Europa-Parlamentet,

–  der henviser til artikel 2, 3, 6, 8, 21, 33 og 36 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU),

–  der henviser til den fælles meddelelse af 12. december 2011 fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik og Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet: »Menneskerettigheder og demokrati i centrum for EU's optræden udadtil - en mere effektiv tilgang« (COM(2011)0886),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse til Rådet og Europa-Parlamentet af 8. maj 2001: »Hvordan Den Europæiske Union kan medvirke til at fremme menneskerettigheder og demokratisering i tredjelande« (COM(2001)0252),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 20. april 2010 til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget: »Et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed for EU’s borgere - Handlingsplan om gennemførelse af Stockholmprogrammet« (COM(2010)0171),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget af 25. oktober 2011: »En ny EU-strategi 2011-2014 for virksomhedernes sociale ansvar« (COM(2011)0681),

–  der henviser til EU's strategiske ramme for menneskerettigheder og demokrati og EU's handlingsplan for menneskerettigheder og demokrati, vedtaget under Udenrigsrådets 3179. samling den 25. juni 2012,

–  der henviser til FN's principper om erhvervsliv og menneskerettigheder,

–  der henviser til sin beslutning af 18. april 2012 om årsberetningen om menneskerettighederne i verden og EU's menneskerettighedspolitik, herunder følgerne for EU's menneskerettighedspolitiske strategi(1),

–  der henviser til sin beslutning af 14. februar 2006 om menneskerettigheds- og demokratiklausulen i EU-aftaler(2),

–  der henviser sin beslutning af 7. juli 2011 om eksterne EU-politikker til fremme af demokratisering(3),

–  der henviser til sin henstilling af 2. februar 2012 til Rådet om en konsekvent holdning over for regimer, som EU har vedtaget restriktive foranstaltninger over for, når deres ledere forfølger personlige og erhvervsmæssige interesser inden for EU(4),

–  der henviser til EU's retningslinjer vedrørende menneskerettigheder,

–  der henviser til den europæiske menneskerettighedskonvention og de igangværende forhandlinger om EU's tiltrædelse af denne konvention,

–  der henviser til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,

–  der henviser til sin henstilling af 13. juni 2012 til Rådet om EU's særlige repræsentant for menneskerettigheder(5),

–  der henviser til Udenrigsrådets konklusioner om Den Europæiske Demokratifond(6), vedtaget under dets 3130. samling den 1. december 2011, og til erklæringen om oprettelse af en europæisk demokratifond(7), vedtaget af Coreper den 15. december 2011,

–  der henviser til Europa-Parlamentets henstilling af 29. marts 2012 til Rådet om de nærmere retningslinjer for den eventuelle oprettelse af en europæisk demokratifond(8),

–  der henviser til den nylige oprettelse af Den Europæiske Demokratifond;

–  der henviser til forretningsordenens artikel 48,

–  der henviser til betænkning fra Udenrigsudvalget og udtalelse fra Udviklingsudvalget (A7-0378/2012),

A.  der påpeger, at EU bygger på princippet om respekt for menneskerettighederne og har en juridisk og traktatfæstet forpligtelse til at give menneskerettighederne en central placering i alle unions- og medlemsstatspolitikker uden undtagelse samt i alle aftaler med tredjelande; der understreger, at dialogerne mellem EU, medlemsstaterne og tredjelande skal følges op med konkrete foranstaltninger, som kan give menneskerettighederne en central placering i disse politikker;

B.  der henviser til, at EU har udviklet en lang række instrumenter, der udgør det politiske grundlag til støtte for denne forpligtelse, herunder retningslinjer vedrørende menneskerettigheder, et globalt finansielt instrument for menneskerettigheder og demokrati (det europæiske instrument for demokrati og menneskerettigheder (EIDHR)), et krav om, at alle eksterne finansielle instrumenter - som f.eks. instrumentet til finansiering af udviklingssamarbejde (DCI), stabilitetsinstrumentet (IfS), det europæiske naboskabsinstrument (ENI), førtiltrædelsesinstrumentet (IPA) og partnerskabsinstrumentet (PI) - skal fremme menneskerettigheder og demokrati inden for deres område, oprettelse af Den Europæiske Demokratifond og udnævnelse af en ny særlig EU-repræsentant for menneskerettigheder, rådserklæringer og -konklusioner, erklæringer fra den højtstående repræsentant, EU-demarcher, EU-sanktioner i tilfælde af alvorlige menneskerettighedskrænkelser og, på det seneste, landestrategier for menneskerettigheder;

C.  der henviser til, at EU i overensstemmelse med den forskelligartede karakter af de kontraktlige relationer mellem EU og tredjelande har skabt en bred vifte af forskellige værktøjer - såsom den europæiske naboskabspolitik (ENP), Cotonou-aftalen samt menneskerettighedsdialoger og -konsultationer med tredjelande - for at fremme menneskerettigheder og demokrati samt forbedre samarbejdet i internationale organer for så vidt angår drøftelser om emner af fælles interesse; der henviser til, at man via ENP overvåger opfyldelsen af vedtagne forpligtelser, mens der i henhold til Cotonou-aftalen skal gennemføres konsultationer i tilfælde af menneskerettighedskrænkelser; der henviser til, at EU via sin indsats for at støtte og observere valghandlinger også har en væsentlig indflydelse på styrkelsen af menneskerettighederne, demokratiet og retsstaten;

D.  der påpeger, at disse politikker tilsammen har resulteret i en fragmentarisk tilgang, hvor princippet om sammenhæng og konsekvens mellem de forskellige dele af EU's optræden udadtil og mellem disse og andre politikker ikke er blevet respekteret tilstrækkeligt; der påpeger, at disse forskellige instrumenter derfor er blevet enkeltstående elementer, som hverken understøtter den juridiske forpligtelse til at overvåge gennemførelsen af menneskerettighedsklausuler eller det dertil knyttede politiske mål, hvorfor der er behov for at harmonisere disse instrumenter og opnå synergier mellem dem:

E.  der påpeger, at en række faktorer forhindrer gennemførelsen af en effektiv EU-politik for menneskerettigheder og demokrati, og at den fælles meddelelse fra december 2011 ikke tog effektivt hånd om disse faktorer, herunder mangelen på en integreret tilgang baseret på en sammenkædning af alle EU's eksterne instrumenter og tilstrækkelig integrering af de prioriterede mål for de enkelte lande, mangelen på en benchmarkingpolitik for alle instrumenter (herunder geografiske politikker og strategier), som skulle kunne måle og kontrollere respekten for menneskerettigheder og demokratiske principper på basis af specifikke, gennemsigtige, målelige, opnåelige og tidsbundne indikatorer, samt svaghederne ved menneskerettighedsdialoger, som bør indgå i den bredere politiske dialog på højeste plan;

F.  der henviser til, at begivenhederne i forbindelse med det arabiske forår og de erfaringer, der er høstet med de østlige partnerskabslande både under og før deres respektive overgangsperioder, har vist, at det er nødvendigt at omlægge naboskabspolitikken, så den i højere grad prioriterer den politiske dialog med bl.a. ngo'er, menneskerettighedsforkæmpere, fagforeninger, medier, enheder, universiteter, demokratiske politiske partier andre civilsamfundselementer og kampen for grundlæggende rettigheder, idet dette er en forudsætning for demokratiserings- og overgangsprocesserne; der i den forbindelse bifalder oprettelsen af Den Europæiske Demokratifond, som udgør et af EU's mest konkrete svar på demokratiseringsprocessens udfordringer, i første omgang, om end ikke udelukkende, i EU's naboskabslande;

G.  der finder, at den nye politik bør tage sigte på yderligere at engagere partnerlande i mere gennemgribende demokratiske reformer og respekt for de grundlæggende rettigheder, herunder centrale grundlæggende rettigheder såsom ytrings-, samvittigheds-, religions-, tros-, forsamlings- og foreningsfrihed på grundlag af principperne om »mere for mere« og gensidig kontrol mellem partnerlande, EU og medlemsstaterne;

H.  der henviser til, at Rådet som led i revisionsprocessen har rationaliseret og omstruktureret EU's politik for menneskerettigheder og demokrati inden for rammerne af de eksterne aktioner; der henviser til, at denne omlægning indgår i EU's strategiske ramme for menneskerettigheder og demokrati, som blev vedtaget under Udenrigsrådets samling den 25. juni 2012 og suppleret med en handlingsplan, der præciserer de konkrete mål, tidsplanen, delmålene for indsatsen og ansvarsfordelingen; der henviser til, at Rådet har udnævnt en særlig repræsentant for menneskerettigheder, der skal forbedre synligheden og effektiviteten af og sammenhængen i EU's menneskerettighedspolitik og bidrage til opfyldelsen af dens målsætninger ved at foretage en vurdering af de nuværende menneskerettighedsinstrumenter, konsultere forskellige partnere og institutioner på området samt fokusere på væsentlige spørgsmål, der kræver øjeblikkelig opmærksomhed;

I.  der påpeger, at den aktuelle økonomiske krise, dens virkninger på det europæiske projekts styrke og ændringerne i den globale magtbalance har vist, at højtidelige erklæringer om menneskerettighedsspørgsmål er nytteløse, hvis de ikke ledsages af en principfast menneskerettighedspolitik, der implementeres ved hjælp af effektive og konkrete foranstaltninger og understøttes af en forpligtelse til at respektere sammenhængen og konsekvensen mellem de interne og eksterne dimensioner af alle EU-politikker;

J.  der henviser til, at fremme af menneskerettigheder og demokrati er EU's og medlemsstaternes fælles ansvar; der påpeger, at der kun gennem en koordineret og sammenhængende indsats mellem parterne kan ske fremskridt på dette område; der henviser til, at de økonomiske og sociale rettigheder har været en integreret del af menneskerettighederne siden vedtagelsen af verdenserklæringen om menneskerettigheder i 1948;

K.  der derfor anser det for vigtigt, at EU hjælper med at gennemføre disse rettigheder i de mindst udviklede lande og i de udviklingslande, med hvilke EU indgår internationale aftaler, herunder handelsaftaler;

L.  der henviser til, at teknologisk udvikling, nye ikt-værktøjer, stadig højere uddannelsesniveauer i mange dele af verden, det faktum, at visse udviklingslande udvikler sig til regionale stormagter, oprettelsen af nye multilaterale fora som f.eks. G-20 og fremkomsten af et informeret og sammenkoblet globalt civilsamfund alt sammen peger på, at der er behov for at styrke konsekvensen af og sammenhængen mellem de eksisterende instrumenter i folkeretten og at styrke samarbejdet i forbindelse med global styring for at sikre respekten for menneskerettighederne, gøre en ende på straffriheden for menneskerettighedskrænkelser og forbedre perspektiverne for demokrati i hele verden;

M.  der henviser til, at fri adgang til internettet og telekommunikation fremmer den frie og demokratiske debat og kan være et middel til hurtig varsling om krænkelser af menneskerettighederne og at den derfor bør prioriteres i EU's optræden udadtil med hensyn til støtte til demokratiet og forsvar af menneskerettighederne;

N.  der henviser til, at opfyldelsen af de grundlæggende og centrale målsætninger i EU's nye strategiske ramme for menneskerettigheder og demokrati forudsætter en høj grad af konsekvens og politisk vilje til at opnå håndgribelige resultater;

EU's strategiske ramme for menneskerettigheder og demokrati

1.  betragter initiativet til revision af menneskerettighedsstrategien som et forsøg på at tage de hovedudfordringer op, som Parlamentet og andre interessenter har peget på; bifalder den bredtfavnende strategi, Rådet har fulgt i denne forbindelse, herunder navnlig handlingsplanen for menneskerettigheder og demokrati som et konkret udtryk for EU's engagement og ansvarlighed samt udnævnelsen af en særlig EU-repræsentant for menneskerettigheder i tråd med det ønske, Parlamentet har udtrykt i tidligere betænkninger;

2.  bekræfter på ny, at de universelle menneskerettigheder og frihedsrettigheder som fastsat i verdenserklæringen om menneskerettigheder omfatter alle mennesker under alle forhold og omstændigheder og uanset religion eller tro, køn, racemæssig eller etnisk oprindelse, alder, handicap, seksuel orientering eller kønsidentitet;

3.  opfordrer EU til at gå fra ord til handling og føre sine tilsagn ud i livet på en hurtig og gennemsigtig måde;

4.  understreger, at den strategiske ramme for menneskerettigheder og den tilhørende handlingsplan udgør et gulv, ikke et loft, for EU's menneskerettighedspolitik, og at EU-institutionerne og medlemsstaterne skal følge en fast og sammenhængende strategi over for menneskerettighedskrænkelser over hele verden og gøre det på en gennemsigtig og kontrollerbar måde;

5.  hilser det velkomment, at næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant har foreslået fremme af kvinders rettigheder, børns rettigheder og retfærdighed (med fokus på retten til en retfærdig rettergang) som de tre tværgående kampagnetemaer, og har tillid til, at den nye særlige EU-repræsentant for menneskerettigheder vil spille en positiv rolle i gennemførelsen af den tilknyttede handlingsplan;

6.  er af den stærke overbevisning, at oprettelsen af posten som Den Europæiske Unions særlige repræsentant for menneskerettigheder bør tjene til at styrke menneskerettighedselementet i alle EU's politiske strategier udadtil;

7.  vil søge at opnå løbende kommunikation og samarbejde mellem Parlamentet og EU's særlige repræsentant for menneskerettigheder;

8.  ønsker, som den eneste direkte valgte EU-institution, at blive tæt tilknyttet denne ændrede politiske ramme og er fast besluttet på fortsat at spille en vigtig rolle i forbedringen af demokratiske legitimitet af den politiske beslutningstagning i EU, samtidig med at det respekterer hver enkelt institutions rolle i henhold til traktaten;

9.  bekræfter sin vilje til at forstærke det interinstitutionelle samarbejde, også inden for rammerne af den kontaktgruppe - sammensat af Tjenesten for EU's Optræden Udadtil, de relevante tjenestegrene i Rådet og Kommissionen, EU's særlige repræsentant for menneskerettigheder samt EP's Udenrigsudvalg og Underudvalg om Menneskerettigheder - der er betroet opgaven med opfølgning af revisionen og handlingsplanen;

10.  understreger nødvendigheden af, at alle institutioner trækker på samme hammel i denne proces, og opfordrer derfor til, at de vedtager en fælles erklæring, der forpligter dem til følge fælles grundprincipper og mål;

11.  hilser den strategiske rammes ambitionsniveau velkomment, understreger imidlertid nødvendigheden af en forbedret koordinering og øget præcisering af procedurerne og opgavefordelingen mellem EU og medlemsstaterne med henblik på at opnå en mere effektiv gennemførelse af handlingsplanen;

Samhørighed og samarbejde inden for de forskellige politikområder mellem EU og medlemsstaterne

12.  understreger behovet for sammenhæng og konsekvens på tværs af alle politikområder som en afgørende forudsætning for en effektiv og troværdig menneskerettighedsstrategi og finder det beklageligt, at disse principper ikke omtales konkret i EU's strategiske ramme; minder Kommissionen om, at den gentagne gange, jf. meddelelsen fra 2001 og meddelelsen fra 2010 om en handlingsplan om gennemførelse af Stockholm-programmet (COM(2010)0171), har lovet at tage konkrete skridt til at sikre større sammenhæng og konsekvens mellem sine eksterne og interne politikker; gør opmærksom på, at man i 2001 blev enige om, at Parlamentet skulle inddrages fuldt ud, og koordineringen forbedres på dette område; minder medlemsstaterne og EU-institutionerne om, at respekten for de grundlæggende rettigheder begynder på hjemmefronten og ikke må tages for givet, men til stadighed skal vurderes og forbedres, så EU kan optræde som en troværdig fortaler for menneskerettighederne på verdensplan;

13.  opfordrer EU og medlemsstaterne til at forbedre koordineringen for at opnå større sammenhæng og komplementaritet i politikkerne og programmerne for menneskerettigheder, sikkerhed og udvikling;

14.  opfordrer Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten til at indfri løftet om en »menneskerettighedsbaseret tilgang« i hele udviklingssamarbejdsprocessen;

15.  opfordrer indtrængende EU til at opretholde og leve op til sin rolle som en førende forkæmper for menneskerettighederne i verden gennem effektiv, vedvarende og velovervejet brug af alle tilgængelige instrumenter for fremme og beskyttelse af menneskerettigheder og effektiviteten af vores politik for udviklingsbistand;

16.  fremhæver betydningen af politikkohærens for udvikling (PCD) for at sikre, at EU's politikker på alle områder i stigende grad gør det muligt at udmønte menneskerettighederne i praksis, samtidig med at det sikres, at ingen menneskerettighed krænkes af nogen EU-politik;

17.  understreger, at EU’s nye særlige repræsentant for menneskerettigheder skal tage hensyn til udviklingsdagsordenen i alle foranstaltninger, der har til formål at fremme menneskerettigheder i verden; forventer i den forbindelse et tæt samarbejde med Parlamentet og dets relevante udvalg om dette spørgsmål;

18.  opfordrer under henvisning til FN's konvention om barnets rettigheder og behovet for at sikre den størst mulige beskyttelse af rettighederne i denne konvention og undgå, at de eroderer, Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten til at yde særlig støtte til prioriteringen af de behov, som børn af begge køn har for særlig beskyttelse og omsorg på grundlag af såvel den nævnte konvention som erklæringen om barnets rettigheder;

19.  fordømmer på det kraftigste kvindelig kønslemlæstelse som en krænkelse af kvinders og pigers fysiske integritet og opfordrer indtrængende Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten til at være særligt opmærksomme på sådanne skadelige traditionelle skikke i deres strategi for bekæmpelse af vold mod kvinder;

20.  understreger, at Unionen kun kan optræde som en troværdig forkæmper for menneskerettigheder og demokrati, hvis dens eksterne politikker er i overensstemmelse med de interne;

21.  påpeger, at den strategiske ramme skal sikres tilstrækkelig synlighed med henblik på at øge dens legitimitet, troværdighed og ansvarlighed i borgernes øjne;

22.  opfordrer Kommissionen til at udsende en meddelelse om en EU-handlingsplan for menneskerettigheder for at fremme EU's værdier inden for den eksterne dimension af politikken for retlige og indre anliggender som bebudet i 2010 i handlingsplanen om gennemførelse af Stockholm-programmet og i overensstemmelse med EU's handlingsplan for menneskerettigheder og demokrati;

23.  insisterer på, at alle Kommissionens generaldirektorater og EU-Udenrigstjenesten skal udarbejde detaljerede vurderinger af de juridiske konsekvenser af chartret om grundlæggende rettigheder for EU's eksterne politikker, eftersom chartret gælder for alle de foranstaltninger, der træffes af EU-institutionerne; forpligter sig til selv at gøre det samme; opfordrer sine udvalg til at anvende den relevante bestemmelse i artikel 36 i forretningsordenen, der giver dem mulighed for at kontrollere, om et forslag til retsakt er i overensstemmelse med chartret om grundlæggende rettigheder, også i forbindelse med forslag vedrørende eksterne finansielle instrumenter;

24.  understreger nødvendigheden af, at Rådets arbejdsgrupper om henholdsvis grundlæggende rettigheder (FREMP) og menneskerettigheder (COHOM) øger deres indbyrdes samarbejde og konsultationer; foreslår, at samarbejdet og konsultationerne udvides til også at omfatte den særlige EU-repræsentant for menneskerettigheder; opfordrer begge organer til at gøre fuld brug af Europarådets ekspertise og instrumenter og af FN's særlige procedurer, herunder i forbindelse med udarbejdelse af nye initiativer, der sigter på at udbrede og fremme fælles værdier og internationale standarder;

25.  ser positivt på øget sammenhæng mellem politikker og internationale og regionale konventioner og instrumenter fra f.eks. FN og Europarådet; kræver, at disse standarder systematisk indarbejdes i landestrategierne for menneskerettigheder, som bør fungere som referencedokument for geografiske og tematiske politikker, handlingsplaner, strategier og instrumenter; foreslår, at samarbejdet om menneskerettigheder, navnlig i form af menneskerettighedsdialoger tilrettelagt så de falder sammen med internationale topmøder, bør udvides til alle regionale partnere og organisationer og følges op med specifikke erklæringer efter møder med disse partnere samt efter møder med tredjelande, navnlig BRIK-lande og andre vækstøkonomier;

26.  mener, at optagelse af nordafrikanske og mellemøstlige lande i Europarådets naboskabspolitik vil give supplerende redskaber til at opnå en tilnærmelse af deres lovgivning og bedste praksis på menneskerettighedsområdet; påpeger, at det fælles program til styrkelse af demokratiske reformer i de sydlige nabolande, som for nylig er vedtaget af EU og Europarådet, er et eksempel på, hvordan Europarådet kan bidrage med ekspertise inden for konstitutionelle, juridiske og institutionelle reformer;

27.  opfordrer de kompetente EU-institutioner til at arbejde på at forbedre respekten for og beskyttelsen af religions- og trosfriheden i forbindelse med internationale menneskerettighedsstandarder;

28.  opfordrer sine relevante udvalg som f.eks. Underudvalget om Menneskerettigheder, Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender og Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling til at forstærke deres samarbejde med Europarådets relevante organer og instrumenter og indlede strukturerede dialoger med henblik på at udvikle en effektiv og pragmatisk synergi mellem de to institutioner og udnytte den eksisterende ekspertise på området fuldt ud;

Mod en inklusiv og effektiv strategi

29.  anerkender revisionens målsætning om at sætte menneskerettighederne i centrum for EU's forbindelser med alle tredjelande; anser det for afgørende, at EU følger en effektiv strategi over for sine partnere ved at lægge vægt på udvalgte hovedprioriteringer vedrørende menneskerettigheder, demokrati og retsstatsforhold og koncentrerer sine kræfter om denne strategi for at dem i retning af opnåelige resultater; påpeger, at hovedprioriteringerne på menneskerettighedsområdet bør omfatte centrale grundlæggende rettigheder, såsom ikke-diskrimination og ytrings-, religions-, tros-, samvittigheds-, forsamlings- og foreningsfrihed;

30.  finder, at EU og medlemsstaterne bør gøre kampen mod dødsstraf og indsatsen mod forskelsbehandling af kvinder til prioriterede mål inden for menneskerettigheder, idet EU på disse områder har opnået reelle resultater og høstet erfaringer, som er tilstrækkeligt relevante til at kunne deles med andre og gøre det muligt at opnå konkrete resultater;

31.  minder om, at opnåelse af udvikling, demokrati og retsstatsforhold er en forudsætning for, men ikke identisk med opnåelse af respekt for menneskerettighederne, og at de indvirker på og støtter hinanden; opfordrer EU til at støtte etableringen af demokratiske og menneskerettighedsbaserede idealer i hele samfundet, især med henblik på at fremme ligestilling mellem kønnene og børns rettigheder;

32.  konstaterer med tilfredshed, at de landestrategier for menneskerettigheder, som Parlamentet længe har anmodet om, har fået en central rolle og er blevet udviklet gennem en inklusiv proces med deltagelse af EU-delegationer, missionschefer og COHOM; anser det for vigtigt, at der arrangeres bredtfavnende høringer, navnlig af lokale civilsamfundsorganisationer, repræsentanter for nationale parlamenter, menneskerettighedsforkæmpere og andre interessenter, og understreger vigtigheden af, at de beskyttes af gennemførelsesforanstaltninger med henblik herpå;

33.  er af den opfattelse, at det for at opnå en mere effektiv EU-indsats og målelige resultater er afgørende, at der fastlægges prioriteringer, realistiske mål og politiske virkemidler for hvert enkelt land; mener, at landestrategierne for menneskerettigheder bør integreres i den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik samt i EU's handels- og udviklingspolitikker (såvel i geografiske som tematiske programmer) for dermed at sikre større effektivitet og sammenhæng;

34.  anmoder Kommissionen om at integrere landestrategierne for menneskerettigheder i programmeringen og gennemførelsen af al bistand til tredjelande samt i strategidokumenter og flerårige vejledende programmer;

35.  henstiller, at hovedprioriteterne i landestrategierne for menneskerettigheder offentliggøres uden derved at bringe sikkerheden for menneskerettighedsforkæmpere og civilsamfund i de pågældende lande i fare; understreger, at sådanne offentliggjorte prioriteter vil synliggøre EU's engagement i menneskerettighedssituationen i tredjelande og bidrage til at støtte de personer, der kæmper for at udøve og beskytte deres menneskerettigheder; mener, at Parlamentet bør have adgang til landestrategierne for menneskerettigheder og al information i tilknytning hertil;

36.  fremhæver den rolle, som virksomheders sociale ansvar (VSA) spiller på menneskerettighedsområdet, og som kommer til udtryk i Kommissionens meddelelse af 25. oktober 2011, der bl.a. henviser til FN's vejledende principper om erhvervsliv og menneskerettigheder; understreger behovet for at indarbejde VSA i EU's menneskerettighedsstrategier; minder om, at europæiske og multinationale koncerner ligeledes har ansvar og forpligtelser og hilser EU's bekræftelse af VSA velkommen; opfordrer alle virksomheder til at leve op til deres medansvar for at respektere menneskerettighederne, jf. FN's vejledende principper; påskønner Kommissionens villighed til at udarbejde menneskerettighedsretningslinjer for små og mellemstore virksomheder; opfordrer medlemsstaterne til at udvikle deres egne nationale planer for gennemførelsen af FN-principperne og fortsat tilskynde partnerlandene til at overholde internationalt anerkendte VSA-standarder, såsom OECD's retningslinjer for multinationale selskaber og ILO's trepartserklæring om principper for multinationale selskaber og socialpolitik;

37.  mener, at EU's strategiske ramme for menneskerettigheder og demokrati og den ledsagende handlingsplan, der løber over en treårig periode, vil rationalisere de landespecifikke prioriterede mål, bl.a. fordi den omfatter tematiske EU-retningslinjer og dertil knyttede lokale strategier og dermed skaber en sammenhængende ramme for EU's samlede virksomhed; opfordrer til øjeblikkelig færdiggørelse af alle landespecifikke menneskerettighedsstrategier samt hurtig gennemførelse heraf og en vurdering af bedste praksis; er overbevist om, at disse strategier vil gøre det muligt at foretage nøjagtige årlige vurderinger af gennemførelsen af de menneskerettighedsklausuler, der indgår i rammeaftaler;

38.  henstiller, at EU som led i landestrategierne for menneskerettigheder opstiller en liste over punkter, som medlemsstaterne og EU-institutionerne som minimum skal tage op med deres relevante modparter i tredjelande under møder og besøg, også på højeste politiske plan og under topmøder;

39.  opfordrer indtrængende EU-institutionerne og medlemsstaterne til derudover at tilskynde tredjelande til at indføre udtrykkelige bestemmelser vedrørende kvinders rettigheder i deres lovgivning og garantere, at rettighederne respekteres;

40.  opfordrer de kompetente EU-institutioner til at inddrage og yde bistand til religiøse aktører og trosbaserede organisationer til støtte for religionsfrihed og konfliktløsning;

41.  påskønner tilsagnet i den strategiske ramme om at give menneskerettighederne en central placering i EU's forbindelser med tredjelande, herunder med strategiske partnere; opfordrer i den forbindelse EU til at vedtage Udenrigsrådets konklusioner om EU's strategiske partnere og om indførelse af en fælles tærskel de menneskerettighedsspørgsmål, som medlemsstater og EU-tjenestemænd som minimum skal tage op med deres relevante modparter;

42.  opfordrer til en fornyet indsats for at beskytte og støtte menneskerettighedsforkæmpere i tredjelande, især dem der lever under trusler eller i frygt på grund af deres engagement; ser frem til mere fleksible og målrettede foranstaltninger, som det vil være muligt at træffe for at beskytte menneskerettighedsforkæmpere inden for rammerne af Den Europæiske Demokratifond;

EU's handlingsplan for menneskerettigheder og demokrati
Menneskerettighedsklausul

43.  opfordrer Kommissionen til at fremsætte forslag til lovgivning, som pålægger EU-virksomhederne at sikre, at deres aktiviteter ikke støtter gerningsmænd til konflikter og alvorlige menneskerettighedskrænkelser, navnlig ved at kontrollere og revidere deres mineralforsyningskæder og offentliggøre resultaterne deraf; opfordrer Kommissionen til at udarbejde og offentliggøre en liste over EU-virksomheder, som har været direkte medskyldige i overtrædelser af menneskerettighederne i deres handel med autoritære regimer; mener, at EU-virksomhedernes pligt til at udvise rettidig omhu i overensstemmelse med retningslinjerne fra OECD vil bidrage til at beskytte de europæiske virksomheders omdømme og gøre EU's menneskerettigheds- og udviklingspolitikker mere sammenhængende, navnlig i konfliktområder;

44.  anbefaler, at den højtstående repræsentant baserer denne mekanisme på en erkendelse af den potentielle risiko for, at et partnerland bryder de internationale menneskerettighedsstandarder, ved at inddrage konkrete elementer af et egentligt system for »tidlig varsling« i klausulen, samt på etablering af et gradueret system, der er baseret på konsultationer, opfølgning og konsekvenser, i lighed med det, der indgår i Cotonou-aftalen, og med den overvågningsmekanisme, der er indført i partnerskabs- og samarbejdsaftalen mellem EU og Turkmenistan; bemærker, at et sådant system, der er baseret på dialog, vil kunne bidrage til at påvise og bekæmpe en forringelse af miljøet og gentagne og/eller systematiske menneskerettighedskrænkelser i strid med folkeretten og gøre det muligt at drøfte korrigerende foranstaltninger inden for en bindende ramme; opfordrer derfor til, at revisionen også kommer til at omfatte en vurdering af den rolle, det mandat og de målsætninger, som menneskerettighedsdialoger og -konsultationer er tildelt, og som bør forbedres;

45.  finder, at beskyttelsen af migranters grundlæggende menneskerettigheder i værtslandene bør være genstand for regelmæssige vurderinger og gives særlig opmærksomhed;

46.  hilser det velkomment, at der på Parlamentets initiativ er indført en mekanisme til overvågning af menneskerettighedsproblemer som led i indgåelsen af partnerskabs- og samarbejdsaftalen med Turkmenistan; henstiller, at indførelse af lignende overvågningsmekanismer systematisk inddrages i overvejelserne med henblik på indgåelse af andre aftaler;

47.  fremhæver Rådets beslutning fra 2009 om at udvide menneskerettigheds- og demokratiklausulen til at omfatte alle aftaler og sørge for en sammenkædning af disse og frihandelsaftaler igennem indføjelse af en »passerellebestemmelse«, hvor det måtte være nødvendigt; konstaterer, at der i EU's handlingsplan for menneskerettigheder og demokrati henvises til udviklingen af kriterier for anvendelse af dette element; bemærker, at denne udvidelse af menneskerettighedsklausulens dækningsområde nødvendigvis vil kræve en konkret mekanisme til gennemførelse på institutionelt og politisk plan, hvorfor den skal suppleres med en effektiv håndhævelsesmekanisme; insisterer på, at der i alle aftaler, der indgås af EU med såvel industrilande som udviklingslande, herunder også sektorspecifikke aftaler og handels- og investeringsaftaler, skal indføjes menneskerettighedsklausuler, som kan håndhæves og ikke kan gøres til genstand for forhandling; anser det for vigtigt, at alle partnerlande, især ligesindede lande og strategiske partnerlande, med hvilke EU forhandler aftaler, indgår denne bindende forpligtelse;

48.  bemærker, at Parlamentet ikke er inddraget i beslutningsprocessen i forbindelse med indledning af konsultationer eller suspension af en aftale; mener, at hvis Europa-Parlamentet vedtager en henstilling, hvori de opfordrer til anvendelse af menneskerettighedsklausulen og bestemmelserne i kapitlet om bæredygtig udvikling, bør Kommissionen omhyggeligt undersøge, om betingelserne i dette kapitel er opfyldt; påpeger, at hvis Kommissionen finder, at betingelserne ikke er opfyldt, bør den forelægge en rapport for Europa-Parlamentets kompetente udvalg;

49.  opfordrer den højtstående repræsentant til at udvide EU's årsberetning om menneskerettigheder og demokrati i verden ved at tilføje en statusrapport om gennemførelsen af EU's handlingsplan for menneskerettigheder og demokrati, der også dækker anvendelsen af menneskerettigheds- og demokratiklausulen i gældende aftaler og indeholder en analyse af hver enkelt konsultationsproces og andre relevante foranstaltninger, som Rådet, EU-Udenrigstjenesten eller Kommissionen tager initiativ til, samt en analyse af effektiviteten af og sammenhængen i de trufne foranstaltninger;

Konsekvensanalyse vedrørende menneskerettigheder

50.  mener, at EU kun kan opfylde sine forpligtelser i henhold til Lissabontraktaten og chartret fuldt ud ved at udarbejde konsekvensanalyser vedrørende menneskerettigheder, inden det inden det forhandler sig frem til bilaterale eller multilaterale aftaler med tredjelande;

51.  bemærker, at denne systematiske praksis er den eneste måde, hvorpå man kan sikre konsekvens mellem primær ret, EU's foranstaltninger udadtil og tredjeparters egne forpligtelser i henhold til internationale konventioner, herunder den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder (ICCPR), den internationale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder (ICESR) og internationalt anerkendte arbejdsmarkeds- og miljøstandarder;

52.  opfordrer til, at man lader de førnævnte konsekvensanalyser omfatte hele spektret af menneskerettigheder, herunder online, der skal betragtes som et udeleligt hele;

53.  bemærker, at disse analyser skal foregå i uafhængighed, åbenhed og samarbejde med inddragelse af potentielt berørte samfund;

54.  opfordrer Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten til, inden forhandlingerne afsluttes, at udvikle en robust metode, som omfatter principperne om lighed og ikke-diskriminering, så eventuelle negative konsekvenser for bestemte befolkningsgrupper undgås, og som sikrer gensidigt aftalte forebyggende og afhjælpende foranstaltninger i tilfælde af negative konsekvenser;

55.  henleder især opmærksomheden på nødvendigheden af at gennemføre konsekvensanalyser af de projekter, hvis gennemførelse indebærer en alvorlig risiko for overtrædelse af chartrets bestemmelser, som f.eks. projekter, der vedrører retsvæsen, grænsekontrolmyndigheder og politi- og sikkerhedsstyrker i lande, der regeres af undertrykkende regimer;

En politik for benchmarking

56.  understreger, at menneskerettigheds- og demokratimål nødvendigvis kræver specifikke, målelige, opnåelige og offentlige kriterier, der tager sigte på at vurdere, i hvor høj grad de grundlæggende frihedsrettigheder, menneskerettighederne og retsstatsprincipperne respekteres; mener i denne forbindelse, at EU bør udnytte FN's og Europarådets relevante instrumenter og ekspertise fuldt ud, herunder den europæiske menneskerettighedskonvention som et gennemførligt element for så vidt angår et benchmarkkatalog for menneskerettigheder og demokrati for medlemmerne af Europarådet, og bør holde sine politiske konklusioner klart adskilt fra en juridisk og teknisk evaluering;

57.  anbefaler, at EU-Udenrigstjenesten udvikler et sæt kvalitative og kvantitative indikatorer og landespecifikke og offentlige benchmarks, der kan tjene som sammenhængende og konsekvent grundlag for den årlige vurdering af EU's politikker inden for rammerne af landestrategierne for menneskerettigheder og menneskerettighedsdialogerne med tredjelande; henstiller, at disse benchmarks også kommer til at inkludere de grundlæggende bestemmelser i international flygtningeret med henblik på at beskytte rettighederne for flygtninge og internt fordrevne;

Den nye europæiske naboskabspolitik

58.  minder om den politiske lære, der har kunnet drages af det arabiske forår, og de erfaringer, der er høstet med de østlige partnerskabslande både under og før deres respektive overgangsperioder, herunder nødvendigheden af at ændre tidligere politikker, der hovedsagelig var fokuseret på forbindelser med myndigheder, og at etablere et effektivt partnerskab mellem EU og partnerlandenes regeringer og civilsamfund; understreger i den forbindelse betydningen af den nyoprettede Europæiske Demokratifond, i første omgang, om end ikke udelukkende, i EU's naboskabslande;

59.  understreger betydningen af at skabe programmer og støtte projekter, der åbner mulighed for kontakt mellem civilsamfund i EU og i tredjelande, og opfordrer Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten til at opbygge civilsamfundenes kapacitet til at deltage i beslutningstagningen på lokalt, regionalt, nationalt og internationale niveau, som bør blive en vigtig støtte for de eksterne finansielle instrumenter, der for øjeblikket er under revision;

60.  konstaterer med tilfredshed, at det østlige partnerskabs menneskerettighedsdialoger suppleres med fælles civilsamfundsseminarer, og bekræfter sin støtte til civilsamfundsforummet for det østlige partnerskab;

61.  opfordrer Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten til at anvende den model med en institutionaliseret mekanisme for høring af civilsamfund, der indgår i frihandelsaftalen mellem EU og Sydkorea, som udgangspunkt for udvikling af endnu mere inkluderende mekanismer for alle aftaler;

62.  mener, at det centrale i EU's nye strategi er en styrkelse af samfund igennem aktiv intern kontrol med henblik på at understøtte deres evne til at deltage i den offentlige beslutningstagning og de demokratiske styringsprocesser;

63.  påskønner nye initiativer såsom Den Europæiske Demokratifond og civilsamfundsfaciliteten, der øger EU-støttens tilgængelighed, navnlig for civilsamfundsorganisationer, og som kan fungere som katalysator for en mere strategisk og politisk EU-tilgang til demokratisering i form af en kontekstspecifik, fleksibel og rettidig støtte med henblik på at fremme partnerlandenes overgang til demokrati;

64.  bemærker, at selv om det arabiske forår forventedes at fremme pro-demokratiske forandringer, har det i mange tilfælde resulteret i en forværring af religiøse mindretals friheder og rettigheder; fordømmer derfor på det skarpeste alle voldshandlinger mod kristne, jødiske, muslimske og andre trossamfund samt alle former for forskelsbehandling og intolerance over for troende, ikke-troende og frafaldne på grund af religion eller tro; understreger på ny i overensstemmelse med sine tidligere beslutninger, at tanke-, samvittigheds- og religionsfrihed er en grundlæggende menneskeret;

65.  understreger, at begivenhederne under det arabiske forår, herunder situationen for unge mennesker, som står over for massearbejdsløshed og manglende fremtidsudsigter i deres land, har afsløret en rækker mangler ved EU's politik over for regionen; påskønner imidlertid viljen til at anlægge en ny indfaldsvinkel og understreger, at det er nødvendigt at styrke de igangværende projekter og udvekslingsprogrammer, der inddrager ungdommen fra det arabiske forår, særlig inden for rammerne af Middelhavsunionen;

66.  fremhæver nødvendigheden af at oprette udvekslingsprogrammer eller åbne europæiske programmer for det arabiske forårs unge og med afsæt i civilsamfundet at overveje årsagerne til og konsekvenserne af den manglende opmærksomhed på disse samfunds problemer, særlig økonomiske og sociale problemer;

67.  foreslår, at man opretter udvekslingsprogrammer eller åbner de europæiske programmer for unge fra tredjelande;

68.  understreger, at stærke bånd med civilsamfundene i såvel det arabiske forårs som det østlige partnerskabs lande, fremmet gennem bl.a. udvekslingsprogrammer, praktikantophold i EU og EU-medlemsstaternes institutioner samt stipendier til europæiske universiteter, er afgørende for disse landes fremtidige udvikling og demokratiske konsolidering;

69.  påpeger, at de førnævnte civilsamfundsbaserede overvejelser kan understøttes ved etablering af euro-arabisk ungdomskonvention eller en Euro-MENA-/Euro-Middelhavs-ungdomskonvention med særlig fokus på menneskerettigheder;

70.  understreger, at situationen for kvinder i det arabiske forårs lande ofte er en afgørende faktor i vurderingen af fremskridtene i retning af demokrati og menneskerettigheder, og at sikringen af kvinders rettigheder bør være en væsentlig del af EU's indsats i forhold til disse lande; opfordrer til oprettelsen af en euro-arabisk interparlamentarisk konvention om kvinder; minder ligeledes om, at demokrati indebærer kvinders fulde deltagelse i det offentlige liv som fastsat i internationale og regionale instrumenter såsom protokollen til det afrikanske charter om menneskers og folks rettigheder og protokollen om kvinders rettigheder i Afrika;

71.  understreger vigtigheden af den rolle, som spilles af de nationale menneskerettighedsinstitutioner, og af deres samarbejde i medlemsstaterne og EU's naboskabslande; tilskynder til initiativer, der sigter på at overføre god praksis, koordinere og anspore til samarbejde mellem nationale menneskerettighedsorganisationer i medlemsstaterne og EU's naboskabslande, såsom programmet for samarbejde mellem ombudsmænd fra de østlige partnerskabslande 2009-2013, der blev oprettet af de polske og franske ombudsmænd i fællesskab med henblik på at øge kapaciteten i ombudsmandsinstitutioner, regeringsorganer og ngo'er i de østlige partnerskabslande til at beskytte individuelle rettigheder og opbygge demokratiske stater, som bygger på retsstatsprincippet; understreger, at sådanne tiltag skal koordineres inden for EU, og at EU-institutionerne skal trække på de erfaringer, der opnås i denne forbindelse; understreger betydningen af at tilskynde til etablering af nationale menneskerettighedsinstitutioner i de EU-naboskabslande, der ikke har sådanne organer i deres retsorden;

72.  kræver, at den højtstående repræsentant og Kommissionen til at sørge for en konsekvent implementering af den nye europæiske naboskabspolitik ved at lægge lige stor vægt på principperne om henholdsvis »mere for mere« og »mindre for mindre«;

73.  mener, at lande, der entydigt vurderes ikke at gøre fremskridt med hensyn til velfunderet demokrati og dybt forankrede institutionelle og sociale forandringer, herunder vedrørende retsstatsforhold, bør have deres EU-støtte reduceret, uden at det går ud over støtten til civilsamfundet i disse lande, i overensstemmelse med denne politiks mål, især når der sker krænkelse af visse centrale principper såsom ytrings-, religions- og trosfrihed, ikke-diskrimination, ligestilling mellem kønnene, samvittighedsfrihed samt forsamlings- og foreningsfrihed;

74.  finder det betænkeligt, at tidligere tiders holdninger, der indebar overdrevne politiske belønninger for tiltag fra partnerlandenes side, som ikke direkte bidrog til opfyldelse af målene, lever videre;

75.  påskønner initiativet til at anlægge en menneskerettighedsbaseret tilgang til udviklingspolitikken, men bemærker, at en sådan strategi skal tage udgangspunkt i menneskerettigheders udelelighed, og er af den faste overbevisning, at det primære formål med samarbejdet bør være at gavne mennesker og deres velfærd, ikke regeringer; understreger, at princippet om politikkohærens for udvikling (PCD) i denne sammenhæng skal forstås som et bidrag til en fuld opfyldelse af menneskerettighedsrelaterede mål, således at de forskellige EU-politikker ikke undergraver hinanden i denne henseende;

76.  påskønner det nye initiativ »EU Aid Volunteers«, der i perioden 2014-2020 vil give omkring 10 000 europæere mulighed for at deltage i humanitære aktioner i hele verden på de steder, hvor behovet for bistand er størst, og for at vise europæisk solidaritet ved at yde praktisk bistand til samfund, som er ramt af naturlige eller menneskeskabte katastrofer;

Fælles interinstitutionelt ansvar

77.  er af den opfattelse, at EU's strategiske ramme og handlingsplan er af særlig stor betydning, da de er udtryk for en fælles tilsagn afgivet af den højtstående repræsentant, Rådet, Kommissionen og medlemsstaterne; konstaterer med tilfredshed, at Parlamentets ledende rolle i bestræbelserne på at fremme menneskerettigheder og demokrati anerkendes; forventer, at Parlamentet vil blive behørigt inddraget i gennemførelsen af handlingsplanen, bl.a. igennem drøftelser i Kontaktgruppen for Menneskerettigheder, der er sammensat af Tjenesten for EU's Optræden Udadtil, de relevante tjenestegrene i Rådet og Kommissionen, EU's særlige repræsentant for menneskerettigheder samt EP's Udenrigsudvalg og Underudvalg om Menneskerettigheder;

78.  anbefaler, at Parlamentet udvikler mere dynamiske forbindelser til EU-delegationerne på basis af regelmæssige kontakter og informationsudvekslinger gennem statusrapporter, der afspejler en »dagsorden for forandring« inden for menneskerettigheder og demokrati og de mål og delmål, der er fastlagt i handlingsplanen;

79.  forpligter sig til at sikre en mere systematisk opfølgning af sine beslutninger om menneskerettigheder og individuelle menneskerettighedssager gennem en opfølgningsmekanisme med støtte fra den nyoprettede menneskerettighedsenhed og anbefaler et øget samarbejde mellem Underudvalget om Menneskerettigheder, Budgetudvalget, Budgetkontroludvalget og andre relevante EP-udvalg samt mellem disse og Revisionsretten med henblik på at sikre, at strategirevisionens mål modsvares af en passende finansiel støtte fra EU;

80.  anbefaler, at Parlamentet forbedrer sine egne procedurer i forbindelse med menneskerettighedsspørgsmål og øger indsatsen for effektivt at integrere menneskerettigheder i sine egne strukturer og processer for at sikre, at menneskerettigheder og demokrati er centrale elementer i Parlamentets foranstaltninger og politikker, bl.a. igennem en revision af retningslinjerne for Parlamentets interparlamentariske delegationer vedrørende fremme af menneskerettigheder og demokrati;

81.  mener, at Parlamentets stående delegationer og relevante udvalg hver især bør have et medlem, fortrinsvis udpeget blandt formanden og næstformændene, som skal have den særlige opgave at overvåge menneskerettighedssituationen i den pågældende region eller det pågældende land, og at de udpegede personer regelmæssigt bør aflægge beretning til Parlamentets Underudvalg om Menneskerettigheder;

82.  mener, at EP-delegationer, som rejser på mission til et land med en bekymrende menneskerettighedssituation, bør have medlemmer, som har den særlige opgave at rejse menneskerettighedsspørgsmål i den pågældende region eller det pågældende land, og at disse medlemmer bør aflægge beretning til Parlamentets Underudvalg om Menneskerettigheder;

83.  opfordrer til at forbedre samarbejdet om menneskerettighedsspørgsmål med medlemsstaternes nationale parlamenter;

84.  understreger nødvendigheden af at forbedre modellen for plenardebatter om tilfælde af krænkelse af menneskerettigheder, demokrati og retsstatsprincipper med henblik på at sikre hyppigere drøftelser med deltagelse af flere medlemmer, strukturerede høringer af civilsamfundet under udarbejdelsen, større lydhørhed over for menneskerettighedskrænkelser og andre uforudsete begivenheder på stedet, og understreger behovet for en bedre opfølgning af tidligere debatter og beslutninger;

85.  understreger nødvendigheden af, at Europa-Parlamentet og de øvrige EU-institutioner i højere grad udnytter Sakharovprisnetværkets potentiale;

86.  anbefaler, at Parlamentet i fællesskab med medlemsstaternes nationale parlamenter arrangerer en årlig begivenhed om menneskerettighedsforkæmpere med deltagelse af menneskerettighedsforkæmpere fra hele verden, idet Parlamentet dermed vil få mulighed for hvert år at vise sin støtte til menneskerettighedsforkæmpere over hele verden samt hjælpe dem med at hævde deres ret til at tale frit og forfølge deres rettigheder i de pågældende lande;

87.  opfordrer til konkret anvendelse af artikel 36 i TEU med henblik på at sikre, at der tages behørigt hensyn til Parlamentets synspunkter i forbindelse med opfølgning af beslutninger, og anbefaler en mere intensiv dialog i denne henseende;

o
o   o

88.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, Tjenesten for EU's Optræden Udadtil, den særlige repræsentant for menneskerettigheder, medlemsstaternes regeringer og parlamenter og Europarådet.

(1) Vedtagne tekster, P7_TA(2012)0126. (2) EUT C 290 E af 29.11.2006, s. 107. (3) Vedtagne tekster, P7_TA(2011)0334. (4) Vedtagne tekster, P7_TA(2012)0018. (5) Vedtagne tekster, P7_TA(2012)0250. (6) Rådsdokument 17944/2011. (7) Rådsdokument 18764/2011. (8) Vedtagne tekster, P7_TA(2012)0113.