Sikring af retten til asyl 

Enhver, der flygter fra forfølgelse eller alvorlig fare i deres hjemland, har ret til at anmode om international beskyttelse. Asyl er en grundlæggende rettighed og tildeles personer, der opfylder kriterierne i Genèvekonventionen fra 1951 om flygtninges status. Dette er en international forpligtelse for de deltagende stater, herunder EU-medlemsstaterne. EU integrerede kriterierne for ret til international beskyttelse i sin egen lovgivning og udvidede konceptet ved at tilføje en kategori for personer, der nyder international beskyttelse, og som ikke er flygtninge, dvs. personer med subsidiær beskyttelsesstatus.

Retten til asyl er sikret ved artikel 18 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Artikel 19 forbyder kollektive udvisninger og beskytter enhver fra at blive udsendt, udvist eller udleveret til en stat, hvor der er en alvorlig risiko for at blive idømt dødsstraf, udsat for tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende straf eller behandling.

EU's medlemsstater er nået til enighed om en fælles europæisk asylpolitik, herunder subsidiær og midlertidig beskyttelse.

Procedurerne for tildeling af asyl skal være både retfærdige og fungere overalt i Unionen. Dette er grundlaget for det fælles europæiske asylsystem (CEAS).

CEAS består af en række retsakter, der omfatter alle aspekter af asylproceduren:

  • "Dublinforordningen", som fastsætter, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning
  • et direktiv om asylprocedurer, der fastsætter fælles standarder for retfærdige og effektive asylprocedurer
  • et direktiv om modtagelsesforhold, der fastsætter fælles minimumsstandarder for asylansøgeres levevilkår og sikrer, at ansøgere har adgang til bolig, mad, beskæftigelse og sundhedspleje

et direktiv om forudsætningerne for, hvem der kan anerkendes som flygtning eller som berettiget til subsidiær beskyttelse, og som giver de berettigede personer en række rettigheder (opholdstilladelser, rejsedokumenter, adgang til beskæftigelse og uddannelse, socialsikring og sundhedsydelser).