skip to content

 
 
 

EP-Nyt #29: Kan bredere cykelstier og et klimamærke i trøjen løse klimakrisen?

29-10-2021

Ugen bød på en (dansk) prisoverrækkelse, debatter om løngab og det tredje og sidste afsnit af vores EU-podcast med Cathrine Wichmand.

 
 .

Den seneste uge har stået i ligestillingens tegn. For anden gang afholdt Europa-Parlamentet den europæiske ligestillingsuge, hvor emner som løngabet mellem kønnene, Tyrkiets udtræden fra Istanbulkonventionen og de sociale og økonomiske konsekvenser af coronapandemien blev vendt.

Ligestillingsugen blev første gang afholdt sidste år, og igen i år stod Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling bag initiativet. Udover det skærpede fokus på ligestilling bød ugen også på andre debatter i udvalgene:

  • Kan man redde klimaet på cykel?
  • MEP’erne vil styrke kravene til cybersikkerhed i hele EU
  • 22-årige Zoé inviterer unge til debat om EU-politik - nu har hun vundet EU-pris
  • Europæernes drømme for Europa strømmer ind
 .
 

Kan man redde klimaet på cykel?

Går du til skrædderen, når der er hul i din T-shirt til 100 kroner? Ville du gøre det, hvis du havde en ret til at få den repareret?

EU skal være klimaneutral i 2050, men der er langt til fanfare og tilfredse nik.

Derfor har Cathrine Wichmand i den nyeste episode af vores podcast ‘Jagten på stjernerne’ inviteret de tre EU-parlamentarikere Linea Søgaard-Lidell (Venstre/Renew), Morten Helveg Petersen (Radikale Venstre/Renew) og Margrete Auken (Socialistisk Folkeparti/De grønne) til en samtale om EU’s klimapolitik.

 

 .
 .
 

Til dagligt sidder alle tre politikere i udvalg, som blandt andet har klima, miljø og energi som fokus. De kender derfor alle tre til de udfordringer, der kan opstå, når et organ som EU skal blive enig om en fælles retning. For hvordan forhandler man klimapolitik med lande, der lever af deres kulproduktion? Og er det overhovedet realistisk, at bredere cykelstier eller et klimamærke i trøjen for alvor kan bringe EU tættere på 2050-målet?

Episoden er den tredje og sidste i podcasten, men den bliver skam liggende der, hvor du lytter til podcast, så du kan også stadig høre eller genlytte de tidligere episoder om LGBTIQ+-rettigheder og regulering af techgiganterne.

 

 
 .

MEP’erne vil styrke kravene til cybersikkerhed i hele EU

Strengere krav skal sikre EU-landene mod cybertrusler. Derfor stemte Parlamentets industriudvalg torsdag om en nyt lovudkast.

MEP’erne vil blandt andet styrke kravene i en række sektorer som transport, digital infrastruktur og på sundhedsområdet. Blandt tiltagene er bedre sikkerhed i forsyningskæden og kryptering af følsomme oplysninger, så medlemslandene bliver bedre rustet til at identificere mindre hændelser med en høj risiko.

Centralt i lovudkastet er, at EU-landenes lovgivning på området i højere grad skal harmonere med hinanden, da de forskellige nationale tiltag gør EU sårbart.

På grund af det aktuelle høje risikoniveau for cybertrusler, og fordi det oprindelige cybersikkerhedsdirektiv fra 2017 er blevet implementeret på forskellige måder i medlemslandene, er en opdatering på sin plads, lyder det fra MEP’erne.

 

 
 .

22-årige Zoé inviterer unge til debat om EU-politik - nu har hun vundet EU’s pris

Det var med familien på første række, smil og blomster i armene, at Zoé Elkær Nicot modtog EU’s borgerpris torsdag eftermiddag. Danske Morten Helveg Petersen (Radikale Venstre/Renew) havde æren af at overrække prisen.

Zoé er en af initiativtagerne bag debatorganisationen European Debate Initiative (EDI), der siden 2018 har inviteret unge europæere til at diskutere fremtidens politik med magthavere og førende eksperter.

"Vi vil være med til at stoppe alle de misforståelser, der er, når vi prøver at tale om EU-politik, og samtidig engagere de unge europæere," lyder det fra 22-årige Zoé Elkær Nicot.

 .
Zoé Elkær Nicot og Morten Helveg Petersen (Radikale Venstre/Renew).
Zoé Elkær Nicot og Morten Helveg Petersen (Radikale Venstre/Renew).
 
 .

Organisationen blev stiftet af danske Zoé og østrigske Francesca Knaus. I dag ledes organisationen af fem studerende, og i fællesskab har de arrangeret debatter, der blandt andre tæller den polske ombudsmand for menneskerettigheder Adam Bodnar, erhvervskvinden og meningsdanneren Stine Bosse og en lang række europaparlamentarikere som danske Karen Melchior og tyske David McAllister.

Hvert år går Europa-Parlamentets borgerpris til enkelte borgere eller grupper, der har iværksat initiativer, der blandt andet fremmer fælles forståelse og tættere samarbejde mellem mennesker i EU.

 
 .

Europæernes drømme for Europa strømmer ind

Da sidste uges plenarsamling var vel overstået i sidste uge, tog  80 repræsentanter fra EU-borgerpanelerne plads i Parlamentets bygninger i Strasbourg. Hele lørdagen samlede de op på borgernes ideer for, hvordan EU skal se ud i fremtiden. Mødet var en særskilt plenarsamling i forbindelse med Konferencen om Europas fremtid.

Repræsentanterne så blandt andet nærmere på de 20 mest populære ideer, som blev født under Det Europæiske Ungdomsmøde i starten af oktober. Udover de 80 fra EU-borgerpanelerne deltog også en række repræsentanter fra Parlamentet, Kommissionen og Rådet. Næste samling afholdes den 17.-18. december. I mellemtiden kan man stadig komme med sit forslag på konferencens hjemmeside.

Konferencen om Europas fremtid er den første af sin art og er en øvelse i demokrati for alle europæere, da alle borgere kan bidrage med deres tanker. Samme emne er omdrejningspunktet i vores seneste artikel hos Politiken, hvor blandt andre Morten Løkkegaard (Venstre/Renew), Niels Fuglsang (Socialdemokratiet/S&D) og Morten Helveg Petersen (Radikale Venstre/Renew) kommer med deres bud.

 

Nu du er her, så er der sket nyt i debatten om Polens domstole. I sidste uge deltog landets premierminister i en debat, der tog udgangspunkt i en ny afgørelse fra Polens forfatningsdomstol, i Parlamentet. Siden da har EU-Domstolen idømt Polen at skulle betale daglige millionbøder til Europa-Kommissionen. Bøderne er på en million euro.

Ved plenarsamlingen i sidste uge fordømte Parlamentet Polens forsøg på at undergrave EU-rettens forrang.

Blandt andre den danske MEP Kira Peter-Hansen (Socialistisk Folkeparti/De Grønne) havde en kommentar til afgørelsen.

 .
 .

Redaktionen afsluttet fredag 29/10/2021 kl. 15:00.

Ansvarshavende: Anne Mette Vestergaard
I redaktionen: Sophie Bavnhøj, Lea Hovmand Jørgensen og Jacob Lolck
Pressekontakt: Jacob Lolck, tlf. 33 41 40 44 / 25 48 87 11