Indeks 
 Forrige 
 Næste 
 Fuld tekst 
Procedure : 2006/2653(RSP)
Forløb i plenarforsamlingen
Forløb for dokumenter :

Indgivne tekster :

B6-0582/2006

Forhandlinger :

PV 14/11/2006 - 20
CRE 14/11/2006 - 20

Afstemninger :

PV 15/11/2006 - 4.2

Vedtagne tekster :

P6_TA(2006)0489

Vedtagne tekster
DOC 41k
Onsdag den 15. november 2006 - Strasbourg Endelig udgave
EU's generelle præferenceordning
P6_TA(2006)0489B6-0578, 0579, 0580, 0581, 0582 og 0583/2006

Europa-Parlamentets beslutning om Den Europæiske Unions generelle præferenceordning

Europa-Parlamentet,

-   der henviser til Rådets forordning (EF) nr. 980/2005 af 27. juni 2005 om anvendelse af et arrangement med generelle toldpræferencer(1) ,

-   der henviser til Kommissionens afgørelse 2005/924/EF af 21. december 2005 om listen over begunstigede lande, som opfylder betingelserne for den særlige ansporende ordning for bæredygtig udvikling og god regeringsførelse, jf. artikel 26, litra e), i Rådets forordning (EF) nr. 980/2005 om anvendelse af et arrangement med generelle toldpræferencer(2) ,

-   der henviser til forretningsordenens artikel 103, stk. 4,

A.   der henviser til, at der med den særlige ansporende ordning for sårbare lande, der opfylder kriterierne for bæredygtig udvikling og god regeringsførelse (GSP+) indrømmes præferentiel adgang til de europæiske markeder for varer fra udviklingslande, som gennemfører visse internationale normer for menneske- og arbejdstagerrettigheder, miljøbeskyttelse, narkobekæmpelse og god regeringsførelse,

B.   der henviser til, at kriterierne for at opnå toldpræferencer efter GSP+-ordningen bl.a. er ratifikation og effektiv gennemførelse af grundlæggende FN- og ILO-konventioner og konventioner om miljø og god regeringsførelse, som opført i bilag III i forordning (EF) nr. 980/2005,

C.   der henviser til, at Kommissionen i sin afgørelse 2005/924/EF indrømmede særlige ansporende ordninger til Bolivia, Colombia, Costa Rica, Ecuador, Georgien, Guatemala, Honduras, Sri Lanka, Republikken Moldova, Mongoliet, Nicaragua, Panama, Peru, El Salvador og Venezuela,

D.   der henviser til, at den nye GSP+-ordning bør virke som en ansporing for modtagerlandene til at opfylde udviklingsmålene, herunder oprettelse af passende institutioner for fuldt ud at respektere de rettigheder, der er nedfældet i ILO-konventionerne,

E.   der henviser til, at den effektive gennemførelse af de relevante FN- og ILO-konventioner bør bedømmes på grundlag af de relevante overvågningsorganers konklusioner, specielt den årlige rapport fra ILO-Ekspertkomitéen for Konventioners og Henstillingers Anvendelse, samt under behørig hensyntagen til Europa-Parlamentets holdning,

F.   der henviser til, at beskyttelsesbestemmelser og midlertidig tilbagetrækning i henhold til GSP-forordningens artikel 16 kan anvendes over for lande, der begår alvorlige og systematiske krænkelser af principperne i de internationale konventioner, der er opført i bilag III, del A, i forordning (EF) nr. 980/2005,

1.   konstaterer, at Kommissionen har besluttet at indrømme præferencer efter GSP+-ordningen til de lande, der er nævnt i Kommissionens afgørelse 2005/924/EF;

2.   påpeger, at GSP+-modtagerlandenes økonomiske udvikling og integration i verdenshandelssystemet er afgørende for at opfylde målene om en bæredygtig udvikling, bl.a. stabilitet og god regeringsførelse;

3.   opfordrer Kommissionen til i samarbejde med modtagerlandene at øge sit engagement i at fremme og sikre effektiv gennemførelse af FN/ILO-konventionernes grundlæggende menneske- og arbejdstagerrettigheder i GSP+-modtagerlande samt af konventioner i forbindelse med miljø og god regeringsførelse; anmoder om, at forpligtelsen til at overholde FN- og ILO-konventionerne udvides til at omfatte resten af GSP-modtagerlandene, navnlig for så vidt angår børne- og tvangsarbejde; mener, at generelt vil indrømmelse af præferentiel adgang til lande, som ikke overholder menneskerettighederne, internationale arbejdskonventioner og miljøaftaler, resultere i en svækkelse af tilskyndelsen til, at landene overholder ILO-bestemmelserne;

4.   konstaterer, at der i mange af disse lande trods deres ratifikation af de relevante ILO-konventioner rapporteres om gentagne krænkelser af arbejdstagerrettigheder i GSP+-modtagerlande, og at disse krænkelser, såfremt de må betragtes som en alvorlig og systematisk tilsidesættelse af ILO's grundlæggende arbejdstagerrettigheder, som fastsat i forordningens artikel 16, vil kunne blive årsag til en midlertidig tilbagetrækning af GSP+-præferencer;

5.   opfordrer Kommissionen til at forstærke sin overvågning af ILO-konventionernes gennemførelse i GSP+-modtagerlandene og af konventionerne vedrørende miljø og god regeringsførelse samt navnlig at udføre sin pligt i medfør af forordningens artikel 18 til at underrette Udvalget for Generelle Præferencer om de rapporterede krænkelser af arbejdstagerrettigheder og miljøkonventioner samt føre konsultationer om, hvorvidt det skal undersøges, om der er tale om alvorlig og systematisk krænkelse af ILO-konventionerne om grundlæggende arbejdstagerrettigheder, navnlig for så vidt angår børne- og tvangsarbejde;

6.   understreger især behovet for at afsætte tilstrækkelige midler til dette område og her samarbejde effektivt med ILO og andre relevante lokale organer, herunder fagforeningerne; anmoder Kommissionen om at rette henstillinger til de pågældende modtagerlandes regeringer og understrege, at det, såfremt de ikke foreviser fremskridt i retning af en effektiv gennemførelse, bør betyde midlertidig tilbagetrækning af GSP+-privilegier;

7.   opfordrer Kommissionen til at holde Parlamentet løbende underrettet om resultaterne af den proces, hvor det overvåges, at GSP+-modtagerlandene gennemfører FN- og ILO-konventionerne, og i hvor høj grad de opfylder deres forpligtelser, navnlig hvad angår foreningsfrihed, kollektive forhandlinger, ikke-forskelsbehandling med hensyn til beskæftigelse samt afskaffelse af børne- og tvangsarbejde og særligt til at fastslå, hvorvidt der forekommer alvorlige og systematiske krænkelser af principperne i internationale menneskerettigheds- og arbejdskonventioner i nogle af de nuværende GSP+-modtagerlande;

8.   opfordrer Kommissionen til på et tidligt stadium at informere Parlamentet om enhver henstilling om midlertidig tilbagetrækning af præferencer i henhold til forordningens artikel 16; understreger, at en afgørelse fra Kommissionen om at foretage en midlertidig tilbagetrækning af præferencerne i tilfælde af alvorlige krænkelser af principperne i ILO-konventionerne bør bygge på, hvad de relevante overvågningsinstitutioner finder frem til, under behørig hensyntagen til Europa-Parlamentets holdning;

9.   opfordrer Kommissionen til at gennemføre en midtvejsrevision af GSP+-ordningen; fastholder, at der bør ske en vurdering af, hvor effektivt GSP+-kravene er blevet gennemført, inden der kan foretages nogen ny tildeling af GSP+-præferencer, når den gældende forordning udløber i 2008; opfordrer Kommissionen og Rådet til at sørge for, at der tages hensyn til Parlamentets synspunkter vedrørende en udvidelse af GSP+-ordningen til at omfatte specifikke lande og vedrørende en videreførelse af den gældende forordning i 2008;

10.   anmoder Kommissionen om hvert år at udarbejde en komplet rapport om de enkelte lande, hvori den ikke blot nøje beskriver situationen i modtagerlandene, men også oplyser, hvilke aktioner Kommissionen har gennemført;

11.   pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

(1) EUT L 169 af 30.6.2005, s. 1.
(2) EUT L 337 af 22.12.2005, s. 50.

Seneste opdatering: 15. maj 2007Juridisk meddelelse