skip to content

 
 
 

EP-Nyt #19: Mød os på Folkemødet

16-06-2022

I denne uge kan du på Folkemødet møde Europa-Parlamentet i Danmark, som også har fået ny medarbejder. Coronapasset blev forlænget med 12 måneder, og to EP-udvalg stemte imod at definere atomkraft og bestemte typer gas som bæredygtige.

 
 .

Nyhedsbrevet udkommer tidligere denne uge, da Europa-Parlamentet i Danmark tager til Folkemødet på Bornholm. Der har vi vores eget telt, hvor man kan komme forbi og deltage i en række spændende aktiviteter og debatter.

Derudover har ugen budt på møder i Europa-Parlamentets udvalg og en trilogforhandling, som endte med en forlængelse af det europæiske covid-19-certifikat frem til sommeren næste år.

  • Mød Europa-Parlamentet på Folkemødet
  • Nyt gammelt ansigt starter på Europa-Parlamentets danske kontor
  • EU’s coronapas forlænges med et år
  • EP-udvalg: Atomkraft og gas hører ikke til i taksonomien
 
 .

Mød Europa-Parlamentet på Folkemødet

I slutningen af denne uge skifter Europa-Parlamentet i Danmark kontoret i København ud med Bornholms klipper, når det årlige Folkemøde i Allinge igen afholdes. Alle er velkommen til at komme forbi vores telt C25 på Cirkuspladsen, som vil være åbent fra torsdag til og med søndag. Her har man mulighed for at deltage i debatter med de danske MEP’er, teste sin viden med lykkehjulet og få sjove anekdoter om nuværende og tidligere MEP’er, når vi holder banko.

På dette års Folkemøde markerer vi samtidig Danmarks EU-guldbryllup, da det er 50 år siden, at danskerne stemte ja til at blive en del af Det Europæiske Fællesskab (EF), som EU hed dengang. Det gør vi blandt andet med kransekage, sang og taler i Europa-Kommissionens telt.

I forbindelse med 50-året for det danske EU-medlemskab, har vi også arrangeret et par debatter på Fællesscenen, hvor der kastes et tilbageblik på tiden fra dengang og op til nu. Under titlen ’Fra indre marked til værdifællesskab? - 50 år sammen om EU’ vil danske medlemmer af Europa-Parlamentet give deres analyse af EU-samarbejdet gennem de sidste år. Som publikum vil man under debatten blive stillet over for en række dilemmaer og få mulighed for at stille spørgsmål til panelet.

Vi ser også fremad og afholder flere debatter om fremtidens udfordringer i vores telt. De danske MEP’er vil blandt andet diskutere, hvordan EU kan sikre LGBTIQ-rettigheder og den grønne omstilling, når der er krig i Europa og flere steder en demokratisk tilbagegang. Der bliver også stillet spørgsmål til, hvordan man gør internettet til et sikkert univers for børn og unge, og hvad der skal til for at sikre, at alle får et fair arbejdsliv i de forskellige EU-medlemslande.

Du kan læse vores fulde program her, hvor du også kan finde yderligere information om debatterne og de tilhørende paneler.

 
 .

Nyt gammelt ansigt starter på Europa-Parlamentets danske kontor

Det er et kendt ansigt, i hvert fald på kontoret, der vender tilbage til Europa-Parlamentets kontor i Danmark. Tidligere presse-trainee Oscar Ørtoft Pedersen tiltræder nemlig nu som PR-koordinator.

Oscar er uddannet journalist og har udover sin tid i Parlamentet finpudset sine formidlingsfærdigheder hos bl.a. DR Nyheder og Ritzau. Kombineret med en stor interesse for EU håber han at kunne gøre en positiv forskel, når han vender tilbage til arbejdet på kontoret:

”Jeg synes, det er vigtigt, at vi plejer vores fælles europæiske offentlighed - og det vil jeg gerne bidrage til! Jeg håber, at mine evner kan bidrage til at give danskerne bedst mulig indsigt i, hvad der rører sig i EU.”

Særligt 50-året for Danmarks indtræden i det fællesskab, der senere blev til EU, kommer til at være i fokus resten af året.

Oscar fungerer som barselsvikar for Maria Rosenberg Rasmussen, der vender tilbage i 2023.

Du kan følge med i Oscars og resten af kontorets arbejde ved at følge Europa-Parlamentet i Danmark på de sociale medier. Du finder os på Facebook, Instagram og Twitter.

 
 .

EU’s coronapas forlænges med et år

Selvom coronanedlukninger føles som meget langt væk, er det endnu ikke tid til at slette appen, der dokumenterer vacciner, test og tidligere smitte med corona. Parlamentet, Rådet og Kommissionen har nemlig besluttet at forlænge det europæiske covid-19-certifikat med 12 måneder.

Reglerne for coronapasset, der ellers stod til at udløbe den 30. juni i år, vil være gældende indtil juni 2023. Det betyder, at man med gyldigt pas fortsat kan rejse frit i EU. Kun under særlige omstændigheder, hvor folks sundhed er på spil, kan landene pålægge indrejsende ekstra restriktioner såsom test og karantæne.

Efter seks måneder skal der foretages en vurdering af, hvorvidt passet stadig er relevant ud fra en sundhedsfaglig analyse.

 
 .

EP-udvalg: Atomkraft og gas hører ikke til i taksonomien

Atomkraft og gas skal ikke defineres som bæredygtige, mener MEP’erne i Miljøudvalget og Økonomiudvalget. De vedtog i tirsdags en indsigelse, der forkaster Kommissionens forslag om at inkludere bestemte typer gas og atomkraft i taksonomien, som er EU’s klassificeringssystem for bæredygtig økonomisk aktivitet. 

Afgørelsen var en stor lettelse for flere af de danske MEP’er. Linea Søgaard-Lidell (Venstre/Renew) og Nikolaj Villumsen (Enhedslisten/GUE) beskriver på Twitter Kommissionens forslag som “greenwashing af fossil energi”.

 
 .

Taksonomien er oprettet for at fremme grøn investering ved at lave en liste over, hvad EU definerer som bæredygtigt. Et flertal af MEP’erne anerkender atomkraft og gas som overgangsteknologier, der kan sikre en stabil energiforsyning under overgangen til grønne energiformer. Men at sætte atomkraft og gas på taksonomiens liste vil ifølge MEP’erne forsinke EU i at nå sine klimamål og strider imod kriterierne for bæredygtig investering.

Landene er dog ikke forpligtet til at producere bestemte typer energi. Ligeledes står det investorerne frit, hvilke aktiviteter de investerer i.

Det samlede Parlament skal stemme om afgørelsen under næste plenar, som finder sted mellem den 4. og 7. juli. 

 .
 

Redaktionen afsluttet fredag 16/06/2022 kl. 08:00

Ansvarshavende: Anne Mette Vestergaard
I redaktionen: Linnea Kadziola, Lea Hovmand Jørgensen og Jacob Lolck
Pressekontakt: Jacob Lolck, tlf. 33 41 40 44 / 25 48 87 11