Europa-Parlamentet,

-   der henviser til grønbog om større effektivitet i fuldbyrdelsen af retsafgørelser i Den Europæiske Union: udlæg i bankindeståender (KOM(2006)0618),

-   der henviser til forretningsordenens artikel 45,

-   der henviser til betænkning fra Retsudvalget og udtalelser fra Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender og Økonomi- og Valutaudvalget (A6-0371/2007),

A.   der henviser til, at der er gjort afgørende fremskridt med hensyn til pengeløse betalingsformer og grænseoverskridende betalinger, og at denne udvikling i lyset af SEPA (fælleseuropæisk betalingsområde)) vil fortsætte,

B.   der henviser til, at der ganske vist i alle medlemsstater findes regler om gennemførelse af foreløbige fuldbyrdelsesforanstaltninger, som imidlertid på EU-plan på grund af de forskellige retssystemer og procedureregler kun kan gennemføres efter komplicerede og langvarige procedurer, hvilket giver skyldneren mulighed for at overføre sine penge til udenlandske konti,

C.   der henviser til, at en fælles europæisk procedure for grænseoverskridende sager ville være en fordel for dem, der fører sager i mange lande, og bankinstitutterne, som vil modtage kendelser fra flere medlemsstater,

D.   der henviser til, at en fordringshaver skal kunne forhindre, at skyldner i løbet af kort tid og eventuelt i flere omgange flytter penge til udenlandske konti,

1.   glæder sig over, at Kommissionen med grønbogen har taget initiativ til indførelse af en grænseoverskridende europæisk procedure til foreløbig sikring af bankindeståender;

2.   foreslår, at der i forbindelse med de yderligere undersøgelser også indhentes statistiske oplysninger om, i hvilket omfang skyldnere i praksis forhindrer fuldbyrdelse af udlæg, for bedre at kunne vurdere hensigtsmæssigheden af de foreslåede foranstaltninger;

3.   tilskynder til, at der indføres fælles europæiske regler, der bør gælde selvstændigt og som supplement til medlemsstaternes respektive nationale fuldbyrdelsesbestemmelser;

4.   mener, at en sådan sammenhængende, let anvendelig og uafhængig europæisk procedure for udlæg i bankindeståender, der er underkastet strenge proceduremæssige sikkerhedsregler, er at foretrække frem for harmonisering af medlemsstaternes lovgivning;

5.   understreger, at proceduren kun bør gælde for grænseoverskridende sager;

6.   understreger, at der kun bør fastsættes regler om udlæg i og andre former for foreløbig sikring af bankindeståender, men under ingen omstændigheder om fyldestgørelse af fordringshaverens krav;

7.   er af den opfattelse, at EF-traktatens 65, litra c), kan komme i betragtning som retsgrundlag for lovgivning om en sådan procedure;

8.   henviser til, at det skal være muligt at indlede en sådan procedure, inden hovedsagen anlægges;

9.   henviser til, at der blot er tale om en summarisk procedure, hvor fordringshaveren skal sandsynliggøre sit krav og bevise, at der foreligger uopsættelighed, og at hans rettigheder er truet;

10.   mener, at kendelser bør resultere i indefrysning af bankindeståender og ikke overføring af midler, indtil der foreligger en efterfølgende retskendelse fra den medlemsstat, hvor kontoen er oprettet, hvilket også skulle løse ethvert problem vedrørende prioritering af fordringer; mener ikke, at aktiver, der beløbsmæssigt overstiger fordringerne, inklusive omkostninger, bør indefryses;

11.   mener, at en kendelse skal begrundes, f.eks. med at der er risiko for, at aktiver bortkommer, og at det bør sikres, at en kendelse ikke omfatter flere indeståender end nødvendigt;

12.   mener, at der skal være en nøje balance mellem kreditorernes ret til at inddrive fordringer og en tilstrækkelig beskyttelse for de sagsøgte;

13.   er af den opfattelse, at det bør overvejes at gøre en fordringshaver, der foretager udlæg i et bankindestående ubegrundet, ansvarlig for den skade, der herved påføres skyldneren;

14.   mener, at der skal gives tilstrækkelig information til at kunne identificere en konto, selv om bankerne med henblik herpå og med fornøden omhu skal gennemføre en søgning på navn og adresse;

15.   mener, at det bør undersøges, om bankerne skal kunne få deres omkostninger i forbindelse med beslaglæggelse af konti godtgjort;

16.   mener, at fordringshaveren bør have pligt til at anlægge hovedsagen inden for en bestemt frist;

17.   mener dog, at det en forlængelse bør være mulig i forbindelse med verserende retssager, forudsat at retssagen gennemføres med den fornødne omhu;

18.   er af den opfattelse, at en beløbsmæssig begrænsning af udlæg er nødvendig for at forhindre en oversikring af fordringshaveren og beskytte skyldneren;

19.   lægger særlig vægt på, at skyldneren skal beskyttes, for så vidt som det skal forhindres, at skyldnerens omdømme skades uberettiget, og at den pågældende er sikret et eksistensminimum til sit underhold;

20.   anser det for nødvendigt, at der med henblik på at beskytte skyldneren og forhindre misbrug fra fordringshaverens side indføres krav om, at fordringshaveren, så længe der ikke foreligger et retskraftigt dokument, skal stille en sikkerhed, hvis størrelse bør afhænge af det beløb, der skal sikres;

21.   er modstander af en fælles EU-regel om et mindstebeløb, hvori der ikke kan gøres udlæg, og mener, at det bør være op til skyldneren at påberåbe sig de respektive nationale regler om beløb, hvori der ikke kan gøres udlæg;

22.   mener, at skyldneren bør have mulighed for at appellere og afværge udlægget gennem sikkerhedsstillelse; navnlig må sagsøgte i tilfælde af en indsigelse mod eller en påstand om annullation af udlægskendelsen ikke blive stillet ringere med hensyn til principperne for og varigheden af proceduren;

23.   er af den opfattelse, at forvaltningskonti i særlig grad skal beskyttes mod udlæg; mener, at der bør kunne foretages udlæg i fælles konti, forudsat at der er passende garantier og beskyttelsesforanstaltninger med hensyn til rettigheder for andre end skyldneren;

24.   understreger, at det i relation til forkyndelse af udlægskendelser skal sikres, at der indføres fælles standarder (f.eks. ved anvendelse af standardformularer) inden for EU for kommunikationen mellem retter og banker;

25.   mener, at kendelser om udlæg bør fremsendes på en måde, der garanterer forkyndelse for banken den første dag efter udstedelse og fuldbyrdelse af kendelsen inden for 24 timer efter, at kontoen er identificeret; mener, at der bør udgå en formel notifikation fra banken til den retshåndhævende myndighed samt til kreditor om, hvorvidt det skyldige beløb er blevet sikret; mener, at banken ligeledes formelt bør notificere skyldneren, når kendelsen om udlæg træder i kraft; er af den opfattelse, at formelle standardmeddelelser, tilgængelige på alle EU's officielle sprog, som overflødiggør eller reducerer behovet for oversættelse, der er tilpasset modtageren, vil være at foretrække;

26.   er af den opfattelse, at regler herom i givet fald vil skulle udstedes i form af en forordning;

27.   opfordrer Kommissionen til, inden der fremsættes et forslag, at afklare de ubesvarede og til dels vanskelige spørgsmål gennem indgående og omfattende undersøgelser og navnlig at foretage en konsekvensanalyse;

28.   pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.