Europa-Parlamentet,

-   der henviser til den fjerde rapport om den økonomiske og sociale samhørighed (KOM(2007)0273) (den fjerde samhørighedsrapport),

-   der henviser til Kommissionens meddelelse til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om strategien for regionerne i den yderste periferi: resultater og fremtidsudsigter (KOM(2007)0507),

-   der henviser til artikel 158, 159 og 299, stk. 2, i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

-   der henviser til EU's territoriale dagsorden og Leipzig-charteret om bæredygtige europæiske byer samt det første handlingsprogram for iværksættelse af den territoriale dagsorden for Den Europæiske Union,

-   der henviser til den undersøgelse, som Observationscenteret for EU's Fysiske og Funktionelle Udvikling (ORATE) har udarbejdet, med titlen "Territorial Futures - Spatial Scenarios for Europe", og til Europa-Parlamentets undersøgelse: "Regional Disparities and Cohesion: what Strategies for the Future?",

-   der henviser til udtalelser fra Regionsudvalget (COTER-IV-011) af 28. november 2007 og fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (CESE 1712/2007) af 12. december 2007 om den fjerde samhørighedsrapport,

-   der henviser til beslutning af 23. maj 2007 om strukturpolitikkernes virkninger og konsekvenser for samhørigheden i EU(1),

-   der henviser til beslutning af 12. juli 2007 om samhørighedspolitikkens rolle og effektivitet med hensyn til at formindske forskellene i de fattigste områder i EU(2),

-   der henviser til forretningsordenens artikel 45 og artikel 112, stk. 2,

-   der henviser til betænkning fra Regionaludviklingsudvalget og udtalelser fra Budgetudvalget og Fiskeriudvalget (A6-0023/2008),

A.   der henviser til, at en overordnet europæisk samhørighedspolitik stadig er nødvendig, eftersom der fortsat findes betydelige skævheder og specifikke strukturproblemer i talrige regioner i Europa, og at disse skævheder er blevet mere udtalte efter EU's seneste udvidelse,

B.   der henviser til, at EU's samhørighedspolitik derfor fortsat udgør en grundpille i den europæiske integrationsproces og spiller en aktiv rolle for begrænsningen af uligheder og udviklingsefterslæb,

C.   der henviser til, at der er en klar forbindelse mellem den stigende EU-skepsis og de stadig større territoriale skævheder mellem regioner og internt i disse, hvilket demonstrerer behovet for en økonomisk, social og territorial samhørighed, som kan styrke konvergensen og udgøre et stabilt grundlag for EU's legitimitet, og at dette kan opnås ved hjælp af en regionalpolitik, som er synlig lokalt; der henviser til, at regionale og lokale myndigheder samt lokale aktører spiller en central rolle i forbindelse med at bringe EU's aktiviteter tættere på borgerne og at gennemføre regionalpolitikken, hvis resultater bør formidles bedre,

D.   der henviser til, at samhørighedspolitikken, når der henvises til dens merværdi, giver hver enkelt region mulighed for at opnå konkrete fordele i form af varig beskæftigelse og en bedre levestandard for den lokale befolkning, især i regioner med udviklingsefterslæb, ligesom den bidrager til at forbedre konkurrenceevnen og den administrative kapacitet samt decentral forvaltning; der henviser til, at ethvert forsøg på igen at gøre denne politik til et nationalt kompetenceområde derfor bør afvises,

E.   der henviser til, at i Lissabontraktaten, som stats- og regeringscheferne godkendte den 18. oktober 2007, og som blev undertegnet den 13. december 2007, fastlægges territorial samhørighed som et af Unionens grundlæggende mål sammen med den økonomiske og sociale samhørighed,

F.   der henviser til, at der i fremtiden bør sikres flere finansielle ressourcer til samhørighedspolitikken af hensyn til de forventede nye udfordringer, som har betydelige territoriale virkninger, herunder demografiske ændringer, bykoncentration, isolation, migrationsstrømme (som er særligt problematiske for landområder og afsides liggende områder), tilpasninger til globaliseringen, klimaændringer, energiforsyning og den langsomme proces med at indhente efterslæb i landområder; der henviser til, at disse udfordringer kun kan tages op, såfremt samhørighedspolitikkens store betydning herfor i fremtiden anerkendes,

Modsætningsfyldte resultater vedrørende samhørighedssituationen i EU med 27 medlemsstater

1.   glæder sig over denne rapport, som er mere detaljeret end de foregående, er baseret på forskellige indikatorer og giver en række nyttige komparative data vedrørende andre lande såsom USA, Japan, Kina og Indien og dermed afspejler den internationale kontekst, som EU's økonomier opererer i;

2.   beklager dog, at rapporten ikke indeholder krydsdata og sammenlignelige data vedrørende forskellige NUTS-niveauer, der ville gøre det muligt at vurdere, hvorvidt væksten og konvergensen er holdbare; kræver i denne forbindelse bedre statistiske redskaber, i lighed med de nye indikatorer (som supplement til BNP per indbygger), der med positive resultater blev anvendt i den fjerde samhørighedsrapport, og som kan sikre en mere nøjagtig måling af økonomisk, social og territorial samhørighed og af de lokale foranstaltningers bidrag til samhørighedspolitikken, og finder det følgelig nødvendigt at styrke ORATE's kapacitet;

3.   fremhæver den forsinkede anvendelse af strukturmidlerne i medlemsstaterne og kræver, at der træffes foranstaltninger til at forbedre denne situation; bemærker dog, at det er for tidligt at vurdere samhørighedspolitikkens resultater i de nye medlemsstater; hilser alle bestræbelser på at forbedre samhørighedspolitikkens effektivitet og begrænse overdrevent bureaukrati velkommen og kræver en systematisk evaluering af denne politik; gentager, at det kraftigt støtter "det europæiske åbenhedsinitiativ" indledt af Kommissionen, som vil identificere modtagerne af strukturstøtten fra 2008 og frem;

4.   glæder sig over, at de lande, der tidligere var omfattet af samhørighedspolitikken, nemlig Grækenland, Spanien, Portugal og Irland, i bemærkelsesværdig grad har vundet ind på de øvrige lande og registreret en imponerende vækst i perioden 2000-2006, men minder om, at der trods væksten stadig forekommer skævheder mellem regionerne i disse lande og alvorlige uløste strukturproblemer;

5.   glæder sig over de høje vækstrater, der er registreret i de nye medlemsstater, men bemærker, at disse landes økonomiske konvergens først vil kunne forventes at blive en realitet på mellemlang eller lang sigt, og at det vil blive en meget langvarig proces på grund af det meget lave BNP-niveau per indbygger, som nogle af disse lande har som udgangspunkt;

6.   glæder sig over, at Kommissionen har bekræftet, at samhørighedspolitikken spiller en vigtig rolle i bestræbelserne på at forbedre alle EU's medlemsstaters mulighed for at udvikle sig harmonisk og skabe nye og varige arbejdspladser, hvilket samhørighedspolitikkens glimrende resultater i mange mål nr. 2-regioner viser er muligt;

7.   er foruroliget over, at øget konvergens landene imellem meget ofte dækker over en stigende ulighed mellem regionerne eller internt i disse; bemærker, at de øgede regionale og lokale uligheder kan konstateres på en række områder, det være sig beskæftigelsen, produktiviteten, indkomstniveauet, uddannelsesniveauet og innovationskapaciteten; betoner endvidere det territoriale samarbejdes rolle som et bidrag til at løse disse problemer;

8.   understreger f.eks., at regionernes konkurrenceevne i vid udstrækning afhænger af produktiviteten, markedernes tilgængelighed og arbejdsstyrkens kvalifikationer, som varierer betydeligt mere mellem de enkelte regioner end mellem medlemsstaterne; bemærker desuden, at institutionelle faktorer i stigende grad anses som nøgleelementer for konkurrenceevnen, og at disse faktorer omfatter fremme af social kapital i form af virksomhedskultur og fælles normer, der fremmer samarbejde og initiativ samt også effektiviteten i den offentlige administration;

9.   konstaterer i denne forbindelse, at visse højtudviklede og endog visse mindre udviklede regioner efterhånden står over for flere og meget komplekse økonomiske problemer, der har stor territoriel virkning for deres udviklingspotentiale i form af lave økonomiske vækstrater, lav produktivitet, faldende beskæftigelse og en aldrende befolkning;

10.   konstaterer, at selv om nogle medlemsstater takket være høje vækstrater har opnået fuld beskæftigelse og et højere BNP pr. indbygger, er der i andre lande opstået større forskelle mellem de forskellige sociale grupper, som betyder, at de mest udsatte dele af befolkningen stadig har behov for social integration;

11.   understreger, at konvergensen er meget svag, hvad angår uddannelsesniveauet, og at der er en reel uddannelseskløft mellem EU og USA, hvor 29 % af befolkningen mellem 25 og 64 år har en universitetsuddannelse, mod knap 16 % i EU; bemærker dog, at antallet af personer med en højere uddannelse stiger hurtigere blandt kvinder end blandt mænd;

12.   understreger betydningen af at integrere kønsmainstreaming, lige muligheder samt handicappede personers og ældre borgeres særlige behov på hvert stadium af gennemførelsen af samhørighedspolitikkens projekter;

13.   påpeger følgerne af polariseringen i regionerne omkring de støre byer - et særligt udtalt fænomen i de nye medlemsstater - der gennemsnitligt tegner sig for 32 % af landets BNP, selv om de kun repræsenterer 22 % af befolkningen, og bemærker, at denne polarisering kan medføre store udsving i bycentrenes ledighedstal;

14.   konstaterer, at ukontrolleret byudvikling kan medføre en uligevægtig demografisk, økonomisk, social, transport- og miljømæssig udvikling inden for et begrænset område og føre til forstadsdannelser og affolkning af landområder, der ligger langt fra byer; opfordrer derfor Kommissionen til gennem konkrete forslag specifikt at tage fat på dette problem;

15.   påpeger regionale forskelle i form af adgang til og forbindelser mellem centrum og periferi, der er resultatet af geografiske og strukturelle ulemper, utilstrækkelige investeringer i transportinfrastrukturer og manglende transportforbindelser; fremhæver især de meget betydelige hindringer for adgangen til bjerg- og øregioner og til de fjerne regioner såvel som til regionerne i den yderste periferi, der ligger meget langt fra det europæiske kontinent; understreger nødvendigheden af at tilvejebringe foranstaltninger til styrkelse af regionernes potentiale og tiltrækningskraft samt den bæredygtige udvikling i disse regioner;

16.   giver udtryk for sin store forundring over Kommissionens erklæring i den fjerde samhørighedsrapport om, at status som øsamfund ikke i sig selv synes at udgøre nogen væsentlig forhindring for udvikling, og bemærker den betydelige skuffelse, som indbyggerne i øområder har givet udtryk i forbindelse med denne erklæring, fordi de i deres dagligdag konfronteres med de negative konsekvenser og vanskeligheder, der er forbundet med at leve på en ø;

Regionalpolitikken og Lissabonstrategien

17.   understreger, at der er meget store forskelle på, hvor store beløb der i de enkelte lande investeres i forskning og udvikling, og bemærker, at der er store regionale forskelle med hensyn til innovation, hvilket fremgår af en nyttig indikator for regionernes resultater på innovationsområdet, der anvendes i den fjerde samhørighedsrapport;

18.   er enig med Kommissionen i, at samhørighedspolitikken fungerer som en løftestang i forhold til Lissabonstrategien, i og med at de offentlige investeringer rettes mod projekter, der fremmer skabelsen af en dynamisk, vækstskabende og innovationsfremmende økonomisk struktur, der baserer sig på den synergi, som skabes af en mere effektiv harmonisering af politikker og programmer;

19.   beklager, at der på trods af øremærkning ikke er taget tilstrækkelig højde for innovationspotentialet i små virksomheder samt mikro- og håndværksvirksomheder i forbindelse med gennemførelsen af samhørighedspolitikken; opfordrer derfor til gennemførelse af en aktiv politik til fremme af alle former for innovation i disse virksomheder, og opfordrer endvidere Kommissionen til at skabe muligheder for gensidigt samarbejde mellem virksomhederne, den offentlige sektor, skoler og universiteter, så der kan skabes regionale innovationsklynger i Lissabonstrategiens ånd;

20.   henviser til, at vægtstangseffekten af strukturstøtten kan øges gennem anvendelse af privat medfinansiering; kræver, at der hurtigst muligt indføres gennemskuelige regler og standardløsninger for offentlig-private partnerskaber, der kan give regionerne mulighed for at anvende privat kapital til virkeliggørelsen af offentlige mål;

21.   minder om, at princippet om automatisk frigørelse er afgørende for at kunne tilskynde forvaltningsmyndighederne til hurtigt at finansiere og gennemføre projekterne; insisterer på, at princippet for den gældende N+2-regel (og N+3 i de nye medlemsstater i de første tre år af den finansielle ramme for 2007-2013) skal respekteres;

22.   minder om, at de forsinkelser, som kan konstateres i gennemførelsen af strukturpolitikken, bl.a. skyldes alt for strenge procedurer, og det vil derfor være tilrådeligt at overveje en forenkling af disse procedurer og en klar afgrænsning af ansvars- og kompetencefordelingen mellem EU og medlemsstaterne;

23.   påpeger, at prioriteringen af bevillinger i programmeringsperioden 2007-2013 vil betyde, at 64 % af midlerne til mål 1 (konvergens) og 80 % af midlerne til mål 2 (regional konkurrenceevne og beskæftigelse) vil blive rettet mod innovation, hvilket er 55 000 mio. euro mere end i den foregående periode; bemærker, at udnyttelsen af disse bevillinger afhænger af de mindst udviklede regioners kapacitet til at forvalte projekter inden for forskning, udvikling og innovation i et tilstrækkeligt antal og af den kvalitet, der er nødvendig for at sikre, at de anvendes og ikke omdirigeres til investeringer af begrænset værdi;

24.   anmoder Kommissionen om at evaluere prioriteringsordningen og dens indvirkning på de regionale skævheder samt undersøge, om denne ordning, hvad angår fastlæggelsen af prioriterede områder, fører til en alt for centraliseret tilgang ("top down approach"); håber, at denne evaluering indledes med Kommissionens offentliggørelse i 2008 af den femte situationsrapport om samhørighed, der, forventes det, vil fokusere på forholdet mellem samhørighedspolitik og Lissabonstrategiens prioriterede opgaver vedrørende vækst og beskæftigelse i alle regioner;

25.   fremhæver, at samhørighedspolitikken ikke må tilgodese regioner, der allerede har en dynamisk udvikling, hvilket ville ske, hvis der foregik en streng prioritering af bevillingerne; betoner, at når Lissabontraktaten træder i kraft, vil samhørighedspolitikken omfatte de tre mål, om økonomisk, social og territorial samhørighed, som rækker ud over Lissabonstrategien;

26.   kræver, at Lissabonstrategien udvides til også at omfatte den territoriale dimension, så det bliver muligt at tage hensyn til de forskellige regioners særlige karakteristika og samtidig fremme synergier og samarbejde på transeuropæisk plan og særlig støtte til udformning og gennemførelse af bredt baserede nyskabende aktiviteter;

27.   understreger, at samhørighedspolitikkens anvendelsesområde ikke kan begrænses til opfyldelsen af Lissabonstrategiens målsætninger; mener, at det er nødvendigt at skabe territorial samhørighed ved hjælp af de aktionsmidler, der findes under konvergensmålet, hvis regionerne skal blive konkurrencedygtige på lang sigt; mener derfor, at mål 1 (konvergens) og mål 2 (regional konkurrencedygtighed og beskæftigelse) fremover bør betragtes som komplementære, og også med mål 3 (europæisk territorialt samarbejde);

Territorial samhørighed: mod en integreret tilgang

28.   opfordrer Kommissionen til i den kommende grønbog om territorial samhørighed (planlagt til september 2008) at inkludere en definition af "territorial samhørighed" for at sikre yderligere fremskridt i EU's indsats;

29.   understreger betydningen af reelle partnerskaber og iværksættelse af reelt niveaudelte forvaltningssystemer, der inddrager de enkelte led på EU-plan, nationalt, regionalt og lokalt i samråd med arbejdsmarkedets parter og de økonomiske interesseorganisationer om fastlæggelse og gennemførelse af de regionale udviklingsmål, hvor det sikres, at anvendelsesområdet for de prioriterede indsatsområder, der er opstillet på europæisk plan, ikke indskrænkes, når de føres ud i livet på nationalt, regionalt eller lokalt plan ("bottom up approach"), og for at afværge enhver risiko for at udelukke partnere, der er involveret i lokal udvikling og samhørighed, som det ofte er tilfældet i forbindelse med bypolitik;

30.   foreslår, at man især bør fremme politikker, der sikrer en regionaludvikling med flere centre, således at presset på hovedstæderne lettes, og etableringen af sekundære poler favoriseres; mener, at støtte til landområderne og den vigtige rolle, de små og mellemstore byer i landområderne i denne sammenhæng spiller, ikke må overses;

31.   opfordrer desuden til, at der træffes konkrete foranstaltninger til at begrænse forskellene mellem territorialt tilgængelige regioner og regioner med strukturelle handicap, nemlig øregioner, bjergregioner, tyndbefolkede regioner, afsidesliggende regioner og grænseregioner, idet man anerkender sidstnævntes ugunstige situation og træffer særlige og permanente foranstaltninger til fordel for disse regioner; fastslår på ny, at der bør tages hensyn til de specifikke handicap, som regionerne i den yderste periferi har;

32.   mener, at by- og landproblematikker i højere grad bør sammenkædes; understreger, at udviklingen af landområderne bør samordnes med de regionalpolitiske aktiviteter; tvivler i denne forbindelse på det hensigtsmæssige i at sondre mellem samhørighed og udvikling af landdistrikterne (via Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne); opfordrer til, at der gennemføres en undersøgelse af konsekvenserne af den tiltagende finansiering af udviklingen af landdistrikter gennem ordninger med tvungen graduering;

33.   advarer mod risikoen for en sektorinddeling af politikkerne, og går ind for udvikling af en integreret tilgang med fastlæggelse af mulighederne for at skabe en synergieffekt mellem samhørighedspolitikken og de vigtigste sektorpolitikker som transport, landbrug, fiskeri, udvikling af landdistrikter, miljø og energi, forskning og teknologi;

34.   opfordrer Kommissionen til i de fremtidige rapporter at analysere, i hvilket omfang de forskellige instrumenter og politikker, herunder samhørighedspolitikken, har bidraget til de fremskridt, der er opnået med hensyn til økonomisk og social samhørighed; mener, at fremskridt og problemer skal analyseres inden for alle vigtige områder, især hvad angår Lissabonstrategien;

35.   forventer, at drøftelserne om samhørighedspolitikken efter 2013 fører til, at regionerne ved EU's ydre grænser tillægges særlig vægt med henblik på at skabe stabilitet og velstand på tværs af grænserne, hvad der i sidste instans ikke blot vil gavne udviklingen i EU's grænseområder, men også sikre større samhørighed og konkurrencedygtighed for EU som helhed;

36.   påpeger, at der til bekæmpelse af geografisk adskillelse og social udstødelse med henblik på at gennemføre en bæredygtig og afbalanceret vækst er behov for støtte fra en velovervejet boligpolitik, der indgår i en bredere strategi for lokaludvikling, byplanlægning og forvaltning af lokale offentlige serviceydelser;

37.   glæder sig i denne forbindelse over, at der er vedtaget et handlingsprogram for iværksættelsen af de mål, der er opstillet i den territoriale dagsorden og i Leipzig-charteret om bedre integration af den territoriale dimension i alle offentlige politikker, både på EU-plan, nationalt og lokalt, og afventer en konkret udmøntning heraf; mener med henblik på den udvidelse af den økonomiske og sociale samhørighed med en territorial komponent i Lissabontraktaten, at der er behov for udvikling af hensigtsmæssige indikatorer til fastlæggelse af begrebet "territoriale samhørighed";

38.   glæder sig over, at Kommissionen har meddelt, at den vil offentliggøre en kommende grønbog om territorial samhørighed, der forventes vedtaget i september 2008, og mener, at den bør indeholde konkrete retningslinjer for gennemførelsen af den integrerede tilgang;

39.   er bevidst om betydningen af et løbende samarbejde om regionalpolitikkens fremtid mellem Parlamentet via Regionaludviklingsudvalget og Regionsudvalget;

Nye udfordringer for samhørighedspolitikken og Den Europæiske Unions almindelige budget

40.   mener, at EU fremover i stigende omfang vil blive konfronteret med nye udfordringer med omfattende territoriale konsekvenser, der vil skærpe de eksisterende hindringer for den regionale udvikling, nemlig demografiske ændringer, bykoncentration, migrationsstrømme (der navnlig kan skabe problemer i landområder og perifere områder), energiforsyning, klimaspørgsmål og tilpasning til de forandringer, som globaliseringen, udvidelse og naboskabspolitikker medfører; understreger betydningen af pilotprojekter, der vedrører regionernes tilpasning til nye udfordringer;

41.   kræver udarbejdelse af regelmæssige analyser af omkostningerne ved og de strukturpolitiske konsekvenser af mulige fremtidige udvidelser, inden der indledes nogen nye tiltrædelsesforhandlinger, og håber, at Parlamentet i højere grad inddrages i udvidelses- og naboskabspolitikken, så dets deltagelse i udformningen af førtiltrædelsesinstrumenterne bliver gjort obligatorisk;

42.   understreger, at problemet med affolkning er alvorligt i mange områder i EU, idet det involverer befolkningens aldring, tab af menneskelig kapital, kapitalflugt, dyrere serviceydelser m.m.;

43.   mener, at den demografiske udvikling kan få væsentlige territoriale konsekvenser såsom affolkning af nogle områder, navnlig i de mindre udviklede landdistrikter, sideløbende med bykoncentration og aldring af samfundet eller udvikling af lokal økonomi i andre områder, hvad der forudsætter specifikke innovative strategier til løsning af disse problemer, hvilket kræver en særlig indsats til opretholdelse af tjenester af almen økonomisk interesse og sikring af et højt niveau for forsyningspligtydelserne;

44.   konstaterer, at klimaændringerne vil få forskellige konsekvenser, navnlig i form af hyppigere og mere alvorlige naturkatastrofer som skovbrande, tørke og oversvømmelser, som vil kræve reaktioner, der er tilpasset de enkelte regioners behov i EU, og som regionerne må håndtere gennem revision og tilpasning af deres strategier for bæredygtig udvikling med henblik på opfyldelse EU's mål om en reduktion af CO2-emissionerne; mener, at EU's samhørighedspolitik skal være "klimavenlig", men minder om, at samhørighedspolitikkens muligheder på dette område er begrænsede; finder, at bekæmpelse af klimaændringerne også bør indgå i Fællesskabets politik på andre områder;

45.   minder desuden om, at det er vigtigt som led i formuleringen af en effektiv overordnet politik til tilvejebringelse af beskyttelse mod naturkatastrofer at vedtage forslaget til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om oprettelse af Den Europæiske Unions Solidaritetsfond (KOM(2005)0108), der indebærer en mere hensigtsmæssig og rettidig reaktion i forbindelse med naturkatastrofer på regionalt niveau, som ofte rammer nogle regioner hårdt på grund af deres geografiske beliggenhed;

46.   mener, at spørgsmålet vedrørende energiforsyning og stigende energipriser kan få væsentlige territoriale konsekvenser på grund af flertallet af EU-medlemsstaternes afhængighed af energi, især i landdistrikter, bjergegne, på øer og i fjernt beliggende regioner eller regioner i den yderste periferi på grund af deres afhængighed af transportmidler, der er følsomme over for energiomkostningerne; påpeger dog, at udnyttelse og udvikling af vedvarende energikilder og investeringer i energieffektivitet og decentrale forsyningsenheder kan indebære betydelige fremtidige muligheder for regional og lokal udvikling;

47.   henviser til sin anmodning om genanvendelse af uudnyttede bevillinger i henhold til n+2 eller n+3-reglerne, som gælder for samhørighedspolitikken, for at udnytte de sparsomme midler, der er til rådighed, bedst muligt;

48.   mener, at opretholdelsen af samhørighedspolitikken efter 2013 er et passende svar på de nye udfordringer, og at den bør finde anvendelse på et differentieret grundlag inden for hele EU; mener, at samhørighedspolitikken fortsat børe være en fællesskabspolitik i overensstemmelse med traktaten og solidaritetsprincippet, og afviser derfor alle bestræbelser på igen at gøre denne politik til et nationalt kompetenceområde;

49.   mener, at samhørighedspolitikken i fremtiden bør udbygges yderligere, og at dens merværdi i Den Europæiske Union bør fremhæves stærkere; kræver derfor, at der afsættes de nødvendige finansielle midler til samhørighedspolitikken på fællesskabsniveau; kræver, at revisionen af den finansielle ramme benyttes til at fastlægge, hvor store budgetmidler der er nødvendige i forhold til alle de udfordringer, som EU's samhørighedspolitik står over for;

o
o   o

50.   pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

(1) Vedtagne tekster, P6_TA(2007)0202. (2) Vedtagne tekster, P6_TA(2007)0356.