“Det er mig en stor ære at tale for jer i dag for første gang som formand for Europa-Parlamentet. Mit nye embede har imidlertid ikke forandret mig eller min direkte facon.
Europa-Parlamentet har fra begyndelsen været kategorisk i sin modstand mod en revision af traktaterne, fordi det ganske enkelt ikke er nødvendigt, og fordi vi frygtede, at en debat om emnet ville åbne for en Pandoras æske af muligheder. Vores medborgere kan heller ikke forstå, hvorfor vi midt i krisen skal give os til at skændes om mystiske emner som institutioner og traktatartikler. De forventer, at vi giver dem svar på de problemer, de møder i hverdag. Hvis vi ikke leverer de svar, vil det blot undergrave tilliden til de politiske institutioner endnu mere, både på nationalt og europæisk plan. Tiden er inde til at fokusere på de virkelige problemer. Tiden er inde til at tale om, hvordan vi fører Europa ud af krisen. Tiden er inde til beslutsom handling.
Europa-Parlamentet ønsker at yde et konstruktivt bidrag til beslutningsprocessen. Hvis det skal kunne gøre det, skal det dog først inddrages.
Mine damer og herrer
Finanspagten ophøjer budgetdisciplin til en patentløsning på alle de dårligdomme, der er forbundet med gældskrisen, og den fastlægger nationale gældslofter og automatiske bøder. Ja, fornuftige budgetpolitikker er afgørende for at holde den nationale gældssætning under kontrol. Ja, nedbringelse af gælden er et simpelt spørgsmål om retfærdighed mellem generationerne, ellers vil vi en skønne dag befinde os i den kedelige situation, hvor vi ikke lader et hus gå i arv til vores børn, men kun et huslån. Det er ikke tilstrækkeligt at sikre, at der ikke opstår endnu en krise, det er alt sammen selvfølgelig nødvendigt, men står det alene, og ledsages det af spareforanstaltninger i mange medlemsstater, vil det ikke skabe den økonomiske vækst og de arbejdspladser, vi har så hårdt brug for.
Europa-Parlamentet har længe været af den overbevisning, at bæredygtige budgetter er nødvendige, men kun når de kombineres med investeringer. Europa har brug for investeringer for at sætte skub i den økonomiske vækst, styrke efterspørgslen og, hvad der er lige så vigtigt, begynde at betale af på gælden. Europa har brug for vækst for at beskytte og skabe jobs, sikre pensionerne og stille uddannelse og efteruddannelse til rådighed. I dag har 45 millioner mennesker i Europa ikke noget arbejde – en rekord, men ikke en, vi kan være stolte af. Den omstændighed, at fem millioner unge mellem 15 og 24 er arbejdsløse, og at næsten hver anden unge i Spanien er jobsøgende, må være en kilde til bekymring for os alle. En generation af unge vokser op uden fremtidsudsigter, og resultatet er, at samfundet en skønne dag måske bliver undergravet indefra.
Hvad kan vi gøre for at sætte skub i den europæiske økonomi, så disse mennesker kan finde arbejde igen?
Vi, medlemmerne af Europa-Parlamentet, har vedtaget en række beslutninger med forslag til praktiske foranstaltninger, der kan sætte skub i økonomien, regulere finansmarkederne og rette op på de økonomiske skævheder mellem medlemsstaterne – senest med den såkaldte six pack.
Europa-Parlamentet er mødested for en oplyst, politisk farvet debat om EU's politiske kurs. Et forum, hvor almindelige menneskers bekymringer bliver hørt, og hvor deres interesser forsvares med beslutsomhed. Nogle synes måske, vores rolle er problematisk, endda til tider uvelkommen, men det er altid vores mål at arbejde os frem til praktiske løsninger.
Derfor, og på grundlag af en usædvanligt bred konsensus – 530 stemmer fra medlemmer på tværs af alle politiske grupper – opfordrer vi til, at Parlamentet inddrages i forhandlingerne på lige fod med de andre institutioner.
Tendensen til at betragte topmøder som dette som den eneste kilde til løsninger på vores problemer, skaber forhåbninger som derefter brister, når disse løsninger viser sig at være ineffektive. Dette er undergravende for tilliden til EU's handleevne.
I har nu påbegyndt arbejdet med at skabe grundlaget for en finanspolitisk union. Vi glæder os over dette skridt, som I var tvunget til at tage som en union med 26 medlemsstater, som følge af premierminister Camerons veto. Lad mig benytte denne lejlighed til at takke jer for at stå fast, da premierminister Cameron krævede undtagelser fra reglerne for finansmarkederne.
Jeg er udmærket klar over de begrænsninger, I stod over for, men jeg må alligevel advare jer om to potentielt katastrofale scenarier:
For det første er I nødt til at samarbejde for at imødegå alle trusler om splittelse i EU. Vi kan ikke tillade, at EU falder fra hinanden, eller at princippet om et Europa i flere hastigheder vinder indpas. Alene er vi svage, sammen er vi stærke!
For det andet er en finanspolitisk union, som ikke er underlagt parlamentarisk kontrol, uacceptabel. Desuden skal sammenhængen i EU-retten bevares, for vi har ikke råd til at have to forskellige regelsæt.
Hvis de oplysninger, jeg har fået fra Parlamentets repræsentanter i forhandlingerne, er korrekte, ser det ud til at finanspagten skal baseres på fællesskabsmetoden. Endelig bliver Parlamentet, efter en langvarig kamp, igen respekteret som medlovgiver med lige rettigheder. Det er godt nyt: Det Europæiske Råd har ingen umiddelbare intentioner om at tage yderligere skridt ud ad glidebanen mod et mellemstatsligt samarbejde.
Nioghalvfems procent af alle reglerne kunne være blevet vedtaget under den almindelige lovgivningsprocedure. Det er dette punkt, vi er nået til, men ad en snørklet vej via en debat om en revision af traktaterne og en international aftale. Resultatet er det rigtige, men det kunne have været opnået meget lettere.
Nogle af Europa-Parlamentets forslag er endnu ikke blevet indarbejdet i udkastet. Jeg opfordrer jer indtrængende til omsider at tage disse opfordringer til efterretning:
For det første skal alle bestemmelserne i finanspagten være indarbejdet i traktaterne om senest fem år.
For det andet skal Europa-Parlamentet deltage i alle euroområde og EU-topmøder. Der blev indgået en aftale om den europæiske stabilitetsmekanisme, uden vi blev inddraget, hvilket er uacceptabelt.
For det tredje skal alle 26 kontraherende parter have same ret til at deltage i alle eurotopmøder, medlemmer såvel som ikke-medlemmer af euroområdet.
Mine damer og herrer
Europa skal omskabe sig selv til en ægte økonomisk og finanspolitisk union. Betydningen af en sådan kan vi konstatere hver eneste dag, når vi ser over Atlanten: I USA er gældsætningen og inflationsraten betydeligt højere end i Europa. Hvorfor kæmper amerikanerne da ikke med de samme problemer, som vi har?
Fordi vi ikke handler samlet som en union. Fordi vi ikke har de mekanismer, der kunne gøre det muligt for os at udligne de økonomiske skævheder mellem landene. Fordi vi er for langsomme til at gennemføre de foranstaltninger, der blev aftalt som en del af den førnævnte six pack. Vi bøjer os for markedernes magt, men vi halter stadig et skridt efter ratingagenturerne.
Standard & Poor's gik endda så vidt, at de beskrev den nuværende redningsstrategi som selvdestruktiv. Finanspagten lagde for megen vægt på spareforanstaltninger på bekostning af væksten: Sådan lød den begrundelse, der blev brugt til at retfærdiggøre nedvurderingen af ni af euroområdets medlemsstater!
Målet med finanspagten er at genvinde markedernes tillid, og det har vi virkelig brug for. Men samtidig skal vi imidlertid sørge for at ikke at miste almindelige menneskers tillid!
2012 er det år, hvor vi må finde en vej ud af krisen. Europa-Parlamentet ønsker at spille en konstruktiv og engageret rolle i den proces.
Hvordan ser vores forslag så ud?
Vi vil have en skat på finansielle transaktioner – i marts 2011 opfordrede et overvældende flertal af Europa-Parlamentets medlemmer til, at en sådan skat blev indført. Det er et spørgsmål om rimelighed: De mennesker, som forårsagede krisen, må ikke få lov til at slippe af sted med milliarder af euro i bonusser, som de har raget til sig, mens skatteborgerne betaler regningen for deres katastrofale hasardspil. En afgift på 0,05 % ville betyde indtægter på omkring 200 milliarder EUR i EU hvert år. Højspekulativ, computerbaseret handel ville blive mindre tiltrækkende, og finansmarkederne ville blive mere stabile.
Vi vil have eurobonds.
Fælles obligationer udstedt til en lav rente kan afhjælpe gældskrisen og stabilisere banksystemet. Eurobonds er et virksomt våben mod spekulation og eksploderende renter. De sidste dage har vi endnu en gang været vidne til, at hedgefonde satser på, at Grækenland ikke vil være i stand til at indfri sin gæld. Dette må stoppe. Eurobonds er også et symbol på Europas tro på en fælles fremtid.
Vi vil have et europæisk ratingagentur, et agentur, som kan bryde det amerikanske monopol, og som foretager sine bedømmelser på grundlag af klare kriterier, som har gennemsigtige ejerforhold og hvis arbejde således ikke undergraves af interessekonflikter.
Vi vil have et europæisk vækstinitiativ.
Det ville give god mening at finde en anvendelse for de milliarder af euro i EU-budgettet, som ikke anvendes af nogen medlemsstater, i stedet for blot at returnere dem til bidragsyderne. En del af disse penge bør investeres i beskæftigelsesprojekter for unge. Vi er yderst tilfredse med formand Barrosos meddelelse om, at der vil blive forelagt et vækstinitiativ i dag.
Når man står over for pres fra markederne, og hver dag synes at bringe en ny dramatisk udvikling, kan det sommetider være vanskeligt at tænke videre end løsninger, som virker her og nu, stoppe op et øjeblik og reelt forstå, at i denne rådsbygning, i Kommissionen, i Parlamentet skrives der historie. Europa har en fælles skæbne. Vi har et fælles ansvar for at tage modige skridt hen mod tættere integration, for at forklare vanskelige beslutninger for vores medborgere og lytte til deres bekymringer.
Det nævnes sommetider, at folk ikke ønsker mere Europa. Det tror jeg ikke på. Syvoghalvfjerds procent af EU-borgerne er for en tættere koordinering af de økonomiske politikker. I deres øjne er EU ikke problemet, EU er løsningen. Lad os ikke misbruge deres tillid, lad os omsider påbegynde arbejdet med at gøre en skat på finansielle transaktioner, eurobonds og det europæiske vækstinitiativ til virkelighed!
Tak for Deres opmærksomhed.”
europarl.president.press@europarl.europa.eu
