En undersøgelse(1), som for nylig blev offentliggjort af Alliance for Lobbying Transparency and Ethics Regulation (ALTER-EU), afslører, at 60 % af EU's konsulentfirmaer, der udøver lobbyvirksomhed, fortsat ikke er registreret næsten to år efter, at Kommissionen lancerede et frivilligt lobbyregister. Gruppen har opfordret EU‑tjenestemænd til at nægte at mødes med grupper, der ikke har ladet sig registrere, da kun 112 af de 286 virksomheder, der leverer EU‑lobbytjenester, der er blevet identificeret, er opført i Kommissionens register (39,2 %). Blandt de 174 virksomheder, der mangler i Kommissionens register, er 104 lobbyister, der er akkrediteret Europa-Parlamentet.
I ALTER-EU's undersøgelse understreges behovet for hurtigt at gennemføre Europa-Parlamentets beslutning af maj 2008(2), hvori opfordres til oprettelse af et obligatorisk register over alle aktører, der udfører lobbyvirksomhed ved EU‑institutionerne, herunder navne på lobbyister og detaljerede oplysninger om pengene bag lobbyvirksomheden.
1. Vil Kommissionen overveje at gennemføre opfordringen i betænkningen til at nægte at mødes med grupper, der ikke er opført i registret?
2. Hvilke nødvendige foranstaltninger vil Kommissionen træffe for at sikre, at alle konsulentfirmaer og lobbyister er registreret og akkrediteret?
3. Agter Kommissionen at gennemføre Europa-Parlamentets mandater i dets beslutning af 8. maj 2008?
Undersøgelsen af EU-konsulentfirmaer, der udøver lobbyvirksomhed findes på følgende adresse:http://www.alter-eu.org/documents/briefings-info-sheets/2010/03/11/blacklist-of-unregistered-lobbying-consultancies
Europa-Parlamentets beslutning af 8. maj 2008 om udvikling af rammer for interesserepræsentanters (lobbyisters) virksomhed i EU-institutionerne (2007/2115(INI)).