- der henviser til tidligere beslutninger om kriser efter valg og alvorlige menneskerettighedskrænkelser i Etiopien, særlig beslutning af 7. juli 2005 om menneskerettighedssituationen i Etiopien(1)
, af 13. oktober 2005 om situationen i Etiopien(2)
og af 15. december 2005 om situationen i Etiopien og den nye grænsekonflikt(3)
,
- der henviser til forretningsordenens artikel 115, stk. 5,
A. der er foruroliget over anholdelsen og udvisningen fra Etiopien af to tjenestemænd fra Kommissionen, fordi de havde forsøgt at hjælpe Yalemzewd Bekele, advokat og kvinderettighedsforkæmper, der arbejdede for Kommissionen i Addis Abeba, med at forlade landet,
B. der henviser til rapporter om fortsatte anholdelser, chikaner, vilkårlige fængslinger, ydmygende behandling og trusler mod politikere fra oppositionen, civilsamfundsaktivister, studenter og andre almindelige borgere,
C. der henviser til, at Yalemzewd Bekele blev løsladt den 27. oktober 2006 efter en EU-intervention på højt plan, og efter at hun havde været varetægtsfængslet i nogle dage,
D. der henviser til, at Etiopiens parlament i slutningen af november 2005 nedsatte en regeringsstøttet undersøgelseskommission, der havde til opgave at undersøge drabene i juni og november 2005,
E. der henviser til, at Etiopiens regering pressede undersøgelseskommissionens medlemmer til at ændre undersøgelsesresultatet, og at tre af disse, herunder formanden og næstformanden, har forladt landet efter at have nægtet at følge regeringens ordre om at ændre resultaterne i slutrapporten,
F. der henviser til, at medlemmerne af undersøgelseskommissionen har kunnet forlade landet med slutrapporten, og at dette dokument i vid udstrækning fordømmer regeringens håndtering af krisen, hvorunder 193 borgere blev dræbt i forbindelse med demonstrationerne i juni og november 2005,
G. der henviser til, at 111 ledere af oppositionspartier, journalister og menneskerettighedsforkæmpere forsat er fængslet efter masseanholdelserne af regeringsmodstandere, menneskerettighedsforkæmpere og journalister under demonstrationerne i juni og november 2005, og at de vil blive stillet for retten anklaget for "krænkelse af forfatningen", "tilskyndelse til og tilrettelæggelse og ledelse af væbnet oprør" og "forsøg på folkedrab",
H. der henviser til, at de politiske fanger efter valget bl.a. omfatter Hailu Shawel, formand for koalitionen for enhed og demokrati, professor Mesfin Woldemariam, tidligere formand for Etiopiens menneskerettighedsråd, dr. Yacob Hailemariam, tidligere særlig FN-udsending og tidligere anklager ved Den Internationale Straffedomstol vedrørende Rwanda, Birtukan Mideksa, tidligere dommer, dr. Berhanu Nega, valgt borgmester for Addis Abeba, Netsanet Demissie, direktør for organisationen for social retfærdighed i Etiopien, og Daniel Bekele fra Action Aid Ethiopia,
I. der er foruroliget over de seneste anholdelser af Wassihun Melese og Anteneh Getnet, medlemmer af den etiopiske lærerforening, og over, at disse anholdelser synes at være en reaktion på denne forenings klager over regeringsindgreb over for foreningens aktiviteter og trusler mod lederne,
J. der henviser til, at premierminister Meles Zenawi er en af Kommissionens gæster i forbindelse med De Europæiske Udviklingsdage den 13.-17. november 2006 i Bruxelles,
K. der henviser til, at Etiopien er part i AVS-EU Cotonou-aftalen, hvis artikel 9 og 96 foreskriver, at respekten for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder er et vigtigt element i AVS-EU-samarbejdet,
1. glæder sig over EU's bestræbelser på at få Yalemzewd Bekele løsladt og beklager dybt udvisningen fra Etiopien af to tjenestemænd fra Kommissionen, Björn Jonsson og Enrico Sborgi;
2. opfordrer Etiopiens regering til snarest muligt i sin helhed og uden ændringer at offentliggøre slutrapporten fra undersøgelseskommissionen; kræver, at de relevante retsinstanser får rapporten forelagt, og henstiller til dem at tage behørigt hensyn til den og sikre en retfærdig retssag;
3. opfordrer de etiopiske myndigheder til at afholde sig fra trusler mod og chikanering af nationale ledere, herunder dommere og medlemmer af den etiopiske lærerforening, der blot gør deres professionelle pligt;
4. opfordrer den etiopiske regering til straks og uforbeholdent at løslade alle politiske fanger, journalister, fagforeningsaktivister, menneskerettighedsforkæmpere og almindelige borgere og leve op til sine forpligtelser, hvad angår menneskerettigheder, demokratiske principper og retsstatsprincipper;
5. opfordrer den etiopiske regering til at offentliggøre det samlede antal fængslede i hele landet, så Røde Kors Internationale Komité kan få mulighed for at aflægge besøg, og så de fængslede kan få adgang til deres familie, advokatbistand og den lægehjælp, deres helbredstilstand kræver;
6. opfordrer Etiopiens regering til at respektere verdenserklæringen om menneskerettigheder og Den Afrikanske Unions charter om menneskerettigheder og folkets rettigheder, herunder retten til fredelig forsamling, meningsfrihed og retsvæsenets uafhængighed;
7. beklager dybt Kommissionens indbydelse af premierminister Meles Zenawi til De Europæiske Udviklingsdage, navnlig fordi han skal tale om regeringsførelse, hvilket giver et forkert signal, hvad angår EU's politik for respekt for menneskerettighederne, demokratiske principper, retsstaten og god regeringsførelse;
8. anmoder Rådet og Kommissionen om nøje at overvåge situationen i Etiopien og mener, at udviklingssamarbejdsprogrammer under Cotonou-aftalen bør forudsætte respekt for menneskerettighederne og god regeringsførelse, således som det klart fremgår af artikel 96;
9. opfordrer Rådet og Kommissionen til at undersøge, hvorledes man kan få etableret en altomfattende inter-etiopisk dialog med deltagelse af politiske partier, civilsamfundsorganisationer og alle aktører med henblik på at udarbejde en varig løsning på den aktuelle politiske krise;
10. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, Etiopiens regering, FN's generalsekretær og formanden for Den Afrikanske Union.