Indeks 
 Forrige 
 Næste 
 Fuld tekst 
Procedure : 2008/2631(RSP)
Forløb i plenarforsamlingen
Forløb for dokumenter :

Indgivne tekster :

RC-B6-0521/2008

Forhandlinger :

PV 08/10/2008 - 22
CRE 08/10/2008 - 22

Afstemninger :

PV 09/10/2008 - 7.9
Stemmeforklaringer
Stemmeforklaringer

Vedtagne tekster :

P6_TA(2008)0471

Vedtagne tekster
PDF 118kWORD 38k
Torsdag den 9. oktober 2008 - Bruxelles
Udsættelse af Doharunden i WTO
P6_TA(2008)0471RC-B6-0521/2008

Europa-Parlamentets beslutning af 9. oktober 2008 om suspensionen af WTO-Dohaudviklingsdagsordenen og dens fremtid

Europa-Parlamentet,

-   der henviser til den erklæring, der blev vedtaget på Verdenshandelsorganisationens (WTO) ministerkonference i Doha den 14. november 2001,

-   der henviser til sine tidligere beslutninger om Dohaudviklingsdagsordenen (DDA),

-   der henviser til slutdokumentet fra den parlamentariske konferences årlige møde i 2008 om WTO, som vedtoges uden afstemning den 12. september 2008 i Genève,

-   der henviser til forretningsordenens artikel 103, stk. 4,

A.   der henviser til, at WTO's ministerkonference med henblik på at afslutte Doha udviklingsrunden ("Doharunden") gik i stå i slutningen af juli 2008,

B.   der henviser til, at drøftelserne brød sammen i Genève i juli 2008; der henviser til, at der blev gjort visse fremskridt inden for nogle spørgsmål, mens andre spørgsmål, der var vigtige for afslutningen af alle modaliteter, ikke blev behandlet i aftaleudkastet,

C.   der henviser til, at udviklingslandenes og navnlig de mindst udviklede landes interesser og alle WTO-medlemmernes forpligtelse, hvad angår Doharunden, bør forblive i centrum for drøftelserne,

D.   der henviser til, at en manglende afslutning af Doharunden ville øge den nuværende globale økonomiske usikkerhed og kunne drage det multilaterale handelssystems troværdighed i tvivl og føre til et skift i retning af bilaterale og regionale handelsaftaler,

1.   udtrykker sin skuffelse og bekymring over, at WTO's ministerkonference gik i hårdknude i juli 2008;

2.   gentager sin fulde støtte til den multilaterale tilgang til handelspolitik og til et WTO, der er i stand til at sikre et omfattende, ambitiøst og velafbalanceret resultat for den internationale handel med fuld respekt for FN's milleniumudviklingsmålene;

3.   er overbevist om, at en vellykket afslutning på Doharunden under den nuværende økonomiske og finansielle krise kunne være en stabiliserende faktor;

4.   mener, at WTO sammen med andre internationale organisationer, uanset fremskridtene inden for DDA, hurtigst muligt bør forsøge at løse de nye globale problemer, hvor handel spiller en rolle, såsom fødevaresikkerhed, energi, handelsstøtte og klimaændringer;

5.   er fuldt ud klar over de vanskeligheder, der er forbundet med en pakkeløsning; anerkender de fremskridt, der hidtil er gjort i forhandlingerne, som skulle kunne danne et vigtigt og konsolideret grundlag på det næste møde med henblik på at genoptage Doharunden og nå frem til et vellykket resultat;

6.   opfordrer EU, USA og ligeledes G20 som nye store økonomiske aktører til at påtage sig deres ansvar under de igangværende forhandlinger, til fuldt ud at respektere Doharundens ånd og til at gøre deres yderste for at nå frem til en aftale hurtigst muligt; understreger endnu engang betydningen af, at der skelnes mellem udviklingslande og nye industrilande;

7.   opfordrer Indien og USA til at finde frem til en politisk løsning i forbindelse med betingelserne for anvendelsen af den særlige beskyttelsesmekanisme (SSM) for at sikre en rimelig balance mellem handelsinteresser og spørgsmål vedrørende fødevaresikkerhed, som vil muliggøre en fortsættelse af DDA-forhandlingerne i Genève om de andre åbne emner;

8.   opfordrer industrilandene og de nye udviklingslande til at efterleve EU's "alt undtagen våben"-initiativ, der tilbyder de mindst udviklede lande 100 % told- og kvotefri markedsadgang; understreger også betydningen af handelsstøtte;

9.   mener, at udviklingslandenes og navnlig de mindst udviklede landes behov bør prioriteres i DDA-forhandlingerne, idet udvikling bør gå forud for alt andet;

10.   mener, at vanskelighederne i forbindelse med DDA understreger, at der, når runden er afsluttet, er behov for, at spørgsmålet om en reform af WTO tages op hurtigst muligt med henblik på at gøre institutionen mere effektiv og gennemsigtig samt øge dens demokratiske legitimitet, ansvarlighed, gennemsigtighed, rummelighed og integration i den bredere globale forvaltningsstruktur; mener, at parlamentsmedlemmer bør føre en endnu mere energisk og effektiv kontrol med den internationale handel;

11.   gentager behovet for en målrettet teknisk bistand og kapacitetsopbygning for at bistå udviklingslandene, således at de kan engagere sig på effektiv vis i DDA;

12.   opfordrer Kommissionen og Rådet til at indgå en aftale i Lissabontraktaten ånd, der sikrer Europa-Parlamentets fulde deltagelse i EU's internationale handelsforhandlinger;

13.   pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, medlemsstaternes regeringer og parlamenter samt generaldirektøren for WTO.

Juridisk meddelelse - Databeskyttelsespolitik