skip to content

 
 
 

EP-Nyt #31: Ny podcast sætter EU's værdier under kritisk lup

13-11-2020
 .

I denne uge har det amerikanske valg fyldt stort i medierne. Den helt store EU-nyhed har været, at det langsigtede budget endelig er faldet på plads mellem Europa-Parlamentet og Rådet. Samtidig har Kommissionen fremlagt deres LGBTI+-strategi, og Europa-Parlamentet i Danmark har i samarbejde med Magasinet Atlas udgivet en helt særlig podcast om EU’s værdier. Læs mere her.

 .
 

EU’s budgetaftale på plads

Tirsdag eftermiddag landede Europa-Parlamentet og Rådet en aftale om det næste langsigtede EU-budget. Det blev offentliggjort på et pressemøde med blandt andre De Grønnes Rasmus Andresen fra det danske mindretal i Tyskland.

Parlamentets formand David Sassoli gennemgik på Twitter, hvordan forhandlingerne præcis er landet.

Parlamentet har sikret 15 milliarder ekstra euro til vigtige EU-programmer, der forbedrer europæernes liv inden for sundhed, forskning, migration og uddannelse. Samtidig er budgettet også mere fleksibelt, så det kan tilpasses til en verden i forandring.

Budgettet bliver også bundet op på flere mål, som indførelse af indtægter til EU-kassen fra for eksempel en finansiel transaktionsskat og en reform af EU's emissionshandelssystem. Sidst men ikke mindst bliver det et krav at opretholde retsstatsprincipperne, før et land kan modtage midler fra EU-budgettet. David Sassoli siger:

“Vi er en union baseret på frihed, demokrati og lighed. Hvis regeringer undlader at respektere disse principper, skal de ikke have adgang til EU-midler.”

Forslaget skal nu endeligt godkendes i Europa-Parlamentet og Rådet, før det bliver til virkelighed.

 
 .

Ny podcast sætter fokus på EU’s værdier

I podcastserien ’Traktat, stakit, kasket’ har magasinet ATLAS, i samarbejde med Europa-Parlamentets danske kontor, sat sig for at grave et spadestik dybere i den værdipolitiske EU-debat. 

I EU-traktaten fremgår det tydeligt, hvad der er EU’s grundlæggende værdier, nemlig menneskelig værdighed, frihed, demokrati, ligestilling, retsstat og menneskerettigheder. Men hvad vil det egentlig sige?

Sammen med nuværende og tidligere MEP’er samt eksperter udforsker podcasten netop det spørgsmål. Du kan lytte med, der hvor du normalt finder dine podcasts, som Spotify og iTunes.

Du kan også læse mere om podcasten her.

 .
 

Kommissionen klar med LGBTI+-strategi

Lige rettigheder for alle mennesker, også dem, der bliver diskrimineret på grund af deres seksuelle orientering eller kønsidentitet. Det er målet for den strategi, som Europa-Kommissionen lagde frem torsdag middag.

Udspillet er delt op i fire søjler, der lægger op til forskellige indsatser, som landene skal leve op til. Overordnet set er de danske MEP’er glade for udspillet - men ser også nogle mangler og er spændte på, hvilke konkrete tiltag det vil føre til.

I denne artikel har vi samlet op på de danske MEP'ers reaktioner samt nogle af forslagets elementer.

 .
 

EP sætter fokus på det amerikanske valg

Efter det i weekenden stod klart, at Joe Biden bliver USA’s næste præsident, sendte Parlamentets formand David Sassoli sine lykønskninger. Han ser samtidig frem til at arbejde med den kommende amerikanske præsident og Kamala Harris, den første kvindelige og ikke-hvide vicepræsident.

 

Resten af Europa-Parlamentet brugte også muligheden for at kommentere på valget. Der var både lykønskninger og stærke opfordringer til, hvordan det fremtidige samarbejde skal se ud mellem USA og EU. Du kan se, hvad parlamentarikerne havde at sige på miniplenaren - for at hoppe direkte til debatten skal du spole frem til 18:06:00 i videoen. 

 .
 

Redaktionen afsluttet fredag 13/11/2020 kl. 12:00.

Ansvarshavende: Anne Mette Vestergaard
I redaktionen: Lars Svensmark, Lea Hovmand Jørgensen, Jacob Lolck
Pressekontakt: Jacob Lolck, tlf. 33 41 40 44 / 25 48 87 11