Indeks 
 Forrige 
 Næste 
 Fuld tekst 
Procedure : 2007/2604(RSP)
Forløb i plenarforsamlingen
Forløb for dokumenter :

Indgivne tekster :

B6-0302/2007

Forhandlinger :

PV 12/07/2007 - 11.2
CRE 12/07/2007 - 11.2

Afstemninger :

PV 12/07/2007 - 13.2
CRE 12/07/2007 - 13.2

Vedtagne tekster :

P6_TA(2007)0358

Vedtagne tekster
DOC 70k
Torsdag den 12. juli 2007 - Strasbourg Endelig udgave
Krænkelser af menneskerettighederne i Transnistrien (Republikken Moldova)
P6_TA(2007)0358B6-0292, 0293, 0296, 0298, 0302 og 0304/2007

Europa-Parlamentets beslutning af 12. juli 2007 om Republikken Moldova

Europa-Parlamentet ,

-   der henviser til sine tidligere beslutninger om situationen i Republikken Moldova og især i Transnistrien(1) ,

-   der henviser til partnerskabs- og samarbejdsaftalen mellem Republikken Moldova og EU, der trådte i kraft den 1. juli 1998,

-   der henviser til den handlingsplan for Republikken Moldova, der blev vedtaget på det 7. møde i Samarbejdsrådet EU-Republikken Moldova den 22. februar 2005,

-   der henviser til den interimsbeslutning, Europarådets ministerkomité vedtog den 1. marts 2006 om Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 8. juli 2004 i sagen Ilascu m.fl. mod Moldova og Rusland,

-   der henviser til erklæringerne fra Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa, OSCE's topmøde i Istanbul i 1999 og fra mødet i OSCE's Ministerråd i Porto i 2002,

-   der henviser til Genève-konventionerne af 12. august 1949, herunder bestemmelserne heri vedrørende dødes rettigheder,

-   der henviser til forretningsordenens artikel 115, stk. 5,

A.   der henviser til, at der efter krigen i 1992 i Republikken Moldovas region Transnistrien blev oprettet et separatistisk, illegitimt og autoritært styre i denne region; der henviser til, at konflikten er fastlåst, og at der fortsat i vidt omfang begås grove menneskerettighedskrænkelser,

B.   der henviser til, at der på trods af de ovennævnte internationale beslutninger endnu ikke er fundet nogen endelig løsning på konflikten i Transnistrien, hvilket resulterer i en fortsat forringelse af respekten for menneskerettighederne i regionen,

C.   der, som de seneste eksempler på menneskerettighedskrænkelser i Transnistrien, henviser til sagerne med Tudor Popa og Andrei Ivantoc, der blev udsat for nedværdigende behandling og nægtet ret til at vende tilbage til deres hjem,,

D.   der henviser til, at arrestationen og tilbageholdelsen af alle medlemmer af den såkaldte Ilascu-gruppe under anklage for terrorvirksomhed er en ulovlig handling fra det transnistriske separatistregimes side og ikke lever op til de internationale principper om retfærdig rettergang, retsstatsforhold, respekt for fængsledes rettigheder og forebyggelse af tortur og umenneskelig behandling,

E.   der henviser til, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 8. juli 2004 i sagen Ilascu m.fl. mod Republikken Moldova og Rusland fortsat ikke er gennemført og er blevet fuldstændig ignoreret af det transnistriske separatiststyre,

F.   der erindrer om, at de alvorlige menneskerettighedskrænkelser i Transnistrien fortsætter, herunder især nægtelsen af den rumænske befolkningsgruppes rettigheder gennem lukning af rumænsksprogede skoler og skændingen af en rumænsk kirkegård i Transnistrien samt krænkelsen af de politiske rettigheder og friheder for hele områdets befolkning, der bl.a. giver sig udslag i en udbredt menneskehandel og organiseret kriminalitet,

G.   der henviser til, at beslutningerne fra OSCE's topmøde i Istanbul i 1999 og fra mødet i OSCE's Ministerråd i Porto i 2002 fortsat ikke er gennemført,

H.   der henviser til, at Den Europæiske Union har taget væsentlige skridt til at øge sit engagement i Republikken Moldova og søge en løsning på Transnistrien-konflikten, idet Europa-Kommissionen har etableret en permanent delegation i Chisinau, der er blevet udnævnt en særlig EU-repræsentant for Republikken Moldova med mandat til at bidrage til en holdbar løsning på Transnistrien-konflikten, og der er etableret en EU-grænseovervågningsmission i Republikken Moldova og Ukraine,

I.   der henviser til, at der siden 1992 har været ført forhandlinger om den moldoviske region Transnistriens status i det såkaldte "5+2"-format, hvor Republikken Moldova, regionen Transnistrien i Republikken Moldova, Den Russiske Føderation, Ukraine og OSCE har været deltagere; der henviser til, at EU og USA kom med som observatører i 2005; der endvidere henviser til, at forhandlingerne brød sammen i april 2006,

J.   der henviser til Republikken Moldovas europæiske ambitioner og til det forhold, at begivenhederne i Transnistrien udspiller sig i umiddelbar nærhed af EU; der anerkender Republikken Moldovas territoriale integritet og opfordrer alle parter til som en politisk prioritet at arbejde for en genforening af staten,

1.   beklager stærkt den manglende respekt for menneskerettighederne og for den menneskelige værdighed, som afspejles af tilbageholdelsen af og retssagen mod Ilascu-gruppen, nægtelsen af den lokale befolknings rettigheder, nægtelsen af retten til information og uddannelse, og den heraf følgende omfattende menneskehandel og organiserede kriminalitet;

2.   konstaterer med tilfredshed, at Andrei Ivantoc og Tudor Popa er blevet løsladt, men beklager, at deres løsladelse af separatiststyret i Tiraspol blevet fremstillet som resultat af, at deres fængselsstraf var afsonet, og ikke som følge af en gennemførelse af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols afgørelse; fordømmer det forhold, at Andrei Ivantoc ved løsladelsen blev udsat for vold og krænkelse af sin menneskelige værdighed, hvilket dokumenteres af filmoptagelser foretaget af øjenvidner;

3.   fordømmer det transnistriske separatiststyres fortsatte undertrykkelse, chikane og intimidering af de uafhængige medier, ngo'er og civilsamfundet;

4.   kræver, at frihedsberøvelsen af personer på grund af disses politiske virksomhed bringes til ophør; fordømmer i den forbindelse arrestationen og den efterfølgende behandling af Valentin Besleag, borgmesterkandidat ved det lovlige kommunalvalg i Corjova, den 2. juni 2007;

5.   anmoder om en hurtig og endelig løsning på den fastlåste konflikt i Transnistrien med henblik på at sikre demokrati og respekt for menneskerettighederne i hele Republikken Moldova i overensstemmelse med de internationale principper;

6.   fremhæver EU's faste støtte til Republikken Moldovas territoriale integritet; understreger, at det ulovlige styre i Tiraspol ikke har nogen myndighed til at forhindre moldoviske borgere i at rejse ind i området på Nistru-flodens vestbred eller til at erklære nogen for "persona non-grata";

7.   opfordrer Kommissionen og Rådet til at overveje foranstaltninger med henblik på et større og mere omfattende engagement i forhandlingsprocessen og bestræbelserne på at finde en løsning på den nævnte konflikt; bemærker, at den fælles EU-Ukraine-grænsemission med base i Odessa er vellykket, og opfordrer den ukrainske regering til at fortsat at støtte missionen;

8.   anmoder om, at man i højere grad inddrager Den Europæiske Union i løsningen af denne konflikt i dens umiddelbare nærhed, bl.a. ved at give den status af forhandlingspartner;

9.   minder alle parter om, at den transnistriske separatiststyre tillader organiseret kriminalitet, herunder våben- og menneskehandel, smugling og hvidvaskning af penge; påpeger, at dette udgør en væsentlig risiko for regionens stabilitet;

10.   anmoder om en øjeblikkelig og fuldstændig implementering af konklusionerne fra OSCE's topmøde i Istanbul i 1999 og mødet i OSCE's Ministerråd i Porto i 2002 samt af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 8. juli 2004 i sagen Ilascu m.fl. mod Republikken Moldova og Rusland; opfordrer EU til at rejse spørgsmålet om tilbagetrækning af de russiske tropper fra Transnistrien inden for rammerne af EU-Rusland-forbindelserne;

11.   pålægger sin formand at sende denne beslutning til Kommissionen, Rådet, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, Republikken Moldovas regering og parlament, Ruslands regering og parlament samt Europarådets generalsekretær.

(1) Se f.eks. Parlamentets henstillinger af 23. oktober 2006 (P6_TA(2006)0455) og af 16. marts 2006 (EUT C 291 E af 30.11.2006, s. 414).

Seneste opdatering: 18. marts 2008Juridisk meddelelse