Indeks 
 Forrige 
 Næste 
 Fuld tekst 
Procedure : 2015/2935(RSP)
Forløb i plenarforsamlingen
Forløb for dokumenter :

Indgivne tekster :

RC-B8-1351/2015

Forhandlinger :

Afstemninger :

PV 16/12/2015 - 11.12
CRE 16/12/2015 - 11.12

Vedtagne tekster :

P8_TA(2015)0461

Vedtagne tekster
PDF 172kWORD 71k
Onsdag den 16. december 2015 - Strasbourg Endelig udgave
Situationen i Ungarn: opfølgning på Europa-Parlamentets beslutning af 10. juni 2015
P8_TA(2015)0461B8-1351,1358, 1359 og 1361/2015

Europa-Parlamentets beslutning af 16. december 2015 om situationen i Ungarn (2015/2935(RSP))

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til præamblen til traktaten om Den Europæiske Union (TEU), særlig anden betragtning og fjerde til syvende betragtning,

–  der navnlig henviser til artikel 2, artikel 3, stk. 3, andet afsnit, og artikel 6 og 7 i traktaten om Den Europæiske Union samt til de artikler i TEU og traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), der vedrører overholdelse, fremme og beskyttelse af de grundlæggende rettigheder i EU,

–  der henviser til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder af 7. december 2000, der blev proklameret den 12. december 2007 i Strasbourg og trådte i kraft sammen med Lissabontraktaten i december 2009,

–  der henviser til verdenserklæringen om menneskerettigheder og den europæiske menneskerettighedskonvention,

–  der henviser til sine beslutninger af 10. juni 2015 om situationen i Ungarn(1) , af 3. juli 2013 om situationen for grundlæggende rettigheder: standarder og praksis i Ungarn(2) , af 16. februar 2012 om den seneste politiske udvikling i Ungarn(3) og af 10. marts 2011 om medieloven i Ungarn(4) ,

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 11. marts 2014 om en ny EU-retlig ramme for at styrke retsstatsprincippet (COM(2014)0158),

–  der henviser til Rådets første årlige dialog om retsstatsprincippet, der blev holdt den 17. november 2015,

–  der henviser til erklæringen af 27. november 2015 fra Europarådets menneskerettighedskommissær efter hans besøg i Ungarn,

–  der henviser til lov CXL af 2015 om masseindvandring, som er vedtaget af det ungarske parlament,

–  der henviser til lov CXLII af 2015 om en effektiv beskyttelse af Ungarns grænser og om masseindvandring, som er vedtaget af det ungarske parlament,

–  der henviser til beslutning 36/2015 fra det ungarske parlament om et budskab til lederne af Den Europæiske Union, vedtaget den 22. september 2015,

–  der henviser til forespørgsel til mundtlig besvarelse til Kommissionen for Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender om situationen i Ungarn: opfølgning på Europa-Parlamentets beslutning af 10. juni 2015 (O-000140/2015 – B8-1110/2015),

–  der henviser til Kommissionens svar af 5. november 2015 som opfølgning på Parlamentets beslutning af 10. juni 2015,

–  der henviser til Kommissionens erklæring på plenarmødet i Parlamentet den 2. december 2015 om situationen i Ungarn,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 128, stk. 5, og artikel 123, stk. 4,

A.  der henviser til, at Den Europæiske Union bygger på værdierne respekt for den menneskelige værdighed, frihed, demokrati, ligestilling, retsstaten og respekt for menneskerettighederne, herunder rettigheder for personer, der tilhører mindretal, og til, at disse værdier er universelle og fælles for medlemsstaterne (artikel 2 i TEU); der henviser til, at en klar fare for en grov overtrædelse af de værdier, der er nævnt i artikel 2 i TEU, begået af en medlemsstat, vil udløse den procedure, der er fastsat i artikel 7 i TEU;

B.  der henviser til, at Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder udgør en del af EU's primære ret og forbyder enhver forskelsbehandling på grund af bl.a. køn, race, farve, etnisk eller social oprindelse, genetiske anlæg, sprog, religion eller tro, politiske eller andre anskuelser, tilhørsforhold til et nationalt mindretal, formueforhold, fødsel, handicap, alder og seksuel orientering;

C.  der henviser til, at den måde, hvorpå retsstatsprincippet gennemføres på nationalt plan, spiller en afgørende rolle for at sikre tilliden til medlemsstaternes retssystemer og administrative systemer; der henviser til, at EU's berettigede kompromisløshed, når det drejer sig om værdierne respekt for demokratiet, retsstatsprincippet og de grundlæggende rettigheder, er afgørende for at sikre Unionens troværdighed, både internt og på den internationale scene;

D.  der henviser til, at retten til asyl er garanteret under behørig efterlevelse af reglerne i Genève-konventionen af 28. juli 1951 og protokollen hertil af 31. januar 1967 om flygtninges retsstilling og i overensstemmelse med TEU og TEUF;

E.  der henviser til, at forsvarlige offentlige udgifter og beskyttelse af EU’s finansielle interesser bør være centrale elementer i EU’s politik for at øge borgernes tillid ved at sikre, at deres penge bruges korrekt, produktivt og effektivt;

F.  der henviser til, at den seneste tids udvikling såvel som de initiativer, der er taget, og de foranstaltninger, der er truffet i Ungarn i de senere år, har medført en alvorlig systemisk forværring af situationen med hensyn til retsstatsprincippet og grundlæggende rettigheder, bl.a. ytringsfrihed, herunder akademisk frihed, migranters, asylansøgeres og flygtninges menneskerettigheder, forsamlings- og foreningsfrihed, restriktioner og forhindringer i forhold til civilsamfundsorganisationer, retten til ligebehandling, rettigheder for personer, der tilhører mindretal, herunder romaer, jøder og LGBTI-personer, sociale rettigheder, landets forfatningsmæssige system, domstolenes og andre institutioners uafhængighed samt mange foruroligende påstande om korruption og interessekonflikter;

G.  der henviser til, at det ungarske parlament i juli og september 2015 vedtog en række ændringsforslag, der navnlig vedrørte asylloven, straffeloven, strafferetsplejeloven, loven om grænserne, loven om politiet og loven om det nationale forsvar; der henviser til, at Kommissionens foreløbige vurdering har afsløret en række væsentlige problemer og spørgsmål vedrørende foreneligheden med gældende EU-ret vedrørende asyl og grænser samt chartret om grundlæggende rettigheder; der henviser til, at Kommissionen den 6. oktober 2015 sendte en administrativ skrivelse til den ungarske regering; der henviser til, at den ungarske regering besvarede denne skrivelse; der henviser til, at Kommissionen den 10. december 2015 iværksatte en traktatbrudsprocedure over for Ungarn;

H.  der henviser til, at Kommissionen ikke har reageret på Parlamentets opfordring om at iværksætte en dybtgående overvågningsproces vedrørende situationen med hensyn til demokratiet, retsstatsprincippet og de grundlæggende rettigheder i Ungarn; der henviser til, at Kommissionen i den erklæring, den afgav på plenarmødet i Europa-Parlamentet den 2. december 2015, anførte, at den var parat til at tage alle til rådighed stående midler, herunder traktatbrudsprocedurer, i brug for at sikre, at Ungarn – og enhver anden medlemsstat – overholder sine forpligtelser i henhold til EU-retten og respekterer Unionens værdier som fastsat i artikel 2 i TEU; der henviser til, at det er Kommissionens opfattelse, at betingelserne for at aktivere rammen for styrkelse af retsstatsprincippet over for Ungarn endnu ikke i den nuværende fase er opfyldt;

1.  gentager sit standpunkt fra sin beslutning af 10. juni 2015 om situationen i Ungarn;

2.  giver udtryk for alvorlige betænkeligheder med hensyn til den række af forhastede lovgivningsforanstaltninger, der er truffet i løbet af de seneste måneder, og som har gjort adgangen til international beskyttelse ekstremt vanskelig og med urette har kriminaliseret flygtninge, migranter og asylansøgere; understreger sine betænkeligheder hvad angår overholdelsen af princippet om non-refoulement, det voksende antal tilbageholdelser, også af mindreårige, og anvendelsen af en fremmedhadsk retorik, som sætter migranter i forbindelse med sociale problemer eller sikkerhedsrisici, særlig i regeringsstyrede oplysningskampagner og nationale høringer, hvilket gør integration problematisk; opfordrer indtrængende den ungarske regering til at vende tilbage til normale procedurer og ophæve kriseforanstaltningerne;

3.  mener, at samtlige medlemsstater skal overholde EU-retten fuldt ud i lovgivning og administrativ praksis, og at al lovgivning skal afspejle og stemme overens med grundlæggende europæiske værdier, dvs. de demokratiske principper, retsstatsprincippet og de grundlæggende rettigheder;

4.  understreger, at Parlamentet gentagne gange har opfordret Rådet til at reagere på de foruroligende udviklingstendenser i Ungarn; opfordrer indtrængende Rådet for Den Europæiske Union og Det Europæiske Råd til snarest muligt at drøfte og vedtage konklusioner om situationen i Ungarn; mener, at Rådet og Kommissionen ved ikke at tage stilling til eller på fyldestgørende vis reagere på Parlamentets betænkeligheder, som et flertal af medlemmerne gentagne gange har givet udtryk for, undergraver princippet om et loyalt indbyrdes samarbejde mellem institutionerne, som er fastsat i artikel 13, stk. 2, i TEU;

5.  mener, at Ungarn udgør en prøve for EU, hvor sidstnævnte kan bevise sin evne og vilje til at reagere på trusler og tilsidesættelse af dets egne grundlæggende værdier fra en medlemsstats side; konstaterer med beklagelse, at der findes tilsvarende udviklingstendenser i visse andre medlemsstater, og mener, at EU's passive holdning kan have medvirket til at fremkalde disse tendenser, der har foruroligende lighedspunkter med situationen i Ungarn hvad angår en underminering af retsstatsprincippet; mener, at dette skaber alvorlig bekymring vedrørende Unionens evne til at sikre kontinuerlig respekt for de politiske Københavnskriterier, når først en medlemsstat har tiltrådt Unionen;

6.  minder om Kommissionens rolle som traktaternes vogter med hensyn til at sikre, at national lovgivning er i overensstemmelse med demokratiet, retsstatsprincippet og grundlæggende rettigheder; fremhæver betydningen af, at enhver evaluering eller analyse, som Kommissionen og Europa-Parlamentet foretager af situationen i individuelle medlemsstater, er afbalanceret og baseret på kendsgerninger; anmoder den ungarske regering og Kommissionen om at arbejde tæt og samarbejdsorienteret sammen om alle spørgsmål, som efter deres mening kan kræve yderligere evalueringer eller analyser; noterer sig med tilfredshed, at der er påbegyndt en traktatbrudsprocedure med hensyn til gældende EU-ret vedrørende asyl;

7.  beklager, at Kommissionen i sin nuværende tilgang primært fokuserer på marginale, tekniske aspekter af loven, men ignorerer tendenserne, mønstrene og den samlede indvirkning af disse foranstaltninger på retsstatsprincippet og de grundlæggende rettigheder; mener, at navnlig traktatbrudsprocedurerne i de fleste tilfælde ikke har ført til reelle forandringer og heller ikke har løst op for situationen i et bredere perspektiv;

8.  gentager sin opfordring til Kommissionen om at aktivere første fase i EU-rammen for styrkelse af retsstatsprincippet og derved indlede en øjeblikkelig og dybtgående overvågningsproces vedrørende situationen med hensyn til demokratiet, retsstatsprincippet og de grundlæggende rettigheder i Ungarn, herunder de samlede virkninger af en række foranstaltninger, og vurdere den spirende systemiske trussel i denne medlemsstat, som vil kunne udvikle sig til en klar fare for en grov overtrædelse, jf. artikel 7 i TEU;

9.  opfordrer Kommissionen til at gå videre med alle undersøgelser og anvende alle eksisterende lovgivningsmæssige redskaber fuldt ud for at sikre en gennemsigtig og korrekt anvendelse af EU-midler i Ungarn på grundlag af EU-retten; noterer sig Kommissionens beslutning af 14. juli 2015 om at suspendere flere kontrakter i otte EU-finansieringsprogrammer som følge af anvendelsen af et overdrevent restriktivt udvælgelseskriterium i de offentlige udbudsprocedurer i Ungarn;

10.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Kommissionen, Rådet, Ungarns præsident, regering og parlament, medlemsstaternes og kandidatlandenes regeringer og parlamenter, EU's Agentur for Grundlæggende Rettigheder, Europarådet samt Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa.

(1) Vedtagne tekster, P8_TA(2015)0227.
(2) Vedtagne tekster, P7_TA(2013)0315.
(3) EUT C 249 E af 30.8.2013, s. 27.
(4) EUT C 199 E af 7.7.2012, s. 154.

Seneste opdatering: 20. juni 2017Juridisk meddelelse