belarussiske folks borger- og menneskerettigheder; fordømmer på det kraftigste de vilkårlige overgreb på medier, journalister, medlemmer af oppositionen, menneskerettighedsforkæmpere og mindretal; fordømmer den belarussiske højesterets beslutning om at opløse den belarussiske børne- og ungdomsorganisation;
2. finder det yderst foruroligende, at forberedelserne til valget, ifølge de seneste rapporter med en vurdering af vilkårene for præsidentvalget, finder sted på baggrund af øgede restriktioner for civilsamfundet, de uafhængige medier og de politiske oppositionspartier, som efter parlamentsvalget i 2004 ikke længere er repræsenteret i det belarussiske parlament;
3. udtrykker sin solidaritet med og støtte til alle de belarussere, som kæmper for et uafhængigt, åbent og demokratisk Belarus baseret på retsstatsprincipperne;
4. opfordrer de belarussiske myndigheder til nøje at overholde de internationale standarder i forbindelse med forberedelserne til præsidentvalget i marts 2006, ved registreringen og kontrollen af kandidater i løbet af kampagnen og under selve valget;
5. fordømmer den nyligt vedtagne "antirevolutionslov", som bl.a. sætter de belarussiske myndigheder i stand til at fængsle enhver, der mistænkes for at træne eller for at finansiere træning af folk i deltagelse i gadeprotester, samt enhver, der mistænkes for at fortolke situationen i Belarus forkert eller informere om den i et fremmed land eller en international organisation; opfordrer indtrængende de kompetente belarussiske myndigheder til endnu en gang at overveje deres beslutning og forkaste det "antirevolutionære" lovforslag;
6. understreger, at følgende kriterier må opfyldes, hvis præsidentvalget skal kunne anerkendes som værende frit og demokratisk:
-
fuld gennemsigtighed med hensyn til alle valgprocessens aspekter, navnlig hvad angår registreringen af kandidater, valgkommissionernes sammensætning og optællingen af stemmer
-
lige vilkår for alle kandidater, navnlig hvad angår adgang til massemedierne, særlig de elektroniske medier, og de øvrige muligheder for at organisere deres valgkampagne
-
alle statslige instanser og regeringsinstanser skal afstå fra enhver handling, der kan betragtes som chikanering af kandidater eller disses slægtninge eller tilhængere
-
garanti for, at alle, der deltager i observationen af præsidentvalget (navnlig ikke-kandidatrelateret observation) og i rekruttering og uddannelse med henblik på en sådan observation, vil kunne udføre deres arbejde fuldstændig frit, også i samarbejde med internationale institutioner, idet dette er et centralt element, hvis valgprocessen skal være gennemskuelig og kunne kontrolleres;
7. ser med tilfredshed på de belarussiske myndigheders indbydelse til OSCE/ODIHR's valgobservationsmission, men henstiller indtrængende til de kompetente belarussiske myndigheder at lade OSCE/ODIHR-missionen arbejde uhindret i Belarus og give alle valgobservationens deltagere fuld og ubegrænset adgang til landet og til alle aspekter af valgprocessen;
8. beklager dybt, at Europa-Parlamentet og Europarådet ikke - i modsætning til hvad der var tilfældet ved præsidentvalget i 2001 - har modtaget nogen indbydelse til at sende observatører til det kommende præsidentvalg, og opfordrer de belarussiske myndigheder til snarest muligt at sende de to institutioner en sådan indbydelse;
9. udtrykker håb om, at det vil blive muligt at forøge antallet af internationale korttidsobservatører ved at invitere repræsentanter for andre internationale organisationer til at følge valget i Belarus;
10. opfordrer de belarussiske myndigheder til at tillade uafhængige stikprøveundersøgelser (exit polls) på valgdagen;
11. tilskynder det belarussiske folk til at deltage i det kommende præsidentvalg; anerkender den store betydning af dette valg, hvis resultat kan få afgørende indflydelse på Belarus' fremtid og på spørgsmålet om landets genoptagelse i det internationale demokratiske samfund;
12. understreger endnu en gang, at en yderligere udvikling af EU's forbindelser med Belarus fortsat vil være afhængig af, at der sker fremskridt hen imod en demokratisering og reform af landet, og navnlig af, at præsidentvalget afholdes på et gennemskueligt og retfærdigt grundlag;
13. mener, at Kommissionen, Rådet og Parlamentet, i tilfælde af at de belarussiske myndigheder undlader at sikre et frit og retfærdigt præsidentvalg, bør overveje yderligere initiativer såsom en udvidelse af visumforbuddet, navnlig for personer, der gør sig skyldige i svindel af enhver art under det kommende valg, samt indefrysning af midler tilhørende repræsentanter for de belarussiske myndigheder;
14. opfordrer Rådet og Kommissionen til nøje at følge situationen i Belarus i perioden op til og under valget; opfordrer Rådet og den højtstående repræsentant til at overveje at udnævne en særlig udsending for Belarus, hvis respekten for demokratiske principper yderligere undergraves; glæder sig over Kommissionens seneste beslutninger om at iværksætte og udvide udsendelsen af uafhængige nyheder og informationer til borgerne i Belarus; opfordrer Kommissionen til at overveje at udarbejde en ny strategi for Belarus, hvis begivenhederne under og efter valget ikke lever op til internationale demokratiske standarder;
15. forventer, at en sådan strategi vil indeholde konkrete forslag til en mere fleksibel brug af EU's tekniske og finansielle bistand til civilsamfundet og andre foranstaltninger til genindførelse af demokrati i landet;
16. glæder sig over Kommissionens overførsel af 2 mio. EUR fra Tacis-programmet til det europæiske initiativ for demokrati og menneskerettigheder, hvilket vil sikre større fleksibilitet og effektivitet i forbindelserne med det belarussiske civilsamfund;
17. opfordrer Europarådets Parlamentariske Forsamling, OSCE's Parlamentariske Forsamling og USA's Kongres til at samarbejde med Europa-Parlamentet om Belarus;
18. opfordrer Rådet og Kommissionen til at rejse spørgsmålet om Belarus over for de russiske myndigheder for at fastlægge et fælles ansvar for opnåelsen af konkrete demokratiske ændringer i landet;
19. gentager sin opfordring til de belarussiske myndigheder om straks at løslade Mikhail Marinich, Mikalaj Statkevitsj og andre politiske fanger, og opfordrer Rådet og Kommissionen til at insistere på, at disse fanger løslades, og at der gennemføres en gennemsigtig efterforskning af oppositionslederes "forsvinden";
20. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, Belarus' regering, USA's Kongres samt henholdsvis OSCE's og Europarådets Parlamentariske Forsamling.