Europa-Parlamentet,

–  der henviser til sine tidligere beslutninger om Den Demokratiske Republik Congo (DR Congo),

–  der henviser til Cotonou-partnerskabsaftalen, der blev undertegnet i juni 2000,

–  der henviser til Den Europæiske Unions retningslinjer vedrørende vold mod kvinder og piger og bekæmpelse af alle former for diskrimination mod dem,

–  der henviser til Rom-statutten for Den Internationale Straffedomstol, som blev vedtaget i 1998, særlig artikel 7 og 8, hvori voldtægt, seksuelt slaveri, tvungen prostitution, påtvungen graviditet, tvungen sterilisering eller enhver anden form for seksuel vold defineres som forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser og ligestilles med en form for tortur og en alvorlig krigsforbrydelse, uanset om disse forbrydelser begås systematisk eller ej under interne eller internationale konflikter,

–  der henviser til FN's Sikkerhedsråds resolution 1325 (2000) og 1820 (2008) om kvinder, fred og sikkerhed og resolution 1888 (2009) om seksuel vold mod kvinder og børn under væbnede konflikter,

–  der henviser til resolution 1925 (2010) fra FN's Sikkerhedsråd, der specificerer mandatet for FN's stabiliseringsmission i DR Congo (MONUSCO),

–  der henviser til resolution 1991 af 28. juni 2011 fra FN's Sikkerhedsråd, der forlænger MONUSCO's mandat,

–  der henviser til erklæringen af 23. juni 2011 fra den særlige repræsentant for bekæmpelse af seksuel vold i væbnede konflikter, Margot Wallström,

–  der henviser til slutkommunikéet fra det sjette regionale møde i Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU, som fandt sted i Yaoundé i Cameroun den 28. og 29. april 2011,

–  der henviser til den lov om seksuel vold, som blev vedtaget af DR Congos parlament i 2006 og har til formål at fremskynde retsforfølgningen i tilfælde af voldtægt og pålægge strengere sanktioner,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 122, stk. 5,

A.  der henviser til, at 170 mennesker blev udsat for voldtægt eller fysisk vold mellem den 10. og 12. juni 2011 i landsbyerne Nakiele og Abala i provinsen Sydkivu; der henviser til, at medlemmer af den bevæbnede gruppe, der begik disse overgreb, allerede havde været involveret i massevoldtægter, tilbageholdelser og plyndringer i den samme region i januar 2011,

B.  der henviser til, at den sikkerhedsmæssige situation i Sydkivu er yderst prekær, og at urolighederne i den østlige del af DR Congo har medført en mangedobling i antallet af menneskerettighedskrænkelser og krigsforbrydelser, herunder seksuel vold over for kvinder, massevoldtægter og andre former for tortur, massakrer på civile og masseindrullering af børnesoldater – overgreb, der er begået af bevæbnede grupper af oprørere samt statens væbnede styrker og politiet,

C.  der henviser til, at voldtægt benyttes af de kæmpende parter som et regulært våben til at intimidere, straffe og kontrollere deres ofre, og at dette fænomen på grufuld vis har vundet almindelig udbredelse i den østlige del af DR Congo efter påbegyndelsen af militære operationer i 2009; der henviser til, at de grusomme overgreb, som er målrettet mod kvinder, omfatter voldtægt, kollektiv voldtægt, seksuelt slaveri og drab og har vidtgående konsekvenser i form af fysisk og psykisk nedbrydning af kvinderne,

D.  der henviser til, at FN's Sikkerhedsråd den 29. juni 2011 vedtog at forlænge FN's stabiliseringsmission i Den Demokratiske Republik Congo (MONUSCO) i yderligere et år, og erindrer om, at denne mission har mandat til at benytte alle de nødvendige midler til at beskytte civilbefolkningen mod krænkelser af den humanitære folkeret og menneskerettighederne,

E.  der henviser til, at voldtægtsofrene står over for en meget mangelfuld infrastruktur og ikke nyder godt af passende bistand eller lægehjælp; der henviser til, at kvinderne med overlæg overfaldes i fuld offentlighed, at disse overgreb ofte koster dem deres position i samfundet og deres evne til at tage sig af deres børn, og at der er en betydelig risiko for at blive smittet med hiv-virus; der henviser til, at den lægelige nødhjælp udelukkende ydes af de talrige ngo'er, der er aktive i området, og at der ikke længere er sikkerhed for en koordineret indsats og adgang til ofrene,

F.  der henviser til, at DR Congos manglende evne til at retsforfølge medlemmer af landets egen hær og diverse væbnede grupper for forbrydelser, der er i strid med folkeretten, har virket fremmende på en praksis med straffrihed; der henviser til, at den congolesiske hær ikke råder over de nødvendige menneskelige, tekniske og økonomiske ressourcer til at udføre sine opgaver i de østlige provinser af DR Congo og til at beskytte befolkningen,

G.  der henviser til, at loven om seksuel vold, der blev vedtaget af DR Congos parlament i 2006, kun anvendes i yderst begrænset omfang,

H.  der henviser til, at medierne spiller en afgørende rolle for at opretholde en stærk mobilisering og varsko den offentlige opinion,

1.  fordømmer på det kraftigste massevoldtægterne, tilfældene af seksuel vold og de øvrige krænkelser af menneskerettighederne, der fandt sted mellem den 10. og 12. juni 2011 i regionen Sydkivu; udtrykker sin medfølelse med alle de ofre, der har lidt nød og smerte på grund af seksuelle voldsovergreb, navnlig de massevoldtægter, der gentagne gange er blevet begået i den østlige del af DR Congo gennem de sidste fire år;

2.  anmoder regeringen i DR Congo om at anse kampen mod massevoldtægter og seksuel vold mod kvinder for en national prioritet;

3.  glæder sig over FN's beslutning om at foretage en undersøgelse af disse hændelser; opfordrer til, at disse forbrydelser underkastes en øjeblikkelig undersøgelse, der skal være uafhængig og upartisk i overensstemmelse med de internationale normer; beklager dybt, at krigsforbrydere fortsat indtager høje kommandostillinger; opfordrer til virkningsfulde og øjeblikkelige foranstaltninger, der kan sikre beskyttelsen af ofre og vidner både under og efter disse undersøgelser;

4.  anmoder Kommissionen og DR Congo om at gennemgå landestrategidokumentet for DR Congo og det nationale vejledende program for den 10. EUF (2008-2013) med henblik på at gøre massevoldtægt og seksuel vold mod kvinder til en national prioritet og dermed modvirke, at forbrydelserne forbliver ustraffet;

5.  er foruroliget over risikoen for, at tilfælde af seksuel vold banaliseres; understreger, at det påhviler regeringen i DR Congo at sørge for sikkerheden på sit territorium og beskytte civilbefolkningen; minder præsident Laurent Kabila om, at han personligt har givet tilsagn om at føre en nul-tolerancepolitik over for seksuel vold og om at retsforfølge gerningsmændene til krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden, samt om at samarbejde med Den Internationale Straffedomstol og landene i regionen;

6.  roser FN's indsats for at hjælpe ofrene for voldtægt og krigsforbrydelser, og især den lægehjælp, som visse hospitaler har ydet, såsom Panzi-hospitalet i Bukavu; fremhæver, at flertallet af ofrene for seksuelle overgreb ikke modtager tilstrækkelig hjælp af hverken medicinsk, social eller juridisk art; foreslår, at der på congolesisk regeringsniveau udarbejdes et komplet program for hjælp til ofre og for deres genindslusning i det congolesiske samfund og på arbejdsmarkedet; anmoder Kommissionen om at frigøre supplerende midler til kampen mod seksuel vold og til at arbejde for at etablere boliger for ofrene for seksuel vold i de udsatte områder; foreslår, at der gennemføres et pilotprojekt for forbedring af den lægehjælp, der stilles til rådighed for ofrene for seksuel vold i DR Congo;

7.  udtrykker bekymring over, at undergruppen for kønsbaseret vold, der havde til opgave at samordne den humanitære indsats mod seksuel vold, for halvandet år siden blev nedlagt af UNFPA (FN's Befolkningsfond) på grund af manglende lederskab; opfordrer derfor til en ombygning af systemet til samordning af den humanitære indsats i felten;

8.  udtrykker sin bekymring over, at MONUSCO ikke har anvendt sit mandat og sine regler for magtanvendelse mere aktivt for at yde beskyttelse mod massevoldtægter, herunder også overgreb begået at egne styrker; anerkender dog, at dens tilstedeværelse fortsat er en forudsætning for den humanitære indsats; finder det magtpåliggende, at MONUSCO's mandat og regler for magtanvendelse anvendes med beslutsomhed for at sikre en mere effektiv beskyttelse af befolkningen; glæder sig over beslutningen om at forlænge missionens mandat til den 30. juni 2012;

9.  opfordrer EU og dens medlemsstater til at støtte EUSEC RD- og EUPOL RD-missionernes aktiviteter; anmoder om, at kampen mod seksuel vold integreres fuldt ud i de operationer, der finder sted inden for rammerne af den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik;

10.  er fortsat stærkt bekymret over den nuværende humanitære situation i DR Congo og over underfinansieringen i denne region, der er afledt af visse bilaterale donorers nedskæring af bevillingerne; beklager dybt, at de afsatte midler hidtil kun i ringe omfang er kommet ofrene til gode; anmoder Kommissionen om at opretholde bevillingerne til humanitær bistand i den østlige del ad DR Congo;

11.  opfordrer Kommissionen til at fremlægge lovforslag om »konfliktmineraler«, stoffer der nærer krigen og de udbredte voldtægter i DR Congo, for at bekæmpe straffrihed, i tråd med den amerikanske Dodd Franck-lov (navnlig del 1502), der opstiller nye krav, for så vidt angår oplysninger om produkter, hvortil der i fremstillingen anvendes konfliktmineraler;

12.  konstaterer, at planen for løsning af konflikten i Sydkivu, der består i at satse på en militær løsning, har vist sig at slå fejl; mener, at løsningen på denne konflikt skal være politisk, og beklager, at det internationale samfund ikke har udvist mod i denne henseende; mener, at tiden er inde til at tage skridtet videre fra blot fordømmelser, og at DR Congos regering, EU og FN skal påtage sig deres ansvar og træffe konkrete foranstaltninger for at bringe disse uhyrligheder til ophør; understreger, at hvis der ikke skabes forandringer, vil de humanitære aktører skulle være udsendt til området i lang tid endnu;

13.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, Kommissionens næstformand/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Den Afrikanske Union, regeringerne i landene i De Store Søers Område, til præsidenten, premierministeren og parlamentet i DR Congo, til FN's generalsekretær, FN's særlige repræsentant for seksuel vold i væbnede konflikter, FN's Sikkerhedsråd og FN's Menneskerettighedsråd.