Europa-Parlamentets beslutning af 25. marts 2010 om den årlige redegørelse vedrørende euroområdet og offentlige finanser (2009/2203(INI))
Europa-Parlamentet,
– der henviser til Kommissionens meddelelse om den årlige redegørelse vedrørende euroområdet og det ledsagende arbejdsdokument fra Kommissionens personale om den årlige beretning om euroområdet, begge af 7. oktober 2009 (KOM(2009)0527 og SEK(2009)1313),
– der henviser til arbejdsdokumentet fra Kommissionens personale af 12. august 2009 om de offentlige finanser i ØMU - 2009 (SEK(2009)1120),
– der henviser til Kommissionens meddelelse af 14. oktober 2009 om de offentlige finansers langsigtede holdbarhed i forbindelse med økonomisk genopretning (KOM(2009)0545),
– der henviser til Kommissionens henstilling af 28. januar 2009 med henblik på Rådets henstilling om ajourføringen i 2009 af de overordnede retningslinjer for medlemsstaternes og Fællesskabets økonomiske politikker og gennemførelsen af medlemsstaternes beskæftigelsespolitikker (KOM(2009)0034),
– der henviser til sin beslutning af 18. november 2008 om ØMU@10: resultater og udfordringer efter 10 år med Den Økonomiske og Monetære Union(1),
– der henviser til sin beslutning af 11. marts 2009 om en europæisk økonomisk genopretningsplan(2),
– der henviser til sin beslutning af 13. januar 2009 om de offentlige finanser i ØMU i 2007-2008(3),
– der henviser til sin beslutning af 9. juli 2008 om ECB's årsberetning 2007(4),
– der henviser til forretningsordenens artikel 48,
– der henviser til betænkning fra Økonomi- og Valutaudvalget (A7-0031/2010),
A. der henviser til, at medlemsstaterne har været udsat for den alvorligste økonomiske og sociale krise siden den europæiske integrationsproces begyndelse,
B. der henviser til, at en stabil valuta og en forsvarlig finanspolitik har vist deres værdi ved at dæmpe krisens konsekvenser for Europa,
C. der henviser til, at finanspolitikken og den monetære politik såvel som stabiliseringsforanstaltningerne inden for finanssektoren var af altafgørende betydning for en stabilisering af den europæiske økonomi,
D. der henviser til, at samordningen af finanspolitikken og krisebekæmpelsesforanstaltningerne i G-20, EU og medlemsstaterne gennem en længere periode har bidraget til, at der undgås en yderligere forværring,
E. der henviser til, at mange medlemsstater har ført en konjunkturforstærkende finanspolitik,
F. der henviser til, at der kun findes en virkelig økonomisk politik i EU for den monetære politik, og at der er tale om en begrænset samordning af finanspolitikken, som hovedsageligt er medlemsstaternes ansvar,
G. der henviser til, at priserne på olie, gas, mineraler og ikke-vedvarende energikilder er stærkt svingende og bidrager til global ubalance og var hovedårsagen til hindringerne for opnåelse af ECB's inflationsmål på under, men tæt ved 2 % i 2008; der henviser til, at disse priser forventes at stige på mellemlang sigt, hvilket bringer euroområdets makroøkonomiske stabilitet i fare,
H. der henviser til, at medlemsstaternes underskud på de offentlige finanser vil stige hurtigt til omkring 7 % af BNI i 2010 som følge af de kombinerede virkninger af højere udgifter via automatiske stabilisatorer og vilkårlige foranstaltninger til støtte for økonomien og finanssektoren samt lavere skatteindtægter; der henviser til, at der forventes en vis forbedring i underskuddene i 2011; der imidlertid henviser til, at visse medlemsstater allerede lang tid før krisen ved flere lejligheder ikke kunne leve op til stabilitetspagtens kriterier; der henviser til, at en genoprettelse af forsvarlige offentlige finanser er vigtig og en forudsætning for den fælles valutas stabilitet,
I. der henviser til, at krisens omkostninger var hovedårsagen til den fornyede forværring af de offentlige finanser, medens der indtraf en forbedring i medlemsstaternes budgetbalancer inden krisen; der henviser til, at det imidlertid skal anføres, at adskillige medlemsstater havde en høj offentlig gæld allerede inden krisen,
J. der henviser til, at de kontracykliske offentlige udgifter var nødvendige for at undgå en endnu mere alvorlig økonomisk nedgang og stadig er nødvendige for at sikre økonomisk stabilitet; der henviser til, at overdrevent store strukturelle budgetunderskud og overdrevent stor offentlig gæld er alvorlige hindringer for den økonomiske vækst og i alvorlig grad begrænser de offentlige udgifter inden for områder som uddannelse, pleje, innovation og offentlige tjenester,
K. der henviser til, at selv om oprettelsen af euroområdet må hilses velkommen, har det resulteret i, at det ikke længere er muligt at føre en fleksibel national valutakurspolitik,
L. der henviser til, at det ved den politiske planlægning næsten er umuligt at forudse en krise af sådanne usædvanlige dimensioner, men at stabilitets- og vækstpagten (SVP) var udformet med henblik på at finde anvendelse i gode såvel som i dårlige tider, men at mange medlemsstater har ignoreret denne forpligtelse til at træffe forberedelser til dårlige tider,
M. der henviser til, at globaliseringen tvinger euroområdet til at spille en effektiv rolle i den globale økonomiske og finansielle styring,
N. der henviser til, at euroens potentiale ikke udnyttes tilstrækkeligt på globalt plan, idet der ikke er en klart formuleret, international strategi for euroen, ligesom den ikke er effektivt repræsenteret i international sammenhæng,
Den monetære politik
1. er foruroliget over den vedvarende og forventede nedgang i beskæftigelsen i Den Europæiske Union på trods af den usædvanlige indsats inden for rammerne af den monetære politik og finanspolitikken; understreger, at der ud over de ekstraordinære genopretningsforanstaltninger må ske en intensivering og ikke en afbrydelse i strukturreformerne, så den europæiske økonomi og arbejdsmarkedet bliver mere robust og modstandsdygtig over for den globale økonomiske turbulens;
2. glæder sig over ECB's aktive og fleksible monetære politik siden oktober 2008, idet den har udvidet likviditeten til kreditinstitutter;
3. er bekymret over, at ikke alle banker har udnyttet den ekstra likviditet, som ECB og andre centralbanker har stillet til rådighed, til at lempe den »kreditstramning«, som erhvervslivet oplever, og navnlig små og mellemstore virksomheder;
4. glæder sig over den intensiverede samordning mellem Rådet, ECB og Eurogruppen;
5. er bekymret over de økonomiske følger for euroområdet af et hurtigt fald i den amerikanske dollars og renminbi-yuans værdi, idet sidstnævnte blev kunstigt devalueret efter et ulovligt indgreb fra den kinesiske regerings side; er bekymret over muligheden for en ny aktivboble i Asien; kræver udvidede internationale, makroøkonomiske dialoger for at tilpasse valutakurserne, således at der kan opnås en mere afbalanceret verdensøkonomi;
6. understreger, at målet med prisstabilitet kun kan opnås, hvis der tages hensigtsmæssigt fat på de dybereliggende årsager til inflation; understreger i denne forbindelse, at den øgede inflation før den finansielle krises udbrud ikke skyldtes en overdreven intern efterspørgsel, men var forårsaget af en voldsom stigning i priserne på energi og fødevarer, råvarer og finansielle aktiver og fast ejendom;
7. understreger, at løntilbageholdenhed også virker som en bremse på væksten i husstandsindkomsterne og dermed på det private forbrug; advarer derfor mod udelukkende at fokusere på løntilbageholdenhed som et middel til at opnå prisstabilitet og opretholde konkurrencen; minder om, at øget global konkurrence allerede har bidraget til et nedadgående pres på lønningerne, medens de højere råvarepriser og energiudgifter har mindsket EU-forbrugernes købekraft; understreger, at reallønnen bør stige i takt med væksten i produktiviteten for at sikre en stabil indkomstfordeling på lang sigt;
8. gentager sin opfordring til en bedre samordning mellem WTO, IMF, Rådet for Finansiel Stabilitet og Verdensbankgruppen med henblik på at bekæmpe spekulation og tage udfordringerne som følge af den økonomiske krise op;
9. minder om, at valutakursudsving er en hindring for en global økonomisk genopretning, og at en samordning af den monetære politik er afgørende, hvis man vil undgå en ny finansiel ubalance, der kunne medføre makroøkonomisk ustabilitet; opfordrer til afholdelse af en international valutakonference under IMF's auspicier som et forum for globale drøftelser om monetære spørgsmål;
Forbedring af samordning og samarbejde inden for den økonomiske politik
10. er lige som Kommissionen bekymret for de betydelige ubalancer i forbindelse med udviklingen i enhedslønomkostningerne, produktivitetsvækstrater, den voksende ulige fordeling af indkomst og formue, betalingsbalancens løbende poster og rentesatsspredningen i EU og i euroområdet, og er bekymret over, at der ikke findes effektive mekanismer, der kan forhindre en sådan tiltagende ubalance;
11. opfordrer som foreslået i dokumentet fra personalet, der ledsager Kommissionens meddelelse af 7. maj 2008 om ØMU@10: resultater og udfordringer efter 10 år med Den Økonomiske og Monetære Union (KOM(2008)0238), Kommissionen til at udvikle diagnoseværktøjer og indikatorer for mere effektivt at overvåge og vurdere den relevante økonomiske udvikling i medlemsstaterne, herunder en multilateral overvågning af enhedsarbejdsomkostningerne, de reelle valutakurser, finansielle markeder og politikker, der indvirker på konkurrenceevnen;
12. henviser til den bekymring, som Kommissionen har givet udtryk for i sin årlige redegørelse om euroområdet 2009, om ubalancer, der har ophobet sig i euroområdet, og det, som Kommissionen fastslår som to vigtige kilder til ubalance: på den ene side den vækstmodel, der er koncentreret om en konkurrencedygtig eksportsektor, og som ikke underbygges af intern efterspørgsel, er sårbar, og omvendt kan ubalancerne i visse underskudslande have taget form af overdrevent pres på den interne efterspørgsel, en overdreven stigning i priser på fast ejendom og en overdimensioneret byggesektor; foreslår derfor, at Kommissionen undersøger eventuelle måder til at foretage en effektiv forbedring af den økonomiske styring i euroområdet, herunder oprettelsen af nye mekanismer til at forhindre en fornyet overdreven vækst i sådanne ubalancer i fremtiden og de asymmetriske chok, som de bidrager til;
13. understreger, at Kommissionen klart anfører i sin årlige redegørelse vedrørende euroområdet 2009, at den etablerede mekanisme med politisk samordning inden for euroområdet ikke fungerede godt under krisen; deler Kommissionens opfattelse af, at der er alvorligt behov for en uddybning og udvidelse af den makroøkonomiske overvågning for at tilskynde til en samordnet reaktion på krisen;
14. glæder sig over anvendelsen af EIB's midler såvel som de fælles men forskellige bidrag fra medlemsstaterne til anti-cykliske offentlige udgifter under krisen, som delvis er blevet anvendt til at udligne det europæiske budgets begrænsede størrelse; advarer dog mod en overdreven anvendelse af EIB, som vil føre til en omgåelse af budgetproceduren og fratage Europa-Parlamentet muligheden for at udtale sig om anvendelsen af de udgifter, der er indgået forpligtelser for; minder derfor om, at EIB ikke bør blive en erstatning for EU's budget;
15. er enig med Kommissionen i, at kontrol med og regulering af finansmarkederne, budgetdisciplin og begrænsning af de interne og eksterne underskud er vigtig, hvis udviklingen af ØMU skal blive en succes;
16. understreger, at der er behov for en omfattende anvendelse af stabilitets- og vækstpagtens regler, men anfører samtidig, at disse regler kun vedrører det offentlige underskud og den offentlige gæld; påpeger, at dette instrument for finanspolitisk samordning kun delvist behandler de omfattende årsager til den manglende økonomiske ligevægt i euroområdet; mener derfor, at den finanspolitiske samordning bør gå videre end det nuværende anvendelsesområde for stabilitets- og vækstpagten;
17. understreger, at den aktuelle økonomiske og finansielle krise og den styrkede finansielle samordning blandt medlemsstater, der allerede har indført euroen, ikke bør føre til en indkapsling af euroområdet;
18. gentager sin opfattelse af, at den økonomiske samordning bør give sig udslag i en integreret europæisk strategi for økonomi og beskæftigelse med udgangspunkt i den kommende EU 2020-strategi, de integrerede retningslinjer, strategien for bæredygtig udvikling samt stabilitets- og konvergensprogrammerne;
Offentlige finanser
19. udtrykker dyb bekymring over den uacceptabelt høje offentlige gæld og prognoserne for en hurtig stigning heri i 2010 og 2011;
20. understreger, hvor vigtigt det er, at de nye bestemmelser i artikel 136 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde udnyttes effektivt for at forbedre den økonomiske samordning og styring inden for euroområdet; ser frem til vedtagelsen af konkrete forslag fra Kommissionen og formanden for Eurogruppen på dette område;
21. glæder sig over den første årsberetning fra Det Rådgivende Organ for Statistisk Styring på Europæisk Plan og er bl.a. enig i dens konklusion, at et stærkere retsgrundlag for nationale statistiske kontorers faglige uafhængighed bør fremmes i de medlemsstater, hvor dette ikke er sket endnu; ser frem til Kommissionens (Eurostats) vurdering som et led i dens årlige overvågning af overholdelsen af adfærdskodeksen som anført i Kommissionens henstilling om medlemsstaternes og Fællesskabets statistikmyndigheders uafhængighed, integritet og ansvarlighed (KOM(2005)0217 endel.);
22. er bekymret over medlemsstaternes nedsatte evne til at imødegå fremtidige økonomiske recessioner og til at bidrage til investeringer i viden, modernisering af industrisektoren og en bæredygtig udvikling, som er så tvingende nødvendige;
23. er enig i, at den reviderede stabilitets- og vækstpagt fra 2005 gennem en forøgelse af rammens fleksibilitet indeholder hensigtsmæssige værktøjer til samordning af exit-strategier og giver tilstrækkeligt råderum under økonomiske recessioner til at muliggøre en konsolidering af det økonomiske opsving; er imidlertid af den opfattelse, at der, lige så snart den aktuelle recession er overstået, så er behov for samtidig med, at man overholder den reviderede vækst- og stabiliseringspagt, at styrke pagtens forebyggende element ved at sikre, at medlemsstaterne virkelig afholder sig fra pro-cykliske politikker i perioder med vækst;
24. understreger, at Kommissionen, når den evaluerer medlemsstaternes stabilitets- og konvergensprogrammer, bør lægge betydelig vægt på konklusionerne i sin meddelelse om de offentlige finansers langsigtede holdbarhed i forbindelse med økonomisk genopretning (KOM(2009)0545);
25. støtter Kommissionens anvendelse af proceduren for uforholdsmæssigt store underskud med henblik på at mindske det offentlige underskud og understreger betydningen af tidsmæssigt afstemte, ambitiøse, konkrete og kvantificerbare programmer til at skabe balance i de offentlige finanser i medlemsstaterne fra 2010-2011;
26. er dybt bekymret over udviklingen i Grækenlands underskud; opfordrer til, at der må drages lære af denne situation i forbindelse med fremtidige udvidelser af euroområdet, især hvad angår kvaliteten af statistiske data;
27. mener, at de medlemsstater, der har vanskeligt ved at fastholde deres offentlige finanser i første række bør gøres ansvarlige for at finde en løsning på disse problemer, især ved at føre en mere hensigtsmæssig finanspolitik; opfordrer medlemsstaterne til at fremskynde deres reformer ved hjælp af beslutsomme politiske aktioner for at overvinde den manglende bæredygtighed som følge af et højt gældsniveau og af omkostninger i tilknytning til en aldrende befolkning;
28. understreger, at visse mangler i opbygningen af ØMU'en og i en vis grad den økonomiske politik i visse af medlemsstaterne i euroområdet og hos tredjelandspartnere gør det vanskeligt for medlemsstaterne at bringe deres finanser i orden; bekræfter sin overbevisning om, at den aktuelle mekanisme for politisk samordning inden for euroområdet skal udvides, navnlig for at håndtere den aktuelle og fremtidige økonomiske ubalance og forskelle inden for euroområdet; beklager i den forbindelse, at der ikke findes nogen bindende forpligtelser mellem regeringerne til at gennemtvinge samordning inden for euroområdet;
29. opfordrer Kommissionen til at foreslå en række foranstaltninger til at hjælpe medlemsstaterne med på ny at skabe balance i deres offentlige finanser og finansiere offentlige investeringer via:
a)
euroobligationer eller lignende foranstaltninger til at mindske renteudgifterne ved gældsafvikling i betragtning af, at rentespændet mellem medlemsstaterne ikke er faldet til et lavere niveau end det, der var før krisen;
b)
fremme af skattesamarbejdet mellem medlemsstater, herunder en tidsplan for indførelsen af et fælles konsolideret grundlag for selskabsskat;
c)
indførelse af rapportering for hvert enkelt land om selskabsindtægter og betaling af skat herpå;
30. gentager sin opfattelse af, at medlemsstaternes regeringer, når de fastlægger deres nationale budgetter, bør tage højde for de integrerede retningslinjer og de landsspecifikke henstillinger såvel som den generelle budgetsituation i euroområdet; mener, at de forskellige nationale finansår og de vigtigste antagelser, der finder anvendelse i de grundlæggende prognoser, bør harmoniseres for at undgå uoverensstemmelser på grund af anvendelsen af forskellige makroøkonomiske prognoser (vedrørende f.eks. global vækst, EU-vækst, prisen på en tønde olie og rentesatser) og andre parametre;
31. opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at arbejde hen imod en definition på instrumenter med henblik på at forbedre sammenligneligheden af de nationale budgetter i forbindelse med udgifterne i de forskellige kategorier;
32. opfordrer Kommissionen til hurtigst muligt at forelægge et konkret forslag til, hvorledes finanssektoren bør påtage sig sin del af udgifterne til krisen;
33. opfordrer ECB, Kommissionen og medlemsstaterne i euroområdet til at fremme den økonomiske og monetære integrationsproces inden for EU og støtte udvidelsen af euroområdet;
34. opfordrer ECB til at støtte de bestræbelser, medlemsstater uden for euroområdet gør, for at indføre euroen, navnlig i de tilfælde hvor medlemsstaterne har vist deres evne til at gennemføre en sund og stabil budgetdisciplin;
Bekæmpelse af ressourceafhængighed og skabelse af flere nye arbejdspladser inden for moderne, miljømæssigt bæredygtige industrigrene
35. minder om, at krisen ikke er en undskyldning for at forsinke håndteringen af klimaændringerne og miljøforringelsen; understreger, at en forsinkelse kunne blive dyr både i økonomisk og miljømæssig henseende, og at øget energi- og ressourceeffektivitet kædet sammen med overgangen til bæredygtige, vedvarende ressourcer er den bedste måde, hvorpå afhængigheden af knappe ressourcer kan begrænses samtidig med, at der skabes nye arbejdspladser inden for moderne og miljømæssigt bæredygtige industrigrene;
36. opfordrer medlemsstaterne og Kommissionen til radikalt at øge deres indsats i denne retning og anmoder ECB og Kommissionen om at medtage dette spørgsmål i deres regelmæssige økonomiske rapporter;
37. opfordrer Eurogruppen til at træffe de nødvendige foranstaltninger for at fremme optagelsen i euroområdet af de medlemsstater, der søger om medlemskab, og som opfylder forudsætningerne for medlemskab;
Repræsentationen af euroområdet udadtil
38. gentager sin opfattelse af, at der er sket få fremskridt i indsatsen hen imod en fælles international repræsentation af euroområdet på trods af krisen;
39. mener, at ØMU'ens politiske dagsorden vil være præget af bl.a. de udfordringer, som fremvoksende asiatiske økonomier fører med sig; beklager manglen på fremskridt i forbindelse med en bedre repræsentation af euroområdet udadtil på trods af euroens stadigt voksende globale rolle som reservevaluta; understreger, at euroområdet må udvikle en international strategi, der svarer til denne valutas internationale status;
40. påpeger også, at global ubalance som følge af valutakursudsving mellem bl.a. den amerikanske dollar og renminbi-yuan og euroen også må tages op for at undgå fremtidige finanskriser; opfordrer Eurogruppen, Rådet og ECB til at styrke samordningen af deres indsats inden for valutakurspolitikken;
41. understreger betydningen af G-20-konklusionerne om global ubalance og om de økonomiske områders opgaver for at skabe balance i økonomien; understreger valutakursernes betydning for forberedelsen af kommende G20-topmøder; er af den opfattelse, at disse forberedelser bør være mere gennemsigtige inden for EU, og at Parlamentet bør holdes underrettet;
o o o
42. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, medlemsstaternes parlamenter, Eurogruppen, Den Europæiske Centralbank og Den Europæiske Investeringsbank.