Europa-Parlamentet,

–  der henviser til, at FN i 1971 anerkendte de mindst udviklede lande som den fattigste og svageste gruppe i det internationale samfund,

–  der henviser til de kriterier, som FN's Komité for Udviklingsplanlægning (CDP) har fastlagt med henblik på at definere mindst udviklede lande (LDC),

–  der henviser til Paris-erklæringen til fordel for de mindst udviklede lande, som vedtoges i september 1990,

–  der henviser til FN's generalsekretærs rapport om gennemførelse af handlingsplanen for de mindst udviklede lande 2010-2010 (A/65/80),

–  der henviser til resultaterne af FN's møde på højt plan om 2015-målene i september 2010,

–  der henviser til Bruxelleshandlingsprogrammet til fordel for de mindst udviklede lande, som blev vedtaget ved den tredje FN-konference om de mindst udviklede lande i maj 2001 i Bruxelles,

–  der henviser til beslutningen på FN's Generalforsamling i 2008 om at indkalde til den fjerde FN-konference om de mindst udviklede lande,

–  der henviser til, at der under den fjerde FN-konference om de mindst udviklede lande skal foretages en evaluering af Bruxelleshandlingsplanen i betragtning af udløbet af den, ligesom der vil blive fremsat forslag til nye indsatspunkter i perioden 2011-2020 med henblik på at fremme udvekslingen af bedste praksis og indhøstede erfaringer, fastlægge politikker, påvise, hvilke udfordringer LDC-landene vil komme til at stå overfor i det næste årti, og tage stilling til, hvilke foranstaltninger der er påkrævet,

–  der henviser til FN's erklæring om retten til udvikling fra 1986,

–  der henviser til 2015-udviklingsmålet om at halvere fattigdommen inden 2015,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 110, stk. 4,

A.  der henviser til, at der for tiden er 48 lande i kategorien mindst udviklede lande i verden, heraf 33 i Afrika, 14 i Asien og 1 i Latinamerika, og at 16 af disse lande ikke har adgang til havet, mens 12 er små øer,

B.  der henviser til, at 80 % af de 800 millioner mennesker, der bor i de mindst udviklede lande, lever af mindre end 2 USD om dagen; der henviser til, at antallet af mindst udviklede lande siden FN's indførelsen af denne kategori i 1971 er steget fra 25 til 48, mens kun Botswana i 1994, De Kapverdiske Øer i 2007 og Maldiverne i januar formåede at forlade denne kategori,

C.  der henviser til, at gennemsnittet for indekset for menneskelig udvikling kun steg fra 0,34 til 0,39 mellem 2000 og 2010; der henviser til, at de mindste udviklede lande gennemsnitligt kun er på vej til at virkeliggøre to ud af syv 2015-indikatorer,

D.  der henviser til, at der siden den tredje FN-konference om de mindst udviklede lande og Bruxelleshandlingsplanen er sket visse positive fremskridt som f.eks. »Alt, undtagen våben«-initiativet og forøgelsen af den officielle udviklingsbistand, som blev fordoblet i perioden 2000 og 2008, ligesom de direkte udenlandske investeringer steg fra 6 mia USD til 33 mia USD, hvilket gjorde det muligt for 19 lande at opnå en vækstrate på 3 %,

E.  der henviser til, at henstillingerne fra den fjerde konference om de mindst udviklede lande kun kan opfyldes, hvis der findes en løsning på afgørende problemer for de mindst udviklede lande som f.eks. sammenhængen mellem handel og udvikling, landbrug, fiskeri, investeringer og klimaændringer, og hvis vigtige spørgsmål som regeringsførelse og korruptionsbekæmpelse og navnlig idéen om en forvaltningsaftaler (som navnlig indeholder en social tærskel) mellem partner- og donorlande tages op til behandling sammen med spørgsmålet om kapacitetsopbygning,

F.  der henviser til, at der i forbindelse med den fjerde konference om de mindst udviklede lande skal ske en bekræftelse af det globale engagement til at imødekomme de mindst udviklede landes behov; der henviser til, at de igangværende forberedelser til den fjerde konference om de mindst udviklede lande involverer et bredt spektrum af aktører, herunder parlamentarikere, civilsamfundet og den private sektor,

G.  der henviser til, at støtte til bæredygtig udvikling indebærer støtte til sundhed og uddannelse, fremme af demokrati og retsstatsforhold, respekt for menneskerettigheder og grundlæggende friheder, som er faktorer af afgørende betydning for EU's udviklingspolitik,

H.  der henviser til, at situationen i de mindst udviklede lande er blevet yderligere forværret af den seneste globale krise på finans-, fødevare-, klima- og energiområdet, som er kommet oven i de eksisterende strukturelle problemer,

I.  der henviser til, at fødevaresikkerheden er truet, selv om landbruget danner grundlaget for mange af de mindst udviklede landes økonomi og tegner sig for op til 90 % af beskæftigelsen,

J.  der henviser til, at der ikke kan skabes nogen egentlig udvikling, uden at staten spiller en vigtig rolle, hvorfor den skal have øget kapacitet til at fremme den økonomiske udvikling, velstandsskabelsen og en retfærdig fordeling af den, offentlig-private partnerskaber og velovervejede udenlandske investeringer, som i fuld udstrækning respekterer ILO's vigtigste arbejdsmarkedsnormer og kravene om miljøbeskyttelse; der henviser til, at staten skal tage ansvaret for at sikre stabilitet og skabe de nødvendige juridiske rammer,

K.  der understreger, at hvert mindst udviklet land skal fastlægge de prioriteringer og løsninger, som passer til dets egen nationale kontekst, baseret på befolkningens demokratiske deltagelse i beslutningstagningen,

L.  der henviser til, at Istanbul-konferencens succes vil afhænge af konkrete resultater (f.eks. en forvaltningskontrakt, en social tærskel, gældseftergivelse, udviklingsbistand og innovativ finansiering) og kvaliteten af deltagernes bidrag,

1.  mener, at den fjerde konference om de mindst udviklede lande bør være resultatorienteret, med klare indikatorer og et mål om at halvere antallet af mindst udviklede lande inden 2020 sammen med effektive og gennemsigtige overvågnings- og opfølgningsmekanismer;

2.  understreger, at EU's bistand til de mindst udviklede lande primært bør være rettet mod velstandsskabelse og udvikling af en markedsøkonomi, som er grundlæggende forudsætninger for fattigdomsbekæmpelse;

3.  påpeger nødvendigheden af at prioritere økonomisk vækst som et centralt element for at skabe udvikling og reducere den generelle fattigdom i de mindst udviklede lande;

4.  finder, at den fjerde konference om de mindst udviklede lande bør fokusere på kohærens i udviklingspolitikken som et vigtigt element i omlægningen af politikken på nationalt og internationalt plan; anmoder derfor om, at alle politikker - på f.eks. handels-, fiskeri-, miljø-, landbrugs-, klima-, energi-, investerings- og finansområdet - udformes på en sådan måde, at de understøtter de mindst udviklede landes udviklingsbehov med det mål at bekæmpe fattigdom og sikre anstændige indkomster og eksistensgrundlag;

5.  opfordrer EU til at opfylde sine tilsagn vedrørende markedsadgang og gældseftergivelse; bekræfter endnu en gang betydningen af at nå målet på 0,15-0,20% af BNP i officiel udviklingsbistand til de mindst udviklede lande ved med dette formål for øje at mobilisere indenlandske ressourcer og som supplerende foranstaltning tage innovative finansielle mekanismer i anvendelse;

6.  erindrer om målsætningen om at bryde ud af kategorien af mindst udviklede lande og henviser til de rammer, der blev opstillet på topmødet om 2015-udviklingsmålene i september 2010 med henblik på at fremskynde fattigdomsbekæmpelse, skabe bæredygtig økonomisk udvikling med henblik på at forbedre levestandarden for befolkningen i de mindst udviklede lande, og sikre god regeringsførelse og kapacitetsopbygning;

7.  fremhæver behovet for nye foranstaltninger til at integrere de mindst udviklede lande i den globale økonomi og forbedre deres adgang til EU's markeder; opfordrer Kommissionen til at øge sin handelsrelaterede bistand for at hjælpe de fattigste lande med at klare den konkurrence, der skyldes liberaliseringen af markederne;

8.  erindrer om, at fred og sikkerhed er af afgørende betydning for udviklingspolitikkernes effektivitet, og om, at EU bør samordning sine bestræbelser på at øge stabiliteten i de mindst udviklede lande og støtte deres indsats for at tilegne sig de nødvendige midler til at opbygge fredelige, demokratiske og inklusive stater;

9.  erindrer om nødvendigheden af at prioritere fødevaresikkerhed, landbrug, infrastruktur, kapacitetsopbygning, inklusiv økonomisk vækst, adgang til teknologi og den menneskelige og samfundsmæssige udvikling i de mindst udviklede lande;

10.  opfordrer til indførelse af retfærdige og klare handelsbestemmelser og gennemførelse af integrerede politikker over et bredt spektrum af økonomiske, social og miljømæssige spørgsmål med henblik på at fremme en bæredygtig udvikling;

11.  henviser til nødvendigheden af at gribe effektivt ind over for prisudsving og sikre gennemsigtighed og bedre regulerede finansmarkeder for at beskytte de mindst udviklede lande og mindske deres sårbarhed;

12.  påpeger nødvendigheden af at hjælpe udviklingslandene med at udvikle skattesystemer og god ligningsforvaltning og opfordrer FN til at udarbejde hensigtsmæssige mekanismer med henblik herpå;

13.  opfordrer EU og medlemsstaterne til under den fjerde konference om de mindst udviklede lande at behandle indførelsen af innovative finansieringsmekanismer i forbindelse med udviklingsbistanden som f.eks. en afgift på finanstransaktioner; understreger, at tilsagn om ODA og innovative finansieringsmekanismer skal ses som et afgørende og supplerende element i bekæmpelsen af fattigdom;

14.  opfordrer FN og EU til under den fjerde FN-konference om de mindst udviklede lande at behandle de negative følger af opkøb af landbrugsjord, herunder ekspropriering af små landbrug, og af ikke-bæredygtig anvendelse af jord og vand;

15.  erindrer om, at det langsigtede mål med udviklingssamarbejdet må være at skabe betingelser for en bæredygtig økonomisk udvikling og en retfærdig fordeling af velstanden; understreger derfor nødvendigheden af at identificere de mindst udviklede landes behov og strategier, at diversificere handelen ved at sikre retfærdige priser for varer fra de mindst udviklede lande og løse supply-side-betingede begrænsninger i mulighederne for at udvide de mindst udviklede landes handelskapacitet og evne til at tiltrække investeringer, som respekterer ILO's vigtigste arbejdsmarkedsnormer og kravene om miljøbeskyttelse;

16.  er klar over, at den oprindelige målsætning med »Alt, undtagen våben«-initiativet ikke helt er blevet opfyldt, og at kvaliteten og omfanget af handlen med varer fra de mindst udviklede lande til EU-markedet derfor ikke har levet op til forventningerne, især på grund af manglende handels- og havneinfrastruktur; opfordrer til udvikling af sådan infrastruktur, der har afgørende betydning for at øge handelsmulighederne;

17.  understreger nødvendigheden af at forbedre bistandseffektiviteten i overensstemmelse med Pariserklæringen og Accrahandlingsplanen;

18.  fremhæver Parlamentets rolle og dets afgørende rolle i godkendelsen af EU's udviklingsbudget; er derfor overbevist om, at Parlamentet bør inddrages mere i udarbejdelsen af EU's udviklingsstrategi; finder det desuden afgørende, at der etableres en afrapporteringsmekanisme;

19.  mener, at vedtagelsen af den nye amerikanske lov om »konfliktmineraler« er et stort skridt fremad i bekæmpelsen af den ulovlige eksport af mineraler fra Afrika, som giver næring til borgerkrige og konflikter; mener, at FN bør fremsætte et lignende forslag for at sikre sporbarheden af importerede mineraler på verdensmarkedet;

20.  opfordrer til, at der foretages en vurdering af klimarisiciene i forbindelse med alle aspekter af den udviklingspolitiske planlægning og beslutningstagning, både hvad angår handel, landbrug og fødevaresikkerhed, og opfordrer til, at resultaterne af denne vurdering anvendes til at udforme klare retningslinjer for udviklingspolitikken;

21.  giver udtryk for sin bekymring over den stigende risiko for miljøkatastrofer med deraf følgende massive migrationsstrømme, hvorfor tilvejebringelsen af katastrofebistand til den nye kategori af fordrevne mennesker af afgørende betydning;

22.  understreger betydningen af regionalt samarbejde og integration og opfordrer til en styrkelse af de regionale rammebetingelser, som hovedsageligt skal sætte mindre lande i stand til at opnå ressourcer, know-how og sagkundskab;

23.  understreger, at de manglende fremskridt med hensyn til forvaltning af de offentlige finanser stadig diskvalificerer de fleste af disse lande fra at modtage budgetstøtte, hvilket er en afgørende faktor i hvert lands kapacitetsopbygningsproces;

24.  understreger betydningen for de mindst udviklede lande af at udvikle et tresidet samarbejde, navnlig med tærskelandene, for at bevæge sig i retning af et omfattende samarbejde med henblik på at opnå fælles fordele og udvikling i fællesskab;

25.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, og De Forenede Nationers generalsekretær.