Indeks 
 Forrige 
 Næste 
 Fuld tekst 
Procedure : 2009/2813(RSP)
Forløb i plenarforsamlingen
Forløb for dokumenter :

Indgivne tekster :

RC-B7-0021/2010

Forhandlinger :

Afstemninger :

PV 10/02/2010 - 9.7

Vedtagne tekster :

P7_TA(2010)0017

Vedtagne tekster
DOC 54k
Onsdag den 10. februar 2010 - Strasbourg Endelig udgave
Situationen i Yemen
P7_TA(2010)0017B7-0021, 0023, 0024, 0026, 0027 og 0028/2010

Europa-Parlamentets beslutning af 10. februar 2010 om situationen i Yemen

Europa-Parlamentet,

–   der henviser til udtalelserne fra formanden på mødet på højt plan om Yemen den 27. januar 2010,

–   der henviser til Rådets (udenrigsanliggender) konklusioner om Yemen af 25. januar 2010 og 27. oktober 2009,

–   der henviser til formandskabets erklæring på Den Europæiske Unions vegne af 27. oktober 2009 om den forværrede sikkerhedssituation i Yemen,

–   der henviser til Det Europæiske Fællesskabs strategidokument for Yemen for perioden 2007-2013,

–   der henviser til resultaterne af det besøg, som Europa-Parlamentets Delegation for Forbindelserne med Golfstaterne, herunder Yemen, foretog i Yemen den 22.-25. februar 2009,

–   der henviser til den endelige rapport fra EU-valgobservationsmissionen den 26. september 2006,

–   der henviser til forretningsordenens artikel 110, stk. 4,

A.   der henviser til, at den generelle politiske, sikkerhedsmæssige og socioøkonomiske situation i Yemen er blevet forværret gennem længere tid og har givet anledning til alvorlig bekymring i det internationale samfund,

B.   der henviser til, at en gren af al-Qaeda tog ansvaret for det fejlslagne forsøg på at sprænge et fly i luften over Detroit i december 2009, der blev udført af den nigerianske terrorist Umar Faruk Abdulmuttab, der opgav, at han var blevet trænet og udrustet i en al-Qaeda-lejr i Yemen, der henviser til, at en yderligere forværring af sikkerhedssituationen i Yemen kunne gøre landet til et tilflugtssted for terror- og oprørsgrupper i regionen, navnlig al-Qaeda, hvor de kunne planlægge, organisere og støtte fremtidige terroraktioner,

C.   der henviser til, at sikkerhedssituationen yderligere forværres af borgerkrigen mod den shiitiske Zaidi-sekt i Saada i det nordlige Yemen og de voldelige aktioner, der er iværksat af separatistbevægelsen i den sydlige del af landet,

D.   der henviser til, at terrorismen var udbredt i Yemen i mange år før 11. september, som det sås ved al-Qaeda-angrebet på USS Cole den 12. oktober 2000, og at terrorismen i landet siden 2007 er blevet intensiveret med over 30 terrorangreb på rørledninger, olieanlæg, offentlige bygninger, ambassader (herunder den italienske og den amerikanske), skibe og turister,

E.   der henviser til, at kampene i Sadah-regionen fik en regional dimension, da tropper fra Saudi-Arabien gik i kamp mod oprørerne efter et strejftog mod landets grænse og foretog angreb på oprørsstillinger, og til den yemenitiske regerings anklager om, at udefrakommende shiitiske elementer har støttet oprørsbevægelserne i nord,

F.   der henviser til, at kampene mellem den yemenitiske hær og shiamuslimske oprørere i den nordlige provins Saada, der startede i 2004, har fordrevet mere end 175 000 personer fra deres hjem og skabt en humanitær krise i området,

G.   der henviser til, at Yemen er et af verdens fattigste lande; der henviser til, at fødevarekrisen i 2008 har ramt den fattige del af Yemens befolkning meget hårdt, samtidig med at den globale finanskrise og navnlig faldet i olieindtægterne har bidraget til at sætte de offentlige finanser under et uholdbart pres, som yderligere er blevet forværret af det begrænsede omfang af gennemførelsen af økonomiske og skattemæssige reformer, der længe har været påkrævede,

H.   der henviser til, at Yemens oliereserver, som bidrager til over 75 % af landets indtægter, er tæt på at være udtømte, og at landet ikke har mange muligheder for en bæredygtig økonomi efter olien,

I.   der henviser til, at et andet stort problem i Yemen er den alvorlige mangel på vand, som skyldes adskillige faktorer, herunder et stigende forbrug i husholdningerne, dårlig vandforvaltning, korruption, manglende ressourceforvaltning og uøkonomiske kunstvandingsteknikker, og at 99 % af al vandudvinding ifølge regeringens skøn sker uden tilladelse,

J.   der henviser til, at situationen som følge af manglen på fødevarer og vand i Yemen kompliceres yderligere af befolkningens afhængighed af den letomsættelige afgrøde khat, der kræver omfattende vanding, og som dyrkes i så stort et omfang, at ca. 40 % af Yemens vandressourcer bruges hertil; der henviser til, at landet nu er blevet nettoimportør af fødevarer,

K.   der henviser til, at det tiltagende sørøveri i Adenbugten og konstante migrationspres fra Afrikas Horn også indvirker på landets stabilitet,

L.   der henviser til, at det 29 km brede stræde Bab el-Mandab mellem Yemen og Djibouti er af stor strategisk betydning, bl.a. fordi der gennem dette stræde dagligt transporteres 3,3 millioner tønder olie (4 % af verdens samlede dagsproduktion),

M.   der henviser til, at EU siden 2004 har givet over 144 mio. EUR i bistand til Yemen, hvoraf den største del er gået til udvikling, og har gennemført bilaterale bistandsprogrammer for Yemens politi og kystbevogtning,

N.   der henviser til, at den britiske og amerikanske regering efter det mislykkede bombeattentat mod et fly på vej til Detroit vil foretage en væsentlig forøgelse af deres militære bistand og udviklingsbistand til Yemen og også har forpligtet sig til i fællesskab at finansiere en antiterror-specialenhed i det yemenitiske politi og yde støtte til den yemenitiske kystvagt,

O.   der henviser til, at det parlamentsvalg, der skulle have været afholdt i april 2009, er blevet udsat for at give myndighederne mulighed for at gennemføre de nødvendige ændringer af valgsystemet; der henviser til, at der hidtil ikke er truffet konkrete foranstaltninger i retning af dette mål,

P.   der henviser til, at udviklingen i Yemen fortsat giver anledning til alvorlige bekymringer med hensyn til demokrati, menneskerettigheder og domstolenes uafhængighed; der henviser til flere sager om journalister og menneskerettighedsforkæmpere, der er blevet forfulgt; der henviser til, at kvindernes stilling er særlig vanskelig, idet de har stadig ringere adgang til uddannelse og ikke er aktive deltagere i det politiske liv,

Q.   der henviser til, at seks europæiske borgere – fem tyskere og en brite – stadig holdes som gidsler efter en bortførelse i juni 2009, mens tre andre personer fra samme gruppe blev fundet døde umiddelbart efter bortførelsen,

1.   udtrykker dyb bekymring over de vedvarende og stadig voksende problemer for sikkerheden og den politiske og socioøkonomiske situation i Yemen; opfordrer til en væsentlig indsats fra det internationale samfund for at undgå en optrapning af den nuværende krise og bevæge sig i retning af målet om et samlet, stabilt og demokratisk Yemen;

2.   glæder sig over det internationale møde om Yemen, der afholdtes den 27. januar 2010 i London, herunder over udtalelserne fra Golfstaternes Samarbejdsråds generalsekretær om, at han vil være vært for et møde for Golf-partnerne og andre Yemen-partnere i Riyadh den 22.-23. februar 2010 og over tilsagnet fra den yemenitiske regering om at ville fortsætte sit reformprogram og påbegynde drøftelserne om et IMF-program; glæder sig også over tilsagnet fra det internationale samfund om at støtte Yemens regering i kampen mod al-Qaeda og andre slags terrorisme, samtidig med at det gentager sin støtte til et samlet Yemen og respekt for landets suverænitet og uafhængighed;

3.   er overbevist om, at der kun kan opnås stabilitet i Yemen gennem politiske og økonomiske reformer; tilskynder derfor den yemenitiske regering til at opfylde de tilsagn, den gav det internationale samfund, og at intensivere den nationale politiske og økonomiske reformproces for at udbygge demokratiet og forbedre levevilkårene for befolkningen;

4.   glæder sig over og støtter det aktive samarbejde mellem Kommissionen, Rådet og den yemenitiske regering, især inden for udvikling, politi, retsvæsen, grænsekontrol, bekæmpelse af menneskehandel, søfartssikkerhed, terrorbekæmpelse og institutionsopbygning; opfordrer Rådet og Kommissionen til yderligere at styrke de bilaterale relationer med Yemen og undersøge, hvordan EU mest effektivt kan bidrage til at forbedre den sikkerhedsmæssige og politiske situation i landet;

5.   opfordrer endnu en gang til øjeblikkelig våbenhvile i Saada og til at kampene i det sydlige Yemen ophører, og mener, at kun en omfattende politisk løsning kan skabe varig fred; udtrykker sin dybe bekymring over den forværrede humanitære situation i det nordlige Yemen; opfordrer alle parter til at opfylde deres forpligtelser og ansvar i henhold til international humanitær ret med henblik på at beskytte civilbefolkningen i området og tillade levering af humanitær og anden bistand til de berørte territorier;

6.   opfordrer den yemenitiske regering til at afstå fra diskrimination mod nogen etnisk eller religiøs gruppe i landet og til at følge hensynet til almenvellet i sine politikker; understreger, at aktioner og foranstaltninger til terrorbekæmpelse ikke må misbruges til politiske formål, især rettet mod politiske modstandere, journalister og menneskerettighedsforkæmpere;

7.   udtrykker sin bekymring over den vedvarende og tiltagende tilstedeværelse af al-Qaeda i Yemen, og understreger, at såfremt der ikke træffes konkrete foranstaltninger, kan dette medføre en yderligere undergravning af centralregeringens myndighed og destabilisering af Yemen og den omkringliggende region, ligesom det skete i Somalia, hvilket igen vil give ekstremister styret eller inspireret af al-Qaeda mulighed for at omgruppere sig og organisere, træne og iværksætte terroraktioner i eller uden for Yemen;

8.   opfordrer Yemens myndigheder til at gennemføre de nødvendige reformer til forbedring af menneskerettighedssituationen i landet, navnlig sikring af pressefriheden, retten til en retfærdig rettergang og ligebehandling af mænd og kvinder;

9.   understreger betydningen af et uafhængigt retsvæsen med ressourcer og beføjelser til at håndtere ansvarsplaceringen ved overtrædelser af menneskerettighederne, herunder vilkårlig anholdelse og tortur; tilskynder den yemenitiske regering til at sikre, at uafhængige humanitære organisationer får adgang til alle fængsler i Yemen, og at brugen af private og uautoriserede fængsler ophører;

10.   opfordrer alle politiske kræfter i Yemen til at bryde dødvandet i forhandlingerne om de nødvendige politiske reformer; understreger, at det er vigtigt, at der afholdes valg i 2011, og opfordrer alle politiske partier til at sætte handling bag deres aftaler om de tiltag, der er nødvendige for at forbedre valgsystemet og udbygge demokratiet, navnlig under hensyntagen til EU-valgobservationsmissionens anbefalinger efter de demokratiske præsident- og lokalvalg i 2006; opfordrer Kommissionen og Rådet til i tæt samarbejde med Parlamentet at overvåge den proces til reform af forfatningen og valgloven, der ligger til grund for udsættelsen af parlamentsvalget;

11.   opfordrer Kommissionen og Rådet, og efter sin oprettelse også Tjenesten for EU's Optræden Udadtil, til hurtigt at anlægge en samordnet og omfattende EU-strategi for Yemen for at undgå dobbeltarbejde og overlapning mellem medlemsstaternes støtte- og udviklingsbistandsprogrammer; minder om, at EU-samordning er afgørende for at opnå en altomfattende samordning af donorerne i Yemen, hvilket i alvorlig grad er fraværende;

12.   opfordrer Rådet og Kommissionen til i samarbejde med andre internationale aktører at yde øget udviklingsbistand til Yemen med henblik på at stabilisere den politiske situation og forbedre den økonomiske situation og levevilkårene for landets befolkning; opfordrer især til overvejelser om ekstraordinære bistandsforanstaltninger i forbindelse med stabilitetsinstrumentet og et særligt program til udvidelse af uddannelsen under instrumentet for finansiering af udviklingssamarbejdet; glæder sig over, at Golfens Samarbejdsråd har vist vilje til at videreudvikle sine forbindelser med Yemen; opfordrer den yemenitiske regering til i tæt samarbejde med donorerne at øge bistandens effektivitet via passende samordnings-, distributions- og implementeringsmekanismer;

13.   opfordrer Kommissionen og Rådet til at sikre, at den bistand, der ydes af det internationale samfund og navnlig fra EU's budget, anvendes til at finansiere projekter, der direkte kommer så mange mennesker som muligt til gode, og hvis effektivitet kan evalueres på stedet; glæder sig i den forbindelse over oprettelsen af en egentlig EU-delegation i Sanaa;

14.   opfordrer Kommissionen og Rådet til at gennemføre et særligt program for bistand til Yemen, der omfatter oplæring af yemenitiske embedsfolk på basis af EUJUST LEX-erfaringerne og samplacering af undervisere i yemenitiske centrale og lokale forvaltninger på en sådan måde, at det styrker eller supplerer andre internationale indsatser;

15.   opfordrer Rådet og Kommissionen til at bistå USA og Yemen med at hjemsende eller genhuse de yemenitter, der er blevet tilbageholdt uden anklage på Guantanamo, herunder de 40 yemenitter, hvis løsladelse den amerikanske regering allerede har godkendt;

16.   opfordrer Yemens myndigheder til at øge bestræbelserne på at få frigivet de seks europæere, der stadig bliver holdt som gidsler på landets territorium;

17.   anmoder Rådet og Kommissionen om at holde Parlamentet fuldstændigt og hurtigt informeret på alle trin i udviklings- og forhandlingsprocessen i overensstemmelse med artikel 218 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde;

18.   pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, generalsekretæren for Golfens Samarbejdsråd og Republikken Yemens regering og parlament.

Seneste opdatering: 12. oktober 2010Juridisk meddelelse