Indeks 
 Forrige 
 Næste 
 Fuld tekst 
Procedure : 2010/2112(INI)
Forløb i plenarforsamlingen
Dokumentforløb : A7-0376/2010

Indgivne tekster :

A7-0376/2010

Forhandlinger :

PV 17/01/2011 - 21
CRE 17/01/2011 - 21

Afstemninger :

PV 18/01/2011 - 7.6
CRE 18/01/2011 - 7.6
Stemmeforklaringer
Stemmeforklaringer

Vedtagne tekster :

P7_TA(2011)0006

Vedtagne tekster
PDF 134kDOC 72k
Tirsdag den 18. januar 2011 - Strasbourg Endelig udgave
Landbruget som en strategisk sektor i forbindelse med fødevaresikkerhed
P7_TA(2011)0006A7-0376/2010

Europa-Parlamentets beslutning af 18. januar 2011 om anerkendelse af landbruget som en strategisk sektor i forbindelse med fødevaresikkerhed (2010/2112(INI))

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til sin beslutning af 8. juli 2010 om fremtiden for den fælles landbrugspolitik efter 2013(1) ,

–  der henviser til sin beslutning af 13. januar 2009 om den fælles landbrugspolitik og global fødevaresikkerhed(2) ,

–  der henviser til sin beslutning af 5. maj 2010 om EU's landbrug og klimaændringerne(3) ,

–  der henviser til sin beslutning af 7. september 2010 om rimelige indkomster for landbrugere: En bedre fungerende fødevareforsyningskæde i Europa(4) ,

–  der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om OTC-derivater, centrale modparter og transaktionsregistre (SEK(2010)1058),

–  der henviser til sin beslutning af 22. maj 2008 om de stigende fødevarepriser i EU og udviklingslandene(5) ,

–  der henviser til Kommissionens meddelelse om en EU-rammepolitik for bistand til løsning af udviklingslandenes fødevaresikkerhedsproblemer,

–  der henviser til FN's årtusindudviklingsmål, der bl.a. går ud på at halvere den andel af verdens befolkning, der lider af sult, inden 2015 sammenlignet med 1990,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 48,

–  der henviser til betænkning fra Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter og udtalelse fra Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed (A7-0376/2010),

A.  der henviser til, at de vigtigste mål for den fælles landbrugspolitik (CAP) lige fra starten har været og stadig er at skabe fødevaresikkerhed for de europæiske borgere, forsyne forbrugerne med sunde fødevarer af høj kvalitet til rimelige priser og sikre landbrugernes indkomster,

B.  der henviser til, at de seneste udsving i fødevare- og råvarepriserne har givet anledning til alvorlig bekymring med hensyn til, hvor effektiv den europæiske og globale fødevareforsyning er, samt til, at stigningen i fødevarepriser har ramt den mest sårbare befolkningsgruppe hårdest,

C.  der henviser til, at prisudsvingene inden for landbruget er permanente, eftersom priserne reagerer uforholdsmæssigt meget på små variationer i produktionsniveauet, meget ofte som et resultat af spekulation,

D.  der henviser til, at EU fremhævede problemet med ekstreme prisudsving og den nye ekspertgruppe på højt plan blev bedt om at aflægge beretning om årsager og foranstaltninger i forhold til prisudsving på et nyligt møde i FAO's Komité for Verdens Fødevaresikkerhed,

E.  der henviser til, at klimarelaterede og andre begivenheder kan få lande til at føre en protektionistisk politik, således som det fremgår af de forbud mod eksport af hvede, som Rusland og Ukraine har udstedt for nylig - to lande, som tilsammen tegner sig for ca. 30 % af verdens samlede eksport af hvede,

F.  der henviser til, at den globale fødevareproduktion med jævne mellemrum kan blive undergravet af en række faktorer som f.eks. indvirkningerne af skadedyrsangreb og sygdomme, adgangen til naturressourcer og naturkatastrofer, således som den langvarige tørke og de vedvarende brande i Rusland og de enorme oversvømmelser i Pakistan har vist det i 2010,

G.  der henviser til, at klimaændringerne vil medføre hyppigere forekomster af sådanne naturkatastrofer og dermed underminere fødevaresikkerheden,

H.  der henviser til, at udfordringen består i at producere »mere af mindre«, med vægt på bæredygtig produktion, som følge af presset på de naturlige ressourcer,

I.  der henviser til, at EU tegner sig for den største nettoimport af landbrugsvarer og er overdrevent afhængig af import af proteiner, olieholdige produkter og majs til kvægsektoren samt af frugt og grøntsager, ikke mindst fordi vores producenter ikke må bruge de samme produktionsmetoder til sådanne produkter,

J.  der henviser til, at den anslåede tilvækst i verdens samlede befolkning fra 7 til 9,1 milliarder indbyggere ifølge FAO vil kræve en forøgelse af fødevareforsyningerne med omkring 70 % inden 2050,

K.  der henviser til, at der stadig er mennesker, der er fattige og sulter i EU; der henviser til, at 79 millioner mennesker i EU stadig lever under fattigdomsgrænsen (60 % af gennemsnitsindkomsten i bopælslandet), og til, at 16 millioner EU-borgere sidste vinter modtog fødevarehjælp fra velgørenhedsorganisationer,

L.  der henviser til, at fødevaresikkerhed ikke kun indebærer tilgængelighed af fødevarer, men ifølge FAO også indebærer retten til fødevarer og tilgængelighed af sund ernæring for alle, samt til, at Europa ved at blive stadig mere konkurrencedygtig kan bidrage til den globale fødevaresikkerhed,

M.  der henviser til, at den manglende fødevaresikkerhed for de fattigste i samfundet er blevet forværret af følgerne af den globale økonomiske og finansielle krise,

N.  der henviser til, at landmændenes indkomster faldt drastisk i 2009 efter et årti med stagnerede indkomster, der hovedsagelig skyldtes vanskelige markedsforhold og stigende produktionsomkostninger, samt til, at indkomsterne inden for landbruget er betydeligt lavere (anslået 40 % pr. arbejdsenhed) end i resten af økonomien, og at indkomsten pr. indbygger i landdistrikterne er betydeligt lavere (ca. 50 %) end i byområderne,

O.  der henviser til, at landmændenes andel af den merværdi, der genereres af fødevareforsyningskæden, er støt faldende, mens fødevareindustriens andel er steget; der henviser til, at en velfungerende fødevareforsyningskæde er en nødvendig forudsætning for at sikre, at landmændene får en rimelig modydelse for deres produkter,

P.  der henviser til, at op til 50 % af de fødevarer, der produceres i EU, går til spilde i hele den kæde, der udgøres af fødevareproduktion, -forsyning og -forbrug,

Q.  der henviser til, at kun 7 % af landmændene i EU er under 35 år gamle,

R.  der henviser til, at fødevaresikkerhed er et centralt spørgsmål for Europa og kræver sammenhæng og koordination mellem de forskellige sektorpolitiske områder på EU-plan, herunder den fælles landbrugspolitik, energipolitikken, forskningsprogrammerne, udviklings- og handelspolitikken og den finansielle regulering,

1.  understreger, at en slagkraftig og bæredygtig landbrugssektor i hele EU og et velfungerende og bæredygtigt miljø i landdistrikterne understøttet af en stærk fælles landbrugspolitik er afgørende faktorer for at imødegå fødevaresikkerhedsudfordringen;

2.  bekræfter, at EU har verdens højeste standarder for landbrugs- og fødevareproduktion med stærk vægt på fødevaresikkerhed, fødevarekvalitet og landbrugets miljømæssige bæredygtighed;

3.  mener, at vi bliver nødt til at gøre brug af alle former for landbrug for at kunne brødføde Europa og tredjelandene;

Fødevaresikkerhed i Europa og i verden som helhed

4.  mener, at retten til fødevaresikkerhed er en grundlæggende menneskeret, og at dette mål er nået, når hele befolkningen til enhver tid har fysisk, social og økonomisk adgang til passende, sundhedsmæssigt sikre og nærende fødevarer til at kunne dække sine ernæringsmæssige behov og ønsker og dermed føre et sundt og aktivt liv;

5.  bekræfter, at EU har pligt til at brødføde sine borgere, og at en fortsættelse af landbrugsaktiviteterne i EU i den forbindelse er af afgørende betydning; henleder opmærksomheden på de faldende landbrugsindkomster i EU, som er en følge af stigende produktionsomkostninger og svingende priser, og som går ud over landbrugernes evne til at opretholde produktionen; påpeger, at det koster de europæiske landbrugere dyrt at overholde verdens strengeste fødevaresikkerheds-, miljø-, dyrevelfærds- og arbejdsstandarder; understreger, at landbrugerne bør have kompensation for disse ekstra omkostninger og for, at de forsyner samfundet med offentlige goder; understreger, at fødevarer fra tredjelande, der eksporteres til EU, skal overholde de samme høje standarder, således at de europæiske producenter ikke stilles dårligere i konkurrencen;

6.  erkender, at det er et afgørende element i fødevaresikkerheden at garantere en tilstrækkelig forsyning med fødevarer, men indser også, at adgangen til mad til en overkommelig pris kræver, at man retter opmærksomheden mod tilvejebringelse af en tilstrækkelig høj levestandard, især for dem, der ikke råder over tilstrækkelige økonomiske midler, hvilket ofte vil sige børn, ældre, migranter, flygtninge og arbejdsløse;

7.  støtter formlen fødevaresikkerhed - ernæring - kvalitet - nærhed - innovation - produktivitet; er af den opfattelse, at fremtidens fælles landbrugspolitik, for at dette mål skal kunne nås, bør tage hensyn til forventningerne i offentligheden om, at dette omfatter både en landbrugspolitik og en fødevarepolitik, der er indrettet til at informere offentligheden om en sund kost;

8.  mener, at EU bør skabe bedre betingelser for gennemførelse af ernæringsprogrammer som f.eks. skolefrugt- og skolemælksordninger i medlemsstaterne samt forbedre støtten til uddannelse og bevidstgørelse om ernæring og fødevarers oprindelse, eftersom valg på ernæringsområdet, som træffes på et velinformeret grundlag, kan forebygge sygdomme og mindske den store belastning af de sociale udgifter i Europa; opfordrer endvidere til, at der indføres flere programmer for ernæringsstøtte med en begrænset administrativ byrde, og at budgettet til sådanne programmer forhøjes; opfordrer Kommissionen til at vurdere, om sådanne programmer er praktisk gennemførlige;

9.  bekræfter, at det støtter programmet for de socialt dårligst stillede personer i EU; henviser til, at USA via sin landbrugslov yder betydelig støtte til sit program for supplerende ernæringsstøtte, som genererer betydelige indtægter til landbruget og økonomien generelt, ud over at afhjælpe en del af den fattigste befolknings behov for fødevarer;

10.  erkender fuldt ud, at klimaændringer er en stor udfordring i forbindelse med opnåelse af fødevaresikkerhed, især når de klimatiske begivenheder såsom tørke, oversvømmelser, brande og orkanagtige storme indtræder hyppigere og hyppigere og bliver mere og mere omfattende; understreger, at knaphed på vand udgør en stadig større udfordring, som også har konsekvenser for fødevareproduktionen; fremhæver behovet for hurtigst muligt at tage fat på vandforvaltningsspørgsmålet og klimaændringerne;

11.  erindrer om, at energisikkerhed og fødevaresikkerhed er meget nært forbundne; erkender, at energiomkostninger er en vigtig faktor for rentabilitetsniveauet i landbruget, som er den sektor, der er mest afhængig af olie; opfordrer til, at der gennemføres foranstaltninger, som tilskynder landbrugerne til at bliver mere energieffektive og udvikle alternative energikilder; gør opmærksom på, at der er behov for en mere konsekvent støtte til forskning, udvikling og rådgivningstjenester;

12.  er imidlertid af den opfattelse, at det øgede incitament til at udvikle vedvarende energikilder og opfylde 2020-målene må tage hensyn til indvirkningen på fødevareproduktionen og fødevareforsyningen; understreger det delikate balanceforhold mellem indsatsen til opfyldelse af fødevaremålsætningerne på den ene side og brændstofmålsætningerne på den anden side;

13.  bemærker den store afhængighed af importerede proteiner og olieholdige produkter fra tredjelande, som har negative følger for fødevareindustrien og landbruget, navnlig kvægsektoren, når priserne pludselig ryger i vejret;

14.  opfordrer Kommissionen til at stille forslag om en teknisk løsning på problemet med mindre forekomster af genmodificeret materiale i ikke-genmodificerede importprodukter og om en hurtigere EU-godkendelsesprocedure for import af nye typer genmodificeret foder, efter at der er ført bevis for deres sikkerhed;

15.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at sørge for, at offentligheden får adgang til oplysninger om resultaterne af fødevarekontroller, så der skabes større gennemsigtighed på europæisk plan;

16.  er bekymret over fænomenet med tilraning af jord (land grabbing) og dets konsekvenser for fødevaresikkerheden i udviklingslandene og for landbrugets og landbrugernes fremtid; opfordrer Kommissionen til at undersøge problemet i relation til jordbesiddelse og naturressourcer;

17.  bemærker, at de høje foderudgifter har forværret situationen for husdyrbrug i EU; kræver derfor målrettet anvendelse af de ved forordning (EF) nr. 1234/2007 om den fælles markedsordning for landbrugsprodukter fastlagte instrumenter for at stabilisere markedet og afværge en krise;

18.  er af den opfattelse, at den produktivitetsfremgang, der vil ske i de nye medlemsstater, vil øge mængden af disponibel jord og give mulighed for at øge produktionen af proteiner og olieholdige produkter i EU;

19.  konstaterer, at der ikke kan garanteres fødevaresikkerhed, hvis der ikke er fri adgang til genetiske ressourcer på fødevare- og landbrugsområdet; erkender, at FAO's internationale traktat om plantegenetiske ressourcer på fødevare- og landbrugsområdet er et vigtigt instrument til bevarelse af biodiversiteten inden for landbruget, hvilket vil afbøde konsekvenserne af klimaændringer;

20.  understreger, at de fremmende foranstaltninger for bæredygtige energiafgrøder, som i øjeblikket planlægges, på ingen måde bør skabe tvivl om fødevaresikkerheden hos offentligheden;

21.  opfordrer medlemsstaterne til at udarbejde og gennemføre programmer med konkrete landbrugsforanstaltninger, der tager sigte på at mildne følgerne af klimaændringerne og foretage de nødvendige tilpasninger;

22.  understreger, at der er behov for at fremme iværksættelsen af en forbrugeroplysningskampagne vedrørende landbrugernes og landbrugssektorens indsats for miljøbeskyttelse og fødevaresikkerhed;

Landbrug, finansmarkeder og prisudsving

23.  mener, at finans- og landbrugsmarkederne i dag griber mere ind i hinanden end nogen sinde før; er af den opfattelse, at en reaktion alene fra europæisk hold ikke længere slår til, og at Europa bør handle i samspil med tredjelande og internationale organisationer i spørgsmålene vedrørende prisudsving og fødevaresikkerhed; støtter de foranstaltninger, som G20-formandskabet har truffet med henblik herpå;

24.  fremhæver de problemer, som landbrugerne konfronteres med i tider med ekstreme markeds- og prisudsving; henleder opmærksomheden på de vanskeligheder, som landbrugerne støder på, når de forsøger at planlægge fremad i tider med ekstreme udsving; opfordrer indtrængende Kommissionen til at træffe permanente og solide foranstaltninger for hurtigst muligt at løse problemet med udsving på landbrugsmarkederne; mener, at dette vil være en afgørende faktor for opretholdelsen af produktionen i Den Europæiske Union;

25.  konstaterer, at prisindekset på finansmarkederne for primære landbrugsprodukter aldrig før har været så ustabilt; henviser som eksempel til den seneste stigning i prisen på hvedekontrakter, der steg med 70 % på to måneder, og som medførte mere end en fordobling af handelsvolumenet på råvaremarkedet i Paris;

26.  understreger, at disse begivenheder kun delvis skyldes de grundlæggende markedskræfter som udbud og efterspørgsel og i vid udstrækning er et resultat af spekulation; gør opmærksom på, at spekulativ adfærd tegner sig for op til 50 % af de seneste prishop; tilslutter sig de konklusioner, FN's særlige repræsentant for retten til fødevarer, har fremført angående den rolle, som de store institutionelle investorer (hedgefonde, pensionsfonde og investeringsbanker, der alle sammen generelt betragtet er uinteresserede i landbrugsmarkederne) har spillet med hensyn til at påvirke prisindekserne for råvarer gennem deres adfærd på derivatmarkederne;

27.  går i denne forbindelse ind for en revision af den eksisterende lovgivning om finansielle instrumenter med henblik på at indføre mere gennemsigtige regler for handel; påpeger, at finansielle instrumenter bør tjene økonomien og hjælpe landbrugsproduktionen med at overvinde kriser og klimaudfordringer; mener samtidig, at spekulation ikke må få lov til at true landbrugsbedrifter, som i øvrigt er effektive;

28.  glæder sig over Kommissionens forslag til forordning om OTC-derivater, centrale modparter og transaktionsregistre; ønsker, at der etableres sikkerhedsnet mod ekstreme prisudsving som et værktøj til hurtig reaktion i krisetider; går endvidere ind for en koordinering af lovgivningen mellem EU og tredjelande, bl.a. USA, med henblik på at begrænse spekulanters muligheder for at drage urimelig fordel af forskellene mellem forskellige regelsæt;

29.  slår til lyd for en mere håndfast indsats fra EU's side med henblik på at tackle spekulationsproblemet, herunder at give reguleringsmyndigheder og tilsynsmyndigheder mandat til at begrænse spekulation; mener, at råvarederivater adskiller sig fra andre finansielle derivater, og at kun personer, som har en legitim interesse i at beskytte landbrugsvarer mod risici, og andre personkategorier, som er direkte knyttet til egentlig landbrugsproduktion, bør kunne handle med råvarederivater; opfordrer Kommissionen til at sikre, at handel med føderåvarer i form af derivater i så vid udstrækning som muligt begrænses til investorer med direkte tilknytning til landbrugsmarkederne;

30.  udtrykker bekymring over den omfattende koncentration, der har fundet sted inden for handlen med korn, og som har sat de involverede virksomheder i stand til at øve indflydelse på markedspriserne; konstaterer, at dette kan øge prisudsvingene, eftersom kornhandlere som følge af deres spekulationstransaktioner har en interesse i store prissvingninger; finder, at dette også viser, at der er behov for interventionslagre eller for en anden form for sikkerhedsnet for at fremme prisstabilitet og forsvare landbrugernes og forbrugernes interesser;

31.  understreger, at det ikke er muligt at gøre en effektiv indsats imod større prisudsving uden interventionslagre eller strategiske lagre; mener derfor, at den rolle, som markedsinterventionsinstrumenter spiller, skal øges i den kommende fælles landbrugspolitik;

32.  understreger, at der er behov for øget gennemsigtighed og ærlighed i fødevareforsyningskæden for at sikre et rimeligt udbytte for landbrugerne, en rimelig fortjeneste og rimelige priser i hele fødevarekæden samt en levedygtig landbrugssektor, der vil give fødevaresikkerhed; opfordrer indtrængende Kommissionen til at forelægge håndgribelige og effektive forslag til løsning af dette problem;

33.  påpeger, at der er en tendens til, at lavindkomstlande med fødevareunderskud (LIFD-lande) er mere sårbare over for prisustabilitet;

Globale fødevarelagre med henblik på global fødevaresikkerhed

34.  fastslår, at den samlede fødevareforsyning på globalt plan ikke er utilstrækkelig i dag, og at det snarere er den manglende tilgængelighed og de høje priser, som er årsag til, at mange mennesker mangler fødevaresikkerhed;

35.  konstaterer imidlertid, at de globale fødevarelagre er langt mere begrænsede end tidligere, idet de under fødevarekrisen i 2007 faldt til et rekordlavt niveau, hvor de globale fødevarereserver kun kunne dække 12 ugers behov; understreger, at verdens fødevareproduktion bliver stadig mere sårbar over for ekstreme vejrforhold i tilknytning til klimaændringer, et øget globalt pres på jorden som følge af urbaniseringen og et stigende antal skadedyrsangreb og sygdomme, hvilket kan forårsage tilfælde af pludselig og uforudsigelig fødevaremangel;

36.  mener derfor, at et målrettet globalt system af fødevarelagre (både nødhjælpslagre til mindskelse af sult og lagre til regulering af råvarepriserne) vil indebære store fordele og vil kunne gavne den internationale handel, når der registreres prishop, afværge tilbagevendende protektionisme og lette presset på verdens fødevaremarkeder; finder, at disse lagre bør forvaltes af et fælles organ under De Forenede Nationers regi eller af FAO og i fuldt omfang bør bygge på de erfaringer, der er indhøstet af FAO og i forbindelse med FN's verdensfødevareprogram; opfordrer Kommissionen til hurtigst muligt at undersøge, hvordan dette bedst kan sikres, og aflægge beretning herom til Parlamentet; opfordrer endvidere Kommissionen til at gå foran i arbejdet for indførelse af et sådant målrettet globalt system af fødevarelagre;

37.  minder om, at EU hidtil har reageret ved at yde støtte og bevilge midler, bl.a. gennem fødevarefaciliteten; ser gerne, at der udarbejdes rapporter om denne facilitets effektivitet, herunder med hensyn til fremskridt med bekæmpelse af årsager og symptomer, og opfordrer Kommissionen til at analysere muligheden for at indføre et instrument, som kan være med til at bekæmpe sulten i verden;

38.  gentager, hvor vigtigt det er at udvikle landbruget i udviklingslandene og tildele landbrugssektoren en passende del af EU's oversøiske udviklingsbistand (ODA); beklager, at der siden 1980»erne har været et markant fald i den del af udviklingsbistanden, der tildeles landbruget, og glæder sig over, at man har erkendt, at det er nødvendigt at vende denne udvikling; opfordrer Kommissionen til at prioritere landbruget i sin udviklingsbistand og bl.a. hjælpe landbrugerne med at få adgang til markederne;

39.  udtrykker beklagelse over konklusionerne fra De Forenede Nationers topmøde i 2010 om årtusindudviklingsmålene, hvori det påpegedes, at de udviklede lande langtfra har opfyldt de forpligtelser, de har indgået med hensyn til offentlig udviklingsbistand;

40.  bifalder initiativet fra Verdensbanken i forbindelse med arbejdet på De Forenede Nationers topmøde i 2010 om årtusindudviklingsmålene med henblik på at øge dens støtte til landbrugssektoren for at stimulere indkomsterne, beskæftigelsen og fødevaresikkerheden navnlig i lavindkomstområderne;

En ny fælles landbrugspolitik til imødegåelse af udfordringerne

41.  bekræfter den holdning, det har givet udtryk for i betænkningen om fremtiden for den fælles landbrugspolitik efter 2013; bekræfter sin forpligtelse til at føre en politik med sigte på et stærkt landbrug og en god udvikling af landdistrikterne, som skaber fødevaresikkerhed for alle, bevarer livskraften i de europæiske landdistrikter, gør landbruget mere konkurrencedygtigt, sikrer fortsat landbrugsproduktion i hele EU, støtter innovation, konkurrenceevne og beskæftigelse og spiller en vigtig rolle for imødegåelse af de største globale udfordringer, såsom klimaændringer; understreger også behovet for yderligere forenkling og afbureaukratisering af den fælles landbrugspolitik for at nedbringe omkostningerne for støttemodtagerne;

42.  fremhæver den rolle, som unge landbrugere skal spille i den fremtidige fælles landbrugspolitik; påpeger, at kun 7 % af EU's landbrugere er yngre end 35, og at ikke færre end 4,5 millioner landbrugere vil gå på pension inden for de næste ti år; går ind for, at man styrker foranstaltninger, som er til fordel for unge landbrugere, såsom etableringspræmier, subsidierede rentesatser på lån samt andre incitamenter, som medlemsstaterne har indført over deres budgetter for udvikling af landdistrikter; bekræfter indholdet af sit forslag til ændring til budgettet om udvekslingsprogrammet for unge og ser gerne dette program gennemført som et pilotprojekt; opfordrer ligeledes til, at man fjerner alle administrative begrænsninger, der forhindrer unge i at starte på landbrug;

43.  mener, at forskning og innovation har central betydning for imødegåelsen af den udfordring, der ligger i at skabe fødevaresikkerhed ved at øge produktionen, samtidig med at der bruges færre ressourcer; understreger betydningen af at fremme erhvervsuddannelse, adgang til uddannelse, udbredelse af viden og udveksling af bedste praksis inden for landbrugssektoren; gentager nødvendigheden af en koordinering mellem den fælles landbrugspolitik og andre politikker for at forbedre adgangen til forskning og innovation inden for landbruget;

44.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til fuldt ud at udnytte de muligheder, der tilbydes i forbindelse med syvende rammeprogram for forskning og udvikling med hensyn til forskning og teknologisk innovation for at forbedre produktiviteten og samtidig opfylde kriterierne med hensyn til energieffektivitet og bæredygtighed;

45.  konstaterer, at mængden af disponibel landbrugsjord mindskes år for år som følge af klimaændringer og urbanisering;

46.  understreger især betydningen af diversitet inden for europæisk landbrug og sikring af sameksistensen mellem de forskellige landbrugsmodeller, herunder smålandbrug, der skaber job i EU's landdistrikter, samt af diversitet og kvalitet på fødevareområdet, herunder med hensyn til produkter fra smålandbrug og ikke-industriprodukter, der er kendetegnet ved korte forsyningskæder, og på ernæringsområdet i hele EU med henblik på at fremme udviklingen i landdistrikterne og bevare den regionale fødevare- og vinsektor;

47.  fastslår, at lokal traditionel landbrugspraksis, herunder familiebedrifter, små bedrifter og økologiske bedrifter, kan yde et værdifuldt bidrag til fødevaresikkerheden, fordi det ofte er dem, der udnytter jorden på den mest effektive måde, idet de anvender metoder, som er udviklet specielt i de enkelte regioner og over et længere tidsrum og gør det muligt at etablere en stærk forbindelse mellem et produkt og det område, som det stammer fra, og som symboliserer produktets kvalitet og autenticitet; understreger nødvendigheden af, at disse landbrugsformer eksisterer side om side med bæredygtige moderne landbrug, der kombinerer høj produktivitet med bæredygtig udnyttelse af jorden;

48.  understreger også, at den overdrevne underopdeling af landbrugsjord i visse medlemsstater er en hindring for landbrugsproduktivitet, og at det er nødvendigt at tage skridt til at tilskynde til sammenlægning af små landbrugsbedrifter;

49.  påpeger nødvendigheden af at bevare diversiteten inden for landbruget i EU, og erkender at lokale markeder med friske, lokalt producerede produkter er bæredygtige miljømæssigt set og bidrager til at støtte etablerede landbrugssamfund; understreger landbrugets betydning i mindre gunstigt stillede områder; henstiller til Kommissionen at tage de forskellige europæiske landbrugsmodeller op til overvejelse ved udarbejdelsen af forslagene til den fremtidige fælles landbrugspolitik og i den forbindelse overveje muligheden af at skabe særlige økonomiske incitamenter og identifikationsordninger;

50.  understreger, at der er behov for en mere retfærdig fælles landbrugspolitik, som sikrer en velafbalanceret fordeling af støtten til landbrugerne både i de enkelte medlemsstater og medlemsstaterne imellem, øget territorial samhørighed og udfasning af eksportsubsidierne sideløbende med udfasning af alle former for eksportsubsidier i de lande, EU handler med, samt disciplin i forbindelse med alle eksportforanstaltninger, der har tilsvarende virkning;

51.  erkender, at reformerne af den fælles landbrugspolitik i betragtelig grad har reduceret virkningerne af EU's landbrugsproduktion for udviklingslandene, hvor eksportrestitutionerne er alt andet end afskaffet; opfordrer EU til at anerkende betydningen af at støtte landbrugssektorerne i udviklingslandene, navnlig ved at sikre, at landbrug prioriteres i udviklingslandene og i EU's budget for udviklingsbistand til oversøiske lande;

o
o   o

52.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

(1) Vedtagne tekster, P7_TA(2010)0286.
(2) EUT C 46 E af 24.2.2010, s. 10.
(3) Vedtagne tekster, P7_TA(2010)0131.
(4) Vedtagne tekster, P7_TA(2010)0302.
(5) EUT C 279 E af 19.11.2009, s. 71.

Seneste opdatering: 4. april 2012Juridisk meddelelse