Den 10. november 2010 udtalte kommissær Malmström over for medlemmerne af Europa-Parlamentet, at »efter Lissabontraktatens ikrafttræden og afskaffelsen af den tidligere søjlestruktur henhører alle betingelser for det amerikanske visumfritagelsesprogram nu under EU's kompetenceområde«. Som følge heraf gælder dette også for samarbejde med USA om alvorlig kriminalitet, antiterrorinitiativer og udveksling af oplysninger – forhold, der tidligere var omfattet af det bilaterale spor(1).
1. Kan Kommissionen bekræfte, at det som følge heraf ikke længere er muligt – som en betingelse for det amerikanske visumfritagelsesprogram – for EU-medlemsstater at underskrive og indgå aftaler med USA bilateralt?
2. Er Kommissionen bekendt med EF-Domstolens afgørelser, der fastsætter, at, i de tilfælde, hvor der ikke er vedtaget fælles regler, har medlemsstaterne ikke længere ret til at påtage sig forpligtelser med tredjelande, som påvirker disse regler(2)?
3. Er Kommissionen bekendt med, at Nederlandene underskrev PCSC-aftalen (samarbejde om matchning af fingeraftryk og dna-prøver) med USA den 19. november 2010? Hvad er Kommissionens holdning til dette? Mener Kommissionen, at denne bilaterale aftale vil påvirke de regler, der er fastsat i den europæiske Prüm-traktat? Hvilke foranstaltninger vil Kommissionen træffe?
4. Kan Kommissionen som en betingelse for det amerikanske visumfritagelsesprogram præcisere den aktuelle status for disse 14 bilaterale aftaler, som blev underskrevet og indgået før Lissabontraktatens ikrafttræden? Er de stadig i overensstemmelse med EU-lovgivningen efter Lissabontraktatens ikrafttræden? I bekræftende fald, hvorfor? I benægtende fald, hvilke foranstaltninger vil Kommissionen så træffe?
5. Kan Kommissionen bekræfte, at de bilaterale aftaler som betingelse for visumfritagelsesprogrammet er i overensstemmelse med EU's lovgivning om databeskyttelse? Kontrollerede Kommissionen dette, før de bilaterale aftaler blev underskrevet?
6. Kan Kommissionen præcisere, om det er muligt for en EU-medlemsstat at videregive data, der er omfattet af Prüm-traktaten, og som indsamles i en anden EU-medlemsstat, til USA gennem en bilateral aftale med USA?
7. Kan Kommissionen bekræfte, at princippet om gensidighed gælder for disse bilaterale aftaler? Har EU-medlemsstater adgang til tilsvarende data, der er omfattet af de bilaterale aftaler, til gengæld for visumfritagelse for amerikanske borgere, der rejser til EU?