• DA - dansk
  • EN - English
Forespørgsel/spørgsmål fra parlamentsmedlemmer - P-002622/2018Forespørgsel/spørgsmål fra parlamentsmedlemmer
P-002622/2018

Facebooks profilering af privatpersoner

Forespørgsel til skriftlig besvarelse P-002622-18
til Kommissionen
jf. forretningsordenens artikel 130
Christel Schaldemose (S&D)

Danske medier kan påvise, at Facebook benytter sig af profilering af privatpersoner gennem såkaldte annoncepræferencer, der i høj grad knytter sig til personfølsomme oplysninger såsom politisk orientering, religiøs overbevisning og seksuel præference[1].

Denne profilering er ifølge juridiske eksperters vurdering i modstrid med forordning (EU) 2016/679, da Facebook ikke har indhentet samtykke, der lever op til kravene om en »frivillig, specifik, informeret og utvetydig viljestilkendegivelse fra den registrerede«, som udtrykt i forordningens artikel 4, nr. 11), artikel 6, stk. 1, m.fl. Ydermere vurderes det, at Facebook heller ikke lever op til kravene i forordningens artikel 9, stk. 1, når det gælder behandling af særligt personfølsomme data såsom politisk orientering, religiøs overbevisning og seksuel præference m.fl.[2]. Endeligt lever Facebooks indsamling af data heller ikke op til kravet om dataminimering, som udtrykt i forordningens artikel 5, stk. 1, litra c).

Er Kommissionen af den overbevisning, at Facebooks nuværende profilering og behandling af data er i overensstemmelse med bestemmelserne i forordning (EU) 2016/679?

Hvis Kommissionen ikke mener, at Facebook opfylder kravene for et informeret samtykke, princippet om dataminimering eller for behandlingen af særlig følsomme persondata, hvilke skridt vil Kommissionen i så fald tage mod virksomheden Facebook?

Hvis Kommissionen mener, at Facebook lever op til kravene i forordning (EU) 2016/679, vil den så adressere denne praksis på anden vis?

Seneste opdatering: 23. maj 2018
Juridisk meddelelse - Databeskyttelsespolitik