Indeks 
 Forrige 
 Næste 
 Fuld tekst 
Procedure : 2010/2592(RSP)
Forløb i plenarforsamlingen
Forløb for dokumenter :

Indgivne tekster :

B7-0170/2010

Forhandlinger :

PV 10/03/2010 - 12
CRE 10/03/2010 - 12

Afstemninger :

PV 11/03/2010 - 8.1

Vedtagne tekster :

P7_TA(2010)0063

Vedtagne tekster
DOC 41k
Torsdag den 11. marts 2010 - Strasbourg Endelig udgave
Cuba
P7_TA(2010)0063B7-0169, 0170, 0174, 0175, 0176 og 0178/2010

Europa-Parlamentets beslutning af 11. marts 2010 om situationen for politiske fanger og samvittighedsfanger i Cuba

Europa-Parlamentet,

–   der henviser til sine tidligere beslutninger om situationen i Cuba, navnlig beslutningerne af 17. november 2004, 2. februar 2006 og 21. juni 2007,

–   der henviser til sine tidligere beslutninger om årsberetningerne om menneskerettighederne i verden 2004, 2005, 2006, 2007 og 2008 og EU's menneskerettighedspolitik,

–   der henviser til sin beslutning af 14. december 2006 om opfølgning af Sakharov-prisen(1) ,

–   der henviser til rådsformandskabets erklæring af 14. december 2005 om Damas de Blanco-gruppen og til tidligere erklæringer af 26. marts 2003 og 5. juni 2003 om situationen i Cuba,

–   der henviser til Rådets fælles holdning 96/697/FUSP, som blev vedtaget den 2. december 1996 og siden med jævne mellemrum er blevet ajourført,

–   der henviser til konklusionerne fra mødet i Rådet (almindelige anliggender og eksterne forbindelser) den 18. juni 2007, juni 2008 og den 15. juni 2009 om Cuba,

–   der henviser til de erklæringer, der er afgivet af henholdsvis talsmanden for EU's højtstående repræsentant, Catherine Ashton, og Europa-Parlamentets formand, Jerzy Buzek, om den politiske fange og samvittighedsfange Orlando Zapata Tamayos død i Cuba,

–   der henviser til forretningsordenens artikel 110, stk. 4,

A.   der henviser til, at beskyttelse af menneskerettighedernes - herunder de borgerlige, politiske, økonomiske, sociale og kulturelle rettigheders - universalitet og udelelighed fortsat er et af Den Europæiske Unions vigtigste mål,

B.   der henviser til, at snesevis af uafhængige journalister, fredelige systemkritikere og menneskerettighedsforkæmpere, der for de flestes vedkommende tilhører den demokratiske opposition, fortsat holdes fængslet i Cuba for at have udøvet deres grundlæggende ret til ytringsfrihed og forsamlingsfrihed samt retten til at holde møder,

C.   der henviser til, at Europa-Parlamentet i 2005 gav Sakharov-prisen for tankefrihed til Damas de Blanco; der påpeger, at de cubanske myndigheders afslag på at give Damas de Blanco udrejsetilladelse for at kunne modtage prisen i Parlamentet er en krænkelse af en af de grundlæggende menneskerettigheder, nemlig retten til frit at kunne forlade og vende tilbage til sit eget land, som er nedfældet i verdenserklæringen om menneskerettigheder,

D.   der henviser til de foranstaltninger, som EU's institutioner har iværksat med henblik på at opnå, at de politiske fanger og samvittighedsfanger i Cuba løslades og sikres en humanitær behandling,

E.   der henviser til, at det er første gang i næsten 40 år, at en cubansk aktivist er død under en sultestrejke i protest mod regeringens overgreb, og at Orlando Zapata Tamayos død betragtes som et alvorligt tilbageskridt for menneskerettighederne i Cuba og har resulteret i en bølge af protester på internationalt plan og desuden har medført, at flere cubanske politiske fanger og samvittighedsfanger er gået i sultestrejke,

1.   fordømmer på det kraftigste den politiske fange Orlando Zapata Tamayos undgåelige og grusomme død efter 85 dages sultestrejke og udtrykker sin solidaritet og medfølelse med hans familie;

2.   fordømmer den forebyggende tilbageholdelse af aktivister og regeringens forsøg på at forhindre Orlando Zapata Tamayos familie i at holde hans begravelse og vise ham den sidste ære;

3.   beklager, at de cubanske myndigheder ikke i noget nævneværdigt omfang har reageret på EU's og det internationale samfunds opfordringer til at løslade alle politiske fanger og fuldt ud respektere de grundlæggende frihedsrettigheder, navnlig ytringsfriheden og foreningsfriheden;

4.   anmoder den cubanske regering om øjeblikkeligt og betingelsesløst at løslade alle politiske fanger og samvittighedsfanger;

5.   giver udtryk for sin bekymring over situationen for de politiske fanger og dissidenter i Cuba, som erklærede sig i sultestrejke efter Orlando Zapatas død; finder det glædeligt, at de fleste af dem nu igen tager føde til sig, men henleder samtidig opmærksomheden på, at journalisten og psykologen Guillermo Fariñas, der har fortsat sin sultestrejke, befinder sig i en meget kritisk tilstand, som risikerer at få en fatal udgang;

6.   beklager den manglende reaktion på Rådets og Europa-Parlamentets gentagne appeller om øjeblikkelig løsladelse af alle politiske fanger og samvittighedsfanger og understreger, at fængsling af dissidenter i Cuba på grund af deres idealer og fredelige politiske virksomhed er i strid med verdenserklæringen om menneskerettigheder;

7.   opfordrer indtrængende Rådet og Kommissionen til at forstærke deres indsats for at få løsladt de politiske fanger og til at støtte og tilvejebringe garantier for det arbejde, der gøres af menneskerettighedsforkæmpere, i overensstemmelse med de konklusioner, som blev vedtaget på mødet i Rådet (udenrigsanliggender) den 8. december 2009;

8.   opfordrer indtrængende EU-institutionerne til at give deres ubetingede støtte og helhjertede opmuntring til iværksættelse af en fredelig politisk overgang til flerpartidemokrati i Cuba;

9.   udtrykker sin dybe solidaritet med hele det cubanske folk og støtter det i dets fremskridt mod demokrati og respekt for og fremme af de grundlæggende frihedsrettigheder;

10.   opfordrer EU's højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik og kommissæren med ansvar for samarbejde til straks at indlede en struktureret dialog med det cubanske civilsamfund og med de kræfter, der støtter en fredelig overgang til demokrati i Cuba, i overensstemmelse med de konklusioner, som Rådet for Den Europæiske Union gentagne gange har vedtaget, under anvendelse af EU's udviklingsbistandsinstrumenter, navnlig inden for rammerne af det europæiske initiativ for demokrati og menneskerettigheder;

11.   pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, EU's roterende formandskab, næstformanden i Kommissionen/EU's højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Den Euro-Latinamerikanske Parlamentariske Forsamling og Cubas regering og nationalforsamling.

(1) Vedtagne tekster, P6_TA(2006)0601.

Seneste opdatering: 30. november 2010Juridisk meddelelse