Indeks 
 Forrige 
 Næste 
 Fuld tekst 
Procedure : 2011/2749(RSP)
Forløb i plenarforsamlingen
Forløb for dokumenter :

Indgivne tekster :

RC-B7-0467/2011

Forhandlinger :

PV 07/07/2011 - 11.3
CRE 07/07/2011 - 11.3

Afstemninger :

PV 07/07/2011 - 12.3

Vedtagne tekster :

P7_TA(2011)0342

Vedtagne tekster
PDF 75kDOC 37k
Torsdag den 7. juli 2011 - Strasbourg Endelig udgave
Indien, særlig dødsdommen over Davinder Pal Singh
P7_TA(2011)0342B7-0467, 0468, 0469, 0470, 0471 og 0472/2011

Europa-Parlamentets beslutning af 7. juli 2011 om Indien, særlig dødsdommen over Davinder Pal Singh

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til resolution 63/168 fra De Forenede Nationers Generalforsamling, som slår til lyd for implementering af resolution 62/149 af 18. december 2007 fra De Forenede Nationers Generalforsamling, hvor 106 lande stemte for en resolution om et verdensomspændende moratorium for dødsdomme og henrettelser, mens 34 lande hverken stemte for eller imod, og kun 46 lande stemte imod resolutionen,

–  der henviser til resolution 65/206 af 21. december 2010 fra De Forenede Nationers Generalforsamling om et moratorium for anvendelsen af dødsstraf,

–  der henviser til EU's retningslinjer vedrørende dødsstraf,

–  der henviser til sin beslutning af 27. september 2007 om et universelt moratorium for dødsstraf(1) ,

–  der henviser til samarbejdsaftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Republikken Indien fra 1994,

–  der henviser til temadialogen om menneskerettigheder mellem EU og Indien,

–  der henviser til artikel 2 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,

–  der henviser til sin beslutning af 7. oktober 2010 om verdensdagen mod dødsstraf(2) ,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 122, stk. 5,

A.  der henviser til, at der i 2011 – frem til maj måned – kun er gennemført henrettelser i ni lande, hvilket tydeligt viser, at der på verdensplan er en voksende erkendelse af, at dødsstraf er en grusom og inhuman form for straf,

B.  der henviser til, at Indien ikke har gennemført dødsstraf siden 2004,

C.  der henviser til, at der er givet tilladelse til henrettelse af to domfældte personer,

D.  der henviser til, at Indiens præsident, Pratibha Patil, efter henstilling fra indenrigsministeriet har afvist de ansøgninger om genoptagelse, som er indgivet i henhold til artikel 72 i den indiske forfatning på vegne af Davinder Pal Singh Bhullar fra Punjab og Mahendra Nath Das fra Assam,

E.  der henviser til, at Mahendra Nath Das blev dømt til døden i 1997 efter at være blevet kendt skyldig i drab, at alle retsmidler er udtømt, og at hans henrettelse er blevet udsat indtil den 21. juli 2011 af den øverste domstol i Gauhati i Assam (det nordøstlige Indien), eftersom den indiske regering har anmodet om tid til at svare domstolen,

F.  der henviser til, at Davinder Pal Singh Bhullar blev dømt til døden den 29. august 2001 efter at være blevet fundet skyldig i deltagelse i bombeattentatet mod Ungdomskongressens kontor i New Delhi i 1993,

G.  der henviser til, at omstændighederne omkring tilbagesendelsen af Davinder Pal Singh Bhullar til Indien fra Tyskland og Mahendra Nath Das' forlængede ophold i en henrettelsescelle giver anledning til spørgsmål,

H.  der henviser til, at Indien, da landet præsenterede sit kandidatur til Menneskerettighedsrådet forud for valget den 20. maj 2011, gav tilsagn om at opretholde de højeste standarder med hensyn til at fremme og beskytte menneskerettighederne,

1.  er dybt bekymret over, at den indiske regering agter at genoptage anvendelsen af dødsstraf efter et syvårigt de facto-moratorium og således går imod den verdensomspændende tendens i retning af afskaffelse af dødsstraf;

2.  støtter fortsat på det bestemteste FN's Generalforsamlings opfordring om indførelse af et moratorium for henrettelser med henblik på at afskaffe dødsstraf;

3.  opfordrer indtrængende den indiske regering til ikke at henrette Davinder Pal Singh Bhullar eller Mahendra Nath Das og til at forvandle deres dødsstraffe;

4.  opfordrer de indiske myndigheder til at behandle sagerne vedrørende Davinder Pal Singh Bhullar og Mahendra Nath Das på en særlig gennemsigtig måde;

5.  opfordrer Indiens regering og parlament til at vedtage lovgivning om indførelse af et permanent moratorium for henrettelser med henblik på at afskaffe dødsstraffen i nærmeste fremtid;

6.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Indiens præsident, regering og parlament, Indiens minister for retlige spørgsmål og justitsvæsen, Indiens indenrigsminister, FN's højkommissær for menneskerettigheder, Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Kommissionen og medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

(1) EUT C 219 E af 28.8.2008, s. 306.
(2) Vedtagne tekster, P7_TA(2010)0351.

Seneste opdatering: 11. oktober 2012Juridisk meddelelse