Indeks 
 Forrige 
 Næste 
 Fuld tekst 
Procedure : 2010/2772(RSP)
Forløb i plenarforsamlingen
Forløb for dokumenter :

Indgivne tekster :

RC-B7-0413/2010

Forhandlinger :

PV 07/07/2010 - 19
CRE 07/07/2010 - 19

Afstemninger :

PV 08/07/2010 - 6.7
Stemmeforklaringer
Stemmeforklaringer

Vedtagne tekster :

P7_TA(2010)0285

Vedtagne tekster
PDF 124kWORD 45k
Torsdag den 8. juli 2010 - Strasbourg
Ikrafttræden af konventionen om fragmentationsammunition den 1. august 2010 og EU's rolle
P7_TA(2010)0285RC-B7-0413/2010

Europa-Parlamentets beslutning af 8. juli 2010 om ikrafttrædelsen af konventionen om klyngeammunition og EU's rolle

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til konventionen om klyngeammunition, der blev vedtaget af 107 lande på diplomatkonferencen i Dublin den 19.-30. maj 2008,

–  der henviser til meddelelse af 30. maj 2008 fra FN's generalsekretær, hvori han opfordrer staterne til straks at undertegne og ratificere denne vigtige aftale og udtaler, at han ser frem til dens hurtige ikrafttrædelse,

–  der henviser til sin beslutning af 20. november 2008 om konventionen om fragmentationsammunition(1),

–  der henviser til sin beslutning af 10. marts 2010 om gennemførelse af den europæiske sikkerhedsstrategi og den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik(2),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 110, stk. 4,

A.  der henviser til, at konventionen om klyngeammunition har kunnet undertegnes siden den 3. december 2008, først i Oslo og derefter i FN's hovedkvarter i New York, og vil træde i kraft den første dag i den sjette måned efter den 30. ratifikation, dvs. den 1. august 2010,

B.  der henviser til, at konventionen om klyngeammunition definerer klyngeammunition som ammunition, der er konstrueret til at sprede eller frigøre eksplosiv subammunition, der vejer mindre end 20 kg pr. genstand, og omfatter sådan eksplosiv subammunition,

C.  der henviser til, at konventionen om klyngeammunition forbyder anvendelse, produktion, oplagring og overførsel af klyngeammunition som en våbenkategori,

D.  der henviser til, at konventionen om klyngeammunition kræver, at de kontraherende stater tilintetgør deres lagre af denne type ammunition,

E.  der henviser til, at konventionen om klyngeammunition fastlægger nye humanitære standarder for bistand til ofre og kræver, at de kontraherende stater fjerner efterladt ueksploderet klyngeammunition efter konflikter,

F.  der henviser til, at klyngeammunition udgør en alvorlig fare for civile, når den anvendes i befolkede områder, som følge af dens typisk dødelige følger, og at anvendelsen af denne type ammunition har medført mange tragiske kvæstelser og dødsfald blandt civile i post-konfliktsituationer, eftersom efterladt ueksploderet subammunition ofte findes af børn og andre intetanende uskyldige personer,

G.  der henviser til, at 20 EU-medlemsstater hidtil har undertegnet konventionen, elleve har ratificeret den, og syv har hverken undertegnet eller ratificeret den,

H.  der henviser til, at processen med tiltrædelse af konventionen efter dennes ikrafttrædelse den 1. august 2010 vil blive mere krævende, eftersom staterne vil skulle tiltræde konventionen via en ettrinsproces,

I.  der henviser til, at den støtte, som de fleste EU-stater samt interparlamentariske initiativer og et uhyre stort antal civilsamfundsorganisationer har udvist, har været afgørende for den vellykkede afslutning af Oslo-processen, som førte til vedtagelse af konventionen om klyngeammunition,

J.  der henviser til, at alle 27 EU-medlemsstaters undertegnelse og ratifikation af konventionen forud for dens ikrafttrædelse den 1. august 2010 ville være et stærkt politisk signal til støtte for en verden uden klyngeammunition og EU's målsætninger med hensyn til bekæmpelse af spredning af våben, der dræber vilkårligt,

1.  glæder sig over, at konventionen om klyngeammunition vil træde i kraft den 1. august 2010;

2.  opfordrer alle EU-medlemsstaterne og alle kandidatlande til som et hasteanliggende at undertegne og ratificere konventionen om klyngeammunition inden udgangen af 2010, herunder de stater, der endnu ikke har undertegnet konventionen, dvs. Estland, Finland, Grækenland, Letland, Polen, Rumænien, Slovakiet og Tyrkiet, og de stater, der har undertegnet, men endnu ikke ratificeret den, dvs. Bulgarien, Cypern, Den Tjekkiske Republik, Ungarn, Italien, Litauen, Nederlandene, Portugal og Sverige;

3.  roser alle de stater, der har undertegnet og ratificeret konventionen om klyngeammunition og også har vedtaget moratorier for anvendelse, produktion og overførsel af klyngeammunition og tilendebragt tilintetgørelsen af deres lagre af denne type ammunition;

4.  opfordrer indtrængende alle de EU-medlemsstater, der har undertegnet konventionen om klyngeammunition, til bl.a. på bilaterale møder, i den militære dialog og i multilaterale fora at benytte enhver lejlighed til at opfordre stater, der ikke er parter i konventionen, til at undertegne og ratificere eller tiltræde konventionen snarest muligt, og til i overensstemmelse med deres forpligtelser i henhold til konventionens artikel 21 at gøre deres bedste for at afholde stater, der ikke er parter i konventionen, fra at anvende klyngeammunition;

5.  opfordrer EU-medlemsstaterne til ikke at træffe foranstaltninger, der kan hindre eller true gennemførelsen af konventionen og dens bestemmelser; opfordrer navnlig EU-medlemsstaterne til ikke at vedtage, støtte eller efterfølgende ratificere en eventuel protokol til FN's konvention om visse konventionelle våben (CCW), som tillader anvendelse af klyngeammunition, hvilket ikke ville være foreneligt med forbuddet mod anvendelse af denne type ammunition i henhold til artikel 1 og 2 i konventionen om klyngeammunition; opfordrer Rådet og EU-medlemsstaterne til at handle i overensstemmelse hermed på næste CCW-møde fra den 30. august til den 3. september 2010 i Genève;

6.  opfordrer indtrængende de EU-medlemsstater, der endnu ikke er part i denne konvention, til at træffe midlertidige foranstaltninger, indtil de tiltræder konventionen, herunder til at vedtage et moratorium for anvendelse, produktion og overførsel af klyngeammunition og til som et hasteanliggende at indlede tilintetgørelsen af lagre af klyngeammunition;

7.  opfordrer indtrængende alle stater til at deltage i det kommende første møde mellem kontraherende stater, der finder sted fra den 8. til den 12. november 2010 i Vientiane, Laos, det land i verden, der er mest forurenet med klyngebomber;

8.  opfordrer indtrængende EU-medlemsstaterne til at tage skridt til at begynde at gennemføre konventionen, herunder ved at tilintetgøre lagre og sørge for klyngeammunitionsrydning og bistand til ofre, og til at bidrage med økonomisk støtte eller forskellige former for assistance til andre stater, som ønsker at gennemføre konventionen;

9.  opfordrer indtrængende de EU-medlemsstater, der har undertegnet konventionen, til at vedtage lovgivning om gennemførelse af den på nationalt plan;

10.  opfordrer Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik til at gøre alt for at udvirke Unionens tiltrædelse af konventionen, hvilket er muligt efter Lissabontraktatens ikrafttrædelse, og derudover til at fastlægge en strategi for den første revisionskonference i form af en rådsafgørelse om en fælles holdning;

11.  opfordrer Rådet og Kommissionen til i aftaler med tredjelande parallelt med standardklausulen om ikke-spredning af masseødelæggelsesvåben også at medtage en standardklausul om forbud mod klyngeammunition;

12.  opfordrer Rådet og Kommissionen til at gøre bekæmpelse af klyngeammunition til en integrerende del af Unionens programmer for ekstern støtte for at bistå tredjelande med at tilintetgøre lagre og yde humanitær bistand;

13.  opfordrer EU-medlemsstaterne, Rådet og Kommissionen til at tage skridt til at forhindre, at tredjelande forsyner ikkestatslige aktører med klyngeammunition;

14.  opfordrer indtrængende EU-medlemsstaterne til at være åbne om de bestræbelser, de vil gøre sig som reaktion på denne beslutning, og til at rapportere offentligt om deres aktiviteter;

15.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Rådet, Kommissionen, EU-medlemsstaternes og kandidatlandenes regeringer og parlamenter, FN's generalsekretær og Koalitionen mod Klyngebomber.

(1) EUT C 16 E af 22.1.2010, s. 61.
(2) Vedtagne tekster, P7_TA(2010)0061.

Juridisk meddelelse - Databeskyttelsespolitik