Kommissær Potočniks svar på skrivelsen fra 44 ngo'er var, at Friends of Europe som tænketank — og ikke som lobby — fortsat ikke er registreret i Kommissionens lobbyregister. Han svarede endvidere, at man imidlertid ikke havde betragtet denne omstændighed som tilstrækkelig begrundelse for at indstille samarbejdet med Friends of Europe, ikke mindst fordi registeret fortsat er frivilligt(1).
Denne udtalelse er direkte i strid med indholdet i en tale fra Siim Kallas, da han var næstformand i Kommissionen med ansvar for administrative anliggender, revision og bekæmpelse af svig. Han udtalte den gang klart og tydeligt, at Friends of Europe burde registreres som andre tænketanke(2).
Ifølge Kommissionen vil der med den frivillige registreringsordning være incitamenter for lobbyisterne (eller interesserepræsentanterne) til at lade sig registrere(3).
De pågældende incitamenter i form af varslinger pr. e‑mail(4) har ikke fremmet gennemsigtigheden, da flertallet af interesserepræsentanter i Bruxelles fortsat ikke er registreret(5).
Vi ønsker at spørge Kommissionen om følgende:
1.
Har Kommissionen ændret holdning til, hvorvidt tænketanke skal være registreret i lobbyregisteret?
2.
Vil Kommissionen styrke incitamenterne med henblik på at fremme gennemsigtigheden ved at fastsætte, at samarbejdet med lobbyister og tænketanke i organiseringen af begivenheder (herunder deres tilstedeværelse i paneler) afhænger af, om de er registreret?