På et tidspunkt, hvor Parlamentet bestræber sig på at udvide CE-mærkets anvendelsesområde og øge effektiviteten af dette mærke (der ikke oprindeligt var tilsigtet forbrugerne, skønt det nu er et udtryk for garanteret produktsikkerhed og samtidig muliggør identificering af varer fra lande uden for EU), er der dukket et mærke op, der ser ud som CE-mærket.
1. Er Kommissionen klar over, at der eksisterer et mærke for eksportvarer fra Kina (et CE-mærke), der tilfældigvis har form af bogstaverne C og E i samme stil som EU's mærke for »Conformité européenne« (CE-mærket), og som dermed er identisk hermed bortset fra, at bogstaverne C og E står tættere sammen i det kinesiske mærke?
2. Er Kommissionen også klar over, at varer med det kinesiske mærke er at finde inden for EU, hvilket betyder, at det kinesiske mærke udnytter det europæiske CE-mærkes omdømme til egen fordel?
3. Hvilke foranstaltninger kan Kommissionen træffe for at undgå, at det europæiske CE-mærke misbruges på denne måde?
4. Hvilke sanktioner vil Kommissionen iværksætte i denne forbindelse?
5. Vil Kommissionen indlede forhandlinger med Kina om at stoppe sådan praksis, dvs. sætte en øjeblikkelig stopper for anvendelsen af det kinesiske eksportmærke, der er identisk med mærket for »Conformité européenne«?
Det europæiske CE-mærke er ikke omfattet af beskyttelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder.
6. Vil Kommissionen nøje overveje, om det ikke ville gøre det lettere at opdage efterligninger, hvis det europæiske CE-mærke blev gjort til Fællesskabets varemærke?
Det europæiske CE-mærke: Mærket for en eksportvare fra Kina: